52002DC0208

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET - Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning

1.1. Indhold

1.2. Anvendelsesområde

2. Begrundelsen for den nye strategi for forbrugerpolitikken

2.1. Anvendelsesområdet for EU's forbrugerpolitik

2.2. Processen for den nye strategi

2.2.1. Konsekvensanalyse

2.2.2. En vidensbaseret politik

2.3. Nøglefaktorer, der ligger til grund for den nye strategi

2.3.1. Euroen

2.3.2. Sociale, økonomiske og teknologiske forandringer

2.3.3. Fuldt udbytte af det indre marked

2.3.4. Reform af styreformerne

2.3.5. Forberedelse af udvidelsen

2.4. Strukturen i den nye strategi for forbrugerpolitikken

3. Politisk sigte for den nye strategi for forbrugerpolitikken

3.1. Midtvejsmålsætning 1: "Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau i hele EU"

3.1.1. Sikre forbrugsvarer og tjenester

3.1.2. Lovgivning om forbrugernes økonomiske interesser

3.1.2.1. Handelspraksis

3.1.2.2. Gennemgang af eksisterende fællesskabslovgivning på forbrugerbeskyttelsesområdet

3.1.2.3. Regelsæt om forbrugeraftaler

3.1.3. Finansielle tjenester

3.1.4. Elektronisk handel

3.1.5. Forsyningspligtydelser (SGI):

3.1.5.1. Forsyningspligtydelser - transport

3.1.5.2. Forsyningspligtydelser - energi

3.1.6. International handel, standardisering og mærkning

3.2. Midtvejsmålsætning 2: Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne

3.2.1. Styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne

3.2.1.1. Det Internationale Netværk af Markedsføringstilsyn (IMSN)

3.2.1.2. CLAB-databasen om urimelige vilkår i forbrugeraftaler

3.2.2. Information og data om sikkerhed med hensyn til varer og tjenesteydelser

3.2.3. Tvistbilæggelse

3.2.3.1. Alternativ tvistbilæggelse

3.2.3.2. Europæiske forbrugercentre (Euroguichet)

3.2.3.3. Civilretligt samarbejde

3.2.4. Støtte til forbrugerorganisationer

3.3. Midtvejsmålsætning 3: Relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker

3.3.1. Mekanismer til analyse af forbrugerorganisationernes deltagelse i udarbejdelsen af EU's politikker

3.3.1.1. Høringskrav

3.3.1.2. Deltagelse i rådgivende organer og arbejdsgrupper

3.3.1.3. Standardiseringsarbejde

3.3.1.4. Forbrugernes deltagelse i andre EU-institutioners arbejde

3.3.2. Forbrugeroplysning og uddannelse

3.3.2.1. Oplysning

3.3.2.2. Uddannelse

3.3.3. Støtte til og opbygning af kapacitet for forbrugerorganisationer

3.3.3.1. Uddannelsesprogram for personalet i forbrugerorganisationerne

3.3.3.2. Analyse af det juridiske instrument, der fastsætter de generelle rammer for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne

4. Konklusion

Bilag

Rullende program for forbrugerpolitikken (2002-2006)

Vejledende liste over aktioner

Målsætning 1: Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau

Målsætning 2: Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne

Målsætning 3: Relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker

Aktioner til forbedring af kvaliteten af forbrugerpolitikkerne

FINANSIERINGSOVERSIGT

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006

1. Indledning

1.1. Indhold

I denne meddelelse fastlægges Kommissionens strategi på europæisk plan vedrørende forbrugerpolitikken i de næste fem år (2002-2006). Sidste år offentliggjorde Kommissionen en midtvejsrapport [1] om de fremskridt, der er gjort under den forrige handlingsplan (1999-2001) med henblik på at forberede denne nye strategi. Strategien omfatter tre midtvejsmålsætninger, som skal gennemføres ved hjælp af en række aktioner i et kortsigtet rullende program, som af Kommissionens tjenestegrene løbende vil blive gjort til genstand for en analyse i et arbejdsdokument. De tre målsætninger er:

[1] KOM(2001) 486 endelig.

* Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau

* Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne

* Inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker

Disse tre målsætninger skal bidrage til at afslutte indarbejdningen af forbrugerspørgsmål i alle EU's politikker, bidrage til at forbrugerne får størst muligt udbytte af det indre marked og til forberedelsen af udvidelsen.

I forbindelse med den første målsætning "Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau" er de vigtigste aktioner en række initiativer om opfølgning på emner om god forretningsskik, som behandlet i grønbogen om forbrugerbeskyttelse [2] og tjenesteydelsessikkerhed. De prioriterede aktioner under den anden målsætning "Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne" er udvikling af et administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og udvikling af nye ankemuligheder for forbrugerne. I forbindelse med den tredje målsætning "Inddragelse af forbrugerorganisationerne i udarbejdelsen af EU's politikker" omfatter de vigtigste aktioner en gennemgang af mekanismerne for forbrugerorganisationernes deltagelse i udarbejdelsen af EU's politikker og udarbejdelse af uddannelsesprojekter og kapacitetsopbyggende projekter.

[2] KOM(2001) 531 endelig af 2. oktober 2001.

EU's forbrugerpolitik spiller en central rolle for et af Kommissionens strategiske mål, nemlig målet om at bidrage til en bedre livskvalitet for alle [3]. Den er også et vigtigt element i Kommissionens strategiske målsætning om at skabe ny økonomisk dynamisme og modernisere den europæiske økonomi. Med oprettelsen af Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse i 1999 og en omstrukturering af det videnskabelige og lovgivende arbejde for at opnå større uafhængighed, gennemsigtighed og bedre beskyttelse af forbrugernes interesser blev det bevist, at der lægges større vægt på forbrugerpolitik.

[3] Kommissionens meddelelse KOM(2000) 154 endelig af 9. februar 2000: Strategiske mål 2000-2005 "Udformning af det ny Europa".

Med denne meddelelse opfordres Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget samt alle interesserede parter til at støtte den generelle fremgangsmåde og i særdeleshed de tre målsætninger. Kommissionen opfordrer dem ligeledes til at fremme vedtagelsen af de vigtigste foranstaltninger, der foreslås, og til at støtte gennemførelsen heraf.

1.2. Anvendelsesområde

I denne meddelelse dækker forbrugerpolitik emner som sikkerhed, økonomiske og juridiske spørgsmål i forbindelse med forbrugernes stilling på markedet, forbrugeroplysning og uddannelse, støtte til forbrugerorganisationer og deres bidrag i samarbejde med andre interesserede aktører til udarbejdelse af forbrugerpolitikken. Anvendelsesområdet for denne strategi omfatter ikke spørgsmål om fødevaresikkerhed. Fødevarespørgsmål behandles nu særskilt og er omfattet af deres dagsorden for lovgivning. Hvidbogen om fødevaresikkerhed, som blev vedtaget den 12. januar 2000 [4], indeholder forslag til et omfattende program for en lovgivningsreform på dette område.

[4] KOM(1999) 719 endelig.

2. Begrundelsen for den nye strategi for forbrugerpolitikken

Udarbejdelsen af en forbrugerpolitik på EU-niveau er det vigtigste resultat af den trinvise tilrettelæggelse af det indre marked. Den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser har krævet vedtagelsen af fælles eller i det mindste konvergerende regler for på én og samme gang at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af forbrugernes interesser og fjernelse af lovgivningsmæssige hindringer og konkurrenceforvridning.

Foranstaltningerne har ofte haft til hensigt af give forbrugerne mulighed for at beskytte deres egne interesser ved at træffe selvstændige og bevidste valg. Således sørges der for, at forbrugerne har tilstrækkelig korrekt information, før de binder sig i transaktioner, og at de udstyres med visse juridiske rettigheder, i fald transaktionen ikke skulle føre til det ventede resultat. Disse foranstaltninger har til formål at rette op på strukturbetingede ubalancer mellem enkelte forbrugere og virksomheder, som skyldes de førnævntes begrænsede adgang til information og juridisk ekspertise samt deres begrænsede økonomiske ressourcer.

I visse situationer må det dog anses for utilstrækkeligt blot at skabe et grundlag for bevidste valg og for ankemuligheder, særligt hvad angår beskyttelse af fysisk sundhed og sikkerhed. I sådanne situationer skønnes harmoniserede regler nødvendige for at kunne sikre et passende beskyttelsesniveau for alle forbrugere, uafhængigt af deres evne til at beskytte sig selv ved at træffe bevidste valg. Beslutningen om, hvorvidt sådanne foranstaltninger skal træffes, afhænger i vid udstrækning af en politisk vurdering af betydningen af de interesser, der skal beskyttes, og af om forbrugerne i praksis er i stand til at beskytte sig selv ved at træffe bevidste valg.

2.1. Anvendelsesområdet for EU's forbrugerpolitik

EU's forbrugerpolitik skal indeholde vigtige krav om sundhed og sikkerhed og beskytte økonomiske interesser for at sikre et højt beskyttelsesniveau og opfylde de europæiske borgeres forventninger. Varer og tjenesteydelser, der markedsføres, skal være sikre, og forbrugerne skal gives relevant information for at kunne træffe passende valg. Forbrugerne skal også beskyttes mod urimelige handelspraksisser. En stor del af arbejdet på dette område vedrører lovgivning og andre aktioner, som har direkte indvirkning på markedets adfærd, f.eks. standardisering, adfærdskodekser og bedste praksis.

EU's forbrugerpolitik skal også sætte forbrugerne i stand til at forstå de politikker, der berører dem, og at bidrage til udarbejdelsen af disse politikker. Forbrugerne skal have kapacitet til at fremme deres interesser for dermed at være på lige fod med andre aktører fra civilsamfundet, som er repræsenteret på EU-niveau.

