21.6.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/28

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om inddragelse af civilsamfundet i EU's udviklingspolitikker og i udviklingssamarbejdet (sonderende udtalelse)

2012/C 181/06

Ordfører: José María ZUFIAUR NARVAIZA

I et brev af 20. oktober 2011 anmodede Kommissionen under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Inddragelse af civilsamfundet i EU's udviklingspolitikker og i udviklingssamarbejdet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 6. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 167 stemmer for, 15 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I en situation, hvor den økonomiske, miljømæssige og sociale krise er bestemmende for menneskehedens fremtid, ser EØSU det som en prioritet, at de forskellige samarbejdspartnere når til enighed om en fælles tilgang til, hvilken type udvikling de ønsker at fremme (1).

1.2   Hvis samarbejdet skal være effektivt, er det vigtigt at koordinere alle EU's forskellige politikker og udviklingspolitikken. Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes tilskyndes til at styrke og forbedre koordineringen og overensstemmelsen med disse politikker.

1.3   Civilsamfundsorganisationerne spiller i deres egen ret en afgørende rolle i udviklingssammenhæng, og det bør de derfor også gøre inden for samarbejdspolitikkerne. De bør inddrages i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af samarbejdspolitikkerne og -programmerne og være blandt de strategiske finansieringskanaler.

1.4   EØSU slår til lyd for et mere strategisk samarbejde mellem EU-institutionerne og civilsamfundsorganisationerne ved hjælp af politisk dialog, rammeaftaler og mere effektive mekanismer for kanalisering af midler.

1.5   Kommissionen og alle regeringerne bør fremme Istanbul-principperne for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet (CSO Development Effectiveness).

1.6   Civilsamfundsorganisationerne bør gives større anerkendelse i nye samarbejdsordninger som syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet.

1.7   Samarbejds- og udviklingspolitikkerne, herunder navnlig EU's, skal tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige kendetegn og mangfoldighed samt deres erfaringer med partnerlandene.

1.8   I en globaliseret verden er det nødvendigt at erkende visse civilsamfundsorganisationers globale karakter og udnytte deres potentiale som globale aktører.

1.9   Der er behov for at ændre systemet for tildeling af EU's udviklingsmidler via civilsamfundsorganisationerne. Det haster bl.a. med at indføre foranstaltninger som f.eks. »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler, nødhjælpsbevillinger og ibrugtagning af den »værktøjskasse«, der er fastlagt i den strukturerede dialog. Civilsamfundets netværk, forbund og sammenslutninger bør efter EØSU's mening være de primære modtagere af disse typer finansiering.

1.10   Civilsamfundsorganisationerne bør sikres gunstige betingelser, så de kan udføre deres arbejde i alle lande. Det vil bl.a. sige overholdelse af grundlæggende rettigheder såsom forenings-, ytrings-, forsamlings- og handlingsfrihederne. Dette mål bør indarbejdes i de offentlige samarbejdspolitikker.

1.11   Inddragelse af civilsamfundet bør være et reelt forvaltningskriterium, og som sådan bør EU opstille det som en betingelse for handling i sine forbindelser med partnerlandene.

1.12   EØSU bifalder inddragelsen af de lokale myndigheder i EU's udviklingspolitik (2), men mener, at inddragelse af civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder i samarbejds- og udviklingspolitikkerne, til trods for deres nødvendige komplementaritet og samarbejde, er kilde til begrebsforvirring og operationelle vanskeligheder.

1.13   Inddragelse af den private sektor i udviklingspolitikkerne er afgørende med henblik på at øge gennemslagskraften. Vi bør dog undgå, at det bruges som et påskud for at mindske det offentliges bidrag, og at inddragelsen af den private eller andre sektorer fører til indførelse af nye »betingelser« for samarbejdsprojekterne. Der bør desuden fastlægges en ramme baseret på allerede definerede internationale standarder for hver enkelt sektors effektive deltagelse i overensstemmelse med målene for udviklingssamarbejdet.

1.14   Mekanismerne for gennemsigtighed og ansvarlighed i samarbejdet såvel som mekanismerne for bekæmpelse af korruption skal styrkes, herunder også dem, der vedrører civilsamfundsorganisationer.

1.15   Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes inddrage det europæiske volontørkorps for humanitær bistand, som er omhandlet i Lissabontraktaten, i udviklingspolitikken.

