31996D0484

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. marts 1996 om delstaten Bayerns statsstøtte til EKSF-stålvirksomheden Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH, Sulzbach-Rosenberg (Kun den tyske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS) (96/484/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, særlig artikel 4, litra c),

under henvisning til Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien (1),

efter at have opfordret de øvrige medlemsstater og interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger, jf. artikel 6, stk. 4, i nævnte beslutning,

på baggrund af de bemærkninger, den har modtaget, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Kommissionen besluttede den 19. juli 1995 at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 6, stk. 4, i beslutning nr. 3855/91/EKSF (i det følgende benævnt stålstøttereglerne) på grund af en række lån på i alt 24,1125 mio. DM (12,82 mio. ECU), som delstaten Bayern mellem juli 1994 og marts 1995 har ydet Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH (i det følgende benævnt »NMH«). På baggrund af de oplysninger forbundsregeringen havde forelagt, havde Kommissionen konkluderet, at bevillingen af disse lån til virksomheden muligvis ikke kunne betragtes som tilførsel af risikovillig kapital i overensstemmelse med sædvanlig investeringspraksis i en situation med markedsøkonomi og derfor kunne udgøre statsstøtte, der ikke er forenelig med stålstøttereglerne og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (»EKSF-traktaten«).

Ved skrivelse af 25. september 1995 underrettede Kommissionen forbundsregeringen om, at den havde besluttet at indlede proceduren, og opfordrede den samtidig til at fremsende eventuelle bemærkninger og andre relevante oplysninger. De tyske myndigheders svarskrivelse af 20. oktober 1995 indeholdt yderligere oplysninger om de motiver, der lå til grund for den bayeriske regerings bevilling af lånene, og henviste til skrivelser af 13. januar og 15. maj 1995, som den havde fremsendt som led i den procedure (2), der var indledt den 30. november 1994, og hvori den også henviste til sine skrivelser af 15. juli, 14. september og 9. december 1994 vedrørende proceduren med hensyn til de finansielle foranstaltninger, den bayeriske regering påtænkte at gennemføre som led i sin privatiseringsplan for NMH og Lech-Stahlwerke GmbH (i det følgende benævnt »LSW«). Det blev understreget, at lånene udelukkende skulle ses i sammenhæng med denne plan (jf. udførlig beskrivelse af forbundsregeringens synspunkt i afsnit III).

Kommissionen fastslog ved beslutning af 4. april 1995 (3), at den planlagte støtte til dækning af tab på 125,7 mio. DM (67,81 mio ECU) og investeringstilskuddet på 56 mio. DM (29,78 mio. ECU), til NMH samt den planlagte støtte til dækning af tab på 20 mio. DM (10,63 mio. ECU) til LSW udgjorde statsstøtte, der ikke var forenelig med stålstøttereglerne, og at Bayern derfor ikke måtte yde denne støtte. Foranstaltningerne skulle gennemføres som led i den planlagte afhændelse af delstaten Bayerns interesser i NMH (45 %) og i LSW (19,734 %) til Aicher-gruppen. Forbundsregeringen anlagde sag ved EF-Domstolen med påstand om, at Kommissionens beslutning skulle annulleres (4). NMH indbragte sagen for Retten i Første Instans og krævede ligeledes, at beslutningen skulle annulleres (5).

Den 18. oktober 1995 besluttede Kommissionen, at lån på 49,825 mio. DM (26,5 mio. ECU), som delstaten Bayern havde bevilget NMH mellem marts 1993 og august 1994, udgjorde statsstøtte, der ikke var forenelig med stålstøttereglerne og EKSF-traktaten og derfor skulle tilbagebetales (6). Forbundsregeringen anlagde sag ved EF-Domstolen med påstand om, at Kommissionens beslutning skulle annulleres (7) og indgav en ansøgning i henhold til EKSF-traktatens artikel 39, stk. 2. NMH anlagde sag ved Retten i Første Instans med påstand om, at beslutningen skulle annulleres (8).

Den skrivelse, hvori Kommissionen underrettede forbundsregeringen om sin beslutning om at indlede proceduren, blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (9), og de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til sagen.

