EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005PC0285

Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Kongeriget Nederlandene til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

/* KOM/2005/0285 endelig udg. */

52005PC0285

Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Kongeriget Nederlandene til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter /* KOM/2005/0285 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 29.6.2005

KOM(2005) 285 endelig

Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om bemyndigelse af Kongeriget Nederlandene til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

BAGGRUNDEN FOR FORSLAGET |

Begrundelse og formål I henhold til artikel 27, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i direktivet, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse. Ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 4. oktober 2004 har Kongeriget Nederlandene anmodet om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 11 i Rådets sjette direktiv. I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i sjette direktiv underrettede Kommissionen ved brev af 1. december 2004 de øvrige medlemsstater om anmodningen fra Kongeriget Nederlandene; ved brev af 2. december 2004 underrettede Kommissionen Kongeriget Nederlandene om, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen. |

Generel baggrund Artikel 11, litra A, stk. 1, litra a), i sjette momsdirektiv fastsætter som en generel regel, at beskatningsgrundlaget er den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen. Kongeriget Nederlandene har i stigende grad og inden for flere økonomiske sektorer været konfronteret med momsunddragelsessystemer i forbindelse med levering af investeringsgoder og ydelser med tilknytning til investeringsgoder. Det kan dreje sig om enhver aftale eller overdragelse af rettigheder, hvorved goderne stilles til modtagerens rådighed. De pågældende unddragelsessystemer er baseret på transaktioner mellem forbundne parter, hvor værdiansættelsen ikke svarer til normalværdien, og i tilfælde hvor modtageren ikke eller kun delvis kan fradrage momsen. Leverandøren er f.eks. en afgiftspligtig person, som har fuld fradragsret og ofte er etableret med det ene formål at købe dyre investeringsgoder med henblik på at levere dem videre til en (forbundet) modtager ved en leasing- eller lejekontrakt. Leasingprisen kan være fastsat for lavt, hvilket viser, at parterne er forbundne, og senere sælges investeringsgoderne ofte til modtageren til en pris, som heller ikke står i rimeligt forhold til det pågældende godes værdi. Modtageren erhverver i visse tilfælde goderne ved fusion eller gruppedannelse. Der anvendes lignende unddragelsessystemer ved ydelser, som repræsenterer en betydelig værdi, og som normalt afskrives i forbindelse med indkomst- eller selskabsskat. Disse momsunddragelsessystemer har ført til betydelige indtægtstab. Kongeriget Nederlandene har derfor anmodet om tilladelse til at bestemme, at beskatningsgrundlaget for momsen i disse tilfælde baseres på normalværdien og ikke på den samlede modværdi. Kommissionen anerkender, at denne fravigelse vil modvirke misbrug af momssystemet. Den 16. marts 2005 forelagde Kommissionen et direktivforslag om ændring af sjette momsdirektiv med hensyn til visse foranstaltninger, der skal forenkle momsopkrævningen og hjælpe med til at bekæmpe svig og unddragelse, og om ophævelse af visse beslutninger om at tillade fravigelser (rationaliseringen af fravigelser i henhold til artikel 27). Forslaget behandler bl.a. spørgsmålet om værdiansættelse af leveringer mellem forbundne parter. Anvendelsen af den pågældende fravigelse bør derfor være tilladt, indtil direktivet om rationalisering af fravigelser i henhold til artikel 27 træder i kraft, dog senest til den 31. december 2009. |

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører Andre medlemsstater har fået bemyndigelse til at anvende lignende fravigelser i henhold til artikel 11 i sjette momsdirektiv. |

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Ikke relevant |

HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE |

Høring af interesserede parter |

Ikke relevant |

Ekspertbistand |

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand. |

Konsekvensanalyse Da formålet med beslutningsforslaget er at bekæmpe momsunddragelse i Nederlandene, har det en potentiel positiv økonomisk virkning. Virkningen vil i alle tilfælde være begrænset på grund af fravigelsens snævre anvendelsesområde. |

FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER |

Resumé af forslaget Forslaget vil bemyndige Kongeriget Nederlandene at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette momsdirektiv 77/388/EØF for så vidt angår beskatningsgrundlaget ved levering af investeringsgoder og ydelser med tilknytning dertil. |

Retsgrundlag Artikel 27, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag. |

Subsidiaritetsprincippet Forslaget falder ind under Fællesskabets enekompetence. Subsidiaritetsprincippet finder derfor ikke anvendelse. |

Proportionalitetsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende grunde: |

Beslutningen giver bemyndigelse til en medlemsstat på dennes egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse. |

I betragtning af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i rimeligt forhold til det tilstræbte mål. |

