23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/52

1.1

Et centralt element i det europæiske projekt bør være målet om kvalitetsarbejde for alle.

1.2

Spørgsmålet om fattige arbejdstagere bør behandles regelmæssigt inden for rammerne af den europæiske sociale dialog.

1.3

Udformningen af analyseinstrumenterne bør snarest muligt færdiggøres for hele tiden bedre at kunne vurdere disse situationer i deres divergens, men også i deres konvergens på europæisk niveau.

1.4

Nye kombinationer mellem social beskyttelse og beskæftigelse bør undersøges og indføres for navnlig at sikre en passende indkomst for alle arbejdstagere og dermed skabe betingelserne for opfyldelse af deres grundlæggende behov (bolig, lægehjælp, undervisning, også for deres børn osv.).

1.5

Der bør sikres en effektiv grunduddannelse og efteruddannelse med henblik på kvalitetsarbejdspladser og på forskellige niveauer (nationalt og regionalt niveau) træffes foranstaltninger for at skabe et miljø, som hindrer, at unge forlader skolen i utide.

1.6

Indsatsen og debatten vedrørende flexicurity bør videreføres med henblik på at finde denne nye balance mellem fleksibilitet (den fornødne fleksibilitet for virksomhederne) og reelle midler, der skaber større sikkerhed (beskyttelse for arbejdstagerne), forhindrer øget fattigdom blandt beskæftigede og tilstræber udryddelse af denne fattigdom.

1.7

Man bør i 2010, som Kommissionen har udpeget til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, overveje at iværksætte en oplysnings- og mobiliseringsindsats om dette emne såvel på EU-niveau som i medlemsstaterne.

2.1

I EU har man kunnet se en række eksempler på forskningsarbejde, forslag og innovationer angående »fattige arbejdstagere«, der viser, at det at være i beskæftigelse ikke nødvendigvis udgør et værn mod fattigdom, især ikke i den aktuelle sociale og økonomiske situation.

2.2

I sit »Forslag til fælles rapport om social sikring og social integration 2009« (1), der bygger på de nye nationale strategirapporter, påpegede Kommissionen, hvor vigtige emnerne fattige arbejdstagere og kvalitetsarbejdspladser er. Emnet og de hermed forbundne problemer er i fuld overensstemmelse med de tiltag, der iværksættes på EU-niveau for at fremme »aktiv integration«. Det drejer sig i den forbindelse både om at bekæmpe fattigdom og sikre kvalitetsarbejdspladser for alle.

2.3

Temaet får desto mere betydning i lyset af den nuværende krise; arbejdsløsheden er igen steget betydeligt, og de offentlige finanser er kommet under øget pres. Emnet bør dog ikke behandles alene i lyset af de nuværende konjunkturer – skønt de nuværende usædvanlige forhold naturligvis skal tages med i betragtning - men også som et strukturelt spørgsmål, der står i centrum for den positive udvikling, som man ønsker at opnå inden for social beskyttelse og beskæftigelsespolitik, både på mellemlang og lang sigt.

2.4

Kommissionen, der er ved at udarbejde et dokument om arbejde og fattigdom, har udnævnt 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Mere end 80 mio. personer i EU, dvs. 16 % af EU’s befolkning, er direkte berørt af fattigdom. Blandt disse er et betydeligt antal ramt af fattigdom, selv om de er i beskæftigelse. 8 % af arbejdstagerne lever under fattigdomstærsklen (2).

2.5

I sin udtalelse om »Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (3)« påpegede EØSU, at der ud over den sædvanlige indikator for relativ indkomstfattigdom er behov for andre indikatorer for fattigdom, der viser problemet og de reelle afsavn, således at der kan tages fuldt ud højde for fænomenet. Såvel de tekniske finesser som de sammenligninger, der nu er blevet tilladt efter en europæisk aftale om definition, giver et klart billede af udviklingstendenserne.

