EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018AE4019

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af EU-programmet for bekæmpelse af svig (COM(2018) 386 final — 2018/0211 (COD))

EESC 2018/04019

EUT C 62 af 15.2.2019, p. 63–66 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

15.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/63


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af EU-programmet for bekæmpelse af svig

(COM(2018) 386 final — 2018/0211 (COD))

(2019/C 62/10)

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 18.6.2018

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

 

 

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

2.10.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

17.10.2018

Plenarforsamling nr.

538

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

193/0/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU støtter Kommissionens forslag om oprettelse af et nyt program for bekæmpelse af svig til beskyttelse af EU's finansielle interesser og gensidig administrativ bistand mellem medlemsstaternes toldmyndigheder.

1.2.

Det er positivt, at det nye program for bekæmpelse af svig bygger på det tidligere Hercule III-program i den hensigt at opnå bedre resultater på baggrund af den praksis, der i mellemtiden har udviklet sig, især hvad angår en mere omfattende analyse af de data, der er til rådighed, og effektiv samkøring af Hercule-, AFIS- og IMS-systemerne.

1.3.

EØSU ser gerne, at EU fremmer det internationale samarbejde inden for bekæmpelse af svig med henblik på en effektiv og koordineret indsats over for aktiviteter, som i dag ikke er begrænset af landegrænser eller endda kontinenter, og som kræver, at der udvikles effektive metoder for globalt samarbejde mellem de forskellige kompetente myndigheder.

1.4.

EØSU anbefaler, at Kommissionen sikrer tilstrækkelige investeringer i nye teknologier til bekæmpelse af svig, først og fremmest i kunstig intelligens, som kan føre betydelige forbedringer med sig og gøre bekæmpelsen af de ulovlige aktiviteter nemmere.

1.5.

Disse investeringer bør ledsages af passende uddannelsestiltag for de ansatte ved de offentlige myndigheder, som beskæftiger sig med bekæmpelse af svig. Det er helt afgørende, at indsatsen for at holde trit med udviklingen i den ulovlige handel helt konkret fører til brugen af nye teknologier, der suppleres af en passende uddannelse af de personer, der er beskæftiget inden for området.

1.6.

I betragtning af teknologiens strategiske betydning for bekæmpelsen af svig foreslår EØSU, at resultatindikatorerne i Kommissionens forslag suppleres med yderligere indikatorer til måling af fremskridt med hensyn til skattemyndighedernes evne til at anvende nye digitale teknologier og dertil hørende kunstig intelligens til at bekæmpe svig, der skader EU's interesser.

1.7.

Politisk mener EØSU, at EU-institutionernes indsats for at bekæmpe svig kunne forbedres ved bl.a. at gøre en ekstra indsats for at harmonisere den lovgivning og de skatteregler, som gælder i de forskellige nationale jurisdiktioner. Det kan således tænkes, at de alt for store forskelle i medlemsstaternes lovgivning og skatteregler i det indre marked tilskynder til ulovlige aktiviteter for at udnytte disse reguleringsmæssige forskelle (f.eks. momskarruselsvig), hvilket kan være til direkte eller indirekte skade for EU's budget eller mere generelt for konsolideringen af EU's indre marked.

2.   Kommissionens forslag

2.1.

Som systemet er nu, findes der følgende foranstaltninger til bekæmpelse af svig med EU-midler: i) Hercule III-udgiftsprogrammet vedrørende bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, ii) AFIS-systemet (Anti Fraud Information System), som består af en række IT-applikationer på toldområdet, som administreres af Kommissionen i medfør af forordning (EF) nr. 515/97, samt iii) systemet til indberetning af uregelmæssigheder (IMS), der er et elektronisk kommunikationsværktøj, som gør det nemmere for medlemsstaterne at opfylde forpligtelsen til at indberette konstaterede tilfælde af uregelmæssigheder.

2.2.

Det nye EU-program for bekæmpelse af svig, som behandles i denne udtalelse, bygger i vid udstrækning på det tidligere Hercule III-program med visse forbedringer såsom muligheden for at finansiere nye initiativer (eksempelvis vedrørende dataanalyse) — og for en bedre samkøring med AFIS og IMS.

2.3.

Programmet har to generelle mål: i) beskyttelse af EU's finansielle interesser og ii) støtte til gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne.

2.4.

Derudover har programmet tre specifikke mål, der følger direkte af de generelle mål: i) forebyggelse og bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, ii) støtte til indberetning af uregelmæssigheder, herunder svig, i forbindelse med EU-budgetmidler under delt forvaltning og vedrørende førtiltrædelsesbistand og iii) tilvejebringelse af værktøjer til udveksling af oplysninger og støtte til aktiviteter inden for gensidig administrativ bistand i told- og landbrugsanliggender.

2.5.

