EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62014CN0137
Case C-137/14: Action brought on 21 March 2014 — European Commission v Federal Republic of Germany
Sag C-137/14: Sag anlagt den 21. marts 2014 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
Sag C-137/14: Sag anlagt den 21. marts 2014 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
EUT C 159 af 26.5.2014, p. 16–17
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
26.5.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 159/16 |
Sag anlagt den 21. marts 2014 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-137/14)
2014/C 159/23
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes og G Wilms, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) (herefter VVM-direktivet) og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (2) (herefter IPPC-Direktivet), idet den
|
— |
principielt anser bestemmelserne i VVM-direktivet for ikke at tillægge subjektive rettigheder og dermed i vid udstrækning udelukker, at private kan gøre dem gældende for en domstol (§ 113, stk. 1, i Verwaltungsgerichtsordnung (lov om forvaltningsretssager)) |
|
— |
begrænser ophævelsen af afgørelser på grund af processuelle fejl til de tilfælde, hvor der fuldstændig mangler en nødvendig vurdering af indvirkningen på miljøet (miljøindvirkningsvurdering) eller hvor der mangler en nødvendig forudgående undersøgelse (§ 4, stk. 1, i Umwelt-Rechtsbehelfsgesetz, lov om retsmidler i miljøsager, herefter UmwRG), og til tilfælde, hvor sagsøgeren beviser, at den processuelle fejl var kausal for afgørelsens resultat (§ 46 i Verwaltungsverfahrensgesetz, lov om forvaltningsretssager, herefter VwVfG) og sagsøgerens retlige stilling er berørt |
|
— |
begrænser søgsmålsretten og omfanget af den retslige prøvelse til indsigelser, der allerede blev rejst inden for indsigelsesfristen i den forvaltningssag, der har ført til vedtagelsen af afgørelsen (§ 2, stk. 2, i UmwRG og § 73, stk. 6, i VwVfG) |
|
— |
i sager, der blev indledt efter den 25. juni 2005 og afsluttet før den 12. maj 2011, begrænser miljøforeningers søgsmålsret til retsforskrifter, der giver private rettigheder (UmwRG’s § 2, stk. 1, sammenholdt med § 5, stk. 1) |
|
— |
i sager, der blev indledt efter den 25. juni 2005 og afsluttet før den 12. maj 2011, begrænser omfanget af den retslige prøvelse af miljøforeningers retsmidler til retsforskrifter, der giver private rettigheder (den tidligere affattelse af UmwRG § 2, stk. 1, sammenholdt med UmwRG’s § 5, stk. 1). |
|
— |
generelt undtager forvaltningssager, der blev indledt før den 25. juni 2005, fra UmwRG’s anvendelsesområde (UmwRG’s § 5, stk. 1). |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Der gøres i det væsentlige følgende søgsmålsgrunde gældende:
Forbundsrepublikken Tyskland har både i tidsmæssig og i indholdsmæssig henseende tilsidesat forpligtelsen til at samarbejde loyalt. Således har den haft behov for mere end 18 måneder til at gennenføre det forsøg, der drager konsekvenserne af Domstolens dom af 12. maj 2011 i sag C-115/09 (3). Indholdsmæssigt set er de bestemmelser, som sagsøgte har vedtaget, utilstrækkelige og de er både i strid med den ovenfor anførte retspraksis og Domstolens dom i Altrip-sagen (4).
I forbindelse med privates retsbeskyttelse begrænser Forbundsrepublikken Tyskland ligesom før den retslige efterprøvelse til overholdelsen af retsforskrifter, der formidler subjektive rettigheder som omhandlet i den såkaldte »Schutznormtheorie«. Yderligere begrænsninger skulle vedrøre både retsbeskyttelsen af private og forbund. Således tillader UmwRG kun, at afgørelser om tilladelser ophæves, når der ikke er blevet foretaget en miljøindvirkningsvurdering, men ikke når disse er blevet gennemført mangelfuldt.
Derudover fastsætter Tyskland ved privates anfægtelser kun ophævelse af en procesretligt ulovlig afgørelse om miljøindvirkningsvurdering, hvis klageren konkret redegør for, at denne afgørelse ville have fået et andet udfald uden denne processuelle fejl, og den processuelle fejl vedrører en materiel retlig stilling, som klageren har krav på.
Indsigelser fra forbund i retslige procedurer er også prækluderet, såfremt de ikke allerede er blevet fremført under forvaltningssagen. Endelig opfylder den nye affattelse af UmwRG og den relevante tyske retspraksis på afgørende punkter ikke kravene i VVM-direktivet, således som Domstolen har fastlagt dem nærmere i dommen i sagerne »Trianel« og »Altrip«.
Derudover undtager UmwRG sager, der blev indledt før direktivet trådte i kraft, fra sit tidsmæssige anvendelsesområde.
Disse betydelige indskrænkninger er samlet set i strid med VVM-direktivets formål om at yde en vid retsbeskyttelse i overensstemmelse med Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 og 3.
(3) Dom BUND, C-115/09, EU:C:2011:289.
(4) Dom Altrip, C-72/12, EU:C:2013:712.