(1)

Unionen har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor hjørnestenen er princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser i civilretlige og strafferetlige sager.

(2)

Unionen er fast besluttet på at yde beskyttelse til og at fastsætte minimumsstandarder for ofre for kriminalitet, og Rådet har vedtaget rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (4). Som led i Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (5) — som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 10. og 11. december 2009, blev Kommissionen og medlemsstaterne opfordret til at undersøge, hvordan lovgivningen og de praktiske støtteforanstaltninger til beskyttelse af ofre kan forbedres, med særlig fokus på, støtte til og anerkendelse af alle ofre, herunder ofre for terrorisme, som en prioritet.

(3)

Artikel 82, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver mulighed for at fastsætte minimumsregler gældende i medlemsstaterne for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension, navnlig for så vidt angår kriminalitetsofres rettigheder.

(4)

I sin resolution af 10. juni 2011 om en køreplan for styrkelse af ofres rettigheder og beskyttelse, særlig i straffesager (6) (»Budapestkøreplanen«), udtalte Rådet, at der på EU-plan bør træffes foranstaltninger med henblik på at styrke de rettigheder samt den støtte og beskyttelse, der tilkommer ofre for kriminalitet. Med henblik herpå og i overensstemmelse med nævnte resolution tager dette direktiv sigte på at revidere og supplere de principper, der er fastlagt i rammeafgørelse 2001/220/RIA, og på at gøre væsentlige fremskridt med hensyn til niveauet for beskyttelse af ofre i hele Unionen, navnlig i forbindelse med straffesager.

(5)

I Europa-Parlamentets beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder (7) opfordredes medlemsstaterne til at forbedre deres nationale love og politikker for at bekæmpe alle former for vold mod kvinder og at tage initiativ til at bekæmpe årsagerne til vold mod kvinder, især ved hjælp af forebyggende foranstaltninger, og opfordrede Unionen til at sikre retten til bistand og støtte for alle ofre for vold.

(6)

I sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder (8) foreslog Europa-Parlamentet en strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder, vold i hjemmet og lemlæstelse af kvinders kønsorganer som grundlag for fremtidige strafferetlige instrumenter rettet mod kønsbestemt vold, herunder en ramme for bekæmpelse af vold mod kvinder (politik, forebyggelse, beskyttelse, strafforfølgelse, foranstaltninger og partnerskab), der skal følges op af en EU-handlingsplan. Den internationale regulering på området, omfatter De Forenende Nationers konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), CEDAW-Komitéens henstillinger og afgørelser samt Europarådets konvention af 7. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre (9) indfører en mekanisme for gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i straffesager mellem medlemsstaterne. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (11) tilgodeser blandt andet de særlige behov i de enkelte kategorier af ofre for menneskehandel, seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.

(8)

Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme (12) anerkender, at terrorisme er en af de groveste overtrædelser af de principper, som Unionen bygger på, herunder princippet om demokrati, og bekræfter, at terrorisme blandt andet udgør en trussel mod den frie udøvelse af menneskerettighederne.

(9)

Kriminalitet er både forkert over for samfundet og en krænkelse af ofrenes individuelle rettigheder. Ofre for kriminalitet bør anerkendes som sådanne, og de bør behandles på en respektfuld, forstående og professionel måde uden nogen form for forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, køn, kønsudtryk, kønsidentitet, seksuel orientering, opholdsstatus eller helbred. I enhver kontakt med en kompetent myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag, og enhver tjeneste, der kommer i kontakt med ofre, såsom støttetjenester for ofre eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, bør der tages hensyn til kriminalitetsofres personlige situation og umiddelbare behov, deres alder, køn, eventuelle handicap og modenhedsniveau med fuld respekt for deres fysiske, psykiske og moralske integritet. Ofre for kriminalitet bør beskyttes mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, de bør have tilstrækkelig støtte til at fremme deres restituering, og de bør have tilstrækkelig adgang til retssystemet.

(10)

Dette direktiv omhandler ikke betingelserne for ophold for ofre for kriminalitet på medlemsstaternes område. Medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, ikke gøres betingede af offerets opholdsstatus på deres område eller offerets statsborgerskab eller nationalitet. Anmeldelse af en forbrydelse og deltagelse i en straffesag skaber ikke nogen rettigheder vedrørende offerets opholdsstatus.

(11)

Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan gøre de rettigheder, der fastsættes i dette direktiv, mere omfattende for at give et højere beskyttelsesniveau.