I forbindelse med den foreliggende procedure har Kommissionen modtaget følgende bemærkninger:

En national stålproducentorganisation henviste til de bemærkninger, den havde fremsat i forbindelse med proceduren af 30. november 1994, hvori den havde henvist til et princip i retspraksis vedrørende statsstøtte inden for Fællesskabet, hvorefter en privat investors adfærd, når der er tale om en virksomhed med blandede ejerforhold som NMH, er et væsentligt kriterium for, om statens deltagelse kan anses at stemme overens med normal markedsøkonomisk praksis. Organisationen fremhævede endvidere, at delstaten Bayern, der kun ejede 45 % af anparterne, var den eneste anpartshaver, der i perioden juli 1994 til marts 1995 havde ydet lån, hvorimod de andre anpartshavere ikke havde medvirket til finansieringen af virksomheden. Organisationen støttede derfor Kommissionens foreløbige vurdering, hvorefter lånene udgjorde statsstøtte.

Disse bemærkninger blev videresendt til forbundsregeringen med skrivelse af 18. januar 1996 med en opfordring om, at den skulle fremsætte sine bemærkninger hertil. De tyske myndigheder svarede ved skrivelse af 13. februar 1996 og bekræftede deres synspunkt, om at lånene udelukkende skulle ses i sammenhæng med den bayeriske delstatsregerings privatiseringsplan. Ifølge forbundsregeringens oplysninger blev lånene bevilget for at holde virksomheden i gang, indtil den bayeriske delstatsregerings privatiseringsplan kunne gennemføres. Da Kommissionen i april 1995 havde besluttet, at de offentlige finansielle foranstaltninger, der var nødvendige for privatiseringen, udgjorde en ulovlig statsstøtte, kunne privatiseringsplanen imidlertid først gennemføres når EF-Domstolen havde annulleret beslutningen, hvilket forbundsregeringen gik ud fra, at den ville.

De tyske myndigheder henviste til, at delstaten Bayern kunne forvente at få lånene tilbagebetalt, hvis den beholdt sine anparter og NMH opnåede et bedre driftsresultat.

II

På grundlag af de foreliggende oplysninger kan sagen resumeres således:

Den 16. april 1987 blev der indledt konkurs mod Eisenwerk-Gesellschaft Maximilianshütte mbH (»Maxhütte«). Kuratoren besluttede at fortsætte driften af virksomheden og udarbejde en omstruktureringsplan. Midt i 1990 overtog to nystiftede selskaber aktiviteterne i det konkursramte Maxhütte. Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH (NMH) overtog det tidligere Maxhüttes EKSF-produktsortiment, medens Rohrwerke Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH (RNM) overtog rørproduktionen. NMH ejer 85 % af kapitalen i RNM, og de sidste 15 % ejes af Kühnlein, Nürnberg, som er hovedforhandler af de producerede stålrør.

De oprindelse anpartshavere i NMH var delstaten Bayern (45 %), Thyssen Edelstahlwerke AG (5,5 %), Thyssen Stahl AG (5,5 %), Lech-Stahlwerke GmbH (11 %), Krupp Stahl AG (11 %), Klöckner Stahl GmbH (11 %) og Mannesmann Röhrenwerke AG (11 %) (10). Bayern overtog i 1988, 19,734 % af kapitalen i LSW for at sætte virksomheden i stand til at blive anpartshaver i NMH. I sin beslutning af 26. juli 1988 fastslog Kommissionen, at statens deltagelse i de to virksomheder ikke var forbundet med noget element af statsstøtte (11).

I august 1992 meddelte den tyske forbundsregering Kommissionen, at Bayerns delstatsregering havde til hensigt at yde NMH et lån på 4,5 mio. DM (2,4 mio. ECU). Kommissionen fandt, at dette lån ikke ville udgøre statsstøtte, da alle de private anpartshavere var rede til at yde lån på samme vilkår af en størrelsesorden svarende til deres kapitalandel. Delstaten Bayern optrådte således på samme måde som virksomhedens private anpartshavere. Denne beslutning og begrundelsen herfor blev meddelt den tyske regering ved skrivelse af 2. februar 1993 (12).

