EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CO0530

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 10. juli 2019.
EP mod FO.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Ilfov.
Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – samarbejde om civilretlige spørgsmål – kompetence i sager vedrørende forældreansvar – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 15 – henvisning af sagen til en ret i en anden medlemsstat, der er bedre egnet til at behandle sagen – undtagelse fra reglen om generel kompetence for retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted – særlig tilknytning til en anden medlemsstat – elementer, der gør det muligt at afgøre, hvilken ret der er bedre egnet – det forhold, at der er forskelle i retsreglerne – barnets bedste.
Sag C-530/18.

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2019:583

DOMSTOLENS KENDELSE (Ottende Afdeling)

10. juli 2019 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – samarbejde om civilretlige spørgsmål – kompetence i sager vedrørende forældreansvar – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 15 – henvisning af sagen til en ret i en anden medlemsstat, der er bedre egnet til at behandle sagen – undtagelse fra reglen om generel kompetence for retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted – særlig tilknytning til en anden medlemsstat – elementer, der gør det muligt at afgøre, hvilken ret der er bedre egnet – det forhold, at der er forskelle i retsreglerne – barnets bedste«

I sag C-530/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunalul Ilfov (appeldomstolen i Ilfov, Rumænien) ved afgørelse af 20. juni 2018, indgået til Domstolen den 13. august 2018, i sagen

EP

mod

FO,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, og dommerne C.G. Fernlund (refererende dommer) og L.S. Rossi,

generaladvokat: E. Tanchev,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

EP ved avocat C.D. Giurgiu,

FO, som selvmøder

den rumænske regering ved E. Gane, L. Liţu og C. Canţăr, som befuldmægtigede,

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og A. Biolan, som befuldmægtigede,

efter at have hørt generaladvokaten besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 99 i Domstolens procesreglement,

afsagt følgende

Kendelse

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence, og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i en sag mellem EP og FO omhandlende forældremyndighed over for deres mindreårige barn, fastlæggelse af barnets sædvanlige opholdssted og betaling af underholdsbidrag til fordel for barnet.

Retsforskrifter

3

13. betragtning til forordning nr. 2201/2003 lyder:

»Af hensyn til barnets bedste åbner denne forordning mulighed for, at den kompetente ret undtagelsesvis og på visse betingelser kan henvise en sag til en anden ret i en medlemsstat, hvis denne ret er bedre til at behandle sagen. […]«

4

Denne forordnings artikel 8 med overskriften »Generel kompetence« fastsætter i stk. 1:

»Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.«

5

Nævnte forordnings artikel 15 med overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen«, foreskriver:

»1.   Undtagelsesvis kan en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:

a)

udsætte behandlingen af sagen eller den specifikke del heraf og opfordre parterne til at anlægge sag ved retten i den pågældende anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 4, eller

b)

anmode en ret i en anden medlemsstat om at erklære sig kompetent i overensstemmelse med stk. 5.

2.   Stk. 1 finder anvendelse:

a)

på anmodning af en af parterne

b)

af rettens egen drift, eller

c)

på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, jf. stk. 3.

Henvisningen kan dog kunne finde sted af rettens egen drift eller på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, hvis i det mindste én af parterne er indforstået hermed.

3.   Barnet anses for at have en særlig tilknytning til en medlemsstat som omhandlet i stk. 1:

a)

hvis barnet har fået sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, efter at sagen er anlagt ved den i stk. 1 omhandlede ret

b)

hvis barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat

c)

hvis barnet er statsborger i den pågældende medlemsstat

d)

hvis en indehaver af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, eller

e)

hvis barnets formue befinder sig i den pågældende medlemsstat, og sagen vedrører foranstaltninger til beskyttelse af barnet i tilknytning til forvaltning eller bevarelse af denne formue eller disponering herover.

4.   Den ret i den første medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, fastsætter et tidsrum, inden for hvilket der skal anlægges sag ved en ret i den anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.

