EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017IR3214

Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — En europæisk industristrategi — de regionale og lokale myndigheders rolle og perspektiv

COR 2017/03214

EUT C 247 af 13.7.2018, p. 38–42 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.7.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 247/38


Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — En europæisk industristrategi — de regionale og lokale myndigheders rolle og perspektiv

(2018/C 247/07)

Ordfører:

Heinz Lehmann (DE/EPP), medlem af landdagen i Sachsen

Basisdokument:

Kommissionens meddelelse »Investering i en intelligent, innovativ og bæredygtig industri — En ny strategi for Unionens industripolitik«

(COM(2017) 479 final)

POLITISKE ANBEFALINGER

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens meddelelse (1), som det betragter som et yderligere vigtigt skridt, og opfordrer Kommissionen til at udvikle en ambitiøs industristrategi for Unionen på dette grundlag og på den måde, som Det Europæiske Råd (2), Europa Parlamentet (3), Rådet (konkurrenceevne) (4), Regionsudvalget (5) og gruppen »Friends of Industry« (6) har opfordret den til;

2.

opfordrer til at udarbejde en industristrategi på europæisk niveau, der modsvarer aktuelle og kommende udfordringer, muligheder og faktorer for den industrielle konkurrenceevne i global sammenhæng. Udvalget mener, at en sådan strategi med udgangspunkt i en klar vision bør udformes for den europæiske industri på mellemlang sigt og videreudvikles med sigte på 2030 og perioden derefter;

3.

opfordrer til at lade en stærk territorial dimension, der tager højde for regional, intelligent specialisering, indgå i strategien. Udvalget minder om den fælles og løbende opgave, der omhandles i artikel 173 i TEUF, nemlig at gennemføre en europæisk industripolitik, og erklærer sig parat til i form af et partnerskab at støtte Kommissionen, Rådet og Europa Parlamentet, navnlig fordi gennemførelsen kræver en fælles forpligtelse og fælles bestræbelser fra alle aktører og på alle niveauer;

4.

opfordrer til, at der udarbejdes en horisontal industristrategi med mål, strategiske foranstaltninger og indikatorer, en stringent konsekvensanalyse samt en passende ramme for overvågning og styring. Udvalget opfordrer til, at der indføres sektorspecifikke foranstaltninger, som er målrettede til sektorer, der står over for økonomiske forandringer, og til sektorer med højt vækstpotentiale. Udvalget understreger, at strategien især bør fokusere på innovation, nøgleteknologier (centrale støtteteknologier), vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, digitalisering og SMV'er, idet de er af horisontal relevans.

Europas industri i en ny tidsalder

5.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at industrien er af afgørende betydning for Europas regioner og byer — som en kilde til 50 mio. arbejdspladser, eksport og innovation. Sikring af den fremtidige konkurrenceevne for den europæiske industri i en hastigt skiftende global kontekst er en forudsætning for en afbalanceret og bæredygtig udvikling;

6.

gør opmærksomhed på, at udenrigshandlen har relativt stor betydning for BNP (83,05 % i 2015) (7). Udvalget opfordrer derfor til, at der i højere grad fokuseres på at fremme den indenlandske efterspørgsel, som ligger til grund for en stabil industriproduktion i EU og en styrket vækst;

7.

er overbevist om, at det bør være muligt at skabe intern vækst et hvilket som helst sted for at sikre den sociale fred, således at alle regioner — også landdistrikterne — kan tage del i værditilvæksten og få mulighed for at skabe kvalificerede lokale arbejdspladser samt bevare disse;

8.

støtter etableringen af innovationsvenlige rammevilkår og opfordrer samtidig til, at der tages fat på de økonomiske udfordringer med sigte på i højere grad at opnå accept af den industrielle indsats på alle samfundsniveauer, lige fra børnehaver og virksomheder til forvaltning;

9.

henleder opmærksomheden på, at de ændrede forretningsmodeller, der opstår som følge af den tiltagende digitalisering, i stadig højere grad står i centrum for den fremtidige udvikling, og at man derfor fremover ikke kun bør differentiere efter sektorer, men også efter forretningsmodeller, når den offentlige indsats tilrettelægges.