3.1

For at kunne anvende begrebet »fattig arbejdstager« er det nødvendigt først at præcisere de to ord »arbejdstager« og »fattig«. Hvorvidt en arbejdstager er »fattig« eller ej, afhænger dels af dennes personlige indkomst i løbet af arbejdskontraktens varighed (arbejdslønnen), dels af de samlede materielle ressourcer i dennes familie. Arbejdet udgør den enkeltes erhvervsaktivitet. Der er tale om fattigdom, når ressourcerne ikke rækker til at dække hele husholdningens behov. Folk, der ikke er fattige, og/ eller som ikke synes at være fattige, kan i visse tilfælde pludselig havne i fattigdom.

3.2

Fattigdom defineres på husholdningsniveau, mens beskæftigelse defineres på den enkeltes niveau. Der er således tale om en blanding af to analyseniveauer. Fattigdom blandt beskæftigede afhænger først og fremmest af jobsituationen og den enkeltes jobkarakteristika, og herefter af levestandarden for den husholdning, som den enkelte tilhører. Denne dobbelte vurdering giver anledning til vanskeligheder. Man kan være dårligt lønnet uden at høre blandt de fattige (hvis andre ressourcer i familien er mere betydelige). Omvendt kan man blive medregnet som fattig, selv om man får en løn, der ligger tæt på landets gennemsnitlige månedsløn, og som anses for tilstrækkelig i det samfund, man tilhører. Man kan være ledig (arbejdsløs) og stadig leve væsentligt over fattigdomsgrænsen, hvis man modtager overførselsydelser. Man kan derimod være meget aktivt beskæftiget, men dårligt aflønnet og forsørger for mange personer og dermed befinde sig under fattigdomsgrænsen.

3.3

Dette er ensbetydende med, at der på politisk niveau skal tages højde for fattige arbejdstageres situation både i politikker for beskæftigelse, velfærd og social sikring og familiespørgsmål.

3.4

Inden for rammerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi, der er en integreret del af Lissabonstrategien, lægges der nu vægt på at reducere antallet af fattige arbejdstagere. Det var derfor nødvendigt i 2003 at fastsætte en indikator til evaluering og sammenligning. EU’s Udvalg for Social Beskyttelse vedtog i juli 2003 i forbindelse med sit arbejde vedrørende den sociale integrationsproces i EU en fælles indikator til vurdering af antallet af »fattige arbejdstagere« i EU og nogle af de vigtigste socio-demografiske karakteristika ved disse.

3.5

I henhold til denne definition fra Udvalget for Social Beskyttelse er »fattige arbejdstagere« personer, der har været i arbejde i det meste af referenceåret (som lønmodtager eller selvstændig), og hvis samlede husstandsindkomst ligger under tærsklen på 60 % af den nationale medianindkomst. Fattige arbejdstagere skal have været i arbejde i mere end halvdelen af året. Indikatoren for »fattigdomsrisiko under beskæftigelse« identificerer mere præcist arbejdstagere som alle personer, der har været i arbejde i mindst syv ud af tolv måneder i referenceperioden (4).

4.1

Kommissionen offentliggjorde i slutningen af 2008 sin årlige rapport om de sociale tendenser i medlemsstaterne i forbindelse med de fælles mål for EU’s strategi for social sikring og social integration (se bilag) (5). Heraf fremgår, at 16 % af EU’s befolkning vil være udsat for fattigdomsrisiko i slutningen af 2006. 8 % af arbejdstagerne i EU lever under fattigdomsgrænsen. Tallene svinger mellem mindst 4 % (Tjekkiet, Belgien, Danmark, Nederlandene og Finland) og 13 % eller 14 % (i henholdsvis Polen og Grækenland) (6). Fattigdom blandt arbejdstagere skyldes lave lønninger (defineret som lønninger, der ligger under 60 % af medianlønnen), et lavt kvalifikationsniveau, usikre ansættelsesforhold, lav indtjening for visse selvstændige erhvervsdrivende og deltidsarbejde, som ofte er uønsket. Denne form for fattigdom er ligeledes knyttet til de øvrige husstandsmedlemmers økonomiske status. I børnefamilier giver familiemodellen med én enkelt indkomst som bemærket af Kommissionen ikke længere mulighed for at holde sig fri af fattigdomsfælden.

