EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011IP0122

Kvinders rolle i landbrug og landdistrikter Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2011 om kvinders rolle inden for landbruget og i landdistrikterne (2010/2054(INI))

EUT C 296E af 2.10.2012, p. 13–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/13


Tirsdag den 5. april 2011
Kvinders rolle i landbrug og landdistrikter

P7_TA(2011)0122

Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2011 om kvinders rolle inden for landbruget og i landdistrikterne (2010/2054(INI))

2012/C 296 E/02

Europa-Parlamentet,

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2 og 3, og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 8, 153 og 157,

der henviser til Rådets afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programmeringsperioden 2007-2013) (1),

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (2),

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2008 om kvindernes rolle i EU's landdistrikter (3),

der henviser til konklusionerne fra seminaret om kvindernes rolle i en bæredygtig udvikling i landdistrikterne, som afholdtes den 27.-29. april 2010 i Cáceres efter indbydelse fra det spanske rådsformandskab (4),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af Rådets direktiv 86/613/EØF (5),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0016/2011),

Diversificerede landdistrikter

A.

der henviser til, at en bæredygtig udvikling af landdistrikterne og sikring af de økonomiske enheders langsigtede og bæredygtige overlevelse skal prioriteres i Europa, og at det særlige potentiale i de mindre tætbefolkede landdistrikter skal udnyttes og udbygges på en måde, som bevarer værdien af disse distrikter og sikrer, at de fortsætter med at være beboede,

B.

der henviser til, at regioner, der - inden for deres respektive områder - er økonomisk og kulturelt autonome og har fungerende regionale distributionsnetværk, er i stand til at reagere på globale forandringer på en mere stabil måde,

C.

der henviser til, at en konkurrencedygtig diversificeret landbrugssektor er en væsentlig forudsætning for bæredygtige udviklingsstrategier og for mere vidtgående iværksætteraktiviteter i mange regioner, og at dette potentiale som del af en øget diversificering af de økonomiske aktiviteter endnu ikke er fuldt udnyttet overalt,

D.

der henviser til, at landdistrikterne er særligt berørt af befolkningens aldring, lav befolkningstæthed og i visse områder affolkning,

E.

der henviser til, at det - som følge af den demografiske udvikling, afvandringen og et generelt fald i andelen af kvinder i mange landdistrikter - i fremtiden enten ikke længere vil være muligt at sikre et tilstrækkeligt lokalt udbud af dagligvarer og basale dagligdags tjenesteydelser, grundlæggende læge- og sundhedsdækning, førskoleundervisning, almen uddannelse, faglig og akademisk uddannelse og videreuddannelse samt tilfredsstillende kultur- og fritidsaktiviteter i mange landdistrikter gennem den eksisterende infrastruktur, eller at denne struktur vil bryde sammen under det økonomiske pres,

F.

der henviser til, at omkring 42 % af de 26,7 mio. mennesker, der er fast beskæftiget inden for landbruget i EU, er kvinder, og at mindst hver femte bedrift (omkring 29 %) drives af en kvinde,

G.

der henviser til, at kvinders betydelige bidrag til samfundsudviklingen på lokalt plan og på fællesskabsplan ikke i tilstrækkelig grad afspejles i deres deltagelse i de relevante beslutningsprocesser,

H.

der henviser til, at princippet om ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende krav i Europa 2020-strategien, og at det bør fremmes for at øge kvindernes aktive engagement i økonomiske og sociale aktiviteter og garantere respekt for menneskerettighederne,

Kvinderne i erhverv og samfund i landdistrikterne

I.

der henviser til, at forholdene for kvinderne i landdistrikterne har ændret sig og er blevet mere differentieret i de seneste årtier på baggrund af de økonomiske og samfundsmæssige forandringer, og at kvinderne selv har været medvirkende til og taget initiativ til denne ændring, men at deres økonomiske og samfundsmæssige situation varierer stærkt både inden for de enkelte medlemsstater og medlemsstaterne imellem,

J.

der henviser til, at kvinderne i det moderne samfund som følge af såvel deres familiemæssige som erhvervsmæssige baggrund udøver mange forskellige funktioner, og at de netop i kraft af disse mange roller kan yde et væsentligt bidrag til fremskridt og innovation på alle samfundsniveauer og til at højne livskvaliteten, navnlig i landdistrikterne,