Det er endvidere vigtigt, at forbrugerne har lige adgang til fuldt ud at udnytte mulighederne i det indre marked såsom større udvalg, lavere priser og udbydelse af vigtige tjenesteydelser til rimelige priser. Hindringer for grænseoverskridende handel skal derfor nedbringes, således at forbrugerdimensionen i det indre marked kan udvikles parallelt med virksomhedsdimensionen. EU's forbrugerpolitik har derfor til hensigt at skabe rammerne for et sammenhængende og fælles miljø, således at forbrugerne i tillid kan handle på tværs af grænserne i hele EU.

Forbrugerne berøres af specifikke regler for forbrugerbeskyttelse, men også af andre vigtige EU-politikker såsom bl.a. politikken om det indre marked, miljø og bæredygtig udvikling, transport, finansielle tjenesteydelser, konkurrence, landbrug og udenrigshandel. Forbrugerpolitik som sådan kan ikke udarbejdes uden hensyntagen til andre områder, der berører forbrugerne. Det er vigtigt, at der sker en systematisk indarbejdning af de områder, der optager forbrugerne, i de relevante EU-politikområder. I de senere år er der gjort betydelige fremskridt i denne retning. Målet for fremtiden må være at bygge videre på disse resultater for dermed at gøre indarbejdelsen af forbrugernes interesser i andre politikker mere systematisk.

Ligeledes skal der tages tilstrækkeligt hensyn til forbrugernes betænkeligheder inden for andre områder for at sikre en overordnet tilgangsvinkel til Fællesskabets politikker som helhed. Derfor er forbrugernes valg meget vigtige for disse andre områder, f.eks. bæredygtig udvikling ud fra en social, miljømæssig og økonomisk dimension.

Forbrugerpolitik er et område, hvor EU kan skabe merværdi. Forbrugerpolitikken er et delt ansvarsområde mellem EU og medlemsstaternes offentlige myndigheder. EU-reglerne håndhæves på nationalt niveau. Indarbejdelsen af forbrugernes interesser i alle politikker kan kun gøres effektiv, hvis der foregår et lignende arbejde på nationalt niveau. Dette betyder, at forbrugerpolitik er et kollektivt arbejde på alle politiske områder i EU og på alle niveauer: regionalt, nationalt og europæisk.

Ovenstående principper er skrinlagt i artikel 153 og 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2.2. Processen for den nye strategi

2.2.1. Konsekvensanalyse

En vellykket strategi for forbrugerpolitikken kan kun måles på den virkning, den har på forbrugerne i Europa. Det er derfor afgørende, at begrundelsen for denne strategi stikkes klart ud på forhånd, at fremskridtene i forbindelse med denne strategi regelmæssigt måles, og at det klart evalueres, hvorvidt de enkelte aktioner har været vellykkede, samt at resultaterne af disse aktioner anvendes i fremtiden. Dette vil gøre det muligt at anvende de indhøstede erfaringer og foreslå eventuelle tilpasninger til politikken.

2.2.2. En vidensbaseret politik

Forbrugerpolitikken skal være baseret på relevante informationer og data med henblik på at tilpasse politikker og opstille de mest hensigtsmæssige prioriteringer. Der er behov for en mere omfattende, systematisk og vedvarende indsats til udvikling af en relevant vidensbase, som vil være et vigtigt redskab for beslutningstagerne. Der er endvidere behov for information og data bestemt for den brede offentlighed særligt siden euroens indførelse, som vil gøre det lettere at foretage bedre økonomiske sammenligninger i euro-området. . Forbrugerne kræver også nøjagtige oplysninger om varers og tjenesteydelsers sikkerhed med henblik på at træffe bevidste valg, og mange forbrugere ønsker oplysninger om andre aspekter af produkterne, f.eks. de miljøvirkninger, der er forbundet hermed. Kommissionen vil fortsat levere detaljerede oplysninger om relevante emner for forbrugerne via publikationerne og webstedet om Dialogen med borgerne (http://europa.eu.int/citizens).

På baggrund af den lange række af forbrugerspørgsmål skal omfattende forbrugerrelateret information og data indeholde generelle kvantitative data (såsom data om forbrug, levevilkår og andre socioøkonomiske aspekter), data med relation til forbrugeraktiviteter (såsom data om deltagelse i forbrugerorganisationer) og data om forbrugernes økonomiske interesser (f.eks. priser). Beslutningstagerne skal derefter supplere de foreliggende kvantitative data med kvalitative data, som kan indhentes gennem meningsundersøgelser om forbrugernes adfærd, kendskab og tilfredshed. Overvågning af forbrugernes klager og af, hvorledes disse behandles, er også vigtige spørgsmål i forbindelse med bedre information om forbrugernes interesser og med markedets reaktion herpå.

Kommissionen vil fortsætte arbejdet med sin "vidensbase" med information og data om forbrugerne og markedet. Kommissionen har også til hensigt at fortsætte arbejdet med publikationen "Consumers in Europe - facts and figures", undersøgelser om forbrugspriser, Eurobarometer og fokusgrupper om forsyningspligtydelser. Kommissionen vil endvidere gennemføre Eurobarometerundersøgelser om forbrugernes problemer på tværs af grænserne og om forbrugeroplysning og forbrugerrepræsentation. Den har ligeledes til hensigt at opstille indikatorer for forbrugernes tilfredshed, og vil gøre brug af interaktive beslutningstagningsinitiativer, hvor der anvendes internetbaserede mekanismer til indsamling af feedback og til at gennemføre høringer. Kommissionen vil endvidere gøre brug af videnskabelig forskning, hvor det er relevant, især i forbindelse med rammeprogrammerne for forskning og teknologisk udvikling.

2.3. Nøglefaktorer, der ligger til grund for den nye strategi

Ved udarbejdelsen af den nye strategi er der taget hensyn til fem nøglefaktorer.

2.3.1. Euroen

Langt om længe er euroen havnet i forbrugernes lommer, og dette bidrager til grundlæggende ændringer i virksomhedernes og forbrugernes adfærd. Indførelsen af euroen har fjernet en vigtig psykologisk hindring hos forbrugerne for at handle i andre medlemsstater og har gjort det lettere at sammenligne priser. Mulighederne ved handel på tværs af grænserne vil derfor blive mere indlysende for forbrugerne.

2.3.2. Sociale, økonomiske og teknologiske forandringer

Brug af internet og dækningsgraden for husstandene er stigende. I november 2001 anvendte næsten 50 % af befolkningen (over 15 år) internet enten hjemme, på arbejde, i skolen, på offentlige steder med internetadgang eller på farten. Internetdækningsgraden for husstandene i EU steg fra 18 % i marts 2000 til 38 % i december 2001 [5]. Disse tendenser vil bevirke, at et stigende antal forbrugere vil blive opmærksomme på mulighederne ved elektronisk handel.

[5] Benchmarkingrapport om eEurope - eEurope 2002, af 5. februar 2002, KOM(2002) 62 endelig.

E-handel og informationssamfundet reducerer betydningen af afstande i forbindelse med reklamer for, markedsføring af og detailhandel med mange produkter, men dette gælder især tjenesteydelser.

Forbrugsmønstrene forandres også. Servicesektoren er også inde i en vækstperiode. I EU er servicesektoren nu mindst dobbelt så stor som fremstillingsindustrien udtrykt i BNP, og tre gange så stor, hvis de sociale og offentlige tjenesteydelser medregnes [6]. Dette betyder, at der i stigende grad skal tages hensyn til tjenesteydelser, herunder sikkerhedsaspektet, i EU's forbrugerpolitik.

[6] Kilde: Eurostat.

2.3.3. Fuldt udbytte af det indre marked

Med disse ændringer er grænseoverskridende handel nu et mere realistisk tilbud. Men meget hindrer stadig den fulde udnyttelse af det indre detailmarkeds muligheder.

Undersøgelser viser, at der stadig er store prisforskelle på mange forbrugsvarer og tjenesteydelser i EU, som forbrugerne kunne have fordele af, hvis de trygt kunne handle på tværs af grænserne. Derudover ville priserne kunne sættes ned, hvis virksomhederne kunne sælge på tværs af grænserne uden at indgå specifikke aftaler for forskellige lande.

Omfattende prisforskelle

Den seneste beretning [7] fra Kommissionen om produkt- og kapitalmarkederne viser, at detailpriserne på fødevarer og forbrugsvarer stadig varierer meget mellem medlemsstaterne, og at indsnævringen af prisspredningen er foregået betydeligt langsommere i de senere år. Generelt varierer priserne 3 til 5 gange så meget på tværs af grænserne i EU som inden for et lands grænser. I beretningen konkluderes det, at de forskellige nationale forordninger, virksomhedsadfærd og konkurrenceproblemer bidrager til disse prisforskelle.

[7] KOM(2001) 736.

Der gælder forskellige regler for forbrugerbeskyttelse i de forskellige medlemsstater. Forbrugerne føler sig usikre på, hvilken beskyttelse de har eller ikke har ved handel i udlandet, og begrænser derfor deres valg til produkter og tjenesteydelser, som findes i deres egen medlemsstat.

Manglende forbrugertillid til grænseoverskridende handel

I EU som helhed har forbrugerne betydeligt mindre tillid til grænseoverskridende handel end til handel i deres eget land - kun 31 % af forbrugerne mener, at de vil være godt beskyttet ved uoverensstemmelser med en leverandør i et andet land mod 56 %, som mener, de vil være godt beskyttet ved lignende uoverensstemmelser i deres eget land [8].