1.16   EØSU's internationale aktiviteter gennem en længere periode har som i tilfældet med det mandat, EØSU har fået i henhold til Cotonou-aftalen, bidraget til anerkendelse af civilsamfundsorganisationernes institutionelle dimension. Dette var ét af de væsentligste skridt i Cotonou-aftalen, hvor det for første gang i en international aftale undertegnet af EU udtrykkeligt blev anerkendt, at »ikke-statslige« aktører spiller en central rolle i udviklingssamarbejdet (3). Navnlig fastslår aftalen, at ikke-statslige aktører bør have økonomisk støtte til kapacitetsopbygning, således at de kan blive effektive partnere i aftalen. Dette mandat har banet vejen for nedsættelsen af AVS-EU-opfølgningsudvalget, som er det første paritetiske organ, hvor civilsamfundsorganisationerne – i dette tilfælde fra AVS-landene – er repræsenteret side om side med medlemmer af EØSU. Det finansieres af EUF. Opfølgningsudvalget har, som dets navn antyder, til opgave at overvåge gennemførelsen af Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler. Opfølgningsudvalget har også medvirket afgørende til fastlæggelsen af klausulen om bæredygtig udvikling. Denne arbejdsform har været et forbillede for EØSU's virke i andre geografiske områder, som har båret stor frugt og for eksempel bidraget til styrkelse af civilsamfundsorganisationernes organisatoriske kapacitet, etablering af platforme og oprettelse af kontaktpunkter for civilsamfundsorganisationerne i EU's delegationer samt lettet deres adgang til EU-midler og deres deltagelse i forhandlingerne om handelsaftaler.

1.17   Efter EØSU's mening bør denne type tiltag konsolideres og udvides ved hjælp af støtte fra samarbejdspolitikkerne. Men frem for alt gentager udvalget mange større civilsamfundsorganisationers ønske om, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil sikrer, at EU-delegationerne forpligter sig til at støtte civilsamfundsorganisationerne effektivt, etablere kontakt med dem, sætte sig ind i og fremme deres aktiviteter i både EU og partnerlandene. I forbindelse med styrkelsen af delegationerne i EU's udenrigstjeneste er det mere end nogensinde påkrævet, at de påtager sig denne opgave som en egentlig bindende forpligtelse og ikke som en godgørende eller frivillig handling.

1.18   EØSU mener, at det i forbindelse med decentraliseringen af det europæiske udviklingssamarbejde kan samarbejde meget effektivt med den europæiske udenrigstjeneste omkring EU-delegationernes dialog med de lokale civilsamfundsorganisationer. Det skyldes for det første, at EØSU er det europæiske modstykke til de forskellige høringsorganer, der er ved at blive etableret i forbindelse med bl.a. aftalerne om økonomisk partnerskab (Cariforum), handel (Sydkorea) og associering (Mellemamerika, Chile). For det andet skyldes det, at EØSU længe har haft faste forbindelser til civilsamfundsorganisationerne og deres repræsentative organisationer fra samtlige kontinenter, men navnlig AVS-landene, de latinamerikanske lande og Middelhavslandene (4).

1.19   Udvalget gentager vigtigheden af, at civilsamfundsorganisationerne fremmer bevidstgørelsen og uddannelsen af EU's befolkning i samarbejde i en krisetid, der let kan få os til at glemme vore udviklingspolitiske forpligtelser. Der bør afsættes tilstrækkelige midler til disse aktiviteter via en særlig budgetpost, der er underlagt tilstrækkelige garantier med hensyn til gennemsigtighed og ansvarlighed.

2.   Overordnede principper og mål

2.1   Den Europæiske Union har gennem det seneste årti lagt stigende vægt på dialogen med civilsamfundsorganisationerne. Den europæiske konsensus om udviklingspolitik, instrumentet for udviklingssamarbejde, rapporten fra Revisionsretten og endelig »den strukturerede dialog« har udvidet dialogens sfære og omfang, således at den nu bl.a. omfatter Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, EØSU, medlemsstaterne og civilsamfundsorganisationer: bl.a. fagforeninger, kooperativer og socialøkonomiske virksomheder, landbrugs- og forbrugerorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger, ngo-platforme og medlemsorganisationer i partnerlandene.