I henhold til en aftale af 7. december 1992 og 3. marts 1993 overdrog Klöckner Stahl GmbH sin anpart i NMH til Annahütte Max Aicher GmbH & Co. KG (i det følgende benævnt »Annahütte«), Hammerau for 1,00 DM (0,53 ECU). Den 14. juni 1993 overdrog Krupp Stahl AG, Thyssen Stahl AG og Thyssen Edelstahlwerke AG deres anparter i NMH til LSW for 200 000 DM (106 382 ECU). Overdragelsen af de fire anpartshaveres anparter til de to virksomheder, der tilhører Aicher-gruppen, fik virkning fra den 21. marts 1994, efter at Bayerns delstatsregering havde givet sit samtykke hertil, som krævet i virksomhedens stiftelsesoverenskomst.

De nuværende ejerforhold er følgende:

>TABELPOSITION>

LSW og Annahütte kontrolleres af Aicher.

NMH producerer ca. 299 000 tons råstål om året (kapacitet 444 000 t/år), 81 000 tons halvfabrikata om året og ca. 85 000 tons lette og svære profiler om året (kapacitet 258 000 t/år). Datterselskabet RNM producerer ca. 70 000 tons rør om året (kapacitet 136 000 t/år). NMH har ca. 870 medarbejdere (den 31. oktober 1995); RNM har 560 medarbejdere. NMH har ikke haft overskud, siden virksomheden blev oprettet i midten af 1990. De tab, der er opstået frem til udgangen af 1994, udgør 156,4 mio. DM (83,19 mio. ECU). I 1993 udgjorde tabet ca. 88 mio. DM (46,8 mio. ECU) og omsætningen var på 216 mio. DM (114,9 mio. ECU). 25 % af tabet kunne tilskrives den resultatoverførselsaftale, der var indgået med RNM. I 1994 havde NMH med en omsætning på i alt 284 mio. DM (151 mio. ECU) et underskud på ca. 44 mio. DM (23,4 mio. ECU), hvoraf en tredjedel skyldtes overførselsaftalen med RNM.

Siden marts 1992, da Thyssen, Krupp og Klöckner meddelte de øvrige anpartshavere, at de havde til hensigt at afhænde deres anparter, har delstaten Bayern bestræbt sig på at opstille en bæredygtig plan for privatisering og omstrukturering af virksomheden. Den bayeriske virksomhedsejer Max Aicher, der via LSW også havde anpart i NMH, foreslog at omstrukturere virksomheden på basis af den traditionelle højovnsteknologi og udnytte de synergieffekter, en sammenlægning af de bayeriske stålvirksomheder NMH, Annahütte og LSW kunne give. Delstaten Bayerns omkostninger ved denne plan blev anslået til 200 mio. DM (106,4 mio. ECU). Den nürnbergsker rørforhandler Manfred Kühnlein, der ejede 15 % af RNM, foreslog en såkaldt M.A.R.S.-plan der gik ud på, at en gruppe bestående af 14 virksomheder skulle gå sammen om at anvende en ny genbrugsteknik for bilkarrosserier, som Voest Alpine AG og Mercedes-Benz AG havde udviklet. Delstaten Bayerns omkostninger ved denne plan blev i sidste ende anslået til i alt 280 mio. DM (148,9 mio. ECU). I 1993 foretog den tyske virksomhed WASTE Management GmbH, som tilhører den amerikanske genbrugsspecialist WMX Technologies Inc., en feasibility-undersøgelse angående gennemførligheden af dette bilgenbrugsprogram og kom i begyndelsen af 1994 frem til den konklusion, at det ikke var økonomisk holdbart. Bayerns delstatsregering besluttede sig i marts 1994 endeligt for Aichers plan. I maj 1994 meddelte forbundsregeringen Kommissionen de finansielle foranstaltninger, delstaten Bayern havde til hensigt at træffe i forbindelse med Aicher-planen.

