1.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/15

—

understreger betydningen af det lokale og regionale plan for EU's civilbeskyttelse. De lokale og regionale myndigheder står ofte i forreste linje i bekæmpelsen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Derfor er det tvingende nødvendigt at inddrage dem i udviklingen på dette område, netop på baggrund af at lovgivningskompetencerne i mange medlemsstater er lokale eller regionale;

—

fremhæver vigtigheden af EU's vilje til at støtte medlemsstaternes foranstaltninger. Ud fra de skader, der er opstået under tidligere naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, kan man se, at der stadig delvist er behov for at skabe bedre betingelser i medlemsstaterne. Der er også stadig plads til at videreudvikle og øge samarbejdet på tværs af landegrænser og regioner. Her kan EU yde et væsentligt bidrag til et endnu mere effektivt og velfungerende samarbejde, frem for alt ved at forbedre koordineringen;

—

minder dog om, at civilbeskyttelsen er en af medlemsstaternes oprindelige opgaver, der også kan varetages på lokalt og regionalt niveau, og at deres beføjelser ikke må krænkes;

—

fremhæver, at EUF-traktaten foreskriver en understøttende, koordinerende og supplerende rolle på katastrofeberedskabsområdet. Derfor spiller overvågnings- og informationscentrene for civilbeskyttelse (MIC) en koordinerede rolle, mens EU hverken har kompetencer vedrørende oprettelsen af egne enheder eller kan overtage ledelsen af enheder eller andre ressourcer, medlemsstaterne stiller til rådighed. Al planlægning og alle foranstaltninger skal derfor gennemføres under særligt hensyn til subsidiaritetsprincippet;

—

tilslutter sig grundprincipperne solidaritet, samarbejde, koordinering og indbyrdes støtte blandt EU's medlemsstater, regioner og lokale myndigheder på civilbeskyttelsesområdet og erklærer sig enig med Kommissionen i, at der er behov for endnu mere samhørighed, effektivitet og synlighed, hvis man vil opnå målet om en bedre integreret katastrofeberedskabskapacitet i EU;

Ordfører

Norbert KARTMANN (DE/PPE), medlem af Hessens delstatsparlament

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle

KOM(2010) 600 endelig

1.

glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at øge sammenhængen i politikken for katastrofeberedskabet og at EU udvikler et velafbalanceret, samlet koncept på civilbeskyttelsesområdet, som Regionsudvalget tidligere har krævet (1);

2.

understreger betydningen af det lokale og regionale plan for EU's civilbeskyttelse. De lokale og regionale myndigheder står ofte i forreste linje i bekæmpelsen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Derfor er det tvingende nødvendigt at inddrage dem i udviklingen på dette område, netop på baggrund af, at lovgivningskompetencerne i mange medlemsstater er lokale eller regionale;

3.

bekræfter, navnlig på baggrund af katastrofen i Japan, betydningen af et effektivt og hurtigt reagerende beredskabssystem, der kan beskytte befolkningen, og som i denne form kun kan sikres på lokalt og regionalt niveau. Udvalget fremhæver Regionsudvalgets resolution om »Konsekvenserne af naturkatastroferne i Japan og atomulykkens følger: Hvad kan EU lære af katastrofen?« (CdR 123/2011) og dens krav om, at der føres en debat om centrale sikkerhedsspørgsmål på baggrund af erfaringerne fra Japan, og at der i denne forbindelse tages hensyn til de nyeste forskningsresultater knyttet hertil. Udvalget opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at gennemgå eksisterende beredskabsplaner på baggrund af disse erfaringer og til i givet fald at revidere disse planer;

4.

bifalder Kommissionens præcisering af, at styrkelsen af EU's katastrofeberedskab bør gennemføres på grundlag af de enheder og styrker, medlemsstaterne stiller til rådighed. Regionsudvalget tilslutter sig Kommissionens strategi om at tage udgangspunkt i de eksisterende strukturer, samle ressourcerne endnu mere effektivt og koordinere indsatsen af dem uden dermed at øge den administrative byrde. Ved at forbedre koordineringen kan man opnå endnu mere effektive resultater for de mennesker, der rammes af katastrofer;

5.

tilslutter sig grundprincipperne solidaritet, subsidiaritet og forebyggelse, når det gælder foranstaltninger på civilbeskyttelsesområdet;

6.

understreger vigtigheden af EU's vilje til at støtte medlemsstaternes foranstaltninger. Ud fra de skader, der er opstået under tidligere naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, kan man se, at der stadig delvist er behov for at skabe bedre betingelser i medlemsstaterne. Der er også stadig plads til at videreudvikle og øge samarbejdet på tværs af landegrænser og regioner. Her kan EU yde et væsentligt bidrag til et endnu mere effektivt og velfungerende samarbejde, frem for alt ved at forbedre koordineringen;

