1)

Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at:

det krav om skriftlighed, der er opstillet i artikel 23, stk. 1, litra a), når en værnetingsklausul er indsat i et emissionsprospekt for obligationer, kun er opfyldt, såfremt den kontrakt, som er undertegnet af parterne i forbindelse med udstedelsen af værdipapirerne på det primære marked, nævner accepten af denne klausul eller udtrykkeligt henviser til dette prospekt

en værnetingsklausul, der er indeholdt i et emissionsprospekt for værdipapirer, som er affattet af udstederen af de nævnte værdipapirer, kan gøres gældende over for tredjemand, som har erhvervet disse værdipapirer gennem en finansiel formidler, såfremt det er godtgjort — hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve — for det første, at denne klausul er gyldig i forholdet mellem denne udsteder og denne finansielle formidler, dernæst, at nævnte tredjemand ved på det sekundære marked at foretage tegning af de pågældende værdipapirer indtræder i nævnte formidlers rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til disse værdipapirer i henhold til gældende national ret, og endelig, at den pågældende tredjemand har haft mulighed for at gøre sig bekendt med prospektet, der indeholder denne klausul, og

indsættelsen af en værnetingsaftale i et emissionsprospekt for obligationer kan anses for en form, der er anerkendt som en sædvane inden for international handel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, hvorved det kan antages, at den part, som den gøres gældende over for, har givet sit samtykke, for så vidt som det bl.a. er godtgjort — hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve — for det første, at en sådan handlemåde almindeligt og regelmæssigt følges af de erhvervsdrivende i den pågældende branche ved indgåelse af kontrakter af denne type, og for det andet, at parterne enten tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den samme sektor, eller at den pågældende handlemåde er tilstrækkelig kendt inden for sektoren til at kunne betragtes som en fast brug.

2)

Artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at søgsmål, der er anlagt med påstand om annullation af en kontrakt og tilbagebetaling af de beløb, der uberettiget er betalt på grundlag af nævnte kontrakt, henhører under »sager om kontraktforhold« i denne bestemmelses forstand.

3)

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det i det tilfælde, hvor der anlægges to søgsmål mod flere sagsøgte, hvor søgsmålene har forskellig sagsgenstand og forskelligt grundlag, og hvor der ikke foreligger et underordnelsesforhold eller uforenelighed mellem dem, ikke er tilstrækkeligt, at en eventuel afsigelse af dom efter sagsøgerens påstand i den ene af disse sager vil kunne have faktisk indvirkning på omfanget af den interesse, som det andet krav er fremsat med henblik på at beskytte, for at der er risiko for indbyrdes uforenelige retsafgørelser i denne bestemmelses forstand.