26.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 22/31

a)

Kan de nationale myndigheder i lyset af artikel 73 EF, 87 EF og 88 EF og forordning nr. 1191/69 (1) pålægge en offentlig virksomhed, som det er betroet at sikre den offentlige passagerbefordring i en kommune, en med offentlige tjeneste forbundet forpligtelse?

b)

Skal de nationale myndigheder i bekræftende fald betale for disse forpligtelser?

c)

Skal de nationale myndigheder i en situation, hvor de ikke er forpligtede til at foretage udbud af koncessionen på driften af et transportnet, udvide godtgørelsesforpligtelsen til alle virksomheder, der på grundlag af national ret må anses for at tilbyde offentlig passagerbefordring i samme område?

d)

Hvilket godtgørelseskriterium skal der i bekræftende fald anvendes?

e)

Hvad angår busselskaber, der i henhold til en offentlig koncession udøver deres virksomhed med eneret inden for afgrænsede byområder, men som også udøver denne virksomhed i konkurrence med private operatører uden for de byområder, hvor de har eneret, udgør den støtte, som staten årligt yder til dækning af de konstante underskud ved driften af disse selskaber, da statsstøtte, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, EF, når:

f)

Under hensyn til de betingelser, som EF-Domstolen har udledt af den nuværende artikel 87, stk. 1, EF (tidligere traktatens artikel 92, stk. 1), især i dom af 24. juli 2003 (Altmark) (2), med hensyn til kvalificeringen af statsstøtte (»For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. For det tredje skal den give modtageren en fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene«), hvad forstås ved og hvad er rækkevidden af udtrykket (i) indrømmelse af en fordel, der (ii) kan fordreje konkurrencevilkårene, i forbindelse med en situation, hvor modtagerne har eneret på offentlig personbefordring i Lissabon og Porto, men som også deltager i forbindelserne til disse byer i områder, hvor også andre operatører deltager? Eller med andre ord, på grundlag af hvilke kriterier kan det fastslås, at indrømmelsen af en fordel kan fordreje konkurrencevilkårene? Er det i den forbindelse relevant, hvilken procentdel af selskabernes omkostninger der kan henføres til de transportruter, som selskaberne driver uden for det område, hvor de har eneret? Er det — kort sagt — nødvendigt, at støtten indvirker på den virksomhed, der udøves uden for det område, hvor de har eneret (Lissabon og Porto), i et konkret væsentligt omfang?

g)

Er Kommissionens indgreb, som foreskrevet i artikel 76 EF og 88 EF, juridisk set den eneste måde at opfylde traktatens statsstøttebestemmelser, eller kræves der for fællesskabsrettens effektive virkning mere, herunder især mulighed for, at de nationale retter kan anvende de nævnte bestemmelser direkte efter anmodning fra privatpersoner, der føler sig negativt berørt af ydelsen af en godtgørelse eller en støtte, der er i strid med konkurrencereglerne?