[8] EOS GALLUP EUROPE "Consumers survey", januar 2002, den samlede rapport om undersøgelsen findes på: http://europa.eu.int/comm/dgs/health_consumer/events/event42_en.html

På samme vis er virksomhederne ofte usikre på, hvilken praksis de skal følge, når de sælger til forbrugere i andre medlemsstater. Det er derfor afgørende, at EU sikrer, at det indre markeds regler og praksisser øger forbrugernes tillid til handel på tværs af grænserne. Dette forudsætter enklere og flere fælles regler, et fælles niveau for håndhævelse i hele EU, lettere adgang til forbrugeroplysning og uddannelse samt effektive ankemuligheder.

Grænseoverskridende handel vil ikke erstatte rutineindkøb, dog med undtagelse af folk, der bor tæt på grænsen. Men selv det at gøre grænseoverskridende handel til en realistisk mulighed kan i sig selv have betydelige følgevirkninger for konkurrencen på de lokale markeder. Selv hvis en lille procentdel af forbrugerne handler i udlandet, vil dette have en effekt på priserne på medlemsstaternes samlede markeder. Denne effekt er f.eks. allerede blevet bemærket i Storbritanniens bilindustri [9].

[9] http://europa.eu.int/comm/competition/car_sector/price_diffs.

2.3.4. Reform af styreformerne

Med Lissabon-topmødet, hvidbogen om nye styreformer, som blev vedtaget i juli 2001 [10], og Kommissionens handlingsplan for bedre lovgivning, som inden længe forelægges Kommissionen, gives der et dynamisk udtryk for politisk vilje til reform. Med disse initiativer indledtes en vigtig debat om, hvorledes kvaliteten og effektiviteten kan forbedres og retsakter gøres enklere. Samtidig blev det drøftet, hvorledes civilsamfundet bedre kan høres og inddrages i EU's beslutningstagningsproces.

[10] KOM(2001) 428 endelig.

Forbrugerne har store forventninger til EU's evne til at garantere deres sikkerhed, beskytte deres interesser og sætte dem i stand til direkte at høste nogle af fordelene ved integrationen i Europa. Men sideløbende hermed føler borgerne sig i stadig større omfang fremmedgjorte over for EU og dens processer og institutioner. Det betyder, at EU's forbrugerbeskyttelsespolitik fremover skal give borgerne konkrete fordele i forhold til deres dagligdag og inddrage forbrugerne i udviklingen og gennemførelsen af denne politik. De fem principper, der ligger til grund for gode styreformer, nemlig åbenhed, deltagelse, kontrollerbarhed, effektivitet og sammenhæng, er direkte relevante for forbrugerpolitikken og skal integreres i den fremtidige strategi.

2.3.5. Forberedelse af udvidelsen

Kandidatlandenes tiltrædelse af EU vil få en stor betydning for det indre markeds funktion. Dette vil især gøre sig gældende for forbrugerbeskyttelse, hvor borgerne i deres egenskab af forbrugere direkte vil føle virkningerne af et udvidet marked. EU vil blive konfronteret med nye lovgivnings- og håndhævelsesstrukturer og mere generelt med nye holdninger til forbrugerbeskyttelse.

Mange forbrugerbeskyttelseslove er i dag omfattet af national lovgivning og ikke af fællesskabslovgivningen. Selvom indholdet af disse forskrifter varierer mellem de nuværende medlemsstater, er de i store træk ens. Men med optagelsen af de nuværende kandidatlande vil disse forskrifters forskelligartethed blive endnu mere markant. Retshåndhævelsesstrukturerne er ikke altid så fast forankrede i kandidatlandene, og forbrugernes erfaringer og behov er også meget forskelligartede. Forbrugerbevægelsen i kandidatlandene har stadig langt igen, før den fuldt ud kan spille sin rolle hvad angår forbrugeroplysning, repræsentation af forbrugerne og markedsovervågning.

Udfordringen bliver at leve op til de nye medlemmers forventninger og samtidig bevare og forbedre det nuværende forbrugerbeskyttelsesniveau, hvad angår forbrugernes sikkerhed og juridiske og økonomiske rettigheder. Der tages derfor hensyn til spørgsmål om udvidelsen i forbindelse med denne strategi, og Kommissionen vil fortsat gøre en indsats for at støtte forbrugerne, deres repræsentanter og de nationale myndigheder i kandidatlandene i forbindelse med tiltrædelsen.

2.4. Strukturen i den nye strategi for forbrugerpolitikken

Denne meddelelse indeholder Kommissionens strategi på europæisk plan vedrørende forbrugerpolitikken i de næste fem år (2002-2006). Strategien omfatter tre midtvejsmålsætninger, som skal gennemføres ved hjælp af en række aktioner i et kortsigtet rullende program, som løbende skal analyseres. Den løbende opdatering af det rullende program vil blive gennemført ved hjælp af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. Med en strategi på mellemlangt sigt kan der skabes sammenhængende rammer, mens der med en kortsigtet plan hurtigere kan ske tilpasninger til skiftende omstændigheder.

Kommissionen har endvidere planer om bedre integration af udarbejdelsen af den politiske strategi med det finansielle instrument for forbrugerbeskyttelsesaktioner [11], som på nuværende tidspunkt har en anden tidshorisont.

[11] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 283/1999/EF af 25. januar 1999 om etablering af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne (EFT L 34 af 9.2.1999, s. 1).

3. Politisk sigte for den nye strategi for forbrugerpolitikken

Nøglefaktorerne, som beskrevet ovenfor, har ført os til at identificere tre målsætninger på mellemlangt sigt:

Målsætning 1: "Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau". Vi må gå videre med arbejdet for at sætte forbrugere og virksomheder i stand til at høste fordel af det indre marked. Et centralt element for dette er fastlæggelsen af fælles regler for forbrugerbeskyttelse og praksisser i hele Europa. Dette vil betyde, at man skal gå bort fra den nuværende situation med forskellige regelsæt i hver medlemsstat og bevæge sig i retning mod en mere sammenhængende ramme for forbrugerbeskyttelse i hele EU.

Målsætning 2: "Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne". Gode love skal håndhæves korrekt. Den økonomiske integration stiger støt på det indre marked og forbrugerne får stadig flere muligheder. Derfor bør de i praksis have den samme beskyttelse i hele EU, navnlig i et udvidet EU. Virksomhederne har også en stor interesse i en mere ensartet anvendelse af reglerne. Praktiske og effektive mekanismer er nødvendige for at de offentlige myndigheder i fællesskab kan arbejde hen imod mod dette mål.

Målsætning 3: "Inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker". Bidrag fra forbrugerorganisationer i forbindelse med udarbejdelse af politikker er af afgørende betydning både for indholdet og for selve processen.

Disse målsætninger er gensidigt fordelagtige. Det er lettere at håndhæve EU's politikker, hvis der findes et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau, men fælles EU-regler, som ikke håndhæves ensartet skaber uvished og mindsker fordelene for forbrugerne. Fordelene ved et fælles beskyttelsesniveau kan kun høstes fuldt ud, hvis forbrugerorganisationerne er stærke nok til at spille deres rolle og levere bidrag til beslutningstagerne, belyse problemer og medvirke til at håndhæve reglerne gennem markedsovervågning.

I denne strategi lægges der især vægt på aktioner, der supplerer hinanden og som tilsammen udgør en kritisk masse af aktioner, som forstærker løftestangsvirkningen. Disse prioriterede aktioner vedrører hovedsageligt emner i forbindelse med grænseoverskridende handel. De udvælges med det formål at få størst mulig virkning på EU-niveau. Enkelte af disse aktioner foreslår at samle knappe ressourcer på EU-niveau eller i medlemsstaterne. De har ofte mere end én målsætning. Der lægges især vægt på aktioner, som har til formål at fremme indarbejdelsen af forbrugerspørgsmål i andre politikker og forberedelsen af udvidelsen.

3.1. Midtvejsmålsætning 1: "Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau i hele EU"

Hensigten med denne målsætning er ikke at lave detaljerede forskrifter for al forbrugerbeskyttelse i Europa. Dette er hverken ønskeligt eller praktisk. Hensigten er derimod med det mest relevante middel (rammedirektiv, standarder, bedste praksis) at harmonisere ikke bare sikkerhed vedrørende varer og tjenesteydelser, men også de aspekter af forbrugernes økonomiske interesser, der giver forbrugerne den nødvendige tillid til at gennemføre transaktioner hvorsomhelst i det indre marked. Dette kunne for eksempel ske ved indførelse af et fælles sæt enkle og klare EU-regler og sikkerhedskrav om handelspraksis og rettigheder i forbindelse med forbrugeraftaler. Det kunne også ske ved at udfylde hullerne mellem de eksisterende EU-regler, hvilket vil kræve en reform af en række gældende direktiver. I tråd med initiativet om nye styreformer kunne dette ske ved at styrke virksomhedernes og forbrugernes ansvar gennem bedre brug af alternative former for regulering, f.eks. selvregulering og samregulering og udarbejdelse af standarder. Et højt forbrugerbeskyttelsesniveau kræver endvidere indarbejdelse af integrationsprincippet ved at sikre, at andre EU-politikker på andre områder, såsom det indre marked, finansielle tjenesteydelser, transport, energi, miljø, konkurrence, landbrug, udenrigshandel osv., systematisk behandler specifikke forbrugerspørgsmål. Ved udarbejdelsen af andre EU-politikker skal der tages hensyn til regler af betydning for forbrugerne, som sikrer et højt niveau af forbrugerbeskyttelse i hele EU. Forbrugerpolitiske initiativer skal naturligvis på samme vis tage hensyn til deres effekt for virksomheder og andre interesserede aktører. Kommissionen er også i færd med at udvikle en metode til vurdering af initiativernes effekt for en lang række politikker og de grupper, der berøres heraf.

