—

Martin Meat kft ved ügyvéd R. Zuberecz

—

Géza Simonfay og Ulrich Salburg ved ügyvéd V. Nagy

—

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og A.M. Pálfy, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Möller, som befuldmægtigede

—

den østrigske regering ved G. Hesse, som befuldmægtiget

—

den polske regering ved B. Majczyna og D. Lutostańska, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved J. Enegren og A. Sipos, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af kapitel 1, punkt 2 og 13, i bilag X til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33, herefter »tiltrædelsesakten af 2003«), og artikel 1, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997 L 18, s. 1), sammenholdt med dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem på den ene side Martin Meat kft (herefter »Martin Meat«) og på den anden side Géza Simonfay og Ulrich Salburg, der er juridiske rådgivere, vedrørende en erstatningspåstand nedlagt af Martin Meat som følge af en bøde, som selskabet skal betale for at have udstationeret ungarske arbejdstagere i Østrig uden at have indhentet arbejdstilladelse til disse arbejdstagere.

3

Artikel 24 i tiltrædelsesakten af 2003 bestemmer:

»De foranstaltninger, der opregnes i bilag V, VI, VII, VIII, IX, X, XI, XII, XIII og XIV til denne akt, gælder for de nye medlemsstater på betingelserne i de nævnte bilag.«

4

Bilag X til tiltrædelsesakten af 2003 har overskriften »Liste omhandlet i artikel 24 i tiltrædelsesakten: Ungarn«. Bilagets kapitel 1, der har overskriften »Fri bevægelighed for personer«, bestemmer følgende i punkt 1, 2, 5 og 13:

»1.   [Artikel 45 TEUF og artikel 56, stk. 1, TEUF] finder kun fuld anvendelse for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed og fri udveksling af tjenesteydelser, der indebærer midlertidig udstationering af arbejdstagere i henhold til artikel 1 i direktiv [96/17], mellem Ungarn på den ene side og Belgien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige på den anden side, i henhold til overgangsbestemmelserne i punkt 2-14.

2.   Som en undtagelse fra artikel 1-6 i [Rådets] forordning (EØF) nr. 1612/68 [af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467)] anvender de nuværende medlemsstater indtil udløbet af en periode på to år efter tiltrædelsesdatoen nationale foranstaltninger eller foranstaltninger i henhold til bilaterale aftaler til at regulere ungarske statsborgeres adgang til deres arbejdsmarked. De nuværende medlemsstater kan fortsætte med at anvende sådanne foranstaltninger indtil udløbet af en periode på fem år efter tiltrædelsesdatoen.

[...]

5.   En medlemsstat, der opretholder nationale foranstaltninger eller foranstaltninger i henhold til bilaterale aftaler ved udgangen af den femårige periode i punkt 2, kan, hvis der forekommer eller er risiko for alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og efter at Kommissionen er blevet underrettet herom, fortsætte med at anvende disse foranstaltninger indtil udløbet af en periode på syv år efter tiltrædelsesdatoen. Hvis der ikke gives meddelelse herom, vil artikel 1-6 i forordning [nr. 1612/68] finde anvendelse.

[...]

13.   For at modvirke alvorlige forstyrrelser eller risiko herfor i specifikke følsomme tjenestesektorer på deres arbejdsmarked, som måtte opstå i visse regioner som følge af levering af tjenesteydelser over grænserne som defineret i artikel 1 i direktiv [96/71], og i medfør af ovenfor nævnte overgangsbestemmelser, nationale foranstaltninger eller foranstaltninger som følge af bilaterale aftaler om ungarske arbejdstageres frie bevægelighed, så længe disse finder anvendelse, kan Tyskland og Østrig, efter at have underrettet Kommissionen, fravige artikel [56, stk. 1, TEUF], når det sker i forbindelse med, at selskaber, der er etableret i Ungarn, leverer tjenesteydelser over grænserne, og med henblik på at begrænse midlertidig udstationering af arbejdstagere, hvis ret til at arbejde i Tyskland og Østrig er underlagt nationale foranstaltninger.

