EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012IP0112

Situationen i Hviderusland Europa-Parlamentets beslutning af 29. marts 2012 om situationen i Hviderusland (2012/2581(RSP))

EUT C 257E af 6.9.2013, p. 9–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

6.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 257/9


Torsdag den 29. marts 2012
Situationen i Hviderusland

P7_TA(2012)0112

Europa-Parlamentets beslutning af 29. marts 2012 om situationen i Hviderusland (2012/2581(RSP))

2013/C 257 E/02

Europa-Parlamentet,

der henviser til sine tidligere beslutninger om Hviderusland, navnlig beslutningerne af 16. februar 2012 (1), 15. september 2011 (2), 12. maj 2011 (3), 10. marts 2011 (4), 20. januar 2011 (5), 10. marts 2010 (6) og 17. december 2009 (7),

der henviser til Rådets beslutning af 23. marts 2012 om at styrke de restriktive foranstaltninger over for det hviderussiske regime,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner fra mødet den 1.-2. marts 2012, hvori det udtrykker dyb bekymring over den yderligere forværring af situationen i Hviderusland,

der henviser til Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/126/FUSP af 28. februar 2012 om gennemførelse af Rådets afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Belarus (8),

der henviser til erklæring af 28. februar 2012 fra Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om hendes og den polske regerings beslutning om at hjemkalde henholdsvis EU’s delegationschef i Minsk og den polske ambassadør i Hviderusland,

der henviser til Rådets afgørelse 2012/36/FUSP af 23. januar 2012 om ændring af afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Belarus (9),

der henviser til resolution 1857 (2012) af 25. januar 2012 fra Europarådets Parlamentariske forsamling om situationen i Hviderusland, hvori der udtrykkes fordømmelse af den fortsatte forfølgelse af medlemmer af oppositionen og chikanen af civilsamfundsaktivister, uafhængige medier og menneskerettighedsforkæmpere i Hviderusland,

der henviser til resolution 17/24 af 17. juni 2011 fra FN's Menneskerettighedsråd om menneskerettighedssituationen i Hviderusland, som fordømmer menneskerettighedskrænkelserne før, under og efter præsidentvalget i Hviderusland og opfordrer den hviderussiske regering til at bringe "forfølgelsen" af oppositionsledere til ophør,

der henviser til erklæringen fra topmødet for det østlige partnerskab, der blev vedtaget i Prag den 7.-9. maj 2009, og erklæringen om situationen i Hviderusland, der blev vedtaget under det østlige partnerskabs topmøde i Warszawa den 30. september 2011,

der henviser til den fælleserklæring, som udenrigsministrene fra Visegradgruppen samt Estland, Letland og Litauen fremsatte i Prag den 5. marts 2012,

der henviser til erklæring fremsat af den hviderussiske nationale platform under det østlige partnerskabs civilsamfundsforum i Minsk den 2. marts 2012,

der henviser til, at Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) på sin årskongres i Bern i maj 2009 besluttede at tildele Hviderusland værtskabet for IIHF’s verdensmesterskab i 2014 til trods for forfølgelsen af Aleksandr Lukasjenkos politiske modstandere og de udbredte menneskerettighedskrænkelser i Hviderusland,

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Prag-erklæringen fra det østlige partnerskabs topmøde bekræftede de forpligtelser, som bl.a. Hviderusland har til at overholde principperne i folkeretten og de grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder;

B.

der henviser til, at den politiske situation i Hviderusland er blevet alvorligt forværret siden præsidentvalget den 19. december 2010 med repressive foranstaltninger over for medlemmer af den demokratiske opposition, de frie medier, civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere på trods af gentagne opfordringer fra det internationale samfund til omgående at bringe disse foranstaltninger til ophør;

C.

der henviser til, at Vladislav Kovaljov og Dmitrij Konovalov, som blev idømt dødsstraf i november 2011 af Republikken Hvideruslands højesteret, blev henrettet i marts 2012; der henviser til, at der i Hviderusland under Lukasjenkos regime er ringe tillid til retsstaten og domstolenes uafhængighed, og at de retlige processer tydeligvis ikke lever op til de internationalt anerkendte standarder; der henviser til, at dødsstraf er en umenneskelig, ineffektiv og uigenkaldelig straf;

D.

der henviser til, at EU's udenrigsministre den 28. februar 2012, efter at have konstateret en forværring af situationen i Hviderusland, besluttede at føje yderligere 21 hviderussiske embedsmænd, der anses for at være ansvarlige for undertrykkelsen af civilsamfundet og den demokratiske opposition, til listen over personer, der er omfattet af indrejseforbud og indefrysning af aktiver;

E.

der henviser til, at en diplomatisk konflikt mellem EU og Hviderusland af hidtil uset omfang blev optrappet, da de hviderussiske myndigheder anmodede henholdsvis EU’s og Polens ambassadør om at forlade landet og kaldte deres egne ambassadører hjem fra Bruxelles og Warszawa som reaktion på Rådets afgørelse af 28. februar 2012;

F.

der henviser til, at Aleksandr Lukasjenko i denne forbindelse fulgte op med et personligt angreb på Tysklands udenrigsminister uden noget hensyn til diplomatisk etikette;