Er sagen ikke anlagt inden udløbet af dette tidsrum, fortsætter den ret, ved hvilken sagen er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.

5.   Retten i den anden medlemsstat kan, hvis dette på grund af sagens særlige omstændigheder er til barnets bedste, erklære sig kompetent inden seks uger efter, at sagen er anlagt, eller anmodningen er modtaget i medfør af stk. 1, litra a) eller b). I så fald erklærer den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, sig inkompetent. Erklærer retten i den anden medlemsstat sig ikke kompetent, fortsætter den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.

6.   Ved anvendelsen af denne artikel arbejder retterne sammen, enten direkte eller gennem de centralmyndigheder, der er udpeget i medfør af artikel 53.«

Hovedsagens genstand og de præjudicielle spørgsmål

6

EP, der er rumænsk statsborger, blev gift med FO, der er fransk statsborger, i 2005. Et barn blev født under deres ægteskab i Frankrig den 13. oktober 2006.

7

EP og FO har levet adskilt siden 2013, og deres barn har siden da boet hos sin mor i Rumænien.

8

Ved stævning af 13. januar 2014 anmodede EP, barnets mor, Judecătoria Buftea (retten i første instans i Buftea, Rumænien) om at opløse ægteskabet og tildele hende forældremyndigheden over nævnte barn samt betaling af et bidrag fra FO, barnets far.

9

FO har fremsat såvel en indsigelse mod de rumænske retters kompetence, da det er hans opfattelse, at de russiske retter er kompetente, som en indsigelse om international litispendens og en formalitetsindsigelse. Ydermere har han subsidiært fremsat et modkrav med det formål at opnå ophævelse af ægteskabet udelukkende på grund af EP’s forhold, at blive tilkendt eneforældreansvaret, forældremyndighed, og at EP tilpligtes at betale bidrag til barnet.

10

Ved kendelse af 10. oktober 2014 forkastede Judecătoria Buftea (retten i første instans i Buftea) de tre indsigelser fremsat af FO og fastslog ved kendelse af 12. januar 2015, at den lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er den rumænske lovgivning.

11

Den 8. juni 2016 begærede EP og FO endelig skilsmisse efter fælles overenskomst, men begge parter nedlagde derudover påstand om hver især at blive tilkendt eneforældreansvaret, fastlæggelse af det mindreårige barns opholdssted ved deres respektive opholdssted og betaling af bidrag til barnet fra modparten. Subsidiært har FO anmodet om fælles forældremyndighed over barnet.

12

Ved dom af 4. juli 2016 traf Judecătoria Buftea (retten i første instans i Buftea) afgørelse om, at ægteskabet opløses efter fælles overenskomst mellem EP og FO, at forældreansvaret tildeles begge i fællesskab, og at barnets opholdssted bliver hos moren, ligesom retten udfærdigede en ordning for farens samvær med barnet og tilpligtede faren at betale et bidrag til sit barn.

13

Vedrørende FO’s anmodning om, at barnet får delt opholdssted, hvilket den franske lovgivning giver mulighed for, har denne ret understreget, at ifølge fransk retspraksis kunne parternes uoverensstemmelser udgøre en hindring for etableringen af en sådan form for løsning på barnets opholdssted.

14

Den 7. april 2017 appellerede FO og EP dommen af første instans til Tribunalul Ilfov (appeldomstolen i Ilfov, Rumænien).

15

FO har gjort gældende, at Judecătoria Buftea (retten af første instans i Buftea) er inkompetent i forhold til at pådømme den sag, som er blevet indbragt for den, og har nedlagt påstand om, at denne dom ophæves.

16

Begge parter i hovedsagen har desuden gjort gældende, at dommens realitet bør ændres til deres respektive fordele.