(12)

De rettigheder, der fastsættes i dette direktiv, berører ikke gerningsmandens rettigheder. Udtrykket »gerningsmand« henviser til en person, der er blevet dømt for at have begået en forbrydelse. For så vidt angår dette direktiv henviser det imidlertid også til mistænkte eller tiltalte personer inden en anerkendelse af skyldsspørgsmålet eller domfældelse, og det indebærer ikke en begrænsning i uskyldsformodningen.

(13)

Dette direktiv finder anvendelse i forbindelse med forbrydelser, der er begået i Unionen, og i forbindelse med straffesager, der finder sted i Unionen. Det giver kun rettigheder til ofre for kriminalitet, der er begået uden for Unionen, i forbindelse med straffesager, der finder sted i Unionen. Anmeldelser, der er indgivet til kompetente myndigheder uden for Unionen, f.eks. til ambassader, udløser ikke de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv.

(14)

Ved anvendelsen af dette direktiv skal barnets tarv være et af de primære hensyn i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og De Forenende Nationers konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989. Børneofre bør betragtes og behandles som fuldgyldige indehavere af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, og bør have ret til at udøve disse rettigheder på en måde, der tager hensyn til deres evne til at indtage selvstændige standpunkter.

(15)

Ved anvendelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne sikre, at handicappede ofre er i stand til fuldt ud at nyde godt af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, på lige fod med andre, herunder ved at gøre bygninger, hvor der føres straffesager, tilgængelige for handicappede, samt ved at lette adgang til information.

(16)

Ofre for terrorisme er blevet ramt af angreb, der i sidste instans tilsigter at skade samfundet. De kan derfor have behov for særlig opmærksomhed, støtte og beskyttelse som følge af den særlige karakter af den forbrydelse, der er begået imod dem. Ofre for terrorisme kan være under betydelig offentlig bevågenhed og har ofte brug for social anerkendelse og respektfuld behandling fra samfundets side. Medlemsstaterne bør derfor tage særligt hensyn til behov hos ofre for terrorisme og bør tilstræbe at beskytte deres værdighed og sikkerhed.

(17)

Vold rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad, forstås som kønsbaseret vold. Den kan påføre offeret fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykologisk skade eller økonomisk tab. Ved kønsbaseret vold forstås en form for forskelsbehandling og krænkelse af offerets grundlæggende frihedsrettigheder og omfatter vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelig praksis såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og såkaldte »æresforbrydelser«. Kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn kræver ofte særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse forbundet med ved sådan vold.

(18)

Når volden begås i et nært forhold, udøves den af en person, der er eller tidligere var offerets ægtefælle eller partner eller er et andet familiemedlem til offeret, uanset om gerningsmanden deler eller har delt husstand med offeret eller ej. Sådan vold kan omfatte fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold og kan medføre fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab. Vold i nære forhold er et alvorligt og ofte skjult socialt problem, som kan påføre systematiske psykologiske og fysiske traumer med alvorlige følger, fordi gerningsmanden er en person, som offeret burde kunne have tillid til. Ofre for vold i nære forhold kan derfor have behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger. Kvinder rammes i uforholdsmæssig grad af denne type vold, og situationen kan være værre, hvis kvinden er afhængig af gerningsmanden på det økonomiske eller sociale plan eller med hensyn til sin opholdsret.

(19)

En person bør anses for at være et offer, uanset om en gerningsmand er blevet identificeret, pågrebet, tiltalt eller dømt, og uanset om der består et familiemæssigt forhold mellem dem. Det er muligt, at ofrenes familiemedlemmer også lider skade som følge af forbrydelsen. Især kan familiemedlemmer til en person, hvis død er direkte forvoldt af en forbrydelse, lide skade som følge af forbrydelsen. Sådanne familiemedlemmer, som er indirekte ofre for forbrydelsen, bør derfor også være beskyttet efter dette direktiv. Medlemsstaterne bør imidlertid have mulighed for at indføre procedurer til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som vil kunne være omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Hvis offeret er et barn, bør barnet eller indehaveren af forældremyndigheden, medmindre det ikke tjener barnets tarv, på barnets vegne have ret til at udøve de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Dette direktiv berører ikke eventuelle nationale administrative procedurer, der fastsætter, at en person er et offer.

