(1)

Den eksistentielle trussel, som klimaændringerne udgør, kræver højere ambitioner og en større klimaindsats fra Unionens og medlemsstaternes side. Unionen forpligter sig til at gøre en større indsats for at håndtere klimaændringerne og gennemføre Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«) (4), på grundlag af dens principper og på grundlag af den bedste tilgængelige videnskabelige viden inden for rammerne af det langsigtede temperaturmål, der er fastsat i Parisaftalen.

(2)

Kommissionen har i sin meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« (»den europæiske grønne pagt«) fastsat en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der i 2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen. Den europæiske grønne pagt har ligeledes til formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Samtidig skal omstillingen være retfærdig og inklusiv, så ingen lades i stikken.

(3)

Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) giver i sin særrapport om virkningerne af global opvarmning på 1,5 °C over det førindustrielle niveau og relaterede globale drivhusgasemissioner i forbindelse med en styrkelse af den globale reaktion på truslen fra klimaændringer, bæredygtig udvikling og bestræbelser på at udrydde fattigdom fra 2018 et stærkt videnskabeligt grundlag for håndteringen af klimaændringer og understreger behovet for hurtigt at styrke klimaindsatsen og for at fortsætte omstillingen til en klimaneutral økonomi. Nævnte rapport bekræfter, at det haster med at reducere drivhusgasemissionerne, og at klimaændringerne bør begrænses til 1,5 °C, navnlig for at reducere sandsynligheden for ekstreme vejrhændelser og at nå vippepunkterne. Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES) viser i sin globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra 2019 et tab af biodiversitet over hele verden, og at klimaændringer er den tredjestørste årsag til tab af biodiversitet.

(4)

Et fast, langsigtet mål er af afgørende betydning for at bidrage til den økonomiske og samfundsmæssige forandring, beskæftigelse af høj kvalitet, bæredygtig vækst og opfyldelsen af De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling samt for på en retfærdig, socialt afbalanceret og omkostningseffektiv måde at nå det langsigtede temperaturmål, der er fastsat i Parisaftalen.

(5)

Det er nødvendigt at adressere de voksende klimarelaterede sundhedsrisici, herunder hyppigere og mere intense hedebølger, naturbrande og oversvømmelser, fødevare- og vandsikkerhed og sikkerhedstrusler samt fremkomsten og spredningen af smitsomme sygdomme. Som bebudet i sin meddelelse af 24. februar 2021 med titlen »Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer« har Kommissionen lanceret et europæisk klima- og sundhedsobservatorium under den europæiske klimatilpasningsplatform Climate-ADAPT for bedre at forstå, foregribe og minimere klimarelaterede sundhedsrisici.

(6)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 37 heri, som sigter mod at fremme integreringen af et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedre miljøkvaliteten i Unionens politikker i overensstemmelse med princippet om en bæredygtig udvikling.

(7)

Alle sektorer i økonomien i Unionen bør have mulighed for at medvirke til klimaindsatsen med henblik på at bidrage til at sikre industrielt lederskab inden for global innovation. I kraft af Unionens lovgivningsmæssige rammer og industriens bestræbelser er det muligt at afkoble økonomisk vækst fra drivhusgasemissioner. For eksempel blev drivhusgasemissionerne i Unionen i perioden 1990-2019 reduceret med 24 %, mens økonomien voksede med 60 % i samme periode. Uden at det berører bindende lovgivning og andre initiativer vedtaget på EU-plan bør alle sektorer i økonomien — herunder energi-, industri-, transport-, varme-, køle- og bygningssektoren, landbrugssektoren, sektoren for affalds- og arealanvendelse og ændringer i arealanvendelsen samt skovbrugssektoren, og uanset om disse sektorer er omfattet af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen (»EU ETS«) — spille en rolle med hensyn til at bidrage til at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050. For at styrke inddragelsen af alle økonomiske aktører bør Kommissionen fremme sektorspecifikke klimadialoger og -partnerskaber ved at bringe centrale interessenter sammen på en inkluderende og repræsentativ måde for at tilskynde sektorerne selv til at udarbejde vejledende, frivillige køreplaner og planlægge deres omstilling hen imod at nå Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050. Sådanne køreplaner kan yde et værdifuldt bidrag til at bistå sektorer med at planlægge de nødvendige investeringer i forbindelse med omstillingen til en klimaneutral økonomi og kan også bidrage til at styrke sektorengagementet i bestræbelserne på at finde klimaneutrale løsninger. Sådanne køreplaner kan også supplere eksisterende initiativer, herunder den europæiske batterialliance og den europæiske alliance for ren brint, som fremmer industrielt samarbejde i forbindelse med omstillingen til klimaneutralitet.