For perioden 2021-2027 er finansieringsrammen for programmet på 181,207 mio. EUR fordelt som følger: i) 114,207 mio. EUR til forebyggelse og bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, ii) 7 mio. EUR til støtte til indberetning af uregelmæssigheder, herunder svig, i forbindelse med EU-budgetmidler under delt forvaltning og vedrørende førtiltrædelsesbistand og iii) 60 mio. EUR til tilvejebringelse af værktøjer til udveksling af oplysninger og støtte til aktiviteter inden for gensidig administrativ bistand i told- og landbrugsanliggender.

2.6.

Det nye program skal gennemføres på baggrund af nye og væsentligt ændrede lovgivningsmæssige rammer. Særligt oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), som får en vigtig og forhåbentlig effektiv rolle, og gennemførelsen af direktiv (EU) 2017/1371 om strafferetlig bekæmpelse af svig skal sikre, at EU's og EU-borgernes finansielle interesser beskyttes bedre.

2.7.

Kommissionen har udarbejdet forordningen om programmet for bekæmpelse af svig efter høring af interesserede parter og under hensyntagen til forslagene fra en ekspertgruppe, og den har et solidt retsgrundlag i traktaterne (artikel 325 og 33 i TEUF).

3.   Generelle og særlige bemærkninger

3.1.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag om oprettelse af et nyt program for bekæmpelse af svig til beskyttelse af EU's finansielle interesser og gensidig administrativ bistand mellem medlemsstaternes toldmyndigheder.

3.2.

I kraft af de foranstaltninger, der er blevet indført i de senere år, er store beløb blevet ført tilbage til EU's budget, hvilket — trods Kommissionens konstatering af, at det er svært at kvantificere den nøjagtige størrelse af de inddrevne beløb — viser, hvor vigtigt det er, at artikel 325 og 33 i TEUF gennemføres ved hjælp af de rette instrumenter og via hensigtsmæssig koordinering mellem nationale og europæiske myndigheder.

3.3.

Globaliseringen af markederne, varers og personers stadig større bevægelighed og den voksende udbredelse af nye kommunikationsteknologier fremmer den eksponentielle vækst i grænseoverskridende transaktioner og handel på digitale platforme. Dermed skabes der store muligheder for vækst og udvikling af markeder, men en forudsætning er, at metoderne til kontrol med ulovligheder og lovgivningen til bekæmpelse af svig og forskellige former for omgåelse af toldkontrol hele tiden og hurtigt ajourføres.

3.4.

Derfor er det altafgørende, at de offentlige myndigheders indsats er på omgangshøjde med de hele tiden mere avancerede former for svig. Det gælder såvel effektiviteten af håndhævelsen som teknologi og effektivt samarbejde mellem de nationale myndigheder, hvis aktioner skal være koordinerede og skabe en synergieffekt.

3.5.

Den tværnationale karakter af svig og det forhold, at teknologien gør det stadig nemmere hurtigt at udvikle ulovlig praksis (her tænkes f.eks. på, hvor nemt det er at flytte penge fra ulovlige aktiviteter), kræver et stadigt tættere myndighedssamarbejde på globalt niveau. EØSU ser gerne, at EU fremmer det internationale samarbejde inden for bekæmpelse af svig med henblik på en effektiv og koordineret indsats over for aktiviteter, som i dag ikke er begrænset af landegrænser og kontinenter.

3.6.

Det er positivt, at det nye program for bekæmpelse af svig bygger på Hercule III-programmet i den hensigt at forbedre de tidligere resultater på baggrund af den praksis, der i mellemtiden har udviklet sig, især hvad angår en mere omfattende og nøjagtig analyse af de data, der er til rådighed, og effektiv samkøring af Hercule-, AFIS- og IMS-systemerne.

3.7.

Fordi EU i medfør af artikel 3 i TEUF har enekompetence hvad angår toldunionen, har man i dag opnået gode resultater hvad angår harmonisering af regler, effektivisering af kontroller og den afskrækkende virkning af sanktioner. Det er vigtigt, at disse resultater suppleres af effektiv beskyttelse af EU's finansielle interesser, hvilket bl.a. kræver, at arbejdet med at styrke toldsamarbejdet mellem medlemsstaterne fortsættes og intensiveres i tæt kontakt med Kommissionen.

3.8.

Med det nye program for bekæmpelse af svig optrappes indsatsen for at bekæmpe ulovlige aktiviteter, der skader EU's interesser, bl.a. gennem indførelse af nye teknologier til toldaktiviteter, som forenkler og fremskynder kontrolprocedurerne. På den baggrund opfordrer EØSU til, at der investeres tilstrækkeligt i nye teknologier til bekæmpelse af svig, først og fremmest i kunstig intelligens, som efter udvalgets opfattelse rummer store muligheder for at forbedre de offentlige myndigheders indsats.

3.9.

Disse investeringer bør ledsages af passende uddannelsestiltag for de ansatte ved de offentlige myndigheder, som beskæftiger sig med bekæmpelse af svig. Det er helt afgørende, at indsatsen for at holde trit med udviklingen i den ulovlige handel helt konkret fører til brugen af nye teknologier, der suppleres af en passende uddannelse af de personer, der deltager i bekæmpelsen af svig og ulovligheder, og som løbende bør videreuddanne sig og holde sig ajour med udviklingen af teknologier til bekæmpelse af svig og ulovligheder.