Reguleringsmiddel/-form |

Foreslåede midler: andre. |

Andre reguleringsmidler er ikke hensigtsmæssige af følgende grund: I henhold til artikel 27 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter kan kun Rådet træffe beslutning. |

BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER |

Fravigelsen har ingen negativ virkning på De Europæiske Fællesskabers egne indtægter i form af moms. |

YDERLIGERE OPLYSNINGER |

Fornyet gennemgang/revision/udløbsklausul |

Forslaget indeholder en udløbsklausul. |

1. Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om bemyndigelse af Kongeriget Nederlandene til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag[1], særlig artikel 27,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[2], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 4. oktober 2004 har Kongeriget Nederlandene anmodet om bemyndigelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 11, litra A, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF.

(2) I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF underrettede Kommissionen ved brev af 1. december 2004 de øvrige medlemsstater om anmodningen fra Kongeriget Nederlandene. Ved brev af 2. december 2004 underrettede Kommissionen Kongeriget Nederlandene om, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at vurdere anmodningen.

(3) Formålet med fravigelsen er at undgå momsunddragelse ved for lav værdiansættelse af leveringer mellem forbundne personer, hvor modtageren ikke eller kun delvis har ret til at fradrage momsen. Den er specielt beregnet til at hindre misbrug ved levering af investeringsgoder eller tjenesteydelser i forbindelse med investeringsgoder, som f.eks. leasing- eller lejemål eller andre former for aftaler, som stiller goderne til modtagerens rådighed. På grund af forholdet mellem parterne er modværdien ofte fastsat til en værdi, der ikke svarer til normalværdien, med det resultat at momsindtægterne bliver betydeligt forringet.

(4) Den særlige foranstaltning bør kun anvendes i tilfælde, hvor myndighederne er i stand til at konkludere, at beskatningsgrundlaget, som fastsat i overensstemmelse med artikel 11, litra A, stk. 1, litra a) i direktiv 77/388/EØF, er påvirket af forbindelsen mellem parterne. Denne konklusion bør i hvert enkelt tilfælde være baseret på åbenbare kendsgerninger og ikke kun på formodninger.

(5) Det er derfor hensigtsmæssigt og rimeligt at bemyndige Kongeriget Nederlandene til at benytte normalværdien for de pågældende leveringer som beskatningsgrundlag.

(6) Fravigelser i henhold til artikel 27 i direktiv 77/388/EØF, der skal modvirke momsunddragelse i forbindelse med afgiftsgrundlaget for leveringer mellem forbundne parter, er indarbejdet i et direktivforslag, der skal rationalisere visse fravigelser i henhold til denne artikel. Det er derfor nødvendigt at begrænse anvendelsesperioden for nærværende fravigelse til datoen for det pågældende direktivs ikrafttrædelse.

(7) Fravigelsen har ingen negativ virkning på De Europæiske Fællesskabers egne indtægter i form af moms -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Som en fravigelse fra artikel 11, litra A, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF bemyndiges Kongeriget Nederlandene til at anvende normalværdien, som defineret i artikel 11, litra A, stk. 1, litra d), i direktiv 77/388/EØF, som beskatningsgrundlag ved levering af investeringsgoder eller af alle former for tjenesteydelser, som stiller investeringsgoderne til modtagerens rådighed, når følgende betingelser er opfyldt:

2. modtageren er en ikke-afgiftspligtig juridisk person eller en afgiftspligtig person, der foretager transaktioner, der er helt eller delvis fritaget for moms og ikke giver ret til fradrag

3. leverandøren og modtageren er direkte eller indirekte forbundne personer i henhold til den nationale lovgivning

4. visse fakta gør det muligt ud fra sagens omstændigheder at konkludere, at forholdet mellem de forbundne personer har influeret beskatningsgrundlaget, som fastsat i overensstemmelse med artikel 11, litra A, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF.

Ved investeringsgoder forstås i denne artikel investeringsgoder, som defineret af Kongeriget Nederlandene i overensstemmelse med artikel 20, stk. 4, i direktiv 77/388/EØF, samt - hvis de ikke er dækket af denne definition - tjenesteydelser af betydelig værdi, som kan afskrives.

Artikel 2

Bemyndigelsen i medfør af artikel 1 udløber på datoen for ikrafttrædelsen af direktivet om rationalisering af fravigelser, der er indrømmet i henhold til artikel 27 i direktiv 77/388/EØF med henblik på at imødegå merværdiafgiftsunddragelse i forbindelse med beskatningsgrundlaget, dog senest den 31. december 2009.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

[1] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

[2] EUT C […] af […], s. […].

Top