EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995Y0630(01)

Rådets resolution af 2. juni 1995 om sikkerhed på blodtransfusionsområdet og selvforsyning med blod i Fællesskabet

EFT C 164 af 30.6.1995, p. 1–1 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

31995Y0630(01)

Rådets resolution af 2. juni 1995 om sikkerhed på blodtransfusionsområdet og selvforsyning med blod i Fællesskabet

EF-Tidende nr. C 164 af 30/06/1995 s. 0001 - 0001


RÅDETS RESOLUTION af 2. juni 1995 om sikkerhed på blodtransfusionsområdet og selvforsyning med blod i Fællesskabet (95/C 164/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

SOM ERINDRER OM Kommissionens meddelelse af 25. maj 1993 om selvforsyning med blod i Det Europæiske Fællesskab og om sine konklusioner af 13. december 1993 vedrørende denne meddelelse;

NOTERER SIG med interesse Kommissionens meddelelse af 21. december 1994 om sikkerhed på blodområdet og selvforsyning med blod i Det Europæiske Fællesskab;

BEKRÆFTER atter nødvendigheden af at nå til selvforsyning med blod (og blodprodukter i medlemsstaterne) og i Fællesskabet, især på grundlag af et samarbejde mellem medlemsstaterne under overholdelse af princippet om, at afgivelse af blod skal være frivillig og vederlagsfri;

UNDERSTREGER, at bestræbelserne på at fremme kvalitet og sikkerhed i forbindelse med indsamling af blod bidrager til forebyggelse af AIDS og andre smitsomme sygdomme;

ERINDRER OM, at direktiv 89/381/EØF (1), som udvider anvendelsesområdet for direktiv 65/65/EØF og 75/319/EØF om farmaceutiske specialiteter ved at fastsætte særlige bestemmelser for lægemidler fremstillet på basis af blod eller plasma fra mennesker, kun finder anvendelse på disse produkter;

ER ENIGT OM, at der er behov for at fastlægge en strategi med henblik på at øge tilliden til sikkerheden i alle led i blodtransfusionskæden og at fremme selvforsyningen med blod i Fællesskabet;

ER ENIGT OM, at der i den forbindelse, under fuld hensyntagen til Europarådets arbejde, især kan sættes ind på følgende områder:

- udvikling af politikker og fælles procedurer for udvælgelse af donorer i de forskellige blodindsamlingscentre;

- anvendelse af effektive, gennemprøvede og pålidelige screening-test;

- udvikling og anvendelse af kriterier for kvalitetsvurdering og god praksis for indsamling, behandling og transfusion af blod og blodprodukter samt procedurer for efterkontrol af patienter;

- indførelse af et blodovervågningssystem på grundlag af eksisterende net til indsamling af epidemiologiske oplysninger vedrørende blodtransfusionskæden;

- bevidstgørelse af de ansatte i sundhedssektoren med hensyn til optimal anvendelse af blod og blodprodukter;

- udvikling af grundlæggende kriterier for inspektion og uddannelse af inspektører;

- udbredelse i offentligheden af information om blod og blodprodukter og indsamlings-, behandlings- og transfusionsprocedurer, idet der tages hensyn til sociale og kulturelle forskelle;

OPFORDRER KOMMISSIONEN,

- til at fortsætte sit samarbejde med medlemsstaterne for at fastlægge en strategi med henblik på at øge tilliden til sikkerheden i alle led i blodtransfusionskæden og at fremme selvforsyningen med blod i Fællesskabet ved frivillig og vederlagsfri afgivelse af blod samt til regelmæssigt at aflægge rapport om de konstaterede fremskridt,

- til at fortsætte sit samarbejde med Europarådet angående blodtransfusion, samt

- til på ovennævnte specifikke områder at fremlægge egnede forslag med henblik på at støtte medlemsstaternes indsats og fremme udviklingen af en koordineret holdning med hensyn til sikkerhed på blodtransfusionsområdet.

(1) EFT nr. L 181 af 28. 6. 1989, s. 44.

Top