—

Lahti Energia Oy ved asianajaja T. Rinne samt ved direktør M. Kivelä og ingeniør H. Takala

—

Hämeen ympäristökeskus ved P. Mäkinen og E. Mecklin, som befuldmægtigede

—

Salpausselän luonnonystävät ry ved asianajaja M. Vikberg og S. Niemelä

—

den finske regering ved J. Heliskoski, som befuldmægtiget

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Fiengo

—

den nederlandske regering ved C. Wissels og M. de Grave, som befuldmægtigede

—

den østrigske regering ved E. Riedl, som befuldmægtiget

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved I. Koskinen og J.-B. Laignelot, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (EFT L 332, s. 91).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Lahti Energia Oy (herefter »Lahti Energia«), der er en virksomhed, der ejes af byen Lahti, og Itä-Suomen ympäristölupavirasto (miljøstyrelsen for det østlige Finland, herefter »ympäristölupavirasto«) vedrørende anvendelsen af kravene i direktiv 2000/76 på et kompleks bestående af et gasanlæg og et kraftværk.

3

Femte og syvogtyvende betragtning til direktiv 2000/76 har følgende ordlyd:

[…]

4

Direktivets artikel 3 bestemmer følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

5

Artikel 7 i direktiv 2000/76 med overskriften »Grænseværdier for emissioner til luften« bestemmer:

»1.   Forbrændingsanlæg udformes, udstyres, opføres og drives således, at grænseværdierne i bilag V for emissioner i røggassen ikke overskrides.

2.   Kombinerede forbrændingsanlæg udformes, udstyres, opføres og drives således, at grænseværdierne i overensstemmelse med eller fastsat i bilag II for emissioner i røggassen ikke overskrides.

[…]«

6

I artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af 5. april 2006 om affald (EFT L 114, s. 9), hvorved der af hensyn til en klar og rationel lovgivning foretages en kodificering af direktiv 75/442, defineres »affald« som »ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med«.

7

Lahti Energia indgav en ansøgning til ympäristölupavirasto om miljøgodkendelse af virksomhedens gasanlæg og kraftværk. Denne godkendelse vedrører et kompleks bestående af to adskilte anlæg, der er opført på samme område, og som omfatter et anlæg, der fremstiller gas af affald, samt et kraftværk, i hvis dampkedel den i gasanlægget fremstillede og rensede gas forbrændes.

8

Ympäristölupavirasto udstedte en midlertidig miljøgodkendelse til Lahti Energia med angivelse af de vilkår, på hvilke godkendelsen blev givet. Myndigheden var således af den opfattelse, at gasanlægget og kraftværket, hvori denne gas forbrændes, tilsammen udgør et kombineret forbrændingsanlæg som omhandlet i direktiv 2000/76.

9

Lahti Energia indbragte denne afgørelse for Vaasan hallinto-oikeus (forvaltningsretten for Vaasaregionen) med påstand om, at det blev fastslået, at forbrænding i en hovedkedel af gas, der er renset og behandlet i et særskilt gasomdannelsesanlæg, ikke kan betragtes som kombineret affaldsforbrænding i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2000/76.

10

Vaasan hallinto-oikeus gav ikke Lahti Energia medhold i sagen. Retten udtalte bl.a., at gennemførelsen af målet med direktiv 2000/76 kunne komme i fare, hvis direktivets anvendelsesområde blev fortolket så snævert, at kravene i direktivet ikke skulle gælde for forbrænding af nyttiggjort affald. Retten var imidlertid af den opfattelse, at gasanlægget som en særskilt funktionsenhed ikke kan betragtes som et forbrændingsanlæg som omhandlet i direktiv 2000/76, da gasfremstillingen udspringer af en termisk behandling, og da et anlæg — for at det kan anses for at være et forbrændingsanlæg — skal råde over en forbrændingslinje.

11

Vaasan hallinto-oikeus fastslog imidlertid, at gasanlægget og kraftværket tilsammen udgør et kombineret forbrændingsanlæg som omhandlet i direktiv 2000/76.

12

Lahtia Energia appellerede derefter afgørelsen til Korkein hallinto-oikeus, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrebet »affald« i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2000/76 ligeledes omfatter stoffer i luftform.

14

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen må dette opfattes som vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den gas, der frembringes ved forbrænding af forskellige former for fast affald i et gasanlæg, kan anses for at være »affald« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2000/76, således at dette stof i luftform, der efterfølgende anvendes som brændsel i et kraftværk sammen med andre typer brændsel, i givet fald kan analyseres som værende enten et stof, som »[…] derefter forbrændes« som omhandlet i direktivets artikel 3, nr. 4, første afsnit, sidste punktum, eller affald, der benyttes som »tilskudsbrændsel«, eller som »behandles termisk med henblik på [dets] bortskaffelse« som omhandlet i direktivets artikel 3, nr. 5, første afsnit.

15

Som Lahti Energia, den finske regering, den italienske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har fremhævet, må det i denne forbindelse konstateres, at begrebet »affald« i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2000/76 i direktivets sammenhæng klart defineres som enhver form for »fast« eller »flydende« affald som defineret i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442.

16

En ordlydsfortolkning af denne bestemmelse er tilstrækkelig til at konkludere, at kun affald i fast eller flydende form er omfattet af direktiv 2000/76, hvorfor det er ufornødent i øvrigt at undersøge, om begrebet »affald« i direktiv 75/442 omfatter affald i luftform.

17

Det første spørgsmål skal således besvares med, at begrebet »affald« i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2000/76 ikke omfatter stoffer i luftform.

18

Med det andet spørgsmål har den forelæggende ret spurgt Domstolen, om tilstedeværelsen af en forbrændingslinje er en nødvendig betingelse for, at en enhed — såsom et anlæg, der fremstiller gas af affald — kan kvalificeres som et »forbrændingsanlæg« som omhandlet i artikel 3, nr. 4, i direktiv 2000/76.

19

I henhold til artikel 3, nr. 4, første afsnit, i direktiv 2000/76 sigter begrebet forbrændingsanlæg til en stationær eller mobil teknisk enhed, der udelukkende anvendes til varmebehandling af affald, hvilket omfatter forbrænding ved oxidering samt andre varmebehandlingsprocesser, såsom bl.a. pyrolyse og forgasning.

20

Herved bemærkes, således som det utvetydigt fremgår af en sammenligning af de forskellige sprogversioner af artikel 3, nr. 4, i direktiv 2000/76, og således som Lahti Energia, Hämeen ympäristökeskus, den finske regering og Kommissionen har anført, at en enhed, hvori affald varmebehandles, kun vil blive kvalificeret som »forbrændingsanlæg«, hvis de stoffer, der frembringes under anvendelse af denne varmebehandlingsmetode, efterfølgende forbrændes.

21

Som den nederlandske regering med rette har anført, kan listen over tekniske elementer i artikel 3, nr. 4, andet afsnit, i direktiv 2000/76 hverken anses for en udtømmende opregning af de elementer, der kan udgøre et forbrændingsanlæg, eller for en opregning af de elementer, der nødvendigvis skal indgå i et sådant anlæg. Tilstedeværelsen af en forbrændingslinje er derfor ikke et nødvendigt kriterium for, at en enhed kan kvalificeres som et »forbrændingsanlæg«.

22

Under disse omstændigheder skal det andet spørgsmål besvares med, at begrebet »forbrændingsanlæg« i artikel 3, nr. 4, i direktiv 2000/76 vedrører enhver stationær eller mobil teknisk enhed samt udstyr, der anvendes til varmebehandling af affald, såfremt de stoffer, der opstår ved anvendelsen af varmebehandlingsmetoden, efterfølgende forbrændes, og tilstedeværelsen af en forbrændingslinje er i denne forbindelse ikke et nødvendigt kriterium for en sådan kvalifikation.

23

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorledes et energiforsyningskompleks, der består af et gasanlæg beliggende tæt ved et kraftværk, hvortil gasanlægget leverer en renset gas, der er opnået ved forgasning af affald, og som anvendes i dette kraftværk som brændsel sammen med fossilt brændsel, skal behandles i relation til artikel 3 i direktiv 2000/76. Retten er med hensyn til kvalifikationen af dette kompleks navnlig i tvivl om relevansen af dels den omstændighed, at kraftværkets anvendelse af den rensede gas gør det muligt at opnå lavere emissioner set i forhold til fossilt brændsel, og dels den omstændighed, at de to enheder, der udgør dette kompleks, i et vist omfang fremstår som en funktionel enhed forstået således, at gasanlægget er bestemt til delvis at dække kraftværkets behov for brændsel, men den gas, der fremstilles i dette anlæg, også kan være tiltænkt at indgå i handelen uden for det omhandlede område.

