52002PC0064

Forslag til RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Indledning

I 1977, da sjette momsdirektiv [1] blev udstedt, blev der indført en særordning for rejsebureauer og -arrangører.

[1] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.

Denne særordning blev indført som følge af branchens særlige karakteristika. Der skal fra starten mindes om, at de tjenesteydelser, der præsteres af rejsebureauer og -arrangører, i almindelighed består af en pakke af tjenesteydelser, navnlig befordring og ophold, der enten præsteres på eller uden for den medlemsstats område, hvor virksomheden har etableret hovedsædet for sin økonomiske virksomhed eller et fast kontor. En anvendelse af de normale regler for beskatningssted, afgiftspligtigt beløb og fradrag af købsmoms ville som følge af tjenesteydelsernes sammensatte karakter og de forskellige steder, hvor de præsteres, skabe praktiske vanskeligheder for de pågældende virksomheder i et sådant omfang, at deres virke blev forhindret. For at tilpasse de relevante regler til disse aktiviteters egenart blev der i EF-lovgivningen indført en særlig momsordning i artikel 26 i sjette direktiv.

Den gælder for arrangører, hvis leverancer består af elementer som f.eks. hotelophold og befordring, som de har købt af tredjeparter og derefter i eget navn sælger til rejsende. Alle transaktioner, som rejsebureauet gennemfører i forbindelse med en rejse, behandles som én leverance. Det afgiftspligtige beløb er den fortjenstmargen, som rejsebureauet indtjener ved levering af en rejsepakke. Når rejsebureauet anvender denne fortjenstmargenordning, har det ikke ret til at fradrage købsmoms på de transaktioner, der føres i regning for det, og som direkte kommer den rejsende til gode. Beskatningsstedet for rejsebureauernes leverancer er det sted, hvor de har etableret hovedsædet for deres økonomiske virksomhed eller et fast kontor, hvorfra tjenesteydelsen præsteres, eller - i mangel af et sådan hovedsæde for økonomisk virksomhed eller et fast kontor - det sted, hvor de har deres faste adresse eller sædvanlige opholdssted.

Det vigtigste formål med denne særordning var at forenkle anvendelsen af Fællesskabets momsregler for disse leverancer. Når rejsebureauet køber tjenesteydelser hos andre leverandører, samler dem i en pakke og sælger dem til den rejsende i eget navn og for egen regning, sikrer bestemmelserne i denne særordning, at rejsebureauet undgår flerdobbelt momsregistrering i forskellige medlemsstater, hvorfra tjenesteydelserne præsteres.

Et andet formål med denne særordning angår fordelingen af momsprovenuet mellem medlemsstaterne. Særordningen blev indført for at sikre, at momsprovenuet tilfalder den medlemsstat, hvor det endelige forbrug af hver enkelt tjenesteydelse finder sted. Rent faktisk burde funktionsmåden for den ordning, der er fastsat i artikel 26 i sjette momsdirektiv, sikre, at momsprovenuet af tjenesteydelser præsteret under rejsen - f.eks. hotel, restaurant og befordring - tilfalder den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen er præsteret, medens momsen af rejsebureauets fortjenstmargen tilfalder den medlemsstat, hvor rejsebureauet har etableret sig. Da et af momsens grundprincipper er, at den er en forbrugsafgift, blev hele denne særordning udviklet for bedst muligt at komme dette formål i møde.

I praksis er der imidlertid ikke tale om nogen reel ensartet anvendelse af denne særordning fra medlemsstaternes side. I henhold til artikel 28, stk. 3, litra a), i og bilag E, nr. 15, til sjette momsdirektiv er det tilladt medlemsstaterne at vedblive med at afgiftsberigtige transaktioner, der gennemføres uden for EU, medens artikel 28, stk. 3, litra g), tillader medlemsstaterne at fritage sådanne transaktioner uden tilbagebetaling af købsmoms. Desuden er det i henhold til artikel 28, stk. 3, litra b), og bilag F, nr. 27, tilladt medlemsstaterne at vedblive med at fritage tjenesteydelser inden for Fællesskabet præsteret af rejsebureauer eller -arrangører.

Endelig har en medlemsstat i henhold til proceduren i artikel 27, stk. 1 til 4, i sjette momsdirektiv givet Kommissionen meddelelse [2] om en særlig forenklingsforanstaltning i den pågældende medlemsstat, som gør det muligt for den at anvende regler, der divergerer fra artikel 26 og artikel 28 i sjette momsdirektiv. Kommissionen gav alle medlemsstater meddelelse [3] om den påtænkte foranstaltning, og da der ikke var modtaget nogen officiel reaktion inden for fristen på to måneder, blev denne forenklingsforanstaltning godtaget den 19. december 1978.

[2] Skrivelse af 13. september 1978.

[3] Skrivelse af 19. oktober 1978.

2. Problemer

Det skal fremhæves, at denne særordning stammer fra 1977, da sjette momsdirektiv blev udstedt, og turistsektoren var på det tidspunkt meget stærkere koncentreret end i dag. Langt de fleste rejsepakker blev solgt direkte af rejsearrangøren eller -bureauet til den rejsende. I dag er denne situation ændret drastisk. Hele sektoren er meget mere specialiseret med flere arrangører involveret. En af følgerne deraf er, at rejsepakker ikke længere kun sælges direkte til rejsende, men også til andre rejsebureauer eller -arrangører.

Rejsebranchen er kendetegnet af tiltagende markedskoncentration og vertikal integration. De 6 største markedsdeltagere tegner sig for rundt regnet 18% af beskæftigelsen og 33% af omsætningen. De vertikalt integrerede koncerner omfatter rejsebureauer, rejsearrangører, luftfartsselskaber, "incoming agencies" (der tager sig af reservationer i forbindelse med ankomst) og hoteller. Markedskoncentrationen og den vertikale integration i de store turistsammenslutninger giver anledning til hård konkurrence både på omkostninger og priser.