(20)

Ofrenes rolle i det strafferetlige system, og hvorvidt de kan deltage aktivt i en straffesag, varierer mellem medlemsstaterne afhængigt af det nationale system og afgøres ud fra et eller flere af følgende kriterier: om det nationale system giver offeret retlig status som part i en straffesag, om offeret er omfattet af et retligt krav om eller anmodes om at deltage aktivt i en straffesag, f.eks. som vidne, og/eller om offeret i henhold til national ret er berettiget til at deltage aktivt i en straffesag og har et ønske herom i tilfælde, hvor det nationale system ikke giver ofre retlig status som part i en straffesag. Medlemsstaterne bør afgøre, hvilke af disse kriterier, der finder anvendelse, ved fastlæggelsen af omfanget af rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, når der henvises til offerets rolle i det pågældende strafferetlige system.

(21)

Information og rådgivning fra kompetente myndigheder, støttetjenester for ofre og tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed bør så vidt muligt gives ved hjælp af et bredt spektrum af medier og på en måde, der kan forstås af offeret. Sådan information og rådgivning bør gives i et enkelt og letforståeligt sprog. Det bør endvidere sikres, at offeret kan blive forstået under sagen. I den forbindelse bør offerets kendskab til det sprog, informationen gives på, offerets alder, modenhed, intellektuelle og følelsesmæssige evner, læsefærdighed og eventuelle psykiske eller fysiske svækkelse tages i betragtning. Der bør tages særligt hensyn til forståelses- eller kommunikationsvanskeligheder, som kan skyldes et handicap, som f.eks. nedsat hørelse eller talebesvær. Tilsvarende bør begrænsninger i et offers evne til at kommunikere tages i betragtning under straffesagen.

(22)

Det tidspunkt, hvor anmeldelsen foretages, bør i forbindelse med dette direktiv betragtes som en del af straffesagen. Det bør også gælde i situationer, hvor myndighederne på eget initiativ indleder straffesager som følge af en forbrydelse, som et offer har været udsat for.

(23)

Information om godtgørelse af udgifter bør gives fra tidspunktet for den første kontakt med en kompetent myndighed f.eks. i en brochure med de grundlæggende betingelser for en sådan godtgørelse af udgifter. Medlemsstaterne bør ikke på dette tidlige stadium af straffesagen være forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt det pågældende offer opfylder betingelserne for godtgørelse af udgifter.

(24)

Når en forbrydelse anmeldes, bør ofrene modtage en skriftlig bekræftelse af deres anmeldelse fra politiet, som angiver forbrydelsens hovedelementer, såsom forbrydelsens art, tid og sted, samt enhver fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab forårsaget af forbrydelsen. Denne bekræftelse bør angive et sagsnummer samt tid og sted for forbrydelsens anmeldelse, så den kan tjene som bevis på, at forbrydelsen er blevet anmeldt, f.eks. i forbindelse med forsikringskrav.

(25)

Med forbehold af regler om forældelse bør en forsinket anmeldelse af en forbrydelse på grund af frygt for gengældelse, ydmygelse eller stigmatisering ikke føre til, at bekræftelse af offerets anmeldelse afvises.

(26)

Når der gives information, bør denne være tilstrækkelig detaljeret til at sikre, at ofrene behandles med respekt og til at sætte dem i stand til på grundlag af informationen at beslutte, om de vil deltage i sagen. I den forbindelse er det særlig vigtigt, at offeret får information, så den pågældende kender den aktuelle status for en eventuel straffesag. Dette gør sig også gældende for information, der sætter offeret i stand til at beslutte, om den pågældende vil anmode om prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Medmindre andet kræves, bør det være muligt at give den information, der meddeles offeret, mundtligt eller skriftligt, herunder ad elektronisk vej.

(27)

Information til et offer bør sendes til den sidst kendte postadresse eller gives via de elektroniske kontaktoplysninger, som offeret har givet til den kompetente myndighed. Under særlige omstændigheder, f.eks. på grund af et meget stort antal ofre i en sag, bør det være muligt at give information via pressen, via en officiel hjemmeside tilhørende den kompetente myndighed eller via en anden lignende kommunikationskanal.

(28)

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at give information, hvis videregivelsen af denne kan påvirke den korrekte behandling af en sag eller være til skade for en given sag eller person, når dette efter deres opfattelse ville stride mod deres væsentlige sikkerhedsinteresser.

(29)

De kompetente myndigheder bør sikre, at ofre modtager ajourførte kontaktoplysninger med henblik på kommunikation om deres sag, medmindre offeret har givet udtryk for, at det ikke ønsker at modtage denne information.

(30)

En henvisning til en »afgørelse« i forbindelse med retten til information, tolkning og oversættelse bør udelukkende forstås som en henvisning til skyldsspørgsmålet eller om det hensigtsmæssige i en strafferetlig forfølgelse, der afslutter straffesagen. Offeret bør modtage begrundelsen for afgørelsen i form af en kopi af det dokument, der indeholder afgørelsen, eller en kort sammenfatning af den.

