(1)

Efter artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal Unionen bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 114.

(2)

Den frie bevægelighed for sikre ▐ fødevarer er et afgørende aspekt af det indre marked og bidrager i høj grad til beskyttelsen af borgernes sundhed og velvære og af deres sociale og økonomiske interesser. Denne forordning gavner både det indre marked, idet den sikrer regelforenkling, retssikkerhed og afvikling af bureaukratiet, og borgerne, idet den foreskriver en tydelig, forståelig og læsevenlig obligatorisk mærkning af fødevarer.

(3)

For at opnå et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed og garantere deres ret til information bør der sikres hensigtsmæssig forbrugeroplysning om de fødevarer, de indtager. Købsbeslutningerne kan bl.a. påvirkes navnlig ud fra sundhedsmæssige, økonomiske, miljømæssige, sociale og etiske betragtninger.

(4)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (3) er det et generelt princip for fødevarelovgivningen, at den skal give forbrugerne grundlag for at træffe informerede valg med hensyn til de fødevarer, som de indtager, og hindre enhver praksis, som kan vildlede forbrugerne.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (4) omfatter visse aspekter vedrørende forbrugeroplysninger, navnlig for at hindre vildledende handlinger og vildledende udeladelser af oplysninger. De generelle principper om urimelig handelspraksis bør suppleres med særlige bestemmelser om fødevareinformation til forbrugerne.

(6)

EU-bestemmelserne om mærkning af alle fødevarer er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (5). De fleste af bestemmelserne i nævnte direktiv stammer fra 1978 og bør derfor opdateres.

(7)

Ved Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (6) er der fastsat bestemmelser om indholdet og udformningen af næringsoplysningerne på færdigpakkede fødevarer. Det er frivilligt at angive næringsoplysninger, medmindre fødevaren er omfattet af en ernæringsanprisning. De fleste af bestemmelserne i nævnte direktiv stammer fra 1990 og bør derfor opdateres.

(8)

De generelle mærkningskrav er suppleret med en række bestemmelser, der gælder for alle fødevarer under særlige omstændigheder eller for bestemte fødevarekategorier. Desuden findes der en række særregler, der gælder for specifikke fødevarer.

(9)

De oprindelige målsætninger og centrale elementer i de eksisterende mærkningsbestemmelser har ganske vist stadig gyldighed, men det er nødvendigt at strømline dem for at sikre lettere anvendelse og større retssikkerhed for aktørerne og for at modernisere dem, så der tages hensyn til ny udvikling vedrørende fødevareinformation.

(10)

Den brede offentlighed interesserer sig for sammenhængen mellem kost og sundhed samt valget af en passende kost svarende til den enkeltes behov. I Kommissionens hvidbog af 30. maj 2007 om en EU-strategi om sundhedsproblemer i relation til ernæring, overvægt og fedme blev der peget på, at næringsdeklaration er en af de måder, hvorpå forbrugerne kan oplyses om fødevarernes sammensætning og hjælpes til at træffe kvalificerede valg. Uddannelses- og informationskampagner er en vigtig mekanisme til forbedring af forbrugernes forståelse af fødevareinformation. I strategien for forbrugerpolitikken 2007-2013 understreges det, at det er af afgørende betydning for såvel en effektiv konkurrence som forbrugernes velfærd, at forbrugerne har mulighed for at træffe kvalificerede valg. Kendskab til de grundlæggende ernæringsprincipper og en passende næringsdeklaration af fødevarer vil gøre det betydeligt lettere for forbrugeren at træffe et kvalificeret valg. Det er endvidere hensigtsmæssigt og korrekt, at forbrugerne i medlemsstaterne kan udnytte en neutral informationskilde for at få afklaret individuelle ernæringsspørgsmål. Derfor bør medlemsstaterne oprette relevante hotlines, som fødevaresektoren kunne bidrage til at finansiere.

(11)

For at styrke retssikkerheden og sikre forenkling og konsekvent håndhævelse bør direktiv 90/496/EØF og 2000/13/EF ophæves og afløses af én forordning, der sikrer retssikkerhed for såvel forbrugerne som erhvervslivet og mindsker den administrative byrde.