Rejsearrangørerne lægger således et betydeligt pres på de uafhængige rejsebureauers fortjenstmargener. Endnu i 1998/1999 bestod rejsearrangørernes vigtigste salgskanaler af rejsebureauer. Disse rejsebureauer er som hovedregel små virksomheder eller mikrovirksomheder med mellem 5 og 11 ansatte. Hvis rejsebureauerne skal hævde sig i den forstærkede konkurrence på omkostninger og de dermed forbundne lavere fortjenstmargener, skal de indgå i et samarbejde med uafhængige rejsebureauer, indgå franchiseaftaler med rejsearrangører eller koncentrere deres produkter om bestemte nicher. Mange rejsebureauer har derfor specialiseret sig inden for erhvervs-, kongres- eller belønningsrejser, hvor kunden kun i sjældne tilfælde er en gennemsnitsrejsende eller -ferierende.

Kommissionen har modtaget en række klager fra arrangører, der er aktive i turistsektoren, gående ud på, at rejsebureauernes leverancer behandles forskelligt alt efter, i hvilken medlemsstat de opererer. Dette problem med forskellig anvendelse fra medlemsstaternes side af artikel 26 i sjette momsdirektiv blev bragt på bane på møder i Det Rådgivende Udvalg for Merværdiafgift. Det afgørende spørgsmål var, om den særlige fortjenstmargenordning for rejsebureauer og -arrangører også finder anvendelse, hvis tjenestepakken leveres til et andet rejsebureau og ikke til den rejsende. Kommissionen drog den konklusion af De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis [4], at denne fortjenstmargenordning kun kan anvendes, hvis pakken sælges til den rejsende, dvs. den endelige forbruger. Hvis pakken omsættes mellem rejsearrangører/rejsebureauer, kan fortjenstmargenordningen ikke anvendes, og hver enkelt transaktion skal afgiftsberigtiges særskilt i overensstemmelse med de relevante bestemmelser om fastsættelsen af leveringsstedet.

[4] Sag C-163/91, Finanskoncernen Beheersmaatschappij Van Ginkel Waddinxveen BV, Reis- en Passagebureau Van Ginkel BV, mod Inspecteur der Omzetbelasting te Utrecht vedrørende fortolkningen af artikel 26 i direktiv 77/388/EØF (EFT L 145, 13.06.1977, s. 1).

Det blev under disse drøftelser bekræftet, at medlemsstaterne anvender artikel 26 på en meget uensartet måde, hvilket fører til en situation, der kan føre til dobbeltbeskatning. Desuden indebærer den konkurrencemæssige ulemper for virksomheder, der har etableret sig i medlemsstater, som kun anvender fortjenstmargenordningen, når pakken sælges til den rejsende, sammenholdt med konkurrenter, der har etableret sig i medlemsstater, som følger en mere fleksibel approach.

I nogle situationer sikrer anvendelsen af fortjenstmargenordningen desuden ikke længere en loyal fordeling af provenuet mellem medlemsstaterne, hvilket er et af de grundlæggende formål med at indføre denne særordning. Af denne årsag forsvarer nogle medlemsstater en anden fortolkning af artikel 26, på grundlag af hvilken fortjenstmargenordningen også bør finde anvendelse, når en pakke omsættes mellem rejsearrangører/rejsebureauer. Desuden ville denne fortolkning lette byrden på virksomhederne, da rejsearrangører/rejsebureauer ikke længere ville være forpligtet til at lade sig momsregistrere i samtlige medlemsstater, hvor de leverer varer eller tjenesteydelser, som indgår i pakken, dersom den sælges på anden måde end direkte til den rejsende.

Adskillige medlemsstater bragte også spørgsmålet om erhvervsrejser og de problemer, som dette volder for virksomhederne, der rent faktisk er endelige forbrugere af rejsepakker, på bane, fordi disse i henhold til de foreslåede nye bestemmelser i artikel 26 vil være afskåret fra at fradrage den resterende købsmoms. Hvis de bestiller en rejsepakke hos et rejsebureau, vil der blive afkrævet dem en pris inkl. moms, og disse virksomheder vil derfor ikke kunne fradrage dette momsbeløb, selv om den pågældende rejsepakke anvendes til erhvervsmæssige formål. Dette vil føre til resterende moms i det mellemliggende forbrugerled, hvilket strider mod det grundlæggende neutralitetsprincip for Fællesskabets momsordning.

Endelig har Kommissionen erfaret, at rejsebureauer eller rejsearrangører, der har etableret sig i tredjelande, i tiltagende omfang medvirker ved leveringen af rejsepakker som følge af den øgede anvendelse af Internet som middel til at sælge rejsetjenesteydelser. Dette er ensbetydende med en klar konkurrencefordrejning, idet en rejsepakke under de gældende regler på dette område vil blive afgiftsberigtiget under fortjenstmargenordningen, når den leveres af en rejsearrangør, der har etableret sig i EU, men ikke vil blive afgiftsberigtiget, når den leveres af en rejsearrangør, der har etableret sig i et tredjeland, eftersom leveringsstedet anses for at være det pågældende tredjeland.

3. Formål

På baggrund af disse problemer, der dels kan tilskrives ændringer inden for branchen og med hensyn til teknologi, dels forskellig praksis i medlemsstaterne, og under hensyn til det overordnede formål med denne særordning besluttede Kommissionen som led i sin nye momsstrategi at foretage en ændring af artikel 26 [5]. Sigtet dermed er at forenkle og modernisere Fællesskabets momslovgivning og at anvende denne på en mere ensartet måde.