K.

der henviser til, at det især i landdistrikter ofte er kvinder, der tager sig af familien og de ældre,

L.

der henviser til, at der takket være en årelang kvindepolitisk indsats og intensiv offentlig støtte til uddannelse, rådgivning og iværksætterinitiativer bl.a. inden for den anden søjle under den fælles landbrugspolitik er opnået en væsentlig forbedring af mænds og kvinders leveforhold på landet,

M.

der henviser til, at den grundlæggende udfordring for mænd og kvinder, på trods af at leveforholdene i høj grad er blevet individualiseret, fortsat er at afstemme erhvervsaktivitet og et kulturelt og samfundsmæssigt engagement med de familiemæssige pligter,

N.

der henviser til, at denne »multifunktionelle udfordring« på det moderne samfunds betingelser kun kan løses gennem brug af bistandsmuligheder, pleje- og daginstitutioner og andre pasningsmuligheder, som folk har råd og adgang til,

O.

der henviser til, at den multifunktionelle rolle, som kvinderne i landdistrikterne udfylder, kan yde et væsentligt bidrag til at skabe et moderne kvindeimage i samfundet,

P.

der henviser til, at beskæftigelsesprocenten for både mænd og kvinder er lav i landdistrikterne, og at mange kvinder reelt aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og derfor aldrig registreres som arbejdsløse eller indgår i arbejdsløshedsstatistikkerne,

Q.

der henviser til, at den sociale sikring af kvinder, der arbejder inden for landbruget, herunder landmænds hustruer med biindtægter (kombineret indkomst, solo- eller deltidsselvstændige) samt løsarbejdere og sæsonarbejdere, er en væsentlig forudsætning for en moderne og bæredygtig udvikling i landdistrikterne,

R.

der henviser til, at indehaveren af en landbrugsbedrift er den eneste, der nævnes på bankdokumenter og i forbindelse med støtte og erhvervede rettigheder, og ligeledes er den eneste, der kan repræsentere en bedrift i foreninger og sammenslutninger,

S.

der henviser til, at landboturisme med levering af varer og tjenesteydelser på landet via turistvirksomheder, drevet af familier eller kooperativer, indebærer lav risiko, skaber arbejdspladser, gør det muligt at kombinere familieforpligtelser med arbejde og motiverer landbobefolkningen til at blive på landet,

Landdistrikterne som leve- og arbejdssted

1.

der henviser til, at fremme af ligestillingen mellem kønnene er et centralt mål for EU og medlemsstaterne, og understreger vigtigheden af at indarbejde dette princip i den fælles landbrugspolitik med det formål at fremme bæredygtig økonomisk vækst og udvikling i landdistrikterne;

2.

påpeger, at det skal tilstræbes at skabe levevilkår i landdistrikterne, der svarer til dem i byerne, under hensyntagen til de faktiske forhold på landet, for at skabe incitament for kvinder og deres familier til at blive og trives på landet;

3.

opfordrer til at promovere landdistrikterne som et mangesidigt og integreret miljø, hvor folk kan arbejde og drive virksomhed, og at kvindernes nøgleposition, ekspertise og kompetencer udnyttes i den forbindelse;

4.

opfordrer derfor Kommissionen til at afholde sig fra at reducere landbrugsudgifternes andel af det samlede budget yderligere under forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme;

5.

understreger, at den brede vifte af virksomheder i landdistrikterne, herunder servicebetonede landbrugsvirksomheder (f.eks. bondegårdsferie, stalddørssalg, sociale tjenester såsom ældrepleje og børnepasning samt undervisning på gårde i forbindelse med heldagsskoler) er vigtige elementer i leveringen af tjenesteydelser i landdistrikterne, som bør understøttes på lang sigt gennem den fælles landbrugspolitik; opfordrer derfor til, at disse tjenesteydelser fremmes gennem den fælles landbrugspolitik, således at der både åbnes nye muligheder for lønnet beskæftigelse for kvinder, og det gøres betydeligt lettere at forene arbejds- og familieliv;

6.

opfordrer til, at der gennemføres selvforstærkende udviklingsstrategier til at støtte landbefolkningens særlige kreativitet under udnyttelse af de enkelte landbosamfunds specifikke traditionelle ressourcer;

7.

understreger betydningen af et levedygtigt, dynamisk landmiljø med en forskelligartet befolkning, og understreger i den forbindelse betydningen af tilstrækkelige udviklingsmuligheder og udfordringer for unge kvinder;

8.

kræver, at rammebetingelserne i landdistrikterne udformes på en sådan måde, at kvinder i alle aldre kan blive i lokalsamfundet og bidrage til fornyelsen og udviklingen af det;

9.

understreger, at førtidspensionsordninger for landbrugere og landbrugsmedhjælpere har stor betydning for kvinders levevilkår i landdistrikter; opfordrer medlemsstater, der ikke allerede har indført disse ordninger, til at gøre det;

10.

kræver i den forbindelse, at der gøres en yderligere indsats for at forsyne landdistrikterne med den mest moderne it-infrastruktur, frem for alt tilstrækkelig adgang til bredbånd, at adgangen til informations- og kommunikationsteknologi lettes, og at der sikres lige muligheder for denne adgang og tilstrækkelig undervisning i, hvordan den bruges; peger på, at mangelfuld bredbåndsadgang hæmmer væksten i små virksomheder i mange landdistrikter i EU, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at leve op til deres tilsagn om at forbedre udbredelsen af bredbånd i landdistrikterne for at forbedre konkurrenceevnen;

11.

opfordrer til, at elektroniske virksomhedsformer, f.eks. e-handel, som giver mulighed for at drive virksomhed uafhængigt af afstanden fra store byområder, fremmes og støttes blandt kvinder i landdistrikter;

12.

påpeger, at det, ligesom det er tilfældet i byområderne, er altafgørende at forbedre kvaliteten af og adgangen til infrastruktur, faciliteter og dagligdags tjenesteydelser i landdistrikterne for at give mænd og kvinder mulighed for at afbalancere deres familie- og arbejdsliv og bevare lokalsamfund i landdistrikterne; dette omfatter børnepasningsmuligheder som del af landbrugsinfrastrukturen (f.eks. »gårdvuggestuer« og andre førskolefaciliteter), sundhedsydelser, uddannelsesfaciliteter (herunder for livslang læring), institutioner, ældrepleje og plejetilbud for andre plejekrævende personer, vikartjenester i tilfælde af sygdom eller graviditet, lokale dagligvareforretninger og fritids- og kulturtilbud; kræver, at de landbrugspolitiske rammebetingelser udformes på en sådan måde, at kvinder i landdistrikterne får mulighed for at udnytte deres potentiale til at gøre det multifunktionelle og bæredygtige landbrug til en realitet;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udnytte strukturfondene og Samhørighedsfonden til at afhjælpe manglen på gode transportinfrastrukturer i landdistrikterne og gennemføre positive politikker til forbedring af adgangen til transport for alle, især handicappede, da transport fortsat er en faktor, der kan befæste social udstødelse og ulighed i samfundet, og som især rammer kvinder;

14.

kræver, at politikken for udvikling af landdistrikterne i højere grad koncentreres om at skabe innovative og bæredygtige leve- og arbejdsforhold på landet;

15.

opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder til at støtte projekter med henblik på at fremme og rådgive om oprettelse af innovative virksomheder inden for primær landbrugsproduktion i landdistrikterne, som kan være med til at skabe nye arbejdspladser, først og fremmest for kvinder, bl.a. ved at tilføre landbrugsprodukter værdi og finde salgssteder til disse, anvende nye teknologier, bidrage til den økonomiske alsidighed i området og tilvejebringe tjenesteydelser, som kan gøre det lettere at forene arbejde og familieliv;

16.

påpeger, at man i forbindelse med udformningen af innovative tilbud bør udnytte de positive erfaringer fra kvindeprojekter, der allerede er gennemført inden for den anden søjle af den fælles landbrugspolitik (navnlig programmerne Axis 3 og Leader+), og identificere eksempler på bedste praksis;

17.

opfordrer til, at der i strategier for udvikling af landdistrikterne lægges særlig vægt på kvindernes muligheder for at hjælpe med at nå målene i Europa 2020-strategien, navnlig initiativer med fokus på innovation, forskning og udvikling;

18.

glæder sig i den forbindelse over ESF/EQUAL-projekterne, som tager sigte på at belyse og forbedre kvinders stilling inden for landbruget og i landdistrikterne;

19.

anmoder om, at den nye ELFUL-forordning kommer til at indeholde særlige foranstaltninger til støtte for kvinder i programperioden 2014-2020, hvilket vil have en gavnlig indvirkning på kvindernes beskæftigelse i landdistrikterne;

Kvindernes erhvervsarbejde i landdistrikterne

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bidrage til oprettelsen af en informativ database over kvindernes økonomiske og sociale situation og deres engagement i virksomhederne i landdistrikterne, og til at optimere udnyttelsen af allerede foreliggende data (f.eks. fra Eurostat) med henblik på at tilpasse de politiske tiltag;

21.

er overbevist om, at den særlige landlige uddannelse og konsulentbistand til kvinder skal bibeholdes og udbygges som følge af de særlige forhold i landdistrikterne, navnlig hvad angår økonomisk styring af landbrug;

22.

anser det for hensigtsmæssigt at arbejde hen mod at opbygge et europæisk netværk af kvinder (eller et netværk af kvindeforeninger) i landdistrikterne, og henviser i den forbindelse til de gode resultater, der er opnået under anden søjle i den fælles landbrugspolitik;

23.

anerkender den vigtige rolle, som allerede eksisterende kvindenetværk spiller på forskellige niveauer, navnlig for den lokale udvikling af landdistrikterne og bevidstgørelsen af offentligheden herom; henleder opmærksomheden på behovet for større social anerkendelse og for mere politisk og finansiel støtte til disse netværk på lokalt, nationalt og europæisk plan i betragtning af deres store bidrag til at opnå større lighed, især hvad angår uddannelse af kvinder i landdistrikterne og iværksættelse af lokale udviklingsprojekter, herunder informationskampagner om screening for at sikre tidlig diagnose af kræfttilfælde hos kvinder (livmoderhalskræft, brystkræft, osv.); opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til en større medvirken fra kvindernes side i den politiske proces, herunder en passende repræsentation af kvinder i de ledende organer i institutioner, virksomheder og foreninger;

24.

kræver en forsvarlig service fra de sociale sikringsordninger, som tager hensyn til landbokvinders særlige erhvervssituation og særlige forhold hvad angår pensionsrettigheder;

25.

glæder sig i den forbindelse over direktiv 2010/41/EU, og opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at gennemføre direktivet på en effektiv måde, navnlig for at sikre:

at landbrugeres ægtefæller og livspartnere er omfattet af social sikring

at selvstændige kvindelige landbrugere og kvinder, som er gift med landbrugere, er garanteret passende moderskabsydelser;

26.

henviser til, at det navnlig i landdistrikterne er nødvendigt at følge bæredygtige strategier for opretholdelse af erhvervsmæssige kompetencer blandt kvinder, der beslutter at afbryde karrieren for at tage sig af familien eller påtage sig opgaven som plejere; opfordrer til, at forening af arbejde og familieliv lettes for at muliggøre, bibeholde og videreudvikle kvindernes deltagelse i forskellige arbejdsopgaver;

27.

påpeger, at diversificering af landbruget får stadig større betydning for landdistrikternes økonomi; bemærker, at kvinder bidrager betydeligt til iværksættelse, udvikling og styring af projekter vedrørende diversificering af landbruget;

28.

kræver, at kvindernes iværksætterånd og initiativer understøttes, navnlig ved at kvinders ejerskab og netværk af kvindelige selvstændige erhvervsdrivende fremmes, og at vilkårene inden for finanssektoren udformes på en sådan måde, at kvindelige selvstændige erhvervsdrivende på landet, herunder soloselvstændige og deltidsselvstændige med ringe indkomst og unge kvinder, får adgang til investeringer og kredit, så de bedre kan komme ind på markedet og opbygge virksomheder, der giver dem en stabil økonomisk tilværelse; kræver ligeledes, at der iværksættes tiltag, der kan øge kvinders iværksætterånd og forbedre deres kvalifikationer og dermed fremme deres indlemmelse i virksomheders og sammenslutningers ledelse;

29.

opfordrer de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til kvinders deltagelse i lokale aktionsgrupper og udvikling af lokale partnerskaber under Leader-programmet samt til at sikre en ligelig kønsfordeling i disses bestyrelser;

Kvinder inden for landbruget

30.

kræver, at der i forbindelse med udviklingsstrategier for den enkelte bedrift og for regionerne i højere grad tages hensyn til kvindernes landbrugsmæssige og ikke-landbrugsmæssige kompetencer; understreger, hvor vigtigt det er for kvindelige landbrugere og andre kvinder i landdistrikterne at være i stand til at opnå kvalifikationer og uddannelse som producenter og iværksættere, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder, landdistrikterne, kvindeorganisationerne og landboforeningerne at skabe incitamenter til at fremme kvinders deltagelse i arbejdsstyrken, fjerne enhver diskrimination mod kvinder på arbejdspladsen og forbedre uddannelsen af kvinder, herunder ved at fremme øget adgang til videreuddannelse og fagspecifikke kurser på uddannelsesinstitutioner, og til at foreslå tilsvarende foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne under akse 3 i landdistriktsudviklingsprogrammerne samt fremme eksisterende initiativer; påpeger, at disse foranstaltninger vil bidrage til kampen mod social udstødelse i landdistrikterne, og at risikoen for at havne i fattigdom er større for kvinder end for mænd;

31.

kræver, at der bakkes op om de politiske bestræbelser på at styrke kvindernes rolle inden for landbruget ved at gøre det lettere for dem i praksis og juridisk at påtage sig landbrugsmæssige ledelsesfunktioner, bl.a. ved at blive medejere, således at de i kraft af deres driftsmæssige medansvar i højere grad indgår i virksomhedens rettigheder og pligter, hvortil bl.a. hører varetagelse af interesser i landbrugsorganisationer og retten til reelt at få del i alle indtægter fra bedriften;

32.

opfordrer til, at der ydes støtte til kvinde- og landbrugsforeninger, som er vigtige for fremme og iværksættelse af nye udviklingsprogrammer og diversificering, således at kvinder kan gennemføre nye idéer for at diversificere produktions- og serviceaktiviteterne i landdistrikterne;

33.

mener, at kvinders behov i landdistrikter og kvindelige landbrugeres rolle bør tages i betragtning og prioriteres i forbindelse med den kommende reform af den fælles landbrugspolitik, både hvad angår adgang til bestemte tjenester og adgang til støtte, alt efter de enkelte medlemsstaters territoriale behov;

34.

er overbevist om, at kvinderne på mellemlang sigt bør repræsenteres i tilstrækkelig grad i alle politiske, økonomiske og sociale og arbejdsmarkedsmæssige organer inden for landbrugssektoren, så både mænds og kvinders synsvinkel kommer til at påvirke beslutningsprocessen; understreger, at det for at opnå ligelig repræsentation af kvinder i disse organer er vigtigt, at der indføres særlige foranstaltninger til fordel for kvinder;

35.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre kvinders adgang til jord og kredit for at motivere dem til at etablere sig i landdistrikter og optræde som aktører i landbrugssektoren;

36.

kræver, at der foretages en analyse af de hidtidige strategier for social sikring af kvinder inden for landbruget (kvindelige landmænd, kvindelige landarbejdere, kvindelige sæsonarbejdere osv.), herunder gennemførelsen af direktiv 2010/41/EU, på baggrund af de ejendomsretlige og skattemæssige forhold i de enkelte medlemsstater, og at disse erfaringer stilles til rådighed for medlemsstaterne med henblik på udformning af en tilstrækkelig social sikring af kvinderne inden for landbruget i medlemsstaterne;

37.

understreger, at EU's politikker for kvinders levevilkår i landdistrikter også skal omfatte leve- og arbejdsvilkår for kvindelige indvandrere, der er beskæftigede som sæsonarbejdere på landbrugsbedrifter, navnlig hvad angår passende boligforhold, social- og sygesikring samt sygepleje; understreger nødvendigheden af at tillægge disse kvinders arbejde størst mulig værdi;

38.

opfordrer Kommissionen til i den sammenfattende rapport, som den i henhold til artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) skal forelægge i 2011, at inddrage en dybtgående analyse af virkningen af de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til situationen for kvinder i landdistrikter;

*

* *

39.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.


(1)  EUT L 55 af 25.2.2006, s. 20.

(2)  EUT L 277 E af 21.10.2005, s. 1.

(3)  EUT C 66 E af 20.3.2009, s. 23.

(4)  Rådets dokument 09184/2010.

(5)  EUT L 180 af 15.7.2010, s. 1.


Top