EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998L0101

Kommissionens direktiv 98/101/EF af 22. december 1998 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 91/157/EØF om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer (EØS-relevant tekst)

EFT L 1 af 5.1.1999, p. 1–2 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 27/09/2008

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1998/101/oj

31998L0101

Kommissionens direktiv 98/101/EF af 22. december 1998 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 91/157/EØF om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 001 af 05/01/1999 s. 0001 - 0002


KOMMISSIONENS DIREKTIV 98/101/EF af 22. december 1998 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 91/157/EØF om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer (EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/157/EØF af 18. marts 1991 om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer (1), særlig artikel 10, og

ud fra følgende betragtninger:

Ifølge akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, særlig artikel 69 og 112, skal bestemmelserne om batterier, som indeholder kviksølv, som omhandlet i artikel 3 i direktiv 91/157/EØF, tages op til revision efter EF-procedurerne inden for en periode på fire år fra tiltrædelsesdatoen;

for at opnå et højt niveau af miljøbeskyttelse bør markedsføring af visse batterier på grund af deres kviksølvindhold forbydes; et sådant forbud skal for at få sine fulde virkninger for miljøet også omfatte apparater, som sådanne batterier og akkumulatorer er indbygget i; et forbud kan få den gunstige virkning, at det bliver lettere at indsamle batterier;

der bør tages hensyn til den tekniske udvikling af alternative batterier uden tungmetaller;

direktiv 91/157/EØF bør tilpasses i overensstemmelse med det ovenfor anførte;

de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 18 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (2), senest ændret ved Kommissionens direktiv 96/350/EF (3) -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 91/157/EØF foretages følgende ændringer:

1) Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1. Medlemsstaterne forbyder senest med virkning fra 1. januar 2000 markedsføring af batterier og akkumulatorer med over 0,0005 vægtprocent kviksølv, også i sådanne tilfælde hvor disse batterier og akkumulatorer er indbyggede i apparater. Knapceller og batterier sammensat af knapceller med højst 2 vægtprocent kviksølv er undtaget fra dette forbud.«

2) Bilag I affattes som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Medlemsstaterne offentliggør de nødvendige bestemmelser for at efterkomme dette direktiv inden 1. januar 2000. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de ledsages ved offentliggørelsen af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 1998.

På Kommissionens vegne

Ritt BJERREGAARD

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 78 af 26. 3. 1991, s. 38.

(2) EFT L 194 af 25. 7. 1975, s. 47.

(3) EFT L 135 af 6. 6. 1996, s. 32.

BILAG

»BILAG I

Batterier og akkumulatorer, der er omfattet af direktivet:

1. Batterier og akkumulatorer, som markedsføres efter 1. januar 1999, og som indeholder mere end 0,0005 vægtprocent kviksølv.

2. Batterier og akkumulatorer, som er markedsført efter 18. september 1992, og som indeholder

- mere end 25 mg kviksølv pr. batteri eller akkumulatorcelle, undtagen alkaliske manganbatterier

- mere end 0,025 vægtprocent cadmium

- mere end 0,4 vægtprocent bly.

3. Alkaliske manganbatterier, som indeholder mere end 0,025 vægtprocent kviksølv og er markedsført efter 18. september 1992.«

Top