[5] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Strategi til forbedring af momssystemet i det indre marked (KOM(2000)348 endelig af 7.6.2000).

En modernisering er nødvendig på dette særlige område som følge af den løbende udvikling i den elektroniske handel og den tiltagende anvendelse af dette kommunikationsmiddel i turistsektoren. Tilsvarende er det nødvendigt med en mere ensartet anvendelse i EU af særordningen for rejsebureauer for at imødekomme sektorens største betænkeligheder, som kommer til udtryk i klager over den konkurrencefordrejning, der opstår som følge af medlemsstaternes uensartede anvendelse af artikel 26.

Formålet med dette forslag er derfor at sikre en mere ensartet anvendelse ved at udvide særordningens anvendelsesområde til også at omfatte leverancer af rejsepakker til alle kunder og at ophæve de forskellige undtagelser i tilknytning til sådanne leverancer. Desuden tager forslaget sigte på at afskaffe konkurrencefordrejningen til skade for rejsearrangører, der har etableret sig i EU, idet anvendelsen af ny teknologi i denne sektor i stigende grad fører til en sådan konkurrencefordrejning.

4. Foreslåede ændringer

4.1. Artikel 1, stk. 1

4.1.1. Artikel 26, stk. 1

I sidste punktum i det nuværende artikel 26, stk. 1, i sjette momsdirektiv er det klarlagt, at rejsebureauer i forbindelse med anvendelsen af særordningen omfatter rejsearrangører.

I tilknytning til visse afgørelser truffet af De Europæiske Fællesskabers Domstol [6] vedrørende de personer, som skal være omfattet af anvendelsesområdet for den særlige fortjenstmargenordning for rejsebureauer, forekommer det nyttigt at klarlægge anvendelsesområdet for særordningen for rejsebureauer. Resultatet bør være, at en erhvervsdrivende ikke nødvendigvis skal være et autoriseret rejsebureau for at kunne - eller skulle - benytte bestemmelserne i artikel 26. Desuden har Domstolen bekræftet, at den afgiftspligtige person skal benytte tjenesteydelser præsteret for ham af tredjeparter for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 26 i sjette momsdirektiv. Et rejsebureau, som selv præsterer tjenesteydelser direkte for sine kunder - modsat køb og salg af tjenesteydelser - er således ikke omfattet af den særlige fortjenstmargenordning.

[6] Forenede sager C-308/96 og C-94/97, T.P. Madgett og R.M. Baldwin mod Commissioners of Customs and Excise vedrørende fortolkningen af artikel 26 i sjette momsdirektiv 77/388/EØF (EFT L 145, 13.06.1977, s. 1), samt den tidligere nævnte sag C-163/91.

Da De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis allerede har klarlagt disse forhold, anser Kommissionen det ikke for nyttigt at give sig i kast med at forsøge at opstille en definition af et rejsebureau med henblik på anvendelsen af artikel 26. I virkeligheden bør enhver afgiftspligtig person, der sælger rejsetjenesteydelser i eget navn og anvender leverancer og tjenesteydelser fra andre afgiftspligtige personer til dette formål, anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 26 i sjette momsdirektiv.

Alle andre tilfælde, hvor rejsebureauet blot optræder som formidler, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for denne særordning. Disse tjenesteydelser bør afgiftsberigtiges i henhold til de normale momsregler for tjenesteydelser præsteret af formidlere.

Alligevel har Kommissionen for at imødekomme de ønsker om yderligere klarhed, som adskillige medlemsstater har givet udtryk for, foreslået en tilpasning af beskrivelsen i artikel 26, stk. 1, af de personer, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne særordning.

4.1.2. Artikel 26, stk. 2

4.1.2.1. Rejsebureauets kunde

Som nævnt ovenfor er et af de største problemer, der er bragt på bane af medlemsstaterne og rejsebureauerne, det forhold, at ordningen strengt taget kun kunne anvendes, når rejsetjenesteydelsen blev solgt til en rejsende. Denne regel passede fint til markedssituationen i 1977, da rejsepakker overvejende blev solgt af et rejsebureau direkte til den rejsende. Situationen har ændret sig stærkt siden da. Der opererer flere personer i sektoren, og udbuddet af rejsepakker er mere opsplittet end i 1977. Der leveres derfor stadig flere rejsetjenesteydelser enten til andre rejsebureauer eller til andre afgiftspligtige personer, der benytter rejsetjenesteydelser som belønning til deres personale eller inden for rammerne af deres erhverv, f.eks. seminarer.

I den nuværende situation, hvor særordningen ikke anvendes, når rejsetjenesteydelsen sælges til en anden person end den rejsende, er det ikke længere sikret, at momsprovenuet tilfalder den medlemsstat, hvor forbruget rent faktisk finder sted. Når et rejsebureau sælger en rejsepakke til et andet rejsebureau, bør de normale beskatningsregler finde anvendelse. Dette betyder, at det skulle kunne fradrage den købsmoms, det betalte til sine leverandører, og momsberigtige hele værdien af sin levering af rejsepakken til det andet rejsebureau i den medlemsstat, hvor det havde etableret sig. I dette tilfælde tilfalder momsprovenuet af de oprindelige leverancer (f.eks. hotelophold) ikke længere de medlemsstater, hvor de forskellige tjenesteydelser forbruges, men omdirigeres til den medlemsstat, hvor rejsebureauet har etableret sig.

For at undgå dette anvender adskillige medlemsstater med store turistbrancher en anden fortolkning af denne artikel og udvider særordningens anvendelsesområde til også at omfatte rejsebureauers leverancer af rejsetjenesteydelser til andre kunder end rejsende. Resultatet er, at de oprindelige formål med denne ordning, dvs. forenkling og beskatning i forbrugsmedlemsstaten, imødekommes bedre.

Alligevel fører dette til forskellige anvendelser af særordningen inden for Fællesskabet, hvilket er en situation, der ikke er forenelig med det indre markeds hensigtsmæssige funktion og fordrejer konkurrencen mellem erhvervsdrivende, der har etableret sig i forskellige medlemsstater. Denne situation er uacceptabel, og Kommissionen foreslår derfor, at første punktum i artikel 26, stk. 2, ændres, således at ordene "over for den rejsende" udgår.

Følgen deraf er, at særordningens anvendelsesområde udvides betydeligt. I sin ændrede udgave skal særordningen anvendes på alle leverancer foretaget af rejsebureauer på de i artikel 26, stk. 1, anførte betingelser uanset kundens karakteristika (privatperson, afgiftspligtig person, erhvervsvirksomhed, andet rejsebureau osv.).

4.1.2.2. Rejsebureauer, der har etableret sig uden for EU

Markedssituationen har udviklet sig i en sådan udstrækning, at større rejsearrangører opretter filialer i lande uden for EU og leverer rejsepakker fra filialerne i disse tredjelande for at undgå beskatning i EU. Denne situation giver anledning til konkurrencefordrejning til ugunst for mindre rejsebureauer, som ikke har de nødvendige ressourcer til at gennemføre lignende transaktioner. Desuden er det uacceptabelt, at afgiftsberigtigelse af forbrug i EU undgås eller formindskes blot ved at indskyde en filial oprettet i et tredjeland.

Levering af en rejsepakke, der finder sted i EU til en kunde med hjemsted i EU, skal naturligvis afgiftsberigtiges i EU. Kommissionen foreslår derfor, at leveringsstedet for rejsetjenesteydelser præsteret af leverandører, der har etableret sig i tredjelande, til kunder med hjemsted i EU ændres til den medlemsstat, hvor kunden har sit hjemsted, sin faste adresse eller sin sædvanlige bopæl. Dette bør kun omfatte pakker, der leveres i EU til kunder med hjemsted i EU.

Desuden er det tanken, at denne regel skal anvendes, uanset om kunden er en afgiftspligtig person eller en ikke-afgiftspligtig person.

For at opnå dette resultat har Kommissionen foreslået, at der efter andet punktum i artikel 26, stk. 2, indsættes en særlig bestemmelse, der sikrer, at beskatningsstedet for disse leverancer ændres.

4.1.3. Artikel 26, stk. 3

I medfør af artikel 26a i sjette momsdirektiv blev der i 1994 indført en anden særordning for afgiftsberigtigelse af fortjenstmargenen for brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter [7]. Denne artikel indeholder en definition af det afgiftspligtige beløb og en fastlæggelse af metoden til beregning af fortjenstmargenen.

[7] Rådets direktiv 94/5/EF af 14. februar 1994 om tilføjelse til det fælles merværdisystem og om ændring af direktiv 77/388/EØF - Særordning for brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter (EFT L 60 af 3.3.1994, s. 16).

Adskillige medlemsstater har erklæret, at de har haft vanskeligt ved at fastlægge det afgiftspligtige beløb i henhold til artikel 26. Kommissionen foreslår derfor, at definitionen af det afgiftspligtige beløb i denne artikel ændres i overensstemmelse med affattelsen af artikel 26a, for så vidt angår ordningen for brugte genstande. Denne foreslåede nye definition, der er mere detaljeret, er medtaget i et nyt stk. 3 i artikel 26. I denne artikel foretages først en definition af fortjenstmargenen som forskellen mellem salgsprisen og de faktiske omkostninger ved den pågældende tjenesteydelse og dernæst en definition af salgsprisen og de faktiske omkostninger.

4.1.4. Artikel 26, stk. 4

For at forenkle ordningen foreslår Kommissionen desuden, at der åbnes mulighed for, at medlemsstaterne kan tillade rejsebureauer at beregne én fortjenstmargen for alle leverancer af rejsepakker i en given periode. I artikel 26a, litra B, stk. 10, i sjette momsdirektiv åbnes der en tilsvarende mulighed for, at afgiftspligtige forhandlere kan benytte fortjenstmargenordningen for brugte genstande. Adskillige medlemsstater har givet udtryk for, at det ville være nyttigt at lade rejsebureauer eller -arrangører, der er omfattet af særordningen i artikel 26, udnytte denne mulighed. Dette er især relevant, fordi der ofte i turistsektoren er en kløft mellem den periode, hvor rejsebureauet sælger pakken, og den dato, på hvilken det modtager fakturaerne fra sine afgiftspligtige leverandører, hvilket gør det meget vanskeligt for det at fastlægge fortjenstmargenen for hver enkelt pakke, som det sælger.

Af denne årsag foreslår Kommissionen, at der indsættes et nyt stk. 4 i artikel 26 i sjette momsdirektiv, som gør det muligt for medlemsstaterne at tillade, at rejsebureauer beregner en samlet fortjenstmargen for en given periode. Det foreslåede nye stykke indeholder også regler for, hvorledes denne samlede fortjenstmargen skal beregnes, nemlig som forskellen i en given periode mellem alle et rejsebureaus leverancer og alle rejsebureauets køb af varer og tjenesteydelser i samme periode.

4.1.5. Artikel 26, stk. 5

Det tidligere artikel 26, stk. 3, i sjette momsdirektiv forsynes med nyt nummer, nemlig artikel 26, stk. 5, men forbliver uændret.

Når et rejsebureau, der er etableret i Fællesskabet, leverer en rejsepakke, hvis bestanddele præsteres uden for Fællesskabet, anses rejsebureauet for blot at optræde som formidler for den rejsendes regning. I så fald anses han for at levere en tjenesteydelse, der præsteres i Fællesskabet, men som er fritaget med fradragsret for købsmoms på grundlag af artikel 15, stk. 14, i sjette momsdirektiv.

Hvis en rejsepakke dækker en rejse, som til dels finder sted i Fællesskabet og til dels uden for Fællesskabet, må der kun indrømmes fritagelse med fradragsret for købsmoms af den del af rejsen, der finder sted uden for Fællesskabet, medens den del af rejsen, der finder sted i Fællesskabet, skal afgiftsberigtiges under den i artikel 26 fastsatte fortjenstmargenordning.

Hvis rejsebureauet tilsvarende er etableret uden for Fællesskabet og leverer en rejsepakke, der til dels gennemføres i Fællesskabet, til en kunde med hjemsted i Fællesskabet, vil det være omfattet af særordningen i artikel 26, for så vidt angår den del af rejsen, der finder sted i Fællesskabet.

4.1.6. Artikel 26, stk. 6

Det gamle artikel 26, stk. 4, i sjette momsdirektiv forsynes med nyt nummer, nemlig artikel 26, stk. 6. I denne bestemmelse afvises retten til at fradrage købsmoms eller opnå tilbagebetaling af moms i nogen medlemsstat for tjenesteydelser, der er købt af rejsebureauer og leveret til deres kunder.

Den eneste ændring i denne artikel er, at ordene "den rejsende" er erstattet med ordet "kunden", der er et udtryk, som benyttes overalt i den nye artikel 26 for at undgå sammenblanding med den tidligere og snævrere anvendelse af ordningen, hvor kun tjenesteydelser præsteret for den rejsende var omfattet.

4.1.7. Artikel 26, stk. 7-9

Navnlig i de tilfælde, hvor rejsebureauet deltager i tilrettelæggelsen af erhvervsseminarer, eller hvor en virksomhed tilbyder sine ansatte belønningsrejsepakker, kan anvendelsen af fortjenstmargenordningen føre til et incitament for virksomheden til at kontakte hver enkelt leverandør direkte med det formål at kunne fradrage denne købsmoms frem for at henvende sig til et rejsebureau, der vil fakturere en pris inkl. moms, i hvilket tilfælde det ikke er tilladt virksomheden at fradrage denne købsmoms.

I henhold til bestemmelserne i artikel 26a, der er den særlige fortjenstmargenordning for brugte genstande, blev dette problem løst ved at gøre det muligt for leverandøren at vælge at anvende de normale momsordninger.

Der bør vælges en lignende løsning under særordningen for rejsebureauer, selv om dette vil få visse konsekvenser og skabe visse vanskeligheder for det pågældende rejsebureau. Det rejsebureau, der leverer en rejsepakke til en virksomhed og har tilladelse til at vælge de normale momsordninger, skulle lade sig registrere i hver eneste medlemsstat, hvor det leverer tjenesteydelser, fordi det ville blive anset for at levere hver af disse tjenesteydelser separat. Ved at gøre dette ville rejsebureauet kunne genvinde størstedelen af sin købsmoms via de momsangivelser, det skal afgive til disse medlemsstater. Hvis det ikke er momsregistreret i en medlemsstat, hvor der opkræves moms af det, skal det kræve tilbagebetaling i henhold til bestemmelserne i 8. momsdirektiv [8]. Dette indebærer, at medlemsstaten i visse tilfælde vil blive forpligtet til at tilbagebetale momsen til rejsebureauet, medens det i andre tilfælde vil være forbudt at gøre dette, når det samme rejsebureau arbejder under den særlige fortjenstmargenordning. Dette kunne give anledning til administrative komplikationer, fordi det ville være nødvendigt for den medlemsstat, der skulle tilbagebetale købsmomsen, at fastlægge, om det pågældende rejsebureau havde leveret under fortjenstmargenordningen i artikel 26 uden ret til at fradrage sin købsmoms, eller om det havde valgt beskatning af sin leverance, i hvilket tilfælde der skulle indrømmes det tilbagebetaling af købsmomsen.

[8] Rådets direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet (EFT L 331 af 27.12.1979, s. 11).

Hvis et rejsebureau ikke fik mulighed for at vælge beskatning i henhold til de normale momsbestemmelser, ville det under alle omstændigheder være forpligtet til at sælge under den særlige fortjenstmargenordning, og den afgiftspligtige kunde, der benyttede denne tjenesteydelse til erhvervsmæssige formål, ville ikke kunne fradrage den moms, der indgik i det afgiftspligtige beløb for den tjenesteydelse, som rejsebureauet præsterede for ham. Dette fører til resterende moms i det mellemliggende forbrugerled. Kommissionen foreslår derfor, at artikel 26 i sjette momsdirektiv ændres ved at indskyde en mulighed for rejsebureauer for at vælge en anvendelse af de normale momsordninger.

4.2. Artikel 1, stk. 2

Når rejsebureauer optræder som formidlere, dvs. i den rejsendes navn og for dennes regning, finder bestemmelserne i artikel 26 i sjette momsdirektiv ikke anvendelse. Dette indebærer, at de generelle regler for tjenesteydelser præsteret af formidlere finder anvendelse. En af disse er fastsat i artikel 15, stk. 14, i sjette momsdirektiv. Siden overgangs-momsordningen for handel mellem medlemsstaterne blev indført i 1993, synes stk. 2 i denne bestemmelse (der udelukker fritagelse af formidlingstjenesteydelser i det tilfælde, at en rejsende nyder godt af tjenesteydelser præsteret i andre medlemsstater) at have mistet sin mening. Kommissionen foreslår derfor, at dette stykke udgår.