4.2

Indikatoren for indkomstfattigdom bliver ofte kritiseret, fordi den ikke reelt afspejler de mange forskellige former for afsavn. Indkomstfattigdom er naturligvis kun et af elementerne i fattigdom. Andre indikatorer er under udvikling i EU og giver et anderledes og supplerende billede af fattigdomsrealiteterne.

4.3

Ud over de indkomstbaserede målinger er der også ved at blive udviklet målinger af fattigdom i forhold til »levevilkår«. På EU-niveau måles således »materiel fattigdom« (se bilag). Indikatoren viser, hvor mange personer, der lever i husstande, som ikke kan tillade sig mindst tre af følgende ni elementer: 1) afholde uventede udgifter, 2) holde en uges ferie om året, 3) afbetale på sine lån, 4) tillade sig et måltid med kød, kylling eller fisk mindst hver anden dag, 5) sidde i en bolig med tilstrækkelig varme, 6) have en vaskemaskine, 7) have farvefjernsyn, 8) have telefon, 9) have egen bil. Det kan naturligvis diskuteres, om alle disse elementer af materielle vilkår er indikatorer. Det er kombinationen af dem, der giver et interessant billede. Antallet af materielt fattige varierer betydeligt, fra 3 % i Luxembourg til 50 % i Letland. Disse forskelle er meget større end for indkomstfattigdom (fra 10-21 %).

4.4

Det at der tages udgangspunkt i materiel fattigdom medfører en radikal ændring af medlemsstaternes placering, når det gælder fattigdom. Der refereres i den forbindelse til fattigdom generelt og ikke til fattige arbejdstagere. Vi bør snart kunne redegøre for situationen for fattige arbejdstagere i hvert enkelt land, hvad angår materiel fattigdom. For fattigdom blandt beskæftigede er ikke kun et problem med lav indkomst, men også et spørgsmål om livskvalitet (arbejdsmæssigt og i familielivet og det sociale liv).

5.1

En af de primære årsager til fattigdom blandt arbejdstagere er usikre ansættelsesforhold. Mange aktører, herunder Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og de europæiske fagforeninger, er foruroliget over den voksende usikkerhed i ansættelsesforholdene. Med mere end 19,1 mio. tidsbegrænsede kontrakter (7) og ca. 29 mio. falske selvstændige (for det meste inden for bygge- og anlægssektoren og offentlige arbejder) er der tilsammen ca. 48,1 mio. arbejdstagere, hvis status er præget af en vis usikkerhed. Der er tale om en meget heterogen gruppe inden for de enkelte lande og endnu mere fra land til land. Problemet består dog først og fremmest i, at ti millioner aktive arbejdstagere står over for en række usikre forhold, der kan lede dem ud i fattigdom.

5.2

Arbejdsgiverne understreger, at fattigdom blandt arbejdstagere er et kompliceret spørgsmål, idet de påpeger sammenhængen mellem fattigdomsrisiko og uddannelsesniveau. De almene og faglige uddannelsessystemer bør være mere effektive og socialt retfærdige. Det er endvidere afgørende at opfylde målsætningen om, at »arbejde skal kunne betale sig« (8), dvs. at der skal være balance mellem skatteordningerne og de sociale sikringssystemer.

