EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Reviderede regler for betalingstjenester i EU

Reviderede regler for betalingstjenester i EU

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstjenester i hele EU

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Direktiv (EU) 2015/2366 (kaldet det reviderede betalingstjenestedirektiv eller PSD2) fastlægger retsgrundlaget for den videre udvikling af et indre marked for elektroniske betalingstjenester i hele Den Europæiske Union (EU), der er bedre integreret.
  • Det fastlægger omfattende regler for betalingstjenester* med det formål at sikre harmoniserede regler for udbud af betalingstjenester i EU og et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.
  • Direktivet søger at lukke betalingsmarkederne op for nye aktører, hvilket skal føre til mere konkurrence, større udvalg og bedre priser for forbrugerne.
  • Det fastlægger det nødvendige retsgrundlag for det fælles eurobetalingsområde.

Det ophævede direktiv 2007/64/EF med virkning fra den 13. januar 2018.

HOVEDPUNKTER

Direktivet fastsætter regler om:

  • en licensordning for betalingsinstitutter, herunder dem, der tilbyder kontooplysningstjenester og betalingsinitieringstjenester (»åben bankvirksomhed«)
  • gennemsigtigheden af betingelser og oplysningskrav for betalingstjenester, herunder gebyrer
  • rettigheder og forpligtelser for brugere og udbydere af betalingstjenester
  • strenge sikkerhedskrav for elektroniske betalinger og beskyttelse af forbrugernes økonomiske data for at garantere sikker autentifikation og reducere risiko for svig.

Direktivet suppleres af forordning (EU) 2015/751, der sætter et loft for interbankgebyrer, der opkræves mellem banker for kortbaserede transaktioner. Det forventes, at dette vil reducere udgifterne for virksomhederne, når de accepterer forbrugernes debet- og kreditkort.

På vej mod et mere integreret EU-betalingsmarked

Direktivet fastlægger et tydeligt og omfattende regelsæt, der gælder for eksisterende og nye udbydere af innovative betalingstjenester. Formålet med disse regler er at sikre, at disse udbydere kan konkurrere på lige vilkår, hvilket medfører større effektivitet, udvalg og gennemsigtighed i betalingstjenesterne, samtidig med at forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked styrkes.

Åbning af EU-markedet for nye tjenester og udbydere

Direktivet har desuden til formål at åbne EU’s betalingsmarked for virksomheder, der tilbyder forbruger- eller erhvervsorienterede betalingstjenester baseret på adgang til betalingskontiene, især:

  • kontooplysningstjenester, der giver betalingstjenestebrugerne mulighed for eksempelvis at få et overblik over deres finansielle situation på et hvilket som helst tidspunkt, således at brugerne bedre kan administrere deres privatøkonomi
  • betalingsinitieringstjenester,, der initierer en ordre på anmodning af betalingstjenestebrugeren for så vidt angår en betalingskonto, der føres hos en anden betalingstjenesteudbyder.

Forbrugerrettigheder

  • Forbrugerrettighederne bliver styrket, blandt andet ved:
    • reduktion af ansvar for uautoriserede betalinger fra 150 EUR til 50 EUR
    • en ubetinget ret til tilbagebetaling for direkte debitering i euro i en periode på 8 uger
    • fjernelsen af brugergebyrer for brug af kredit- eller debetkort.
  • Europa-Kommissionen udarbejdede en brugervenlig elektronisk folder med forbrugernes rettigheder under direktivet og tilhørende EU-ret.

Tilladelse som betalingsinstitut

Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få en tilladelse som betalingsinstitut sammenlignet med direktiv 2007/64/EF. Betalingsinstitutter, der tilbyder betalingsinitieringstjenester eller kontooplysningstjenester, skal dog have en erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti som betingelse for henholdsvis en tilladelse eller registrering. Direktivet indeholder også regler om tilsyn med betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, samt foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse.

Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) rolle

EBA’s rolle er styrket for at:

  • udvikle et offentligt tilgængeligt centralt register over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse; registeret skal ajourføres af de nationale myndigheder
  • bistå med at bilægge tvister mellem nationale myndigheder
  • udvikle reguleringsmæssige tekniske standarder for elementer som:
    • stærk kundeautentifikation og sikre kommunikationskanaler, som alle betalingstjenesteudbydere skal overholde
    • reguleringsmæssige tekniske standarder for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder.

Kommissionen har vedtaget de følgende gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter med hensyn til henholdsvis gennemførelses- eller reguleringsmæssige tekniske standarder.

  • Delegeret forordning (EU) 2017/2055 om samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder i forbindelse med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser.
  • Delegeret forordning (EU) 2018/389 (som ændret ved delegeret forordning (EU) 2022/2360) om kundeautentifikation og fælles og sikre åbne standarder for kommunikation.
  • Gennemførelsesforordning (EU) 2019/410 om de nærmere enkeltheder og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles, inden for betalingstjenesteområdet, af kompetente myndigheder til EBA.
  • Delegeret forordning (EU) 2019/411 om udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register inden for betalingstjenesteområdet og om adgang til oplysningerne i dette register.
  • Delegeret forordning (EU) 2020/1423 om kriterierne for udpegelse af centrale kontaktpunkter inden for betalingstjenester og disse centrale kontaktpunkters funktioner.
  • Delegeret forordning (EU) 2021/1722 om rammerne for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de relevante medlemsstaters myndigheder i forbindelse med udbud af betalingstjenester på tværs af grænserne.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning den 13. januar 2018.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Betalingstjenester. Tjenester, der giver mulighed for at indbetale eller hæve kontanter fra en betalingskonto, samt alle de transaktioner, der er nødvendige for at administrere kontoen. Disse kan omfatte overførsler af midler, direkte debiteringer, kreditoverførsler og kortbetalinger. Papirtransaktioner er ikke dækket af direktivet.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35-127).

Efterfølgende ændringer til direktiv (EU) 2015/2366 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2360 af 3. august 2022 om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) 2018/389 for så vidt angår undtagelsen på 90 dage for kontoadgang (EUT L 312 af 5.12.2022, s. 1-4).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1722 af 18. juni 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer rammerne for samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet og i værtslandet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjenester på tværs af grænserne (EUT L 343 af 28.9.2021, s. 1-30).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1423 af 14. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende kriterierne for udpegelse af centrale kontaktpunkter inden for betalingstjenester og disse centrale kontaktpunkters funktioner (EUT L 328 af 9.10.2020, s. 1-3).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/410 af 29. november 2018 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for de nærmere enkeltheder og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles, inden for betalingstjenesteområdet, af kompetente myndigheder til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (EUT L 73 af 15.3.2019, s. 20-83).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/411 af 29. november 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register inden for betalingstjenesteområdet og til adgang til oplysningerne heri (EUT L 73 af 15.3.2019, s. 84-92).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/389 af 27. november 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for stærk kundeautentifikation og fælles og sikre åbne standarder for kommunikation (EUT L 69 af 13.3.2018, s. 23-43).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2055 af 23. juni 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder i forbindelse med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser (EUT L 294 af 11.11.2017, s. 1-25).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 1-15).

seneste ajourføring 20.02.2023

Top