4.3. Artikel 1, stk. 3

For at sikre en mere ensartet anvendelse i Fællesskabet af momsreglerne for tjenesteydelser præsteret af rejsebureauer foreslår Kommissionen, at den mulighed, som medlemsstaterne i henhold til artikel 28, stk. 3, litra g), i sjette momsdirektiv har for at vedblive med at fritage tjenesteydelser nævnt under det gamle artikel 26, stk. 3, i sjette momsdirektiv uden tilbagebetaling af købsmoms frem for at fritage dem med fradragsret for købsmoms, ophæves.

4.4. Artikel 1, stk. 4-5

I sammenhæng med de foreslåede ændringer af artikel 26 og for at sikre en mere ensartet anvendelse foreslår Kommissionen desuden, at undtagelserne i artikel 28, stk. 3, litra a), og i bilag E, nr. 15 (som tillader medlemsstaterne at afgiftsberigtige rejser uden for Fællesskabet), og undtagelserne i artikel 28, stk. 3, litra b), og i bilag F, nr. 27 (som tillader medlemsstaterne at fritage rejser inden for Fællesskabet), ophæves, således at der sikres ligebehandling af rejsearrangører/rejsebureauer i alle EU's medlemsstater.

4.5. Artikel 2

I samme kontekst med en mere ensartet anvendelse foreslår Kommissionen også en ophævelse af den undtagelse, der er indrømmet ved en rådsafgørelse under den procedure, der er fastsat i artikel 27, stk. 1 til 4, i sjette momsdirektiv.

2002/0041 (CNS)

Forslag til RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [9],

[9] EFT C ... af ..., s. ...

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [10],

[10] EFT C ... af ..., s. ...

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [11], og

[11] EFT C ... af ..., s. ...

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en "strategi til forbedring af funktionsmåden i det indre marked" [12] er en mere ensartet anvendelse fra medlemsstaternes side af EU-bestemmelserne et af de fire mål til forbedring af det indre markeds funktionsmåde på kort sigt.

[12] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Strategi til forbedring af momssystemet i det indre marked (KOM(2000)348 endelig af 7.6.2000).

(2) Medlemsstaterne anvender i øjeblikket forskellige fortolkninger af særordningen for rejsebureauer i henhold til artikel 26 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [13], senest ændret ved direktiv 2001/41/EF [14], hvilket fører til forskellig anvendelse af den pågældende ordning i medlemsstaterne og for visse arrangørers vedkommende til fordrejning af konkurrencen.

[13] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.

[14] EFT L 22 af 24.1.2001, s. 17, og berigtigelse EFT L 26 af 27.1.2001, s. 40.

(3) En udvidelse af dens anvendelsesområde til at omfatte alle leverancer af rejsepakker på de i artikel 26 i direktiv 77/388/EØF fastsatte betingelser vil afskaffe medlemsstaternes forskellige fortolkninger vedrørende de leverancer, der er omfattet af denne særordning, og sikre, at det oprindelige mål i form af afgiftsberigtigelse i forbrugsmedlemsstaten imødekommes bedre.

(4) En tilsvarende ordning, hvorved fortjenstmargenen afgiftsberigtiges, er fastsat i artikel 26a i direktiv 77/388/EØF, for så vidt angår brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter. Denne artikel indeholder detaljerede definitioner, som kan benyttes til at klarlægge definitionerne i artikel 26 og forenkle anvendelsen af særordningen for rejsebureauer.

(5) Som følge af de særlige karakteristika ved de tjenesteydelser, der præsteres af rejsebureauer, som køber forskellige tjenesteydelser hos tredjeparter, samler dem i en rejsepakke og derefter sælger disse pakker, er det ofte meget vanskeligt for rejsebureauer at fastlægge deres fortjenstmargen for hver enkelt leverance. En ordning, som gør det muligt for dem at beregne en samlet fortjenstmargen for en given periode, ville forenkle ordningen og kunne løse mange af deres problemer på dette område.

(6) Af lignende årsager bør det gøres muligt for rejsebureauer at vælge de normale momsordninger med det formål at sikre momsens neutralitetsprincip.

(7) De eksisterende undtagelser i henhold til artikel 28, stk. 3, og bilag E og F bør ophæves for at sikre en mere ensartet anvendelse af særordningen for rejsebureauer. Tilsvarende bør artikel 28, stk. 3, litra g), og artikel 15, stk. 14, udgå, da de også gør det muligt for medlemsstaterne at anvende forskellige regler for afgiftsberigtigelse af rejsebureauers tjenesteydelser.

(8) Rådets beslutning på begæring af Kongeriget Belgien af 13. september 1978, hvorved der indrømmes Kongeriget Belgien en undtagelse i henhold til artikel 27, stk. 1, bør ophæves med det formål at sikre en mere harmoniseret anvendelse af særordningen for rejsebureauer.

(9) Direktiv 77/388/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse dermed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 77/388/EØF foretages følgende ændringer:

(1) Artikel 26 affattes således:

"Artikel 26

Særordning for rejsebureauer

1. Medlemsstaterne anvender en særlig momsordning på rejsebureauers virksomhed i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, dersom rejsebureauerne betjener kunderne i eget navn og anvender leverancer af varer og tjenesteydelser fra andre momspligtige personer i forbindelse med leveringen af rejsefaciliteter.

Den pågældende ordning finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der kun optræder som formidlere og afgiftsberigtiges i henhold til artikel 11, litra A, stk. 3, litra c).

I denne artikel betragtes rejsearrangører og andre afgiftspligtige personer, der præsterer rejsetjenesteydelser på samme måde, som rejsebureauer.

2. Alle transaktioner, som gennemføres af rejsebureauet i forbindelse med en rejse på de i stk. 1 fastsatte betingelser, behandles som én tjenesteydelse præsteret af rejsebureauet. Den pågældende ene tjenesteydelse afgiftsberigtiges i den medlemsstat, i hvilken rejsebureauet har etableret hovedsædet for sin økonomiske virksomhed eller et fast kontor, hvorfra rejsebureauet har præsteret tjenesteydelserne.

