5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/68

1.1

I mere end to årtier har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anmodet om kollektive retsmidler på fællesskabsniveau, som i tilfælde af en krænkelse af kollektive rettigheder giver mulighed for en effektiv retsbeskyttelse. Kollektive retsmidler bør omfatte alle områder, hvor borgerne beskyttes af EU-retten og samtidig tage højde for de forskellige retstraditioner i medlemsstaterne.

1.2

EØSU bifalder, at Kommissionen endelig har taget initiativ til at opfordre alle medlemsstater til at indføre kollektive retsmidler baseret på en række fælles EU-principper. Dette initiativ har ladet vente på sig. Både EU's borgere og virksomheder, der drives i overensstemmelse med god forretningsskik og gældende lovgivning, har interesse i kollektive retsmidler. De beskytter virksomhederne mod illoyal konkurrence og styrker forbrugernes tillid til erhvervslivet.

1.3

EØSU beklager, at Kommissionen ikke har fremsat et forslag til direktiv. En meddelelse og en henstilling egner sig ikke til at sikre den nødvendige ensartede gennemførelse i medlemsstaterne. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et direktivforslag. Et kollektivt søgsmål er den eneste procedure, der kan sikre en omfattende og effektiv retsbeskyttelse i Den Europæiske Union.

1.4

EØSU anerkender Kommissionens indsats for at udforme en afbalanceret strategi, der skal sikre parternes grundlæggende processuelle rettigheder og forhindre misbrug. EØSU bifalder også, at Kommissionen vil indføre både kollektive søgsmål med påstand om forbud og erstatningssøgsmål. Det bør undersøges, om det er muligt at udvide antallet af søgsmålstyper.

1.5

Udvalget bifalder, at Kommissionen afviser »class action« efter amerikansk forbillede. Et kollektivt søgsmål ifølge europæisk lovgivning må netop ikke udmønte sig i en »class action« af amerikansk karakter. Kommissionens planlagte sikrende foranstaltninger i den henseende er forholdsmæssige og passende. Advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, og som dermed skaber et incitament til retssager, og erstatning, der har karakter af straf, afvises med rette. Set i lyset af spørgsmålet om adgang til domstolene må reglerne for godkendelse af sagsøgere og betaling af sagsomkostninger revideres.

1.6

EØSU er enig med Kommissionen i, at enkeltpersoner bør have ret til at tilslutte sig et kollektivt søgsmål via en opt-in-procedure. EØSU kan imidlertid også forestille sig situationer, hvor en opt-out-procedure indebærer fordele. Navnlig når der er tale om mange skadelidte med meget små skader kan det være hensigtsmæssigt at udvide retssagen, så den omfatter alle potentielle skadelidte. Det står ikke klart, om Kommissionen anser en opt-out-procedure for lovlig i disse tilfælde. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere sit forslag. EØSU anbefaler derudover, at der oprettes et centralt elektronisk sagsregister på europæisk niveau, hvor potentielle sagsøgere kan søge oplysninger.

1.7

EØSU har altid fremhævet potentialet i udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer. EØSU bifalder derfor Kommissionens strategi, hvor disse procedurer tilbydes som et supplerende instrument, som parterne kan vælge på frivillig basis, og hvor dommeren får til opgave at fremme en udenretslig tvistbilæggelse.

1.8

EØSU anbefaler, at der indføres særskilte lovkonfliktregler for de kollektive søgsmål. Reglerne for finansiering af de kollektive retsmidler må præciseres. Den finansielle risiko for nonprofitorganisationer skal være overskuelig. På dette område findes der lovgivning i medlemsstaterne.

2.1

I meddelelsen sammenfatter Kommissionen resultaterne af høringen »På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler«, der blev gennemført i 2011 (1). Derudover afspejler meddelelsen Kommissionens holdning til centrale spørgsmål vedrørende kollektive retsmidler. I den parallelt hermed offentliggjorte henstilling (2) opfordrer Kommissionen alle medlemsstater i EU til at indføre kollektive retsmidler baseret på fælles EU-principper. Medlemsstaterne bør gennemføre principperne i de nationale ordninger inden for to år. Efter fire år vurderer Kommissionen, om der bør foreslås yderligere lovgivningsforanstaltninger.

2.2

Nationale søgsmålsordninger bør være tilgængelige på områder, hvor EU-retten garanterer borgere og virksomheder rettigheder. Kommissionen ønsker at forbedre adgangen til domstolsprøvelse, men samtidig forhindre misbrug af sagsanlæg ved hjælp af hensigtsmæssige foranstaltninger.

3.1

På trods af kontroversielle diskussioner under beslutningsprocessen har EØSU i mere end 20 år været fortaler for kollektive retsmidler på fællesskabsniveau, som er det eneste instrument, der kan sikre en effektiv retsbeskyttelse i tilfælde af en krænkelse af kollektive rettigheder (3). En effektiv adgang til domstolsprøvelse er forankret som en grundlæggende rettighed og borgerrettighed i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Kollektive søgsmål er nødvendige for EU's borgere, men også for små og mellemstore virksomheder, når der er tale om spredte tab, hvor omkostningsrisikoen måske ikke står i forhold til det lidte tab. De vedrører en lang række områder: f.eks. forbrugerbeskyttelse, konkurrence, miljøbeskyttelse og databeskyttelse. Kun på den måde kan rettighederne ifølge artikel 47, stk. 1, i EU's charter om grundlæggende rettigheder håndhæves.

3.2

På den baggrund bifalder EØSU Kommissionens aktuelle initiativ, selvom udvalget havde foretrukket en betydelig hurtigere, tidligere, og med hensyn til valget af juridiske instrumenter, mere målrettet indsats. Spørgsmålet om en kollektiv søgsmålsordning er blevet diskuteret på europæisk niveau siden 1985, og det var derfor på høje tid at træffe afgørelser (4).

3.3

EØSU konstaterer med beklagelse, at Kommissionen udelukkende har valgt direktivet som instrument inden for konkurrenceretten (5). EØSU har gentagne gange fremhævet, at en henstilling ikke egner sig til at sikre den nødvendige, effektive og ensartede gennemførelse i medlemsstaterne (6). Set i lyset af at procedurerne i medlemsstaterne er meget forskellige, er det kun et direktiv, der ville kunne sikre en vis grad af harmonisering og samtidig give medlemsstaterne tilstrækkeligt spillerum til, at de kan tage hensyn til særlige forhold i deres nationale retssystemer. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte et direktivforslag.

3.4

Det er positivt, at Kommissionen har valgt en horisontal strategi. EØSU har allerede tidligere konstateret, at politikområder som forbrugerbeskyttelse, det indre marked og konkurrencepolitik er nært forbundne (7). Initiativerne til fremme af en lettere adgang til retsmidler skal i høj grad koordineres for at undgå unødvendig overlapning. Derfor bifalder EØSU, at Kommissionen betragter henstillingen og direktivforslaget inden for konkurrenceretten som en samlet pakke (8).

3.5

EØSU anerkender Kommissionens afbalancerede strategi, der, under hensyntagen til forskellige retstraditioner, skal sikre parternes grundlæggende processuelle rettigheder og samtidig forhindre misbrug af sagsanlæg.

3.6

EØSU har altid efterlyst en effektiv beskyttelse mod misbrug. Derfor bifalder udvalget udtrykkeligt, at Kommissionen afviser »class action« efter amerikansk forbillede. EØSU har altid fremhævet, at et kollektivt søgsmål ifølge europæisk lovgivning ikke må udgøre en »class action« af amerikansk karakter (9). Udvalget har derfor også altid været fortaler for, at advokatsalærer, der afhænger af sagens udfald, og ordninger, der medfører økonomiske interesser for tredjemand, bør undgås (10). Disse krav indgår i henstillingerne.

3.7

Kommissionen gør desuden med rette opmærksom på, at kollektive erstatningssøgsmål bør sikre erstatning for en skade, som påviseligt skyldes en overtrædelse af EU-retten. Straf og afskrækkelse bør være en offentlig håndhævelsesopgave.

3.8

EØSU beklager imidlertid, at Kommissionen ikke har fremsat særskilte forslag vedrørende jurisdiktion og lovvalgsregler. På den måde kan det ske, at en domstol bliver nødt til at anvende forskellige erstatningslove i forbindelse med grænseoverskridende retssager. Heller ikke flerhed af kompetencer og dermed risikoen for »forum shopping« kan udelukkes.

4.1.1

EØSU bifalder, at forslagene omfatter både søgsmål med påstand om forbud og erstatningssøgsmål i situationer med mange skadelidte. Det er i den forbindelse også positivt, at Kommissionens overvejelser omfatter såvel små som store erstatningsbeløb.

4.1.2

Uafhængigt heraf kunne det set ud fra en forbrugerbeskyttelsessynsvinkel være på sin plads at stille spørgsmålstegn ved begrænsningen til søgsmål med påstand om forbud og erstatningssøgsmål. Det kunne muligvis være hensigtsmæssigt at indføre yderligere kollektive retsbeskyttelseselementer i sager, hvor to eller flere personer er berørt af samme overtrædelse af EU-retten. Dette kunne f.eks. overvejes i forbindelse med anerkendelsessøgsmål, klager over fejl eller garantirettigheder. Kommissionen bør tage højde for disse aspekter.

4.2.1

EØSU har allerede i tidligere udtalelser fremhævet dommernes vigtige rolle i procedurer for kollektive retsmidler (11). Det glæder udvalget, at Kommissionen har taget hensyn til disse krav. Det er en vigtig beskyttelse mod misbrug af kollektive erstatningssøgsmål, at dommeren på et tidligt tidspunkt vurderer, om et søgsmål er åbenbart grundløst.

4.2.2

For så vidt som myndighederne har beføjelse til at fastslå, om der er tale om en overtrædelse af EU-retten, bør det ikke først være muligt at anlægge et privat søgsmål, efter at denne procedure er afsluttet. Et langt sagsforløb kan resultere i en tilsidesættelse af retsbeskyttelsen. Her kan dommerens rolle styrkes, f.eks. ved at der gives mulighed for at udsætte en sag midlertidigt.

4.3

Søgsmålskompetence. For at undgå misbrug af sagsanlæg bør der opstilles entydige og klare kriterier for repræsentative organisationers søgsmålskompetence. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen stiller minimumskrav til de organisationer, der skal repræsentere skadelidte. Det er korrekt at stille krav om, at disse organisationer skal være almennyttige, og der ikke må findes interessekonflikter. Det er overdrevent og uacceptabelt, at minimumskravene også skal omfatte tilstrækkelige finansielle og personalemæssige ressourcer samt juridisk ekspertise. Spørgsmålet er, hvilken målestok, der reelt skal lægges til grund for afgørelser om ovenstående i de enkelte tilfælde. Her er der behov for tilbundsgående overvejelser. Nyere lovgivningsprocedurer i medlemsstaterne kan give impulser i den henseende.

4.4

Effektiv skadeserstatning. Det har afgørende betydning, at skadelidte får fuld erstatning for den reelle værdi af det lidte tab (12). Kommissionens henstillinger tager hensyn til dette princip. I den forbindelse bifaldes det også, at advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, og som fratrækkes sagsøgerens erstatning, ikke tillades (13).

4.5.1

EØSU har i sin udtalelse af 14. februar 2008 udførligt beskrevet fordele og ulemper ved kollektive søgsmål af henholdsvis opt-in og opt-out-typen (14). Udvalget har i denne og efterfølgende udtalelser udtalt sig til fordel for et blandet system, der kombinerer fordelene fra begge modeller (15).

4.5.2

Enkeltpersoner bør have ret til at tilslutte sig et kollektivt søgsmål via en opt-in-procedure, i stedet for at man automatisk går ud fra, at de optræder som sagsøgere, medmindre de har meddelt andet (opt-out) (16). EØSU kan imidlertid også forestille sig situationer, hvor en opt-out-procedure indebærer fordele. Navnlig når der er tale om mange skadelidte med meget små skader kan det være hensigtsmæssigt at udvide sagen, så den omfatter alle potentielle skadelidte (17).

4.5.3

Sagsøger bør herefter være en kvalificeret repræsentativ organisation i tråd med Kommissionens henstilling.

4.5.4

Det står ikke klart, om Kommissionen anser en opt-out-procedure for lovlig i disse tilfælde. Tværtimod begrænser Kommissionen sig til en generel henvisning om, at opt-in-princippet (kun) kan fraviges med udgangspunkt i hensynet til god retspleje. Kommissionen uddyber desværre ikke, hvornår der er tale om sådanne grunde. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere sit forslag (18).

4.6

Information om kollektive retsmidler. EØSU beklager, at henstillingen ikke indeholder planer om et elektronisk sagsregister på europæisk niveau til formidling af meddelelser til og opsporing af formodede sagsøgere. Et sådant register, der kan gennemses af skadelidte i hele EU, vil kunne realiseres effektivt og med rimelige omkostninger (19) og hjælpe EU-borgere og virksomheder med at varetage deres rettigheder.

4.7

Alternativ kollektiv tvistbilæggelse. Udenretslige kollektive tvistbilæggelsesmekanismer kan udgøre et nyttigt supplement til bilæggelse af tvister (20). EØSU har altid fremhævet potentialet i tilsvarende procedurer (21). EØSU bifalder derfor den valgte strategi, hvor disse procedurer tilbydes som et supplerende instrument, som parterne kan vælge på frivillig basis. I øvrigt er det absolut nødvendigt at sikre, at forældelsesfrister eller præklusive frister ikke kan udløbe under udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer. Som ved efterfølgende kollektive søgsmål bør dette præciseres af Kommissionen.

4.8

Efterfølgende kollektive søgsmål. På områder med offentlig håndhævelse, som f.eks. inden for konkurrenceretten, skal det sikres, at myndighederne varetager en effektiv håndhævelse, samtidig med at ofrene for overtrædelser af EU-retten lettere skal kunne gøre deres erstatningskrav gældende (22). Kommissionens forslag vedrørende dette punkt er velafbalanceret, idet forældelses- eller præklusive frister ikke skal kunne udløbe på bekostning af ofrene før afslutningen af myndighedernes procedure.

4.9.1

Det skal være muligt at anlægge begrundede erstatningssøgsmål, uden at høje sagsomkostninger begrænser denne mulighed. EØSU bifalder derfor Kommissionens krav til medlemsstaterne om, at kollektive søgsmålsordninger ikke må være uforholdsmæssigt dyre.

4.9.2

Kommissionen bør imidlertid præcisere sin holdning til dette spørgsmål mere udførligt. For nonprofitorienterede repræsentative organisationer kan sags- og advokatomkostninger udgøre en uovervindelig forhindring. Dette gælder særligt, hvis de i tilfælde af en tabt sag risikerer at stå tilbage med eksistenstruende udgifter til syn og skøn. For sådanne nonprofitorganisationer bør det derfor — i tråd med de arbejdsmarkedsrelaterede og socialretlige bestemmelser i visse medlemsstater — overvejes at indføre en begrænsning af sagsomkostningerne. I tilfælde af berigelse er der god grund til at undersøge mulighederne for at indføre et system, hvor overskud går til nonprofitorganisationer.

4.9.3

EØSU støtter ligeledes beslutningen om at tillade tredjepartsfinansiering under bestemte forudsætninger. De af Kommissionen nævnte betingelser, som f.eks. gennemsigtighed med hensyn til hvor midlerne kommer fra, er passende og forholdsmæssige set i lyset af ønsket om at undgå misbrug af sagsanlæg.