1.

Det fremgår af forelæggelsesdommen og af sagens øvrige dokumenter, at sagsøgte i hovedsagen, Yves Ledoux, der er tekniker med bopæl og opholdssted i Belgien, og som siden 1982 havde været ansat ved et selskab med hjemsted i Frankrig, anvendte et motorkøretøj erhvervet på de for det franske marked gældende vilkår — motorkøretøjet var registreret i Frankrig i selskabets navn og af dette stillet til rådighed for Ledoux — dels til kundebesøg og transport mellem arbejdspladsen i Frankrig og bopælen i Belgien, dels til privat brug.

Da Ledoux ikke havde erlagt merværdiafgift i Belgien, blev han standset den 22. februar 1983, da han med køretøjet passerede grænsen uden for den normale vej til sin arbejdsplads; der blev herefter rejst tiltale mod ham ved tribunal correctionnel de Neufchâteau, der fandt, at hans situation ikke var omfattet af særlige regler, og derfor frifandt ham. Kongeriget Belgiens finansminister ankede afgørelsen til cour d'appel de Liège.

Denne ret fandt, at tvisten rejste et fællesskabretligt fortolkningsproblem.

Ved dom af 12. marts 1986, registreret på Domstolens Justitskontor den 26. maj 1986, har cour d'appel de Liège udsat sagen og i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Når henses til fællesskabsreglerne vedrørende skatter og afgifter, navnlig momsen, kan den belgiske stat da inden for rammerne af lov af 3. juli 1969 om indførelse af moms og de hertil af Kongeriget Belgiens Finansministerium udstedte gennemførelsesog fortolkningsbestemmelser og på grundlag af en straffesag mod Yves Ledoux, rue Leroy 32, Marcinelle, opkræve moms af et køretøj tilhørende et selskab stiftet efter fransk ret og med hjemsted i Frankrig, og hvoraf der i Frankrig skal svares moms, som er betalt, når køretøjet anvendes af en ansat i dette selskab med bopæl i Belgien, dels til arbejdsbrug i medfør af ansættelseskontrakten, dels i fritiden, og når yderligere henses til, at den franske arbejdsgiver fortsat ejer køretøjet, der kun midlertidigt indføres til Belgien?«

2.

Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt. I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af den danske regering ved juridisk rådgiver L. Mikaelsen og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent H. Étienne som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

1.

Den danske regering har anført, at de gældende fællesskabsregler er indeholdt i Rådets direktiv 83/182 af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (EFT L 105, s. 59).

Ifølge regeringen fremgår det af direktivets artikel 3, litra a), afsnit aa), og artikel 4, stk. 1, litra a), afsnit aa), sammenholdt med artikel 1, at forudsætningen for, at et køretøj uden erlæggelse af merværdiafgift kan indføres i en medlemsstat, er, at den person, der indfører køretøjet, skal have sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, i hvilken den midlertidige indførsel finder sted.

Med hensyn til opholdsstedskriteriet har den danske regering henvist til direktivets artikel 7, hvis stk. 1, afsnit 2, bestemmer at en person, der ikke har privat og erhvervsmæssigt tilhørsforhold samme sted, anses for at have sædvanligt opholdssted på stedet for det private tilhørsforhold.

Endelig har regeringen fremhævet, at køretøjet i henhold til artiklerne 3 og 4, litra b), hverken må overdrages, udlejes eller udlånes i den medlemsstat, i hvilken den midlertidige indførsel finder sted.

Den danske regering udleder heraf, at importmedlemsstaten, såfremt disse forudsætninger for midlertidig afgiftsfri indførsel ikke er opfyldt, kan opkræve moms af det pågældende køretøj.

Regeringen har tilføjet, at dette resultat allerede følger af Domstolens domme i en række tilsvarende sager (sagerne 823/79, Cardati, Smi. 1980, s. 2773, og 134/83, Abbink, Sml. 1984, s. 4097), hvor Domstolen statuerede, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at nationale bestemmelser, under strafansvar, forbyder de på en medlemsstats område bosatte personer at benytte sådanne midlertidigt indførte motorkøretøjer. Når en medlemsstat således kan gøre strafansvar gældende, følger det, ud fra en almindelig a fortiori-betragtning, at medlemsstaten så meget desto mere kan gøre krav på erlæggelse af merværdiafgift.

Herefter har regeringen foreslået, at det forelagte præjudicielle spørgsmål besvares således, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at den belgiske stat i den forelagte sag opkræver moms af det omhandlede køretøj.

2.

