EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012R0470

Kommissionens forordning (EU) nr. 470/2012 af 4. juni 2012 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af polydextrose (E 1200) i øl EØS-relevant tekst

EUT L 144 af 5.6.2012, p. 16–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/470/oj

5.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 144/16


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 470/2012

af 4. juni 2012

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af polydextrose (E 1200) i øl

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og artikel 30, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan ændres i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2).

(3)

I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008 kan EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer opdateres enten på Kommissionens initiativ eller på grundlag af en ansøgning.

(4)

Der er indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende polydextrose (E 1200) som stabilisator i øl, og ansøgningen er blevet forelagt for medlemsstaterne.

(5)

Efterspørgslen efter energireducerede øl og øl med lavt alkoholindhold er generelt lav, fordi disse øl mangler krop og ikke giver den rigtige mundoplevelse. Tilsætning af polydextrose (E 1200) kan være med til at give øllet mere krop og bidrage til mundoplevelsen, samtidig med at det kan give den nødvendige skumstabilitet. Polydextrose (E 1200) har desuden en lav kalorieværdi, og tilsætning af stoffet vil kun have begrænset indflydelse på øllets samlede kalorieindhold.

(6)

Polydextrose (E 1200) tilhører gruppen af tilsætningsstoffer, for hvilke der ikke er fastlagt et acceptabelt dagligt indtag (3). Dette betyder, at stoffet ikke udgør en sundhedsrisiko ved de niveauer, der er nødvendige for at opnå den ønskede teknologiske virkning. Det bør derfor være tilladt at anvende polydextrose (E 1200) i energireduceret øl og øl med lavt alkoholindhold.

(7)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Eftersom tilladelsen til at anvende polydextrose (E 1200) i energireduceret øl og øl med lavt alkoholindhold udgør en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(8)

I henhold til overgangsbestemmelserne i Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 af 11. november 2011 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår fastlæggelse af en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer (4) finder bilag II med EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og anvendelsesbetingelser anvendelse fra den 1. juni 2013. For at tillade anvendelse af polydextrose (E 1200) i øl inden den dato bør der fastsættes en tidligere dato for anvendelse af nævnte fødevaretilsætningsstof.

(9)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.

(3)  Beretning fra Kommissionen om indtagelse af tilsætningsstoffer i levnedsmidler i Den Europæiske Union (KOM(2001) 542 endelig).

(4)  EUT L 295 af 12.11.2011, s. 1.


BILAG

I bilag II, del E, til forordning (EF) nr. 1333/2008 indsættes følgende linje under fødevarekategori nr. 14.2.1, »Øl og maltbaserede drikkevarer«, efter linjen vedrørende E 1105:

 

»E 1200

Polydextrose

Quantum satis

 

Kun til energireduceret øl og øl med lavt alkoholindhold

Gælder:

Fra den 25. juni 2012«


Top