(8)

Parisaftalen fastsætter i aftalens artikel 2, stk. 1, litra a), et langsigtet temperaturmål, og har til formål at styrke den globale reaktion på truslen fra klimaændringer ved at øge tilpasningsevnen over for de skadelige virkninger af klimaændringer, jf. aftalens artikel 2, stk. 1, litra b), og ved at lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling, jf. aftalens artikel 2, stk. 1, litra c). Denne forordning bør som de overordnede rammer for Unionens bidrag til Parisaftalen sikre, at både Unionen og medlemsstaterne bidrager til den i Parisaftalen omhandlede globale indsats over for klimaændringer.

(9)

Unionens og medlemsstaternes klimaindsats har til formål at beskytte mennesker og planeten, velfærd, velstand, økonomien, sundhed, fødevaresystemerne, økosystemernes integritet og biodiversiteten mod truslen fra klimaændringer inden for rammerne af De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og med henblik på at opfylde målene i Parisaftalen, maksimere velstanden inden for klodens begrænsninger og forøge samfundets modstandsdygtighed og mindske samfundets sårbarhed over for klimaændringer. I lyset heraf bør Unionens og medlemsstaternes tiltag være styret af forsigtighedsprincippet og princippet om, at forureneren betaler, som er fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og bør også tage hensyn til princippet om »energieffektivitet først« i energiunionen og princippet om »ikke at gøre skade« i den europæiske grønne pagt.

(10)

Opnåelse af klimaneutralitet bør kræve bidrag fra alle økonomiske sektorer, for hvilke emissioner eller optag af drivhusgasser er reguleret i EU-retten.

(11)

I lyset af energiproduktionens og -forbrugets betydning for niveauet af drivhusgasemissioner er det af afgørende betydning at sikre en omstilling til et trygt, bæredygtigt, økonomisk overkommeligt og sikkert energisystem, der bygger på anvendelsen af vedvarende energi, et velfungerende indre marked for energi og forbedring af energieffektiviteten, samtidig med at energifattigdom reduceres. Digital omstilling, teknologisk innovation og forskning og udvikling er også vigtige drivkræfter for at nå målet om klimaneutralitet.

(12)

Unionen har indført en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at nå 2030-målet for reduktion af drivhusgasemissioner, som blev vedtaget i 2014 før Parisaftalens ikrafttræden. Den lovgivning, der gennemfører dette mål, består bl.a. af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (5), som etablerer EU ETS, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (6), som indfører nationale mål for reduktion af drivhusgasemissioner frem til 2030, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (7), som pålægger medlemsstaterne at opveje drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug.

(13)

EU ETS er en hjørnesten i Unionens klimapolitik og udgør dens centrale redskab til reduktion af drivhusgasemissioner på en omkostningseffektiv måde.

(14)

Kommissionen har i sin meddelelse af 28. november 2018 med titlen »En ren planet for alle — En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi« fremlagt en vision for at opnå drivhusgasneutralitet i Unionen senest i 2050 gennem en socialt retfærdig og omkostningseffektiv omstilling.