(31)

Retten til information om tid og sted for en retssag, der følger af en anmeldelse af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, bør også gælde for information om tid og sted for en høring vedrørende en appel af en dom i sagen.

(32)

Ofre skal efter anmodning herom have specifik information om gerningsmandens løsladelse eller flugt i det mindste i tilfælde, hvor der kan være fare eller en identificeret risiko for skade for ofrene, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse. Er der en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af meddelelsen, tager den kompetente myndighed højde for alle andre risici, når den træffer afgørelse om et passende tiltag. Henvisningen til »identificeret risiko for skade for ofrene« bør dække faktorer som forbrydelsens art og alvor og risikoen for gengældelse. Den bør derfor ikke anvendes i situationer, hvor der er begået mindre lovovertrædelser, og hvor der kun er lille risiko for skade for offeret.

(33)

Ofrene bør modtage information om enhver ret til appel af en afgørelse om at løslade gerningsmanden, hvis en sådan ret eksisterer i national ret.

(34)

Der kan ikke opnås en effektiv retspleje, medmindre ofrene kan forklare omstændighederne ved forbrydelsen ordentligt og give deres vidneforklaring på en måde, der er forståelig for de kompetente myndigheder. Det er tilsvarende vigtigt at sikre, at ofre behandles med på en respektfuld måde, og at sikre, at de kan få mulighed for at udnytte deres rettigheder. Der bør derfor stilles gratis tolkning til rådighed under afhøringen af offeret og for at sætte den pågældende i stand til at deltage aktivt i retsmøder i overensstemmelse med offerets rolle i det relevante strafferetlige system. Med hensyn til andre forhold i forbindelse med straffesagen kan behovet for tolkning og oversættelse variere afhængigt af konkrete spørgsmål, offerets rolle i det relevante strafferetlige system og graden af offerets involvering i sagen og eventuelle særlige rettigheder, offeret måtte have. Tolkning og oversættelse i disse andre tilfælde behøves kun ydet, i det omfang det er nødvendigt for, at ofrene kan udøve deres rettigheder.

(35)

Efter procedurerne i national ret har offeret ret til prøvelse af en afgørelse om, at der ikke er behov for tolkning eller oversættelse. Denne ret pålægger ikke medlemsstaterne en forpligtelse til at oprette en særskilt mekanisme eller klageprocedure, hvorunder en sådan afgørelse kan prøves, og bør ikke forsinke straffesagen unødigt. En intern prøvelse af afgørelsen efter eksisterende nationale procedurer er tilstrækkelig.

(36)

Det faktum, at et offer taler et sprog, der sædvanligvis ikke tales, bør ikke i sig selv være en begrundelse for at beslutte, at tolkning eller oversættelse vil medføre en urimelig forlængelse af straffesagen.

(37)

Støtte bør kunne ydes fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder får kendskab til offeret, og under hele straffesagen samt i et passende tidsrum efter straffesagen afhængigt af offerets behov og i henhold til de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Der bør ydes støtte på mange forskellige måder, uden unødvendige formaliteter og med en tilstrækkelig geografisk spredning i medlemsstaterne, så alle ofre får mulighed for at få adgang hertil. Ofre, der har lidt betydelig overlast som følge af forbrydelsens alvor, kan have behov for specialiserede støttetjenester.

(38)

Personer, der er særligt sårbare, eller som befinder sig i situationer, der udsætter dem for en særlig høj risiko for skade, f.eks. personer, der er udsat for gentagne voldshandlinger i nære forhold, ofre for kønsbaseret vold eller personer, der bliver ofre for andre former for kriminalitet i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere eller har bopæl, bør have adgang til specialiseret støtte og retlig beskyttelse. Specialiserede støttetjenester bør baseres på en integreret og målrettet tilgang, der navnlig bør tage hensyn til ofrenes særlige behov, alvoren af den skade, der er påført som følge af en forbrydelse, samt forholdet mellem ofre, gerningsmænd, børn og deres bredere sociale miljø. Det bør være en hovedopgave for disse tjenester og deres ansatte, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at hjælpe offeret med at komme sig og komme over den potentielle skade eller det potentielle traume som følge af en forbrydelse, at informere ofrene om de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, så de kan træffe deres beslutninger i et trygt miljø, hvor de bliver behandlet med værdighed og på en respektfuld og forstående måde. De former for støtte, som sådanne specialiserede støttetjenester bør tilbyde, kan omfatte husly og sikker indkvartering, akut lægehjælp, henvisning til læge- og retsmedicinsk undersøgelse for at finde beviser i tilfælde af voldtægt eller seksuelt overgreb, kortvarig og langvarig psykologisk rådgivning, traumebehandling, juridisk rådgivning, retshjælp og specifikke tjenester for børn, der er direkte eller indirekte ofre.

