EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0496

2001/496/FUSP: Rådets afgørelse af 25. juni 2001 om ordningen for nationalt militærpersonale, som udstationeres ved Generalsekretariatet for Rådet med henblik på Den Europæiske Unions Militærstab

EFT L 181 af 4.7.2001, p. 1–5 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 27/06/2003; ophævet ved 32003D0479

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/496/oj

32001D0496

2001/496/FUSP: Rådets afgørelse af 25. juni 2001 om ordningen for nationalt militærpersonale, som udstationeres ved Generalsekretariatet for Rådet med henblik på Den Europæiske Unions Militærstab

EF-Tidende nr. L 181 af 04/07/2001 s. 0001 - 0005


Rådets afgørelse

af 25. juni 2001

om ordningen for nationalt militærpersonale, som udstationeres ved Generalsekretariatet for Rådet med henblik på Den Europæiske Unions Militærstab

(2001/496/FUSP)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 207, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådet traf den 22. januar 2001 afgørelse 2001/79/FUSP om nedsættelse af Den Europæiske Unions Militærkomité(1).

(2) Rådet traf den 22. januar 2001 afgørelse 2001/80/FUSP om oprettelse af Den Europæiske Unions Militærstab(2).

(3) Medlemmerne af Militærstaben er omfattet af de bestemmelser, der fastsættes i en rådsafgørelse.

(4) Disse bestemmelser bør derfor fastsættes -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definition

1. Bestemmelserne i denne ordning gælder for udstationerede nationale militærpersoner, i det følgende benævnt "udstationerede militærpersoner", der udstationeres ved Generalsekretariatet for Rådet, i det følgende benævnt "Generalsekretariatet", i overensstemmelse med afgørelse 2001/80/FUSP.

2. De personer, der er omfattet af denne ordning, skal under deres udstationering være ansat i lønnet tjeneste i en væbnet styrke i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

3. De udstationerede militærpersoner skal være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

Artikel 2

Udstationeringens varighed

1. De udstationerede militærpersoner kan udstationeres i højst tre år. I ekstraordinære tilfælde og under hensyn til udførelsen af særlige opgaver kan udstationeringsperioden dog forlænges med op til et år.

I hele udstationeringsperioden skal de udstationerede militærpersoner gøre tjeneste på fuldtid.

2. Når militærpersoner stilles til rådighed, skal udstationeringens forventede varighed fastsættes ved den i artikel 18, stk. 2, omhandlede brevveksling.

3. Generelt kan en militærperson kun udstationeres ved Generalsekretariatet en enkelt gang. En militærperson, der allerede har været udstationeret, kan dog udstationeres igen, når der, bortset fra i undtagelsestilfælde, går mindst tre år mellem den foregående og den nye udstationeringsperiode, hvis forholdene begrunder det og efter aftale med generalsekretæren/den højtstående repræsentant.

Artikel 3

Opgaver

1. Under ansvar af generalsekretæren/den højtstående repræsentant udfører de udstationerede militærpersoner den mission og de opgaver samt varetager de funktioner, de har fået overdraget i overensstemmelse med bilaget til afgørelse 2001/80/FUSP.

2. Medmindre der foreligger en særlig bemyndigelse fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant, forpligter de udstationerede militærpersoner ikke Generalsekretariatet udadtil.

Artikel 4

Niveau, erhvervserfaring, sprogkundskaber

1. Ved Generalsekretariatet kan udstationeres militærpersoner med rådgivende eller sagsbehandlende funktioner, der godtgør, at de er i besiddelse af et højt kompetenceniveau til de opgaver, der skal udføres.

2. De udstationerede militærpersoner skal have et indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions sprog og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog, såfremt det er nødvendigt for udøvelsen af de opgaver, der pålægges ham.

3. Det relevante niveau for sikkerhedsgodkendelse af de udstationerede militærpersoner, der ikke kan være mindre end SECRET, fastsættes i den i artikel 18, stk. 2, omhandlede brevveksling.

4. De udstationerede militærpersoner skal have et godt kendskab til anvendelsen af informationsteknologi.

Artikel 5

Social sikring

1. Forud for udstationeringen skal den offentlige administration, hvorunder den udstationerede militærperson hører, sende Generalsekretariatet en attest om, at vedkommende i udstationeringsperioden er omfattet af den socialsikringslovgivning, der gælder for den offentlige administration, hvor den pågældende er ansat, og at den hæfter for udgifter, der opstår i udlandet.

2. Fra den dato, hvor den udstationerede militærperson tiltræder tjenesten, er denne personligt dækket mod ulykkesrisici på de betingelser, der i Generalsekretariatet gælder for personale, der ikke er omfattet af vedtægten.