17

Den forelæggende ret har anført, at Judecătoria Buftea (retten i første instans i Buftea) har truffet afgørelse under hensyntagen til det mindreårige barns bedste, idet barnet har boet i Rumænien hos sin mor siden slutningen af 2013 og har gået i fransk skole og er blevet velintegreret i miljøet. Det er til Rumænien, at barnet har den stærkeste tilknytning både sprogligt og kulturelt.

18

Til gengæld er arbejdssituationen for FO, der erklærer at have gjort Frankrig, Rumænien og Rusland til sine vigtigste opholdssteder, for tiden usikker, og hans aktiviteter giver ham ikke mulighed for at tilbringe tilstrækkelig tid med sit barn. FO’s forsikring om, at han vil være parat til at opgive sin karriere for at slå sig ned i Rumænien og leve sammen med sit barn, vil ikke være tilstrækkeligt grundlag for en anmodning om, at barnet skal have opholdssted hos ham. Derudover har barnet forklaret, at barnet nærer følelser for begge forældre, at barnet lider under deres vedvarende skænderier, og at barnet, uden at ville skuffe sin far, ønsker at bo hos sin mor.

19

Den forelæggende ret har imidlertid sat spørgsmålstegn ved FO’s appelanbringende om de rumænske retters inkompetence, som er baseret på argumentet om, at de franske retter vil være bedre egnede til at påkende anmodninger om forældreansvar. Den forelæggende ret finder det derfor nødvendigt at efterprøve sin kompetence under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003.

20

På baggrund heraf har Tribunalul Ilfov (appeldomstolen i Ilfov) besluttet at udsætte sagen og fremlægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»1)

Skal artikel 15 i [forordning nr. 2201/2003] fortolkes således, at den indfører en undtagelse fra reglen om, at den nationale ret på det sted, hvor barnet har sin faktiske bopæl, er kompetent?

2)

Skal artikel 15 i [forordning nr. 2201/2003] fortolkes således, at de af en part i sagen anførte omstændigheder (dvs.: Barnet er født i Frankrig, barnets far er fransk statsborger, barnet har blodsbeslægtet familie bestående af to søstre, en bror, en niece (søsterdatter) og farfar samt farens nuværende partner og deres mindreårige datter i Frankrig, hvorimod barnet i Rumænien ikke har slægtninge på morens side, barnet går i fransk skole, barnets opdragelse og mentalitet har altid været fransk, og hjemmesproget mellem forældrene indbyrdes og mellem forældrene og barnet har altid været fransk) udgør omstændigheder, der viser, at barnet har en særlig tilknytning til Frankrig […], og at den nationale ret derfor skal erklære, at en fransk ret er bedre egnet til at behandle sagen?

3)

Skal artikel 15 i [forordning nr. 2201/2003] fortolkes således, at proceduremæssige forskelle mellem de to medlemsstaters lovgivninger, såsom den omstændighed, at sagen behandles for lukkede døre af specialretter, er til barnets bedste i den nævnte [EU-retlige] bestemmelses forstand?«

Om de præjudicielle spørgsmål

21

Såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis eller ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, kan Domstolen i overensstemmelse med artikel 99 i Domstolens procesreglement til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

22

Denne bestemmelse bør anvendes i nærværende sag.

Det første spørgsmål

23

Svaret på det første spørgsmål, som tilsigter at klarlægge, om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 indfører en undtagelse fra reglen om generel kompetence som foreskrevet i forordningens artikel 8, ifølge hvilken retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, er kompetente i sager vedrørende forældreansvar, kan udledes af selve ordlyden af nævnte artikel 15.

24

Artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 bestemmer nemlig udtrykkeligt, at den anvendes undtagelsesvist. Som Domstolen har udtalt, udgør artikel 15, stk. 1, en særlig kompetenceregel, der har karakter af undtagelse, i forhold til den generelle kompetenceregel i forordningens artikel 8, stk. 1, og en henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen, kan kun ske undtagelsesvist (jf. dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 47 og 48, og af 4.10.2018, IQ, C-478/17, E:-C:2018:812, præmis 32).