(39)

Det er ikke påkrævet af støttetjenester for ofre selv at yde omfattende specialisthjælp og professionel hjælp. Om nødvendigt bør støttetjenesterne for ofre bistå ofrene med at anmode om professionel støtte, som f.eks. psykologhjælp.

(40)

Selv om støtten ikke bør afhænge af, om ofre foretager en anmeldelse af en forbrydelse til en kompetent myndighed som politiet, har disse myndigheder ofte de bedste forudsætninger for at informere ofrene om mulighederne for at få hjælp. Medlemsstaterne tilskyndes derfor til at tilvejebringe de rette betingelser for, at ofre kan henvises til en støttetjeneste for ofre, herunder ved at sikre, at kravene til databeskyttelse kan opfyldes og bliver opfyldt. Gentagne henvisninger bør undgås.

(41)

Ofres ret til at blive hørt bør anses for opfyldt, når ofre har tilladelse til at afgive skriftlig forklaring.

(42)

Børneofres ret til at blive hørt i straffesager bør ikke udelukkes alene med henvisning til, at offeret er et barn, eller med henvisning til det pågældende offers alder.

(43)

Retten til at få prøvet en afgørelse om ikke at rejse tiltale bør forstås som en henvisning til de afgørelser, der træffes af anklagere og undersøgelsesdommere eller retshåndhævende myndigheder, såsom politibetjente, men ikke de afgørelser, der træffes af domstolene. Enhver prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale bør foretages af en anden person eller myndighed end den, der traf den oprindelige afgørelse, medmindre den oprindelige afgørelse om ikke at rejse tiltale blev truffet af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage prøvelse af denne afgørelse, hvorefter den samme myndighed kan foretage prøvelse. Retten til at få prøvet en afgørelse om ikke at rejse tiltale vedrører ikke særlige procedurer, såsom sager mod parlaments- eller regeringsmedlemmer for så vidt angår udøvelsen af deres officielle funktioner.

(44)

En afgørelse, der afslutter en straffesag, bør dække situationer, hvor anklageren beslutter at frafalde tiltalen eller indstille retsforfølgningen.

(45)

En afgørelse fra anklageren, som medfører en tvistløsning uden for domstolene og dermed afslutter en straffesag, udelukker ikke ofre fra retten til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale, medmindre der med tvistløsningen pålægges en advarsel eller en forpligtelse.

(46)

Tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, herunder f.eks. mægling mellem offeret og gerningsmanden, familierådslagning og strafferåd, kan være til stor gavn for offeret, men de kræver visse garantier for at forebygge sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse. Sådanne tjenester bør derfor først og fremmest varetage offerets interesser og behov, så den skade, der er forvoldt offeret, oprettes, og det undgås, at offeret lider yderligere skade. Der bør tages hensyn til faktorer som forbrydelsens art og alvor, graden af eventuelt efterfølgende traumer, gentagne krænkelser af et offers fysiske, seksuelle eller psykologiske integritet, skæv magtbalance og offerets alder, modenhed eller intellektuelle evner, som kunne begrænse eller nedsætte offerets evne til at træffe et velfunderet valg eller være til hinder for et positivt resultat for offeret, ved henvisning af en sag til tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed og ved gennemførelsen af en sådan proces for genoprettende retfærdighed. Processerne vedrørende genoprettende retfærdighed bør i princippet være fortrolige, medmindre parterne har aftalt andet, eller deres offentliggørelse kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse. Det kan på grund af forhold som f.eks., at der er fremsat trusler, eller at der er udøvet nogen form for vold under sagen, anses for nødvendigt, at der er åbenhed af hensyn til den offentlige interesse.