Der er behov for et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau. Der vil blive taget hensyn hertil ved fastlæggelsen af andre politikker.

Denne målsætning forudsætter aktioner på følgende politikområder:

3.1.1. Sikre forbrugsvarer og tjenester

Fællesskabet har gjort en vellykket indsats for at sikre den fri bevægelighed for produkter bestemt til forbrugerne inden for EU, og der anvendes en lignende strategi for at opnå de samme resultater hvad angår tjenesteydelser. Men der er stadig behov for at styrke Fællesskabets indsats, der har til hensigt at sikre et højt og sammenhængende beskyttelsesniveau for forbrugsvarer i hele EU. Hvad angår tjenesteydelser har Fællesskabets initiativer til fremme af forbrugernes sikkerhed hidtil været begrænset til nogle få områder, navnlig transport. Det er derfor nødvendigt at undersøge behovet for yderligere fællesskabsaktioner i den forbindelse og iværksætte relevante initiativer.

De prioriterede områder for denne politik omfatter gennemførelsen af det reviderede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed [12], især udviklingen af standarder under dette nye direktiv, relevante initiativer inden for området sikkerhed i forbindelse med tjenesteydelser, som leveres til forbrugerne, og afklaring af specifikke sikkerhedsproblemer. Forberedelsen af ny lovgivning vedrørende kemikalier vil omfatte relevante risikoreducerende foranstaltninger og øge forbrugerbeskyttelsesniveauet.

[12] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).

3.1.2. Lovgivning om forbrugernes økonomiske interesser

3.1.2.1. Handelspraksis

Grønbogen om forbrugerbeskyttelse [13] indeholder muligheder for yderligere harmonisering af reglerne vedrørende handelspraksisser, enten på ad hoc-basis eller via et supplement hertil i form af rammelovgivning. Der er endvidere behov for en gennemgang og reform af gældende EU-direktiver om forbrugerbeskyttelse for derigennem at ajourføre dem og gradvist gå fra minimumsharmoniserede foranstaltninger til "fuldt harmoniserede" foranstaltninger. Med grønbogen og Kommissionens strategi for tjenester [14] gøres det klart, at uden harmonisering er en simpel anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse ikke relevant i forbindelse med forbrugerbeskyttelsesspørgsmål. Men forudsat, at der opnås et tilstrækkeligt niveau af harmonisering, kan fremgangsmåden med oprindelsesland anvendes på de resterende områder.

[13] KOM(2001) 531 endelig.

[14] KOM(2000) 888.

Kommissionen fremlægger en opfølgningsmeddelelse til grønbogen om forbrugerbeskyttelse i 2002, hvori den gør rede for sine hensigter om lovgivning i relation til nye og gældende initiativer vedrørende handelspraksisser. Samtidig vil der blive mulighed for yderligere høringer.

3.1.2.2. Gennemgang af eksisterende fællesskabslovgivning på forbrugerbeskyttelsesområdet

I Kommissionens rapporter [15] om direktiverne om timeshare [16] og pakkerejser [17] påpegedes en række mangler, og dette er yderligere blevet belyst i form af klager til Europa-Parlamentet og Kommissionen. Disse to direktiver indeholder en blanding af aftaleretlige foranstaltninger og regler om handelspraksisser (f.eks. salgsteknikker). Delvis reform heraf kunne foregå under et hvilket som helst initiativ, som udformes efter grønbogen om EU's forbrugerbeskyttelse. Et af Kommissionens højst prioriterede områder for disse direktiver vil være at foreslå fuld harmonisering med henblik på at mindske forskellene i forbrugerbeskyttelsesreglerne i EU, som skaber en fragmentering af det indre marked til skade for virksomhederne og forbrugerne.

[15] SEK(1999) 1795 endelig og SEK(1999) 1800 endelig.

[16] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF, (EFT 1994 L 280, s. 83).

[17] Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT L 158 af 23.6.1990).

Derudover vil Kommissionen udarbejde rapporter om adskillige af de nugældende direktiver, hvor det er påkrævet. Disse rapporter vil blive ledsaget af forslag til ændringer, hvor det er relevant.

Kommissionen vil foretage en revision af de gældende direktiver om timeshare, pakkerejser og angivelse af priser.

3.1.2.3. Regelsæt om forbrugeraftaler

I 2001 vedtog Kommissionen en meddelelse om europæisk aftaleret [18], hvorved der indledtes en høringsproces om potentielle problemer for det indre marked og en ensartet anvendelse af fællesskabslovgivningen som følge af forskellene mellem medlemsstaternes nationale aftaleretlige bestemmelser. Forbrugeraftaleret udgør en vigtig del af Fællesskabets aftaleretlige love. Rådet har opfordret Kommissionen til inden udgangen af 2002 at gøre rede for resultaterne af høringerne og for dens eventuelle bemærkninger og henstillinger i form af en grøn- eller hvidbog. Europa-Parlamentet har opfordret Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan.

[18] KOM 398 (2001) endelig.

Opfølgningen til meddelelsen vil indeholde svar på Rådets og Europa-Parlamentets anmodninger. Opfølgningen kunne bl.a. indeholde en blanding af regulerende og ikke-regulerende foranstaltninger. Blandt de ikke-regulerende foranstaltninger kunne f.eks. foreslås koordinering af forskningsaktiviteter. Disse aktiviteter kan føre til udarbejdelse af en generel referenceramme, hvorved der fastlægges fælles principper og terminologi. Derudover kunne opfølgningen indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der træffes for at sikre sammenhæng mellem nuværende og fremtidige regler og samtidig tage højde for den generelle referenceramme. I denne sammenhæng kunne der foretages en gennemgang af den gældende forbrugeraftaleret for derved at fjerne eksisterende uoverensstemmelser, fylde hullerne og forenkle reglerne. Harmonisering af fortrydelsesfristerne i en række direktiver [19] vil også indgå i denne gennemgang.

[19] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis, (EFT L 280 af 29.10.1994, s. 83), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144 af 4.6.1997), Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted.

3.1.3. Finansielle tjenester

Handlingsplanen for de finansielle markeder [20] indeholder et program for initiativer, som skal supplere det indre marked for detailsalg af finansielle tjenester. Der er allerede sket meget, f.eks. er forordningen om grænseoverskridende betalinger i euro [21] blevet vedtaget. Forordningen vil være til fordel for forbrugerne og bidrage til at fremme grænseoverskridende handel ved at udligne bankernes gebyr for grænseoverskridende og nationale transaktioner. Men der er behov for en yderligere indsats, således som det anføres i handlingsplanen. Dette omfatter aktioner til fremme af udbud af finansielle tjenester på tværs af grænserne og foranstaltninger, der skal sikre en egentlig beskyttelse af forbrugerne hvor de end befinder sig i EU, samt foranstaltninger, der skal øge forbrugernes tillid til transaktioner på tværs af grænserne. Kommissionen vil styrke en regulering af området for finansielle tjenester på grundlag af tidlig, omfattende og systematisk høring af alle interesserede aktører, herunder også forbrugerne og de endelige brugere.

[20] KOM(1999) 232 endelig.

[21] Forordning 2560/2001 af 19.12.2001, EFT L 344 af 28.12.2001, s. 13.

Til dette formål vil Kommissionen navnlig foreslå en revision og opdatering af direktivet om forbrugerkredit [22].

[22] Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, ændret ved direktiv 90/88/EØF af 22.2.1990; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16.2.1998, (EFT L 42 af 12.2.1987, EFT L 61 af 10.3.1990, EFT L 101 af 1.4.1998).

Kommissionen vil udarbejde et forslag til en omfattende lovgivningsramme for betalinger på det indre marked. Penge og betalingsmidler skifter hastigt form: plastikpenge, elektroniske penge. Indførelsen af euroen sætter ekstra skub i denne udvikling. Effektive og sikre betalingsmidler og netværk er en forudsætning for et velfungerende indre marked. Lovgiverne skal beskæftige sig med udviklingen på områder som priser, tidsrum og forholdet mellem udstedere og brugere af disse nye betalingsmidler. Gældende lovgivning skal også revideres.

Hvad angår værdipapirer har Kommissionen vedtaget en række forslag til direktiver om markedsmisbrug [23] og prospekter [24] med et højt niveau af forbrugerbeskyttelse. Revisionen af direktivet om investeringsydelser vil føre til en harmonisering af virksomhedernes adfærdsregler. Kommissionen har også til hensigt at udarbejde et forslag til forpligtelser om gennemsigtighed for børsnoterede virksomheder. Disse forslag vil komme alle forbrugere til gode, da de skaber et mere retfærdigt og gennemsigtigt indre marked for finansielle tjenester.

[23] KOM(2001) 281 endelig.

[24] KOM(2001) 280 endelig.

3.1.4. Elektronisk handel

Forbrugerne er stadig varsomme med at handle online, mindre end 2 % af detailhandelen sker elektronisk. Inden for rammerne af eEurope handlingsplanen, som blev vedtaget i 2000 [25], har Kommissionen udarbejdet en strategi med det formål at opbygge forbrugernes tillid til handel online. Denne strategi består af fire elementer: adfærdskodekser af høj kvalitet for e-handel, alternative tvistbilæggelsesordninger (ADR) af høj kvalitet, klare og sammenhængende love samt effektiv håndhævelse.