(15)

Unionen har gennem pakken af 30. november 2016 med titlen »Ren energi til alle europæere« fulgt en ambitiøs dekarboniseringsdagsorden, navnlig ved at opbygge en robust energiunion, der omfatter 2030-målet for energieffektivitet og anvendelsen af vedvarende energi i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (8) og (EU) 2018/2001 (9), og ved at styrke relevant lovgivning, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU (10).

(16)

Unionen er en global leder i omstillingen hen imod klimaneutralitet, og den er fast besluttet på at bidrage til at hæve det globale ambitionsniveau og styrke den globale reaktion på klimaændringer ved hjælp af alle de værktøjer, den har til rådighed, herunder klimadiplomati.

(17)

Unionen bør fortsætte sin klimaindsats og sit internationale klimalederskab efter 2050 for at beskytte mennesker og planeten mod truslen fra farlige klimaændringer og leve op til det langsigtede temperaturmål, der er fastsat i Parisaftalen og i overensstemmelse med de videnskabelige vurderinger fra IPCC, IPBES og det europæiske videnskabeligt rådgivende organ om klimaændringer samt vurderingerne fra andre internationale organer.

(18)

Der findes stadig en risiko for kulstoflækage for så vidt angår de internationale partnere, der ikke har de samme klimabeskyttelsesstandarder som Unionen. Kommissionen har derfor til hensigt at foreslå en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for udvalgte sektorer med henblik på at mindske sådanne risici på en måde, der er forenelig med Verdenshandelsorganisationens regler. Det er desuden vigtigt at opretholde effektive politiske incitamenter til støtte for teknologiske løsninger og innovationer, der muliggør omstillingen til en konkurrencedygtig klimaneutral økonomi i Unionen, samtidig med at der skabes investeringssikkerhed.

(19)

Europa-Parlamentet har i sin beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt opfordret til, at den nødvendige overgang til et klimaneutralt samfund sker senest i 2050, og at denne gøres til en europæisk succeshistorie, og har i sin beslutning af 28. november 2019 om klima- og miljøkrisen erklæret, at der er tale om en klima- og miljøkrise. Det har også gentagne gange opfordret Unionen til at forhøje sit klimamål for 2030 og til, at det pågældende højere mål skal indgå som en del af denne forordning. Det Europæiske Råd nåede i sine konklusioner af 12. december 2019 til enighed om målet om at opnå en klimaneutral Union senest i 2050 i overensstemmelse med målene i Parisaftalen, og det anerkendte også, at det er nødvendigt at indføre en befordrende ramme, som er til gavn for alle medlemsstaterne og omfatter passende instrumenter, incitamenter, støtte og investeringer, for at sikre en omkostningseffektiv, retfærdig samt socialt afbalanceret og fair omstilling under hensyntagen til de forskellige nationale forhold med hensyn til udgangspunkter. Det gjorde også opmærksom på, at omstillingen vil kræve betydelige offentlige og private investeringer. Den 6. marts 2020 forelagde Unionen sin langsigtede udviklingsstrategi for lave drivhusgasemissioner og den 17. december 2020 sit nationalt bestemte bidrag efter disses vedtagelse i Rådet for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC).

(20)

Unionen bør sigte mod at opnå en balance mellem menneskeskabte emissioner i hele økonomien fra kilder og optag gennem dræn af drivhusgasser internt i Unionen senest i 2050 og, hvor det er relevant, opnå negative emissioner derefter. Dette mål bør omfatte EU-dækkende drivhusgasemissioner og optag, der er reguleret i EU-retten. Det bør være muligt at adressere sådanne emissioner og optag i forbindelse med gennemgangen af den relevante klima- og energilovgivning. Dræn omfatter naturlige og teknologiske løsninger som rapporteret i Unionens drivhusgasopgørelser til UNFCCC. Løsninger, der er baseret på CO2-opsamling og -lagring (CCS) og teknologier til CO2-opsamling og -anvendelse (CCU), kan spille en rolle for dekarboniseringen, navnlig hvad angår reduktion af procesemissioner i industrien, for de medlemsstater, der vælger denne teknologi. Unionen har et EU-dækkende mål om klimaneutralitet senest i 2050, som bør forfølges kollektivt af alle medlemsstaterne, og medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at nå dette mål. Foranstaltningerne på EU-plan vil udgøre en vigtig del af de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målet.

