EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0112

Sag T-112/15: Sag anlagt den 2. marts 2015 — Den Hellenske Republik mod Kommissionen

EUT C 171 af 26.5.2015, p. 27–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 171/27


Sag anlagt den 2. marts 2015 — Den Hellenske Republik mod Kommissionen

(Sag T-112/15)

(2015/C 171/32)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved I.-K. Chalkias, G. Kanellopoulos, E. Leftheriotou og A.-E. Vasilopoulou, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 19. december 2014 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer C(2014) 10135) (EUT L 369, s. 71) annulleres, for så vidt som den udelukker visse udgifter afholdt inden for sektoren for arealstøtte i ansøgningsåret 2008, svarende til: a) 10 % af de samlede udgifter, som blev afholdt til støtten til græsning, b) 5 % af de samlede udgifter, som blev afholdt til den supplerende koblede støtte, og c) 5 % af de samlede udgifter, som blev afholdt inden for sektoren for udvikling af landdistrikterne udelukkes fra EU-finansiering.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender.

1.

Første anbringende vedrørende korrektionen på 10 % pålagt græsningsarealer:

Med det første annullationsanbringende har sagsøgeren påberåbt sig en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 (1) af 21. april 2004 hvad angår definitionen af græsning, utilstrækkelig begrundelse og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

2.

Vedrørende korrektionerne på 5 % for supplerende koblet støtte forbundet med arealet og for foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne:

Med det andet annullationsanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den finansielle korrektion på 5 % for supplerende koblet støtte forbundet med arealet er pålagt på grundlag af en faktisk fejl, med utilstrækkelig begrundelse og under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Med det tredje annullationsanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den finansielle korrektion på 5 % fastsat for støtte under søjle 2 er pålagt uberettiget, og at Kommissionens vurdering i den forbindelse under alle omstændigheder er behæftet med en faktisk fejl og er åbenbar uforholdsmæssig i forhold til den risiko, der er fastslået i Kommissionens konklusioner vedrørende foranstaltningerne under søjle 2. Hvad navnlig angår foranstaltning 214 i Programmet for Udvikling af Landdistrikterne gøres det gældende, at den pålagte korrektion endvidere er den anden i træk med det samme formål, hvorfor den er ulovlig og skal erklæres ugyldig.


(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21.5.2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 18).


Top