23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/57

1.3.1

De Larosière-gruppen foreslår højere kapitalkrav for bankerne i gode tider og lavere krav i dårlige tider. Vanskelighederne med at stille økonomiske prognoser ved konjunktursvingninger kan gøre dette forslag risikabelt. Samtidig er Spanien et eksempel på, at et system med variable kapitalkrav kan fungere. EØSU finder derfor, at en sådan foranstaltning bør studeres, inden den kan gennemføres, især hvad angår timingen.

1.3.2

EØSU mener, at højere kapitalkrav og gennemsigtighed for ikke-balanceførte poster er absolut nødvendigt. De spanske myndigheder havde de strammeste regler om ikke-balanceførte poster, og de spanske banker var dem, som blev ramt mindst af krisen.

1.3.3

»Ikke-balanceførte aktiver« og »special-purpose vehicles« er til tider blevet misbrugt. Risikofyldte poster er blevet fjernet fra bankens egen balance for at undgå kapitalkravene og undertiden også for at undgå beskatning. På den baggrund anser EØSU det for nødvendigt med strammere lovgivning.

1.3.4

At bankaktivernes risikoindhold skal fremgå tydeligere, bør ifølge EØSU være et hovedkrav i opfølgningen af rapporten. EØSU er enigt med rapporten i, at banker og pengeinstitutter altid skal bevare en del af risikoen, når de sælger risikobehæftede aktiver videre. Finansprodukternes risici skal fremgå tydeligt. Gennemsigtighed i finansprodukterne er nødvendigt for at genoprette tilliden til finansmarkedet. EØSU vil i den forbindelse atter pege på Spanien. Nye instrumenter inden for finanssektoren må ikke anvendes, før de er blevet kontrolleret af en monetær myndighed. Indførelse af sådanne kontrolforanstaltninger bør drøftes. Det må da afgøres, om de skal være nationale, eller om der er brug for et fælles kontrolsystem for hele EU. I betragtning af, hvor grænseoverskridende finansaktiviteterne er, taler det meste for et fælles system.

1.3.5

Det, som kaldes det parallelle banksystem, omfatter forskellige ikke-regulerede former for långivning. Disse nye former for finansieringsvirksomhed har kunnet udvikles uden nogen lovgivning, ikke engang krav om hensættelse af reserver. EØSU er enigt i, at disse også skal reguleres. Selv når det gælder investeringsfonde, ønsker rapporten fælles regler, definitioner for forskellige aktiver og strammere kontrol. Det er lige så let at være enig heri.

1.3.6

Højere krav til bankforvaltning og revision er nødvendigt. EØSU mener, at revisorernes rolle i de Larosière-gruppens løsninger ikke er blevet understreget tilstrækkeligt. Med en velfungerende revision burde man have kunnet standse spredningen af risikofyldte aktiver. Ledelsen af en finansvirksomhed skal kunne stole på revisionen, når det gælder vurderingen af aktiver. Revisorernes rolle og regnskabsmetoder bør indgå i revisionen af Basel II.

1.3.7

Rapporten fremsætter gode anbefalinger om bonusordninger. De skal dække flere år og bygge på konkrete resultater og ikke være garanterede på forhånd. EØSU finder, at en overgang fra kortsigtethed til langsigtethed, hvor bonusserne ikke beregnes på grundlag af spekulative aktiviteter, er nødvendig. I den forbindelse støtter EØSU tanken om at beskatte finansielle transaktioner; provenuet heraf kunne gå til udviklingsbistand. Desuden bør det være et supplerende krav, at de ikke skal baseres på den generelle udvikling, men på om det er lykkedes at opnå en positiv forskel fra en generel tendens. Desuden bør det overvejes, hvorledes der kan lægges loft over disse bonusser for at undgå uhæmmet risikovillighed. I en såkaldt exitstrategi ud af finanskrisen skal indgå, at de enorme beløb, som er blevet betalt til pengeinstitutterne fra det offentlige budget, skal tilbagebetales i stedet for at gå til nye høje gevinster og bonusser.