(21)

I sine konklusioner af 8. og 9. marts 2007 og af 23. og 24. oktober 2014 godkendte Det Europæiske Råd henholdsvis Unionens mål for reduktionen af drivhusgasemissioner for 2020 og klima- og energirammen for 2030. Denne forordnings bestemmelser om fastsættelsen af EU-klimamålet for 2040 berører ikke Det Europæiske Råds rolle som fastsat i traktaterne med hensyn til at fastlægge Unionens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter for udviklingen af Unionens klimapolitik.

(22)

Kulstofdræn spiller en afgørende rolle i omstillingen til klimaneutralitet i Unionen, og navnlig landbrugs-, skovbrugs- og arealanvendelsessektorerne yder et vigtigt bidrag i den forbindelse. Som bebudet i sin meddelelse af 20. maj 2020 med titlen »En jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem« vil Kommissionen fremme en ny grøn forretningsmodel, som belønner arealforvaltere for reduktion af drivhusgasemissioner og for kulstoffjernelse i det kommende initiativ vedrørende kulstoflagrende dyrkning. Kommissionen har endvidere i sin meddelelse af 11. marts 2020 med titlen »En ny handlingsplan for den cirkulære økonomi — For et renere og mere konkurrencedygtigt Europa« forpligtet sig til at udvikle et regelsæt for certificering af CO2-fjernelse på grundlag af et robust og gennemsigtigt CO2-regnskab til overvågning og verificering af ægtheden af CO2-fjernelser, samtidig med at det sikres, at der ikke er negative indvirkninger på miljøet, navnlig biodiversiteten, på folkesundheden eller på sociale eller økonomiske mål.

(23)

Genopretningen af økosystemer vil bidrage til at bevare, forvalte og forbedre de naturlige dræn, fremme biodiversitet og samtidig bekæmpe klimaændringer. Skovenes tredobbelte rolle, nemlig som dræn, lagring og erstatning, bidrager endvidere til at reducere drivhusgasserne i atmosfæren og sikrer samtidig, at skovene fortsat kan vokse og levere mange andre tjenester.

(24)

Videnskabelig ekspertise og den bedste tilgængelige og ajourførte dokumentation samt oplysninger om klimaændringer, der både er faktuelle og gennemsigtige, er bydende nødvendige og skal understøtte Unionens klimaindsats og bestræbelser på at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Der bør oprettes et europæisk videnskabeligt rådgivende organ om klimaændringer (»det rådgivende organ«), der skal tjene som referencepunkt for videnskabelig viden om klimaændringer i kraft af sin uafhængighed og videnskabelige og tekniske ekspertise. Det rådgivende organ bør supplere Det Europæiske Miljøagenturs (EEA's) arbejde, samtidig med at det handler uafhængigt i udførelsen af sine opgaver. Dets mission bør ikke overlappe med IPCC's mission på internationalt plan. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 401/2009 (11) bør derfor ændres med henblik på at oprette det rådgivende organ. Nationale rådgivende organer om klima kan spille en vigtig rolle med hensyn til bl.a. at yde videnskabelig ekspertrådgivning om klimapolitik til de relevante nationale myndigheder, som de er blevet pålagt af den pågældende medlemsstat i de medlemsstater, hvor sådanne findes. Medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, opfordres derfor til at oprette et nationalt rådgivende organ om klima.

(25)

Omstillingen til klimaneutralitet kræver ændringer på tværs af alle politiske områder og en kollektiv indsats i alle sektorer inden for økonomien og af samfundet, hvilket fremgår af den europæiske grønne pagt. Det Europæiske Råd fastslog i sine konklusioner af 12. december 2019, at al relevant EU-lovgivning og alle relevante EU-politikker skal være i overensstemmelse med og bidrage til at nå målet om klimaneutralitet, samtidig med at der tages hensyn til lige vilkår, og det opfordrede Kommissionen til at undersøge, om dette kræver en tilpasning af de gældende regler.

(26)

Som bebudet i den europæiske grønne pagt vurderede Kommissionen Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner inden 2030 i sin meddelelse af 17. september 2020 med titlen »Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 — Investering i en klimaneutral fremtid til gavn for borgerne«. Kommissionen gjorde dette på grundlag af en omfattende konsekvensanalyse og under hensyntagen til sin analyse af de integrerede nationale energi- og klimaplaner, som forelægges den i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (12). I lyset af 2050-målet om klimaneutralitet bør drivhusgasemissionerne inden 2030 reduceres, og optaget øges, således at nettodrivhusgasemissioner, der er emissioner efter fratrækning af optag, reduceres for økonomien som helhed og internt med mindst 55 % senest i 2030 sammenlignet med niveauerne i 1990. Det Europæiske Råd godkendte dette mål i sine konklusioner af 10. og 11. december 2020. Det udstak også indledende retningslinjer for gennemførelsen heraf. Dette nye EU-klimamål for 2030 er et efterfølgende mål for så vidt angår artikel 2, nr. 11), i forordning (EU) 2018/1999 og erstatter derfor det EU-dækkende 2030-mål for drivhusgasemissioner, der er fastsat i dette punkt. Derudover bør Kommissionen senest den 30. juni 2021 vurdere, hvordan den relevante EU-lovgivning til gennemførelse af EU-klimamålet for 2030 bør ændres med henblik på at opnå sådanne nettoemissionsreduktioner. I den forbindelse har Kommissionen bebudet en revision af den relevante klima- og energilovgivning, som vil blive vedtaget i en pakke, der bl.a. omfatter vedvarende energi, energieffektivitet, arealanvendelse, energibeskatning, CO2-emissionspræstationsnormer for lette køretøjer, indsatsfordeling og EU ETS.

Kommissionen agter at vurdere virkningerne af indførelsen af yderligere EU-foranstaltninger, der kan supplere eksisterende foranstaltninger, såsom markedsbaserede foranstaltninger, der omfatter en stærk solidaritetsmekanisme.

(27)

Ifølge Kommissionens vurderinger resulterer de eksisterende forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841 i et nettokulstofdræn på 225 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2030. For at sikre, at der gøres en tilstrækkelig modvirkningsindsats frem til 2030, bør bidraget fra nettooptag til EU-klimamålet for 2030 begrænses til dette niveau. Dette berører ikke gennemgangen af den relevante EU-lovgivning med henblik på at gøre det muligt at nå målet.

(28)

Udgifterne under Unionens budget og det europæiske genopretningsinstrument, der er oprettet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/2094 (13), bidrager til klimamålene ved at afsætte mindst 30 % af de samlede udgifter til støtte for klimamål på grundlag af en effektiv metode og i overensstemmelse med sektorspecifik lovgivning.

(29)

I lyset af målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 og i betragtning af de internationale forpligtelser i henhold til Parisaftalen er der behov for en fortsat indsats for at sikre udfasningen af energistøtte, som er uforenelig med dette mål, navnlig støtten til fossile brændstoffer, uden at det påvirker bestræbelserne på at reducere energifattigdom.