G.

der henviser til, at alle ambassadører fra EU’s medlemsstater i Minsk blev kaldt hjem til samtaler i deres hovedstæder, og at alle EU’s medlemsstater har indkaldt de hviderussiske ambassadører til møde i deres respektive udenrigsministerier;

H.

der henviser til, at en urokkelig vilje i alle EU-medlemsstater og i andre demokratiske lande til at agere i fællesskab, når det er påkrævet, kan fremme en vellykket udbredelse af universelle værdier i lande som Hviderusland og bringe disse lande nærmere vejen mod omstillingen til demokrati;

I.

der henviser til, at enhver forbedring af de bilaterale forbindelser med Den Europæiske Union også vil være betinget af, at alle politiske fanger løslades, og at Hvideruslands regering gør fremskridt med hensyn til at efterleve sine OSCE-forpligtelser og respektere de grundlæggende menneskerettigheder, retsstatsprincippet og de demokratiske principper;

J.

der henviser til, at en lang række repræsentanter for den hviderussiske demokratiske opposition og civilsamfundsaktivister, herunder tidligere præsidentkandidater samt fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere, fortsat sidder fængslet af politiske grunde;

K.

der henviser til, at unge aktivister og medlemmer af ungdomsorganisationer konstant er under pres eller udsættes for chikane på mange forskellige måder som f.eks. et medlem af "Ung Front", Ivan Sjilo, der blev idømt 22 dages fængsel for at have gennemført en kampagne for solidaritet med Dmitrij Dasjkevitj sidste år;

L.

der henviser til, at en dommer ved distriktsdomstolen i Vitsjebsk den 24. februar 2012 idømte oppositionsaktivisten Sergej Kovalenko en straf på to år og en måned i åbent fængsel for at have overtrådt prøveløsladelsesregler; der henviser til, at Kovalenko blev arresteret den 19. december 2011 på etårsdagen for det mangelbehæftede præsidentvalg; der henviser til, at han nu har sultestrejket i 86 dage i protest mod sin uretfærdige dom, og at hans helbredstilstand er kritisk;

M.

der henviser til, at de hviderussiske myndigheder krænker artikel 30 i den hviderussiske forfatning og begrænser deres borgeres ret til fri bevægelighed; der henviser til, at det hviderussiske anklagemyndighed den 1. marts 2012 bekendtgjorde, at hviderussere, som støttede nye udenlandske sanktioner mod Hviderusland, kunne miste deres ret til at forlade landet; der henviser til, at tre oppositionsledere og -aktivister, Anatolij Lebedko, Aleksandr Dobrovolskij og Viktor Kornijenko, samt menneskerettighedsforkæmperen Valentin Stafanovitj blev nægtet tilladelse til at krydse grænsen mellem Hviderusland og Litauen mellem den 7. og 11. marts 2012;

N.

der henviser til, at det hviderussiske justitsministerium den 14. februar 2012 for fjerde gang nægtede at godkende Det Hviderussiske Kristelig-Demokratiske Parti (BCD) uden at angive nogen juridisk begrundelse herfor; der henviser til forlydender om, at BCD-medlemmer for første gang blevet udsat for trusler om fysisk overlast, hvis de ikke trak deres underskrifter som partistiftere tilbage;

O.

der henviser til, at tusindvis af mennesker deltog i den fredelige frihedsdagsdemonstration i Minsk den 25 marts 2012 i anledning af udråbelsen af den Hviderussiske Republik i 1918, og at dette er bevis på, at mange hviderussere er parate til at forsvare deres status som hviderussiske borgere med mod og give udtryk for deres europæiske forhåbninger;

P.

der henviser til, at USA i loven fra 2011 om demokrati og menneskerettigheder i Hviderusland ("the Belarus Democracy and Human Rights Act"), der blev enstemmigt vedtaget af USA’s Senat og undertegnet af præsident Barack Obama den 3. januar 2012, opfordrer IIHF til at suspendere planerne om at afholde ishockey-VM 2014 i Hviderusland, indtil Hvideruslands regering frigiver alle politiske fanger;

1.

fordømmer fortsat på det kraftigste den stadige forværring af situationen for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt mangelen på demokratiske og økonomiske reformer i Hviderusland og vil fortsætte med at opponere mod regimets undertrykkelse af sine modstandere i Minsk;

2.

beklager dybt henrettelsen af Vladislav Kovaljov og Dmitrij Konovalov på trods af vedvarende nationale og internationale protester og opfordrer de hviderussiske myndigheder til at udlevere ligene af de to mænd til disses familier, så de kan begrave dem; opfordrer de hviderussiske myndigheder til øjeblikkeligt at indføre et moratorium for dødsstraf;

3.

fordømmer den fortsatte forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer af den demokratiske opposition og chikanen mod civilsamfundsaktivister og de uafhængige medier i Hviderusland af politiske grunde;

4.