Hvis rejsebureauet ikke har etableret sig i Fællesskabet eller har et fast kontor uden for Fællesskabet, hvorfra tjenesteydelsen præsteres, og hvis det præsterer en rejsetjenesteydelse, hvis konkrete brug og udnyttelse finder sted i Fællesskabet, afgiftsberigtiges denne ene tjenesteydelse på det sted, hvor kunden har etableret hovedsædet for sin økonomiske virksomhed eller et fast kontor, hvortil tjenesteydelsen leveres, eller i mangel af et sådant sted det sted, hvor det har sin faste adresse eller sædvanlige opholdssted.

3. Det afgiftspligtige beløb af den ene tjenesteydelse, der præsteres af rejsebureauet, opgøres som rejsebureauets fortjenstmargen minus det merværdiafgiftsbeløb, der indgår i fortjenstmargenen. Den pågældende fortjenstmargen er lig med forskellen mellem den salgspris, som rejsebureauet fører i regning for en rejsepakke, og rejsebureauets faktiske omkostninger ved denne rejsepakke. Med henblik på dette stykke finder følgende definitioner anvendelse:

a) ved salgspris forstås alt, hvad der indgår i det vederlag, som rejsebureauet har modtaget eller vil modtage af kunden eller en tredjepart, herunder tilskud, der er direkte forbundet med den pågældende transaktion, afgifter, told, gebyrer, andre omkostninger samt biomkostninger såsom provisioner og forsikringsomkostninger, som rejsebureauet fører i regning over for kunden, men ikke de i artikel 11, litra A, stk. 3, omhandlede beløb

b) ved faktiske omkostninger ved rejsepakken forstås alt, hvad der indgår i det i første led omhandlede vederlag, herunder moms, som rejsebureauet har udredt eller skal udrede til sine momspligtige leverandører i forbindelse med leverancer og tjenesteydelser, der er præsteret for det, dersom disse transaktioner [til direkte udbytte for kunden ekskl. generalomkostninger] anvendes til at sammensætte rejsepakken.

4. For at forenkle proceduren for opkrævning af afgift og med forbehold af høringen af Det Rådgivende Udvalg for Merværdiafgift kan medlemsstaterne bestemme, at det afgiftspligtige beløb af præstationer af alle rejsetjenesteydelser med forbehold af særordningerne for afgiftsberigtigelse af fortjenstmargenen skal fastsættes samlet for hver afgiftsperiode, i løbet af hvilken rejsebureauet skal afgive den angivelse, der er omhandlet i artikel 22, stk. 4, som erstattet af artikel 28, litra h).

I dette tilfælde udgør det afgiftspligtige beløb af præstationerne af rejsetjenesteydelser den samlede fortjenstmargen, som rejsebureauet indtjener, minus det merværdiafgiftsbeløb, der indgår i den pågældende fortjenstmargen.

Den samlede fortjenstmargen er lig med forskellen mellem:

a) det samlede beløb af de præstationer af rejsetjenesteydelser, som rejsebureauet har varetaget i løbet af perioden, med forbehold af særordningerne for afgiftsberigtigelse af fortjenstmargenen; det pågældende beløb er lig med de samlede salgspriser, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 3, og

b) det samlede beløb af de køb af varer og tjenesteydelser som omhandlet i stk. 1, som rejsebureauet har foretaget i løbet af perioden; det pågældende beløb er lig med de samlede faktiske omkostninger, der er fastlagt i overensstemmelse med stk. 3.

5. Hvis de transaktioner, som præsteres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige personer, gennemføres af sidstnævnte uden for Fællesskabet, sidestilles bureauets tjenesteydelse med formidlende virksomhed, som i medfør af artikel 15, stk. 14, er fritaget for afgift.

Hvis disse transaktioner gennemføres såvel inden for som uden for Fællesskabet, skal kun den del af rejsebureauets tjenesteydelse, som vedrører de uden for Fællesskabet gennemførte transaktioner, anses for afgiftsfri.

6. De merværdiafgiftsbeløb, der af andre afgiftspligtige personer føres i regning for rejsebureauet for de i stk. 2 omhandlede transaktioner, som direkte kommer rejsebureauets kunde til gode, berettiger hverken til fradrag eller tilbagebetaling i nogen medlemsstat.

7. Rejsebureauet kan anvende de normale merværdiafgiftsordninger på alle leverancer, der er omfattet af særordningerne for afgiftsberigtigelse af fortjenstmargenen.

8. Hvis rejsebureauet anvender de normale merværdiafgiftsordninger på præstationen af en rejsetjenesteydelse, er det berettiget til at fradrage den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for de tjenesteydelser, der præsteres for det af dets leverandører, i sin skyldige afgift, dersom disse transaktioner direkte kommer dets kunde til gode.

Fradragsretten opstår på det tidspunkt, hvor den skyldige afgift for den leverance, for hvis vedkommende rejsebureauet vælger at anvende de normale merværdiafgiftsordninger, skal erlægges.

9. Hvis rejsebureauet både anvender de normale merværdiafgiftsordninger og særordningerne for beskatning af fortjenstmargenen, skal det særskilt i sine regnskaber anføre de transaktioner, der falder ind under hver af disse ordninger, i overensstemmelse med de af medlemsstaterne fastsatte regler."

(2) Artikel 15, stk. 14, andet afsnit, udgår.

(3) Artikel 28, stk. 3, litra g), udgår.

(4) Bilag E, nr. l5, udgår.

(5) Bilag F, nr. 27, udgår.

Artikel 2

Rådets beslutning på begæring af Kongeriget Belgien af 13. september 1978, hvorved der indrømmes Kongeriget Belgien en undtagelse i henhold til artikel 27, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF, ophæves.