1.4.1

de Larosière-gruppen konstaterer, at der er brug for et europæisk organ, der kan føre tilsyn med finanssystemet på et overordnet niveau og advare om finansielle risici. Det foreslås, at ECB/ESCB får ansvaret. Denne opgave skal overdrages et særligt råd. At dette råd administrativt tilknyttes ECB er godt, men formelt skal ledelsen af overvågningen ligge hos ESCB. Overvågningen skal klart gælde alle medlemsstaters finanssystemer, og også ledelsen af dette nye råd/bestyrelse skal udpeges af ESCB.

1.4.2

Rapporten foreslår et nyt overvågningssystem på mikroniveau i to trin med særlige myndigheder for overvågning af banker, investeringsfonde respektive værdipapirmarkeder. I det andet stadium skal fælles grundregler for overvågningen udvikles og forskelle i den nationale gennemførelse ryddes af vejen. Også sanktionsmulighederne skal i den fase harmoniseres. EØSU ser ingen grund til at forsinke hele denne udvikling og er derfor tilfreds med, at Kommissionen i sin meddelelse nu foreslår, at man direkte bør forberede hele systemet til overvågning på mikroniveau.

1.4.3

Kollegier med nationale overvågningsmyndigheder for overvågning af banker med grænseoverskridende aktiviteter kan ifølge EØSU blive vanskelige at håndtere, hvis man ikke samtidig har udviklet den fornødne harmonisering. Forskelle i reglerne for de nationale overvågningsorganer ville ellers i praksis tvinge de tre myndigheder til at overtage en del af overvågningen.

1.4.4

I bestyrelserne for disse nye myndigheder bør der ikke kun sidde bankmænd. De faglige organisationer, banktjenesternes kunder og selv EØSU som repræsentant for civilsamfundet bør have faste pladser i disse bestyrelser.

1.5.1

I diskussionerne om finansmarkedet anvendes nu til dags begrebet stresstest – dvs. en gennemgang af, hvordan et lands banksystem klarer en krise på finansmarkedet. På baggrund af den aktuelle finanskrise kan man let forstå, hvor vigtige sådanne tests kan være. Samtidig er spørgsmålet om, hvorvidt resultaterne bør offentliggøres, afgørende. Hvis IMF foretager en sådan test og offentliggør, at et lands banksystem ikke kan stå imod en krise, kan krisen blive et faktum.

2.1

Den finansielle og økonomiske krise har et omfang, der ikke tidligere er set magen til i fredstid. Depressionen i 1930'erne fandt sted på et tidspunkt, hvor verdens økonomier ikke var så integrerede som i dag. Da var det hovedsagelig USA og Europa, som blev ramt. Nu er der i højeste grad tale om en global krise.

2.2

Det, der begyndte som en finanskrise, har udviklet sig til en økonomisk krise med recession i store dele af verden. En social krise med stor arbejdsløshed bliver den sandsynlige følge. Hvor omfattende denne bliver, afhænger af, hvilken politik man er i stand til at føre for at stoppe krisen. Samtidig er der opstået en politisk krise med regeringer, der har måttet træde tilbage.

2.3

Emnet for denne udtalelse er dog udelukkende finanskrisen og om man kan forhindre, at det, som nu er sket, sker igen. På baggrund af den overordnede krise er emnet begrænset. Det handler ikke om den økonomiske krise. Det handler ikke om foranstaltninger til at imødegå den igangværende finanskrise, f.eks. tilføre offentlige midler til finanssektoren. Det handler udelukkende om fremtiden og da især om overvågningen af finanssektoren.

2.4

Det var nemlig opgaven for de Larosiére-gruppen, hvis rapport EØSU diskuterer i denne udtalelse. de Larosière-gruppen udvidede sit mandat. Det var nødvendigt for at give et samlet indtryk med henblik på mere gennemtænkte forslag.

2.5

Dagens krise begyndte i finanssektoren. Inden de Larosière-gruppen fremlagde sin rapport, havde krisen udviklet sig i en så alvorlig retning, at Kommissionen i flere tilfælde allerede havde fremlagt forslag til ændret lovgivning. Det vigtigste er formentlig forslaget om kreditvurderingsinstitutterne. Et direktivforslag er blevet fremlagt om forskellige former for finansiel virksomhed. I en meddelelse af 27. maj berøres den del af de Larosière-rapporten, som vedrører overvågningen af finanssektoren. Der findes kun fem forskelle mellem meddelelsen og de Larosière-rapporten ifølge bilag 1 i et arbejdspapir, der er tilknyttet meddelelsen. Disse kommenteres i punkt 6.2.4, 6.3.1 og 6.3.5. EØSU vil afgive en særlig udtalelse om de kommende konkrete forslag til lovtekster. Selv om Kommissionen ikke i denne meddelelse behandler resten af de Larosière-rapporten, anser EØSU de dele for nok så vigtige for fremtidens finanssektor.