[25] http://europa.eu.int/information_society/eeurope/action_plan/index_en.htm

Der er mange kodekser, trustmarks og andre ordninger. Alene antallet og udvalget heraf gør det vanskeligt for forbrugerne at afgøre, om de trygt kan handle på et bestemt websted. Kommissionens initiativ om e-tillid blev lanceret i maj 2000. I den forbindelse indgik en bred vifte af aktører, herunder repræsentanter for forbrugere og virksomheder, i et samarbejde om en indsats for at nå til en aftale om fælles krav til god praksis. I december 2001 fremlagde aktørerne en bred aftale for Kommissionen, hvori de foreslog en række europæiske krav til trustmarks og en struktur til overvågning af den praktiske gennemførelse.

På baggrund af denne aftale har Kommissionen til hensigt at vedtage en henstilling om forbrugernes tillid til e-handel, og vil i samarbejde med aktørerne overvåge gennemførelsen af deres aftale.

Sikre netværk, sikker adgang og beskyttelse af privatlivet er også vigtige elementer, når forbrugernes tillid til elektronisk handel skal opbygges. I benchmarkingrapporten om eEurope 2002 [26] fastslås det, at arbejdet med at forbedre beskyttelsen i forbindelse med farer for sikkerheden stadig går langsomt på trods af adskillige initiativer i den offentlige og private sektor såsom vedtagelsen af direktivet om elektroniske signaturer [27]. I de seneste to år har der været et øget antal farer og sikkerhedsproblemer, f.eks. virusangreb. På denne baggrund har sikkerhedsmetoden i forbindelse med e-Europa bevæget sig hen imod en mere omfattende fremgangsmåde med net- og informationssikkerhed.

[26] Benchmarkingrapport om eEurope - eEurope 2002, af 5. februar 2002, KOM(2002) 62 endelig.

[27] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer (EFT L 013 af 19.1.2000, s. 12-20), trådte i kraft d. 19.07.2001.

Kommissionen og medlemsstaterne vil vedtage en række foranstaltninger til forbedring af sikkerheden ved elektronisk handel, der omfatter øget kendskab, teknologisk støtte, lovgivning og internationalt samarbejde [28].

[28] Kommissionens meddelelse KOM(2001) 298 af 6. juni 2001, Rådets resolution 14378/01 af 6. december 2001.

3.1.5. Forsyningspligtydelser (SGI):

Forsyningspligtydelser defineres i Kommissionens meddelelse om forsyningspligtydelser i Europa [29] som tjenester, som de offentlige myndigheder betragter som værende af almen interesse og som er underlagt bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste. Disse omfatter områder som transport, energi (elektricitet, gas), telekommunikation [30] og posttjenester [31]. En garanti for universal adgang, høj kvalitet og rimelige priser i forbindelse med disse ydelser ligger til grund for forbrugernes behov sammen med andre forpligtelser, der skal ledsage liberaliseringsprocessen. Kommissionen annoncerede i sin rapport til Det Europæiske Råd i Laeken om forsyningspligtydelser [32], at den har til hensigt at udarbejde en række regelmæssige rapporter om overvågning af markedets funktion for denne sektor. Den første rapport af denne type er allerede blevet udarbejdet og har identificeret kvaliteten af ydelserne som værende en udfordring for fremtiden.

[29] KOM(2000) 580 af 20.9. 2000.

[30] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002, "Direktivet om forsyningspligt", EFT L 108 af 24. april 2002, s. 51.

[31] Men ikke alle aktiviteter i disse sektorer er underlagt forpligtelser til offentlig tjeneste, og enkelte aktiviteter gennemføres på almindelige markedsvilkår, f.eks. inden for transport- og energisektoren, selvom visse foranstaltninger om beskyttelse af forbrugerne gælder på tværs af disse sektorer.

[32] KOM(2001) 598 af 17. oktober 2001.

Der er en aktuel mangel på kvalitetsindikatorer, der er tilstrækkeligt udviklede til, at man kan gennemføre en vurdering af disse ydelser. Kommissionen har til hensigt at udarbejde en meddelelse, hvori der fastlægges en metode til gennemførelse af horisontale vurderinger af forsyningspligtydelser. Ved denne metode vil der især blive lagt vægt på forbrugernes syn på disse ydelsers præstation.

3.1.5.1. Forsyningspligtydelser - transport

I transportsektoren har visse ydelser givet anledning til stor utilfredshed blandt forbrugerne. Dette er kommet til udtryk i Eurobarometerundersøgelser [33] og kvalitative fokusgruppeundersøgelser. Der er gjort betydelige fremskridt, hvad angår passagerernes rettigheder i forbindelse med lufttransport. Der er dog behov for at udvide disse fremskridt til også at omfatte andre transportformer.

[33] Eurobarometer on SGI, september 2000, findes på: http://europa.eu.int/comm/dgs/health_consumer/library/surveys/facts_euro53_en.pdf

I Kommissionens hvidbog "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" [34] gøres der rede for Kommissionens hensigter om inden 2004 og i videst mulige omfang at udvide forbrugerbeskyttelsesforanstaltningerne for lufttransportsektoren til at omfatte andre transportformer, særligt jernbanetransport og søtransport og så vidt muligt bytransport.

[34] KOM(2001) 370 af 12.9.2001.

3.1.5.2. Forsyningspligtydelser - energi

På energiområdet har Kommissionen fremsat forslag [35] om yderligere åbning for konkurrence på elektricitets- og gasmarkedet. Med disse forslag vil forbrugerne pr. 1. januar 2005 frit kunne vælge leverandør.

[35] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas - Meddelelse fra Kommissionen KOM(2001) 125 af 13.3.2001.

Forslagene indeholder et detaljeret sæt af grundlæggende rettigheder for brugerne, herunder retten til forsyningspligt hvad angår elektricitet. Forslagene indeholder endvidere et minimalt sæt kontraktregler, gennemsigtige oplysninger om gældende priser og takster, foranstaltninger til beskyttelse af sårbare brugere og billige, gennemsigtige ordninger for bilæggelse af uoverensstemmelser.

Kommissionen vil fortsat overvåge håndhævelsen af reglerne for det indre marked for elektricitet og gas, særligt hvad angår deres virkning for forbrugerne. Derudover vil Kommissionen fortsat gennemføre forskning i en lang række alternative energikilder for fremtiden.

3.1.6. International handel, standardisering og mærkning

Verdenshandelssystemet er underlagt Verdenshandelsorganisationens aftaler (WTO). Udover liberalisering af handelen er også andre aspekter af disse aftaler relevante for forbrugerne.

I november 2001 indledtes en ny WTO-forhandlingsrunde i Doha. Denne runde omfatter både handelsliberalisering og udformning af nye regler. En række aspekter af disse forhandlinger er relevante for forbrugerne: f.eks. WTO-forhandlingerne om tjenester, herunder finansielle tjenester, drøftelser om mærkning, produktsikkerhed og vildledende praksis i forbindelse med TBT-aftalen [36], forsigtighedsprincippet og om intellektuel ejendom.

[36] WTO-aftale om tekniske handelshindringer.

I tillæg til WTO-aftalerne har EF forhandlet eller er i færd med at forhandle handelsaftaler med adskillige lande og regioner, som ligeledes er relevante for forbrugernes interesser.

Internationale standarder og i særdeleshed ISO-standarderne [37] har en vigtig status i forbindelse med TBT-aftalen og kan påvirke de europæiske forbrugeres sikkerhed og interesser. Det er derfor afgørende at sikre gennemsigtighed og relevant repræsentation af forbrugernes interesser i den internationale standardiseringsproces.

[37] Den Internationale Standardiseringsorganisation.

Private ordninger såsom adfærdskodekser, retningslinjer og private, frivillige mærkningsordninger, der har til formål at oplyse forbrugerne om det pågældende produkts oprindelse, fremstilling og mulige virkning, kan supplere offentlige politikforanstaltninger med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.

Kommissionen vil fremme og beskytte forbrugernes interesser inden for WTO samt inden for rammerne af bilaterale handelsrelationer og andre fora. Den vil i den forbindelse føre forhandlinger med forbrugerorganisationerne. Kommissionen vil endvidere fremme forbrugernes deltagelse i den internationale standardisering.

3.2. Midtvejsmålsætning 2: Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne

Effektivt samarbejde om håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne er den anden målsætning for denne strategi. Der er på nuværende tidspunkt både juridiske og praktiske hindringer for et samarbejde om håndhævelse, som skal nedbrydes, hvis principperne om forbrugerbeskyttelse skal håndhæves effektivt i praksis. Koordineringen gennemføres på EU-niveau, men selve håndhævelsen er hovedsageligt en opgave for de nationale, regionale eller lokale myndigheder. Aktionerne på følgende områder skønnes at bidrage til at opnå denne midtvejsmålsætning:

3.2.1. Styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne

Samarbejdet mellem de offentlige myndigheder med ansvar for håndhævelse af reglerne om handelsskik og produktsikkerhed er nøglen til det indre markeds funktion. Hvis man frit lader erhvervsdrivende på kant med loven gennemføre grænseoverskridende transaktioner, vil dette have en skadelig virkning for forbrugernes og virksomhedernes tillid. I grønbogen om forbrugerbeskyttelse i EU [38] beskrives et juridisk instrument, der i lighed med andre instrumenter i EU's politikker, kan anvendes til at formalisere dette samarbejde. Et sådan instrument kan også danne grundlag for samarbejdsaftaler med tredjelande. Der er bred enighed om grønbogens ideer på disse områder.

[38] KOM(2001) 531 endelig.

I det ændrede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed er der allerede taget højde for forbedrede strukturer for samarbejde om håndhævelse af reglerne for produktsikkerhed.

Kommissionen har til hensigt at fremlægge forslag til en lovgivningsramme for medlemsstaternes samarbejde om håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne, hvilket omfatter nedsættelse af et udvalg af repræsentanter fra medlemsstaternes håndhævende myndigheder.

Eksisterende ad hoc- og uformelle samarbejdsinstrumenter, såsom IMSN eller CLAB, har været banebrydende for denne samarbejdsform og vil fortsat være af stor betydning.

3.2.1.1. Det Internationale Netværk af Markedsføringstilsyn (IMSN)

IMSN er en organisation bestående af håndhævende myndigheder fra 29 lande. I princippet er disse myndigheder også medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). Netværkets opgave er at dele oplysninger om grænseoverskridende handelsaktiviteter, der eventuelt kan påvirke forbrugernes interesser, og at tilskynde til internationalt samarbejde mellem agenturer for håndhævelse af lovgivning. Europa-Kommissionen deltager som observatør ved IMSN-konferencerne to gange om året. Den europæiske undergruppe "Det Internationale Netværk af Markedsføringstilsyn - Europa" (IMSN-Europa) er et netværk af nationale myndigheder fra landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som er engageret i håndhævelse af lovgivning om fair handelspraksis og andre aktiviteter i forbindelse med forbrugerbeskyttelse.

Kommissionen har til hensigt at udvikle det eksisterende websted med henblik på udveksling af information og udvikle den database, hvori der registreres information om håndhævelse af lovgivning. Dette skal ske for at sikre en vedvarende og systematisk udveksling af information mellem medlemmerne af IMSN-Europa.

3.2.1.2. CLAB [39]-databasen om urimelige vilkår i forbrugeraftaler

[39] CLAB henviser til det franske udtryk "clauses abusives", dvs. urimelige vilkår i forbrugeraftaler.

Hensigten med direktivet om urimelige kontraktvilkår [40] var at fjerne urimelige kontraktvilkår i aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Kommissionen lancerede CLAB-databasen som et instrument til overvågning af den praktiske håndhævelse af direktivet i form af en database med oplysninger om "national retspraksis" vedrørende urimelige kontraktvilkår. "Retspraksis" i forbindelse med CLAB dækker ikke alene domme, men også administrative organers afgørelser, frivillige aftaler, udenretslige bilæggelser og voldgiftskendelser.

[40] Direktiv 93/13/EØF (EFT L 95 af 21.04.1993).

Det er Kommissionens hensigt at supplere og forbedre CLAB-databasen i de kommende år.

3.2.2. Information og data om sikkerhed med hensyn til varer og tjenesteydelser

Effektiviteten af EU's systemer, der skal sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugernes sundhed og sikkerhed, bør nøje overvåges med henblik på at identificere eventuelle svagheder, at fastlægge prioriterede områder i forbindelse med styrkelse eller supplering af de gældende sikkerhedsbestemmelser, hurtigt at kunne gribe ind i tilfælde af kriseudbrud samt at kunne bistå beslutningstagerne med fastlæggelsen af nye politikretningslinjer. Dette omfatter især indsamling og evaluering af information og data om farlige produkter bestemt for forbrugerne, risici i forbindelse med visse tjenester samt om ulykker forbundet med forbrugerprodukter og -tjenester.

Indsamling og udveksling af sådanne oplysninger på EU-niveau er også vigtigt, hvis man vil sikre en sammenhængende håndhævelse af EF-bestemmelserne om produkt- og tjenesteydelsessikkerhed.

"Systemet for hurtig varsling" (RAPEX) og programmerne til indsamling og udveksling af data om produktrelaterede skader skal udvikles yderligere. En styrkelse af RAPEX vil indgå i gennemførelsen af det ændrede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed [41]. Udvikling af en ordning til indsamling, evaluering og udveksling af data og information om tjenesteydelsessikkerhed og om ulykker inden for visse sektorer kan betragtes som del af initiativet om tjenesteydelsessikkerhed. Derudover vil det eksisterende program til indsamling og vurdering af personskader i forbindelse med farlige produkter under EF-handlingsprogrammet vedrørende forebyggelse af personskader [42] blive videreført som en del af det nye sundhedsprogram og eventuelt styrket gennem specifikke initiativer.

[41] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).

[42] http://europa.eu.int/comm/health/ph/programmes/injury/index_en.htm

Med udvidelsen skal der arbejdes for at integrere svagere håndhævelsessystemer i EF-systemet. Med henblik på at lette denne integration bistår Kommissionen kandidatlandene i den vanskelige opgave med støt at udforme passende administrative strukturer og håndhævelsesbeføjelser til gennemførelse og overvågning af de eksisterende forbrugerbeskyttelsesregler.

Kandidatlandene vil blive involveret i gennemførelsen af det ændrede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed, særligt via deres deltagelse i det forbedrede "system til tidlig varsling" (RAPEX).

3.2.3. Tvistbilæggelse

Hvis forbrugerne skal have tilstrækkelig tillid til at handle uden for deres eget land og udnytte det indre marked, skal de forsikres om, at hvis tingene går galt har de adgang til effektive ankemuligheder. Bedre og lettere adgang til domstolene og udenretslige mekanismer til bilæggelse af grænseoverskridende tvister er derfor nødvendige for at lette forbrugernes adgang til at klage.

3.2.3.1. Alternativ tvistbilæggelse

I tilfælde af grænseoverskridende tvister er det ikke altid praktisk eller omkostningseffektivt for forbrugere og virksomheder at anvende de traditionelle konfliktløsningsmodeller. Kommissionen har søgt at løse problemet med en række initiativer med henblik på at fremme enkle, billige og effektive midler til at løse grænseoverskridende tvister, såsom f.eks. alternative tvistbilæggelsesordninger [43] (ADR).

[43] Kommissionen har vedtaget to henstillinger om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (98/257/EF, EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31) og om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (2001/310/EF, EFT L 109 af 19.4.2001, s. 56).

I oktober 2001 oprettedes det europæiske udenretslige netværk (EEJ-Net) med henblik på at samordne udenretslige procedurer til bilæggelse af tvister i hele Europa. EEJ-Net omfatter en struktur af nationale kontaktsteder (eller "Clearing Houses") i hver medlemsstat, hvor man kan få information og støtte. Kontaktstederne hjælper forbrugerne med oplysninger og bistand i forbindelse med en indsendelse af krav til en alternativ udenretslig ordning for bilæggelse af tvister. EEJ-Net suppleres af FIN-NET, et udenretsligt netværk inden for EU, der behandler problemer på tværs af grænserne i relation til finansielle tjenester. Dette netværk blev oprettet i februar 2001.

Kommissionen har til hensigt at udvikle EEJ-Nettet i samarbejde med medlemsstaterne. Den vil endvidere sørge for minimumsgarantier for alternative tvistbilæggelsesordninger ved at opfordre til brug af principperne i Kommissionens anbefalinger fra 1998 og 2001. Kommissionen vil derudover udvikle og forbedre FIN-NET yderligere og fremme anvendelsen af alternative tvistbilæggelsesordninger for hele EU, særligt online-ordninger. Kommissionen har også vedtaget en grønbog om alternativ konfliktløsning [44] for at se nærmere på den aktuelle situation med henblik på prioriterede områder for fremtiden, og vil fremlægge en meddelelse om online tvistbilæggelsesordninger (ODR).

[44] KOM(2002) 196 endelig.

3.2.3.2. Europæiske forbrugercentre (Euroguichet)

Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (EEC-netværk) optræder som bindeled mellem Kommissionen og de europæiske forbrugere med det formål at støtte bedre anvendelse af det indre marked og give tilbagemelding til Kommissionen om problemer. Forbrugercentrene formidler oplysninger om lovgivning og om retspraksis både på europæisk og nationalt niveau. Forbrugercentrene forestår rådgivning og bistand i forbindelse med mægling, information om procedurer, juridisk førstehjælp og henviser til andre myndigheder. Centrene samarbejder nært med deres netværk og med andre europæiske netværk såsom EEJ-Net og FIN-NET. Det er Kommissionens ønske, at der etableres et Forbrugercenter i hver medlemsstat og snarest muligt i kandidatlandene.

Kommissionen har til hensigt at fortsætte arbejdet med at opbygge netværket af europæiske forbrugercentre i medlemsstaterne og kandidatlandene. For at bistå Kommissionen i arbejdet med at identificere forbrugernes behov vil Forbrugercentrene deltage i Kommissionens initiativ "Interaktiv politikudformning", som er en feedback-mekanisme med tilbagemelding af værdifuld information fra markederne.

3.2.3.3. Civilretligt samarbejde

Det vigtigste mål for det civilretlige samarbejde er at skabe bedre samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at tilskynde til borgernes frie bevægelighed. På Det Europæiske Råd i Tammerfors (15. og 16. oktober 1999) udfærdigedes et kort over den effektive gennemførelse af bl.a. de bestemmelser vedrørende civilretligt samarbejde, som indførtes med Amsterdam-traktaten. De tre vigtigste områder i den forbindelse er bedre klageadgang, gensidig anerkendelse af retlige afgørelser og større konvergens hvad angår procedureregler.

Kommissionen vil forfølge de fastlagte mål for effektiv gennemførelse af de bestemmelser for civilretligt samarbejde, som er fastlagt i Amsterdam-traktaten, og som blev videreudviklet i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors. Kommissionen har til hensigt løbende at opdatere en "resultattavle", således at man kan overvåge fremskridtet med vedtagelse og gennemførelse af den række af foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde disse mål.

En EU-forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og håndhævelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [45], som trådte i kraft den 1. marts 2002, indeholder et nyt regelsæt af umiddelbar relevans for forbrugerne. Der er også ved at blive udarbejdet nye regler om lovvalg for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontraktforhold [46].

[45] Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12 af 16.01.2001, s. 1-23).

[46] Revision af Rom-konventionen fra 1980 om lovvalg for kontraktlige forpligtelser ("ROM I") og suppleret med et nyt instrument til afgørelse af konflikter mellem lovregler for aspekter uden for kontraktforhold i forbindelse med handelstransaktioner ("ROM II").

Kommissionen vil tage hensyn til forbrugernes interesser, når Fællesskabets regler om international privatret skal fastlægges.

3.2.4. Støtte til forbrugerorganisationer

Forbrugerorganisationer kan yde vigtige bidrag til en hensigtsmæssig håndhævelse af forbrugerpolitiske foranstaltninger både gennem deres brug af foreløbige retsmidler og deres generelle markedsovervågning. Organisationerne kan identificere forbrugsgoder og tjenester, som f.eks. ikke er sikre eller er af en uacceptabel kvalitet. På denne vis suppleres de offentlige myndigheders rolle i forbindelse med håndhævelse og markedsovervågning. Dette er ressourcekrævende arbejde, der ofte kræver et højt ekspertiseniveau.

En lang række af de planlagte aktioner, der skal understøtte målsætning 3, såsom uddannelsesprogrammet for undervisere fra forbrugerorganisationer eller den online uddannelsesplatform, vil sætte forbrugerorganisationerne og forbrugerne selv i stand til bedre at deltage i markedsovervågningen. Derudover vil Kommissionen gennemføre en række specialiserede initiativer hvad angår produktsikkerhed i almindelighed.

Kommissionen vil i 2003 afholde et særligt kursus for forbrugerorganisationer om markedsovervågning inden for rammerne af det ændrede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed. Kommissionen vil endvidere undersøge, hvorvidt det er muligt at gennemføre flere koordinerede initiativer i samarbejde med medlemsstaterne, når direktivet træder i kraft.

3.3. Midtvejsmålsætning 3: Relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker

Hvis forbrugerbeskyttelsespolitikkerne skal være effektive, må forbrugerne selv have mulighed for at yde bidrag til udviklingen af de politikker, der vedrører dem. Dette går udover det umiddelbare anvendelsesområde for forbrugerpolitikken som sådan og er afgørende, når kravene til forbrugerbeskyttelse skal indarbejdes i de andre EU-politikker. For eksempel er udbudet af offentlige tjenester og andre forsyningspligtydelser, som leveres gennem en form for markedsstruktur, stadigt stigende, og der bør tages hensyn til forbrugernes interesser på disse områder. Inddragelse af forbrugerorganisationer virker endvidere som en slags "reality check" af forslagene. Der udvikles specifikke aktioner inden for følgende områder:

3.3.1. Mekanismer til analyse af forbrugerorganisationernes deltagelse i udarbejdelsen af EU's politikker

3.3.1.1. Høringskrav

I hvidbogen om nye styreformer [47] foreslås det, at høringsprocessen som helhed bør foregå i overensstemmelse med fælles standarder med henblik på at opnå mere effektive og gennemsigtige lovregler på EU-niveau. I hvidbogen anerkendes også den effekt, som høringsprocessen vil få for civilsamfundets ressourcer, og samtidig, at alle berørte offentlige myndigheder skal tage hensyn hertil i fremtiden.

[47] KOM(2001) 428 endelig.

Forbrugerorganisationerne har et forum, forbrugerudvalget, hvor de kan komme med kommentarer til politikudformning. Forbrugerudvalget er et rådgivende udvalg, som består af forbrugerrepræsentanter fra samtlige medlemsstater samt fra europæiske organisationer. Forbrugerorganisationernes aktuelle opgave er at opnå mulighed for og kapacitet til at bidrage til omfattende EU-initiativer med en forbrugerdimension på alle stadier af EU's beslutningstagningsproces.

Kommissionen vil inden længe få forelagt en meddelelse om fastlæggelse af mindstekrav til gennemførelsen af Kommissionens høringsproces.

3.3.1.2. Deltagelse i rådgivende organer og arbejdsgrupper

Forbrugernes deltagelse i rådgivende organer og arbejdsgrupper vil også bidrage til at sikre indarbejdelsen af forbrugernes bekymringer i alle EU's politikker. Hovedparten af disse rådgivende organer findes inden for landbrugsområdet. En række nye rådgivende organer er også blevet etableret inden for områder som transport, energi, telekommunikation og fiskeri. I årenes løb er repræsentation af forbrugerne i sådanne organer steget på må og få uden en generel samordnet indgangsvinkel.

Kommissionen bestræber sig på større gennemsigtighed hvad angår de rådgivende organers aktiviteter. I denne forbindelse vil Kommissionen undersøge, om forbrugerorganisationerne er korrekt repræsenteret i det brede spektrum af politikker, der berører dem.

3.3.1.3. Standardiseringsarbejde

Frivillige standarder, som nedfældes af de europæiske standardiseringsorganer, har stor betydning for den konkrete gennemførelse af mange EF-foranstaltninger med relation til forbrugerbeskyttelse. Brugen af standarder til opfyldelse af målsætninger for offentlige politikker vinder sin berettigelse gennem standardiseringsprocessens gennemsigtighed og gennem fuldstændig og effektiv inddragelse af alle aktører, herunder forbrugerne. Forbrugernes deltagelse i den europæiske standardiseringsproces er stadig utilstrækkelig og modsvarer ikke producenternes og andre økonomiske interessenters dominerende position.

Kommissionen vil undersøge, hvorledes der kan sikres en bedre forbrugerdeltagelse i standardiseringsorganernes arbejde. Den europæiske standardisering omfatter aktiviteter både på EU-niveau og i medlemsstaternes standardiseringsorganer. Derfor bør Kommissionen og medlemsstaterne samarbejde for at sikre, at aktiviteterne på EU-niveau koordineres korrekt, og at forbrugerrepræsentanterne inddrages på passende vis på det nationale niveau.

3.3.1.4. Forbrugernes deltagelse i andre EU-institutioners arbejde

Relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU-politikkerne vedrører alle EU's institutioner. Parlamentet og Rådet gennemfører allerede høringer af europæiske og nationale forbrugerorganisationer. Nice-traktaten tilføjer specifikt "forbrugerne" til listen over repræsentanter for civilsamfundet i Det Økonomiske og Sociale Udvalg [48]. Men forbrugernes deltagelse kunne dog gøres mere systematisk.

[48] EF-traktatens artikel 257.

Kommissionen opfordrer på det kraftigste EU-institutionerne til at undersøge, hvordan forbrugernes deltagelse i politikudformningen kan forbedres.

3.3.2. Forbrugeroplysning og uddannelse

Subsidiaritetsprincippet forudsætter, at hovedansvaret for forbrugeroplysning og uddannelse er lagt ud til de nationale, regionale og lokale myndigheder.

3.3.2.1. Oplysning

Borgernes voksende forventninger om at have fuld og let adgang til oplysning om EU-anliggender kræver en moderne, effektiv og pålidelig oplysningspolitik, hvorved der tages højde for den seneste udvikling i forskning og viden. Dette er en vedvarende udfordring for Kommissionen og for andre af EU's institutioner, som har forpligtet sig til en politik med åbenhed og kontrollerbarhed. Dette gør sig især gældende for forbrugerne, da EU's forbrugerbeskyttelsespolitik og -aktiviteter direkte påvirker deres hverdag. I de senere år har Kommissionen udviklet en række oplysningsværktøjer, som er rettet mod den brede offentlighed, forbrugere eller specifikke målgrupper. Disse værktøjer omfatter Kommissionens websted, nyhedsbrevet Consumer Voice og en række oplysningskampagner. Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (Euroguichet) spiller en afgørende rolle, da centrene giver direkte oplysning til forbrugerne om EU-initiativer.

Kommissionen vil fortsætte indsatsen for at forbedre sin oplysningspolitik over for forbrugerne. Kommende aktioner vil omfatte forebyggende oplysningskampagner om rygning blandt unge.

3.3.2.2. Uddannelse

I de senere år er det især i det indre marked blevet mere klart, at der skal lægges mere vægt på uddannelse af forbrugerne, således at de kan handle i tillid med fuldt kendskab til deres rettigheder. EU-aktioner bør omhandle specifikke problemer vedrørende grænseoverskridende transaktioner, den europæiske dimension i forbindelse med forbrugerrettigheder og udveksling af erfaringer og god praksis mellem medlemsstaterne. Udvidelsen forstærker behovet for denne type aktioner.

Kommissionen har til hensigt at udarbejde online interaktive uddannelsesværktøjer, som forbrugerorganisationerne kan anvende til at uddanne deres personale i specifikke aspekter i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, f.eks. finansielle tjenester, og i EU-forbrugernes rettigheder på det indre marked. Til dette formål vil Kommissionen til fulde udnytte de bedste praksisser, som udvikles af medlemsstaterne og forbrugerorganisationerne.

3.3.3. Støtte til og opbygning af kapacitet for forbrugerorganisationer

3.3.3.1. Uddannelsesprogram for personalet i forbrugerorganisationerne

Forbrugerbevægelsens indflydelse, struktur og kapacitet varierer betydeligt EU-landene imellem. Kommissionen vil koncentrere sin indsats om opbygning af kapacitet (management, lobbyarbejde, forbrugerlovgivning), og vil opfordre medlemsstaterne til at gøre det samme.

Et ambitiøst uddannelsesprogram for undervisere fra forbrugerorganisationer er blevet iværksat og vil blive yderligere udviklet over de kommende år. Dette program skal hjælpe undervisere fra forbrugerorganisationer til at udarbejde effektive bidrag i forbindelse med fastlæggelsen af EU's politikker, der berører forbrugernes interesser. Denne indsats koordineres med allerede eksisterende foranstaltninger, der har til formål at yde støtte til forbrugerorganisationerne.

3.3.3.2. Analyse af det juridiske instrument, der fastsætter de generelle rammer for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne

På EU-niveau indeholder Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om etablering af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne [49] det juridiske grundlag for finansieringen af initiativer, der har til formål at støtte og styrke forbrugerorganisationerne. Gyldighedsperioden for denne afgørelse udløber ultimo 2003. Den nye ramme vil afspejle og støtte de målsætninger, som er fastlagt i denne strategi.

[49] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 283/1999/EF af 25. januar 1999 om etablering af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne (EFT L 34 af 9.2.1999, s. 1).

Kommissionen har til hensigt at vedtage et forslag om etablering af en ny ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne i 2002. Med dette forslag vil kandidatlandene ligeledes kunne deltage i disse aktiviteter i overensstemmelse med de generelle regler for kandidatlandenes deltagelse i EF-programmer.

4. Konklusion

Det er et kritisk tidspunkt for EU's forbrugerpolitik. I de kommende år skal forbrugerne kunne høste håndgribelige fordele af det indre marked og euroen. De skal kunne se de konkrete resultater af indarbejdelsen af forbrugernes interesser i alle EU's politikker. Og alle 470 millioner forbrugere i den udvidede Union skal have samme høje beskyttelsesniveau.

Kommissionens strategi for EU's forbrugerpolitik vil lægge overordnede retningslinjer for de næste fem år. Målsætningerne er gensidigt fordelagtige og gennemføres ved hjælp af et kortsigtet rullende program, som løbende analyseres. Ved hver analyse vurderes de gennemførte aktioner på baggrund af nye data og indikatorer for fremskridt med henblik på eventuelt at tilpasse løbende aktioner og identificere nye.

Med denne meddelelse opfordres Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og alle interesserede parter til at støtte den generelle fremgangsmåde og i særdeleshed de tre målsætninger. Kommissionen opfordrer dem ligeledes til at fremme vedtagelsen af de foranstaltninger, der foreslås, og til at støtte gennemførelsen heraf.

Bilag

Rullende program for forbrugerpolitikken (2002-2006)

Vejledende liste over aktioner

Målsætning 1: Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Målsætning 2: Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne

>TABELPOSITION>

Målsætning 3: Relevant inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Aktioner til forbedring af kvaliteten af forbrugerpolitikkerne

>TABELPOSITION>

FINANSIERINGSOVERSIGT

1. Foranstaltningens betegnelse

Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006

2. Budgetpost

B5-100

B5-100A

3. Retsgrundlag

Retsgrundlag for strategien for forbrugerpolitikken: EF-traktatens artikel 153 og 211

Retsgrundlag for programudgifter: Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 283/1999/EF af 25. januar 1999 om etablering af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne 1999-2003. Udgifter fra 2004 og fremefter afholdes i henhold til en ramme, der fastlægges efter et nyt forslag fra Kommissionen i løbet af 2002.

4. Beskrivelse af foranstaltningen

4.1 Foranstaltningens generelle formål

I denne meddelelse fastlægges Kommissionens strategi på europæisk plan vedrørende forbrugerpolitikken i de næste fem år (2002-2006). Strategien omfatter tre midtvejsmålsætninger: Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau, effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne og inddragelse af forbruger organisationerne i EU's politikker. Disse tre målsætninger skal bidrage til at forbrugerne opnår størst muligt udbytte af det indre marked, indarbejdning af forbrugerspørgsmål i alle EU's politikker og bidrage til forberedelsen af udvidelsen.

4.2 Foranstaltningens varighed og nærmere bestemmelser for dens forlængelse/fornyelse

Den nye strategi for forbrugerpolitikken indeholder overordnede retningslinjer for perioden 2002-2006 med specifikke aktioner, som fastlægges i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som løbende vil blive revideret i den nævnte periode. Men denne finansieringsoversigt dækker udelukkende udgifter fra perioden 2002 til 2003, som er den periode, der er omfattet af det nuværende retsgrundlag (afgørelse 283/1999/EF). Kommissionen har til hensigt at udarbejde et forslag om en ny ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne i løbet af 2002. Dette forslag vil være en udløber af afgørelse 283/1999/EF og baseres på de politiske retningslinjer, der er fastlagt i den nye strategi for forbrugerpolitikken. Udgifter, der afholdes efter 2003, dækkes derfor af finansieringsoversigten i det nye forslag.

5. Klassifikation af udgifterne/indtægterne

5.1 Obligatoriske udgifter/Ikke-obligatoriske udgifter

Ikke-obligatoriske udgifter.

5.2 Opdelte bevillinger/Ikke-opdelte bevillinger

Opdelte bevillinger.

5.3 Indtægtstype

Ingen.

6. Udgifternes/indtægternes art

Klassifikation af udgifterne i forbindelse med denne nye strategi afhænger af de specifikke aktioner. Hver aktion dækkes af specifikke forslag, som omfatter de nærmere enkeltheder vedrørende tilhørende udgifter, herunder særligt forslaget om en ny ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne (afgørelse 283/1999/EF), som indeholder en overordnet ramme for udgifter til gennemførelse af den nye strategi for forbrugerpolitikken.

7. Finansielle virkninger

7.1 Beregningsmetode for de samlede omkostninger ved foranstaltningen (forholdet mellem gennemsnitsomkostningerne pr. enhed og de samlede omkostninger)

7.2 Omkostningernes fordeling på foranstaltningens elementer

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (i løbende priser)

>TABELPOSITION>

7.3 Udgifter til undersøgelser, eksperter m.m inkluderet i budgettets del B

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (i løbende priser)

>TABELPOSITION>

7.4 Forfaldsplan for forpligtelses-/betalingsbevillinger

mio. EUR

>TABELPOSITION>

8. Forholdsregler mod svig

Kontrol med økonomisk støtte eller modtagelse af tjenester og studier gennemføres af Kommissionens tjenestegrene før udbetalingen finder sted. Der tages højde for kontraktlige forpligtelser og økonomiske principper og for sund økonomisk forvaltning og forvaltning i almindelighed. Forholdsregler mod svig (f.eks. kontrol, rapportering) er indarbejdet i alle aftaler og kontrakter, som indgås mellem Kommissionen og støttemodtagerne.

9. Oplysninger om cost/effectiveness

9.1 Specifikke og kvantificerbare mål; målgruppe

Strategien fokuserer på tre midtvejsmålsætninger: Et højt fælles forbruger beskyttelsesniveau, effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne og inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker. En række specifikke aktioner er fastlagt i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som løbende vil blive revideret i den nævnte periode De overordnede støttemodtagere for strategien er forbrugere i hele Europa. Men målgrupperne for strategiens enkelte elementer varierer afhængigt af de planlagte aktioner og den planlagte indsats, som målrettes mod aktører, der kan bidrage til den rette effekt for forbrugerne - hovedsageligt nationale myndigheder, håndhævende myndigheder samt repræsentanter for virksomheder og forbrugere.

9.2 Begrundelse for foranstaltningen

Grundlaget for denne strategi er fastlagt i artikel 153 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten):

1. For at fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bidrager Fællesskabet til at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og til at fremme deres ret til oplysning, uddannelse og til at organisere sig for at beskytte deres interesser.

...

3. Fællesskabet bidrager til at nå målene i stk. 1 ved

a) foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 95 som led i gennemførelsen af det indre marked

b) foranstaltninger, som støtter, supplerer og overvåger den politik, som medlemsstaterne fører.

I dette dokument fastlægges Kommissionens strategi på mellemlangt sigt for at nå disse mål i perioden 2002-2006. Specifikke aktioner i forbindelse med den overordnede strategi gøres til genstand for enkeltstående forslag.

9.3 Overvågning og evaluering af foranstaltningen

Overvågning og evaluering af strategien er afgørende for den strategiske indfaldsvinkel, der er bygget op omkring de tre midtvejsmålsætninger, nemlig et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau, effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelses reglerne og inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker. Der er blevet udformet i alt 18 potentielle indikatorer for den forbrugerpolitiske strategis virkning og effektivitet som del af en forudgående evaluering af strategiens virkning. De mest anvendelige af disse indikatorer vil blive lagt til grund for efterfølgende overvågning og evaluering.

10. Udgifter til administration (det almindelige budgets del A, sektion III)

Den faktiske afsættelse af de nødvendige administrative ressourcer sker ved Kommissionens årlige afgørelse om ressourcetildeling, bl.a. under hensyntagen til antallet af ansatte og de supplerende beløb, der måtte være tildelt af budgetmyndigheden.

10.1 Indvirkningen på antallet af stillinger

>TABELPOSITION>

For de supplerende ressourcers vedkommende angives, i hvilket tempo det vil være nødvendigt at stille dem til rådighed.

10.2 De supplerende menneskelige ressourcers samlede finansielle indvirkning

EUR

>TABELPOSITION>

Beløbene skal svare til de samlede udgifter til de supplerende stillinger for foranstaltningens samlede varighed, hvis foranstaltningen er af bestemt varighed, og til udgifterne for 12 måneder, hvis den er af ubestemt varighed.

10.3 Forøgelse af andre driftsudgifter som følge af foranstaltningen

EUR

>TABELPOSITION>

Beløbene skal svare til de samlede udgifter til foranstaltningen, hvis denne er af bestemt varighed, og til udgifterne for 12 måneder, hvis foranstaltningen er af ubestemt varighed.