(30)

For at sikre forudsigelighed for og tillid blandt alle økonomiske aktører, herunder virksomheder, arbejdstagere, investorer og forbrugere, og sikre en gradvis reduktion af drivhusgasemissionerne over tid og en uigenkaldelig omstilling til klimaneutralitet bør Kommissionen efter omstændighederne foreslå et mellemliggende EU-klimamål for 2040 senest seks måneder efter den første globale statusopgørelse i henhold til Parisaftalen. Kommissionen kan fremsætte forslag om at revidere det mellemliggende mål under hensyntagen til resultaterne af vurderingerne af Unionens fremskridt og foranstaltninger og af de nationale foranstaltninger samt resultaterne af den globale statusopgørelse og af den internationale udvikling, herunder vedrørende fælles tidsrammer for nationalt bestemte bidrag. Som et redskab til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelse med Unionens klimapolitikker bør Kommissionen, når den fremsætter sit lovgivningsforslag om EU-klimamålet for 2040, offentliggøre det fremskrevne vejledende EU-drivhusgasbudget for perioden 2030-2050, defineret som den vejledende samlede mængde nettodrivhusgasemissioner, som forventes at blive udledt i denne periode, uden at Unionens forpligtelser i henhold til Parisaftalen bringes i fare, samt den metode, der ligger til grund for dette vejledende budget.

(31)

Tilpasning er et nøgleelement i den langsigtede globale indsats over for klimaændringer. De negative virkninger af klimaændringer kan potentielt overstige medlemsstaternes tilpasningskapacitet. Medlemsstaterne og Unionen bør derfor forbedre deres tilpasningskapacitet, styrke modstandsdygtigheden og mindske sårbarheden over for klimaændringer som fastsat i Parisaftalens artikel 7 og maksimere de gensidige fordele i samspillet med andre politikker og anden lovgivning. Kommissionen bør vedtage en EU-strategi for tilpasning til klimaændringer i overensstemmelse med Parisaftalen. Medlemsstaterne bør vedtage omfattende nationale tilpasningsstrategier og -planer baseret på solide klimaændrings- og sårbarhedsanalyser, fremskridtsvurderinger og -indikatorer og med udgangspunkt i den bedste tilgængelige og nyeste videnskabelige dokumentation. Unionen bør søge at skabe en gunstig lovgivningsmæssig ramme for nationale politikker og foranstaltninger indført af medlemsstaterne for at tilpasse sig klimaændringerne. Forbedring af modstandsdygtigheden og tilpasningskapaciteten over for klimaændringer kræver en fælles indsats fra alle sektorer inden for økonomien og fra samfundet samt politisk sammenhæng og konsekvens i al relevant lovgivning og alle relevante politikker.

(32)

Økosystemer, mennesker og økonomier i alle Unionens regioner vil stå over for alvorlige virkninger af klimaændringerne såsom ekstrem varme, oversvømmelser, tørke, vandmangel, stigning i havvandstanden, smeltende gletsjere, skovbrande, kastevinde og tab for landbruget. De seneste ekstreme hændelser har allerede haft betydelig indvirkning på økosystemer og har påvirket skov- og landbrugsjords kulstofbinding og -lagringskapacitet. En forbedring af tilpasningskapaciteten og modstandsdygtigheden under hensyntagen til De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling bidrager til at minimere klimaændringernes virkninger, til at håndtere uundgåelige virkninger på en socialt afbalanceret måde og til at forbedre levevilkårene i berørte områder. Det er omkostningseffektivt at forberede sig i god tid på disse virkninger, og det kan også medføre betydelige sidegevinster for økosystemerne, sundheden og økonomien. Navnlig kan naturbaserede løsninger bidrage til afhjælpning af klimaændringernes virkninger, tilpasning og beskyttelse af biodiversiteten.