2.6

de Larosiére-rapporten er skrevet af bankmænd for bankmænd, og forslagene er rettet til bankeksperter i Kommissionen og finansministre i medlemsstaterne. EØSU vil give sin støtte til rapportens 31 anbefalinger, men perspektivet skal udvides. De, som i praksis var skyld i finanskrisen, kan ikke alene få ansvaret for at løse dagens problemer. Forbrugerne af finansmarkedets tjenester er enkeltpersoner og virksomheder, der indsætter deres opsparinger og låner til deres investeringer. Finansmarkedets opgave er at betjene disse, dvs. civilsamfundet, på den bedst mulige måde. Udover vores generelle støtte til rapporten vil vi derfor fremsætte en række kommentarer og supplerende bemærkninger.

3.1

Likviditetsoverskud i finanssektoren medførte ingen forholdsregler fra centralbankerne. Man så udelukkende på prisniveauet, som ikke gav anledning til renteforhøjelser. Billige likvide midler førte til stigende priser på værdipapirer. At likviditeten var for høj, da krisen indledtes, hersker der ingen tvivl om, ligesom at den som følge af krisen er faldet til et alt for lavt niveau. Hvilket niveau, der er acceptabelt for likviditet og pengeforsyning under normale forhold, er det derimod vanskeligt at afgøre. EØSU peger på dilemmaet med samtidig at anvende inflationen og et mål for pengemængden som pengepolitiske indikatorer. En for stor pengemængde skal føre til, at centralbanken sætter renten op. Hvis inflationen samtidig er lav, burde det i stedet føre til en sænkning af renten. Hvis pengemængden anvendes, selv i så komplicerede situationer, mener EØSU derfor, at der bør tages hensyn til eventuelle følgevirkninger for den reelle økonomi.

3.2

Politiske beslutninger om at støtte, at folk ejer deres eget hjem, uafhængigt af køberens evne til at betale, de lave låneomkostninger og finansinstitutternes nyskabte kombinationer af forskellige værdipapirer førte til, at risikable lån (»subprimelån«) blev skjult. Disse værdipapirer spredtes gennem verdens finansmarkeder, eftersom den private opsparing i USA 2005-2006 tilmed var negativ. Dette blev kommenteret af EØSU i juli 2008 (1). »Den aktuelle kreditkrise i USA, den såkaldte subprime-krise, har klart vist, hvordan prisudsving på fast ejendom kombineret med utilstrækkelige vurderinger af kunderisikoen i forbindelse med manglende betaling af afdrag, der ikke står i rimeligt forhold til den faktiske værdi af den prioritetsbelånte faste ejendom, kan skabe en finanskrise, der er så alvorlig, at den destabiliserer hele finanssystemet. Det er derfor vigtigt, at ethvert indgreb fra EU's side tager hensyn til disse erfaringer….«

3.3

Samtidig skabte ubalancen i verdenshandlen store overskud i visse lande (især Kina), for hvilke der blev købt amerikanske statsobligationer. Nye komplekse værdipapirkombinationer (med subprimelån) gav et højt afkast, og hele finansmarkedet jagtede stadig højere afkast. Flere værdipapirer kunne give grundlag for nye udlån, så finansmarkedets omsætning steg – baseret på mere risikofyldte værdipapirer. Et af formålene med de nye komplicerede værdipapirer blev i stedet opfattet som risikospredning. Den øgede omsætning inden for finansmarkedet skabte tilsyneladende stadig højere gevinster.

3.4

En risikofyldt boligobligation, som kun vanskeligt kunne sælges videre i banksystemet, blev »indbagt« i nye værdipapirer (securitisering) og kunne med dette system sælges videre. Det, som stoppede dette og udløste krisen, var, at USA i 2008 gik ind i en konjunkturnedgang med voksende ledighed. Mange husejere kunne ikke betale deres renter. Bankerne blev tvunget til at nedsætte værdien på deres aktiver og sælge ud af dem. Deres værdier faldt yderligere, og faldet nedad accelererede. Tilliden faldt.