Delstaten Bayern og Max Aicher GmbH & Co. KG indgik den 27. januar 1995 aftale om at Bayern skulle afstå sine 45 % i NMH til Max Aicher GmbH & Co. KG for 3,00 DM (1,59 ECU) og overtage 80,357 % af virksomhedens underskud frem til udgangen af 1994. Underskuddet blev rent faktisk på 156,4 mio. DM (83,19 mio. ECU), hvoraf delstaten således ifølge denne aftale skulle dække de 125,7 mio. DM (67,81 mio. ECU). De lån, delstaten Bayern havde ydet i egenskab af anpartshaver, kunne ifølge aftalen modregnes i dette beløb, så snart aftalen fik virkning. Parterne aftalte desuden, at delstaten Bayern skulle stille op til 56 mio. DM (29,78 mio. ECU) til rådighed til investeringer. I endnu en aftale af 27. januar 1995 enedes delstaten Bayern og Max Aicher om, at delstaten skulle sælge sine 19,734 % af LSW til Max Aicher for 1,00 DM (0,53 ECU) og indskyde et »udligningsbeløb« på 20 mio. DM (10,63 mio. ECU) i LSW.

Forbundsregeringen underrettede Kommissionen om det ovenfor beskrevne finansieringsprojekt. Den 4. april 1995 fastslog Kommissionen, at der var tale om statsstøtte som følgelig ikke måtte komme til udbetaling. Aftalerne trådte derfor ikke i kraft, da de var indgået under forbehold af Kommissionens godkendelse.

Ved skrivelser af 13. januar og 15. maj 1995 meddelte forbundsregeringen Kommissionen, at den bayerske delstatsregering havde bevilget NMH følgende lån ud over de lån, der var genstand for beslutningen af 18. oktober 1995, for at virksomheden fortsat kunne holdes i gang:

>TABELPOSITION>

Lånene blev ydet over ti år med en rente på 7,5 % p.a. De skulle tilbagebetales i årlige rater, men kun hvis NMH havde overskud året før.

De øvrige anpartshavere i NMH (Mannesmann Röhrenwerke AG (11 %), LSW (33 %) og Annahütte (11 %)) har ikke medvirket ved selskabets finansiering siden december 1993.

III

Den tyske forbundsregering har fremsat sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i sagen og til de bemærkninger, der er fremkommet fra anden side. Forbundsregeringen fastholder, at de omhandlede lån udelukkende skal ses i sammenhæng med privatiserings- og omstruktureringsplanen og ikke kan betragtes som statsstøtte.

Ifølge forbundsregeringen besluttede delstaten Bayern i 1992 at skille sig af med sine anparter i NMH og søge at finde en industriel løsning for virksomhedens fremtid. Bayerns delstatsregering havde vanskelige forhandlinger med flere mulige partnere, som strakte sig over hele 1993 og indtil marts 1994. I maj 1994 blev Kommissionen underrettet om de foranstaltninger, der var påtænkt med henblik på finansiering af Aicher-planen. Kommissionen traf sin endelige beslutning om disse foranstaltninger den 4. april 1995.

Uden tilførsel af likvide-midler fra sin anpartshaver, delstaten Bayern, ville NMH, der kørte med underskud, ikke kunne overleve perioden, indtil Kommissionen havde truffet endelig beslutning om de finansielle foranstaltninger, der skulle muliggøre en privatisering. Delstaten havde derfor ydet de pågældende lån for at sikre den planlagte afhændelse af sin anpart. Da delstaten Bayern med 45 % var NMH's hovedanpartshaver, svarede disse lån til en solvent anpartshavers normale adfærd i en social markedsøkonomi, også selv om de øvrige anpartshavere, som tilsammen besad majoriteten, ikke var rede til at medvirke ved denne finansiering.

De tyske myndigheder har henvist til de bemærkninger, de fremsatte under proceduren angående de planlagte foranstaltninger til finansiering af privatiserings- og omstruktureringsplanen, hvor de nævnte eksempler, der efter deres opfattelse var egnede til at støtte deres opfattelse af, at private långivere ville have forholdt sig på tilsvarende måde. De pegede i særdeleshed på den private koncern Schörghuber-gruppes adfærd over for Heilit & Woerner Bau AG (13).

Ifølge de tyske myndigheders opfattelse kan man ikke tage de andre NMH-anpartshaveres adfærd i perioden fra juli 1994 til marts 1995 som målestok for investorers normale markedsøkonomiske adfærd. Anpartshaverne Annahütte og LSW, der tilhører Aicher-gruppen, ophørte ifølge de tyske myndigheder med at finansiere NMH i henholdsvis august og december 1993, fordi der var usikkerhed med hensyn til gennemførelsen af deres planer for virksomhedens fremtid. Mannesmann var kun interesseret i RNM og derfor ikke rede til at skyde kapital i NMH. De tyske myndigheder finder derfor, at hovedanpartshaveren delstaten Bayerns finansiering af NMH i en sådan situation svarer til den normale adfærd, en privat investor, der råder over tilstrækkelige finansielle midler, vil udvise for at forsyne virksomheden med likviditet for at holde den i gang.

Forbundsregeringen lægger desuden vægt på, at der ved vurderingen af finansieringen af NMH må tages hensyn til, at virksomheden kun har en ubetydelig markedsandel på det europæiske stålmarked - ifølge forbundsregeringens oplysninger kun ca. 0,2 %.

IV

Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH er en virksomhed, der falder ind under ESKF-traktatens artikel 80, eftersom den fremstiller produkter, der er opført i bilag I til EKSF-traktaten, hvilket indebærer, at EKSF-traktaten og stålstøttereglerne finder anvendelse.

Statsstøtte efter EKSF-traktatens artikel 4, litra c), foreligger ved enhver overførsel af offentlige midler til statslige eller private stålvirksomheder i form af kapitalindskud, kapitaltilførsler og lignende finansieringsforanstaltninger, når der ikke er tale om at indskyde ansvarlig kapital i virksomheden i overensstemmelse med normal markedsøkonomisk investeringspraksis med udsigt til fremtidig afkast eller anden form for forrentning (14).

Delstaten Bayerns lån på i alt 24,1125 mio. DM (12,82 mio. ECU), til NMH udgør en overførsel af offentlige midler til en stålvirksomhed. Det må følgelig undersøges, om denne overførsel kan betragtes som indskud af risikovillig kapital efter normal markedsøkonomisk investeringspraksis med udsigt til fremtidig tilbagebetaling eller andet afkast.

Ved vurderingen af, om en konkret tilførsel af offentlige midler stemmer med normal markedsøkonomisk praksis, har Kommissionen altid baseret sig på, hvordan en privat investor, der befinder sig i nøjagtig samme situation som staten, ville forholde sig. Ved vurderingen af, om det var økonomisk fornuftigt at investere i den her omhandlede virksomhed, ville de private anpartshavere kun se på virksomhedens særlige økonomiske situation.

En privat anpartshaver må antages ikke at være rede til at investere i en virksomhed i økonomiske vanskeligheder, hvis de øvrige anpartshavere ikke ligeledes er villige til at yde et bidrag svarende til størrelsen af deres andel. Efter tysk ret skal anpartshaverlån, som er ydet efter eller eftergivet under omstændigheder, hvor en virksomhed befinder sig i en sådan finansiel situation, at den enten går konkurs eller skal have tilført yderligere ansvarlig kapital, behandles som et indskud af egenkapital i tilfælde af konkurs (såkaldt »Eigenkapitalersetzende Darlehen«, jf. §§ 32a og 32b i den tyske anpartsselskabslov, »Gesetz betreffend die Gesellschaften mit beschränkter Haftung«). I betragtning heraf må anpartshaverlån, som ydes for at forhindre en virksomhed i at træde i betalingsstandsning og derefter gå konkurs, principielt sidestilles med tilførsel af egenkapital. Den tyske anpartsselskabslov bygger på den almindelige grundsætning om, at en anpartshaver kun er rede til at indskyde yderligere ansvarlig kapital, hvis også de øvrige anpartshavere indskyder kapital af en størrelsesorden svarende til deres anpart (§ 26, stk. 2). En anpartshaver er dog principielt ikke forpligtet til at tilføre selskabet egenkapital ud over den af ham tegnede kapitalandel (§§ 707 i Bürgerliches Gesetzbuch), heller ikke selv om det indebærer, at selskabet må standse betalingerne.

