Appel iværksat den 1. oktober 2010 af Forbundsrepublikken Tyskland til prøvelse af kendelse afsagt den 14. juli 2010 af Retten (Første Afdeling) i sag T-571/08, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen

(Sag C-475/10 P)

()

2010/C 328/37

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze, J. Möller og N. Graf Vitzthum, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Genstanden for den foreliggende appel er Rettens kendelse vedrørende et processuelt stridsspørgsmål, hvorved denne afviste appellantens søgsmål til prøvelse af Kommissionens påbud af 30. oktober 2008 om at meddele oplysninger i sagen om statsstøtte til Deutsche Post AG (herefter »DPAG«).

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen påbudt Forbundsrepublikken Tyskland at redegøre for DPAG's samlede omkostninger og indtægter for perioden fra 1989 til 2007, uanset at privatiseringen af DPAG, inden for rammerne af hvilken de anfægtede beløbsoverførsler i det væsentlige skulle være foretaget, allerede var blevet gennemført i 1994. I stedet for at afklare det præliminære spørgsmål om, hvilke perioder der rent faktisk skulle tages hensyn til, forlangte Kommissionen med det samme — uden hensyntagen til den dermed forbundne udgift — oplysninger om DPAG's indtægts- og udgiftssituation for hele privatiseringsperioden og for tiden derefter. Med denne fremgangsmåde har Kommissionen på uforholdsmæssig vis belastet Forbundsrepublikken Tyskland og den berørte virksomhed.

Gennem Domstolens mellemkomst er det nødvendigt med en principiel afklaring af, om Kommissionen inden for rammerne af en statsstøttesag rent faktisk arbitrært kan påbyde meddelelse af oplysninger uden at være underlagt nogen umiddelbar domstolskontrol. Hvis Rettens bedømmelse af, at sådanne beslutninger ikke kan anfægtes, er korrekt, vil medlemsstaterne og de berørte virksomheder altid fremover skulle bære en væsentlig — også økonomisk — byrde for at efterkomme sådanne påbud, uanset at de anser dem for ulovlige. Dertil er der risiko for spredning af forretningshemmeligheder, om end kendskabet hertil eventuelt slet ikke er relevant i forhold til statsstøttesagen.

Den appellerede kendelse fra Retten er i flere henseender behæftet med retlige fejl.

For det første har Retten fortolket begrebet om den anfægtelige retsakt forkert og set bort fra den relevante retspraksis, idet den anfægtede retsakt er blevet efterprøvet »i lyset af sit indhold«. En bedømmelse af en retsakt på grundlag af retsaktens materielle retsvirkninger kan nemlig kun komme på tale, når der ikke foreligger nogen afgørelse, som allerede i kraft af sin retlige udformning har bindende karakter. Da det dog allerede af den retlige udformning af den omhandlede beslutning, som Kommissionen vedtog i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, fremgår, at den var bindende, er det ikke nødvendigt med noget yderlige bevis for, at foranstaltningen efter dens udsteders vilje skulle skabe retsvirkninger for Forbundsrepublikken Tyskland.

For det andet har Retten begået en retlig fejl ved bedømmelsen af den foreløbige karakter af påbuddet om at meddele oplysninger, idet Retten — under hensyntagen til retspraksis om realitetsbehandlingen af sager til prøvelse af, at der indledes en konkurrenceretlig procedure — nåede frem til den retligt fejlagtige konklusion, at den omstændighed, at beslutningen er endelig, også har relevans for, om sagen til prøvelse af det omhandlede påbud om at meddele oplysninger kan antages til realitetsbehandling.

For det tredje har Retten fejlbedømt retsvirkningerne af påbuddet om at meddele oplysninger, idet den har set bort fra, at en foranstaltning har bindende retsvirkninger, når den gennem et indgreb i adressatens retsstilling påvirker dennes interesser. Dette er tilfældet med påbuddet om at meddele oplysninger, eftersom den manglende overholdelse af en beslutning om et påbud medfører sanktioner. Sanktionerne består dels i, at medlemsstaten afskæres fra at gøre gældende, at de tilgrundliggende faktiske omstændigheder er utilstrækkeligt oplyst, og at Kommissionen kan vedtage en beslutning på grundlag sagsakterne. Dels sænkes kravene til styrken af det bevis, der skal foreligge for, at Kommissionen kan lægge til grund, at de af denne påståede omstændigheder er bevist. Dette indebærer en bedre processuel stilling for Kommissionen og følgelig en forringelse af den berørte medlemsstats stilling inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure. Gennem påbuddet om at meddele oplysninger er Forbundsrepublikken Tyskland blevet stillet over for valget enten at tilsidesætte sine forpligtelser, hvorved den alligevel afskæres fra at gøre gældende, at de tilgrundliggende faktiske omstændigheder er utilstrækkeligt oplyst, og kravene til styrken af Kommissionens bevis sænkes, eller med henblik på at beskytte sin ret til forsvar rent faktisk at blive tvunget til at meddele de uforholdsmæssige oplysninger. Dette indebærer ud over en dårligere retlig stilling en enorm tidsmæssig og økonomisk belastning, som ikke kan erstattes. Påbuddet om at meddele oplysninger kan også for den berørte medlemsstat få retsvirkninger ud over den foreliggende sag, idet dets manglende overholdelse vil kunne føre til en traktatbrudssag i medfør af artikel 258 TEUF og i yderste konsekvens til en procedure med tvangsbøder i henhold til artikel 260 TEUF.

For det fjerde tilsidesætter Rettens kendelse retsstatsprincippet og retten til effektiv domstolsbeskyttelse, idet den eneste beskyttelse mod det alt for vidtgående påbud om at meddele oplysninger ligger i den manglende overholdelse heraf. Det er ikke rimeligt at kræve en sådan fremgangsmåde, og det er i strid med de ovennævnte principper. Domstolsbeskyttelsen af retsstridige påbud om at meddele oplysninger kan ikke betinges af, at medlemsstaten tilsidesætter påbuddet. Muligheden for at anfægte påbuddet om at meddele oplysninger udgør den eneste måde, hvorpå medlemsstatens loyalitetspligt ikke underlægges Kommissionens ubegrænsede skønsbeføjelse, og den gør det også muligt at fastholde Kommissionens pligt til loyalt at samarbejde med medlemsstaterne.

Endelig har Retten bedømt kompetencerne i statsstøttesager retligt fejlagtigt, idet den har fastslået, at beskyttelsen mod uforholdsmæssige påbud om at meddele oplysninger skal bestå i, at medlemsstaterne nægter at meddele andre oplysninger end dem, de mener, er nødvendige til at godtgøre de faktiske omstændigheder. Derved overføres pligten til at redegøre for de faktiske omstændigheder og til at afgøre sagens genstand på medlemsstaterne, hvilket er i strid med kompetencefordelingen på statsstøtteområdet. Denne af Retten tilsigtede kompetencefordeling tilsidesætter kompetencebeføjelsen i artikel 107 og 108 TEUF, pålægger medlemsstaterne risikoen for at foretage fejlbedømmelser og fratager i tilsvarende grad Kommissionen pligten til omhyggeligt at oplyse de faktiske omstændigheder under den administrative procedure.