3.5

de Larosière-rapporten peger på flere områder, som gjorde dette muligt:

3.6

I de Larosière-rapporten rettes en grundlæggende kritik mod centralbankerne for ikke at have truffet forholdsregler mod den kraftigt øgede likviditet.

3.7

EØSU vil dog i analysen gå et par skridt længere. Den øgede likviditet skyldtes delvist ubalancen i verdensøkonomien. Den ses tydeligt i forholdet mellem USA og Kina: Handelsoverskud i Kina og en opsparingstilbøjelighed på 30-40 procent af indkomsten som stødpude mod sygdom og pension, og handelsunderskud i USA kombineret med en ikke-eksisterende opsparing. En anden tænkelig forklaring, som de Larosiére-gruppen ikke kommer ind på, er, at indtægterne er blevet forskudt fra arbejde til kapital. Indkomstfordelingen er blevet mere ujævn. Ikke kun ILO, men også OECD har udtalt, at denne udvikling må stoppes.

3.8

De øgede aktiver hos de mest velstående skulle investeres. Når de reelle aktiver, der kan investeres i, ikke er vokset i samme takt, presses priserne på værdipapirer opad. Disse årsager til de nuværende problemer kan ikke løses gennem ny regulering af finansmarkedet, for der er brug for politiske beslutninger. de Larosière-rapporten giver en grundig redegørelse for den finansielle »boble«, men for kommende politiske beslutninger vil der være brug for yderligere analyse.

3.9

Det beskrevne finansielle scenarium opmuntrede til storstilede spekulative transaktioner, som knap nok havde noget afsæt i udviklingen i de realøkonomiske tal, og uden at der fandtes internationale instrumenter på det skatte- og pengepolitiske område, som kunne dæmme op herfor. De finansielle fora og de internationale organer overhørte det gentagne krav fra utallige sociale bevægelser om indførelse af regulerende foranstaltninger såsom Tobin-skatten.

4.1

Ifølge rapporten skyldes krisen fejltagelser på markedet, globale ubalancer, dårlig lovgivning og svag overvågning. Alle disse problemer kan ikke løses med lovgivning, men god lovgivning er en forudsætning. Rapporten fastslår, at der skal tages fat på alle problemer, men hvorvidt den lovgivning, som foreslås, er tilstrækkelig, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Endvidere giver man udtryk for, at man er bange for, at mere lovgivning kan mindske den finansielle innovation. EØSU vil i den forbindelse minde om, at »subprimelån« og den såkaldte »securitisering« netop er sådanne finansielle innovationer. Misbrug af visse af disse er årsagen til de aktuelle finansielle problemer. Undertiden kan lovgivning også medvirke til finansiel innovation, som det har været tilfældet med SEPA (Single European Payments Area).

4.2

Rapporten foreslår bedre koordination mellem centralbankerne og de politiske organer, som regulerer finansmarkedet. Centralbankerne skal bruge flere kræfter og mere tid på makroøkonomiske overvejelser i form af bedre tilsyn med finansmarkedet. Dette og at selv IMF skal interessere sig mere for tilsyn, anser EØSU for nødvendige forslag.

4.3

Rapporten taler om, at politisk regulering og selvregulering inden for finanssektoren skal supplere hinanden. Eftersom den interne kontrol ikke har fungeret, siger man, at selvreguleringen skal overvåges. Da udvisker man egentlig grænsen mellem politisk regulering og selvregulering.

4.4

I praksis findes der heller ingen grænse. Via Basel I og Basel II fastsætter bankerne i praksis selv reglerne for finanssektoren. Om banker og andre finansinstitutter lever op til disse regler, er enten op til dem selv eller staten i de tilfælde, de indføres i form af lovgivning. (Basel II blev gyldig i EU den 1. januar 2008, i USA ikke før den 1.april 2010). Rapporten ser ikke seriøst på denne organisationsmæssige og demokratiske mangel på finansmarkedet, som selvregulering udgør. Med et globaliseret marked bør det være et centralt tema, om de politiske organer har tilstrækkelig indflydelse?