Fravigelsen kan omfatte følgende tjenestesektorer:

[...]

[Servicevirksomhed i forbindelse med gartneri, stenhuggeri, fremstilling af metalkonstruktioner og dele heraf, bygge- og anlægsvirksomhed samt beslægtede brancher, detektiv- og overvågningsvirksomhed, rengøringsvirksomhed, sundhedspleje i hjemmet, sociale foranstaltninger uden institutionsophold]

[...]«

5

Bilag XII til tiltrædelsesakten af 2003 har overskriften »Liste omhandlet i artikel 24 i tiltrædelsesakten: Polen«. Bilaget indeholder for så vidt angår Republikken Polen bestemmelser, der i det væsentlige er identiske med de bestemmelser, der vedrører Republikken Ungarn.

6

Artikel 1 i direktiv 96/71 har følgende ordlyd:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på virksomheder, som i forbindelse med levering af tjenesteydelser over grænserne udstationerer arbejdstagere på en medlemsstats område i henhold til stk. 3.

[...]

3.   Dette direktiv finder anvendelse, dersom en af de i stk. 1 anførte virksomheder træffer en af følgende grænseoverskridende foranstaltninger:

7

Ifølge § 3, stk. 1, i Arbeitskräfteüberlassungsgesetz (lov om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, BGBl. 196/1988, herefter »AÜG«) forstås ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, at arbejdstagere stilles til rådighed for en tredjemand med henblik på udførelse af arbejdsydelser.

8

AÜG’s § 4 har følgende ordlyd:

»(1)   Med henblik på at fastslå, om der foreligger tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, skal der i det konkrete tilfælde tages hensyn til det reelle økonomiske indhold og ikke til den ydre form.

(2)   Der foreligger navnlig også tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, når arbejdstagerne til gennemførelse af entreprisekontrakter udfører deres arbejdsydelse i ordregiverens virksomhed, men

9

§ 18, stk. 1-11, i Ausländerbeschäftigungsgesetz (lov om beskæftigelse af udlændinge, BGBl. 218/1975) i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »AuslBG«), fastsætter, i hvilke tilfælde en udlænding skal have arbejdstilladelse eller udstationeringstilladelse.

10

AuslBG’s § 18, stk. 12, bestemmer:

»For udlændinge, der udstationeres i Østrig med henblik på midlertidig beskæftigelse af en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kræves der ikke en arbejds- eller udstationeringstilladelse, såfremt

11

AuslBG’s § 32a, stk. 6, er en overgangsbestemmelse, som vedrører de medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004. Den bestemmer følgende:

»§ 18, stk. 1-11, finder anvendelse for så vidt angår beskæftigelse af EU-borgere som omhandlet i stk. 1 eller tredjelandsstatsborgere, som er udsendt i Østrig af en arbejdsgiver, der har hjemsted i Den Tjekkiske Republik, Republikken Estland, Republikken Letland, Republikken Litauen, Republikken Ungarn, Republikken Polen, Republikken Slovenien eller Den Slovakiske Republik, med henblik på at udføre en midlertidig tjenesteydelse, der er omfattet af en af de tjenestesektorer, for hvilke der i henhold til punkt 13 i tiltrædelsestraktatens kapitel om fri bevægelighed for personer (liste i bilag V og VI, VIII-X samt XII-XIV som omhandlet i tiltrædelsesaktens artikel 24) må indføres restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser som fastsat i artikel [56 TEUF].«

12

I 2007 indgik Alpenrind GmbH (herefter »Alpenrind«), der er et østrigsk selskab specialiseret i udskæring af kød og salg af forarbejdet kød, en aftale med Martin Meat, der er et selskab med hjemsted i Ungarn. I henhold til denne aftale skulle Martin Meat forarbejde 25 halve okseslagtekroppe om ugen og emballere kødet med henblik på salg.

