EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0172

Sag T-172/16: Sag anlagt den 15. april 2016 — Centro Clinico e Diagnostico G.B. Morgagni mod Kommissionen

EUT C 211 af 13.6.2016, p. 61–62 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/61


Sag anlagt den 15. april 2016 — Centro Clinico e Diagnostico G.B. Morgagni mod Kommissionen

(Sag T-172/16)

(2016/C 211/76)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Centro Clinico e Diagnostico G.B. Morgagni SRL (Catania, Italien) (ved advokat E. Castorina)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/195 final C(2015) 5549 af 14. august 2015, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 18. februar 2016, annulleres, for så vidt som den (artikel 4, stk. 5) bestemmer, at »[d]esuden skal Italien ophæve alle udestående betalinger af støtten i henhold til den i artikel 1 omtalte ordning med virkning fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse«, og for så vidt som den forhindrer det sagsøgende selskab i at modtage tilbagebetaling af de beløb, der blev betalt til Agenzia delle Entrate dello stato italiano, som overstiger 10 % af den anslåede beskatning af selskabets egen skattemæssige stilling (1990-1992) i henhold til artikel 9, stk. 17, i lov nr. 289/2002, som er den lov, som retsinstanserne anvender som retsgrundlag i det italienske retssystem.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende.

1.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at mens det af Kommissionen, som det er tilfældet i den anfægtede afgørelse, fastslås, at det såvel faktisk som retligt er objektivt umuligt at tilbagesøge (i forhold til de øvrige virksomheder, som kun har betalt 10 % af det skyldige beløb) den statsstøtte, der anses for ulovlig, kan sagsøgerens ret til tilbagebetaling af beløb, som var blevet erlagt for meget i forhold til bestemmelserne i lov nr. 289/2002 i henhold til de ovennævnte principper, ikke nægtes. Hvis dette ikke var tilfældet, ville der være tale om en hadefuld og alvorlig forskelsbehandling af sagsøgeren og virksomhederne i provinsen Catania, som afgørelsen nu fritager for enhver betaling op til 90 % af beløbet af den ubetalte afgift.

Netop som følge af Europa-Kommissionens afgørelse er der opstået en uberettiget konkurrencemæssig fordel for alle de øvrige virksomheder til skade for sagsøgeren vedrørende de skader, der er lidt som følge af en naturkatastrofe, der opstod mere end ti år inden afgørelsen af 14. august 2015. I henhold til den italienske lovgivning er virksomheder ikke forpligtet til at opbevare administrative registre og regnskaber i mere end 10 år. Følgelig var sagsøgeren ikke længere i stand til at bevise at have lidt en skade i henhold til artikel 107 TEUF med deraf følgende åbenlys tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retten til forsvar, og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 2, 6, 9, 21 TEUF) og fordrejning af konkurrence på lige vilkår blandt operatørerne.


Top