5.3.1

Når bankerne interesserer sig for ikke-balanceførte poster, bliver det som regel koblet til en af innovationerne på finansmarkedet, nemlig »special purpose vehicles«. Formålet med disse er ofte at lede risikofyldte aktiver bort fra bankens egen balance for ikke at bringe selve banken i fare. At undgå beskatning kan være en anden årsag. Med tanke på, hvordan dette er blevet misbrugt, anser EØSU det for nødvendigt med strammere regler for såvel systemet med »ikke-balanceførte aktiver eller passiver« samt »special-purpose vehicles«. Det vigtige med reglerne bør være, at man ikke med disse metoder kan skjule noget af sin virksomhed.

5.4.1

Rapporten behandler »securitiseringen«, derivatmarkedet, investeringsfonde og det »parallelle banksystem«. EØSU ønsker en helhedsløsning, hvor ingen problemer med disse risikofyldte værdipapirer havner mellem forskellige forslag. Det parallelle banksystem består af forskellige former for långivning, som ikke er regulerede. Rapporten foreslår, at Basel II udvides til at omfatte disse, hedgefonds, investeringsbanker m.fl. Det synes selvindlysende og bør omgående besluttes. Disse nye former for finansieringsvirksomhed, ofte ved siden af selve banksystemet, har kunnet udvikles uden nogen form for regulering, ikke engang krav om reserver. Selv når det gælder investeringsfonde, ønsker rapporten fælles regler, definitioner for forskellige aktiver og strammere kontrol. Det er lige så let at være enig heri. Man ønsker, at banker og finansieringsinstitutter altid skal bevare en del af risikoen, når risikable aktiver videresælges.

5.7.1

EØSU vil i den forbindelse atter pege på Spanien. Nye instrumenter inden for finanssektoren må ikke anvendes, før de er blevet kontrolleret af en monetær myndighed. I Kommissionens redegørelse bør man se på forskellene mellem de instrumenter, som anvendes i Spanien og i andre EU-lande. Samtidig bør en almen indførelse af sådanne kontrolforanstaltninger diskuteres og i forbindelse hermed bør det afgøres, om de skal være nationale, eller om der er brug for et fælles kontrolsystem. Med tanke på hvor grænseoverskridende finansaktiviteterne er, taler det meste for et fælles system.

5.10.1

Bonusordninger, der belønner kortsigtet risikable investeringer, er en vigtig årsag til bankledelsernes adfærd. Rapporten kommer med gode henstillinger om bonusordningerne, at de skal gælde for flere år og bygge på faktiske resultater og ikke på forhånd være garanterede. EØSU finder, at en overgang fra kortsigtethed til langsigtethed, hvor bonusserne ikke beregnes på grundlag af spekulative aktiviteter, er nødvendig. I den forbindelse støtter EØSU tanken om at beskatte finansielle transaktioner; provenuet heraf kunne gå til udviklingsbistand. Det bør være et supplerende krav, at de ikke skal baseres på den generelle udvikling, men på om det er lykkedes at opnå en positiv forskel fra en generel tendens. Desuden bør det overvejes, hvorledes der kan lægges loft over disse bonusser for at undgå uhæmmet risikovillighed.

6.2.1

I rapporten kritiseres den nuværende overvågning for at være koncentreret på de enkelte finansinstitutter, og det foreslås, at man i stedet bør øge overvågningen af hele finanssystemet. Man vil pålægge ECB/ESCB (det europæiske system for centralbanker) ansvaret. Når overvågningen skal være grænseoverskridende (for finansinstitutter med filialer i andre lande), vil man have mulighed for bindende mægling.

6.2.2

de Larosière-gruppen konstaterer, at der er brug for et formelt mandat til et europæisk organ til overvågning af finanssystemet på overordnet niveau, som kan advare om finansielle systemrisici. Inden for ECB/ESCB bør der etableres et særligt uafhængigt råd/bestyrelse (»European Systemic Risk Board«) med denne opgave. Foruden centralbankerne skal der her indgå de tre myndigheder, som man foreslår for overvågningen på mikroniveau. EØSU kan konstatere, at de kompetencer, som behøves for overvågning på makroniveau, næppe findes samlet noget sted i dag. Sådanne kompetencer skal derfor opbygges som støtte til dette råd. De Larosière-rapporten konstaterer også, at Kommissionen skal inddrages, hvis der opstår overordnede risici i finanssystemet.

6.2.3

EØSU tilslutter sig ECOFIN's og Det Europæiske Råds supplerende forslag til Kommissions forslag fra meddelelsen den 27. maj om, at ECB's generelle råd skal indgå i ESRB med de nationale overvågningsorganer som observatører, hvert land skal have én stemme og eventuelle henstillinger skal gå via ECOFIN. Det Europæiske Råd har også foreslået, at formanden for ESRB skal vælges af ECB's generelle råd. EØSU anser dette for hensigtsmæssigt, da alle 27 medlemsstater indgår i dette råd. Det Europæiske Råd anbefaler, at de nye europæiske overvågningsmyndigheder også bemyndiges til at føre tilsyn med kreditvurderingsinstitutter. EØSU støtter dette forslag, som er en udvikling af diskussionen i direktivforslaget om kreditvurderingsinstitutter, men påpeger, at kun en af de tre myndigheder kan have dette ansvar.

6.3.6.1

Kollegier med berørte nationale overvågningsmyndigheder kan ifølge EØSU blive vanskelige at håndtere, hvis man ikke samtidig har udviklet den fornødne harmonisering. Afgørende forskelle i reglerne for de nationale overvågningsorganer vil i praksis tvinge de tre myndigheder til at overtage en del af overvågningen for institutter med aktiviteter i flere lande.

6.3.6.2

EØSU støtter fuldt ud Rådets opfordring til, at Kommissionen fremsætter konkrete forslag til, hvorledes Det Europæiske Finanstilsynssystem kan spille en markant rolle med hensyn til koordinering mellem tilsynsorganerne i krisesituationer med fuld respekt for de nationale myndigheders ansvar hvad angår potentielle finanspolitiske konsekvenser og med fuld respekt for centralbankernes ansvar, navnlig hvad angår tilvejebringelse af likviditetsstøtte i krisesituationer.

7.1

de Larosière-gruppen peger på, at det også på det globale plan handler om regulering af den finansielle sektor, overvågning og krisehåndtering, og at der savnes rammer for dette. Styrkelse af Basel II og internationale regnskabsregler, global regulering af kreditvurderingsinstitutter, ændrede ledelsesmetoder i finanssektoren og en stærkere rolle til IMF er gruppens ønsker. Man vil fjerne muligheden for at kunne tiltrække aktiviteter ved hjælp af svag regulering af finanssektoren. Kollegier af bankkontrollører er især vigtige for banker, som arbejder globalt.

7.2

Man kan forvente, at det vil blive svært at få forandringer i stand globalt. Flere af gruppens forslag blev dog allerede taget op på G20-mødet i London. Forummet for Finansiel Stabilitet, som blev oprettet i 1999, blev afløst af Udvalget for Finansiel Stabilitet med udvidet medlemskab til alle G20-lande plus Spanien og Kommissionen, fik udvidede ansvarsområder og stærkere tilknytning til IMF. Disse ændringer ligger helt på linje med henstillinger fra de Larosière-gruppen. Det hidtidige forum var ikke i stand til at afgive tidlige advarsler om risici i finanssystemet under den nuværende krise. EØSU håber, at dette organ bliver mere åben for indsigt og tildeles flere resurser, kompetencer og beføjelser til at handle. Det skal også påpeges, at hovedparten af det, som blev besluttet i London, mangler at blive gennemført.

7.3

I diskussionerne om finansmarkedet anvendes begrebet stresstest – dvs. en gennemgang af, hvordan et lands banksystem klarer en krise på finansmarkedet. På baggrund af den aktuelle finanskrise kan man let forstå, hvor vigtige sådanne tests kan være. Samtidig rejser det spørgsmålet om, hvorvidt resultaterne bør offentliggøres. Hvis IMF foretager en sådan test og offentliggør, at et lands banksystem ikke kan klare en krise, bliver krisen et faktum. Disse stresstests bør dog være så åbne som muligt og kan blive et vigtigt instrument i overvågningen af landenes finanssystemer.

7.4

Også forslag om at afsætte flere resurser til IMF med henblik på at hjælpe lande med akutte problemer blev der taget hensyn til i London. EØSU er tilfreds med dette, men ser kritisk på de krav, IMF stiller, hvor vigtige arbejdsmarkedsmæssige spørgsmål såvel som dele af den europæiske sociale model drages i tvivl. Både af denne og andre grunde er det vigtigt, at EU kan optræde i enighed i IMF.