EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CN0440

Sag C-440/07 P: Appel iværksat den 24. september 2007 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 11. juli 2007 af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) i sag T-351/03, Schneider Electric SA mod Kommissionen

EUT C 22 af 26.1.2008, p. 19–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 22/19


Appel iværksat den 24. september 2007 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 11. juli 2007 af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) i sag T-351/03, Schneider Electric SA mod Kommissionen

(Sag C-440/07 P)

(2008/C 22/38)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Petite og F. Arbault, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Schneider Electric SA, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 11. juli 2007 i sag T-351/03, Schneider Electric SA mod Kommissionen, ophæves.

Schneider Electric SA tilpligtes at betale alle de omkostninger, som Kommissionen har afholdt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Appellanten har — idet den har henledt opmærksomheden på, at tre kumulative betingelser skal være opfyldt for at fastslå Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, det vil sige, at der henholdsvis er begået en fejl, at der er indtrådt et faktisk og sikkert tab, og at der er direkte årsagsforbindelse mellem fejlen og tabet — påberåbt sig syv anbringender til støtte for sin appel.

Kommissionen har med det første anbringende gjort gældende, at Retten ved på den ene side at konstatere, at den har »undladt« at formulere klagepunktet om støtte til Schneider og Legrands synspunkter i klagepunktsmeddelelsen af 3. august 2001, og på den anden side, at denne formulering ikke udgjorde nogen »særlig teknisk vanskelighed«, har underkendt den materielle retskraft, foretaget materielt ukorrekte konstateringer, gengivet de beviser, den har fået forelagt, urigtigt, og ikke opfyldt sin pligt til at begrunde sine domme.

Kommissionen har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten har kvalificeret de faktiske omstændigheder fejlagtigt, begået en retlig fejl og tilsidesat sin begrundelsespligt ved at fastslå, at den procedurefejl, som blev konstateret i dommen af 22. oktober 2002, Schneider Electric mod Kommissionen (T-310/01), udgør en »tilstrækkeligt kvalificeret« tilsidesættelse af en bestemmelse, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

Kommissionen har med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten har foretaget materielt ukorrekte konstateringer, gengivet beviserne urigtigt, foretaget en urigtig kvalificering af sagens omstændigheder og begået en retlig fejl ved at fastslå, at der foreligger en »tilstrækkeligt direkte årsagsforbindelse« mellem fejlen og det andet identificerede tab, det vil sige den forventede afslutning af forhandlingerne mellem Schneider og Wendel-KKR vedrørende prisen for salget af Legrand SA.

Kommissionen har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat den begrundelsespligt, som påhviler den, på grund af en selvmodsigende begrundelse vedrørende argumentationen i forbindelse med den årsagsforbindelse, som foreligger mellem fejlen og de forskellige identificerede tab.

Kommissionen har med det femte anbringende gjort gældende, at Retten har foretaget materielt ukorrekte konstateringer, gengivet beviserne urigtigt og begået en retlig fejl ved ikke at konkludere, at Schneider har medvirket til hele det andet identificerede tab. Denne virksomhed har således i flere henseender tilsidesat sin forpligtelse til at udvise rimelig omhu for at undgå tabet og begrænse omfanget heraf, bl.a. ved ikke at anlægge sag om foreløbige forholdsregler i relation til pligten til at sælge Legrand, som virksomheden påstår, den har været genstand for, og ved at vælge at sælge denne virksomhed på et tidspunkt, hvor virksomheden imidlertid ikke var underkastet nogen forpligtelse hertil.

Kommissionen har med det sjette anbringende gjort gældende, at Retten har truffet afgørelse ultra petita, tilsidesat bevisbyrdereglerne samt retten til forsvar ved at identificere et tab, som ikke var blevet påberåbt af den sagsøgende virksomhed.

Kommissionen har endelig med det syvende anbringende gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at tildele Schneider renter at regne fra tidspunktet for det andet tabs indtræden, den 10. december 2002.


Top