13

Forarbejdnings- og emballeringsarbejdet fandt sted i Alpenrinds slagterilokaler i Salzburg (Østrig). Disse lokaler samt de maskiner, som blev anvendt til arbejdet, blev lejet af Martin Meat, som betalte en fast leje til Alpenrind. Alpenrind afholdt driftsomkostningerne vedrørende lokalerne. Det materiel, der blev anvendt i forbindelse med nævnte arbejde, såsom knive, save og beskyttelsesbeklædning, tilhørte Martin Meat.

14

Arbejdet blev udført af Martin Meats ungarske ansatte. Gruppelederen hos Alpenrind gav gruppelederen hos Martin Meat anvisninger om, hvilket kød der skulle forarbejdes på hvilken måde. Gruppelederen hos Martin Meat tilrettelagde dernæst sine ansattes arbejde og gav dem anvisninger. Alpenrind kontrollerede kvaliteten af det udførte arbejde.

15

Vederlaget for de tjenesteydelser, som Martin Meat leverede, blev beregnet på grundlag af mængden af forarbejdet kød. Vederlaget blev reduceret, hvis kødet var af utilstrækkelig kvalitet.

16

Efter at Martin Meat havde indgivet ansøgninger om bekræftelse af udstationering til de østrigske myndigheder, meddelte disse Martin Meat, at de ikke anså selskabets aftaleforhold med Alpenrind for at bestå i udstationering af arbejdskraft i forbindelse med levering af tjenesteydelser, som blot kræver en bekræftelse af udstationering i medfør af AuslBG’s § 18, stk. 12, men for en tilrådighedsstillelse af arbejdskraft som omhandlet i AÜG’s § 4, for hvilken arbejdstilladelse er påkrævet i henhold til overgangsbestemmelserne i tiltrædelsesakten af 2003 på området for adgang til arbejdsmarkedet, således som disse bestemmelser var blevet gennemført i AuslBG’s § 32a, stk. 6.

17

Alpenrind blev derfor pålagt en bøde på over 700000 EUR. I henhold til aftalen mellem Alpenrind og Martin Meat påhviler det sidstnævnte at betale bøden.

18

Martin Meat har besluttet at anlægge et erstatningssøgsmål mod sine juridiske rådgivere, Géza Simonfay og Ulrich Salburg, ved den forelæggende ret. Disse rådgivere havde inden indgåelsen af nævnte aftale anført over for Martin Meat, at opfyldelsen af aftalen, som indebar beskæftigelse af ungarske arbejdstagere i et østrigsk slagteri, ikke krævede indhentelse af arbejdstilladelser. Det var således rådgivernes vurdering, at den i hovedsagen omhandlede virksomhed ikke var omfattet af de tjenestesektorer, der i tiltrædelsesakten af 2003 kvalificeres som følsomme, og at det pågældende aftaleforhold ikke indebar tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

19

På denne baggrund har Pesti központi kerületi bírόság (distriktsretten i Pest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20

Med det andet spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kapitel 1, punkt 2 og 13, i bilag X til tiltrædelsesakten af 2003 skal fortolkes således, at Republikken Østrig har ret til at begrænse tilrådighedsstillelse af arbejdskraft på sit område i overensstemmelse med dette bilags kapitel 1, punkt 2, selv om denne tilrådighedsstillelse ikke vedrører en følsom sektor som omhandlet i bilagets kapitel 1, punkt 13.

21

I denne henseende bemærkes, at kapitel 1, punkt 2, i bilag X til tiltrædelsesakten af 2003 udgør en undtagelse fra den frie bevægelighed for arbejdstagere, idet det som en overgangsforanstaltning fastsætter, at artikel 1-6 i forordning nr. 1612/68 ikke finder anvendelse på ungarske statsborgere. Bestemmelsen fastsætter, at i en periode på to år fra den 1. maj 2004 kan medlemsstaterne anvende nationale foranstaltninger eller foranstaltninger i henhold til bilaterale aftaler til at regulere ungarske statsborgeres adgang til deres arbejdsmarked. Nævnte bestemmelse fastsætter også, at medlemsstaterne kan fortsætte med at anvende disse foranstaltninger indtil udløbet af en periode på fem år efter den dato, hvor Republikken Ungarn tiltrådte Unionen.