3.10.

EØSU er enig i de generelle og specifikke mål for det nye program for bekæmpelse af svig, men foreslår endnu et specifikt mål vedrørende bekæmpelse af toldsvig, korruption og ulovlige aktiviteter, der foregår via digitale kanaler og ved brug af nye teknologier, og som skal have det sigte at udvikle en toldpolitik og politik for bekæmpelse af digitalt svig.

3.11.

Det er vigtigt at understrege, at en tilpasning af toldpolitikken og politikkerne for bekæmpelse af svig i lyset af teknologien ikke kun handler om at opdatere de pågældende myndigheders værktøjer og fysiske ressourcer, men også skal udmøntes i en egentlig langsigtet strategi på grundlag af klart definerede mål, formål og metoder.

3.12.

Kommissionen har ikke fundet det nødvendigt at foretage en forudgående konsekvensanalyse, eftersom det nye program for bekæmpelse af svig langt hen ad vejen er en fortsættelse af et tidligere program, som har været genstand for efterfølgende evalueringer (1), der konkluderede, at det havde været effektivt. Selv om EØSU forstår beslutningen om ikke at foretage en forudgående konsekvensanalyse og principielt mener, at de af Kommissionen omtalte efterfølgende evalueringer er tilstrækkelige, finder udvalget det vigtigt, at EU-politikkerne for bekæmpelse af svig bygger på konkrete og verificerbare data. Da der ikke foreligger en forudgående konsekvensanalyse, er det derfor helt påkrævet, at der som støtte for det nye program for bekæmpelse af svig foretages løbende overvågning, evaluering og indberetning, som gør det muligt at foretage en reel vurdering af den aktuelle situation og fremskridtene over tid.

3.13.

EØSU er enig i de tre indikatorer til kontrol med opfyldelsen af de specifikke mål for det nye program for bekæmpelse af svig, nemlig i) tilfredshedsgraden hos brugerne og procentdel af medlemsstater, som modtager støtte til forebyggelse og bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, ii) brugertilfredshedsandel i forbindelse med anvendelsen af IMS-systemet og iii) antal oplysninger om gensidig bistand, som er gjort tilgængelige, og antal støttede aktiviteter vedrørende gensidig bistand.

3.14.

Som en konsekvens af den tidligere opfordring til et nyt specifikt mål om at gennemføre en toldstrategi og strategi for bekæmpelse af svig for den digitale økonomi, foreslår EØSU, at der også indføres indikatorer til måling af fremskridt med hensyn til skattemyndighedernes evne til at anvende nye digitale teknologier og dertil hørende kunstig intelligens til at bekæmpe svig, der skader EU's interesser.

3.15.

For at programmet for bekæmpelse af svig kommer til at fungere godt, er det vigtigt, at der afsættes tilstrækkelige finansielle bevillinger til de foranstaltninger, der indføres. EØSU bakker derfor op om Kommissionens forslag om, at programmet gennemføres ved både direkte og indirekte forvaltning.

3.16.

EØSU bifalder, at der kan ydes finansiering til dækning af medlemsstaternes udgifter til installering og vedligeholdelse af den tekniske infrastruktur og til logistiske ressourcer, IT-ressourcer og kontorautomatiseringsressourcer, som er nødvendige til at koordinere fælles toldoperationer og andre operationelle aktiviteter. Udvalget finder, at dette hænger godt sammen med den overordnede tilgang, der er valgt i forordningen om det nye program for bekæmpelse af svig. Ligeledes er EØSU enig i, at der skal være mulighed for at yde finansiering til indkøb, research, udvikling og opdatering af IT-infrastruktur og software og de særlige netforbindelser til forebyggelse og bekæmpelse af svig.

3.17.

På baggrund af ovenstående tilskynder EØSU Kommissionen til at sikre, at de koordineringsmekanismer, der er nødvendige for at garantere effektiviteten og interoperabiliteten af alt indkøbt udstyr, er velfungerende og strømlinede med økonomisk støtte fra EU med det sigte at fortsætte kampen mod svig og ulovlige aktiviteter, som skader EU's budget, og hele tiden gøre indsatsen mere effektiv og bedre koordineret.

3.18.

Politisk mener EØSU, at EU-institutionernes indsats for at bekæmpe svig kunne forbedres ved bl.a. at gøre en ekstra indsats for at harmonisere den lovgivning og de skatteregler, som gælder i det indre marked. Det kan således tænkes, at de alt for store forskelle i medlemsstaternes lovgivning og skatteregler i det indre marked tilskynder til ulovlige aktiviteter for at udnytte disse reguleringsmæssige forskelle (f.eks. momskarruselsvig), hvilket kan være til direkte eller indirekte skade for EU's budget eller mere generelt for konsolideringen af EU's indre marked.

Bruxelles, den 17. oktober 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. evalueringen af Hercule II-programmet (2007-2013) og Hercule III (2014-2017).


Top