5.3

Fattigdom blandt beskæftigede skyldes lave lønninger (som ofte står i misforhold til arbejdsindsatsen) og ændringer af familiemodellen. Udviklingen i familiestrukturen, som præger medlemsstaterne i forskellig grad, er overalt karakteriseret ved større ustabilitet, flere separationer og et stigende antal eneforsørgerfamilier og dermed stadigt flere husholdninger med kun én indtægt og større risiko for fattigdom. Det fremgik allerede af Kommissionens fælles rapport om social sikring og social integration 2007 (9), at beskæftigelse ikke kan være den eneste garanti mod fattigdom, selv om den udgør det bedste værn herimod. Det er derfor nødvendigt at træffe eller styrke solidariske støtteforanstaltninger for familier, kvinder, unge, studerende, handicappede og ældre samt udlændinge – de mest sårbare grupper. Det skal desuden understreges, hvor stor betydning fattigdom blandt beskæftigede har for fattigdom blandt børn.

5.4

De stigende udgifter til bl.a. befordring, bolig og lægehjælp gør ligeledes arbejdstagernes situation mere usikker. Stigningerne går hårdest ud over de arbejdstagere, der befinder sig tæt på mindstelønnen, og de lavere middelklasser, da de som regel befinder sig i periferien af beskæftigelsesområderne.

5.5

Fattigdom blandt beskæftigede kan skyldes en persons lave kvalifikations- og uddannelsesniveau og mangel på de kompetencer, der er nødvendige for at kunne søge et arbejde til en ordentlig løn, eller den kan skyldes dårlige arbejdsvilkår. De mest sårbare grupper er som oftest ældre arbejdstagere, unge, kvinder, børnerige familier, handicappede, arbejdstagere, som tidligt har afbrudt deres uddannelse, og indvandrere. Det er således vigtigt at sikre alle med et handicap tilpassede arbejdsforhold og sikre alle børn en god start i livet gennem en tidlig skolegang. Der må også gøres noget ved problemet med skolefrafald, hvor andelen i dag ligger på 15 % i Europa, hvilket stadig er for højt.

5.6

Dybest set er fattigdom blandt beskæftigede meget ofte et resultat af underbeskæftigelse. Fattigdom blandt beskæftigede er for såvel ansatte som visse selvstændige et komplekst emne, der vedrører mange indbyrdes forbundne kriterier. En samlet strategi bør gøre det muligt at træffe effektive foranstaltninger for at overvinde udfordringerne. Uden globale strategier for vækst og tilpasning til globaliseringen og genopretning af økonomien i disse krisetider er det ikke muligt at gennemføre effektive programmer til bekæmpelse af fattigdom blandt beskæftigede.

6.1

Det er først og fremmest nødvendigt at tænke i makroøkonomiske baner for at bekæmpe fattigdom blandt arbejdstagere. Denne dynamik kan ikke bekæmpes effektivt ved hjælp af engangsforanstaltninger, og slet ikke i krisetider. Beskæftigelse og selvstændig erhvervsvirksomhed eller mere præcist kvalitetsbeskæftigelse for alle bør stå højt på alle EU-institutioners dagsorden.

6.2

Pålidelige indikatorer. Arbejdet med fastsættelse af fælles, pålidelige indikatorer for fattigdom blandt arbejdstagere bør videreføres. Investeringer i EU og den åbne koordinationsmetode har muliggjort store fremskridt. Tiden er inde til at gå et skridt videre og samle større viden på basis af mere fuldstændige data under hensyntagen til antallet af fattige arbejdstagere, graden af denne fattigdom, den ulige indkomstfordeling blandt fattige (i de enkelte lande og landene imellem).

6.3

Hvad angår disse statistiske spørgsmål, er det teknisk set nødvendigt at have adgang til nationale data – på basis af en national tærskel – men også rent europæiske data – på basis af en europæisk tærskel. Dette giver mulighed for andre inddelinger og visioner end dem, der i dag kan leveres med anvendelse af den eneste fastsatte indikator.

6.4

Retfærdig og anstændig aflønning med udgangspunkt i en styrket social dialog. Kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere skal også føres ved hjælp af en ambitiøs lønpolitik. Det er nødvendigt at styrke og støtte alle initiativer, der sigter mod modellen: inflation + en passende andel af produktivitetsgevinsterne. I denne forbindelse bør lønforhandlinger – hjørnestenen i den sociale dialog – spille en fremtrædende rolle i kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere. På sektorielt, nationalt og europæisk niveau har det ikke nogen decideret finansiel indvirkning på virksomhederne, når forhandlingerne går godt, og de bliver således ikke »præmieret« for en reel social dialog. Fremskridt hen imod anstændigt arbejde opnås på basis af den sociale dialog, arbejdsmarkedsparternes investeringer, virksomhedernes ansvar, de offentlige myndigheders incitamenter og justerende foranstaltninger og i den aktuelle situation bankernes rolle over for SMV’erne. Forebyggelsen af sort arbejde er en afgørende faktor i kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere. Dels, fordi det rammer de svageste i samfundet (indvandrere, udsatte personer), dels fordi det kan føre til nærmest slavelignende tilstande, der er i modstrid med charteret om grundlæggende rettigheder.

6.5

Iværksætterkultur og selvstændig erhvervsvirksomhed. Mange iværksættere og selvstændige berøres af fattigdom, særligt i forbindelse med opstarten af deres virksomhed. Der må etableres støttemekanismer, idet mange af disse SMV’er er fremtidens jobskabere. 80 % af den økonomiske vækst skyldes SMV’er, men mange iværksættere får en meget lav eller ingen løn i den periode, hvor de er i færd med at opstarte deres virksomhed, hvilket betyder at deres familier udsættes for en fattigdomsrisiko.

6.6

Tilpassede erhvervsuddannelsessystemer. Livslang læring for især de mindst kvalificerede er en afgørende forudsætning for at kunne forbedre disse arbejdstageres kompetencer og deres adgang til beskæftigelse med en anstændig løn.

6.7

Passende social beskyttelse. Bekæmpelsen af fattigdom blandt arbejdstagere forudsætter, at de eksisterende foranstaltninger strammes op. Sociale ydelser bør på mere effektiv vis kunne kombineres med nye børnepasningsordninger og støtte til mobilitet (mobilitet skal - ligesom arbejde - kunne betale sig), der gør det muligt for fattige arbejdstagere at tage imod et bedre betalt job.

6.8

På boligområdet er det nødvendigt – selv om det i nogle lande har vist sig, at et betydeligt antal hjemløse er i arbejde – at ressourcerne til sociale boliger anvendes på en sådan måde, at der gives prioritet til dem, der er i arbejde, men som risikerer at miste deres job og den stabilitet, der er forbundet hermed, på grund af at de har en dårlig eller slet ingen bolig.

6.9

Hensyntagen til arbejdsmiljøet og arbejdet. Eftersom fattigdom blandt arbejdstagere i høj grad er et spørgsmål om arbejdsvilkår, er det i praksis afgørende at øve indflydelse på arbejdsmiljørelaterede løftestænger, dvs. støtte til frivillig jobmobilitet, adgang til subventionerede måltider, boligforhold og børnepasningsfaciliteter. Endvidere bør virksomheden, som har ansat dem, kunne undersøge, på hvilken måde bedre sikkerhedsvilkår kan indarbejdes i arbejdskontrakterne, og hvordan dens ansatte kan gøre fremskridt og øge deres kvalifikationer.

6.10

Oplysning og mobilisering. Endelig er det i forbindelse med det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse afgørende at mobilisere den offentlige mening og medierne. Hvis vi begynder at analysere problemet med fattigdom blandt arbejdstagere, tale om de deraf følgende uværdige levevilkår og starte en mobilisering af de europæiske borgere, vil det kunne sætte en stopper for den nød, som en del arbejdstagere befinder sig i, og således bidrage til, at de genvinder deres værdighed. Frem for at tale om medlidenhed bør vi tale om behovet for at fremme kvalitetsarbejde for alle for at fremme en mere etisk europæisk samfundsmodel.