2.2   Til trods for disse landvindinger og de internationale aftaler (5) er den generelle opfattelse dog, at tiltagene fortsat er meget abstrakte, og at de konkrete fremskridt er meget mindre. I mange såvel donor- som udviklingslande står civilsamfundsorganisationerne over for store vanskeligheder, og deres indsats er blevet svækket. Det gælder for eksempel fagforeningerne, der i donorlandene har svært ved at få adgang til officiel udviklingsbistand, medens der i partnerlandene er begrænset eller ingen adgang til hverken midler eller politisk dialog. Generelt er støtten til civilsamfundsorganisationerne og deres rolle som udviklingsaktører truet (et eksempel herpå er de seneste foranstaltninger vedtaget af regeringen i Zimbabwe).

2.3   EØSU mener, at større og bedre anerkendelse af civilsamfundsorganisationernes rolle forudsætter anerkendelse af et sæt kriterier, principper og værdier i udviklings- og samarbejdspolitikkerne.

2.4   Det første grundlæggende princip er behovet for, at civilsamfundsorganisationerne indbyrdes og med EU-institutionerne nærmer sig en fælles forståelse af, hvad der forstås ved udvikling. Dette mål er yderst nødvendigt og presserende i en situation med tre indbyrdes forbundne kriser: miljøkrisen (klimaændringer, tab af biodiversitet osv.), den sociale krise (tiltagende ulighed) og den økonomiske krise (arbejdsløshed, jobusikkerhed, den finansielle sektors dominans over realøkonomien osv.). Disse tre kriser har resulteret i en fjerde, fødevarekrisen. Tallene, der viser dybden af disse kriser – som holder liv hinanden – indikerer, at vores fælles fremtid er i fare, og at den eneste mulighed for at minimere skaderne er at foretage et kvalitativt spring fremad på områderne lighed, samarbejde og pleje. Udvikling bør dog ikke ses som værende synonymt med økonomisk vækst, og velstand og fremskridt kan ikke sidestilles med BNP-indikatorerne.

2.5   EØSU mener fortsat – uanset behovet for en reform af handlingskriterierne – at udviklingssamarbejde er et af de vigtigste midler til at fremme udviklingen, navnlig i de fattigste lande.

2.5.1   I denne henseende gentager EØSU behovet for at overholde de forpligtelser til at finansiere udvikling, som er indgået på internationalt plan, og som fortsat bør være uigenkaldelige for donorlandene og især Den Europæiske Union. Udviklingssamarbejdet er en offentlig politik i donorlandene, som er baseret på bedste praksis og skal have tilstrækkelige ressourcer til at kunne gennemføres.

2.5.2   Som fastsat i Lissabontraktaten gentager EØSU, at der skal sikres sammenhæng mellem udviklings- og samarbejdspolitikkerne og de øvrige politikker (handels-, investerings- og finanspolitikken). Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes tilskyndes til at styrke og forbedre koordineringen og overensstemmelsen med disse politikker.

2.6   Der er sket omfattende ændringer på samarbejdsområdet gennem det seneste årti, inklusive relevante tiltag som syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet. Civilsamfundsorganisationernes og deres netværks rolle skal i højere grad anerkendes i disse nye samarbejdsordninger.

2.7   Desuden har nogle af de valgte metoder til at kanalisere midler med henblik på at forbedre ejerskabet, som f.eks. budgetstøtte, ført til marginalisering af civilsamfundet i partnerlandene. EØSU understreger behovet for at lade de lokale civilsamfundsorganisationer spille en passende fremtrædende rolle i det demokratiske ejerskab og i de tematiske programmer, inklusive de finansielle aspekter.

2.8   EØSU's deltagelse i flere af EU's strategiske partnerskaber (med Brasilien og Kina), anerkendelsen af udvalgets rolle i de internationale aftaler, som f.eks. Cotonou, og dets deltagelse i globale programmer såsom Rio+20, indikerer, at det bør inddrages i de tematiske programmer under EU's samarbejds- og udviklingspolitik.

2.9   De aftaler, der er indgået på internationalt plan og udtrykt i Paris-erklæringen, Accra-handlingsplanen og Forummet på Højt Plan i Busan, er vigtige skridt på vejen mod at opnå støtteeffektivitet. Ikke desto mindre mener civilsamfundsorganisationerne, at nogle af de kriterier og begreber, der opstilles i disse dokumenter, bør uddybes. Det gælder f.eks., hvad der skal forstås ved ejerskab, harmonisering, tilpasning, resultatstyring, gensidig ansvarlighed, støtteeffektivitet osv. En mere hensigtsmæssig definition af disse kriterier bør udarbejdes i en dialog mellem civilsamfundsorganisationerne og EU-institutionerne.