25

På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at den indfører en undtagelse fra reglen om generel kompetence i artikel 8 i forordning nr. 2201/2003, hvorefter kompetencen for medlemsstaternes retter afgøres på grundlag af barnets sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sagens anlæg ved disse.

Det andet spørgsmål

26

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at den opstiller kriterier, der gør det muligt at afgøre, om et barn har en særlig tilknytning til en anden medlemsstat end den, hvis retter er kompetente til at påkende sagens realitet, om disse kriterier er udtømmende, og, såfremt kriterierne er opfyldt, om det følger heraf, at retterne i denne anden medlemsstat er bedre egnede til at behandle sagen.

27

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, at denne artikel fastsætter fem alternative kriterier, der gør det muligt at anse et barn for at have en særlig tilknytning til en medlemsstat.

28

Som Domstolen ydermere har udtalt, har disse kriterier, der er indeholdt i denne bestemmelses litra a)-e), en udtømmende karakter, således at de sager, hvor disse forhold ikke foreligger, på forhånd er udelukket fra henvisningsordningen (dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 51, og af 4.10.2018, IQ, C-478/17, EU:C:2018:812, præmis 35).

29

I så henseende skal det, som Europa-Kommissionen har nævnt i sit skriftlige indlæg, bemærkes, at omstændighederne fremstillet af barnets far og gengivet i det andet forelagte spørgsmål er forskellige fra de nævnte kriterier, og de er følgelig ikke direkte relevante med henblik på at fastlægge, om der foreligger en særlig tilknytning mellem barnet og en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Den Franske Republik. De to første omstændigheder, dvs. at barnet er født i denne medlemsstat og har en far, der er statsborger i dette land, kan imidlertid tjene til at bevise, at barnet er statsborger i medlemsstaten, og at kriteriet nævnt i artikel 15, stk. 3, litra c), i forordning nr. 2201/2003 dermed er opfyldt.

30

Endelig skal det fremhæves, at i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, sammenholdt med 13. betragtning hertil, »kan« en ret i en medlemsstat, der er kompetent til at påkende sagens realitet, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, som den skønner bedre egnet til at behandle sagen, uden at den er forpligtet hertil. Retten i en medlemsstat, som sædvanligvis har kompetence til at behandle en konkret sag, skal for at kunne anmode om henvisning af sagen til en ret i en anden medlemsstat formå at tilbagevise den stærke formodning for bevarelse af sin egen kompetence, som følger af denne forordning (dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 49).

31

For at give den forelæggende ret et brugbart svar skal det endvidere bemærkes, at en henvisning til en anden medlemsstat i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 kun kan finde sted, hvis tre betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilknytning mellem barnet og en anden medlemsstat, at den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, skønner, at en ret i denne anden medlemsstat er bedre egnet til at behandle sagen, og at henvisningen tjener barnets bedste i den forstand, at den ikke risikerer at have en skadelig indvirkning på det pågældende barns situation (jf. i denne retning dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 50, 56 og 58).

32

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er det muligt, at det pågældende barn har en særlig tilknytning til en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Den Franske Republik, med den i nærværende kendelses præmis 29 nævnte begrundelse, at barnet er statsborger i denne medlemsstat. Det er ligeledes muligt, at barnets far, som er en af indehaverne af forældreansvaret, har sit sædvanlige opholdssted i medlemsstaten.

33

Som Domstolen allerede har understreget, skal den kompetente ret, i det foreliggende tilfælde den rumænske ret, imidlertid også sammenligne betydningen og styrken af den generelle tilknytning, som i medfør af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 forbinder det pågældende barn med den medlemsstat, som retten henhører under, med betydningen og styrken af den særlige tilknytning, der er blevet godtgjort af et eller flere af de i forordningens artikel 15, stk. 3, opregnede forhold, og som foreligger mellem barnet og en anden medlemsstat (dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 54).

