Domstolens dom (Anden Afdeling) af 9. november 2010 — Bianca Purrucker mod Guillermo Vallés Pérez (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Stuttgart — Tyskland)

(Sag C-296/10) (1)

(Retligt samarbejde i civile sager - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - forordning (EF) nr. 2201/2003 - litispendens - realitetssag om forældremyndighed og anmodning om foreløbige retsmidler vedrørende forældremyndigheden over samme barn)

2011/C 13/25

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Stuttgart

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bianca Purrucker

Sagsøgt: Guillermo Vallés Pérez

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Amtsgericht Stuttgart — fortolkning af artikel 19, stk. 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1) — kompetence for en ret i en medlemsstat til at træffe afgørelse vedrørende sagens realitet i et søgsmål om forældremyndighed over at barn, der har sit sædvanlige opholdssted i denne stat, når en ret i en anden medlemsstat forinden i en tvist mellem de samme parter vedrørende forældremyndigheden over det samme barn har været forelagt en begæring foreløbige retsmidler — begrebet »den ret, ved hvilken sagen først er anlagt«

Konklusion

Forskrifterne i artikel 19, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 finder ikke anvendelse, når en ret i en medlemsstat, ved hvilken der først er anlagt sag med henblik på fastlæggelse af forældreansvaret, alene skal tage stilling til foreløbige retsmidler som omhandlet i denne forordnings artikel 20, og der ved en ret i en anden medlemsstat, som er kompetent til at påkende sagens realitet, som omhandlet i denne forordning, senere er anlagt sag med en påstand vedrørende fastlæggelse af det samme forældreansvar, enten foreløbigt eller endeligt.

Den omstændighed, at der ved en ret i en medlemsstat anlægges sag om foreløbige retsmidler, eller at der træffes afgørelse inden for rammerne af en sådan procedure, og det ikke fremgår af påstanden eller af afgørelsen, at den ret, der skal tage stilling til spørgsmålet om foreløbige retsmidler, er kompetent som omhandlet i forordning nr. 2201/2003, indebærer ikke nødvendigvis, at det er udelukket, at der — således som det eventuelt er muligt i henhold til national ret i denne medlemsstat — er fremsat en påstand om realiteten, som er knyttet til påstanden om foreløbige retsmidler, og som indeholder de oplysninger, som viser, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent som omhandlet i forordningen.

Når den ret, ved hvilken sagen er anlagt senere, trods de anstrengelser, den har gjort sig for at få oplysninger fra den part, der gør litispendens gældende, fra den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, og fra centralmyndighederne, ikke råder over nogen oplysninger, der gør det muligt at fastslå genstanden og grundlaget for en sag, der er anlagt ved en anden ret, og som bl.a. tilsigter at godtgøre, at denne ret er kompetent i overensstemmelse med forordning nr. 2201/2003, og hensynet til barnets bedste, henset til de konkrete omstændigheder, kræver, at der træffes en afgørelse, der kan anerkendes i andre medlemsstater end den, hvor retten, ved hvilken sagen er anlagt senere, er beliggende, tilkommer det denne sidstnævnte ret, efter en rimelig frist for besvarelse af de formulerede spørgsmål, at genoptage sagen, der er anlagt for den. Varigheden af denne rimelige frist skal fastsættes under hensyn til barnets bedste, henset til de konkrete omstændigheder i sagen.

(1)  EUT C 221 af 14.8.2010.