Styrkelse af Europas industri

10.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer til også efter 2020 at bevare industriens andel på 20 % af BNP som et strategisk mål;

11.

mener, at Europas chancer for at bevare og udvikle en global konkurrencedygtig industri afhænger af dets uafhængighed på det teknologiske område;

12.

opfordrer til, at der skabes ensartede betingelser for teknologier af strategisk betydning for Europa (f.eks. mikroelektronik og battericeller) i den europæiske såvel som i den globale konkurrence, og at disse betingelser bevares;

13.

minder om, at rammebetingelser fra andre reguleringsområder, som udelukkende har en restriktiv indvirkning på virksomheder i EU (f.eks. visse bestemmelser vedrørende materialer), kan føre til ophør med eller flytning af forretningsområder til tredjelande, hvilket vil have indvirkning på hele værdikæden i EU;

14.

understreger den strategiske betydning, som projekter af fælleseuropæisk interesse har for den europæiske industris konkurrenceevne. Udvalget opfordrer Kommissionen til konsekvent at udnytte det deraf udledte potentiale. Udvalget glæder sig over Kommissionens forslag om at sætte gang i etableringen af strategiske fora med henblik på at forbedre den internationale koordinering mellem interessenterne. Udvalget opfordrer til en konsekvent og rettidig videreudvikling af begrebet »projekter af fælleseuropæisk interesse« under hensyntagen til de opnåede erfaringer;

15.

hilser Kommissionens bemærkninger om den forsvarstekniske industri velkommen. Udvalget støtter en samordnet strategisk tilgang, idet en sådan har stor økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk betydning. Den Europæiske Forsvarsfond bør også komme forskningen til gode og udgøre en separat budgetpost;

16.

understreger havindustriernes betydning for håndteringen af den blå økonomis udfordringer og for udnyttelsen af dennes fulde potentiale og glæder sig over resultaterne, for eksempel inden for områderne passagerskibe og vedvarende havenergi. Udvalget opfordrer til, at der efter afslutningen af LeaderSHIP 2020-initiativet gives mulighed for at udarbejde en køreplan til støtte for havindustrierne med inddragelse af alle europæiske politikområder.

Et mere uddybet og fair indre marked: styrkelse af mennesker og virksomheder

17.

Det Europæiske Regionsudvalg deler den opfattelse, at et velfungerende indre marked for varer og tjenesteydelser kan lette virksomhedernes integration i de globale værdikæder, og at dette marked derfor er af stor betydning for den europæiske industris succes;

18.

minder om, at det europæiske marked er vigtigere for regionerne end det globale marked og opfordrer til at gennemføre strategien for det indre marked (8), effektivt gennemføre lovgivningen om det indre marked og imødegå bilaterale foranstaltninger inden for EU, der har en fragmenterende effekt (f.eks. bilaterale investeringsaftaler). Udvalget understreger, at konkurrencedygtige erhvervstjenester er af stigende vigtighed for fremstillingsindustriens produktivitet og omkostningsrelaterede konkurrenceevne;

19.

opfordrer til større fleksibilitet inden for det offentlige med henblik på at sikre mere innovationsvenlige offentlige indkøb med åbenhed over for andre teknologier;

20.

glæder sig over vedtagelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, men understreger, at det er nødvendigt at supplere den med en stærk europæisk social dagsorden, hvilket bl.a. vil bane vejen for en reallønskonvergens i tråd med produktiviteten;

21.

understreger, at kvalificerede faglærte og ledere med en faglig uddannelse udgør rygraden i mange virksomheder, navnlig SMV'er. Udvalget minder om, at høje kvalifikationskrav samt en ligelig fordeling mellem praksisnærhed og teoretisk uddannelse er af afgørende betydning for højt specialiserede teknologi- og vidensintensive industrisektorer;

22.

minder om den opgave, der foreligger på nationalt eller regionalt plan med hensyn til at udarbejde strategier for erhvervelse og bevarelse af nøglekompetencer.

