Sag anlagt den 30. april 2010 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-206/10)

(2010/C 179/37)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved V. Kreuschitz, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren nedlægger påstand om, at

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Genstanden for det foreliggende søgsmål er foreneligheden af den tyske lovgivning på delstatsniveau, som gør ydelser til blinde og handicappede betinget af, at de begunstigede har bopæl eller sædvanligt opholdssted i den omhandlede delstat, med forordning nr. 1612/68/EØF og forordning (EØF) nr. 1408/71.

Forordning (EØF) nr. 1408/71 skal som et led i den frie bevægelighed for personer koordinere de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring i henhold til målene i EF-traktatens artikel 42 (nu artikel 48 TEUF). I henhold til forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), finder den ikke anvendelse på bestemmelserne i en medlemsstats lovgivning om de særlige ikke-bidragspligtige ydelser, som er nævnt i bilag II, nr. III, hvis anvendelsesområde er begrænset til en del af medlemsstatens geografiske område. De omtvistede tyske ydelser er opregnet blandt de særlige ydelser i forordningens bilag II, nr. III.

Det er ikke desto mindre Kommissionens opfattelse, at den blotte opførelse af en ydelse på listen i bilag II til forordning (EØF) nr. 1408/71 ikke er tilstrækkeligt til at undtage en ydelse fra forordningens anvendelsesområde »som særlig ikke-bidragspligtig ydelse«. Forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), skal som undtagelsesbestemmelse fortolkes snævert: den kan kun gælde for de ydelser, som kumulativt opfylder de i denne bestemmelse opregnede betingelser. Således er kun ydelser, som både er særlige ydelser, som ikke er bidragspligtige, som er opført i forordningens bilag II, nr. II, og som er indført ved retsforskrifter, hvis anvendelsesområde er begrænset til en del af medlemsstatens geografiske område, omfattet.

De omtvistede delstatsretlige ydelser opfylder imidlertid ikke alle disse betingelser: de bør nemlig af de følgende grunde ikke anses for »særlige ikke-bidragspligtige ydelser«, men som »ydelser ved sygdom«.

For det første tildeles de omhandlede delstatsydelser på grundlag af et lovmæssigt beskrevet kriterie uden prøvelse af individuelt behov. De tjener til udligning af de merudgifter, som følger af handicaps, og tilsigter at forbedre de handicappedes sundhedstilstand og livsbetingelser. Som følge deraf er deres formål i det væsentlige en supplering af ydelser i henhold til sygeforsikringen. Det forhold, at de i henhold til forbundsstatens lovgivning ydede plejepenge modregnes i delstaternes ydelser til blinde og handicappede, beviser, at begge ydelser tjener til sikring af den samme risiko — nemlig risikoen for sygdomsbetingede merudgifter — og at det ikke drejede sig om en ydelse, der er bestemt til at yde en »supplerende garanti, som erstatning eller tillæg, mod disse risici«.

For det andet har den indenlandske klassificering af en bestemt ydelse i henhold til en medlemsstats nationale forfatning ingen indflydelse på, om denne ydelse er en social sikringsydelse i henhold til forordning nr. 1408/71.

Derudover udgør de omhandlede delstatslove materielt set ikke en supplerende begunstigelse, som kun har regional gyldighed. Disse ydelser indgår derimod i den ordning for sikring mod risiko for merudgift ved sygdom, som er oprettet i hele medlemsstaten Tyskland, og som qua den gensidige modregning er nært knyttet til Forbundsrepublikkens lovgivning.

Der følger deraf, at de omhandlede delstatslige ydelser skal kategoriseres som ydelser ved sygdom og ikke kan kategoriseres som særlige ydelser. Inkluderingen af disse ydelser i bilag II, nr. III i forordning (EØF) nr. 1408/71 er derfor ugrundet, og disse ydelser falder inden for forordningens anvendelsesområde.

Den i de tyske retsforskrifter indeholdte bopælsbetingelse strider også mod forordning (EØF) nr. 1612/68, idet de forhindrer, at grænsearbejdere og deres familiemedlemmer kan modtage disse ydelser.

Domstolen har klart fastslået, at en medlemsstat ikke kan gøre ydelsen af en social fordel afhængig af, om den begunstigede har bopæl i denne stat. Domstolens konklusion i denne retning gælder for alle sociale fordele i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

Begrebet »social fordel« er et meget vidt begreb: det omfatter ikke kun de fordele, som knytter sig til en arbejdskontrakt, men derimod alle fordele, som en medlemsstat yder til sine borgere og dermed også til arbejdstagere. Ifølge Kommissionens opfattelse kan den omstændighed, at tildelingen af de omhandlede ydelser hverken afhænger af erhvervsudøvelse eller modtagernes økonomiske midler og dermed alene tildeles på grundlag af bopæl i den pågældende delstat, ikke begrunde tilsidesættelsen af de følger, dette har for arbejdstagere, som arbejder i Tyskland og bor i en anden medlemsstat. Der er således ikke tilstrækkelig begrundelse for, at disse ydelser ikke medregnes som sociale fordele i henhold til forordning nr. 1612/68.

De i Tyskland arbejdende grænsearbejdere og deres familiemedlemmer må således også være berettigede til de ydelser, som i henhold til delstatslige forskrifter tildeles handicappede og blinde, selvom de ikke bor i denne medlemsstat. Betingelsen om at de har bopæl eller sædvanligt ophold i denne delstat er således i strid med forordning nr. 1612/68.

(1)  EFT 1968 II, s. 467.

(2)  EFT 1971 II, s. 366.