7.

betoner betydningen af spørgsmålet på baggrund af klimaændringerne. Hyppigheden og omfanget af naturkatastrofer er en alvorlig trussel – særligt oversvømmelser, tørke og skovbrande samt skader forårsaget af kulde og sne udgør en stigende risiko;

8.

peger ligeledes på det vigtige i dette spørgsmål i tilslutning til andre naturkatastrofer. Dette gælder vulkanudbrud og jordskælv, der – således som det fremgår i statistikkerne – rammer og vil ramme det sydlige Europa og Tyrkiet ja endog Centraleuropa med forskellige mellemrum;

9.

understreger, at der i Lissabontraktaten er indføjet en solidaritetsbestemmelse (artikel 222 i EUF-traktaten), som fastsætter, at EU og dets medlemsstater skal yde hinanden bistand i tilfælde af en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe på EU's område. Endvidere bifalder Regionsudvalget styrkelsen af EU's koordinerende rolle i henhold til nærhedsprincippet samt medlemsstaternes samarbejde på dette område og medlemsstaternes gensidige katastrofehjælp i henhold til art. 6, stk. 2, litra f), sammenholdt med art. 2, stk. 5, i EUF-traktaten og 196 i EUF-traktaten.

10.

påpeger, at videre foranstaltninger til at styrke katastrofeindsatsen og udrykningsberedskabet skal bygge på en struktureret analyse af udgangspositionen og eventuelle mangler, for at man kan udvikle skræddersyede løsningsmuligheder;

11.

fremhæver, at det i denne sammenhæng er vigtigt at identificere og kortlægge de ressourcer, der findes i medlemsstaterne. Dernæst bør man – ud over foranstaltninger til forbedring af koordineringen og tilgængeligheden – med udgangspunkt i de identificerede ressourcer vurdere, hvor manglerne er, og hvor medlemsstaterne har konkret behov for støtte fra EU til at optimere beredskabet. Der bør ligge velfunderede evalueringsresultater til grund for gennemførelsesforanstaltningerne.

12.

støtter Kommissionens bestræbelser på ud over det nuværende koncept med ad hoc-bistand at udvikle fremadrettet planlægning;

13.

deler Kommissionens opfattelse om, at det er fornuftigt at udvikle referencescenarier, at identificere og kortlægge medlemsstaternes eksisterende ressourcer med udgangspunkt i disse scenarier samt at øge øvelsesintensiteten, så man kan udnytte de eksisterende ressourcer endnu mere effektivt til at beskytte EU's borgere og revidere eller supplere disse i rette tid. Her kan relevante beredskabsplaner også være et værdifuldt instrument;

14.

anerkender Kommissionens bestræbelser på yderligere at forbedre katastrofeberedskabskapaciteten. Det bør ske ved at man videreudvikler fællesskabsordningen, som i princippet er velafprøvet.

15.

bekender sig udtrykkeligt til princippet om solidaritet og gensidig bistand i katastrofesituationer, der er kommet til udtryk i en lang række grænseoverskridende og bilaterale overenskomster samt i egentlig katastrofehjælp regionerne imellem. Det mangfoldige samarbejde mellem regionerne på tværs af grænserne viser, at netop regionernes bidrag til en hurtig katastrofebistand er væsentligt. Dette vellykkede samarbejde omfatter også som fælles mål at udarbejde risikokort og trusselsvurderinger. Her spiller regionerne en bærende rolle, fordi de er særligt sårbare over for naturkatastrofer og derfor har udviklet civilbeskyttelsestjenester og opbygget en erfaring, der kan eksporteres til de omgivende tredjelande. Navnlig regionerne i den yderste periferi har samlet vigtige erfaringer, der kan overføres til de omgivende regioner;

16.

betoner medlemsstaternes ansvar på dette område og bestemmelserne om EU's retlige beføjelser iht. art. 196 i EUF-traktaten, som Rådet (almindelige anliggender) har påpeget i sine konklusioner af 14. december 2010 (2);

17.

bekræfter, at man også bør yde støtte til de medlemsstater og regioner, der rammes af tilbagevendende naturkatastrofer, for dermed at gøre dem endnu bedre rustede til at reagere hurtigt og effektivt i katastrofesituationer;

18.

mener, at EU-støtte til at afhjælpe eventuelle mangler på bestemte områder først og fremmest skal ske ved, at udvikling og udbygning af katastrofeberedskabskapacitet fremskyndes i og af medlemsstaterne selv i overensstemmelse med EU's gældende standarder og krav;

19.