(47)

Ofre bør ikke kunne forventes at pådrage sig udgifter i forbindelse med deres deltagelse i straffesager. Det bør kun kræves, at medlemsstaterne godtgør ofres nødvendige udgifter ved deltagelse i straffesager, og det bør ikke kræves af dem, at de godtgør ofres retslige omkostninger. Medlemsstaterne bør kunne fastlægge betingelser for godtgørelsen af udgifter i national ret, såsom tidsfrister for at kræve godtgørelse, standardbeløb til opholds- og rejseudgifter og maksimumsbeløb pr. dag for tabt arbejdsfortjeneste. Retten til godtgørelse af udgifter i forbindelse med straffesager bør ikke opstå i situationer, hvor et offer afgiver vidneforklaring om en forbrydelse. Udgifter bør kun være dækket, i det omfang offeret af de kompetente myndigheder forpligtes til eller anmodes om at være til stede og deltage aktivt i straffesagen.

(48)

Ejendele, som kan tilbageleveres, og som er blevet beslaglagt under en straffesag, bør hurtigst muligt tilbageleveres, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, såsom strid om ejerskab, eller hvor besiddelse af ejendelene er ulovligt, eller ejendelene i sig selv er ulovlige. Retten til at få ejendele tilbageleveret bør ikke berøre den lovlige tilbageholdelse til brug for andre sager.

(49)

Retten til en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden og den relevante procedure, der gælder herfor, bør også anvendes for ofre, der er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået.

(50)

Forpligtelsen i dette direktiv til at videresende anmeldelser bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at indlede retsforfølgning og berører ikke reglerne vedrørende konflikt om udøvelse af jurisdiktion, som fastsat i Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager (13).

(51)

Hvis offeret har forladt den medlemsstats område, hvor forbrydelsen blev begået, er den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at yde bistand, støtte og beskyttelse, bortset fra hvad der direkte vedrører en straffesag, som medlemsstaten fører vedrørende den pågældende forbrydelse, såsom særlige beskyttelsesforanstaltninger under retssagen. Offerets bopælsmedlemsstat bør yde den nødvendige bistand, støtte og beskyttelse for så vidt angår offerets behov for at komme sig.

(52)

Der bør være foranstaltninger til rådighed til at beskytte ofrenes og deres familiemedlemmers sikkerhed og værdighed mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, såsom midlertidige forbud eller beskyttelsesordrer eller tilhold.

(53)

Risikoen for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse enten fra gerningsmandens side eller som følge af deltagelse i straffesagen bør begrænses ved, at sagerne gennemføres på en koordineret og respektfuld måde, der gør det muligt for ofrene at få tillid til myndighederne. Kontakten til de kompetente myndigheder bør forløbe så enkelt som muligt, og unødvendig kontakt mellem dem og offeret bør begrænses, f.eks. ved videooptagelse af afhøringer og mulighed for anvendelse heraf under retssager. Aktørerne i retsvæsenet bør råde over så mange forskellige foranstaltninger som muligt for at undgå, at offeret belastes psykisk under retssagen, særligt som følge af visuel kontakt med gerningsmanden, dennes familie, omgangskreds eller offentligheden. Med henblik herpå bør medlemsstaterne tilskyndes til, navnlig i retsbygninger og på politistationer, at indføre mulige og praktiske foranstaltninger, så faciliteterne omfatter bekvemmeligheder såsom særskilte indgange og venteområder for ofrene. Desuden bør medlemsstaterne, i det omfang det er muligt, planlægge straffesagerne således, at kontakt mellem ofrene og deres familiemedlemmer og gerningsmanden undgås, f.eks. ved at indkalde offeret og gerningsmanden til afhøring på forskellige tidspunkter.

(54)

Beskyttelse af offerets privatliv kan være et vigtigt middel til at forhindre sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, og det kan sikres ved et bredt spektrum af foranstaltninger, herunder hemmeligholdelse af oplysninger om offerets identitet og opholdssted eller begrænsninger i videregivelsen af disse oplysninger. Denne beskyttelse er særlig vigtig for børneofre og omfatter hemmeligholdelsen af barnets navn. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor videregivelsen af oplysninger eller endog bred offentliggørelse heraf, undtagelsesvis vil kunne gavne barnet, f.eks. når et barn er blevet bortført. Foranstaltninger til beskyttelse af ofres og deres familiemedlemmers privatliv og billedgengivelser af de pågældende bør altid være forenelig med retten til en retfærdig rettergang og ytringsfriheden som anerkendt i henholdsvis artikel 6 og 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

(55)

Visse ofre er under straffesagen særlig i risiko for at blive udsat for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse fra gerningsmandens side. Det er muligt, at en sådan risiko kan henføres til offerets personlige egenskaber eller forbrydelsens art, natur eller nærmere omstændigheder. Kun ved individuelle vurderinger, der foretages så tidligt som muligt, kan sådanne risici identificeres effektivt. Sådanne vurderinger bør foretages for alle ofre for at afgøre, om de risikerer sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, og hvilke særlige beskyttelsesforanstaltninger de har behov for.