Artikel 3

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. januar 2003. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter, hvorledes denne henvisning skal udformes.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

KONSEKVENSANALYSE FORSLAGETS KONSEKVENSER FOR VIRKSOMHEDERNE, HERUNDER ISÆR SMÅ OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER (SMV'er)

Forslagets titel

Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF med henblik på at forenkle, modernisere og harmonisere anvendelsen af særordningen for rejsebureauer.

Dokumentets referencenr.

2001/075 (CNS)

Forslaget

1. Hvorfor er der i betragtning af nærhedsprincippet behov for en EF-lovgivning på området, og hvad er hovedformålet*

Det er nødvendigt med en yderligere harmonisering af særordningen for rejsebureauers præstation af rejsetjenesteydelser, fordi fælles momsbestemmelser på dette område i øjeblikket fortolkes og anvendes forskelligt af medlemsstaterne.

En udvidelse af anvendelsesområdet for artikel 26 er nødvendig for at tilpasse ordningen til den ændrede situation i rejsebranchen, hvor flere erhvervsdrivende er involveret, og moderne teknologi som f.eks. e-handel har gjort betydelige fremskridt. De nuværende regler er ikke længere tilpasset til denne ændrede situation, og i mange tilfælde sikrer de ikke længere afgiftsberigtigelse i forbrugsmedlemsstaten.

Desuden indfører de handlende systemer, hvor en filial, der er etableret i et tredjeland, undgår eller minimerer afgiftsberigtigelsen i EU, hvilket fører til konkurrencefordrejning. Denne situation kan ikke tolereres, og denne mulighed bør udelukkes.

Det er nødvendigt med yderligere forenklinger for at gøre det muligt at få særordningen til at fungere mere fleksibelt og sikre en bedre efterlevelse. Det er derfor vigtigt, at der gribes ind på EU-plan.

Konsekvenser for virksomhederne

2. Hvem berøres af forslaget*

- Hvilken erhvervssektor berøres*

Rejsebureauer, rejsearrangører og alle afgiftspligtige personer, der præsterer rejsetjenesteydelser i eget navn og til det formål anvender leverancer af tjenesteydelser fra andre afgiftspligtige personer.

- Berøres SMV'er i højere grad end store virksomheder*

Alle virksomhedsstørrelser. De 6 største rejsearrangører tegner sig for ca. 18% af beskæftigelsen og 33% af omsætningen.Ved siden af disse rejsearrangører findes der rejsebureauer, der som hovedregel er små virksomheder eller mikrovirksomheder, som beskæftiger mellem 5 og 11 personer.

- Er de berørte virksomheder koncentreret i bestemte regioner i EF*

Middelhavslandene, Tyskland og Det Forenede Kongerige.

3. Hvilke foranstaltninger skal virksomhederne træffe i henhold til forslaget*

Erhvervsvirksomhederne skal bedømme de positive virkninger af forenklingen og vil efter alt at dømme skabe lige konkurrencevilkår i det indre marked .

4. Hvilke økonomiske virkninger forventes forslaget at få*

- For beskæftigelsen*

Det har altid været Kommissionens opfattelse, at momsen kun øver lille indflydelse på beskæftigelsen, og at det mest hensigtsmæssige incitament for arbejdsmarkedet snarere er lave omkostninger på sådanne andre områder end lønområdet, som fortsat henhører under medlemsstaternes nationale kompetence. Alligevel vil dette forslag forhindre yderligere problemer for visse erhvervsdrivende i den pågældende branche, som i øjeblikket har store vanskeligheder med illoyal konkurrence fra handlende, der er etableret i andre mere fleksible medlemsstater eller i deres egen medlemsstat, men har flere ressourcer til at indføre skatteunddragelsessystemer ved oprettelse af filialer i tredjelande.

- For investeringerne og oprettelsen af nye virksomheder*

Investeringerne kan kun vokse, da anvendelsen af de samme regler i alle EU's medlemsstater kun kan nedbringe erhvervsvirksomhedernes omkostninger og anspore de handlende til at operere i andre medlemsstater.

- For virksomhedernes konkurrenceevne*

Det bør sikre en mere ensartet anvendelse og forhindre konkurrencefordrejning, hvorved der opstår en mere loyal konkurrencemæssig baggrund. Rejsearrangørerne vil ikke længere have mulighed for at undgå eller reducere beskatningen i EU ved simpelthen i et tredjeland at oprette en filial, som inddrages i salget af rejsepakken.

5. Indeholder forslaget foranstaltninger, der tager højde for SMV'ernes særlige situation (lempeligere eller særlige krav)*

Mulighederne for at anvende en generel fortjenstmargenordning vil gøre det lettere for SMV'erne at anvende fortjenstmargenordningen, da det ikke længere vil være nødvendigt, at de beregner fortjenstmargenen for hver særskilt leverance. Dette vil også gøre "cash flow"-begrænsningerne for små og mellemstore rejsebureauer mindre.

Høring af de berørte kredse

6. Liste over organisationer, som er hørt om forslaget, og en kortfattet redegørelse for deres væsentligste synspunkter.

ECTAA (Sammenslutningen af Nationale Rejsebureauer og -arrangører i EU) og DRV (den tyske rejsesammenslutning).

Disse organisationer gav udtryk for, at det var nødvendigt med en mere ensartet anvendelse af særordningen i EU. Samtidig fremhævede de, at alle deres medlemmer var enige om, at særordningen for afgiftsberigtigelse af fortjenstmargenen fungerede forholdsvis godt og burde opretholdes. Desuden henviste de til de problemer, der opstod som følge af afgiftsunddragelsesordninger, som blev indført af konkurrenter, der benyttede filialer i tredjelande.