2.10   Målet er at anvende en menneskeretsbaseret tilgang (HRBA-Human Rights-Based Approach) til støtteeffektivitet og at vurdere den ud fra, hvor meget den bidrager til at reducere fattigdom og ulighed og til målet om at bringe selve støtteafhængigheden til ophør.

2.11   Tilgangen hos forskellige organisationer og i de internationale erklæringer bekræfter, at civilsamfundsorganisationerne er udviklingsaktører i deres egen ret  (6). EØSU opfordrer Kommissionen og alle regeringerne til at fremme Istanbul-principperne for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet.

2.12   Udviklings- og samarbejdspolitikkerne skal tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige kendetegn og mangfoldighed. Eksempler på de mange former, som civilsamfundsorganisationernes udviklingsbidrag kan antage, når de understøttes af passende samarbejdspolitikker, omfatter den merværdi, som kan tilføres udviklingen af en ngo med fokus på miljø- eller menneskerettighedsbeskyttelse; en fagforening, der beskytter arbejdstagernes rettigheder; den primære velstandsfordeling gennem lønforhandlinger og social beskyttelse af arbejdstagerne; et landbrugskooperativ, der har direkte indflydelse på fødetilstrækkeligheden og fødevaresuveræniteten; en indvandrersammenslutnings bidrag til den fælles udvikling og en sammenslutning af arbejdsgivere eller selvstændigt erhvervsdrivende og deres afgørende bidrag til dannelsen af produktionsstrukturen og jobskabelsen. EØSU finder det vigtigt, at de offentlige institutioners udviklings- og samarbejdspolitikker udformes således, at de udnytter alle de muligheder, der ligger i denne mangfoldighed.

2.13   EØSU opfordrer alle lande til at skabe et lovgivningsmæssigt og institutionelt klima, som styrker og fremmer civilsamfundsorganisationernes eksistens, udvikling og deltagelse. Inddragelse af det organiserede civilsamfund bør blive et afgørende kriterium for demokratisk regeringsførelse (7).

2.14   Samarbejdet med de private sektorer er afgørende for at opnå en større effekt af politikken for udviklingssamarbejde. Det er nødvendigt at fremhæve den private sektors store mangfoldighed (herunder de socialøkonomiske organisationer og nonprofitorganisationerne) og de store gevinster, der kan opnås med socialt ansvarlige initiativer. Udfordringen består i, hvordan man kan maksimere deres bidrag til den økonomiske og sociale udvikling og menneskers sikkerhed i en globaliseret verden. Imidlertid giver det offentlig-private partnerskab om udviklingssamarbejdet, eller den udelukkende private støtte fra store virksomheder, anledning til visse diskussioner om, i hvor stort omfang sådanne partnerskaber eventuelt kan påvirke udviklingsmålene. Offentlige-private partnerskaber kan være et middel til at samle forskellige partneres udviklingsdagsordner under ét og kan være effektive redskaber til at dele viden og ressourcer fra forskellige partnere. Der bør derfor fastlægges en EU-ramme for den private sektors effektive og ansvarlige input baseret på allerede vedtagne internationale standarder såsom ILO's arbejdsstandarder, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder. Der bør også henvises til internationale gennemsigtighedsinitiativer som »EITI-principperne« (Åbenhedsinitiativet for udvindingsindustrierne) og »Kimberley-processen« om international handel og investeringer.

2.14.1   Den private sektors deltagelse bør dog hverken føre til en reduktion af staternes finansielle bidrag til udviklingssamarbejdet eller til, at støtten gøres betinget af f.eks. privatisering af strategiske sektorer eller væsentlige tjenester i samfundet.

2.14.2   På den anden side er det i tråd med punkt 1.13 afgørende at fremme såvel civilsamfundsorganisationernes deltagelse i offentlig-private partnerskaber som arbejdsmarkedets parters og den sociale dialogs rolle.

2.15   Mekanismerne for gennemsigtighed og ansvarlighed for alle aktører, der er involveret i samarbejdet, bør yderligere styrkes. Desuden bør man gennemføre FN's konvention mod korruption, da korruption skader borgernes opbakning til samarbejdspolitikkerne. Civilsamfundsorganisationerne er godt placeret til at deltage i denne indsats, da de dels er ansvarlige for deres eget virke, dels fungerer som social overvågningsmekanisme for samarbejde generelt. Det vil kun være muligt at nå de opstillede udviklingsmål, hvis man bevarer forbindelsen til og samspillet med borgerne.

