EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CN0508

Sag C-508/07 P: Appel iværksat den 21. november 2007 af Cain Cellars, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 12. september 2007 i sag T-304/05 — Cain Cellars, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

EUT C 22 af 26.1.2008, p. 32–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 22/32


Appel iværksat den 21. november 2007 af Cain Cellars, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 12. september 2007 i sag T-304/05 — Cain Cellars, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-508/07 P)

(2008/C 22/57)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Cain Cellars, Inc. (ved Rechtsanwalt J. Albrecht)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom, der blev afsagt af Retten i Første Instans den 12. september 2007 i sag T-304/05, ophæves.

Det fastslås, at registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 ikke er til hinder for registreringen af det ansøgte varemærke.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten samt appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Sammenfatning af appellantens anbringender i appellen iværksat til prøvelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 12. september 2007 i sag T-304/05

Første anbringende

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94:

Appellanten har gjort gældende, at Retten i Første Instans ved sin vurdering ikke tog hensyn til de faktiske omstændigheder, der var relevante for bedømmelsen af, om det ansøgte pentagonformede varemærke havde fornødent særpræg, og til de relevante retlige omstændigheder og principper, idet den bedømte appellantens pentagonformede varemærke på grundlag af rent teoretiske og abstrakte overvejelser og undlod at tage hensyn til de almindelige, faktuelt baserede principper for at vurdere, om en gengivelse af et pentagon har fornødent særpræg, særligt spøgsmålet om figurens særlige karakter (»uniqueness«) inden for vinsektoren, der er relevant i den foreliggende sag. Retten betegnede tegnet som en simpel »geometrisk grundfigur« og lagde a priori og på en abstrakt måde til grund, at denne kategori af simple tegn manglede ethvert fornødent særpræg.

Andet anbringende

Tilsidesættelse af artikel 67, stk. 3, i Rettens procesreglement:

a)

I henhold til artikel 67, stk. 3, i Rettens procesreglement tager Retten kun hensyn til dokumenter, som parternes advokater og befuldmægtigede har kunnet gøre sig bekendt med, og som de har kunnet udtale sig om. I den appellerede doms præmis 34 blev der taget hensyn til dokumenter, som Harmoniseringskontoret fremlagde for første gang i sit svarskrift, og som sagsøgeren ikke fik lejlighed til at udtale sig om (den skriftlige forhandling blev afsluttet efter indgivelsen af svarskriftet). Dommen er derfor støttet på beviser, der ikke kunne indgå i sagen. Appellantens manglende mulighed for at fremkomme med sit synspunkt udgør en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

b)

Endelig har appellanten gjort gældende, at de afbildninger af varer, som med Harmoniseringskontorets samtykke blev fremlagt under den mundtlige forhandling med henblik på at godtgøre, at det ansøgte varemærke havde fornødent særpræg, og som var af særlig betydning for spørgsmålet, om det ansøgte varemærke havde fornødent særpræg, ikke blev nævnt i den appellerede dom og ikke blev taget i betragtning af Retten ved afgørelsen af, om der forelå fornødent særpræg. Dette udgør ligeledes en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.


Top