EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0238

Kommissionens forordning (EU) nr. 238/2010 af 22. marts 2010 om ændring af bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår mærkningsbestemmelserne for drikkevarer, der indeholder over 1,2 % vol. alkohol og visse fødevarefarvestoffer (EØS-relevant tekst)

EUT L 75 af 23.3.2010, p. 17–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/238/oj

23.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 75/17


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 238/2010

af 22. marts 2010

om ændring af bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår mærkningsbestemmelserne for drikkevarer, der indeholder over 1,2 % vol. alkohol og visse fødevarefarvestoffer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 24, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008 indeholder en liste over fødevarefarvestoffer, for hvilke mærkningen skal indeholde den supplerende oplysning, at de pågældende farvestoffer kan have en negativ indvirkning på børns aktivitet og koncentrationsevne.

(2)

Bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008 indeholder allerede en undtagelse fra denne bestemmelse for fødevarer, hvor farven er anvendt af sundhedshensyn eller til anden mærkning af kødprodukter eller til stempling eller farvedekoration af æggeskaller.

(3)

De farvestoffer, der er opført i bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008, kan anvendes i visse alkoholholdige drikkevarer såsom aromatiserede vine, aromatiserede vinbaserede drikkevarer og aromatiserede cocktails af vinprodukter, frugtvin, cider, pæremost og visse typer spiritus. I betragtning af at produkter med et alkoholindhold på over 1,2 % vol. ikke er bestemt til at blive indtaget af børn, er den supplerende mærkning, der er obligatorisk i henhold til bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008, derfor hverken nødvendig eller hensigtsmæssig for sådanne fødevarer.

(4)

Bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør således ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag V til forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages følgende ændringer:

Fodnoten »(*) Med undtagelse af fødevarer, hvor farven/farverne er anvendt af sundhedshensyn eller til anden mærkning af kødprodukter eller til stempling eller farvedekoration af æggeskaller.« erstattes af følgende:

»(*)

Med undtagelse af:

a)

fødevarer, hvor farven/farverne er anvendt af sundhedshensyn eller til anden mærkning af kødprodukter eller til stempling eller farvedekoration af æggeskaller, og

b)

drikkevarer med et alkoholindhold på over 1,2 % vol.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 20. juli 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. marts 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.


Top