fremhæver, at EUF-traktaten foreskriver en understøttende, koordinerende og supplerende rolle på katastrofeberedskabsområdet. Derfor spiller overvågnings- og informationscentrene for civilbeskyttelse (MIC) en koordinerede rolle, mens EU hverken har kompetencer vedrørende oprettelsen af egne enheder, eller kan overtage ledelsen af enheder eller andre ressourcer, medlemsstaterne stiller til rådighed. Al planlægning og alle foranstaltninger skal derfor afpasses og gennemføres i overensstemmelse med de krav, der gør det muligt for EU-landene at gennemføre subsidiaritetsprincippet;

20.

konstaterer, at regionale og lokale enheder og institutioner udgør en bærende konstruktion i medlemsstaternes katastrofeberedskabs-arkitektur. Et hurtigt og effektivt katastrofeberedskab kan bedst varetages af nationale, regionale og lokale enheder. Kun ved at skabe et sammenhængende net af relevante forebyggende foranstaltninger kan man hurtigt og effektivt bekæmpe katastrofer og så vidt muligt afbøde følgerne. Netop de erfaringer, man har samlet under håndteringen af aktuelle katastrofer (skovbrande og oversvømmelser), viser, hvor vigtigt det er for et vellykket katastrofeberedskab, at man reagerer hurtigt og konsekvent;

21.

mener desuden, at det stadig er nødvendigt at opretholde et tæt samarbejde mellem regioner og områder, der er udsat for en fælles trussel. Regionerne, der lokalt sidder inde med kompetencen til og ansvaret for en effektiv og velfungerende katastrofeindsats, betoner i denne sammenhæng atter deres særlige, grænseoverskridende solidaritetserklæring. Der findes allerede en række grænseoverskridende overenskomster og aftaler om katastrofehjælp, hvor regionerne forpligter sig til gensidig bistand. De udgør grundlaget for et vellykket samarbejde. Regionerne har allerede vist i en lang række tilfælde, at de er i stand til at give aftalerne nyt liv. Nødvendigheden af at udarbejde risikokort og trusselsvurderinger kan i praksis frembyde væsentlige fordele;

22.

erklærer, at en sammenhængende effektiv civilbeskyttelse på lokalt plan også især kan opnås med hjælp fra frivillige. En styrkelse af de frivillige strukturer er et vigtigt bidrag til forbedringen af den regionale katastrofeberedskabskapacitet. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til fremover i højere grad at udvikle og udbygge de frivillige strukturer inden for civilbeskyttelsen i de regioner, der ønsker det. Netop det europæiske år for frivilligt arbejde bør bruges til at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at opbygge den slags strukturer;

23.

anerkender, at den øgede risiko for naturkatastrofer på grund af klimaændringerne har givet spørgsmålet om forebyggelse særlig stor betydning. EU bør derfor styrke sine aktiviteter i denne sammenhæng og i særdeleshed støtte regionerne i at træffe de nødvendige foranstaltninger for at modvirke, at katastrofer overhovedet opstår, eller for så vidt muligt at minimere følgerne. Netop de erfaringer, man har samlet i forbindelse med skovbrandene i Sydeuropa, har vist, hvor meget man kan opnå med forebyggelse, og hvor stor betydning den skal tillægges.

24.

gør sig i tillid til organisatoriske og juridiske aftaler mellem regioner (parter) til fortaler for at udnytte de synergieffekter, der opstår gennem den planlagte styrkelse af overvågnings- og informationscentret (MIC) som organ for koordinering af indsatser på katastrofeberedskabsområdet samt inden for humanitær bistand. Man bør dog sørge for, at de to områder bibeholder deres retlige og strukturelle forskelle;

25.

støtter bestræbelserne på at afstemme foranstaltningerne for humanitær bistand nøjere med internationale statslige og ikke-statslige hjælpeorganisationer. Ved at intensivere samarbejdet og udnytte mulighederne for at anvende de enkelte parters (regioners) IT-databaser vil man forsøge at undgå, at der dannes strukturer, der overlapper hinanden. Det gælder især etableringen af EU-lagre til nødhjælpsforsyninger. Derudover bør man også stræbe efter at opnå synergier mellem medlemsstaternes hjælp og den EU-finansierede humanitære bistand, især når det gælder bistand i naturalier. I denne sammenhæng bør man stræbe efter koordinering med de resterende aktører, navnlig med regionerne, for derigennem at gøre hjælpen mere effektiv;

26.

minder om, at nogle regioners geostrategiske situation, f.eks. regionerne i den yderste periferi, gør dem til vigtige europæiske aktører i forbindelse med humanitære nødhjælpsaktioner uden for EU, som det er blevet demonstreret af aktioner i den seneste tid, f.eks. på Haiti;