22

Kapitel 1, punkt 13, i bilag X til nævnte akt udgør for sin del en undtagelse fra den frie udveksling af tjenesteydelser, når denne indebærer midlertidig udstationering af arbejdstagere. Bestemmelsen finder kun anvendelse på Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig og er resultatet af forhandlinger ført af disse stater med henblik på fastsættelse af en overgangsordning for alle tjenesteydelser, der er omfattet af artikel 1, stk. 3, i direktiv 96/71 (jf. analogt dom Vicoplus m.fl., C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 40). Kapitlet opregner de følsomme sektorer, for hvilke disse to medlemsstater har ret til at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som indebærer midlertidig udstationering. Tilrådighedsstillelse af arbejdskraft som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71 udgør en sådan tjenesteydelse.

23

I dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 32) udtalte Domstolen for så vidt angik foranstaltninger, som Kongeriget Nederlandene havde vedtaget over for polske arbejdstagere, at en medlemsstats lovgivning, som stiller indhentelse af en arbejdstilladelse som betingelse for tilrådighedsstillelse af udenlandsk arbejdskraft, skal anses for en foranstaltning, der regulerer polske statsborgeres adgang til denne medlemsstats arbejdsmarked som omhandlet i kapitel 2, punkt 2, i bilag XII til tiltrædelsesakten af 2003, som er en bestemmelse, der for så vidt angår Republikken Polen i det væsentlige er identisk med kapitel 1, punkt 2, i bilag X til denne akt, der finder anvendelse i nærværende sag.

24

Det fulgte af denne konstatering, at retten til at begrænse tilrådighedsstillelse af arbejdstagere som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71 ikke er forbeholdt Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig, som har forhandlet en særlig undtagelse i denne henseende, men ligeledes udstrækker sig til alle de andre stater, der allerede var medlemmer af Unionen på tidspunktet for Republikken Polens tiltrædelse heraf (jf. i denne retning dom Vicoplus m.fl., C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 40).

25

Eftersom kapitel 2, punkt 2 og 13, i bilag XII til tiltrædelsesakten af 2003 i det væsentlige er identisk med kapitel 1, punkt 2 og 13, i bilag X til denne akt, finder argumentationen vedrørende Republikken Polen i dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64) analog anvendelse på Republikken Ungarn.

26

Heraf følger, at de stater, der allerede var medlemmer af Unionen på tidspunktet for Republikken Ungarns tiltrædelse, har ret til i henhold til kapitel 1, punkt 2, i bilag X til tiltrædelsesakten af 2003 at begrænse tilrådighedsstillelsen af arbejdskraft som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71.

27

Den omstændighed, at Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig har forhandlet en særlig undtagelse, som er gengivet i kapitel 1, punkt 13, i bilag X til denne akt, og som vedrører visse følsomme sektorer, for hvilke disse to medlemsstater har ret til at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som indebærer arbejdskraftens bevægelighed, kan imidlertid ikke fratage dem retten til at begrænse tilrådighedsstillelse af arbejdskraft i overensstemmelse med kapitel 1, punkt 2, i bilag X til nævnte akt, som i modsætning til kapitel 1, punkt 13, i bilag X til samme akt ikke er begrænset til visse følsomme sektorer.

28

En sådan konklusion er i overensstemmelse med formålet med kapitel 1, punkt 2, i nævnte bilag X, som er at undgå, at der efter de nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen opstår forstyrrelser på arbejdsmarkedet i de gamle medlemsstater som følge af en pludselig tilgang af et stort antal arbejdssøgende statsborgere fra disse nye stater (jf. analogt dom Vicoplus m.fl., C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 34).