(12)

Af klarhedshensyn bør andre horisontale retsakter ophæves og indarbejdes i nærværende forordning; det drejer sig om Kommissionens direktiv 87/250/EØF af 15. april 1987 om angivelse af alkoholindholdet i volumen ved mærkning af alkoholholdige drikkevarer bestemt til den endelige forbruger (7), Kommissionens direktiv 94/54/EF af 18. november 1994 om angivelse på mærkningen af bestemte levnedsmidler af andre obligatoriske oplysninger end dem, der er fastsat i Rådets direktiv 79/112/EØF (8), Kommissionens direktiv 1999/10/EF af 8. marts 1999 om undtagelser fra bestemmelserne i artikel 7 i Rådets direktiv 79/112/EØF, for så vidt angår mærkning af levnedsmidler (9), Kommissionens direktiv 2002/67/EF af 18. juli 2002 om mærkning af levnedsmidler, der indeholder kinin, og levnedsmidler, der indeholder koffein (10), Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 af 31. marts 2004 om mærkning af fødevarer eller fødevareingredienser tilsat phytosteroler, phytosterolestere, phytostanoler og/eller phytostanolestere (11) og Kommissionens direktiv 2004/77/EF af 29. april 2004 om ændring af direktiv 94/54/EF for så vidt angår mærkning af visse levnedsmidler, der indeholder glycyrrhizinsyre og ammoniumsalt heraf (12).

(13)

Det er nødvendigt at fastsætte fælles definitioner, principper, krav og procedurer, så der opstilles klare rammer og et fælles grundlag for Unionens og medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende fødevareinformation.

(14)

For at anlægge en vidtfavnende og fleksibel synsvinkel på oplysninger til forbrugerne om de fødevarer, de indtager, bør der være en bred definition af fødevareinformationslovgivning, der omfatter såvel generelle som særlige bestemmelser, og en bred definition af fødevareinformation og -uddannelse , der også omfatter oplysninger, der gives på andre måder end via etiketten.

(15)

EU's bestemmelser kun bør gælde for virksomheder, hvis aktiviteter indebærer en vis kontinuitet og en vis grad af organisation. Aktiviteter som privatpersoners lejlighedsvise levering af fødevarer til tredjemand , servering af måltider og salg af fødevarer i forbindelse med f.eks. velgørenhedsbasarer eller byfester og lokale møder samt salg af fødevarer i de forskellige former for direkte markedsføring inden for landbruget , hører ikke under denne forordnings anvendelsesområde. For at undgå at lægge unødige byrder navnlig på de små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i den håndværksmæssige fødevareproduktionssektor og fødevaredetailsektoren, der også omfatter storkøkkener, bør ikke-færdigpakkede produkter være undtaget fra kravet om mærkning.

(16)

Catering, der tilbydes af transportselskaber, bør kun omfattes af denne forordning, hvis den tilbydes på ruter mellem to punkter på EU's territorium.

(17)

Catering, der tilbydes af biografer - med undtagelse af SMV'er - bør falde under denne forordnings anvendelsesområde, når fødevarerne på salgsstedet pakkes i standardiseret emballage, hvis kapacitet er forudbestemt, således at fødevarens eller drikkevarens endelige mængde og indhold er fastlagt og målbar.

(18)

Fødevareinformationslovgivningen bør desuden støtte sig til informationskrav fra forbrugere og ikke blokere for innovationer inden for fødevaresektoren . Den mulighed, at fødevaresektorens virksomheder frivilligt kan give supplerende oplysninger, sikrer større fleksibilitet.

(19)

Formålet med at kræve obligatorisk fødevareinformation er at sætte forbrugerne i stand til at ▐ træffe en købsbeslutning , der passer til deres individuelle kostønsker og -behov .

(20)

For at fødevareinformationslovgivningen kan tilpasse sig til ændringer i forbrugernes informationsbehov og unødvendig emballageaffald undgås , bør den obligatoriske mærkning af fødevarer begrænses til en basismærkning med oplysninger, der påviseligt er af stor interesse for et flertal af forbrugere.

(21)

Der bør dog kun kræves ny obligatorisk fødevareinformation eller nye præsentationsmåder for fødevareinformation , hvis det er nødvendigt og i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, proportionalitetsprincippet , princippet om gennemsigtighed og princippet om bæredygtighed.

(22)

I forlængelse af de eksisterende bestemmelser om vildledende reklame bør bestemmelserne om fødevareinformation forbyde enhver angivelse, der kan vildlede køberen , navnlig hvad angår fødevarers energiindhold, herkomst eller sammensætning . For at være effektivt skal dette forbud også omfatte reklame og præsentationsmåde for fødevarer.

(23)

Det hævdes, at indtagelsen af visse fødevarer har bestemte gavnlige virkninger for sundheden. Disse angivelser skal være målbare og kunne efterprøves.

(24)

For at forhindre en fragmentering af bestemmelserne om fødevarevirksomhedsledernes ansvar med hensyn til fejlagtig, vildledende eller manglende fødevareinformation skal fødevarevirksomhedsledernes ansvar på dette område fastlægges entydigt . Uden at det berører artikel 19 i forordning (EF) nr. 178/2002, skal fødevarevirksomhedsledere med ansvar for detailhandels- eller distributionsaktiviteter, som ikke påvirker fødevareinformationen, handle omgående, hvis de bliver opmærksomme på, at en sådan information ikke opfylder denne forordnings krav.

