30.8.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 226/9

(1)

Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (3) kræves det især, at der skal føres bevis for, at de produkter, som der ansøges om eksportrestitutioner for, rent faktisk er blevet importeret i uforandret stand til et bestemt tredjeland, når der gælder en differentieret restitution for det pågældende tredjeland. Procedurerne for bevisførelsen bør forenkles samtidig med, at EF’s økonomiske interesser beskyttes. Kommissionen og medlemsstaterne bør overvåge anvendelsen af de forenklede procedurer og gribe ind i tilfælde af misbrug.

(2)

I praksis ligger de tredjelande, for hvilke eksportrestitutionerne er differentieret for et givet produkt til under gennemsnittet eller nul, normalt tæt på EU, mens der plejer at være fastsat højere, identiske restitutioner for lande, der ligger længere væk fra EU. I mange tilfælde har eksportørerne problemer med at opnå bevis for import til disse fjernereliggende lande.

(3)

De lande, som der er fastsat højere, identiske restitutioner for, kan betragtes som et »fjerntliggende restitutionsområde« for det pågældende produkt. Fjerntliggende lande, for hvilke den differentierede del af restitutionen er lavere end gennemsnittet eller lig med nul, bør ikke medregnes i dette område. Alle de lande, med hensyn til hvilke der er en reel risiko for forvridning af handelen, og alle lande, der har sektorer, hvor der er en reel risiko for forvridning af handelen, bør heller ikke medregnes i dette område.

(4)

Forelægges der en udførselsangivelse for et land i et fjerntliggende restitutionsområde, og foregår eksporten pr. container ad søvejen, giver kombinationen af kommerciel containerforvaltning, transportdokumenter og den relativt ufleksible transportform en rimelig sikkerhed for, at produkterne er blevet importeret til det pågældende tredjeland. Under disse omstændigheder kan beviset for, at produkterne er blevet transporteret til og losset i et land i det fjerntliggende restitutionsområde, fremlægges i form af et transportdokument for transporten til bestemmelseslandets havn eller den havn, som bestemmelsesindlandsstaten benytter sig af, tillige med et lossebevis.

(5)

Hvis en containeroperatørs kommercielle, elektroniske sporingssystem er i overensstemmelse med de sikkerhedsstandarder for driften, der er fastsat i bilag I til Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (4), og giver oplysninger svarende til dem, transportdokumenter indeholder, kan medlemsstaterne i stedet for papirdokumenter beslutte at bruge disse oplysninger som bevis for transport til bestemmelseslandet.

(6)

Ifølge artikel 17 i forordning (EF) nr. 800/1999 skal der ikke fremlægges bevis, hvis den differentierede del af restitutionen højst udgør 2 400 eller 12 000 EUR for henholdsvis tilstødende eller fjerntliggende bestemmelsessteder. Der bør fastsættes en ny undtagelsesbestemmelse for containertransport ad søvejen til fjerntliggende restitutionsområder, ved at der kræves et transportdokument og et af de lossebeviser, der er nævnt i artikel 16, stk. 2, litra a), b) eller c). Der kan kun gives dispensation, hvis der gives oplysninger om losningen i havnen i det fjerntliggende restitutionsområde. For at sikre, at det bevis, der tilvejebringes i henhold til disse dispensationer, er pålideligt, bør dispensationerne kunne trækkes tilbage.

(7)

For at mindske risikoen for ombytning bør alle transportmidler eller kolli forsegles, medmindre produkterne kan identificeres på anden måde, jf. artikel 340a og 357 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (5). Dette krav er fastsat i artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2090/2002 af 26. november 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 for så vidt angår fysisk kontrol ved udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner (6). Da dette krav indgår i formaliteterne i forbindelse med udførselsangivelsen og er af generel art, bør det udgå af forordning (EF) nr. 2090/2002, og en tilsvarende bestemmelse bør indsættes i forordning (EF) nr. 800/1999.

(8)

Udgangstoldstedet har i T5-kontroleksemplaret brug for at få oplysninger om, hvorvidt de frembudte produkter skal underkastes ombytningskontrol, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 2090/2002. Da T5-kontroleksemplaret også kan bruges til produkter, som ikke skal underkastes ombytningskontrol, bør det i rubrik 107 i T5-kontroleksemplaret anføres, at produkterne eksporteres med ret til restitution.

(9)

Forordning (EF) nr. 800/1999 og (EF) nr. 2090/2002 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Denne forordnings bestemmelser om bevis for ankomst til bestemmelsesstedet bør gælde for restitutionsansøgninger, der indsendes fra forordningens ikrafttrædelsesdato. Da formålet med forordningen er at forenkle forvaltningen af ordningen både for de erhvervsdrivende og medlemsstaterne, bør den efter anmodning fra en eksportør også kunne anvendes i forbindelse med restitutionsansøgninger, som er indsendt før den dato, hvis fristen for indsendelse af bevis ikke er udløbet.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra alle de berørte forvaltningskomitéer —

1)

I artikel 2, stk. 1, indsættes som litra p) og q):

2)

I artikel 5 indsættes som stk. 8:

»8.   Varer, som der ansøges om eksportrestitutioner for, forsegles af udførselstoldstedet eller under dets kontrol. Artikel 340a og artikel 357, stk. 2, 3 og 4, i forordning (EØF) nr. 2454/93 anvendes med de fornødne ændringer.«

3)

I artikel 8 indsættes som stk. 3:

»Ansøges der om restitutioner, skal en af angivelserne i bilag XII anføres i rubrik 107.«

4)

Artikel 15, stk. 1, affattes således:

»1.   Senest 12 måneder efter at udførselsangivelsen er antaget, skal produkterne:

Der kan dog indrømmes supplerende frister i henhold til artikel 49.«

5)

I artikel 16 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 17 affattes således:

»Artikel 17

1.   Medlemsstaterne kan fritage eksportøren for at fremlægge de beviser, som er fastsat i artikel 16, med undtagelse af transportdokumentet eller dets elektroniske pendant, jf. artikel 16, stk. 3, hvis en udførselsangivelse giver ret til en restitution:

2.   Fritagelsen i stk. 1, litra b), gælder kun, hvis følgende betingelser er opfyldt:

Efter anmodning fra eksportøren kan en medlemsstat ved containertransport ad søvejen acceptere, at der i stedet for det lossebevis, som er nævnt i første afsnit, litra c), fremlægges oplysninger svarende til dem, attesten for losning indeholder, hvis de stammer fra et informationssystem, der administreres af tredjemand, som er ansvarlig for transporten af containerne til og losningen af dem på bestemmelsesstedet, hvis den pågældende tredjemand er specialist på dette område, og medlemsstaten har godkendt, at informationssystemets sikkerhed opfylder kriterierne i den for den pågældende periode gældende udgave af en af de internationalt anerkendte standarder i punkt 3.B) i bilag I til forordning (EF) nr. 885/2006.

Lossebeviset kan fremlægges i henhold til første afsnit, litra c), eller andet afsnit, uden at eksportøren behøver at dokumentere at have taget de fornødne skridt til at fremskaffe det dokument, som er nævnt i artikel 16, stk. 1, litra a) eller b).

3.   Fritagelsen i stk. 1, litra a), gælder automatisk, medmindre stk. 4 finder anvendelse.

Fritagelsen i stk. 1, litra b), gives efter ansøgning fra eksportøren i form af en skriftlig tilladelse før eksporten for en periode på tre år. Eksportører, der benytter disse tilladelser, anfører tilladelsens nummer i betalingsanmodningen.

4.   Mener en medlemsstat, at de produkter, som eksportøren ansøger om fritagelse for i henhold til denne artikel, er blevet eksporteret til et andet land end det, der er anført i udførselsangivelsen eller eventuelt til et land uden for det relevante fjerntliggende restitutionsområde, som restitutionen er fastsat for, eller at eksportøren kunstigt har opdelt eksportforretningen for at opnå fritagelse, fratager medlemsstaten straks eksportøren retten til fritagelse i henhold til denne artikel.

Den pågældende eksportør mister retten til yderligere fritagelser i henhold til denne artikel i de næste to år.

Bortfalder retten til fritagelse, bortfalder også retten til eksportrestitution for de pågældende produkter, og restitutionen skal tilbagebetales, medmindre eksportøren kan fremlægge det bevis, der kræves i henhold til artikel 16, for de pågældende produkter.

Desuden bortfalder retten til eksportrestitutioner for produkter, der er omfattet af en udførselsangivelse, som er fremlagt efter datoen for den handling, som førte til fortabelsen af retten til fritagelse, og restitutionerne skal tilbagebetales, medmindre eksportøren kan fremlægge det bevis, der kræves i henhold til artikel 16, for de pågældende produkter.«

7)

I bilag IV affattes titlen således:

8)

Teksten i bilaget til nærværende forordning indsættes som bilag XI og XII.