EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CN0687

Sag C-687/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hagen (Tyskland) den 16. november 2021 — BL mod Saturn Electro-Handelsgesellschaft mbH Hagen

EUT C 64 af 7.2.2022, p. 16–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

7.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 64/16


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hagen (Tyskland) den 16. november 2021 — BL mod Saturn Electro-Handelsgesellschaft mbH Hagen

(Sag C-687/21)

(2022/C 64/26)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Hagen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BL

Sagsøgt: Saturn Electro-Handelsgesellschaft mbH Hagen

Præjudicielle spørgsmål

1.

Er bestemmelsen om erstatningspligt i artikel 82 i den generelle forordning om databeskyttelse (1) ugyldig, idet den ikke er tilstrækkelig bestemt for så vidt angår retsfølgerne ved immateriel skade?

2.

Er det en forudsætning for at opnå ret til erstatning, at der ikke blot er sket en uberettiget videregivelse af de oplysninger, der skal beskyttes, til en uvedkommende tredjemand, men skadelidte også har påvist, at der er indtrådt en immateriel skade?

3.

Er det tilstrækkeligt til at konstatere, at der er sket en tilsidesættelse af den generelle forordning om databeskyttelse, at den pågældendes personoplysninger (navn, adresse, erhverv, indkomst, arbejdsgiver) ved en fejl fra medarbejdere i den handlende virksomhed fejlagtigt videregives til tredjemand i trykt form, på papir, nærmere bestemt på et papirdokument?

4.

Er der tale om en ulovlig viderebehandling gennem hændelig videregivelse til (fremlæggelse for) en tredjemand, når virksomheden gennem sine medarbejdere ved en fejl har videregivet de oplysninger, der ellers lagres i virksomhedens edb-system, til en uvedkommende person (jf. artikel 2, stk. 1, artikel 5, stk. 1, litra f), artikel 6, stk. 1 og artikel 24 i den generelle forordning om databeskyttelse)?

5.

Er der tale om en immateriel skade som omhandlet i artikel 82 i den generelle forordning om databeskyttelse, selv hvis den tredjemand, der har modtaget dokumentet med personoplysningerne, ikke havde fået kendskab til disse, inden papiret med oplysningerne blev leveret tilbage, eller er ubehaget for den, hvis personoplysninger ulovligt blev videregivet, nok til, at der opstår en immateriel skade som omhandlet i artikel 82 i den generelle forordning om databeskyttelse, idet enhver uberettiget videregivelse af personoplysninger medfører, at det ikke er muligt at udelukke, at oplysningerne alligevel spredes til et ukendt antal personer eller endog kan misbruges?

6.

Hvor alvorlig er overtrædelsen, når den hændelige videregivelse til tredjemand kan forhindres gennem bedre kontrol med de assisterende medarbejdere i virksomheden og/eller bedre organisering af datasikkerheden, f.eks. idet vareudlevering og dokumentation for de indgåede aftaler, først og fremmest finansieringsaftalen, varetages hver for sig, idet der udstedes et særskilt udleveringspapir, eller udleveringsinformationen videregives virksomhedsinternt til medarbejderne i vareudleveringen — uden at inddrage kunden, der har fået udleveret papirdokumenterne, herunder det papir, der berettiger til at få udleveret varen (jf. artikel 32, stk. 1, litra b), og stk. 2, samt artikel 4, nr. 7), i den generelle forordning om databeskyttelse)?

7.

Skal der ved erstatning for immateriel skade forstås tilkendelse af en straf på samme måde som ved en konventionalbod?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).


Top