34

Den omstændighed, at der foreligger »en særlig tilknytning« som omhandlet i forordningens artikel 15, stk. 1, berører ikke nødvendigvis spørgsmålet om, hvorvidt en ret i denne anden medlemsstat er bedre egnet til at behandle sagen i denne bestemmelses forstand, og ej heller spørgsmålet om, hvorvidt henvisningen af sagen til denne sidstnævnte ret i bekræftende fald tjener barnets bedste. Den kompetente ret skal tage stilling til, om henvisningen af sagen til en sådan ret kan tilføre en reel og konkret merværdi for vedtagelsen af en afgørelse vedrørende barnet i forhold til, hvis sagen forbliver hos den kompetente ret (dom af 27.10.2016, D., D-428/15, EU:C:2016:819, præmis 55 og 57).

35

Hvis den rumænske ret, der har kompetence i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003, måtte nå frem til den konklusion, at den tilknytning, som forbinder det berørte barn med den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, i det foreliggende tilfælde Rumænien, er stærkere end den, der forbinder barnet med et andet medlemsland, dvs. Den Franske Republik, er denne konklusion tilstrækkelig til at udelukke anvendelsen af denne forordnings artikel 15.

36

På baggrund af det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at hvis et eller flere af de fem alternative kriterier, der udtømmende er opregnet heri med henblik på vurderingen af, om barnet har en særlig tilknytning til en anden medlemsstat end den, hvori det har sædvanligt opholdssted, er opfyldt, har den kompetente ret i henhold til denne forordnings artikel 8 mulighed for at henvise sagen til en ret, som den finder er bedre egnet til at afgøre den tvist, der er indbragt for den, men er ikke forpligtet hertil. Såfremt den kompetente ret måtte konkludere, at den tilknytning, der forbinder det pågældende barn med den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted, er større end den tilknytning, som forbinder barnet med en anden medlemsstat, er denne konklusion tilstrækkelig til at udelukke anvendelsen af nævnte forordnings artikel 15.

Det tredje spørgsmål

37

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det forhold, at der er forskelle mellem retsreglerne, herunder de processuelle, i en medlemsstat, hvis retsinstanser har kompetence til at påkende sagens realitet, og retsreglerne i en anden medlemsstat, som det pågældende barn har en særlig tilknytning til, såsom den omstændighed, at sagen behandles for lukkede døre og af specialiserede dommere, kan udgøre en relevant omstændighed i forhold til barnets bedste ved afgørelsen af, om retterne i denne anden medlemsstat er bedre egnede til at behandle denne sag.

38

Den forelæggende ret har anført, at der ifølge en af parterne i hovedsagen i det foreliggende tilfælde er væsentlige forskelle mellem lovgivningen i den medlemsstat, hvis retter er kompetente til at påkende sagens realitet, og lovgivningen i den anden omhandlede medlemsstat, da kun lovgivningen i denne anden medlemsstat foreskriver behandling af sager for lukkede døre og af specialiserede dommere, således at retterne i sidstnævnte medlemsstat vil være bedre egnede til at behandle hovedsagen.

39

Ud over den omstændighed, at den anden part i hovedsagen på det kraftigste har anfægtet, at der foreligger sådanne forskelle, bemærkes i denne henseende, at den kompetente ret for at fastslå, om henvisningen af sagen til en ret i en anden medlemsstat kan tilføre en reel og konkret merværdi, bl.a. kan tage hensyn til denne anden medlemsstats processuelle regler, således som disse finder anvendelse på indsamlingen af de beviser, der er nødvendige for behandlingen af sagen. I forbindelse med en sådan vurdering skal den kompetente ret derimod ikke tage hensyn til denne anden medlemsstats materielle ret, som sidstnævnte medlemsstats ret eventuelt kan anvende, i det tilfælde, hvor sagen bliver henvist dertil. En sådan hensyntagen ville nemlig være i strid med det princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og det princip om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, hvorpå forordning nr. 2201/2003 er baseret (dom af 27.10.2016, D., C-428/15, EU:2016:819, præmis 57).