(56)

Ved individuelle vurderinger bør der navnlig tages hensyn til offerets personlige karakteristika såsom offerets alder, køn og kønsidentitet eller kønsudtryk, etnisk tilhørsforhold, race, religion, seksuel orientering, helbred, handicap, opholdsstatus, kommunikationsvanskeligheder, forhold til eller afhængighed af gerningsmanden og tidligere oplevelser med kriminalitet. Der bør også tages hensyn til forbrydelsens art eller natur og nærmere omstændigheder, såsom om der er tale om en hadforbrydelse, en forbrydelse mod en særlig persongruppe eller en forbrydelse med et diskriminerende motiv, seksuel vold, vold i nære forhold, om offeret er underkastet gerningsmandens kontrol, om offerets bopæl ligger i et område med høj kriminalitet, eller som domineres af bander, eller om offerets oprindelsesland er forskelligt fra den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået.

(57)

Der er en tendens til, at ofre for menneskehandel, terrorisme, organiseret kriminalitet, vold i nære forhold, seksuel vold eller udnyttelse, kønsbaseret vold, hadforbrydelser samt ofre med handicap og børneofre er mere udsat for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering eller for gengældelse. Der bør udvises særlig omhu i forbindelse med vurderingen af, om sådanne ofre risikerer en sådan viktimisering, intimidering og gengældelse, og der bør være en stærk formodning om, at sådanne ofre vil have fordel af særlige beskyttelsesforanstaltninger.

(58)

Når det er konstateret, at offeret er sårbart over for sekundær og gentagen viktimisering, over for intimidering og over for gengældelse, bør den pågældende tilbydes passende foranstaltninger til beskyttelse under straffesagen. Den nøjagtige art af disse foranstaltninger bør fastsættes i lyset af den individuelle vurdering under hensyn til offerets ønsker. Disse foranstaltningers omfang bør fastsættes, uden at det berører retten til et forsvar, og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn. Offerets bekymring og frygt for straffesagen bør være en central faktor ved bedømmelsen af, om den pågældende har behov for særlige foranstaltninger.

(59)

Umiddelbare operationelle behov og begrænsninger kan gøre det umuligt at sikre, at det altid er den samme politibetjent, der afhører offeret; sådanne begrænsninger kan f.eks. være sygdom, barselsorlov eller forældreorlov. Det kan desuden forekomme, at der f.eks. på grund af istandsættelse ikke er specielt indrettede lokaler til rådighed til afhøring af ofre. I tilfælde af sådanne operationelle eller praktiske begrænsninger kan det i konkrete tilfælde være umuligt at benytte en planlagt særlig foranstaltning truffet i lyset af en individuel vurdering.

(60)

Hvis der i overensstemmelse med dette direktiv skal udpeges en værge eller en repræsentant for et barn, kan disse roller varetages af samme person eller af en juridisk person, en institution eller en myndighed.

(61)

Alle embedsmænd, som vil kunne komme i personlig kontakt med ofre under straffesager, bør have adgang til og modtage passende grunduddannelse og videreuddannelse på et passende niveau i forhold til deres kontakt med ofrene, så de kan identificere ofre og deres behov og behandle dem på en respektfuld, forstående, professionel og ikkediskriminerende måde. Personer, der vil kunne blive inddraget i den individuelle vurdering med henblik på at identificere ofrenes særlige beskyttelsesbehov og bestemme deres behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger, bør modtage specifik uddannelse i at foretage en sådan vurdering. Medlemsstaterne bør sikre en sådan uddannelse for politi- og domstolspersonale. Uddannelse af advokater, anklagere og dommere samt fagfolk, der yder støtte til ofre eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, bør ligeledes fremmes. Dette krav bør også omfatte uddannelse om de specifikke støttetjenester, som ofre bør henvises til, eller specialistuddannelse, når arbejdet fokuserer på ofre med særlige behov og, hvor det er relevant, specifik psykologisk uddannelse. Hvor det er relevant, bør denne uddannelse tage hensyn til kønsaspektet. Medlemsstaternes uddannelsestiltag bør suppleres med retningslinjer, henstillinger og udveksling af bedste praksis i overensstemmelse med Budapestkøreplanen.