(25)

Der bør opstilles en liste over alle obligatoriske oplysninger, der ▐ bør gives for alle fødevarer bestemt til den endelige forbruger og storkøkkener. Listen bør fortsat omfatte de oplysninger, der allerede kræves i henhold til de eksisterende bestemmelser, idet det generelt opfattes som et værdifuldt regelsæt for forbrugeroplysning.

(26)

De nye informations- og kommunikationsteknologier kan spille en vigtig rolle for formidlingen af supplerende oplysninger til forbrugerne. Disse teknologier muliggør en hurtig og med lave omkostninger forbunden informationsudveksling. Man kan forestille sig, at forbrugerne kan få adgang til supplerende oplysninger på skærme i supermarkederne, som via aflæsning af stregkoder kan give produktoplysninger. Man kan også forestille sig, at forbrugerne kan få adgang til supplerende oplysninger på en særlig forbrugerinternetside.

▐

(27)

Visse ingredienser eller andre stoffer, der anvendes ved fremstillingen af fødevarer og stadig findes i dem, kan forårsage allergier eller intolerans hos forbrugerne og kan i individuelle tilfælde endog udgøre en helbredsrisiko for de berørte personer. Det er derfor vigtigt, at der gives oplysninger om forekomst af fødevaretilsætningsstoffer, tekniske hjælpestoffer og andre stoffer med videnskabeligt beviste allergifremkaldende virkninger eller mulighed for at øge risikoen for sygdomme , for at forbrugere, og navnlig de, der lider af fødevareallergi eller -intolerans, bevidst kan udvælge fødevarer, der er sikre for dem . Selv spor af sådanne stoffer bør angives, således at personer med alvorligere allergier kan træffe ▐ sikre valg . Der bør udarbejdes fælles regler herfor.

(28)

Etiketter på fødevarer bør være tydelige og forståelige, så forbrugerne målrettet kan træffe deres valg af bestemte fødevarer og den ønskede kost. Undersøgelser har vist, at god læsbarhed er vigtig for, at mærkningsoplysninger bedst muligt kan påvirke læseren, og at ulæselige produktoplysninger er en af hovedårsagerne til forbrugernes utilfredshed med fødevareetiketter. Derfor bør der tages samlet hensyn til faktorer som skrifttype, farve og kontrast i den givne kombination.

(29)

For at sikre, at der gives fødevareinformation, er det nødvendigt at medtage ▐ salg af fødevarer ved fjernkommunikation. Skønt det er klart, at fødevarer, der leveres via fjernsalg, bør opfylde samme informationskrav som fødevarer, der sælges i butikker, er det nødvendigt at gøre det klart, at den relevante obligatoriske fødevareinformation i sådanne tilfælde også skal være til rådighed, inden købet afsluttes.

(30)

For at give forbrugerne den fødevareinformation, der er nødvendig for, at der kan træffes et kvalificeret valg, bør alkoholholdige blandede drikkevarer, forsynes med oplysninger om ingredienserne.

(31)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning af 5. september 2007 om en EU-strategi til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere alkoholrelaterede skader  (13) , udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 18. september 2008 om fødevareinformation til forbrugerne, Kommissionens arbejde og den brede offentligheds bekymringer med hensyn til alkoholrelaterede skader, navnlig på unge og sårbare forbrugere, bør Kommissionen sammen med medlemsstaterne fastlægge en definition af drikkevarer som alkoholsodavand, der specifikt har unge som målgruppe. Som følge af disse drikkevarers alkoholholdige karakter bør de være omfattet af strengere mærkningskrav og opbevares klart adskilt fra alkoholfrie drikkevarer i forretninger.

(32)

Det er også vigtigt, at forbrugerne får oplysninger om andre alkoholholdige drikkevarer. Der findes allerede særlige EU-bestemmelser om mærkning af vin. Ved Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (14) er der fastsat en udtømmende række tekniske standarder, som dækker alle ønologiske fremgangsmåder, fremstillingsmetoder og former for præsentation og mærkning af vine, således at det er sikret, at alle led i kæden er omfattet, og at forbrugerne er beskyttet og korrekt informerede. Disse bestemmelser beskriver bl.a. på en præcis og udtømmende måde de stoffer, der kan forventes benyttet i produktionsprocessen, og betingelserne for anvendelsen heraf via en fortegnelse over tilladte ønologiske fremgangsmåder og behandlingsmetoder. Fremgangsmåder, der ikke er med i fortegnelsen, er forbudt. Derfor bør vin indtil videre undtages fra kravet om obligatorisk angivelse af ingredienslisten og en næringsdeklaration. Hvad angår øl og spiritus som defineret i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus (15) bør der for at sikre en konsekvent fremgangsmåde og sammenhæng med betingelserne vedrørende vin gælde samme slags undtagelser. Kommissionen udarbejder imidlertid en rapport fem år efter denne forordnings ikrafttrædelse og kan om nødvendigt foreslå, særlige krav i forbindelse med nærværende forordning.