Fra juli 1994 til marts 1995 var det delstaten Bayern, som ejer 45 % af egenkapitalen i NMH, der tilførte selskabet 100 % af den likviditet, som anpartshaverne tilvejebragte for at holde den tabsgivende virksomhed oven vande. De virksomheder, der tilhørte Aicher-gruppen, havde indstillet deres medvirken i finansieringen af NMH i begyndelsen af 1994, umiddelbart inden den bayerske delstatsregering endelig besluttede at gennemføre Aicher-planen. De har heller ikke genoptaget deres deltagelse i finansieringen, efter at de blev udvalgt som NMH's fremtidige majoritetsanpartshavere og har forladt sig på delstatens vilje til at holde NMH i gang, indtil Kommissionen havde godkendt, at delstaten Bayern kunne tilføre yderligere offentlige midler.

Mannesmann Röhrenwerke AG var anpartshaver i NMH, men ikke villig til at yde noget finansielt bidrag til virksomhedens omstrukturering. Ønsket om at sikre RNM en fortsat førende position i branchen kan ganske vist være forklaringen på, at selskabet opførte sig anderledes end Krupp, Thyssen og Klöckner, men er ikke noget bevis på, at det offentlige optrådte som en normal markedsøkonomisk investor. Hvis det havde været økonomisk fornuftigt og rentabelt at yde NMH anpartshaverlån, ville den private virksomhed Mannesmann have gjort det.

Den adfærd, de øvrige private anpartshavere i NMH, der tegner sig for de resterende 55 % udviste, viser derfor, at en privat investor i en sammenlignelig situation ikke ville have bidraget med de finansielle midler, som delstaten Bayern stillede til rådighed.

Det må desuden fastslås, at delstaten Bayern på intet tidspunkt kunne forvente at få noget af lånet tilbagebetalt. Hvis NMH havde indgivet konkursbegæring, ville lånene i henhold til ovennævnte bestemmelser (§§ 32a og 32b i GmbHG) være blevet behandlet som egenkapital, og delstaten ville da først have opnået tilbagebetaling, når alle de øvrige kreditorer var blevet fyldestgjort, hvilket var højst usandsynligt.

Derudover var delstaten Bayern også på det tidspunkt, de pågældende lån blev ydet, indstillet på at give afkald på kravene baseret på disse lån for at muliggøre salget af sine anparter i NMH og sikre arbejdspladser i den kriseramte region Oberpfalz. Bayern havde allerede i marts 1994 besluttet sig for Aicher-planen, der indebar, at der blev givet afkald på tilbagebetaling af lånene. I maj 1995 meddelte delstaten Kommissionen, at den havde til hensigt at udligne ca. 80 % af de indtil 1994 ophobede tab, der endeligt blev opgjort til 125,7 mio. DM (67,81 mio. ECU). De anpartshaverlån, som Bayern indtil privatiseringsaftalens ikrafttræden havde bevilget, kunne ifølge den anmeldte plan modregnes i det påtænkte beløb.

En privat investor i en markedsøkonomi vil altid forvente forrentning af sine lån eller øvrige finansiering i det mindste på lang sigt. I denne forbindelse har Domstolen i sin dom af 21. marts 1991 (15) udtalt følgende: »Når en offentlig investors kapitalindskud foretages uden skelen overhovedet til selv langsigtede rentabilitetsmuligheder, må der imidlertid antages at være tale om støtte.«

Delstaten Bayerns adfærd ved bevilling af de omhandlede lån er derfor ikke i overensstemmelse med en privat investors adfærd. De eksemplar, der anføres af de tyske myndigheder, beviser heller ikke det modsatte. Kommissionen har i sin beslutning af 4. april 1995 udførligt forklaret, at eksemplerne ikke er egnede til at bevise, at en privat investor ville stille kapital til rådighed uden nogen rimelig udsigt til økonomisk fordel.

Eksemplet med den private bayerske Schörghuber-gruppe, som har afhændet sine andele i Heilit & Woerner Bau AG til Walter Bau AG efter en afsluttende tabsudligning, er heller ikke bevis for, at en privat investor ville være parat til at holde en underskudsgivende virksomhed i live for at opfylde angivelige samfundsmæssige forpligtelser i en social markedsøkonomi. Det er ganske vist rigtigt, at private virksomheder og privatpersoner af og til stiller midler til rådighed til velgørende eller almennyttige formål, men dette adskiller sig principielt fra den markedsøkonomisk orienterede private investor, hvorfor dette eksempel ikke kan anvendes til en sammenligning mellem det offentliges adfærd og en privat investors typiske adfærd i en markedsøkonomi.

Delstatens adfærd i det foreliggende tilfælde kan udmærket bygge på delstatsregeringens ønske om at undgå sociale problemer i en kriseramt region for ikke i offentlighedens øjne at blive gjort ansvarlig for en virksomheds konkurs og for at hjælpe en kriseramt virksomhed med igen at blive rentabel. Den form for bevæggrunde er typisk for bevilling af støtte. De er derimod ikke bevis for, at en finansiel støtte, der er ydet af disse grunde, ikke udgør statsstøtte efter EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og stålstøttereglernes artikel 1.

Det må derfor konkluderes, at anpartshaverlånene på i alt 24,1125 mio. DM (12,82 mio. ECU) udgør statsstøtte, som delstaten Bayern har ydet NMH mellem juli 1994 og marts 1995.

Statsstøtteelementet i disse lån ligger ikke i en særlig gunstig rentesats, men i selve den kapital, der stilles til rådighed. Disse lån må sidestilles med tilførsel af egenkapital, da delstaten Bayern som långiver kun ville have fået tilbagebetalt lånet i årlige rater, hvis virksomheden havde overskud året før. Dette er normalt ved kapitaltilførsler. Lånene ville i tilfælde af en senere konkurs ligeledes blive behandlet som egenkapital, der er indskudt på et senere tidspunkt (»eigenkapitalersetzende Darlehen«, jf. §§ 32 a og 32b i GmbHG). Delstaten Bayern havde på intet tidspunkt rimelig udsigt til at få tilbagebetalt lånet. Selve lånet må derfor betragtes som en anpartshavers indskud af egenkapital i et kriseramt GmbH.

I henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), må der ikke ydes statsstøtte til stålvirksomheder. I de stålstøtteregler, som er vedtaget efter samstemmende og enstemmig udtalelse fra Rådet på grundlag af EKSF-traktatens artikel 95, fastsættes det, at bestemte former for støtte kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet. Det gælder bl.a. støtte til forskning og udvikling (artikel 2), støtte til miljøbeskyttelse (artikel 3) og støtte til lukning (artikel 4) samt støtte ydet i henhold til generelle regionalstøtteordninger til investeringer i bestemte områder inden for Fællesskabet (artikel 5). Støtten til NMH falder ikke ind under nogen af disse kategorier.

V

Kommissionen må følgelig fastslå, at det beløb på i alt 24,1125 mio. DM (12,82 mio. ECU) som delstaten Bayern i perioden fra juli 1994 til marts 1995 ydede EKSF-stålvirksomheden Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH i form af lån, udgør statsstøtte, som ikke er forenelig med EKSF-traktaten og stålstøttereglerne.

Enhver ulovlig ydet statsstøtte skal principielt kræves tilbagebetalt. Denne tilbagebetaling skal ske i overensstemmelse med de efter tysk ret gældende procedurer og bestemmelser, og der påløber renter fra tidspunktet for støttens ydelse efter den sats, der lægges til grund ved vurderingen af regionalstøtteordninger.

At NMH kun har en ubetydelig markedsandel på det europæiske marked for stålprodukter er uden betydning for, om den ulovligt ydede statsstøtte skal tilbagebetales. Enhver statsstøtte ydet til EKSF-stålvirksomheder uden at være godkendt af Kommissionen efter EKSF-traktaten eller stålstøttereglerne er ulovlig, uanset om støtten på grund af den modtagende virksomheds størrelse kun vil føre til relativt ubetydelige konkurrencefordrejninger eller ej.

Der findes intet retligt grundlag for at udskyde krav om tilbagebetaling af ulovligt ydet statsstøtte, som er ydet uden at afvente Kommissionens forudgående godkendelse af støtten som værende forenelig med fællesmarkedet. EKSF-traktaten og stålstøttereglerne gælder for alle EKSF-stålvirksomheder uden forskel. Ingen virksomhed må kunne drage fordel af statens beredvillighed til at tilføre den offentlige midler i strid med dens forpligtelser efter stålstøttereglernes artikel 6, stk. 2.

Der er ingen grund til i den foreliggende sag at udskyde kravet om tilbagebetaling af den ulovligt ydede statsstøtte, indtil EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans har truffet afgørelse i sagerne C-158/95 og T-129/95. Klager mod Kommissionens beslutning om, at en påtænkt finansiering af en stålvirksomhed udgør statsstøtte, som derfor ikke må ydes, har ingen opsættende virkning.

Den virksomhed, som vil blive begunstiget af de påtænkte foranstaltninger, må ikke modtage nogen statslig støtte, som sætter den i stand til at fortsætte sin virksomhed, indtil Domstolens endelige afgørelse foreligger. At Kommissionen og en medlemsstat ikke har samme opfattelse af, hvorvidt en planlagt finansieringsforanstaltning udgør statsstøtte, betyder ikke, at den pågældende virksomhed kan begunstiges med driftsstøtte, som det i alle andre tilfælde er forbudt at yde til virksomheder inden for EKSF-stålsektoren -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det beløb på i alt 24,1125 mio. DM, som delstaten Bayern har ydet i form af lån til EKSF-stålvirksomheden Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH, Sulzbach-Rosenberg, i fire rater i perioden mellem juli 1994 og marts 1995, udgør statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet og ulovlig i henhold til EKSF-traktaten og beslutning nr. 3855/91/EKSF.

Artikel 2

Tyskland skal kræve støtten tilbagebetalt af den begunstigede virksomhed. Beløb skal tilbagebetales i overensstemmelse med de efter tysk ret gældende procedurer og bestemmelser med tillæg af renter, der beregnes fra tidspunktet for støttens ydelse efter den sats, der lægges til grund ved vurderingen af regionalstøtteordninger.

Artikel 3

Tyskland underretter senest to måneder efter meddelelsen af nærværende beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. marts 1996.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 362 af 31. 12. 1991, s. 57.

(2) EFT nr. C 173 af 8. 7. 1995, s. 3.

(3) EFT nr. L 253 af 21. 10. 1995, s. 22.

(4) Sag C-158/95, EFT nr. C 208 af 12. 8. 1995, s. 4.

(5) Sag T-129/95, EFT nr. C 229 af 2. 9. 1995, s. 21.

(6) EFT nr. L 53 af 2. 3. 1996, s. 41.

(7) Sag C-399/95, EFT nr. C 77 af 16. 3. 1996, s. 5.

(8) Sag C-2/96, EFT nr. C 64 af 2. 3. 1996, s. 23.

(9) EFT nr. C 312 af 23. 11. 1995, s. 19.

(10) Kommissionens beslutning af 27. juni 1989, jf. XIX. beretning om konkurrencepolitikken (1990), nr. 75, s. 86, Bull. 6-1989, punkt 2. 1. 74.

(11) Jf. XVIII. om konkurrencepolitikken (1989) nr. 198, s. 163.

(12) Kommissionens beslutning af 23. december 1992, jf. Bull. 12-1992, punkt 1. 3. 78.

(13) Se nærmere herom i Kommissionens beslutning af 4. april 1995, EFT nr. L 253 af 21. 10. 1995, s. 22.

(14) Se EF-Domstolens dom i sag C-40/85, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1986, s. 2321, 2345; sag C-303/84, Italien mod Kommissionen, Sml. 1991 s. I-1433, I-1476; Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF, EFT nr. L 362 af 31. 12. 1991, s. 57, afsnit II, femte betragtning; Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om offentlige virksomheder, EFT nr. C 307 af 13. 11. 1993, s. 3, nr. 10-21.

(15) Italien mod Kommissionen (ENI Laneroussi), Sml. 1991, s. I-1433, I-1476, præmis 21 og 22.