40

Det bemærkes, at samarbejdet og den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retter skal føre til gensidig anerkendelse af retsafgørelser, hvilket er hjørnestenen i oprettelsen af et ægte retligt område (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 50).

41

Det følger heraf, at den kompetente ret inden for rammerne af sin vurdering i medfør af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 kan tage hensyn til de processuelle regler, der kan finde anvendelse ifølge lovgivningen i en anden medlemsstat, hvis disse har en konkret indvirkning på evnen for retten i denne sidstnævnte medlemsstat til bedre at kunne behandle sagen, bl.a. ved at lette indsamlingen af beviser og vidneudsagn, og herved tilfører en merværdi til løsningen af sagen til barnets bedste. Derimod kan en anden medlemsstats retsregler – såsom dem, der er blevet nævnt af en af parterne i hovedsagen, dvs. de regler, der vedrører behandlingen af sagen for lukkede døre af specialiserede dommere – hverken generelt eller abstrakt betragtes som omstændigheder, der skal tages hensyn til i forbindelse med den kompetente rets vurdering af, om der findes en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen.

42

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det forhold, at der er forskelle mellem retsreglerne, herunder de processuelle, i en medlemsstat, hvis retsinstanser har kompetence til at påkende sagens realitet, og retsreglerne i en anden medlemsstat, som det pågældende barn har en særlig tilknytning til, såsom den omstændighed, at sagen behandles for lukkede døre og af specialiserede dommere, kan ikke generelt og abstrakt udgøre et relevant kriterium i forhold til barnets bedste ved afgørelsen af, om retterne i denne anden medlemsstat er bedre egnede til at behandle denne sag. Den kompetente ret kan kun tage hensyn til disse forskelle, hvis de kan tilføre en reel og konkret merværdi for vedtagelsen af en afgørelse vedrørende barnet i forhold til det tilfælde, hvor nævnte sag fortsat skal behandles ved denne ret.

Sagsomkostninger

43

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

 

1)

Artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at den indfører en undtagelse fra reglen om generel kompetence i artikel 8 i forordning nr. 2201/2003, hvorefter kompetencen for medlemsstaternes retter afgøres på grundlag af barnets sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sagens anlæg ved disse.

 

2)

Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at hvis et eller flere af de fem alternative kriterier, der udtømmende er opregnet heri med henblik på vurderingen af, om barnet har en særlig tilknytning til en anden medlemsstat end den, hvori det har sædvanligt opholdssted, er opfyldt, har den kompetente ret i henhold til denne forordnings artikel 8 mulighed for at henvise sagen til en ret, som den finder er bedre egnet til at afgøre den tvist, der er indbragt for den, men er ikke forpligtet hertil. Såfremt den kompetente ret måtte konkludere, at den tilknytning, der forbinder det pågældende barn med den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted, er større end den tilknytning, som forbinder barnet med en anden medlemsstat, er denne konklusion tilstrækkelig til at udelukke anvendelsen af nævnte forordnings artikel 15.

 

3)

Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det forhold, at der er forskelle mellem retsreglerne, herunder de processuelle, i en medlemsstat, hvis retsinstanser har kompetence til at påkende sagens realitet, og retsreglerne i en anden medlemsstat, som det pågældende barn har en særlig tilknytning til, såsom den omstændighed, at sagen behandles for lukkede døre og af specialiserede dommere, kan ikke generelt og abstrakt udgøre et relevant kriterium i forhold til barnets bedste ved afgørelsen af, om retterne i denne anden medlemsstat er bedre egnede til at behandle denne sag. Den kompetente ret kan kun tage hensyn til disse forskelle, hvis de kan tilføre en reel og konkret merværdi for vedtagelsen af en afgørelse vedrørende barnet i forhold til det tilfælde, hvor nævnte sag fortsat skal behandles ved denne ret.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: rumænsk.

Top