Artikel 6

Afbrydelse af udstationeringen eller dennes ophør

1. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant kan tillade, at udstationeringen afbrydes, og fastsætter de nærmere betingelser herfor. De godtgørelser, der er nævnt i artikel 12 og 13, udbetales ikke, så længe afbrydelsen varer. De godtgørelser, der er omtalt i artikel 14 og 15, udbetales kun, hvis afbrydelsen sker på foranledning af generalsekretæren/den højtstående repræsentant.

2. En udstationering kan bringes til ophør, hvis det er i Generalsekretariatets eller vedkommende udstationerede militærpersons nationale myndigheds interesse eller af andre behørigt begrundede årsager.

KAPITEL II

RETTIGHEDER OG PLIGTER

Artikel 7

1. Den udstationerede militærperson skal i udøvelsen af sin tjeneste og i sin adfærd udelukkende lade sig lede af Rådets interesser.

2. Den udstationerede militærperson skal afholde sig fra enhver handling, især enhver offentlig meningstilkendegivelse, som kan nedsætte den værdighed, der er forbundet med hans stilling.

3. Hvis en udstationeret militærperson under udøvelsen af sit hverv skal tage stilling til et anliggende, i hvis behandling eller afgørelse han har en sådan personlig interesse, at det kan få indflydelse på hans uafhængighed, skal han underrette lederen af den afdeling, han er tilknyttet, herom.

4. Den udstationerede militærperson skal iagttage fuldstændig tavshed om alle forhold og anliggender, som han i medfør af sin stilling bliver bekendt med. Han må ikke på nogen måde videregive dokumenter eller oplysninger, der ikke er lovligt offentliggjort, til personer, som ikke er berettiget til at få kendskab til dem. Denne tavshedspligt gælder også efter hans udtræden af tjenesten.

5. Den udstationerede militærperson må hverken alene eller sammen med andre offentliggøre eller lade offentliggøre nogen tekst, som har forbindelse med Den Europæiske Unions virksomhed, uden at have opnået tilladelse hertil på de betingelser og i overensstemmelse med de regler, der gælder i Generalsekretariatet.

6. Den udstationerede militærperson er omfattet af de gældende sikkerhedsregler i Generalsekretariatet.

7. Alle rettigheder i forbindelse med det arbejde, den udstationerede militærperson udfører under udøvelsen af tjenesten, tilkommer Generalsekretariatet.

8. Den udstationerede militærperson skal tage bopæl på tjenestestedet eller i en sådan afstand fra dette, at han ikke hindres i at udføre sit arbejde.

9. Den udstationerede militærperson skal bistå og rådgive sine foresatte i Generalsekretariatet. Han er ansvarlig over for sine foresatte for udøvelsen af de opgaver, han tildeles.

10. En udstationering kan uden varsel bringes til ophør, hvis en udstationeret militærperson, forsætligt eller uagtsomt, groft har tilsidesat sine pligter. Afgørelsen træffes af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, efter at den pågældende har haft lejlighed til at forsvare sig. Inden generalsekretæren/den højtstående repræsentant træffer afgørelse, underretter han den faste repræsentant for den medlemsstat, den udstationerede militærperson er statsborger i. Når der er truffet en sådan afgørelse, udbetales de i artikel 14 og 15 omhandlede godtgørelser ikke.

Inden den i stk. 1 nævnte afgørelse træffes, kan den udstationerede militærperson suspenderes, såfremt generalsekretæren/den højtstående repræsentant anfører, at der er tale om grov tilsidesættelse, efter at den pågældende har haft lejlighed til at forsvare sig. De i artikel 14 og 15 omhandlede godtgørelser udbetales ikke, så længe suspensionen, som højst kan være på tre måneder, varer.

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant kan underrette de nationale myndigheder om enhver krænkelse, som den udstationerede militærperson måtte have begået, af den ordning eller de bestemmelser, som er fastlagt eller omhandlet i denne afgørelse.

Den udstationerede militærperson er fortsat underlagt de nationale disciplinære regler.

KAPITEL III

ARBEJDSVILKÅR

Artikel 8

Arbejdstid

1. Generalsekretariatets regler for arbejdstid gælder også for den udstationerede militærperson.

2. Den udstationerede militærperson kan dog ikke få tilladelse til at arbejde på halvtid.

Artikel 9

Ferie og tjenestefrihed - Helligdage og øvrige fridage

Generalsekretariatets regler vedrørende årlig ferie, tjenestefrihed samt helligdage og fridage gælder også for den udstationerede militærperson.

Artikel 10

Administration - Kontrol

Administrationen af og kontrollen med feriedage og arbejdstider varetages af Generalsekretariatets administration.