Modernisering af industrien med henblik på den digitale tidsalder

23.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at hovedopgaven i en digital fremtid må være at fremtidssikre industrien og samfundet som helhed;

24.

minder om den opgave, der påhviler de regionale og lokale myndigheder med hensyn til at videreudvikle alle de former for infrastruktur, som digitaliseringen kræver på fremtidsorienteret vis, forholde sig åben over for alle tekniske løsninger og anvende en hensigtsmæssig blanding af systemerne for bredbånd, radiofrekvenser og digital forvaltning samt deres kompatibilitet;

25.

minder om, at gode eksempler på beregninger af cost/benefit-forholdet i forbindelse med indførelse af digitale teknologier i etablerede virksomheder kan reducere barriererne for indførsel og udnyttelse og støtte forretningsmodellernes omstilling. Udvalget opfordrer til at fremme infrastrukturer til støtte for SMV’ers digitalisering (digitale innovationsknudepunkter);

26.

opfordrer Kommissionen til også at forankre den europæiske industris førerposition som mål i det 9. rammeprogram for forskning og innovation. Udvalget slår til lyd for at intensivere bestræbelserne på at opfylde målet om, at FoU skal tegne sig for 3 % af BNP, og at industriens omstillings- og innovationsevne styrkes gennem yderligere tematiske platforme vedrørende den industrielle modernisering, f.eks. partnerskaber i forbindelse med nye produktionsmetoder, bæredygtig produktion, 3D-printning og Industri 4.0.

Udbygning af Europas førende position i en kulstoffattig cirkulær økonomi

27.

Det Europæiske Regionsudvalg er enig med Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet i, at Europas førende rolle i en kulstoffattig cirkulær økonomi bør udvides med henblik på at yde et væsentligt bidrag til gennemførelsen af Parisaftalen om klimaændringer. Udvalget minder om sin opfordring til at udforme miljø-, klimabeskyttelses- og energipolitiske instrumenter på europæisk og nationalt niveau på en måde som sikrer, at byrden for energiintensivt producerende industrier og sektorer, som er afhængige af udenrigshandel, ikke bliver uforholdsmæssig stor, og deres internationale konkurrenceevne ikke sættes på spil;

28.

opfordrer til effektivt at fremme den indenlandske udvindingsindustri via udforskning, udvinding og udnyttelse af primære råmaterialer, via en helhedsorienteret og mere hensigtsmæssig lukning af materialekredsløb og via erstatning med henblik på at reducere råmaterialeimportafhængigheden. Udvalget opfordrer til at forbedre det europæiske samarbejde gennem ressourceeffektivitet og additiv produktion og til at støtte funktionelle og samarbejdsorienterede forretningsmodeller, primært gennem positive incitamenter;

29.

deler den opfattelse, at udvikling og fremstilling af energilagringssystemer er afgørende for at opnå en velfungerende kulstoffattig økonomi i EU. Udvalget opfordrer til ikke at lægge hindringer i vejen for denne potentielle sektor i Europa og henstiller til, at balancen mellem CO2-besparelser og forsyningssikkerhed bevares.

Lokal støtte til den industrielle innovation

30.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over begrebet intelligent specialisering, som Kommissionen har udviklet, og opfordrer til at udnytte det nye potentiale, f.eks. i form af tværsektoriel innovation, idet et internationalt islæt, tværfaglighed og en mangfoldighed af perspektiver udgør de centrale byggesten i helhedsorienterede innovationsprocesser;

31.

minder om, at regionale og tværregionale netværk som f.eks. letvægtskonstruktionsklyngen Merge og Vanguard-initiativet vender den onde cirkel med udvandring, truende mangel på kvalificeret arbejdskraft og økonomi i mindre målestok, styrker regionernes image som værende et sted for innovation, øger incitamentet for virksomheder til at etablere sig og flytte til området og kan sætte gang i udviklingen af nye værdikæder;

32.

minder om de foreslåede forenklinger for nystartede virksomheder og vækstvirksomheder (9);

33.

anerkender den omfattende støttereform i 2014, som har ført til mærkbart forenklede procedurer for virksomheder samt regionale og lokale myndigheder. Udvalget opfordrer imidlertid til kraftigt at forbedre støtten til klyngeinitiativer (artikel 27 i den generelle gruppefritagelsesforordning) gennem øgede støttebeløb. Udvalget opfordrer desuden til fremover at privilegere grænseoverskridende klynger og klyngenetværk samt blandet finansiering, navnlig i forbindelse med pilotprojekter vedrørende infrastruktur og flagskibsprojekter.

Den internationale dimension

34.