kræver øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle politiske fanger; gentager, at der ikke kan ske fremskridt i dialogen mellem EU og Hviderusland, uden at Hviderusland gør fremskridt med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og før alle politiske fanger, blandt andre Ales Bjaljatski, formand for menneskerettighedscentret "Viasna" og næstformand for Det Internationale Menneskerettighedsforbund, de to tidligere præsidentkandidater, Nikolaj Statkevitj og Andrej Sannikov, lederne af præsidentkampagnerne for de demokratiske oppositionskandidater, Pavel Severinets og Dmitrij Bondarenko, samt Sergej Kovalenko, en politisk fange, der tilbageholdes for en påstået overtrædelse af sin husarrest, og som i lang tid har været i sultestrejke, hvilket har ført til en kritisk forværring af hans helbred, som direkte truer hans liv, alle løslades betingelsesløst og generhverver deres borgerrettigheder fuldt ud;

5.

understreger, at beslutningen om at hjemkalde alle EU-medlemsstaternes ambassadører fra Hviderusland beviser, at de hviderussiske myndigheders forsøg på at så splid mellem Den Europæiske Union i forbindelse med beslutninger om sanktioner er slået fejl;

6.

understreger, at en urokkelig vilje i alle EU-medlemsstater og i andre demokratiske lande til at agere i fællesskab, når det er påkrævet, kan bidrage til at udbrede universelle værdier i lande som Hviderusland og bringe disse lande nærmere vejen mod omstillingen til demokrati;

7.

fordømmer Aleksandr Lukasjenkos krænkende sprogbrug over for over for den tyske udenrigsminister;

8.

beklager den liste over personer med udrejseforbud, som den hviderussiske regering har udarbejdet, og som forbyder en række regimemodstandere og menneskerettighedsaktivister at forlade landet; udtrykker sin medfølelse med de personer, som er opført på listen, og opfordrer de hviderussiske myndigheder til at gøre en ende på denne praksis, som krænker hviderussiske borgeres grundlæggende frihedsrettigheder;

9.

understreger, at Minsk i stedet for i stigende grad at isolere sig burde træffe det eneste rigtige valg for sin befolkning, nemlig at åbne sig for demokratiet;

10.

anmoder de nationale ishockeyforbund i EU-medlemsstaterne og i alle andre demokratiske nationer om, bl.a. under den kommende kongres i maj i Helsinki, Finland, at rette en indtrængende appel til IIHF om at revidere sin tidligere beslutning og overveje muligheden for at flytte værtskabet for IIHF-verdensmesterskabet i 2014 fra Hviderusland til et andet værtsland, medmindre alle politiske fanger, der af internationale menneskerettighedsorganisationer er anerkendt som "samvittighedsfanger", løslades, og regimet udviser tydelige tegn på at være indstillet på at respektere menneskerettighederne og retsstatsprincippet;

11.

glæder sig over Rådets afgørelse af 28. februar 2012 om at styrke de restriktive foranstaltninger og føje yderligere 21 personer, der er ansvarlige for undertrykkelsen af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Hviderusland, til listen over dem, der skal omfattes af indrejseforbud og indefrysning af aktiver;

12.

glæder sig over Rådets afgørelse af 23. marts 2012 om at styrke de restriktive foranstaltninger over for det hviderussiske regime ved at føje yderligere 12 personer, der er drager fordel af og støtter det hviderussiske regime, samt personer, der er ansvarlige for undertrykkelsen af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Hviderusland, til listen over dem, der skal omfattes af indrejseforbud og indefrysning af aktiver, samt om at indefryse aktiver for 29 enheder, der støtter regimet;

13.

opfordrer Rådet til at gøre status over den seneste udvikling i de diplomatiske forbindelser mellem EU og Hviderusland samt over den yderligere forværring af situationen for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i landet og på grundlag heraf træffe en afgørelse om yderligere restriktive foranstaltninger, herunder også målrettede økonomiske sanktioner;

14.

understreger, at Den Europæiske Union og Hviderusland bør have gode naboskabsforbindelser, og at disse bør understøttes kraftigt gennem EU’s tætte engagement i det hviderussiske civilsamfund og den demokratiske opposition samt dets støtte til det hviderussiske folks ønske om demokrati;

15.

opfordrer på ny Kommissionen til økonomisk og politisk at støtte de bestræbelser, som Hvideruslands civilsamfund, uafhængige medier (herunder TV Belsat, European Radio for Belarus, Radio Racja m.fl.) samt ikke-statslige organisationer i Hviderusland gør for at fremme demokratiet;

16.

understreger nødvendigheden af et øget samarbejde mellem EU og det østlige nabolande inden for rammerne af det østlige partnerskab, herunder også dettes parlamentariske dimension - Den Parlamentariske Forsamling Euronest - med det fælles formål at iværksætte en autentisk demokratiseringsproces i Hviderusland;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN’s generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, sekretariatet for Fællesskabet af Uafhængige Stater og parlamentet og regeringen i Hviderusland.


(1)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0063.

(2)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0392.

(3)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0244.

(4)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0099.

(5)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0022.

(6)  EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 37.

(7)  EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 16.

(8)  EUT L 55 af 29.2.2012, s. 19.

(9)  EUT L 19 af 24.1.2012, s. 31.


Top