KAPITEL IV

VEDERLAG OG GODTGØRELSER

A. Vederlag

Artikel 11

Meddelelse om den løn, den oprindelige arbejdsgiver udbetaler

1. Den pågældende medlemsstats faste repræsentation skal for hver udstationeret militærperson underrette Generalsekretariatet om den årlige bruttoløn, der udbetales til den pågældende.

2. Disse oplysninger skal indgå i den i artikel 18, stk. 2, nævnte brevveksling.

B. Godtgørelser

Artikel 12

Dagpenge

1. Den udstationerede militærperson har under sin udstationeringsperiode ret til dagpenge på 104,03 EUR om dagen. Dagpengene udbetales månedligt. Det kan imidlertid i den i artikel 18, stk. 2, nævnte brevveksling fastsættes, at disse dagpenge ikke udbetales.

2. Dagpengene udbetales også under tjenesterejser, årlig ferie, tjenestefrihed samt på de af Generalsekretariatet bevilgede helligdage og øvrige fridage.

3. Dagpengene nedsættes med 75 %, hvis indkaldelsesstedet ligger mindre end 50 km fra tjenestestedet.

4. Den udstationerede militærperson får ved tiltrædelsen udbetalt et forskud svarende til de dagpenge, han har ret til ifølge stk. 1, for perioden fra dagen for tiltrædelsen til den sidste dag i den anden måned efter måneden for tiltrædelsen.

Udbetaling af dette forskud medfører, at retten til andre godtgørelser for den pågældende periode fortabes.

Hvis den udstationerede militærperson udtræder af tjenesten ved Generalsekretariatet inden udløbet af den periode, der forskudsvis er udbetalt dagpenge for, tilbagefordres den del af det til den pågældende udbetalte forskud, som svarer til den del af perioden, i hvilken der ikke er forrettet tjeneste.

5. Dagpengene til udstationerede militærperson kan revideres på grundlag af udviklingen i forbrugerpriserne i Bruxelles.

Artikel 13

Supplerende fast godtgørelse

Medmindre den udstationerede militærpersons indkaldelsessted ligger mindre end 50 km fra tjenestestedet, får han i givet fald udbetalt en supplerende fast godtgørelse, som udgør forskellen mellem på den ene side det årlige bruttovederlag, han får udbetalt af sin oprindelige arbejdsgiver (med undtagelse af familietillæg) forhøjet med de dagpenge, han får udbetalt af Generalsekretariatet, og på den anden side grundlønnen i henholdsvis lønklasse A 8, løntrin 1, eller lønklasse B 5, løntrin 1, afhængigt af, hvilken vedtægtsmæssig kategori han sammenlignes med. Det kan imidlertid i den i artikel 18, stk. 2, nævnte brevveksling fastsættes, at disse dagpenge ikke udbetales.

C. Refusion af udgifter

Artikel 14

Rejseudgifter

1. Den udstationerede militærperson, som ikke har flyttet sit personlige bohave fra indkaldelsesstedet til tjenestestedet, har for sit eget vedkommende ret til månedligt at få udbetalt et beløb svarende til prisen for en rejse tur/retur fra tjenestestedet til indkaldelsesstedet. Beløbet udbetales ved udgangen af hver måned eller den sidste dag, der forrettes tjeneste, hvis denne dag ligger inden månedens udgang. Beløbet er fast og svarer til prisen for en jernbanebillet på 1. klasse, hvis afstanden mellem tjenestestedet og indkaldelsesstedet ikke er over 500 km. Hvis afstanden er over 500 km, eller hvis den normale rejserute omfatter rejse over hav, svarer beløbet til prisen på en flybillet til nedsat økonomiklassepris (den laveste pris hos de nationale flyselskaber, der flyver mellem indkaldelsesstedet og tjenestestedet).

2. Til grund for fastsættelsen af beløbet lægges den tarif, der anvendes af Generalsekretariatets rejsebureau den 1. januar det pågældende år. Beløbet revideres den 1. juli for de bestemmelsessteder, hvortil billetprisen er forhøjet med mere end 5 % siden den 1. januar. Hvis tjenesten ophører inden månedens udgang, beregnes beløbet i forhold til det præsterede antal arbejdsdage.

3. Hvis den udstationerede militærperson har flyttet sit personlige bohave fra indkaldelsesstedet til tjenestestedet, har han årligt ret til for sig selv, sin ægtefælle samt forsørgelsesberettigede børn at få udbetalt en fast godtgørelse af rejseudgifter tur/retur fra tjenestestedet til indkaldelsesstedet i overensstemmelse med de regler og på de betingelser, der gælder i Generalsekretariatet.