27.

opfatter det som sin centrale opgave at gøre indsatsen inden for civilbeskyttelse og humanitær bistand mere synlig. Ud over at oplyse europæerne om EU's reaktion på katastrofer og at styrke fællesskabets politiske rolle som en ansvarsfuld og pålidelig international partner, kan dette også bruges til yderligere at motivere de mange frivillige, som er en forudsætning for, at indsatsen kan gennemføres, i deres engagement. En fælles kommunikationsstrategi, som understøttes af IT redskaber og e-sider (databaser over kapacitet og ressourcer), er afgørende for, at synligheden kan forbedres. Denne kommunikationsstrategi bør også indeholde en passende præsentation af de eksisterende mekanismer og hjælpestrukturer;

28.

henviser til erfaringerne fra aktuelle internationale katastrofebistandsaktioner, der har vist, at en hurtig og ubureaukratisk tilgang til transportkapacitet er en afgørende faktor for effektiv hjælp. Med henblik på at optimere de internationale hjælpeaktioner hilser Regionsudvalget derfor udtrykkeligt forslaget om at styrke medfinansieringen af transportomkostninger velkommen. I denne sammenhæng bør man desuden også vurdere, hvordan leveringen og formidlingen af rimelig transportkapacitet kan forbedres. Her må man finde måder, der gør det muligt for bistandsyderen at få hjælpen frem i de ramte regioner på hurtig og ubureaukratisk vis, uden også at skulle stå for transportomkostningerne. Målet bør være, at dem, der i forvejen stiller de nødvendige ressourcer til rådighed, så vidt muligt fritages for transportomkostningerne;

29.

tilskynder til, at man fortsat fremmer og støtter det vellykkede interregionale samarbejde målrettet, især vedrørende de forskellige offentlige forebyggende foranstaltninger. Udvalget påpeger, at Interreg-initiativet har vist sig at være særdeles effektivt i en grænseoverskridende sammenhæng, når det gælder udveksling af god gennemprøvet praksis i forbindelse med forebyggelse af naturkatastrofer. Oprettelse af europæiske grupper for territorialt samarbejde (EGTS'er) kan bidrage til at forbedre gennemførelsen af katastrofeforebyggende foranstaltninger på områder som fælles databaser, øvelser, risikovurdering og systemer til tidlig varsling samt teknologioverførsel og udveksling af eksperter;

30.

ser positivt på Kommissionens ønske om at udnytte de ressourcer, der står til rådighed, så godt som muligt og ikke at skabe nye finansielle og bureaukratiske byrder. Dette er særlig vigtigt for de lokale og regionale myndigheder, der nok har omfattende kendskab til katastrofeforebyggelse, -beredskab og -indsats, men samtidig skal klare sig med et begrænset budget. Det gælder frem for alt for humanitær bistand, hvor de lokale og regionale myndigheder ikke har særlige finansielle midler til rådighed, eftersom området ikke hører til deres oprindelige opgaver.

31.

bifalder planerne om at styrke MIC som organ for indsatskoordinering både på katastrofeberedskabsområdet og i forbindelse med humanitære aktioner uden for EU, især i de lande, som er mest sårbare over for katastrofer, og som er kendetegnet ved en lav indplacering på det såkaldte FN-indeks for menneskelig udvikling. Man bør dog holde sig for øje, at der ikke er planer om også at overtage operative opgaver i denne sammenhæng. Det operative ansvar skal også fremover tilfalde den medlemsstat, der yder assistance; der kan ansvaret bedst varetages.

32.

tilslutter sig grundprincipperne solidaritet, samarbejde, koordinering og indbyrdes støtte blandt EU's medlemsstater, regioner og lokale myndigheder på civilbeskyttelsesområdet (3) og erklærer sig enig med Kommissionen i, at der er behov for endnu mere samhørighed, effektivitet og synlighed, hvis man vil opnå målet om en bedre integreret katastrofeberedskabskapacitet i EU;

33.

minder dog om, at civilbeskyttelsen er en af medlemsstaternes oprindelige opgaver, der også kan varetages på lokalt og regionalt niveau, og at deres beføjelser ikke må krænkes;

34.

hilser derfor på baggrund af EU's beføjelser i henhold til art. 6, stk. 2, litra f), sammenholdt med art. 2, stk. 5, i EUF-traktaten og 196 i EUF-traktaten velkommen, at Kommissionen ikke har fremført krav om en europæisk civilbeskyttelsesenhed;

35.

støtter Kommissionens bestræbelser på at udvikle et fælles, samlet koncept, der skal regulere områderne forebyggelse, beredskab, indsats og genopretning i forbindelse med katastrofer i overensstemmelse med traktaten.