—

Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 25. juli 2022 om fastsættelse af ex-antebidrag fra Hypo Vorarlberg AG og Portigon AG til Den Fælles Afviklingsfond for 2017 (SRB/ES/2022/41), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af ufuldstændig meddelelse af den anfægtede afgørelse

Den anfægtede afgørelse blev i strid med artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 269 TEUF og 298 TEUF, samt artikel 42 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ikke meddelt sagsøgeren i fuldstændig form. Kendskab til de ikke-meddelte oplysninger, som udgør en væsentlig bestanddel af afgørelsen, er påkrævet af hensyn til forståelsen af, hvordan der ved beregningen af bidragene er taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation i lyset af situationen for alle de øvrige berørte institutioner.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet som følge af den anfægtede afgørelses tilbagevirkende kraft

Den anfægtede afgørelses tilbagevirkende kraft tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, idet den ikke er nødvendig for at opnå målet.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 102 i direktiv 2014/59/EU (1), artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 2, i forordning (EU) nr. 806/2014 (2), artikel 3 og artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/63 (3) samt proportionalitetsprincippet som følge af urigtig fastsættelse af målniveauet, idet sagsøgte har fastsat et for højt målniveau i strid med de EU-retlige forskrifter

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af den anfægtede afgørelses mangelfulde begrundelse

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og stk. 2, litra c), idet kun få udvalgte delresultater af beregningerne er blevet meddelt. De krav til begrundelsespligtens omfang, som Domstolen opstillede i sag C-584/20 P (4) er ikke blevet opfyldt.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende begrundelse for grænserne for udøvelse af væsentlige skønsbeføjelser

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten, idet der for så vidt angår sagsøgtes skønsbeføjelser ikke er blevet redegjort for, hvilke vurderinger sagsøgte har foretaget og af hvilke grunde. Det kan derfor ikke udelukkes, at sagsøgte har udøvet et vilkårligt skøn.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 102 i direktiv 2014/59/EU, artikel 69, stk. 1 og 2, og artikel 70, stk. 2 og 3, i forordning (EU) nr. 806/2014, artikel 4, stk. 2, artikel 6, stk. 2, litra a), artikel 7, stk. 2, litra a), artikel 17, stk. 3 og 4, og bilag 1 til delegeret forordning (EU) 2015/63 samt princippet om en effektiv domstolsprøvelse og proportionalitetsprincippet som følge af manglende hensyntagen til den faktiske situation

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter EU-retten samt princippet om en effektiv domstolsprøvelse og proportionalitetsprincippet, idet sagsøgte ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse undlod at tage hensyn til den aktuelle faktiske situation og lagde forfejlede prognoser (navnlig i forbindelse med målniveauet) til grund herfor.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende høring og manglende iagttagelse af retten til at blive hørt

Sagsøgerens ret til at blive hørt er hverken blevet iagttaget før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse eller før udstedelsen af bidragsmeddelelsen på grundlag heraf, hvilket er i strid med chartrets 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a). Den gennemførte høring gav ikke mulighed for at fremsætte effektive og omfattende bemærkninger.

8.

Ottende anbringende om, at den delegerede forordning (EU) 2015/63 ikke lovligt kunne være retsgrundlag for den anfægtede afgørelse, og at den risikojusteringsmetode, der er fastsat i den delegerede forordning (EU) 2015/63, og de skønsbeføjelser, der er tildelt Afviklingsinstansen, er ulovlige

Artikel 4-7 og artikel 9 i samt bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63, som den anfægtede afgørelse er støttet på, skaber en uigennemsigtig ordning for fastsættelse af bidrag, som er i strid med chartrets artikel 16, 17, 41 og 47, og hvorunder overholdelsen af chartrets artikel 20 og 21 samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ikke er sikret. Sagsøgte har haft en lang række skønsbeføjelser, for hvilke rammerne ikke har kunnet efterprøves.

9.

Niende anbringende om ulovligheden af gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (5) som retsgrundlag for den anfægtede afgørelse

Den anfægtede afgørelse er i strid med traktaterne, idet artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 291 TEUF, og hverken gennemførelsesforordningen eller bemyndigelsesgrundlaget indeholder en begrundelse, der er i overensstemmelse med artikel 296, stk. 2, TEUF. Denne ulovlighed kommer til udtryk i den anfægtede afgørelse.

10.

Tiende anbringende om ulovlighed af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 som bemyndigelsesgrundlag for delegeret forordning (EU) 2015/63 og for gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 og dermed for den anfægtede afgørelse

Subsidiært gøres det gældende, at de bestemmelser i direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014, som foreskriver, at bidragsordningen er bindende, og som giver sagsøgte en for vid skønsmargin, er ulovlige. For så vidt som disse bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse med primærretten, er de i strid med princippet om begrundelsespligt, med retssikkerhedsprincippet og med traktaterne (navnlig artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 296 TEUF og 298 TEUF) og chartret (navnlig chartrets artikel 16, 17, 41, 42 og 47).