Kommissionen har anført, at den påbudte tilladelse til midlertidig brug og betingelserne for udøvelsen af retten til midlertidig brug, jfr. direktiv 83/182, ikke opfylder de krav, der stilles til et enhedsmarked; Kommissionen oplyser, at den inden længe vil fremsætte nye forslag på dette område.

Ifølge Kommissionen udgør bestemmelserne om midlertidig brug, der er fastsat af fællesskabslovgiver i direktiv 83/182, hvorefter personer med bopæl i importlandet ikke må bruge et hertil midlertidigt indført køretøj, imidlertid et minimum, som borgerne kan påberåbe sig, og der er intet til hinder for, at medlemsstaterne kan gå videre, jfr. direktivets artikel 9, stk. 1, som bestemmer, at »medlemsstaterne kan opretholde og /eller fastsætte lempeligere ordninger end de i dette direktiv fastsatte.« Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at Belgien har opretholdt en midlertidig ordning for grænsearbejdere, der til transport mellem bopæl og arbejdsplads anvender en bil, der er stillet til deres rådighed af en arbejdsgiver etableret i en anden medlemsstat (cirkulære af 1. maj 1984).

Kommissionen har anført, at medlemsstaterne ved fastsættelsen af de nationale ordninger for midlertidig indførsel, jfr. artikel 14 i Rådets direktiv 77/388 (sjette momsdirektiv), for at sikre en korrekt og enkel gennemførelse af den midlertidige indførsel og forhindre svig, unddragelse og misbrug, dels skal tage hensyn til gældende fællesskabsret og graden af den faktisk gennemførte liberalisering, dels skal overholde proportionalitetsprincippet, for så vidt angår de mål, der forfølges.

Hvad for det første angår overholdelsen af fællesskabsretten, herunder navnlig princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, har Kommissionen understreget, at en arbejdstagers anvendelse af en firmabil til transporten mellem arbejdsplads og bopæl samt til privat brug udgør en del af det vederlag, firmaet betaler arbejdstageren. Følgelig ville arbejdstageren ved et forbud ifølge bopælsstatens regler mod en sådan brug af køretøjet miste denne del af vederlaget, og herved ville man tilsidesætte princippet om, at arbejdstagere i beskæftigelseslandet skal have samme løn, uanset om de har bopæl her eller på en anden medlemsstats område, jfr. EØF-Traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467). Kommissionen har yderligere anført, at medlemsstaterne, ved gennemførelsen af deres lovgivning om midlertidig indførsel i den legitime hensigt at bekæmpe svig, unddragelse og misbrug, i henhold til Traktatens artikel 5 skal overholde de heraf flydende forpligtelser, undlade at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Traktatens mål, herunder udøvelsen af retten til fri bevægelighed, i fare, og, endelig, ikke hindre Fællesskabets indsats på beskæftigelsesområdet i at slå igennem i områder, der er præget af strukturel arbejdsløshed, når udøvelsen af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed, som i den foreliggende sag, ved indgåelse af arbejdsaftaler med grænsearbejdere bidrager til at begrænse arbejdsløsheden.

Med hensyn til kravet om, at de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger ifølge artikel 14 i direktiv 77/388 skal stå i et rimeligt forhold til de mål, der begrunder disse foranstaltninger, har Kommissionen herefter henvist til Domstolens praksis (sagerne 823/79, Carciati, og 134/83, Abbink), hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne kan iværksætte strafferetlige og administrative sanktioner for overtrædelse af et lovbestemt forbud mod at bruge midlertidigt indførte køretøjer, forudsat at de pågældende nationale foranstaltninger ikke er urimelige.

Ifølge Kommissionen skal medlemsstaternes skønsbeføjelser på dette område nemlig udøves under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet der inden for rammerne af det almindelige formål med det fælles merværdiafgiftssystem og de særlige forskrifter i sjette direktivs artikel 14 skal tages hensyn dels til de offentlige interesser, der skal beskyttes, dels til omfanget af den begrænsning af de af Traktaten flydende rettigheder, som de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger kan indebære. Kommissionen har herved navnlig understreget, at der ved en begrænsning, i henhold til national ret, af retten til midlertidig brug af en bil for at tilgodese offentlige interesser — bestående i erlæggelse af merværdiafgift ved indførsel — skal tages hensyn til det på dette område gældende forbud mod dobbelt afgiftsbelastning, jfr. Domstolens ovennævnte dom i Abbink-sagen. Gennemførelsen af dette forbud mod dobbelt afgiftsbelastning mht. merværdiafgift af moms i de tilfælde, hvor momssatsen i den stat, hvor køretøjet er registreret, som i hovedsagen, er højere end satsen i bopælsstaten (33,33% i Frankrig mod 25% i Belgien, med mulighed for 50%'s fradrag, såfremt køretøjet anvendes til både privat og erhvervsmæssig brug) bør derfor, ifølge Kommissionen, føre til den konklusion, at der ikke kan opkræves merværdiafgift i bopælsstaten. I så fald kan den medlemsstat, hvortil køretøjet midlertidigt indføres, for så vidt der ikke foreligger afgiftsunddragelse, heller ikke pålægge en bøde for manglende erlæggelse af i det mindste merværdiafgift.