(33)

Angivelse af en fødevares oprindelsesland eller herkomststed bør anføres på obligatorisk basis i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra i), samt i de tilfælde, hvor undladelse heraf ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til fødevarens virkelige oprindelsesland eller herkomststed. Angivelse af oprindelsesland eller herkomststed bør altid ske på en sådan måde, at forbrugeren ikke vildledes, og på grundlag af klare kriterier, der sikrer lige vilkår for erhvervslivet og gør det lettere for forbrugerne at forstå oplysningerne om en fødevares oprindelsesland eller herkomststed. Sådanne kriterier skal ikke gælde for oplysninger om fødevarevirksomhedslederens navn og adresse.

(34)

▐ Ønsker fødevarevirksomhedsledere ▐ at anføre, at en fødevare har oprindelse i EU for at henlede forbrugernes opmærksomhed på deres produkts kvaliteter og EU's produktionsstandarder , skal sådanne angivelser ▐ være i overensstemmelse med harmoniserede kriterier. Det samme er tilfældet for angivelsen af medlemsstaten.

(35)

EU's ikke-præferenceoprindelsesregler er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (16) og gennemførelsesbestemmelserne dertil i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 (17). Oprindelseslandet bør fastslås på grundlag af disse regler, som handelsvirksomheder og forvaltninger kender godt, og gennemførelsen forventes dermed at blive lettere.

(36)

En fødevares næringsdeklaration omfatter oplysninger om forekomsten af energi og visse næringsstoffer og ingredienser i fødevarer. Obligatoriske næringsoplysninger foran og bag på pakningen bør understøttes med foranstaltninger fra medlemsstaternes side, såsom en ernæringshandlingsplan som del af deres folkesundhedspolitik, der skal omfatte specifikke anbefalinger om oplysning af offentligheden om ernæringsspørgsmål og understøtte et kvalificeret valg af fødevarer.

(37)

I Kommissionens ovennævnte hvidbog af 30. maj 2007 pegedes der på visse næringselementer af betydning for folkesundheden. Kravene vedrørende obligatoriske næringsoplysninger bør derfor være i overensstemmelse med henstillingerne i den hvidbog .

(38)

Forbrugerne er generelt ikke klar over alkoholholdige drikkevarers potentielle bidrag til deres kost som helhed. Det ville derfor være nyttigt , hvis producenterne giver oplysninger om energiindholdet i alkoholholdige drikkevarer.

(39)

Af hensyn til retssikkerheden og sammenhængen i EU-lovgivningen bør frivillig angivelse af ernærings- eller sundhedsanprisninger på fødevarers etiketter ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (18).

(40)

For at undgå unødvendige byrder for fødevareproducenter og -forhandlere, bør visse kategorier af fødevarer, der er uforarbejdede, eller hvor ernæringsoplysninger ikke er afgørende for forbrugernes købsbeslutning, eller hvis pakning eller etiket er for lille til at kunne indeholde den obligatoriske mærkning, undtages fra kravet om en obligatorisk næringsdeklaration, medmindre sådanne oplysninger kræves i henhold til anden EU-lovgivning .

(41)

For at den givne information kan tiltrække sig gennemsnitsforbrugerens opmærksomhed og tjene det oplysningsformål, med hvilket den indføres, ▐ bør informationen være ▐ let forståelig for gennemsnitsforbrugeren . Det forekommer derfor fornuftigt , at oplysningerne anføres i et og samme synsfelt ▐ for at sikre, at forbrugerne nemt kan se de væsentlige næringsoplysninger, når de køber fødevarer ▐.

(42)

Nyere tiltag i visse medlemsstater og fra visse organisationer i fødevaresektoren med hensyn til, hvordan næringsdeklarationen udtrykkes, dvs. på andre måder end »pr. 100 g/100 ml/portion«, tyder på, at forbrugerne kan lide sådanne ordninger, da de kan hjælpe dem med hurtigt at træffe ▐ valg. Der foreligger dog ikke videnskabelig dokumentation fra hele EU om, hvordan gennemsnitforbrugeren forstår og anvender de alternative måder at udtrykke oplysningerne på. Af hensyn til en sammenligning af produkter i forskellige pakninger bør næringsdeklarationen derfor fortsat obligatorisk udtrykkes pr. 100 g/100 ml, og yderligere portionsoplysninger bør ▐ tillades, ▐ hvis det er relevant. Såfremt fødevaren er færdigpakket som en enkelt portion, bør næringsdeklarationen obligatorisk udtrykkes pr. portion. For at undgå vildledende portionsoplysninger bør portionsstørrelserne standardiseres på EU-plan efter en høringsprocedure.