(33)

De relevante programmer, der er oprettet under den flerårige finansielle ramme, indeholder bestemmelser om screening af projekter for at sikre, at sådanne projekter er modstandsdygtige over for klimaændringernes potentielle negative virkninger ved hjælp af vurderinger af klimasårbarhed og -risici, herunder relevante tilpasningsforanstaltninger, samt for at sikre, at de integrerer omkostningerne ved drivhusgasemissioner og de positive virkninger af foranstaltninger til modvirkning af klimaændringer i cost-benefit-analysen. Dette bidrager til at integrere risici i forbindelse med klimaændringer samt vurderinger af sårbarhed over for og tilpasning til klimaændringer i investerings- og planlægningsbeslutninger under Unionens budget.

(34)

Når de træffer de relevante foranstaltninger på EU-plan og på nationalt plan for at nå målet om klimaneutralitet, bør medlemsstaterne og Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bl.a. tage hensyn til: bidraget fra omstillingen til klimaneutralitet til den offentlige sundhed, miljøets kvalitet, borgernes velfærd og sundhed, samfundets velstand, beskæftigelsen og økonomiens konkurrenceevne, energiomstillingen, øget energisikkerhed og bekæmpelsen af energifattigdom, fødevaresikkerhed og prismæssig overkommelighed med hensyn til fødevarer, udviklingen af bæredygtige og intelligente mobilitets- og transportsystemer, retfærdighed og solidaritet mellem og i medlemsstaterne i lyset af deres økonomiske kapacitet, nationale forhold, såsom de særlige forhold for øer, og behovet for konvergens over tid, behovet for, at omstillingen bliver fair og socialt retfærdig ved hjælp af passende uddannelsesprogrammer, den bedste tilgængelige og nyeste videnskabelige dokumentation, navnlig resultater rapporteret af IPCC, behovet for at integrere risici i forbindelse med klimaændringer i investerings- og planlægningsbeslutninger, omkostningseffektivitet og teknologineutralitet i forbindelse med at opnå reduktion og øget optag af drivhusgasemissionerne og i forbindelse at øge modstandsdygtigheden samt udviklingen over tid af den miljømæssige integritet og det miljømæssige ambitionsniveau.

(35)

Som anført i den europæiske grønne pagt vedtog Kommissionen den 9. december 2020 en meddelelse med titlen »Strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet — en europæisk transportsektor, der er klar til fremtiden«. Strategien fastsætter en køreplan for en bæredygtig og intelligent fremtid for den europæiske transport med en handlingsplan for en målsætning om at reducere emissionerne fra transportsektoren med 90 % inden 2050.

(36)

For at sikre, at Unionen og medlemsstaterne fortsat er på rette vej til at nå målet om klimaneutralitet og opnå fremskridt med hensyn til tilpasning, bør Kommissionen regelmæssigt vurdere fremskridtene med udgangspunkt i de i denne forordnings fastsatte oplysninger, herunder oplysninger, der er fremlagt og indberettet i henhold til forordning (EU) 2018/1999. For at give mulighed for rettidig udarbejdelse af den globale statusopgørelse, jf. artikel 14 i Parisaftalen, bør konklusionerne af denne vurdering offentliggøres senest den 30. september hvert femte år, første gang i 2023. Det indebærer, at rapporterne i henhold til artikel 29, stk. 5, og artikel 35 i nævnte forordning og, i de relevante år, de tilhørende rapporter i henhold til artikel 29, stk. 1, og artikel 32 i nævnte forordning bør forelægges Europa-Parlamentet og Rådet samtidig med konklusionerne af vurderingen. Hvis de kollektive fremskridt, som medlemsstaterne gør med hensyn til at nå målet om klimaneutralitet eller med hensyn til tilpasning, er utilstrækkelige, eller Unionens foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med målet om klimaneutralitet eller er utilstrækkelige til at øge tilpasningskapaciteten, styrke modstandsdygtigheden eller mindske sårbarheden, bør Kommissionen træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med traktaterne. Kommissionen bør også regelmæssigt vurdere relevante nationale foranstaltninger og fremsætte henstillinger, såfremt den konstaterer, at en medlemsstats foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med målet om klimaneutralitet eller er utilstrækkelige til at øge tilpasningskapaciteten, styrke modstandsdygtigheden og mindske sårbarheden over for klimaændringer.