Det samme gælder andre sanktioner, såsom beslaglæggelse af køretøjet eller betaling af dets værdi, som sagsøgte i hovedsagen ville ifalde, og som Kommissionen betegner som urimelige, når henses til, at der er ingen eller kun få offentlige interesser, der skal beskyttes, da der ikke er tale om afgiftsunddragelse.

I situationer, hvor der — som i hovedsagen — kan opstå lovkonflikter på grund af stedet for bilens registrering, bør medlemsstaterne ikke træffe sådanne foranstaltninger, før de har anvendt den i artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 foreskrevne samarbejdsprocedure, hvorefter de kompetente nationale myndigheder efter fælles aftale træffer de fornødne afgørelser for at løse de vanskeligheder, der kan opstå i forbindelse med den praktiske gennemførelse af fællesskabsdirektiver.

Herefter har Kommissionen foreslået at besvare det af cour d'appel de Liège forelagte spørgsmål således:

»For så vidt der i henhold til den på det for sagen relevante tidspunkt gældende fællesskabsret ikke skulle erlægges merværdiafgift ved den endelige indførsel af bilen, har den midlertidige brug heraf under de givne omstændigheder ikke haft til virkning at undgå erlæggelse af merværdiafgift, hvorfor der kunne pålægges bøde. En sanktion, hvorefter bilen beslaglægges, eller værdien heraf kræves betalt, ville være i strid med proportionalitetsprincippet. Enhver bøde, der pålægges for at sikre overholdelsen af nationale regler om bilers tilknytningsforhold i forbindelse med registrering eller beskyttelsen af andre afgiftsindtægter, skal opkræves under hensyntagen til de særlige omstændigheder ved lovkbnflikter, der opstår som følge af udøvelsen af rettigheder, der flyder af Traktaten, og som en medlemsstat er forpligtet til at respektere.«

—

sagsøgeren i hovedsagen, Kongeriget Belgiens finansminister, ved advokat J. Herbiet og Neckebroeck som befuldmægtiget under den mundtlige forhandling,

—

den danske regering ved juridisk rådgiver L. Mikaelsen under skriftvekslingen og den mundtlige forhandling,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent H. Etienne som befuldmægtiget under skriftvekslingen og den mundtlige forhandling,

1

Ved dom af 12. marts 1986, indgået til Domstolen den 26. maj s. å., har cour d'appel de Liège i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af fællesskabsreglerne om merværdiafgift (herefter benævnt »moms«) for at kunne afgøre, om den belgiske momslovgivning 4er forenelig med disse regler.

2

Spørgsmålet er blevet rejst under en straffesag indledt af anklagemyndigheden og Kongeriget Belgiens finansminister mod den i Belgien bosiddende grænsearbejder Yves Ledoux, der er ansat ved et selskab med hjemsted i Frankrig. Selskabet havde stillet en bil, som det ejede, og som var registreret i Frankrig, hvor der var erlagt moms, til Ledoux' rådighed; i henhold til arbejdsaftalen anvendte han bilen, dels i forbindelse med sit arbejde inden for rammerne af den nævnte aftale, dels til privat brug.

3

Det belgiske toldvæsen har i lang tid accepteret, at en grænsearbejder med bopæl i Belgien kan bruge en bil, der er stillet til rådighed af vedkommendes arbejdsgiver med hjemsted i en anden medlemsstat, til transport fra sin arbejdsplads til sin bopæl i Belgien. De belgiske myndigheder stadfæstede denne praksis i et cirkulære af 1. maj 1984, der imidlertid kun omfatter anvendelse af bilen som transportmiddel til arbejdspladsen, men derimod ikke til privat brug.

4

Ledoux, der blev standset den 22. februar 1983, da han passerede grænsen uden for den normale vej til sin arbejdsplads, blev tiltalt for retsstridig indførsel af et motorkøretøj; for denne lovovertrædelse kan der idømmes straf i form af beslaglæggelse af køretøjet eller betaling af dets værdi.