Det Europæiske Regionsudvalg er opmærksom på vigtigheden af den europæiske industris integration i globale værdikæder og på, at kun handelskontrakter, gensidig anerkendelse af standarder og afskaffelse af toldmæssige og ikke-toldmæssige handelshindringer sikrer en fri og fair adgang til de globale markeder;

35.

glæder sig navnlig over styrkelsen af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter med henblik på at skabe lige konkurrencevilkår i verdenshandlen, navnlig for traditionelle industrier som f.eks. stålindustrien (10);

36.

opfordrer til, at de lande, der har undertegnet COP, tilskyndes til fuldstændigt og hurtigt at overføre de aftalte reduktionsmål til de nationale standarder og forventer, at alle involverede parter arbejder for at imødegå miljødumping og de negative følgevirkninger heraf;

37.

opfordrer til, at de regionale og lokale myndigheder inddrages i kortlægningen af de strategiske områder, der er af betydning i forbindelse med en screening af udenlandske direkte investeringer.

Partnerskab med medlemsstaterne, regionerne, byerne og den private sektor

38.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at regionerne og de regionale økosystemer spiller en central rolle for den industrielle modernisering, idet de danner gode rammer om dialogen mellem SMV'er, universiteter og forskningscentre samt lokale myndigheder, og opfordrer til en stedbaseret tilgang i den europæiske industripolitik. Udvalget understreger, at de regionale og lokale myndigheder har vigtige beføjelser og kompetencer på politikområder som f.eks. forskning og innovation, uddannelse og kvalifikationer, eksportfremme, infrastruktur, SMV og lovgivning;

39.

betragter sig selv som en aktiv partner for Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet. Udvalget glæder sig over Kommissionens forslag om en årlig industridag og navnlig over det tematiske fokus på centrale støtteteknologier og projekter af fælleseuropæisk interesse, som er planlagt for 2018. Udvalget hilser Kommissionens forslag om at etablere et diskussionsforum på højt plan om temaet industripolitik velkommen og opfordrer til i høj grad at inddrage regionale og lokale myndigheder i debatten om at inkludere en definition af de for Europa strategisk vigtige centrale støtteteknologier. Udvalget opfordrer til aktivt at inddrage regionale interessenter såsom virksomheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. Udvalget glæder sig over de pilotforanstaltninger, som gennem partnerskaber lokalt støtter regionerne i håndteringen af de udfordringer, der er forbundet med strukturændringer.

Bruxelles, den 23. marts 2018.

Karl-Heinz LAMBERTZ

Formand for Det Europæiske Regionsudvalg


(1)  Kommissionens meddelelse »Investering i en intelligent, innovativ og bæredygtig industri — En ny strategi for Unionens industripolitik« (COM(2017) 479 final).

(2)  Det Europæiske Råds konklusioner af 15. december 2016 og 22.-23. juni 2017.

(3)  Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2017 om opbygning af en ambitiøs industripolitisk EU-strategi som en strategisk prioritering til fremme af vækst, beskæftigelse og innovation i Europa (2017/2732 (RSP)).

(4)  Rådets konklusioner om en fremtidig strategi for EU's industripolitik, Rådet (konkurrenceevne), den 29. maj 2017 (283/17); Konklusioner om en ny strategi for EU's industripolitik, Rådet (konkurrenceevne), den 30. november 2017 (705/17).

(5)  RU's udtalelse af 11. april 2013 om »En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning«.

RU's udtalelse af 15. juni 2016 om »Stål: Bevaring af holdbare jobs og vækst i Europa«, COR-2016-01726-00-00-PAC-TRA.

(6)  Warszawafælleserklæringen i forbindelse med »Friends of Industry's« fjerde ministerkonference den 22. april 2016 i Warszawa;

Berlinerklæringen: Fælleserklæring om industripolitik i forbindelse med »Friends of Industry's« femte ministerkonference den 30. juni 2017 i Berlin.

(7)  Tal fra Verdensbanken, handel (i % af BNP), [https://data.worldbank.org/indicator/NE.TRD.GNFS.ZS], 7.1.2018.

(8)  Udtalelse fra Det Europæiske Regionsudvalg om Opgradering af det indre marked, april 2016 (ordfører: Alessandro Pastacci (IT/PES)). Udtalelse fra Det Europæiske Regionsudvalg om Servicepakken: en tjenesteydelsesøkonomi til gavn for europæerne, oktober 2017 (ordfører: Jean-Luc Vanraes (BE/ALDE)).

(9)  Fremme af nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i Europa: det regionale og lokale perspektiv, COR-2017-00032-00-01-AC-TRA.

(10)  Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse »Stål: Bevaring af holdbare jobs og vækst i Europa«, juni 2016 (ordfører: Isolde Ries (DE/PES)).


Top