(62)

Medlemsstaterne bør støtte og arbejde tæt sammen med civilsamfundsorganisationer, herunder anerkendte og aktive ikkestatslige organisationer, der arbejder med ofre for kriminalitet, navnlig om initiativer vedrørende politikudformning, oplysnings- og bevidstgørelseskampagner, forsknings- og uddannelsesprogrammer og om uddannelse samt i forbindelse med overvågning og evaluering af virkningen af foranstaltninger til at støtte og beskytte ofre for kriminalitet. For at sikre at ofre for kriminalitet modtager den nødvendige bistand, støtte og beskyttelse, bør de offentlige tjenester arbejde på en koordineret måde og bør inddrages på alle administrative niveauer, dvs. på EU-niveau og på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Ofrene bør bistås med at finde og rette henvendelse til de kompetente myndigheder for at undgå gentagne henvisninger. Medlemsstaterne bør overveje at udvikle »sole points of access« eller »one-stop-shops«, der tager hånd om ofrenes forskellige behov, når de er involveret i straffesager, herunder behovet for at modtage information, bistand, støtte, beskyttelse og erstatning.

(63)

For at tilskynde til og fremme anmeldelse af forbrydelser og for at gøre det muligt for ofre at bryde cirklen med gentagen viktimisering er det væsentligt, at ofrene har adgang til pålidelige støttetjenester, og at de kompetente myndigheder er forberedte på at reagere på ofrenes anmeldelser på respektfuld, forstående, professionel og ikkediskriminerende måde. Dette kunne øge ofrenes tillid til medlemsstaternes strafferetssystemer og nedbringe antallet af uanmeldte forbrydelser. Fagfolk, der sandsynligvis vil modtage anmeldelser fra ofre vedrørende forbrydelser, bør være behørigt uddannet til at lette anmeldelsen af forbrydelser, og der bør træffes foranstaltninger til at muliggøre anmeldelse fra tredjeparts side, herunder fra civilsamfundsorganisationer. Det bør være muligt at benytte kommunikationsteknologier som e-mail, videooptagelser eller online elektroniske formularer til indgivelse af anmeldelser.

(64)

Systematisk og tilstrækkelig indsamling af statistisk data er anerkendt som et væsentligt led i effektiv politikudformning med hensyn til de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. For at gøre det lettere at vurdere anvendelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne meddele Kommissionen relevante statistiske data vedrørende anvendelsen af nationale procedurer for ofre for kriminalitet, herunder i det mindste antallet og arten af de anmeldte forbrydelser, og, i det omfang sådanne data er kendte og tilgængelige, antallet af ofre og ofrenes alder og køn. Relevante statistiske data kan omfatte data, der er indsamlet af retslige myndigheder og retshåndhævende enheder, og, så vidt muligt, administrative data, der er indsamlet af sundhedstjenester og sociale velfærdstjenester samt offentlige og ikkestatslige støttetjenester for ofre, eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, og andre organisationer, der arbejder med ofre for kriminalitet. Retlige data kan omfatte oplysninger om anmeldte forbrydelser, antallet af sager, der efterforskes, og personer, der retsforfølges og dømmes. Tjenestebaserede administrative data kan, så vidt muligt, omfatte data om, hvordan ofre bruger de tjenester, der tilbydes af statslige enheder og offentlige og private støtteorganisationer, som f.eks. antallet af henvisninger fra politiet til støttetjenester for ofre, antallet af ofre, der anmoder om, modtager eller ikke modtager støtte eller genoprettende retfærdighed.

(65)

Dette direktiv har til formål at ændre og udvide bestemmelserne i rammeafgørelse 2001/220/RIA. Da der skal foretages mange og væsentlige ændringer, bør rammeafgørelsen af klarhedshensyn erstattes i sin helhed i forhold til de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv.

(66)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Særligt søger det at fremme retten til menneskelig værdighed, livet, den fysiske og mentale integritet, frihed og sikkerhed, respekt for privatliv og familieliv, ejendomsretten, princippet om ikkeforskelsbehandling, princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder, og børns, ældres og handicappedes rettigheder samt retten til en retfærdig rettergang.

(67)

Målet med dette direktiv, nemlig at fastsætte minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af omfanget og de potentielle virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(68)

Personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af dette direktiv, bør beskyttes i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (14) og i overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, som alle medlemsstaterne har ratificeret.

(69)

Dette direktiv berører ikke mere vidtgående bestemmelser i andre EU-retsakter, der mere målrettet behandler de særlige behov hos visse kategorier af ofre såsom ofre for menneskehandel og ofre for seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse og børnepornografi.

(70)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(71)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(72)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav en udtalelse den 17. oktober 2011 (15) på grundlag af artikel 41, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (16) —