(37)

Kommissionen bør sikre en robust og objektiv vurdering på grundlag af de seneste videnskabelige, tekniske og socioøkonomiske resultater og repræsentativ for en bred vifte af uafhængig ekspertise, og den bør basere sin vurdering på relevante oplysninger, herunder oplysninger fremlagt og indberettet af medlemsstaterne, rapporter fra EEA, fra det rådgivende organ og fra Kommissionens Fælles Forskningscenter, den bedste tilgængelige og nyeste videnskabelige dokumentation, herunder de seneste rapporter fra IPCC, IPBES og andre internationale organer, samt jordobservationsdata fra det europæiske jordovervågningsprogram Copernicus. Kommissionen bør desuden basere sine vurderinger på en vejledende, lineær kurve, der forbinder EU-klimamålene for 2030 og 2040, når det er vedtaget, med Unionens mål om klimaneutralitet og tjener som vejledende værktøj til at foretage skøn af og evaluere de kollektive fremskridt hen imod opfyldelsen af Unionens mål om klimaneutralitet. Den vejledende, lineære kurve berører ikke en afgørelse om at fastsætte et EU-klimamål for 2040. Eftersom Kommissionen har forpligtet sig til at undersøge, hvordan EU-klassificering kan anvendes i den offentlige sektor i forbindelse med den europæiske grønne pagt, bør dette omfatte oplysninger om miljømæssigt bæredygtige investeringer fra Unionens eller fra medlemsstaternes side, der er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (14), når sådanne oplysninger bliver tilgængelige. Kommissionen bør anvende europæiske og globale statistikker og data, hvor sådanne er tilgængelige, og søge ekspertrådgivning. EEA bør bistå Kommissionen i overensstemmelse med sit årlige arbejdsprogram.

(38)

Eftersom borgere og lokalsamfund spiller en vigtig rolle i at fremme omstillingen til klimaneutralitet, bør der på alle niveauer gøres en indsats for både at tilskynde til og fremme et stærkt offentligt og socialt engagement i klimaindsatsen samt en inklusiv og tilgængelig proces, herunder på lokalt, regionalt og nationalt plan. Kommissionen bør derfor søge at samarbejde med alle dele af samfundet, herunder aktører, der repræsenterer forskellige sektorer i økonomien, og sætte dem i stand til at træffe foranstaltninger, der fører hen imod et klimaneutralt samfund, herunder gennem den europæiske klimapagt.

(39)

I overensstemmelse med Kommissionens tilsagn om at følge principperne om bedre lovgivning bør der tilstræbes sammenhæng mellem Unionens instrumenter for så vidt angår reduktion af drivhusgasemissioner. Systemet til måling af fremskridtene med hensyn til at nå målet om klimaneutralitet og sammenhængen mellem de foranstaltninger, der træffes med dette mål for øje, bør bygge på og være i overensstemmelse med den forvaltningsramme, som er fastlagt i forordning (EU) 2018/1999 under hensyntagen til alle energiunionens fem dimensioner. Navnlig bør systemet med regelmæssig rapportering og den tidsmæssige rækkefølge af Kommissionens vurdering og foranstaltninger på grundlag af rapporteringen bringes i overensstemmelse med kravene til medlemsstaterne om forelæggelse af oplysninger og rapporter i henhold til forordning (EU) 2018/1999. Forordning (EU) 2018/1999 bør derfor ændres for at føje målet om klimaneutralitet til de relevante bestemmelser.

(40)

Klimaændringer er pr. definition en grænseoverskridende udfordring, og der er behov for en koordineret indsats på EU-plan for effektivt at supplere og styrke nationale politikker. Målet for denne forordning, nemlig at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfanget eller virkningerne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —