EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61994CJ0233

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - kreditinstitutter - indskudsgarantiordninger - direktiv 94/19 - hjemmel - traktatens artikel 57, stk. 2 - lovligt

(EF-traktaten, art. 57, stk. 2; Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19)

2 Faellesskabsret - principper - subsidiaritetsprincip - begrundelse i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger for, at faellesskabslovgivers tiltag er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet - princippet ikke udtrykkeligt anfoert - tilsidesaettelse af begrundelsespligten - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 190; Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19)

3 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - kreditinstitutter - indskudsgarantiordninger - direktiv 94/19 - forbud mod, at filialer oprettet af godkendte kreditinstitutter i en medlemsstat tilbyder en hoejere daekning end den, der tilbydes af garantiordningen i vaertsmedlemsstaten - tilsidesaettelse af begrundelsespligten, af traktatens artikel 3, litra s), og artikel 129 A samt af proportionalitetsprincippet - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 190; Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19, art. 4, stk. 1, andet afsnit)

4 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - kreditinstitutter - indskudsgarantiordninger - direktiv 94/19 - forbud mod, at filialer oprettet af godkendte kreditinstitutter i en medlemsstat tilbyder en hoejere daekning end den, der tilbydes af garantiordningen i vaertsmedlemsstaten - lovligt paa nuvaerende harmoniseringsniveau - tilsidesaettelse af traktatens artikel 57, stk. 2 - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 57, stk. 2; Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19, art. 4, stk. 1, andet afsnit; Kommissionens henstilling 87/63)

5 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - kreditinstitutter - indskudsgarantiordninger - direktiv 94/19 - forpligtelse for medlemsstaterne til i deres garantiordning at optage filialer af kreditinstitutter, der er godkendt i andre medlemsstater - tilsidesaettelse af princippet om hjemlandstilsyn - foreligger ikke

(Europa-Parlaments og Raadets direktiv 94/19, art. 4, stk. 2)

6 Faellesskabsret - principper - proportionalitet - raekkevidde - tilsidesaettelse, idet direktiv 94/19 paalaegger medlemsstaterne i deres indskudsgarantiordninger at optage filialer af kreditinstitutter, der er godkendt i andre medlemsstater - foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19, art. 4, stk. 2)

7 Faellesskabsret - principper - proportionalitet - raekkevidde - tilsidesaettelse, idet direktiv 94/19 paalaegger alle kreditinstitutter et pligtmedlemskab af indskudsgarantiordninger - foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19, art. 3, stk. 1, foerste afsnit)

Sammendrag

8 Parlamentet og Raadet har med foeje kunnet vedtage direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger alene med hjemmel i traktatens artikel 57, stk. 2. Denne bestemmelse giver nemlig Faellesskabet mulighed for ved en samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser at fjerne hindringer for adgangen til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed, idet Faellesskabet tager de almene hensyn, som de enkelte medlemsstater forfoelger, i betragtning og vedtager et beskyttelsesniveau for disse hensyn, som forekommer acceptabelt i Faellesskabet.

Det er klart, at direktivet ophaever hindringer for den frie etableringsret og for fri udveksling af tjenesteydelser. Under henvisning til de i traktaten fastsatte maal, der er mest generelt formuleret i dens artikel 2, er formaalet med direktivet at tilstraebe en harmonisk udvikling af kreditinstitutters virksomhed i hele Faellesskabet gennem ophaevelse af enhver begraensning af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, samtidig med at stabiliteten i banksystemet og beskyttelsen af indskyderne styrkes. Dernaest bevirker de mekanismer, der er indfoert ved direktivet, navnlig paabuddet om, at alle kreditinstitutter skal tilsluttes en indskudsgarantiordning, og kravet om, at indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater, skal vaere sikret under indskudsgarantiordningerne i hver medlemsstat, at medlemsstaterne ikke kan paaberaabe sig indskyderbeskyttelsen som begrundelse for at laegge hindringer i vejen for, at kreditinstitutter, der er godkendt i andre medlemsstater, driver virksomhed.

9 Uanset at Parlamentet og Raadet ikke udtrykkeligt har henvist til subsidiaritetsprincippet i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger, har de alligevel overholdt begrundelsespligten, saaledes som den fremgaar af traktatens artikel 190, idet de har begrundet deres opfattelse af, at tiltaget var i overensstemmelse med dette princip ved at understrege, at formaalet med tiltaget bedst kunne gennemfoeres paa faellesskabsplan paa grund af dets omfang, og ikke i tilstraekkelig grad kunne opnaas af medlemsstaterne.

10 Udfoerselsforbuddet i artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger - hvorefter den daekning, der ydes indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater end de, hvor instituttet er godkendt, ikke maa overstige den daekning, der tilbydes af den tilsvarende garantiordning paa vaertslandets omraade - som Raadet og Parlamentet har fundet noedvendig, indebaerer hverken en tilsidesaettelse af traktatens artikel 3, litra s), eller artikel 129 A, eller en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, da de dels har anfoert, at stoerrelsen og raekkevidden af den daekning, som garantiordningen tilbyder, ikke boer bruges som konkurrencemiddel, dels har fremhaevet, at der kan forekomme markedsforstyrrelser som foelge af, at filialer af kreditinstitutter tilbyder hoejere daekning end kreditinstitutter, der har faaet meddelt tilladelse i vaertsmedlemsstaten.

Uanset at den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser i banksektoren, som direktivet skal fremme, skal ledsages af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau, som er det maal, der forfoelges med traktatens artikel 3, litra s), og artikel 129 A, indeholder traktaten dog ikke bestemmelser, som paalaegger faellesskabslovgiver at stadfaeste det hoejeste beskyttelsesniveau, der findes i en bestemt medlemsstat. Det foelger heraf, at den reduktion af beskyttelsesniveauet, som kan ske i visse tilfaelde ved anvendelsen af direktivets artikel 4, stk. 1, andet afsnit, ikke bringer det med direktivet tilstraebte samlede resultat - nemlig en vaesentlig forbedring af indskyderbeskyttelsen i Faellesskabet - i fare og derfor ikke er uforenelig med det maal, der er anfoert i traktatens artikel 3, litra s), og artikel 129 A.

Dernaest har Domstolens begraensede proevelsesret, hvad angaar faellesskabslovgivers indgreb i en oekonomisk set kompleks situation, ikke paavist, at faellesskabsinstitutionerne, naar de som udgangspunkt har valgt at hindre markedsforstyrrelser, ikke forfoelger et berettiget formaal, eller at udfoerselsforbuddet er aabenbart uforholdsmaessig for de beroerte kreditinstitutter.

11 Udfoerselsforbuddet i artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger - hvorefter den daekning, der ydes indskydere i filialer, som kreditinstitutter har oprettet i andre medlemsstater end de, hvor instituttet er godkendt, ikke maa overstige den daekning, der tilbydes af den tilsvarende garantiordning paa vaertslandets omraade - kan ikke anses for at vaere i strid med traktatens artikel 57, stk. 2, alene fordi der forekommer situationer, der ikke er til fordel for godkendte kreditinstitutters filialer i en bestemt medlemsstat.

En samordning kan nemlig medfoere, at erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, mister fordele ved en national lovgivning, som i saerlig grad var til gunst for dem. Selv om det dernaest er korrekt, at »udfoerselsforbuddet« udgoer en undtagelse til den minimumssamordning og gensidige anerkendelse, som direktivet generelt tilstraeber, var Parlamentet og Raadet under hensyn til de komplicerede sagsforhold og de forskelle, som bestod medlemsstaternes lovgivning imellem, bemyndiget til gradvist at gennemfoere den noedvendige harmonisering.

I det omfang, det var taenkeligt, at udoevelsen af bankvirksomhed for filialer af godkendte institutter i en bestemt medlemsstat hindres af forpligtelsen til at tilslutte sig en garantiordning i en anden medlemsstat, der er indfoert i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 87/63 om indfoerelse af indskudsgarantiordninger i Faellesskabet, bidrager direktivets artikel 4, stk. 1, til at mindske denne hindring, og indebaerer under alle omstaendigheder en meget mindre byrdefuld begraensning end kravet om at underkaste sig forskellige lovgivninger vedroerende indskudsgarantiordningerne i forskellige vaertsmedlemsstater.

12 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger, hvorefter medlemsstaterne har pligt til i deres garantiordninger at optage filialer af kreditinstitutter, der er godkendt i andre medlemsstater, med henblik paa en supplering af den daekning, som deres indskydere allerede har paa grund af, at de er omfattet af en garantiordning i hjemlandet, udgoer ikke en tilsidesaettelse af princippet om hjemlandstilsyn.

Da princippet om hjemlandstilsyn paa den ene side ikke er knaesat i traktaten, og paa den anden side ikke af faellesskabslovgiver er indfoert paa bankrettens omraade i den hensigt systematisk at lade alle andre regler paa omraadet vaere betinget heraf, kan faellesskabslovgiver fravige det, saafremt der ikke herved sker tilsidesaettelse af de beroertes berettigede forventning, der ikke forelaa, da faellesskabslovgiver endnu ikke havde lovgivet om indskudsgarantiordninger.

13 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger, hvorefter medlemsstaterne har pligt til i deres garantiordninger at optage filialer af kreditinstitutter, der er godkendt i andre medlemsstater, med henblik paa en supplering af den daekning, som deres indskydere allerede har paa grund af, at de er omfattet af en garantiordning i hjemlandet, udgoer ikke en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

Det foelger nemlig af maalet, som forfoelges med denne bestemmelse - som er at afhjaelpe de ulemper, der foelger af, at der inden for samme territorium anvendes forskellige garantisatser og skabes ulige konkurrencevilkaar for henholdsvis nationale kreditinstitutter og filialer af kreditinstitutter med hjemsted i andre medlemsstater - og af faellesskabslovgivers hensigt om at tage hensyn til omkostningerne ved finansieringen af garantiordningen ved at fastsaette en harmoniseret minimumsgaranti, at faellesskabslovgiver ikke har villet belaste de hjemlande for haardt, som endnu ikke havde en indskudsgarantiordning, eller hvis ordning foreskrev en lavere daekning end denne minimumsgaranti, og saaledes under disse omstaendigheder ikke kunne paalaegge dem den risiko, der er forbundet med en hoejere daekning som foelge af en bestemt vaertsmedlemsstats politiske valg. Det foelger heraf, at enhver anden loesning som f.eks. en tvungen supplerende daekning ved hjaelp af hjemlandenes ordninger, ikke ville have kunnet foere til det tilsigtede maal.

Dernaest medfoerer denne pligt ikke en overdreven belastning af vaertsmedlemsstaternes garantiordninger, da der er knyttet flere betingelser hertil, der skal lette vaertsmedlemsstatens opgave - bl.a. kan denne paalaegge filialer, som oensker at tilslutte sig en af dens garantiordninger, at betale et bidrag og kraeve oplysninger om disse filialer af hjemlandet.

14 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19, hvorved der indfoeres en pligt for alle kreditinstitutter til at vaere medlem af en indskudsgarantiordning, er ikke i strid med proportionalitetsprincippet.

Under hensyn til dels det forhold, at der i visse medlemsstater ikke fandtes en indskudsgarantiordning, dels noedvendigheden af, at faellesskabslovgiver sikrer et samordnet minimumsniveau for indskudsgarantier, uanset hvor disse finder sted i Faellesskabet, kan foelgerne af et saadant pligtmedlemskab, som er, at et begraenset antal kreditinstitutter i en medlemsstat, hvor der fandtes en frivillig tilslutningsordning, paalaegges at blive medlem, ikke anses for uforholdsmaessige.

Alternative loesninger, der bl.a. kan bestaa i en pligt til at underrette kunderne om en eventuel tilslutning, medfoerer ikke, at maalet, der bestaar i at sikre et harmoniseret minimumsgarantiniveau for alle indskud, naas.

Top