5

Tribunal correctionnel de Neufchâteau frifandt Ledoux, da retten fandt, at han ikke var omfattet af særlige regler. Finansministeren ankede denne afgørelse til cour d'appel de Liège, som — for at tage stilling til anken — har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål :

»Når henses til fællesskabsreglerne vedrørende skatter og afgifter, navnlig momsen, kan den belgiske stat da inden for rammerne af lov af 3. juli 1969 om indførelse af moms og de hertil af Kongeriget Belgiens Finansministerium udstedte gennemførelses- og fortolkningsbestemmelser og på grundlag af en straffesag mod Yves Ledoux, rue Leroy 32, Marcinelle, opkræve moms af et køretøj tilhørende et selskab stiftet efter fransk ret og med hjemsted i Frankrig, og hvoraf der i Frankrig skal svares moms, som er betalt, når køretøjet anvendes af en ansat i dette selskab med bopæl i Belgien, dels til arbejdsbrug i medfør af ansættelseskontrakten, dels i fritiden, og når yderligere henses til, at den franske arbejdsgiver fortsat ejer køretøjet, der kun midlertidigt indføres til Belgien?«

6

Vedrørende hovedsagens faktiske omstændigheder, de relevante fællesskabsretlige og nationale bestemmelser, retsforhandlingernes forløb og indlæggene for Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

7

Det bemærkes, at Rådets direktiv 83/182 af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (EFT L 105, s. 59) endnu ikke var udstedt på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen. De gældende fællesskabsregler var derfor indeholdt i Rådets sjette direktiv 77/388 af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) (herefter benævnt »sjette direktiv«).

8

Med det forelagte spørgsmål ønsker den nationale ret afgjort, om sjette direktiv afskærer en medlemsstat fra at opkræve moms af et motorkøretøj, der tilhører en arbejdsgiver etableret i en anden medlemsstat, hvor der er betalt moms, når køretøjet anvendes af en grænsearbejder med bopæl i den første medlemsstat inden for rammerne af dennes arbejdsaftale, dels til erhvervsmæssig, dels til privat brug.

9

Sjette direktivs artikel 14, stk. 1, bestemmer, at med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser skal medlemsstaterne på betingelser, som de fastsætter for at sikre en korrekt og enkel anvendelse af de nævnte fritagelser og forhindre enhver mulig form for svig, unddragelse og misbrug fritage blandt andet indførsel af goder, der anmeldes med henblik på inddragelse under en ordning vedrørende midlertidig indførsel. Ifølge artikel 14, stk. 2, skal der snarest fastsættes fællesskabsbestemmelser om skatter og afgifter, der præciserer anvendelsesområdet for de i stk. 1 nævnte fritagelser og de nærmere regler for disses praktiske gennemførelse; indtil disse reglers ikrafttræden kan medlemsstaterne opretholde gældende nationale bestemmelser inden for rammerne af ovennævnte bestemmelser eller tilpasse dem, navnlig med henblik på at mindske dobbelt påligning af merværdiafgifter inden for Fællesskabet.

10

Når henses til disse bestemmelser, skal medlemsstaterne i deres lovgivning ved fastsættelse af betingelserne for fritagelse for moms af køretøjer, der er omfattet af ordningen vedrørende midlertidig indførsel, på den ene side tage hensyn til formålet med harmoniseringen på momsområdet, der, som det fremgår af betragtningerne til sjette direktiv, er ophævelsen af afgifter ved indførsel og afgiftsgodtgørelser ved udførsel og fortsættelsen af den faktiske gennemførelse af den frie bevægelighed for personer og goder samt af den økonomiske sammenhæng i Fællesskabet, og, på den anden side, sikre forebyggelsen af svig, unddragelse og misbrug i forbindelse med midlertidig indførsel.

11

Det bemærkes, som Domstolen har fastslået i dommen af 3. oktober 1985 (Profant, 249/84, Sml. s. 3237), at gennemførelsen af de i artikel 14 i sjette direktiv fastsatte fritagelser ikke fuldt ud er overladt til medlemsstaternes myndigheders skøn, idet disse skal respektere de grundlæggende formål, der forfølges som led i bestræbelserne på at harmonisere bestemmelserne om merværdiafgift, nemlig at fremme den frie bevægelighed for personer og de frie varebevægelser samt forhindre tilfælde af dobbelt påligning af afgift. Det følger heraf, at sjette direktivs artikel 14 skal fortolkes under hensyntagen til alle de grundlæggende fællesskabsregler.

12

Det kan i lyset af disse betragtninger fastslås, at en medlemsstat tilsidesætter den forpligtelse til samarbejde, der påhviler den ifølge Traktatens artikel 5, hvis den med en national foranstaltning bidrager til at opretholde eller indføre hindringer for den frie bevægelighed for arbejdstagere, der har bopæl på statens område, men beskæftigelse i en anden medlemsstat.

13

For at tage stilling til, om det kan være tilfældet under de omstændigheder, der er nævnt i det præjudicielle spørgsmål, er det nødvendigt først at gennemgå det tilfælde, hvor en grænsearbejder med bopæl i importmedlemsstaten anvender et motorkøretøj til erhvervsmæssig brug.

14

Det bemærkes, at medlemsstaterne, når de fastsætter de i sjette direktivs artikel 14, stk. 1, omhandlede betingelser for meddelelse af momsfritagelse ved midlertidig indførsel, jfr. bestemmelsens litra c), skal muliggøre fritagelse ved midlertidig indførsel.

15

Den simple omstændighed, at køretøjet indføres til brugerens bopælsstat, berøver imidlertid ikke importen dens midlertidige karakter, når, på den ene side, køretøjet under arbejdsforholdets varighed af arbejdsgiveren stilles til grænsearbejderens rådighed, idet det tilhører arbejdsgiveren etableret i nabostaten, hvor der er betalt moms, og det regelmæssigt reeksporteres til denne stat og formodes endeligt at vende tilbage dertil efter arbejdsforholdets ophør, og der, på den anden side, ikke er holdepunkter for at antage, at der foreligger svig, unddragelse eller misbrug.

16

Domstolen har ganske vist tidligere i dommene af 9. oktober 1980 (Cardati, 823/79, Smi. s. 2773), og 11. december 1984 (Abbink, 134/83, Sml. s. 4097) fastslået, at importmedlemsstaten med henblik på momsfritagelse for et midlertidigt indført køretøj som betingelse for fritagelsen kan kræve, at importøren ikke har bopæl på statens område; denne regel er begrundet i den omstændighed, at det normalt er den person, der har bopæl i importmedlemsstaten, som, da han ligeledes normalt er ejer af køretøjet, indfører det endeligt til personlig brug. Denne begrundelse er dog ikke gyldig i de tilfælde, hvor en person, der er bosat i en medlemsstats grænseområde, uden at være ejer af køretøjet, faktisk indfører det midlertidigt i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv.

17

Domstolen skal herefter gennemgå de tilfælde, hvor en grænsearbejder i henhold til arbejdsaftalen, ud over ovennævnte erhvervsmæssige brug, også kan anvende det midlertidigt indførte motorkøretøj til andre formål.

18

Det bemærkes, at en sådan anvendelse af køretøjet til andre formål, der er accessoriske i forhold til den erhvervsmæssige anvendelse, og som er fastlagt i arbejdsaftalen, således at den rent økonomisk udgør en del af arbejdstagerens vederlag, bør henføres under den samme ordning, som gælder for erhvervsmæssig anvendelse. En anden løsning ville i praksis afskære en grænsearbejder fra at udnytte visse fordele, som hans arbejdsgiver indrømmer, alene fordi han har bopæl på den medlemsstats område, hvortil køretøjet midlertidigt indføres. For så vidt angår arbejdsvilkårene, ville arbejdstageren nemlig i så fald være stillet ringere end sine kolleger med bopæl i arbejdsgiverens hjemstat, hvilket direkte ville begrænse arbejdstagerens udøvelse af sin ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet.

19

Det tilkommer den nationale ret i de enkelte tilfælde og på grundlag af de relevante momenter at afgøre, om den ikke strengt erhvervsmæssige brug af køretøjet er accessorisk i forhold til den erhvervsmæssige brug.

20

Det af cour d'appel de Liège forelagte spørgsmål skal herefter besvares således, at Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (77/388/EØF), afskærer en medlemsstat fra at opkræve moms af et motorkøretøj, der tilhører en arbejdsgiver etableret i en anden medlemsstat, hvor der er betalt moms, når køretøjet anvendes af en grænsearbejder med bopæl i den første medlemsstat i overensstemmelse med dennes arbejdsaftale dels til erhvervsmæssig, dels, accessorisk, til privat brug.

21

De udgifter, der er afholdt af den belgiske og den danske regering samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, som cour d'appel de Liège har forelagt ved dom af 12. marts 1986, for ret:

Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (77/388/EØF), afskærer en medlemsstat fra at opkræve moms af et motorkøretøj, der tilhører en arbejdsgiver etableret i en anden medlemsstat, hvor der er betalt moms, når køretøjet anvendes af en grænsearbejder med bopæl i den første medlemsstat i overensstemmelse med dennes arbejdsaftale dels til erhvervsmæssig, dels, accessorisk, til privat brug.