29

Som generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, kan den undtagelse, som blev forhandlet af Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig, der var blandt de første medlemsstater til at opfordre til overgangsforanstaltninger med henblik på at beskytte arbejdsmarkederne mod den forventede tilstrømning af arbejdstagere fra de nye medlemsstater efter sidstnævntes tiltrædelse af Unionen, desuden ikke anses for at overlade disse to stater et råderum, der er mindre end det, der findes hos de medlemsstater, som ikke har forhandlet en sådan undtagelse for at regulere tilstrømningen af ungarske arbejdstagere til deres område.

30

Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at kapitel 1, punkt 2 og 13, i bilag X til tiltrædelsesakten af 2003 skal fortolkes således, at Republikken Østrig har ret til at begrænse tilrådighedsstillelse af arbejdskraft på sit område i overensstemmelse med dette bilags kapitel 1, punkt 2, selv om denne tilrådighedsstillelse ikke vedrører en følsom sektor som omhandlet i bilagets kapitel 1, punkt 13.

31

Indledningsvis bemærkes, at når Domstolen forelægges en anmodning om præjudiciel afgørelse, er dens opgave i højere grad at oplyse den nationale ret om rækkevidden af de EU-retlige bestemmelser med henblik på at sætte den nationale ret i stand til at anvende disse bestemmelser korrekt på de faktiske omstændigheder, som den skal tage stilling til, end selv at foretage denne anvendelse, så meget desto mere som Domstolen ikke nødvendigvis er i besiddelse af alle de hertil nødvendige oplysninger (dom Omni Metal Service, C-259/05, EU:C:2007:363, præmis 15).

32

Under disse omstændigheder skal det første spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret hermed i det væsentlige ønsker oplyst, hvilke forhold der i forbindelse med et aftaleforhold som det i hovedsagen omhandlede er relevante at tage i betragtning med henblik på at fastslå, om dette aftaleforhold skal kvalificeres som tilrådighedsstillelse af arbejdskraft som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71.

33

I denne henseende fremgår det af dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 51), at der foreligger tilrådighedsstillelse af arbejdskraft som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71, når tre betingelser er opfyldt. For det første er tilrådighedsstillelse af arbejdskraft en tjenesteydelse, som leveres mod vederlag, hvorom gælder, at arbejdstageren forbliver ansat hos den tjenesteydende virksomhed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med brugervirksomheden. For det andet er tilrådighedsstillelse af arbejdskraft kendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som den tjenesteydende virksomhed udfører. For det tredje udfører arbejdstageren inden for rammerne af en sådan tilrådighedsstillelse opgaverne under brugervirksomhedens kontrol og ledelse.

34

Hvad for det første angår den anden betingelse, som indebærer en analyse af selve formålet med den tjenesteydelse, som den tjenesteydende virksomhed udfører, skal der tages hensyn til ethvert forhold, som kan belyse, om udstationeringen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten udgør formålet med nævnte tjenesteydelse eller ej.

35

I denne henseende bemærkes, at en tjenesteyder i princippet skal levere en ydelse, der er i overensstemmelse med den ydelse, der er fastsat i aftalen, således at konsekvenserne af at levere en ydelse, der ikke er i overensstemmelse med aftalen, skal bæres af denne tjenesteyder. Heraf følger, at med henblik på at fastslå, om selve formålet med tjenesteydelsen er udstationeringen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten, skal der navnlig tages hensyn til forhold, der er egnede til at angive, at tjenesteyderen ikke bærer konsekvenserne af en opfyldelse, som ikke er i overensstemmelse med den ydelse, der er fastsat i aftalen.

36

Hvis det således følger af forpligtelserne i henhold til denne aftale, at tjenesteyderen skal udføre ydelsen i henhold til aftalen på tilfredsstillende vis, er det i princippet mindre sandsynligt, at der er tale om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, end hvis tjenesteyderen ikke selv skal bære konsekvenserne af, at ydelsen ikke udføres i overensstemmelse med aftalen.

37

I det foreliggende tilfælde tilkommer det den nationale ret at efterprøve omfanget af aftaleparternes respektive forpligtelser med henblik på at identificere den part, som skal bære konsekvenserne af, at ydelsen ikke udføres i overensstemmelse med aftalen, idet den omstændighed, at tjenesteyderens vederlag varierer, ikke blot alt efter kvantiteten af det forarbejdede kød, men også efter kvaliteten heraf, imidlertid tyder på, at denne tjenesteyder er forpligtet til at udføre nævnte ydelse på tilfredsstillende vis.

38

Den omstændighed, at tjenesteyderen frit kan beslutte, hvor mange arbejdstagere den pågældende finder det hensigtsmæssigt at sende til værtsmedlemsstaten – hvilket synes at være tilfældet i hovedsagen, således som sagsøgte i hovedsagen har anført under retsmødet – kan desuden tyde på, at formålet med den pågældende tjenesteydelse ikke er udstationeringen af arbejdstagere i værtsmedlemsstaten, men at denne udstationering er accessorisk i forhold til udførelsen af den ydelse, der er fastsat i den omhandlede aftale, og at der således er tale om udstationering af arbejdstagere som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 96/71.

39

Derimod giver hverken den omstændighed, at tjenesteyderen kun har en enkelt kunde i værtsmedlemsstaten, eller den omstændighed, at tjenesteyderen lejer de lokaler, hvor tjenesteydelserne udføres, samt maskinerne, nogen nyttige holdepunkter i hovedsagen med henblik på besvarelsen af, om det reelle formål med den pågældende tjenesteydelse er udstationeringen af arbejdstagere i denne medlemsstat.

40

Hvad for det andet angår den tredje betingelse, som Domstolen udledte i dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 51), bemærkes – således som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse – at der bør sondres mellem kontrol over og ledelse af selve arbejdstagerne og en kundes kontrol af, at en tjenesteydelsesaftale er blevet opfyldt på korrekt vis. I forbindelse med tjenesteydelser er det nemlig almindeligt, at en kunde kontrollerer, at tjenesteydelsen leveres i overensstemmelse med kontrakten. En kunde kan i forbindelse med tjenesteydelser endvidere give visse generelle anvisninger til de arbejdstagere, der er ansat hos tjenesteyderen, uden at dette indebærer en ledelses- og kontrolbeføjelse over for disse arbejdstagere i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i den tredje betingelse i dom Vicoplus m.fl. (C-307/09 – C-309/09, EU:C:2011:64, præmis 51), forudsat at tjenesteyderen giver dem de præcise og individuelle anvisninger, som tjenesteyderen finder nødvendige med henblik på udførelsen af den omhandlede tjenesteydelse.

41

Henset til samtlige de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål herefter besvares med, at når der foreligger et aftaleforhold som det i hovedsagen omhandlede, skal der med henblik på at fastslå, om dette aftaleforhold skal kvalificeres som tilrådighedsstillelse af arbejdskraft som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), i direktiv 96/71, tages hensyn til ethvert forhold, der kan belyse, om udstationeringen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten udgør selve formålet med den tjenesteydelse, der er omhandlet i nævnte aftaleforhold. Bl.a. den omstændighed, at tjenesteyderen bærer konsekvenserne af, at ydelsen ikke udføres i overensstemmelse med det, der er fastsat i kontrakten, og den omstændighed, at denne tjenesteyder frit kan beslutte, hvor mange arbejdstagere den pågældende finder det hensigtsmæssigt at sende til værtsmedlemsstaten, udgør i princippet holdepunkter for, at en sådan udstationering ikke udgør selve formålet med den omhandlede tjenesteydelse. Den omstændighed, at den virksomhed, der modtager tjenesteydelsen, kontrollerer, om tjenesteydelsen er i overensstemmelse med nævnte aftale, eller at den kan give generelle anvisninger til de arbejdstagere, som er ansat hos tjenesteyderen, gør det derimod ikke i sig selv muligt at fastslå, at der foreligger tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: