EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021TN0724

Sag T-724/21: Sag anlagt den 11. november 2021 — IL m.fl. mod Parlamentet

EUT C 148 af 4.4.2022, p. 29–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
EUT C 148 af 4.4.2022, p. 22–22 (GA)

4.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/29


Sag anlagt den 11. november 2021 — IL m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-724/21)

(2022/C 148/40)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: IL og 81 andre sagsøgere (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der vedrører søgsmålet om udsættelsen af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på et gyldigt retsgrundlag, der giver ret til behandling af sagsøgernes helbredsoplysninger. Sagsøgerne har bestridt, at tjenestemandsvedtægtens artikel 1e, stk. 2, og artikel 10, stk. 1, artikel 80, stk. 4 og artikel 126, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union udgør et gyldigt retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse og dermed for at pålægge dem den anfægtede foranstaltning. De har endvidere gjort gældende, at en afgørelse fra præsidiet, såsom den anfægtede afgørelse, ikke kan danne grundlag for foranstaltninger, der indebærer behandling af meget følsomme oplysninger, for så vidt som de væsentlige elementer i en sådan behandling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) skal være fastsat i en »lov«, hvilket Parlamentets Præsidiums afgørelse ikke er.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de generelle principper om behandling af personoplysninger. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om tilsidesættelse af princippet om formålsbegrænsning i forbindelse med behandling af oplysninger og af legalitetsprincippet. For at de personoplysninger, som fremgår af sagsøgernes digitale EU-covidcertifikater, kan anvendes til at give dem adgang til Parlamentets bygninger, skal de nemlig i henhold til lovgivningen have været indsamlet til dette formål. I mangel af et retsgrundlag, der udtrykkeligt tillader behandlingen af medicinske oplysninger vedrørende vaccination, tests eller restitution med henblik på at betinge adgangen til arbejdspladsen og til parlamentariske forsamlinger, tilkommer det under ingen omstændigheder Parlamentets Præsidium at tillade en sådan behandling af personoplysninger, og så meget desto mindre gennem en norm, der ikke er en lov i dette begrebs formelle betydning.

Andet led om tilsidesættelse af loyalitetsprincippet, af princippet om gennemsigtighed og af princippet om minimering, eftersom sagsøgerne på tidspunktet for indsamlingen af deres personoplysninger ikke blev oplyst om, at disse oplysninger ville blive brugt med henblik på at give eller nægte dem adgang til deres arbejdsplads.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse uberettiget tilsidesætter retten til privatlivets fred, retten til personoplysninger, retten til fysisk integritet, retten til frihed og sikkerhed, retten til ligestilling og retten til ikkeforskelsbehandling. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til fysisk integritet, deres ret til frihed og sikkerhed, deres ret til ligestilling, deres ret til ikkeforskelsbehandling, deres ret til privatlivets fred og deres ret til personoplysninger.

Andet led om, at det indgreb, som den anfægtede afgørelse gør i de i første led omhandlede rettigheder og principper, er i strid med proportionalitetsprincippet i chartrets artikel 52, stk. 1, idet den anfægtede foranstaltning ikke er nødvendig, passende og forholdsmæssig til at nå de forfulgte mål.


Top