(43)

En deklaration i det primære synsfelt om mængderne af næringselementer og sammenlignelige indikatorer i en let genkendelig form med henblik på at muliggøre en vurdering af en fødevares ernæringsmæssige egenskaber bør i sin helhed betragtes som en del af næringsdeklarationen, og den bør ikke behandles som en gruppe af enkeltanprisninger.

(44)

Erfaringerne har vist, at frivillig fødevareinformation i mange tilfælde gør den obligatoriske fødevareinformation mindre klar. Derfor bør der fastsættes kriterier, der skal hjælpe fødevarevirksomhedsledere og håndhævende myndigheder til at finde den rigtige balance mellem obligatorisk og frivillig fødevareinformation.

(45)

Også i forbindelse med ikke-færdigpakkede fødevarer og udbuddet i storkøkkener er oplysninger om potentielt allergifremkaldende stoffer vigtige for allergikere . Sådanne oplysninger bør derfor altid være tilgængelige for forbrugeren.

(46)

Medlemsstaterne bør ikke kunne vedtage andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne forordning, på det område, den harmoniserer, medmindre det er udtrykkeligt anført i den. Eftersom nationale mærkningskrav kan skabe hindringer for den frie bevægelighed i det indre marked, bør medlemsstaterne desuden vise, hvorfor disse foranstaltninger er nødvendige, og oplyse, hvilke skridt de vil tage for at sikre, at de finder anvendelse på en måde, der begrænser samhandelen mindst muligt.

(47)

Bestemmelserne om fødevareinformation bør kunne tilpasses hurtigt skiftende sociale, økonomiske og teknologiske forhold.

(48)

For visse aspekter vedrørende fødevareinformation, der er anledning til udvikling af innovativ og moderne handelspraksis, er det nødvendigt at tillade eksperimenter og forbrugerforskning i tilstrækkeligt omfang og at tilvejebringe solid dokumentation om de bedste systemer. EU's fødevareinformationslovgivning bør derfor i sådanne tilfælde blot foreskrive de obligatoriske væsentlige krav, der fastlægger niveauet for forbrugerbeskyttelse og -oplysning, og lade det være fleksibelt, hvordan sådanne krav føres ud i livet, dog således at bestemmelserne om det indre marked overholdes.

(49)

For at sikre, at mere detaljerede krav til fødevareinformation udformes og fastsættes ved en dialektisk proces og med udgangspunkt i bedste praksis bør der være fleksible mekanismer på EU-plan og på nationalt plan, der bygger på en åben og gennemsigtig offentlig høringsproces og vedvarende samspil mellem en bred vifte af repræsentative aktører. Sådanne mekanismer kan udmønte sig i udformning af nationale ikke-bindende ordninger på grundlag af grundig forbrugerforskning og bred høring af aktørerne. Der bør være mekanismer, der gør, at forbrugerne er i stand til at identificere fødevarer, der er mærket i overensstemmelse med den nationale ordning, f.eks. med et identifikationsnummer eller et symbol.

(50)

For at sikre en vis ensartethed i resultaterne i de forskellige medlemsstater er det nødvendigt at fremme løbende udveksling af bedste praksis og erfaringer mellem medlemsstaterne indbyrdes og med Kommissionen og at fremme aktørernes deltagelse i denne udveksling.

(51)

For at håndhæve overholdelsen af nærværende forordning bør medlemsstaterne foretage offentlig kontrol i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (19).

(52)

Henvisningerne til direktiv 90/496/EØF i forordning (EF) nr. 1924/2006 og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 af 20. december 2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer (20) bør opdateres for at tage hensyn til nærværende forordning. Forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(53)

For at sætte de berørte kredse, og mere specielt de små og mellemstore virksomheder, i stand til at afgive næringsdeklaration for deres produkter bør anvendelsen af foranstaltninger med henblik på en gøre næringsdeklaration obligatorisk ske gradvis ved hjælp af forlængede overgangsperioder med en ekstra overgangsperiode for mikrovirksomheder.

(54)

Produkter fra den håndværksmæssige fødevareproduktionssektor og ferskvarer fra fødevaredetailsektoren, der produceres direkte på salgsstedet, kan naturligvis indeholde stoffer, der forårsager reaktioner hos personer med fødevareallergi eller fødevareintolerans. Da det netop er sådanne ikke-færdigpakkede produkter, der sælges i direkte kontakt med kunden, bør den relevante information f.eks. tilvejebringes gennem dialog på salgstidspunktet eller ved hjælp af et klart synligt skilt i salgsområdet eller ved at lade oplysningsmateriale ligge fremme.

(55)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

▐

(56)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau .

(57)

For at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage tekniske retningslinjer for fortolkningen af listen over ingredienser, der forårsager allergier eller intolerans, med henblik på at afgøre, hvorledes datoen for mindste holdbarhed skal anføres, og for at fastlægge en holdning om nationale bestemmelser, der vedtages af en medlemsstat. I overensstemmelse med artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsættes ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure på forhånd generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Indtil denne nye forordning er vedtaget og i betragtning af, at det er nødvendigt, at forordningen vedtages hurtigst muligt, bør medlemsstaternes kontrol udøves i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (21), med undtagelse af forskriftsproceduren med kontrol, der ikke finder anvendelse for så vidt som disse bestemmelser er forenelige med de ændrede traktater. Henvisninger til disse bestemmelser bør ikke desto mindre erstattes med henvisninger til reglerne og principperne i den nye forordning, så snart denne træder i kraft.

▐

a)

definitionerne af »fødevarer«, »fødevarelovgivning«, »leder af fødevarevirksomhed«, »detailhandel«, »markedsføring« og »endelig forbruger« i artikel 2 og i artikel 3, nr. 1), 2), 3), 7), 8) og 18) i forordning (EF) nr. 178/2002

b)

definitionerne af »forarbejdning«, »forarbejdede produkter« og »uforarbejdede produkter« i artikel 2, stk. 1, litra m), n) og o), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (24)

c)

definitionerne af »fødevaretilsætningsstoffer« og »tekniske hjælpestoffer« i artikel 1, stk. 2, og i fodnote 1 i Rådets direktiv 89/107/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om tilsætningsstoffer, som må anvendes i levnedsmidler (25)

d)

definitionen af »aroma« i artikel 1, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 88/388/EØF af 22. juni 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aromaer, som må anvendes i levnedsmidler, og om udgangsmaterialer til fremstilling af disse (26)

e)

definitionerne af »kød« og »maskinsepareret kød« i punkt 1.1 og 1.14 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (27)

f)

definitionerne af »anprisning«, »næringsstof«, »andet stof«, »ernæringsanprisning« og »sundhedsanprisning« i artikel 2, stk. 2, nr. 1)-5), i forordning (EF) nr. 1924/2006.

a)

oplysninger om fødevarens identitet og sammensætning, mængde, egenskaber eller andre karakteristika

b)

oplysninger vedrørende beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikker anvendelse af en fødevare. Det drejer sig bl.a. om:

c)

oplysninger om ernæringsegenskaber, så forbrugerne, herunder forbrugere med særlige kostbehov, kan træffe kvalificerede valg.

a)

ved gennem betegnelsen og/eller den visuelle præsentation af fødevaren at kunne vildlede forbrugerne med hensyn til dennes art, identitet, egenskaber, sammensætning, de enkelte ingredienser og disses mængde i produktet , holdbarhed, oprindelsesland eller herkomststed, fremstillings- eller frembringelsesmåde

b)

ved gennem betegnelsen eller en visuel præsentation på emballagen at give indtryk af, at der er tale om et bestemt produkt eller om forekomsten af en bestemt ingrediens, selv om produktet i pakningen i virkeligheden er en efterligning af en fødevare eller indeholder en erstatning for en ingrediens, der normalt anvendes i et produkt. I sådanne tilfælde skal produktet på emballagens yderside mærkes med tilføjelsen »efterligning« eller »fremstillet med (betegnelse for erstatningsingrediensen) i stedet for (betegnelse for den erstattede ingrediens)«

c)

ved i forbindelse med kødprodukter at give indtryk af, at der er tale om et samlet stykke kød, selv om produktet består af sammensatte kødstykker; i sådanne tilfælde skal produktet på emballagens forside kendetegnes med oplysningen »formet kød - af sammensatte kødstykker«

d)

ved at tillægge den pågældende fødevare virkninger eller egenskaber, som den ikke har

e)

ved at give indtryk af, at den pågældende fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har samme egenskaber , eller ved specielt at fremhæve den manglende forekomst af specifikke ingredienser og/eller næringsstoffer, der som en selvfølge ikke forekommer i den pågældende fødevare

f)

ved udtrykkelig at reklamere med en mærkbar reduktion af sukker- og/eller fedtindholdet, selv om der ikke samtidig er tale om nogen tilsvarende reduktion af energiindholdet (udtrykt i kilojoule eller kilokalorier)

g)

ved at anføre betegnelsen »egnet til personer med særlige diætbehov«, selv om den pågældende fødevare ikke lever op til EU-lovgivningen for fødevarer bestemt til personer med sådanne behov

h)

for mælk: ved at betegne mælk som »frisk«, når sidste anvendelsesdato er overskredet med mere end syv dage efter påfyldningsdatoen.

a)

reklame

b)

fødevarers præsentationsmåde og især deres form, udseende eller emballage, de materialer, der anvendes til emballage, den måde, hvorpå fødevarerne er arrangeret, samt de forhold, hvorunder de udstilles.

a)

hvis færdigpakkede fødevarer er bestemt til den endelige forbruger, men markedsføres i et tidligere handelsled end salg til denne, og hvis salget i dette handelsled ikke sker til et storkøkken

b)

hvis færdigpakkede fødevarer er bestemt til levering til storkøkkener, hvor de skal tilberedes, forarbejdes, deles eller opskæres.

a)

varebetegnelse

b)

ingredienslisten

c)

ingredienser, der er opført i bilag II, og som forårsager allergier eller intolerans, samt stoffer afledt heraf , dog under skyldig hensyntagen til særlige bestemmelser for ikke-færdigpakkede fødevarer

d)

mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser i overensstemmelse med bilag VII

e)

nettomængden af fødevaren på pakningstidspunktet

f)

datoen for mindste holdbarhed eller , hvis fødevarerne er mikrobiologisk fordærvelige, sidste anvendelsesdato

g)

fremstillingsdatoen, når der er tale om dybfrostprodukter

h)

særlige opbevarings- og/eller anvendelsesforskrifter, herunder nærmere oplysninger om nedkølings- og opbevaringsbetingelser samt opbevaring af produktet før og efter emballagens åbning i de tilfælde, hvor den pågældende fødevare ikke vil kunne anvendes på rette måde uden sådanne oplysninger

i)

brugsanvisning i de tilfælde, hvor den pågældende fødevare ikke vil kunne anvendes på rette måde uden en sådan anvisning

j)

navn eller firmanavn eller et registreret varemærke og adressen på fabrikanten ▐, der er etableret inden for EU, på emballeringsvirksomheden og i tilfælde af produkter fra tredjelande på forhandleren/ importøren eller i givet fald på den fødevarevirksomhedsleder, under hvis navn eller firmanavn fødevaren markedsføres

k)

herkomstland eller -sted for følgende produkter:

For alle andre fødevarer herkomstland eller -sted i de tilfælde, hvor undladelse af at give denne oplysning ville kunne vildlede forbrugeren på afgørende vis med hensyn til fødevarens egentlige herkomstland eller -sted , navnlig hvis de oplysninger, der ledsager fødevaren, eller etiketten som helhed ellers ville antyde, at fødevaren har et andet herkomstland eller -sted ; i så fald angives oplysninger i overensstemmelse med bestemmelser, der fastlægges af Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter efter artikel 42 og på de i artikel 43 og 44 anførte betingelser.

▐

l)

for drikkevarer, der indeholder mere end 1,2 volumenprocent alkohol, angivelse af det virkelige alkoholindhold udtrykt i volumen

m)

en næringsdeklaration.

a)

efter anmodning fra forbrugeren skal den fødevareinformation , der er nævnt i artikel 9 og 29, foreligge , før købet afsluttes, og kan fremgå af støttematerialet for fjernsalget eller gives via andre relevante kanaler

b)

de oplysninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra f) og i) , behøver først at blive givet på leveringstidspunktet.

a)

frisk frugt og friske grøntsager, herunder kartofler, som ikke er skrællet, snittet eller behandlet på lignende måde

b)

vand, der er tilsat kulsyre, og hvor dette fremgår af betegnelsen

c)

eddike fremstillet ved gæring, såfremt den udelukkende hidrører fra et enkelt basisprodukt, og der ikke er tilsat nogen anden ingrediens

d)

ost, smør, fermenteret mælk og fløde, såfremt der ikke er tilsat andre ingredienser end mælkeprodukter, enzymer og kulturer af mikroorganismer, der er nødvendige for fremstillingen, eller det salt, som er nødvendigt til fremstilling af anden ost end frisk ost og smelteost

e)

alkoholholdige drikkevarer . Efter … (34) udarbejder Kommissionen en rapport om anvendelsen af dette stykke med hensyn til nævnte produkter, og den kan lade rapporten ledsage af særlige foranstaltninger vedrørende bestemmelser om forbrugerinformation med næringsoplysninger om disse produkter ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 42 og på de i artikel 43 og 44 anførte betingelser.

f)

fødevarer, der består af en enkelt ingrediens:

a)

bestanddele i en ingrediens, som under fremstillingsprocessen midlertidigt adskilles for derefter atter at tilsættes i deres oprindelige forhold

b)

fødevaretilsætningsstoffer og -enzymer:

c)

stoffer, der anvendes i nødvendige doser som opløsnings- eller bæremiddel for næringsstoffer, fødevaretilsætningsstoffer , enzymer eller aromagivende bestanddele

d)

stoffer, der ikke er fødevaretilsætningsstoffer, men som anvendes på samme måde og med samme formål som tekniske hjælpestoffer, og som stadig findes i færdigvaren, eventuelt i ændret form

e)

vand:

a)

hvis fødevarens betegnelse klart henviser til den pågældende ingrediens

b)

hvis ingrediensen opført i bilag II, som et stof hidrører fra, i forvejen er anført i ingredienslisten, eller

c)

hvis der er tale om ikke-færdigpakkede fødevarer. I så fald skal der i salgsområdet eller på menukortet klart og synligt gøres opmærksom på,

a)

hvis den pågældende ingrediens eller kategori af ingredienser indgår i fødevarens varebetegnelse eller sædvanligvis af forbrugeren forbindes med den varebetegnelse , eller

b)

hvis den pågældende ingrediens eller kategori af ingredienser fremhæves i mærkningen ved hjælp af ord, billeder eller en grafisk fremstilling, eller

c)

hvis den pågældende ingrediens eller kategori af ingredienser er væsentlig med henblik på at karakterisere en fødevare og adskille den fra andre varer, som den ellers kunne forveksles med på grund af sin betegnelse eller sit udseende.

a)

i rumfangsenheder for flydende varer, jf. Rådets direktiv 85/339/EØF af 27. juni 1985 om emballager til flydende levnedsmidler  (35)

b)

i vægtenheder for andre varer.

a)

dato for mindste holdbarhed:

b)

sidste anvendelsesdato:

c)

fremstillingsdato:

a)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (36)

b)

Rådets direktiv 80/777/EØF af 15. juli 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand (37).

a)

energiværdi

b)

mængden af fedt, mættede fedtsyrer ▐ og salt

c)

mængden af protein, kulhydrater, kostfibre samt naturlige og kunstige transfedtsyrer .

▐ a)

enkeltumættede fedtsyrer

b)

flerumættede fedtsyrer

c)

polyoler

d)

kolesterol

e)

stivelse

▐

f)

vitaminer og mineraler ▐, når de forekommer i betydelig mængde , jf. bilag X, del A, punkt 1, i overensstemmelse med værdierne i bilag X, del A, punkt 2

g)

andre stoffer i overensstemmelse med bilag XII, del A, samt bestanddele af disse næringsstoffer

h)

yderligere stoffer som defineret i forordning (EF) nr. 1925/2006 .

a)

producentens analyse af fødevaren eller

b)

en beregning udført på basis af kendte eller faktiske gennemsnitsværdier vedrørende de anvendte ingredienser eller

c)

en beregning på basis af sædvanligvis fastlagte og accepterede data.

a)

sådanne udtryksformer må ikke vildlede forbrugeren eller bortlede dennes opmærksomhed fra den obligatoriske næringsdeklaration

b)

den er baseret enten på ▐ referenceindtag i overensstemmelse med bilag X, del B, eller ▐ på relevant videnskabelig viden om indtag af energi eller næringsstoffer

c)

der foreligger videnskabelig dokumentation for, at gennemsnitsforbrugeren kan forstå og anvende oplysningerne, således som de er udformet , og

d)

der foreligger dokumentation for uafhængige forbrugerundersøgelser, som viser, at gennemsnitsforbrugeren forstår udtryksformen.

▐

a)

beskyttelse af folkesundheden

b)

beskyttelse af forbrugerne

c)

bekæmpelse af svig

d)

beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret samt angivelser af regionalt herkomststed, kontrollerede oprindelsesbetegnelser og bekæmpelse af illoyal konkurrence.

1)

Artikel 6, stk. 6, affattes således:

»6.   Tilsætning af et vitamin eller et mineral til fødevarer medfører, at det pågældende vitamin eller mineral forekommer i mindst en betydelig mængde, hvor denne er defineret, i henhold til del A, punkt 2, i bilag XI til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 af … om fødevareinformation til forbrugerne (44). Minimumsmængder, herunder eventuelt lavere mængder ved fravigelse fra den ovennævnte betydelige mængde for bestemte fødevarer eller fødevarekategoriers vedkommende, vedtages efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

2)

Artikel 7, stk. 3, affattes således:

»3.   Næringsdeklaration på produkter tilsat vitaminer og mineraler, der er omfattet af denne forordning, er obligatorisk. Deklarationen skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i artikel 29, stk. 1, i forordning (EU) nr. …/2010 af … om fødevareinformation til forbrugerne, samt en angivelse af de samlede mængder af de tilsatte vitaminer og mineraler efter tilsætning til fødevaren.«