4. Den udstationerede militærperson har i overensstemmelse med de regler og på de betingelser, der gælder i Generalsekretariatet, ret til refusion af sine rejseudgifter:

a) for sig selv:

- i forbindelse med sin udstationering, fra indkaldelsesstedet til tjenestestedet

- i forbindelse med udstationeringens ophør, fra tjenestestedet til indkaldelsesstedet

b) for sin ægtefælle og forsørgelsesberettigede børn:

- i forbindelse med flytning, fra indkaldelsesstedet til tjenestestedet

- i forbindelse med udstationeringens ophør, fra tjenestestedet til indkaldelsesstedet.

5. Som indkaldelsessted betragtes i denne afgørelse det sted, hvor den udstationerede militærperson udøvede sine funktioner hos sin oprindelige arbejdsgiver inden udstationeringen. Tjenestestedet er det sted, hvor den tjenestegren, han knyttes til, er beliggende. Navnene på disse forskellige steder skal være anført i den i artikel 18, stk. 2, omhandlede brevveksling.

6. Det kan i den i artikel 18, stk. 2, omhandlede brevveksling fastsættes, at rejseudgifter ikke dækkes af Generalsekretariatet.

Artikel 15

Flytteudgifter

1. Den udstationerede militærperson, som finder det nødvendigt at flytte sin bopæl til tjenestestedet, kan flytte sit personlige bohave inden for en frist på højst seks måneder efter sin tiltrædelse af tjenesten, hvis udstationeringens forventede varighed er mindst to år, og indkaldelsesstedet ligger mere end 50 km fra tjenestestedet.

2. De udgifter, der er forbundet med flytningen af det personlige bohave, godtgøres den udstationerede militærperson i overensstemmelse med de regler og på de vilkår, der gælder i Generalsekretariatet.

3. Ved udstationeringens ophør skal flytningen finde sted senest tre måneder senere.

4. Det kan i den i artikel 18, stk. 2, omhandlede brevveksling fastsættes, at flytteudgifter ikke dækkes af Generalsekretariatet.

Artikel 16

Tjenesterejser - Udgifter i forbindelse med tjenesterejse

1. Den udstationerede militærperson kan sendes på tjenesterejse under overholdelse af bestemmelserne i artikel 3.

2. Udgifterne i forbindelse med tjenesterejsen afregnes i overensstemmelse med de regler og på de vilkår, der i Generalsekretariatet gælder for godtgørelse af tjenestemænds udgifter i forbindelse med tjenesterejser.

Artikel 17

Tilpasning af ordningen for vederlag og godtgørelser

1. Den ordning for vederlag og godtgørelser, der gælder for den udstationerede militærperson, kan ikke ændres i udstationeringsperioden.

2. Den supplerende faste godtgørelse, der er nævnt i artikel 13, tilpasses dog en gang om året uden tilbagevirkende kraft i takt med udviklingen i fællesskabstjenestemændenes grundløn.

KAPITEL V

ADMINISTRATIVE OG BUDGETMÆSSIGE BESTEMMELSER

Artikel 18

Fastsættelse af tildelinger og kontrakter

1. De udgifter, der følger af udstationerede militærpersoners udstationering, afholdes over konto 1 1 1 3 i Rådets budget.

2. Udstationeringen sker på grundlag af en brevveksling mellem generalsekretæren/den højtstående repræsentant og den pågældende medlemsstats faste repræsentant. I brevvekslingen nævnes navnet på de personer, der er beføjet til at fastsætte de praktiske retningslinjer for udstationeringen inden for rammerne af denne afgørelse, og betalingen af de i artikel 12, 13, 14 og 15 omhandlede godtgørelser. Skrivelsen om udstationeringens forlængelse, afbrydelse eller ophør fremsendes ligeledes af generalsekretæren/den højtstående repræsentant. Den udstationerede militærperson henvender sig på førstedagen for sin udstationering til den kompetente tjenestegren i Generaldirektoratet for Administration og Protokol for at få foretaget de administrative tiltrædelsesformaliteter. Tiltrædelse sker principielt den første i en måned.

Artikel 19

Fastsættelse af udgifter

Udbetalingerne foretages i euro af den kompetente tjenestegren i Generaldirektoratet for Administration og Protokol og indsættes på en bankkonto, der er åbnet hos en bankinstitution i Belgien.

Artikel 20

Udgifter til infrastruktur

De udgifter, der afholdes for at skabe de fornødne arbejdsvilkår (lokaler, inventar, maskiner, osv.) i forbindelse med udstationering af militærpersoner, afholdes over driftsbevillingerne.

Artikel 21

Denne afgørelse får virkning fra dagen for vedtagelsen.

Artikel 22

Denne afgørelse offentliggøres i EF-Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2001.

På Rådets vegne

A. Lindh

Formand

(1) EFT L 27 af 30.1.2001, s. 4.

(2) EFT L 27 af 30.1.2001, s. 7.

Top