2.16   I en globaliseret verden er det nødvendigt at erkende visse civilsamfundsorganisationers globale karakter og udnytte deres potentiale som ansvarlige globale aktører. I en multipolær verden giver det desuden mindre og mindre mening at skelne mellem civilsamfundsorganisationerne i hhv. nord og syd. Støtte til bl.a. civilsamfundsorganisationernes netværk, koordinationsplatforme, føderative mekanismer og deres medlemmer bør derfor være en del af de udviklingsaktiviteter, der finansieres af donorerne og navnlig via EU's samarbejdsstøtte.

3.   Styrkelse af civilsamfundsorganisationernes rolle

3.1   Resultaterne af den strukturerede dialog, som er samlet i sluterklæringen fra konferencen i Budapest (8), indeholder nogle særdeles relevante idéer og forslag til alle de berørte parter. EØSU mener, at denne dialog bør konsolideres, og at der bør nedsættes en form for koordinationsmekanisme eller kontaktgruppe, som kan mødes regelmæssigt og repræsentere deltagerne i De Europæiske Udviklingsfonde for at sikre, at anbefalingerne (9) følges og gennemføres. Dette forum bør dels være et permanent politisk organ (diskussion af samarbejdspolitikkerne, med midler og instrumenter bemyndiget af Kommissionen) dels et repræsentativt organ (civilsamfundsorganisationerne, Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaterne osv.). EØSU mener, at det i kraft af sit institutionelle mandat og sin erfaring bør spille en særlig rolle i dette dialogforum.

3.2   Det bør sikres, at civilsamfundsorganisationerne inddrages i og har mulighed for at bidrage til udformningen, gennemførelsen og overvågningen af udviklingspolitikkerne. Med henblik på at fremme styrkelsen af de globalt aktive civilsamfundsorganisationer og styrke samarbejdet mellem de europæiske organisationer bør EU undersøge muligheden for at udarbejde en juridisk status for de europæiske civilsamfundsorganisationer baseret på præcise kriterier og med opbakning fra deltagerne i den strukturerede dialog.

3.3   Siden Cotonou-aftalens ikrafttrædelse har EØSU spillet en central rolle med hensyn til at styrke deltagelsen af ikke-statslige aktører, i vid udstrækning pga. det mandat, udvalget fik hertil (10). Konkret er dette sket gennem det permanente EU-AVS-opfølgningsudvalg, regelmæssige regionale seminarer og en lang række AVS-konferencer mv., der gennem årene har bidraget direkte til at gennemføre de principper om ejerskab, god regeringsførelse og partnerskab, der er en integreret del af Cotonou-aftalen (11).

3.4   Det er endvidere vigtigt, at der ved etableringen af en permanent politisk dialog i et modtagerland tages hensyn til de enkelte civilsamfundsaktørers og -organisationers særlige kendetegn.

3.5   Den strukturerende dialog bør resultere i et mere strategisk samarbejde mellem EU-institutionerne og civilsamfundsorganisationerne. EØSU peger i den sammenhæng på, at der er behov for at fastlægge rammer for partnerskab og inddragelse, som går videre end projektfinansiering. Der tænkes f.eks. på anvendelse af den »værktøjskasse« (tool box), der er omtalt i den strukturerede dialog, ikke blot på lokalt plan (EU-delegationer), men også på centralt plan. Det ville føre til et mere fleksibelt og effektivt partnerskab mellem EU og civilsamfundsorganisationerne på det globale plan.

3.6   Med deres drivkraft og krav spiller civilsamfundsorganisationernes en afgørende rolle, når det gælder at fremme dagsordenen for sammenhæng i udviklingspolitikkerne og fremme af en ny global aftale efter 2015, der kan sikre at mindskelse af uligheder, social beskyttelse for alle, en retfærdig velstandsfordeling og beskyttelse af naturressourcerne kommer på udviklingsdagsordenen.

3.7   Civilsamfundsorganisationerne er en samling meget forskelligartede og heterogene enheder, hvilket måske gør det påkrævet med en mere præcis definition af, hvad der forstås ved civilsamfundsorganisationer. Derudover bør deres mangfoldighed, erfaringer og forbindelser til partnerlandene afspejles i EU's samarbejde, som bør drage nytte af dem og udnytte det potentiale og særkende, de enkelte aktører kan bidrage med.

4.   Inddragelse af civilsamfundsorganisationerne i EU's forskellige eksterne støtteinstrumenter og -programmer

4.1   EØSU har allerede tilkendegivet sin holdning til civilsamfundsorganisationernes opgaver i forbindelse med instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet (12). Derudover mener EØSU, at civilsamfundet bør være aktivt i forhold til samtlige samarbejdsinstrumenter i overensstemmelse med beslutningerne inden for den strukturerede dialog og bestemmelserne i den nyligt vedtagne dagsorden for forandring.

4.2   I tråd med forslaget i den strukturerede dialog, mener EØSU, at der bør foretages ændringer af systemet for tildeling af europæiske udviklingsmidler via civilsamfundsorganisationerne. Instrumenterne i de finansielle perspektiver 2014-2020 bør åbne mulighed for nye ordninger, der går længere end de traditionelle projektstøttemekanismer. Bl.a. bør der hurtigst muligt indføres ordninger såsom »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler; ordninger på mellemlang og lang frist, der ville sikre en større indvirkning på udviklingen.

4.3   Tilsvarende ville det være en god idé at afsætte særlige midler til hastesager, som f.eks. demokratiseringsprocesserne i Middelhavsområdet, som ikke kan vente på godkendelse af støtteanmodninger, og som kun kan gennemføres effektivt af netværk af forskellige civilsamfundsorganisationer, som fagforeninger, ngo'er, kooperativer, små virksomheder, kvindeorganisationer osv.

4.3.1   I tråd hermed bør civilsamfundsorganisationernes netværk, forbund og sammenslutninger være de primære modtagere af disse typer finansiering. I dette øjemed ville mekanismer som driftstilskud og kaskadetilskud være et godt værktøj, der ville øge den merværdi, som tilføres af netværk mellem civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med udvikling.

4.3.2   Som led i dagsordenen for forandring bør EU i sit udviklingssamarbejde se på og revidere sine mekanismer for planlægning og styring af projektforløb, fokusere på aspekter såsom mere rettidig udbetaling af midler og fleksibilitet afstemt efter omstændighederne. Ligeledes bør der som et middel til at sikre bedre resultater lægges større vægt på støtte til analyser og feasibilityundersøgelser i forbindelse med udviklingsaktiviteter.

4.3.3   Finansieringsmodellerne bør indeholde tre typer incitamenter, der kan fremme: 1) ansvarlighed for udviklingsresultater; 2) integration og sammenlægning af organisationer og oprettelse af globale civilsamfundsorganisationer; 3) nye former for netværk og alliancer mellem forskellige aktører.

4.3.4   Lissabontraktaten omfatter det europæiske volontørkorps for humanitær bistand (EVHAC), som for øjeblikket befinder sig i pilotfasen i Kommissionen (GD ECHO), og resultaterne af denne pilotfase bør evalueres nøje, inden EVHAC lanceres. EØSU er overbevist om civilsamfundsorganisationernes potentiale, når det gælder om at kanalisere europæisk frivilligt arbejde ud i alle sektorer og navnlig i udviklingssektoren. EØSU mener, at man ud fra faste kriterier bør se frivilligt arbejde som et bidrag i naturalier til projekter, der er genstand for medfinansiering (13) .

5.   Styrkelse af civilsamfundet og dets organisationer i partnerlandene

5.1   Civilsamfundsorganisationerne i forskellige lande befinder sig ofte i en meget sårbar politisk, institutionel eller økonomisk situation, som vanskeliggør deres virke, eller de agerer i en sammenhæng, hvor de oplever at blive forfulgt, intimideret og kriminaliseret. Dette er ofte et resultat af restriktiv regeringspraksis. EØSU gentager, at der er behov for at indføre overvågning af de lovgivningsmæssige rammer, de grundlæggende frihedsrettigheder og støtteforanstaltninger til civilsamfundsorganisationerne i politikken for udviklingssamarbejdet såvel som i reglerne vedrørende udvikling og samarbejde.

5.2   EØSU er bevidst om, at de lovgivningsmæssige rammer for civilsamfundsorganisationernes er vidt forskellige såvel inden for EU som i partnerlandene. Det bør dog ikke være til hinder for, at der alle steder og på alle niveauer gøres fremskridt med overholdelse af de internationale regler (såsom foreningsfrihed, ytringsfrihed forsamlingsfrihed med henblik på at opnå fuldstændig handlingsfrihed, frihed til at kommunikere og samarbejde, søge finansiering og være beskyttet af staten). Tilstedeværelsen og inddragelsen af civilsamfundet og dets organisationer kompromitterer ikke det repræsentative demokrati, men styrker det tværtimod, i det omfang der findes midler til at fremhjælpe det (14). Inddragelse af civilsamfundet bør være et reelt forvaltningskriterium, og som sådan bør EU anvende det som vurderingskriterium i sine forbindelser med partnerlandene.

5.3   Den institutionelle dimension og styrkelsen af den organisatoriske kapacitet af partnerorganisationerne i tredjelande fortjener større anerkendelse i EU's udviklingssamarbejde. Ud over at fremme deres projektledelseskapacitet bidrager styrkelsen af civilsamfundsorganisationerne som sådan til at fremme den generelle udvikling i de respektive samfund. Man bør derfor fremme dannelsen og styrkelsen af kapaciteten i civilsamfundsorganisationerne i partnerlandene, såvel generelt som i relation til procedurerne for adgang til EU-støtte, også for mindre lokale projekter, eller til deltagelse i forhandlinger om handelsaftaler, for eksempel.

5.4   Samtidig går EØSU ind for, at EU i sin udviklingssamarbejdspolitik udskiller de organisationer, der påstår at repræsentere civilsamfundet, men som ikke er demokratiske eller som er direkte tilknyttet staten.

5.5   Grupperinger mellem civilsamfundsorganisationer i partnerlandene og deres juridiske anerkendelse som deltagende organer bør nyde fremme. Som foreslået inden for rammerne af f.eks. Cotonou-aftalen og i Latinamerika bør de fortsætte med at oprette repræsentative platforme og netværk på forskellige planer for at skabe synergier mellem disse og forbedre deres kommunikationskanaler med de offentlige myndigheder.

5.6   Tilstedeværelsen af kontaktpunkter eller specialister til at varetage kontakten til civilsamfundet i EU's delegationer i partnerlandene har vist sig nyttig i forskellige sammenhænge. Man bør styrke disse kontaktpunkters rolle og deres evne til at analysere situationen i de respektive lande samt øge kontakten til civilsamfundsorganisationerne. Koordinationen mellem disse kontaktpunkter og EØSU bør øges med henblik på at drage nytte af de indhøstede erfaringer og bedste praksis på området.

5.7   Anvendelsen af begrebet demokratisk ejerskab bør omvendt føre til, at partnerlandenes civilsamfundsorganisationer, og navnlig deres grupper, netværk og de mest repræsentative organisationer, får bedre adgang til EU's udviklingssamarbejdsmidler.

5.8   Samtidig bør der ske fremskridt i retning af nye samarbejdsordninger mellem civilsamfundsorganisationerne ved at åbne op for trepartssamarbejde og syd-syd-samarbejde eller gennem udveksling af knowhow, teknisk bistand fra europæiske civilsamfundsorganisationer, forvaltningsteknologi osv. Disse nye samarbejdsformer kan være særdeles relevante for civilsamfundsorganisationerne i lande med en mellemindkomst, hvor det traditionelle EU-samarbejde vil blive reduceret, og hvor civilsamfundsorganisationerne er nøglen til at konsolidere demokratiet og fremme overholdelse af borgerrettighederne, mindskelse af ulighederne, inddragelse af borgerne, ligestilling mellem kønnene, den skattemæssige omfordeling, gennemsigtighed og miljøbeskyttelse.

6.   Øget bevidstgørelse af borgerne og udviklingsorienteret uddannelse

6.1   EU har selv i tider med økonomisk krise fastholdt sin rolle som donor i udviklingssammenhæng. Det er en udfordring for samtlige EU-lande og -institutioner at blive ved med at fastholde denne kurs. Om det lykkes, vil i vid udstrækning afhænge af befolkningens tilslutning og oplysningen og bevidstgørelsen af befolkningen, hvad angår udviklingen og de globale problemer, der påvirker samtlige lande.

6.2   Civilsamfundsorganisationerne egner sig godt til at varetage den udviklingsorienterede uddannelse og til at øge borgernes bevidsthed. EØSU gentager, at det er vigtigt at være opmærksom på denne problemstilling, især i en tid med krise. Udviklingsorienteret uddannelse kræver innovative tilgange, som afspejler udviklingens dynamiske karakter, og budskaber, som henvender sig til et bredt publikum og ikke blot børn og unge. Innovation på dette område indebærer desuden etablering af partnerskaber mellem flere aktører. Dette er specielt vigtigt i EU's nyere medlemslande, hvor der er mindre tradition for udviklingssamarbejde, og hvor civilsamfundsorganisationerne er mindre udviklede.

6.3   De europæiske civilsamfundsorganisationer og EØSU kan takket være forbindelserne til det europæiske civilsamfund varetage denne opgave med at øge befolkningens bevidsthed. Desuden kan de bidrage med den troværdighed, der følger af, at de i EU er aktive inden for vidt forskellige sociale sektorer, inklusive de mest udsatte. Det er i den sammenhæng afgørende at opstille det som et mål for bevidstgørelseskampagnen at øge synligheden af de projekter, der gennemføres af civilsamfundsorganisationerne i bl.a. partnerlandene og i de lande, deltager i EU's naboskabspolitik.

6.4   Det er i dette perspektiv afgørende at bevare de særlige budgetposter til bevidstgørelsestiltag og udviklingsorienteret uddannelse samt gennemførelse af europæiske oplysningskampagner om udvikling og samarbejde.

---

(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 102/109, punkt 1.5, ordfører: H.J. Wilms.

(2)  Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring, EUT C 113 af 18.4.2012, s. 52-55.

(3)  Således fastslår artikel 4 i Cotonou-aftalens kapitel 2, at ikke-statslige aktører skal orienteres om og inddrages i samarbejdspolitikker og -strategier tilrettelagt af EU og AVS-landene, og at de bør inddrages i gennemførelsen af disse strategier.

(4)  http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.external-relations-other-continents

(5)  Paris-erklæringen om udviklingsstøttens effektivitet fra marts 2005; Forum på højt niveau i Accra i 2008; Istanbul-principperne om udvikling (http://www.aideffectiveness.org/busanhlf4/images/stories/hlf4/PrincipiosdeOSC-Estambul-Final.pdf); International ramme for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet (http://www.cso-effectiveness.org/IMG/pdf/spanish_framework_for_cso_dev_eff.pdf); Erklæring fra forummet på højt niveau i Busan i 2011.

(6)  Artikel 20 i AAA. Konklusionerne fra Busan fra 1. december 2011. Istanbul-principperne.

(7)  Sluterklæring fra det 10. regionale seminar for de økonomiske og sociale organisationer i AVS og EU den 28., 29. og 30. juni 2009, http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.fr.acp-eu-tenth-regional-seminar-reports.6271.

(8)  https://webgate.ec.europa.eu/fpfis/mwikis/aidco/images/f/fb/Joint_Final_Statement_May_2011.pdf

(9)  Sådan som det er tilfældet i forskellige af Kommissionens direktorater i forbindelse med andre temaer.

(10)  »Konsultationsmøderne og møderne for AVS-EU-repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer tilrettelægges af Den Europæiske Unions Økonomiske og Sociale Udvalg. (Protokol Nr. 1 til Cotonou-aftalen)«. Mandatet blev suppleret af tidligere EU-kommissær med ansvar for handel, Pascal Lamys, anmodning om, at udvalget overvågede forhandlingerne om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler. I den forbindelse støttede EØSU indarbejdelse af kapitler om sociale og miljømæssige spørgsmål i de økonomiske partnerskabsaftaler mellem CARIFORUM og Kommissionen og dannelsen af et rådgivende civilsamfundsudvalg med det formål at overvåge gennemførelsen af disse aftaler, der alle blev led i den endelige handelsaftale med regionen. Heraf fremgår, at de institutionelle bestemmelser, der er fastsat både i Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler med de caribiske lande, og det mandat, EØSU har fået tildelt, rent faktisk har styrket civilsamfundsorganisationernes rolle i udviklingssamarbejdet.

(11)  For en omfattende vurdering af de ikke-statslige aktørers rolle i gennemførelsen af Cotonou-aftalen henvises til sluterklæringen fra det 11. regionale AVS-EU-seminar for økonomiske og sociale interessegrupper, Etiopien 2010, http://www.eesc.europa.eu/resources/docs/f_ces6152-2010_decl_en.doc.

(12)  EØSU's udtalelse om EU's instrument for udviklingssamarbejde: det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedsparternes rolle, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 123-128. EØSU's udtalelse om Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring, COM(2011) 637 final (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(13)  EØSU's udtalelse om Meddelelse om EU-politikker og frivilligt arbejde: Anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU, Se side 150 i denne EUT.

(14)  Erklæringerne fra AAA og forummet i Busan forpligter alle landene.

---