24

Indledningsvis fremhæves, at når et kombineret anlæg (et kraftvarmeværk) består af flere kedler, skal hver kedel samt det dertil hørende udstyr anses for at udgøre et særskilt anlæg ved anvendelsen af direktiv 2000/76 (dom af 11.9.2008, sag C-251/07, Gävle Kraftvärme, Sml. I, s. 7047, præmis 33).

25

Når der er tale om to enheder som de i hovedsagen omhandlede, skal der på samme måde principielt foretages en særskilt bedømmelse af gasanlægget og kraftværket ved anvendelsen af direktiv 2000/76.

26

I henhold til artikel 3, nr. 5, første afsnit, i direktiv 2000/76 skal et anlæg, hvis hovedformål er at producere energi eller fremstille materielle produkter, og som enten benytter affald som normalt brændsel eller tilskudsbrændsel, eller hvor affald behandles termisk med henblik på bortskaffelse, betragtes som et kombineret forbrændingsanlæg (jf. Gävle Kraftvärme-dommen, præmis 35).

27

I artikel 3, nr. 5, andet afsnit, præciseres, at hvis medforbrændingen finder sted på en sådan måde, at anlæggets hovedformål ikke er at producere energi eller fremstille materielle produkter, men snarere termisk behandling af affald, skal anlægget kvalificeres som et »forbrændingsanlæg« som defineret i samme artikels nr. 4 (Gävle Kraftvärme-dommen, præmis 36).

28

Det fremgår således klart af disse bestemmelsers ordlyd, at et kombineret forbrændingsanlæg udgør en særlig form for forbrændingsanlæg, og at det er på grundlag af et anlægs hovedformål, at det skal afgøres, om det udgør et forbrændingsanlæg eller et kombineret forbrændingsanlæg (Gävle Kraftvärme-dommen, præmis 37).

29

Med forbehold for faktuelle konstateringer, som det udelukkende tilkommer den forelæggende ret at foretage, forekommer hovedsagen at vedrøre et gasanlæg, der varmebehandler affald, men uden at de derved frembragte stoffer forbrændes i dette anlæg. De stoffer, der frembringes ved denne varmebehandling, i det foreliggende tilfælde rågas, filtreres nemlig ved hjælp af en anordning, der gør det muligt at opnå rågas, der er renset for uønskede molekyler af fast karakter, og som af denne årsag er velegnet som brændsel.

30

Da de stoffer, der frembringes ved varmebehandlingen af affaldet, således ikke forbrændes i gasanlægget, gør et sådant anlægs funktion og kendetegn det ikke i sig selv muligt at kvalificere det som et forbrændingsanlæg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, nr. 4, i direktiv 2000/76.

31

Hovedformålet med gasanlægget forekommer imidlertid at være fremstilling af brændsel, i det foreliggende tilfælde rågas, og affald behandles tilsyneladende termisk i dette anlæg med henblik på dets bortskaffelse.

32

Herved bemærkes, at selv om det som nævnt ovenfor i præmis 28 er korrekt, at et kombineret forbrændingsanlæg udgør en særlig form for forbrændingsanlæg, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse to typer anlæg er defineret hver for sig. Selv om det i begge tilfælde kræves, at affald undergives en varmebehandling, kræves det for så vidt angår kombinerede forbrændingsanlæg efter ordlyden af artikel 3, nr. 5, i direktiv 2000/76 ikke, at de stoffer, der derved frembringes, efterfølgende forbrændes, hvilket generaladvokaten ligeledes har fremhævet i punkt 71 i forslaget til afgørelse.

33

Heraf følger i overensstemmelse med det ovenfor i præmis 26 anførte, at et gasanlæg som det i hovedsagen omhandlede opfylder de nødvendige betingelser for at kunne kvalificeres som et kombineret forbrændingsanlæg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, nr. 5, i direktiv 2000/76.

34

Den østrigske regering har med hensyn til rågas, der frembringes ved termisk behandling af affald, anført, at det må lægges til grund, at den rågas, der således fremstilles i gasanlægget, svarer til et stof, der frembringes ved termisk behandling af affald i det pågældende anlæg, og at det, i det omfang gassen efterfølgende forbrændes i kraftværket, er muligt at anse gasanlægget for et forbrændingsanlæg som omhandlet i artikel 3, nr. 4, i direktiv 2000/76.

35

Hertil bemærkes for det første, at gassen ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, bl.a. på grund af den filtrering, der finder sted i renseanordningen, har tilsvarende egenskaber som fossilt brændsel og således har karakter af gas, der er egnet til at blive benyttet som brændsel til energiproduktion såvel i det kraftværk, hvortil den er beregnet, som i andre kraftværker.

36

Under disse omstændigheder kan der ikke være tale om et stof, der frembringes ved varmebehandling af affald i gasanlægget, og som forbrændes i kraftværket med henblik på at fuldføre en proces, der blot har til formål at bortskaffe affald. Som den finske og den italienske regering har anført, fremstilles der nemlig, når processen fuldføres i gasanlægget, et produkt af affaldet, der har samme egenskaber som et brændstof.

37

Når affald behandles termisk med henblik på bortskaffelse i et anlæg, hvis hovedformål er at fremstille materielle produkter, i det foreliggende tilfælde gasprodukter, skal et sådant anlæg for det andet betragtes som et kombineret forbrændingsanlæg i henhold til opbygningen af artikel 3, nr. 4 og 5, i direktiv 2000/76, hvilken bestemmelse lader spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende enhed skal kvalificeres som et forbrændingsanlæg eller et kombineret forbrændingsanlæg, afhænge af enhedens hovedformål (jf. i denne retning Gävle Kraftvärme-dommen, præmis 40).

38

Hvad angår aktiviteterne i det i hovedsagen omhandlede kraftværk forekommer dets formål at være produktion af energi ved forbrænding af råstoffer, såsom kul og — delvis — renset gas som produceret i gasanlægget. Det må derfor fastslås, at et sådant kraftværk ikke har som hovedformål at forbrænde stoffer, der frembringes ved termisk behandling af affald i gasanlægget.

39

Det kan desuden ikke antages, at forbrændingen af den pågældende rågas i kraftværket sammen med fossilt brændsel udgør en termisk behandling af »affald« som omhandlet i direktiv 2000/76, hvilket ville gøre det muligt at kvalificere det pågældende kraftværk som et forbrændingsanlæg.

40

Som fastslået i præmis 17 i denne dom vedrører begrebet »affald« i direktivet nemlig på ingen måde stoffer i luftform. Det er derfor udelukket, at forbrændingen i kraftværket af den rågas, der er produceret i gasværket, kan udgøre varmebehandling af affald.

41

Heraf følger, at det under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder må fastslås, at mens gasanlægget forfølger det formål at frembringe produkter i luftform ved hjælp af varmebehandling af affald, hvilket er tilstrækkeligt til, at anlægget kvalificeres som et kombineret forbrændingsanlæg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, nr. 5, i direktiv 2000/76, er det kraftværk, der udnytter den rågas, der er frembragt ved kombineret forbrænding af affald i det pågældende gasanlæg, hvilken rågas i vidt omfang erstatter det fossile brændsel, der ellers anvendes i energiproduktionen, ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde.

42

Herved bemærkes, at der ved kvalifikationen af en enhed som forbrændingsanlæg eller som kombineret forbrændingsanlæg ikke skal tages hensyn til, hvilken kvalifikation der vil gøre det muligt at nå det emissionsniveau, der er mest gunstigt for miljøet. Denne problematik henhører nemlig under fællesskabslovgivers kompetence, som har fastsat de nødvendige betingelser for den retlige kvalifikation af anlæggene og det tilladte emissionsniveau såvel for forbrændingsanlæg og kombinerede forbrændingsanlæg som for store fyringsanlæg. Følgelig er kun de krav, der er fastsat i artikel 3, nr. 4 og 5, i direktiv 2000/76, relevante for den nationale ret, der har fået forelagt et sådant spørgsmål.

43

Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder besvares således:

44

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, fra hvilket tidspunkt man i kemisk henseende må anse affald for at udgøre »produkter«.

45

Retten har formuleret dette spørgsmål under den forudsætning, at de i hovedsagen omhandlede stoffer i luftform, der er frembragt ved varmebehandling af affald i et gasanlæg, selv har karakter af »affald« som omhandlet i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2000/76.

46

Hertil bemærkes imidlertid, at det i besvarelse af det første spørgsmål er fastslået, at begrebet »affald« i denne bestemmelse ikke omfatter stoffer, der optræder i luftform.

47

Under disse omstændigheder er det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: