—

der henviser til Rådets fælles holdning (8698/4/2007 — C6-0258/2007),

—

der henviser til sin holdning ved førstebehandling (1) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2006)0230) (2),

—

der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 67,

—

der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0308/2007),

1.

godkender den fælles holdning;

2.

gør opmærksom på Kommissionens erklæring på plenarmødet den 6. september 2007 om, at »Kommissionen undtagelsesvis forpligter sig til hurtigst muligt og udover oversendelsen via komitologiregistret at forelægge udkastene til årlige arbejdsprogrammer vedrørende de specifikke programmer direkte for formanden for det kompetente udvalg og til hurtigst muligt at orientere Europa-Parlamentet om enhver ændring af teksten efter udvalgsmøder«;

3.

konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med den fælles holdning;

4.

pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. EF-traktatens artikel 254, stk. 1;

5.

pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

6.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

—

der henviser til EF-traktatens artikel 3, i henhold til hvilken det indre marked skal oprettes ved fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer,

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2007 om Fællesskabets indsats vedrørende grænseoverskridende sundhedsydelser (1),

—

der henviser til Verdenssundhedsforsamlingens rapport (WHA 58.) om det internationale sundhedsregulativ (IHR) og WHA's resolution af 26. maj 2006 med en opfordring til at fremskynde gennemførelsen af visse dele af sundhedsregulativet, som vedrører pandemisk influenza (WHA 59.2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 851/2004 af 21. april 2004 om oprettelse af et europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (2), Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF af 24. september 1998 om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet (3) og Kommissionens beslutning 2000/57/EF af 22. december 1999 om systemet for tidlig varsling og reaktion i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF med henblik på epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0263/2007),

A.

der henviser til, at der i de seneste år er dukket nye sygdomme op, som truer folkesundheden såvel nationalt som internationalt, og at der på nationalt og regionalt plan bør udvikles mere effektive bistands- og oplysningsprocedurer; der henviser til, at det er nødvendigt at bekæmpe spredning af sygdomme på europæisk niveau,

B.

der henviser til, at der i en meget mobil og stadig mere globaliseret verden er et stigende behov for at beskytte folkesundheden i europæisk og international sammenhæng,

C.

der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på at sikre den bedst mulige beskyttelse mod global spredning af smitsomme sygdomme og folkesundhedsmæssige risici af international betydning til mindst mulig ulempe for den internationale trafik,

D.

der henviser til, at subsidiaritetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, skal overholdes, da organisering af sundhedsvæsenet hører ind under de enkelte medlemsstaters kompetence,

1.

anerkender betydningen af en klar og forståelig international mekanisme, som har til formål at forebygge, beskytte imod og bekæmpe sygdomsspredning og sørge for, at den folkesundhedsmæssige indsats står i rimeligt forhold til risiciene og er tilgængelig for alle, der har brug for det;

2.

bifalder WHA's ovennævnte resolution med en opfordring til hurtigst muligt at gennemføre visse dele af sundhedsregulativet, som vedrører pandemisk fugleinfluenza og human influenza;

3.

opfordrer det internationale samfund til at overholde og gennemføre WHO's retningslinjer om god praksis vedrørende hurtig formidling af oplysninger om stammer, der blev offentliggjort i januar 2007;

4.

deler det syn på gennemførelsen af det reviderede internationale sundhedsregulativ, som Kommissionen har givet udtryk for i sin meddelelse (KOM(2006)0552), der har til formål at fremme en struktureret debat med Rådet og Parlamentet;

5.

fremhæver det presserende behov for at gennemføre det internationale sundhedsregulativ hurtigst muligt i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og samtidig styrke eksisterende systemer og eksisterende kapacitet;

6.

understreger nødvendigheden af at gennemføre det internationale sundhedsregulativ på en koordineret måde i hele Fællesskabet;

7.

pointerer dog også, at det alene tilkommer medlemsstaterne at organisere deres sundhedsvæsen på grundlag af deres beføjelser og subsidiaritetsprincippet, idet de sikrer deres borgere et højt sundhedsbeskyttelsesniveau;

8.

bemærker, at denne internationale mekanisme »hverken [må] være mere [restriktiv] i relation til international trafik eller mere [invasiv] eller påtrængende i relation til personer end andre inden for rimelighedens grænser til rådighed værende alternativer, som kunne sikre det fornødne niveau af sundhedsmæssig beskyttelse« (artikel 43 i det internationale sundhedsregulativ);

9.

mener, at det for at kunne håndtere risikoen bedre er nødvendigt at støtte udviklingen af informationssystemer til såvel udveksling af oplysninger mellem leverandører af sundhedsydelser som levering af oplysninger til patienter; understreger, at det er nødvendigt at forbedre sikkerheden ved ovennævnte informationssystemer;

10.

er overbevist om, at det er tvingende nødvendigt at støtte og samarbejde med nabo- og tredjelande for at opnå en høj beskyttelse og et højt beredskab i en stadig mere globaliseret og meget mobil verden;

11.

understreger, at der for at optimere regulativets gennemførelse og forbedre beskyttelsen af EU-borgerne mod folkesundhedsmæssige risici af international betydning (PHEIC) kræves et nært samarbejde mellem de nationale myndigheder samt mellem de nationale og europæiske myndigheder i forbindelse med udveksling af oplysninger til sikring af folkesundheden;

12.

minder om den rolle, som Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og EU's system for tidlig varsling og reaktion (EWRS) vedrørende trusler mod folkesundheden spiller for gennemførelsen af det internationale sundhedsregulativ og i tilfælde af kriser;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at opfylde de forpligtelser, de pålægges i det internationale sundhedsregulativ;

14.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Europa-Parlamentets kompetente udvalg at udarbejde retningslinjer for detektion og vurdering af trusler;

15.

anmoder samtidig Kommissionen om at formalisere ECDC's rolle i forbindelse med gennemførelsen af det internationale sundhedsregulativ, især hvad angår indsamling af oplysninger om spørgsmål, der hører ind under centrets mandat;

16.

opfordrer Kommissionen til at finde metoder og midler til at støtte etableringen af hensigtsmæssige systemer i nabo- og tredjelande ved hjælp af finansiering og regionaludviklingsordninger;

17.

opfordrer Kommissionen til at definere de midler og metoder, der vil gøre det muligt at støtte WHO's politik vedrørende udviklingslandes adgang til pandemiske vacciner;

18.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle programmer til imødegåelse af europæiske og globale sundhedstrusler som f.eks. nosokomielle infektioner (sygehusinfektioner) og stigende antibiotikaresistens; pointerer, at der klart er behov for en paneuropæisk løsning, eftersom denne type sundhedskriser ikke respekterer de geografiske grænser;

19.

understreger behovet for at oprette et centralt EU-lager af ubestrideligt effektive antivirusser og vacciner med henblik på at beskytte EU's borgere mod en eventuel influenzapandemi i alle medlemsstaterne som supplement til medlemsstaternes aktiviteter, og understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen træffer foranstaltninger for alle EU-landene i tilfælde af en influenzapandemi med henblik på effektiv bekæmpelse af influenzasmitte i Europa inden for 24 timer;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til WHO's Regionale Kontor for Europa.

—

der henviser til det 8. møde i partskonferencen (COP8) under De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse (FN's ørkenkonvention), der afholdes i Madrid 3.-14. september 2007,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.

der henviser til, at ørkendannelse betyder jordforringelser i aride, semi-aride og tørre subhumide områder forårsaget af forskellige faktorer, herunder klimaændringer og menneskelige aktiviteter, og som derfor kræver en samlet diagnose og en samlet gennemførelsesplan,

B.

der henviser til, at klimaændringer skaber opvarmning af jorden og en deraf følgende stigning i jordbundstemperaturen med øget fordampning til følge, hvilket resulterer i ørkendannelse,

C.

der henviser til, at forøget temperatur udtørrer kilder, formindsker vandstanden i floder og underjordiske vandreservoirer og dermed ødelægger strukturen i jordbundens overflade; der henviser til, at det med de nuværende længere tørkeperioder vil blive vanskeligere at genplante skov efter en brand, og at der således er risiko for ørkendannelse,

D.

der henviser til, at ørkendannelse og tørke er problemer, der berører alle regioner i verden, og at en fælles indsats er nødvendig med henblik på at bekæmpe ørkendannelse og/eller afbøde virkningerne af tørke; der endvidere henviser til, at FN's ørkenkonvention er det eneste retligt bindende internationale instrument, der tager problemet med jordforringelse i tørre områder op, og at den næsten har medlemskab af alle 191 deltagende stater,

E.

der henviser til, at der er en høj koncentration af udviklingslande, navnlig de mindst udviklede lande, blandt de lande, der oplever alvorlig tørke og/eller ørkendannelse,

F.

der henviser til, at De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) anslår, at ørkendannelse for tiden berører omtrent 25-30 % af jordens landoverfladeareal, at mellem 1,2-2 milliarder mennesker i mindst 100 stater er i farezonen; der henviser til, at de økonomiske tab på grund af tabt produktivitet i 1992 blevet anslået til 42 mia. USD (64 mia. USD i 2006-priser), samt at der er en global stigning i ørkendannelsen, hvilket fører til fattigdom, tvungen migration og konflikter,

G.

der henviser til, at tre fjerdedele af jordbunden i aride, semi-aride og tørre subhumide områder er genstand for forringelser, og at næsten halvdelen af alt land, der opdyrkes ved hjælp af vand fra floder, er truet, samt at forringelsen medfører tab af biodiversitet, forringelse af jordens frugtbarhed og jordens evne til at optage vand, forøget erosion og nedgang i evnen til CO2-opsamling,

H.

der henviser til, at ørkendannelse mest opstår på grund af for intensive dyrkningsmetoder, overgræsning, forkert vandingspraksis og skovrydning; der henviser til, at disse aktiviteter opstår som følge af dårlig forvaltning af jorden, hvilket igen ofte skyldes de socioøkonomiske forhold, som landbrugerne lever under; som endvidere henviser til, at det følger af undersøgelser, at investeringer i bæredygtige praksisser for anvendelse af jorden ville være nyttige,

I.

der henviser til, at ekstreme klimatiske begivenheder i tilknytning til klimaændringerne såsom oversvømmelser og tørke bliver hyppigere og får mere alvorlige følger, hvilket yderligere øger risikoen for ørkendannelse og dennes negative økonomiske og sociale konsekvenser,

J.

der henviser til, at ørkendannelse med deraf følgende jordforringelse og tab af vegetation, der fører til øgede emissioner og nedsat CO2-dræn, også bidrager til klimaændringerne, og som endvidere henviser til, at genoprettelse af tørre områder kan have en stor positiv effekt,

K.

der henviser til, at FN's ørkenkonvention indtager en vigtig rolle i de globale bestræbelser på at udrydde fattigdom, opnå bæredygtig udvikling og opfylde millenniumudviklingsmålene,

1.

udtrykker sin støtte til FN's ørkenkonvention og dens reformproces og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indtage et fælles standpunkt på mødet under partskonferencen i tæt samarbejde med AVS-partnerne;

2.

støtter en strategisk handlingsplan med fastsatte tidsfrister og opfordrer EU til at gå konstruktivt ind i arbejdet med at formulere og forhandle en strategisk tiårsplan med henblik på at opbygge stærke og effektive mekanismer, der kan sikre en effektiv gennemførelse af konventionen, og opfordrer i den forbindelse til, at der rettes særlig opmærksomhed mod:

3.

understreger civilsamfundets og de lokale befolkningers rolle i gennemførelsen og opnåelsen af målene for FN's ørkenkonvention;

4.

anbefaler, at der inden fremtidige partskonferencer organiseres en konference, der skal bedømme gennemførelsen og effektiviteten af handlingsplaner i de mest berørte regioner, navnlig i Afrika;

5.

erkender, at jordforringelse er en afgørende forhindring for den fremtidige udvikling i de berørte lande, og opfordrer til, at der i EU's udviklingspolitik rettes særlig opmærksomhed mod dette fænomen, herunder i bedømmelsen af behovet for udviklingsbistand;

6.

giver udtryk for sin bekymring over manglende tilsagn om midler til aktioner; glæder sig over brugen af Den Globale Miljøfacilitet som konventionens finansielle mekanisme og opfordrer EU til at styrke finansieringen af foranstaltninger til bekæmpelse af ørkendannelse i forbindelse med de fleksible mekanismer inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og Kyoto-protokollen;

7.

opfordrer til, at der med reformen af den fælles landbrugspolitik indføres bindende kriterier for bekæmpelsen af ørkendannelse og jordforringelse i de berørte områder i EU, og opfordrer desuden til, at der etableres en forbyggelses- og gennemførelsespolitik, der kan få befolkningen til at blive i landområderne;

8.

slår til lyd for, at skovene plejes omhyggeligt for i videst muligt omfang at begrænse deres brandbelastning og skovbrandes spredning og hastighed; påpeger, at den indhøstede biomasse kunne bidrage til at gøre operationen økonomisk gennemførlig;

9.

opfordrer Kommissionen til at overveje oprettelsen af et europæisk tørkeovervågningscenter, der skal indsamle viden og foreslå hjælpe- og opfølgningsforanstaltninger med henblik på at minimere tørkeperiodernes indvirkning på Europa;

10.

konstaterer, at aktuelle undersøgelser konkluderer, at omkostningerne forbundet med investeringer i nedbringelse af jordforringelse i de berørte områder vil være lavere end de omkostninger, der vil opstå som følge af forringelsen, og henviser til, at det er nødvendigt med langsigtede tilsagn, hvis foranstaltninger til bekæmpelse af ørkendannelse skal være effektive;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forstærke det internationale samarbejde om gennemførelsen af FN's ørkenkonvention ved at tilbyde yderligere incitamenter samt økonomisk støtte og til at støtte grænseoverskridende samarbejdsprogrammer om vand og opfordrer desuden til, at dette emne sættes på dagsordenen ved næste topmøde mellem EU og Afrika;

12.

gentager sin beslutning af 7. juli 2005 om gennemførelse af EU-handlingsplanen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) (1) og sin skuffelse over fraværet af obligatoriske og omfattende regler, der forbyder import til EU af tømmer, der er fældet illegalt og efter ikkebæredygtige metoder;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, parterne i FN's ørkenkonvention og sekretariatet for FN's ørkenkonvention.

—

der henviser til alle aftaler mellem EU og tredjelande og de menneskerettigheds- og demokratiklausuler, der er indskrevet i disse aftaler,

—

der henviser til artikel 177, 178, 300 og 310 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 3, 6, 11, 19 og 21 i EU-traktaten,

—

der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer om menneskerettigheder, og navnlig EU's retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder vedtaget i december 2001 og til vurderingen af retningslinjernes gennemførelse vedtaget i december 2004; der også henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere, vedtaget i juni 2004,

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler (1) og til Kommissionens opfølgning på den beslutning,

—

der henviser til Rådets dokument af 7. juni 2006 om indarbejdelse af menneskerettighederne i FUSP og i andre EU-politikker,

—

der henviser til rammeaftalen af 26. maj 2005 mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

—

der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa- Parlamentet om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande (2),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen for menneskerettigheder i verden,

—

der henviser til sine tidligere debatter og uopsættelige beslutninger om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet,

—

der henviser til sine specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentet på rejser til tredjelande,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (3),

—

der henviser til konklusionerne fra debatterne i Udenrigsudvalgets Underudvalg om Menneskerettigheder fra møderne af 3. maj 2007 om menneskerettigheder i Kina og Usbekistan og af 23. april 2007 om menneskerettigheder i Rusland,

—

der henviser til sine beslutninger af 10. maj 2007 om topmødet mellem EU og Rusland, der afholdtes i Samara den 18. maj 2007 (4), af 26. april 2007 om den nylige undertrykkelse af demonstrationer i Rusland (5), af 18. januar 2007 om Libyens dom over og fængsling af fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge (6), af 16. november 2006 om Iran (7), af 26. oktober 2006 om Usbekistan (8) og af 7. september 2006 om forholdet mellem EU og Kina (9),

—

der henviser til konklusionerne om Centralasien, som blev nået på den 2796. samling i Rådet (eksterne forbindelser) den 23. april 2007 i Luxembourg; der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalerne med Kirgisistan, Kasakhstan og Usbekistan, som allerede er trådt i kraft; der henviser til partnerskabsog samarbejdsaftalerne med Tadsjikistan og Turkmenistan, som er blevet undertegnet, men endnu ikke ratificeret, og til Kommissionens strategidokument om Centralasien 2002-2006,

—

der henviser til artikel 8, 9, 96 og 97 og bilag VII i partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (10) og ændret i Luxembourg den 25. juni 2005 (11) (Cotonou-aftalen),

—

der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU's beslutninger, og navnlig dens beslutning af 25. november 2004 (vedtaget i Haag) om politisk dialog mellem AVS og EU (artikel 8 i Cotonou-aftalen) (12),

—

der henviser til de bilaterale handlingsplaner vedtaget af Kommissionen i henhold til EU's naboskabspolitik (ENP) med partnerlandene under ENP med undtagelse af Algeriet, Belarus, Libyen og Syrien,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om styrkelse af EU's naboskabspolitik (ENP) (KOM(2006)0726) og til dens kommende beslutning derom,

—

der henviser til sine henstillinger til Rådet af 15. marts 2007 om forhandlingsmandater til associeringsaftaler mellem på den ene side Den Europæiske Union og dens medlemsstater og på den anden side Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande (13) og mellem på den ene side Den Europæiske Union og dens medlemsstater og på den anden side landene i Mellemamerika (14),

—

der henviser til sine beslutninger af 12. oktober 2006 om økonomiske og handelsmæssige forhold mellem EU og Mercosur med henblik på indgåelsen af en mellemregional associeringsaftale (15) og af 27. april 2006 om et stærkere partnerskab mellem Den Europæiske Union og Latinamerika (16),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0302/2007),

A.

der henviser til, at dialogerne om menneskerettigheder er et blandt mange instrumenter, som EU kan anvende til at gennemføre sin politik om menneskerettigheder, og at de udgør en vigtig del af Den Europæiske Unions overordnede strategi, der har til formål at fremme bæredygtig udvikling, fred og stabilitet,

B.

der henviser til, at menneskerettighedernes universalitet, individualitet og udelelighed skal bevares og fremmes, hvilket ikke kun gælder de borgerlige og politiske rettigheder, men også de sociale, miljømæssige, økonomiske og kulturelle rettigheder, og at Den Europæiske Union skal fortsætte med at oprette hensigtsmæssige instrumenter til dette formål,

C.

der henviser til, at enhver beslutning om at indlede en dialog om menneskerettigheder træffes på grundlag af bestemte kriterier, der vedtages af Rådet, og som navnlig tager hensyn til EU's største bekymringer vedrørende menneskerettighedssituationen i det pågældende land og en reel forpligtelse fra det pågældende lands myndigheder og med henblik på en sådan dialog at forbedre menneskerettighedssituationen i det pågældende land samt de positive virkninger, som dialogen om menneskerettigheder kan have for menneskerettighedssituationen;

D.

der henviser til, at EU's retningslinjer for menneskerettigheder tilskynder til, at spørgsmål om menneskerettigheder behandles på passende og systematisk vis inden for den overordnede politiske dialog, der føres med tredjelande på alle niveauer,

E.

der henviser til, at Rådet i 2004 besluttede, at dialogernes overordnede status to gange om året skal undersøges på baggrund af en oversigt og en opdateret tidsplan, og at Rådet samtidig understregede, at dialogerne ikke skulle føres en ubegrænset periode, men snarere indenfor en bestemt frist, idet der også tages hensyn til muligheden for en exit-strategi,

F.

der henviser til, at dialoger og samråd om menneskerettigheder føres på grundlag af en bred vifte af strukturer, formater og procedurer, uden at der tages behørigt hensyn til den nødvendige indbyrdes overensstemmelse, hvilket kan underminere troværdigheden af EU's menneskerettighedspolitik på internationalt plan, og at større gennemskuelighed og demokratisk kontrol i forbindelse med anvendelsen af Den Europæiske Unions ovennævnte retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder er ønskværdig,

G.

der henviser til, at Rådets nuværende praksis er at redegøre for dagsordenen og målene for den næste runde af strukturerede dialoger/samråd om menneskerettigheder og at invitere en tjenestemand fra Europa-Parlamentet til at deltage sammen med repræsentanter for ikke-statslige organisationer,

H.

der henviser til, at Cotonou-aftalen sigter mod bæredygtig udvikling og er målrettet mod individet som hovedaktør og den, der primært skal drage nytte af udviklingspolitikken; der henviser til, at dette forudsætter respekt for og fremme af alle menneskerettigheder og grundlæggende friheder, og til, at den ovennævnte revision af aftalen den 25. juni 2005 resulterede i en mere intensiv politisk dialog i henhold til artikel 8, navnlig hvad angår menneskerettigheder,

I.

der henviser til, at en af parternes manglende opfyldelse af den forpligtelse, der hidrører fra princippet om respekt for menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstatsprincippet som angivet i artikel 9 i Cotonou-aftalen resulterer i, at der indledes en samrådsprocedure i henhold til artikel 96 for at rette op på situationen,

J.

der henviser til, at selv om Cotonou-aftalens artikel 8, som muliggør en politisk dialog mellem AVSlandene og EU og en regelmæssig vurdering med hensyn til menneskerettigheder, demokratiske principper, retsstaten samt god regeringsførelse, hilses velkommen, er det fortsat en bekymring, at denne bestemmelse anvendes til at omgås samrådsproceduren i henhold til artikel 96 i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne,

K.

der henviser til, at gennemførelsen af ENP-handlingsplanerne overvåges af flere underudvalg, og til, at EU i henhold til de bilaterale associeringsaftaler har igangsat en proces, for at underudvalgene om menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse udbredes til alle ENP-lande; der henviser til, at Marokko, Jordan og Libanon til dato har godkendt oprettelsen af sådanne underudvalg, som har afholdt møder, og at Egypten har godkendt oprettelsen af et underudvalg, selv om der endnu ikke er afholdt møde, og at Tunesien er i færd med at godkende et underudvalg,

L.

der henviser til, at det som en kortsigtet foranstaltning i flere ENP-handlingsplaner anbefales, at et underudvalg oprettes i henhold til artikel 5 i associeringsaftalen med henblik på at udvikle strukturerede politiske dialoger om demokrati og retssikkerhed; der henviser til, at dette underudvalg ikke har beslutningskompetence, men at det kan forelægge forslag til det relevante associeringsudvalg eller til organer på et højere niveau i den politiske dialog,

M.

der henviser til, at Parlamentet, som et resultat af reformen af det finansielle instrument for ekstern bistand, har erhvervet sig retten til at foretage en demokratisk kontrol af de relevante strategiske dokumenter og samtidig er en af budgetmyndighederne,

N.

der henviser til, at kvinders og børns menneskerettigheder er en umistelig, integrerende og udelelig bestanddel af de universelle menneskerettigheder, i overensstemmelse med Beijing-erklæringen og-handlingsplanen fra 1995,

1.

understreger, at fremme af menneskerettighederne udgør en grundlæggende del af EU's eksterne politikker; opfordrer på det kraftigste Rådet og Kommissionen til systematisk at inddrage menneskerettighedsspørgsmål på dagsordenen for EU's politiske dialoger og drøftelser med tredjelande og til i højere grad at indarbejde menneskerettigheder i alle EU's eksterne politikker, herunder EU's interne politikkers eksterne aspekter, og insisterer på brugen af alle tilgængelige instrumenter med henblik på at nå disse mål;

2.

mener, at spørgsmål vedrørende menneskerettigheder bør rejses på allerhøjeste politiske niveau for at lægge større politisk vægt på menneskerettighedsspørgsmål; minder om, at fremme og forsvar af menneskerettigheder i tredjelande ikke bør være betinget af geopolitiske eller geostrategiske alliancer; understreger, at respekten for menneskerettigheder inden for rammerne af politiske, økonomiske og handelsrelaterede dialoger bør være afgørende for strategiske og privilegerede forbindelser med EU;

3.

opfordrer Rådet til fuldt ud at anvende Den Europæiske Unions ovennævnte retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder;

4.

tilslutter sig konklusionerne fra den første revision af gennemførelsen af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, som understreger, at situationen vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og det miljø, de arbejder i, bør integreres systematisk i EU's politiske dialoger med tredjelande, og herunder i bilaterale dialoger, som føres af EU's medlemsstater;

5.

bifalder den afgørelse, som Rådet for nylig vedtog om EU's retningslinjer for barnets rettigheder, og som skal vedtages endeligt under det portugisiske formandskab i 2007; understreger i denne forbindelse, at den nødvendige komplementaritet skal respekteres inden for de eksisterende retningslinjer vedrørende børn i væbnede konflikter, og nødvendigheden af at tage hensyn til Paris-forpligtelserne af 6. februar 2007 om beskyttelse af børn imod illegal rekruttering eller indsættelse i væbnede styrker eller væbnede grupper;

6.

opfordrer igen Rådet til systematisk og fuldt ud at anvende menneskerettigheds- og demokratiklausulen i alle EU-aftaler og forbindelser med tredjelande; bekræfter sin opfordring til, at der etableres en gennemskuelig procedure for analyse af menneskerettighedssituationen og anvendelsen af menneskerettighedsklausulen; opfordrer ligeledes til, at resultaterne af en sådan analyse systematisk inddrages i dialogerne om menneskerettigheder med tredjelande og omvendt;

7.

påpeger, at hovedformålet med dialog er at tilskynde til styrkelse af demokratiet, retsstatsprincipperne, god regeringsførelse og respekten for de grundlæggende friheder og menneskerettighederne i tredjelandene, hvilket ikke kun vil sige borgerlige og politiske rettigheder men også sociale, miljømæssige, økonomiske og kulturelle rettigheder; understreger, at disse mål vil blive tilstræbt under overholdelse af de generelle principper, der er nedfældet i den universelle menneskerettighedserklæring og alle andre universelle menneskerettighedsinstrumenter, som er vedtaget inden for rammerne af FN, idet milleniumsudviklingsmålene tages med i betragtning;

8.

fastholder, at dialogerne eller samrådene om menneskerettigheder med et tredjeland skal føre til, at menneskerettighederne systematisk indarbejdes på alle EU's samarbejdsområder med det pågældende land, herunder Fællesskabets udviklingspolitik og det økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande, således at dialogen om menneskerettigheder eller samråd ikke udgør et mål i sig selv;

9.

glæder sig over Rådets indsats for at skabe sammenhæng i dialogen om menneskerettigheder ved hjælp af EU's ovennævnte retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder; fastholder, at den fleksibilitet og pragmatisme, der kræves for at sikre, at dialogen er effektiv, ikke må undergrave sammenhængen for at forhindre, at dialogerne bliver reduceret til et à la carte-instrument;

10.

bemærker, at der er en bred vifte af dialoger med forskellige strukturer, formater, regelmæssighed og metodologier, hvilket fører til, at billedet sløres, og at der skabes forvirring, hvad angår EU's indsats på dette område; beklager, at alle de oplysninger, der findes omkring dagsordenerne, målene, referencepunkterne for eller resultaterne af dialogerne på baggrund af aftaler, vedrørende hoc-dialoger, dialoger med ligesindede lande eller den politiske dialog og drøftelser ikke omhandler menneskerettigheder; fastslår, at der hverken fra Rådets eller Kommissionens side er fastlagt metoder til at organisere og sætte disse dialoger i system, hvilket gør det umuligt at se resultaterne fra et overordnet perspektiv; opfordrer Kommissionen og Rådet til at systematisere dialogerne om menneskerettigheder med tredjelande ved at klassificere dem ud fra metodologi og emne, således at der kan foretages en objektiv analyse og overvågning af menneskerettighedssituationen, de opnåede resultater osv.;

11.

mener, det er af afgørende betydning at finde måder, hvorpå koordineringen mellem de forskellige EU-institutioner (Rådet, Kommissionen og Parlamentet) kan forbedres ved skabelsen af en interinstitutionel trilog om den politiske dialog og dialogerne og samrådene om menneskerettigheder; opfordrer ligeledes til, at mulighederne for at forbedre den interne kommunikation inden for disse institutioner straks undersøges;

12.

glæder sig over initiativet taget af Rådets arbejdsgruppe om menneskerettigheder (COHOM) om jævnligt at revidere alle EU's menneskerettighedsdialoger for at have et samlet overblik over dialogerne gennem debatter, der finder sted to gange om året, på baggrund af en opdateret generel ramme og en tidsplan for de igangværende dialoger og samråd om menneskerettigheder; opfordrer til, at denne revision regelmæssigt gennemføres, og at oplysningerne videresendes til Rådets øvrige arbejdsgrupper, til Kommissionen og dens delegationer i tredjelande og til Parlamentet som en del af den ovennævnte interinstitutionelle trilog;

13.

opfordrer Rådet til at anvende COHOM's mandat til at sikre sammenhæng mellem dialogerne og andre måder, som EU forsøger at fremme menneskerettigheder i de berørte lande på (hvad enten disse dialoger er et resultat af arbejde i internationale organer eller udspringer af forpligtelser, der er fastsat i EU's egne instrumenter);

14.

gentager sin opfordring til Rådet om at overveje at gøre COHOM til en arbejdsgruppe med repræsentanter med base i Bruxelles og til at samarbejde tæt med Europa-Parlamentets udvalg med ansvar for dette område; mener, at det ville give mere tid til møder og sikre en bedre koordinering og dermed muligvis også en mere omfattende overvågning af EU's menneskerettighedspolitikker i bred forstand, og specifikt af dialogerne og samrådene om menneskerettigheder, samt at indarbejde menneskerettighederne for at skabe sammenhæng i EU's politikker;

15.

opfordrer Rådet til at styrke menneskeretsenheden i generalsekretariatet ved at inddrage den i gennemførelsen af de politiske dialoger, herunder dialogerne på baggrund af de samarbejdsaftaler, der falder under Kommissionens ansvar, og til inden for menneskeretsenheden at indføre en fast samordningsordning for hver struktureret dialog eller samråd om menneskerettigheder for at sikre fornyelse i de emner, der behandles, og udvælgelse af interesserede deltagere samt kontinuitet, idet en sådan samordning bør bidrage til oprettelse af bilaterale netværk af organisationer, institutioner og akademikere mellem Europa og det pågældende land for at sikre den nødvendige indarbejdelse af menneskerettigheder og demokrati i alle EU's politikker, navnlig efter reformen af det finansielle instrument for ekstern fællesskabsbistand; opfordrer i den henseende til vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger, for at enheden kan udføre ovennævnte opgave, herunder en forhøjelse af de finansielle og personalemæssige ressourcer;

16.

opfordrer Rådet til at øge sammenhængen mellem de bilaterale menneskerettighedsdialoger, der føres af individuelle medlemsstater og af EU, og til at øge COHOM's rolle med hensyn til at koordinere aktiviteterne på medlemsstaternes ambassader med de aktiviteter, der udføres af Kommissionens delegationer;

17.

opfordrer Kommissionen og Rådet til i alle landestrategipapirer og andre strategidokumenter at optage en særlig strategi for menneskerettigheder og situationen vedrørende demokratiet samt bruge denne som en ramme for politisk dialog;

18.

opfordrer igen Kommissionen til at sikre, at der altid i forbindelse med personale i hver af Kommissionens delegationer til et tredjeland er en EU-tjenestemand, som er ansvarlig for dialogen om menneskerettigheder, og sørge for, at den ansvarlige for sådanne spørgsmål deltager i enhver form for politisk dialog; opfordrer i den forbindelse til vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger, som kan gøre det muligt for Kommissionen at udføre denne opgave, herunder øge dens finansielle og menneskelige ressourcer;

19.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der er sammenhæng mellem valgobservationsmissioner (navnlig hvad angår strategier efter valget) og dialoger og samråd om menneskerettigheder; opfordrer Kommissionen til sammen med Europa-Parlamentet og de berørte tredjelande at iværksætte en protokolmekanisme, der skal træde i funktion efter valget, for at overvåge og understøtte demokratiseringsprocessen, herunder udviklingen af civilsamfundet i alle faser, under gennemførelsen af henstillingerne efter valget;

20.

opfordrer Kommissionen til at anvende resultaterne fra dialogerne og samrådene om menneskerettigheder i forbindelse med udarbejdelsen af årlige strategier, som kan danne grundlag for projekter under det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR), som oprettet ved forordning (EF) nr. 1889/2006, og til systematisk at forbinde disse to redskaber;

21.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at indarbejde resultaterne af dialogerne og samrådene om menneskerettigheder i projekter og programmer navnlig vedrørende udviklingsstøtte og teknisk, handelsmæssigt og finansielt samarbejde;

22.

glæder sig over Rådets bestemmelse om, at bilaterale dialoger og samråd om menneskerettigheder ikke må medføre, at EU udøver mindre pres i international sammenhæng i tilfælde af menneskerettighedskrænkelser i et givet land, og påpeger, at det er af afgørende betydning, at dialogen bakkes op af et tilstrækkelig diplomatisk og politisk pres på alle niveauer, herunder FN's organer og navnlig Menneskerettighedsrådet;

23.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at analysere, understøtte og samordne fastsættelsen af referencepunkter for EU's menneskerettighedsdialoger med andre donorers og internationale organisationers aktioner med speciel fokus på eksisterende FN-mekanismer (rapporter fra de særlige udsendinge, ekspertkomitéer, generalsekretæren, Menneskerettighedsrådet, højkommissæren for menneskerettigheder osv.); mener, at Rådet og Kommissionen i deres overordnede tilgang til at rejse spørgsmål vedrørende menneskerettigheder i forbindelse med den politiske dialog systematisk bør henvise til de valgløfter, som medlemsstaterne gav til FN's Menneskerettighedsråd;

24.

opfordrer til, at der indføres passende procedurer til sikring af, at indikatorer og målsætninger harmoniseres med andre tredjelande og internationale organer, der fører en menneskerettighedsdialog med ét eller flere lande; opfordrer til, at disse ordninger udvikles i overensstemmelse med Bern-processen, der blev indført af Schweiz vedrørende forbindelser til Kina, og at der i den henseende skabes uformelle fora til udveksling af oplysninger og bedste praksis;

25.

mener, at dialogen og samrådene om menneskerettigheder bør gennemføres på en mere gennemskuelig og samordnet måde, og opfordrer til, at der indføres passende foranstaltninger, der kan sikre opfyldelsen af dette mål, uden at true dialogens effektivitet;

26.

forstår behovet for at respektere en vis grad af fortrolighed i dialogerne og opfordrer til godkendelse af forslaget om i samarbejde med Parlamentet at udvikle et system, hvor udvalgte medlemmer af Parlamentet kan få stillet oplysninger om fortrolige aktiviteter i forbindelse med dialogen om menneskerettigheder og dermed forbundne procedurer til rådighed; opfordrer til, at et sådant system udformes efter de kriterier, der allerede er fastlagt ved den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet, vedrørende Europa-Parlamentets adgang til følsomme oplysninger i Rådet på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område (17);

27.

anmoder Rådet om, at fastsættelsen af de konkrete mål, som EU tilsigter at opnå via indledningen af en dialog med et givet land eller fastsættelsen af kriterier for en evaluering af de opnåede resultater på grundlag af de fastlagte referencepunkter og kriterierne for en mulig afviklingsstrategi, sker i samråd med alle de interesserede parter, navnlig med Parlamentet og de ikke-statslige organisationer;

28.

mener, at det er nødvendigt at fastlægge præcise mål for hver enkelt dialog ved at anvende alle dokumenter, som er udarbejdet af Rådet, medlemsstaterne, Kommissionen og Parlamentet, og rapporter fra internationale og lokale menneskerettighedsorganisationer for at identificere målsætningerne med dialog eller samråd om menneskerettigheder med et tredjeland, og slår til lyd for en analyse af de bedste foranstaltninger til at opnå konkrete resultater; mener, at der bør føres dialoger og drøftelser på en sådan måde, at en effektiv opfyldelse af disse målsætninger sikres;

29.

fastholder, at formålet med dialogen skal tage udgangspunkt i princippet om menneskerettighedernes universalitet, udelelighed og uafhængighed, og opfordrer til, at der indføres kriterier, der ikke kun omfatter borgerlige og politiske rettigheder, men også økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle rettigheder;

30.

understreger behovet for at sende en delegation af EU-trojkaen bestående af højtstående eksperter til landet under overvejelse med henblik på mulig indledning af en menneskerettighedsdialog, der skal følges op af en forelæggelse af delegationens rapport for COHOM og Parlamentet;

31.

opfordrer Rådet til at opstille klare kriterier for indledning, suspension eller afslutning af en dialog, til før indledningen eller suspensionen at udføre en konsekvensanalyse (der omhandler dens forventede længde og de skridt, der skal tages for at genstarte dialogen), og til at sikre sig, at delegationen fra det pågældende land ikke fejlagtigt er af den opfattelse, at EU betragter dialogen som et mål i sig selv, der for enhver pris skal opretholdes;

32.

opfordrer Rådet til i tilfælde, hvor et tredjeland nægter at indlede eller fortsætte dialogen eller samrådene om menneskerettigheder at overveje særlige foranstaltninger med henblik på menneskerettigheder og demokratisering, navnlig gennem støtte til civilsamfundet;

33.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at offentliggøre dagsordenen for dialogerne i god tid i forvejen til fordel for alle interesserede parter, navnlig Europa-Parlamentet og de ikke-statslige organisationer, for at sikre, at de er i stand til at komme med et bidrag;

34.

mener, at udvælgelsen af emner, der skal på dagsordenen for dialogen, af effektivitetshensyn skyld bør være mere præcis og indholdsorienteret, og at begge parter bør inddrages i udarbejdelsen af dem; minder Kommissionen og Rådet om, at udviklingen af dialoger og samråd er baseret på gensidighed og skal holdes inden for rammerne af gensidig respekt;

35.

opfordrer på det kraftigste Rådet og Kommissionen til over for tredjelandenes myndigheder at insistere på, at der deltager repræsentanter fra de ministerier og andre offentlige institutioner, der er berørt af de emner, der er valgt i forbindelse med dagsordenen for dialogen eller samrådene om menneskerettigheder;

36.

opfordrer Rådet og Kommissionen til sammen med Parlamentets og de ikke-statslige organisationer at udarbejde indikatorer for hvert mål/referencepunkt; mener, at disse indikatorer skal være realistiske og have til formål at opnå konkrete resultater, der kan understøttes gennem andre af EU's udenrigspolitiske instrumenter; mener især, at det er vigtigt at anerkende, at resultaterne af dialogerne bør evalueres på lang sigt;

37.

bemærker Rådets indsats for at harmonisere de primære problemområder for så vidt angår EU's dialoger om menneskerettigheder, således at disse problemområder kan anvendes som grundlag for fastsættelsen af referenceværdier for at måle fremskridt med det formål at styrke sammenhængen og konsekvensen mellem dialogerne om menneskerettigheder og alle EU's instrumenter vedrørende menneskerettighedspolitikken;

38.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at offentliggøre målene og referencepunkterne, der fastsættes under dialogerne og samrådene, så de ikke kun analyseres af de institutioner, der organiserer dialogen, men også af de aktører — institutionelle eller ikke-statslige — der ikke deltager, således at EU offentligt kan stå til regnskab for resultaterne af og udviklingen i dialogerne og samrådene;

39.

understreger behovet for at oprette effektive opfølgningsmekanismer, der kan tage hånd om de punkter, der er kommet frem i dialogerne og samrådene og i de endelige henstillinger; opfordrer Rådet og Kommissionen til at følge op på dialogernes resultater ved at udvikle og gennemføre programmer og projekter til forbedring af menneskerettighedssituationen i det pågældende land;

40.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at offentliggøre konklusionerne fra de enkelte dialoger eller samråd eller, såfremt nogle spørgsmål for effektivitetens skyld bør behandles fortroligt, i det mindste et resumé heraf;

41.

mener, at der efter hver dialog eller hvert samråd skal offentliggøres en fælles erklæring fra de to parter i dialogen for at sikre, at der er større indvirkning og sammenhæng;

42.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at øge gennemskueligheden og synligheden af, og dermed forbedre EU's kommunikationsvirksomhed om menneskerettighedssituationen og i denne henseende at øge omfanget af de oplysninger om COHOM's arbejde, der er adgang til via Den Europæiske Unions hjemmeside;

43.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at civilsamfundet deltager aktivt i de mange faser i forberedelsen, opfølgningen og evalueringen af menneskerettighedsdialogerne og menneskerettighedssamrådene; støtter i den forbindelse Rådets beslutning om at inddrage menneskerettighedsforkæmpere i forberedelserne af dialoger og samråd med lokale menneskerettighedsforkæmpere og ikke-statslige organisationer i forbindelse med fastsættelsen af prioriteter for menneskerettigheder med henblik på de politiske dialoger og samråd; henstiller, at ekspertseminarer, der anvendes ved strukturerede dialoger, ligeledes finder anvendelse i forbindelse med andre dialog- og samrådsformer;

44.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremme menneskerettighedsforkæmpernes samarbejde i det pågældende land, i dialogen eller samrådene om menneskerettigheder for at give dem en plads og en stemme i proceduren i henhold til Rådets retningslinjer og følge kampagnen for at støtte de kvinder, som forsvarer menneskerettighederne;

45.

understreger, at de deltagende ikke-statslige organisationer for at garantere deres ytringsfrihed ikke bør vælges af myndighederne i det pågældende land;

46.

opfordrer Kommissionen til, inden for EIDHR's rammer, at sørge for finansiering af omkostningerne for civilsamfundets deltagere, herunder ikke-statslige organisationer, i ekspertseminarer;

47.

opfordrer Rådet til at udarbejde og tilsende Parlamentet og dets ansvarlige udvalg dokumenter indeholdende fakta om menneskerettigheder i tredjelande samt de analyser, der hvert andet år foretages af alle dialoger og samråd; opfordrer Rådet til at tydeliggøre evalueringen ved at forklare, hvordan referencepunkterne skal anvendes, opstille tidsfrister for deres opnåelse og koncentrere sig om tendenser i stedet for enkeltstående resultater; understreger, at hvis disse informationer indeholder fortroligt materiale, bør de sendes til Parlamentet i overensstemmelse med det system, der er beskrevet i denne beslutnings punkt 26;

48.

opfordrer Kommissionen til at tilsende Parlamentet periodiske analyser af situationen for menneskerettighederne i tredjelande og jævnlig information om situationen omkring de politiske dialoger og samråd om menneskerettigheder med tredjelande eller regioner, herunder tidsplaner og spørgsmål, der blev rejst under forhandlingerne, og er, såfremt informationen indeholder fortroligt materiale enigt i, at den bør fremsendes til Parlamentet i overensstemmelse med det system, som er beskrevet i denne beslutnings artikel 26;

49.

opfordrer Rådet og Kommissionen til, at der systematisk før og efter hver dialog eller samråd arrangeres samrådsmøde og et orienteringsmøde med medlemmerne af Parlamentet, og opfordrer igen til, at Parlamentet bliver involveret i beslutningen om, hvorvidt en dialog eller et samråd skal fortsættes eller suspenderes;

50.

understreger nødvendigheden af, at Parlamentet inddrages i beslutningen om at indlede en ny dialog eller et nyt samråd, og at det får tilstillet alle relevante oplysninger, der er nødvendige i denne forbindelse; opfordrer til, at der tages hensyn til dets holdning til mandat, målsætning, format, procedure osv. i forbindelse med den pågældende dialog eller det pågældende samråd;

51.

opfordrer på det kraftigste Rådet og Kommissionen til at gøre det muligt for medlemmer af Parlamentet at deltage i de ekspertseminarer, der afholdes i forbindelse med de strukturerede dialoger og samråd;

52.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at bruge deres indflydelse til at sikre, at medlemmer af det pågældende tredjelands nationale parlament inddrages i den officielle dialog eller det officielle samråd; mener, at det vil give selve dialogen eller samrådet større legitimitet og give medlemmer af Europa-Parlamentet bedre forudsætninger for at deltage heri;

53.

mener, at det er af afgørende betydning at øge de interparlamentariske forsamlingers og de interparlamentariske delegationers rolle i dialogerne og samrådene om menneskerettigheder;

54.

opfordrer til, at de specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentets på rejser til tredjelande anvendes fuldt ud; anmoder i denne henseende om, at der rutinemæssigt afholdes informationsmøder med de parlamentariske delegationers medlemmer, både faste og ad hoc, om dialoger og samråd om menneskerettigheder, der føres med det pågældende tredjeland, for at begrænse den manglende institutionelle sammenhæng og forbedre resultaterne af forhandlingerne; mener, at medlemmerne af Parlamentet bør inviteres til at deltage i besøgene i området i forbindelse med visse officielle dialoger og samråd;

55.

understreger behovet for en væsentlig styrkelse og forbedring af menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina; understreger, at menneskerettighedssituationen i Kina giver anledning til stor bekymring;

56.

mener, at de emner, som blev drøftet i de efterfølgende dialogrunder med Kina såsom ratificeringen af FN's internationale konvent om civile og politiske rettigheder, reformen af strafferetssystemet, herunder dødsstraf, systemet for genopdragelse gennem arbejde, ytringsfrihed, især på internettet, pressefrihed og samvittigheds-, tanke- og religionsfrihed, situationen for minoriteter i Tibet og Xinjiang og i Mongoliet, frigivelse af fanger i forbindelse med begivenhederne på Tiananmen-pladsen og arbejdstageres og andre rettigheder, fortsat skal rejses i forbindelse med dialogen, navnlig hvad angår anvendelse af de henstillinger, som blev givet ved tidligere dialoger og seminarer om retlige anliggender; opfordrer i den forbindelse Rådet til at overveje at forlænge tidsrummet for dialogen og give mere tid til at drøfte de rejste spørgsmål;

57.

opfordrer Kina og EU til at øge mulighederne for tovejsudveksling af information og strategier vedrørende beskyttelse og fremme af menneskerettighederne; mener, at Kina i dag står over for et stadigt voksende krav om demokrati og menneskerettigheder fra landets egen befolkning, og understreger, at der er sket mindre fremskridt på nogle områder, i Kina, selvom det er vanskeligt præcist at fastslå, hvilken indvirkning menneskerettighedsdialogerne mellem EU og Kina har haft på de ændringer, der har fundet sted; understreger behovet for at fastlægge nye rammer for dialogen, så den bliver mere resultatorienteret og fokuserer mere på gennemførelsen af Kinas forpligtelser i henhold til international ret;

58.

understreger behovet for, at Rådet identificerer og anvender specifikke indikatorer og hver af de otte overordnede referenceværdier for at måle og vurdere fremskridtene;

59.

opfordrer til, at menneskerettighedsdialogen ikke udskilles fra resten af de europæisk-kinesiske forbindelser; opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at sikre, at handelsforbindelserne med Kina knyttes til menneskerettighedsreformer, og opfordrer i den forbindelse Rådet til at gennemføre en omfattende evaluering af situationen på menneskerettighedsområdet, før indgåelsen af nye partnerskabs- og samarbejdsrammeaftaler;

60.

beklager, at ekspertseminaret, der skulle have fundet sted i Berlin den 10. maj 2007, blev udsat, fordi de kinesiske myndigheder ikke samtykkede i, at de to uafhængige ikke-statslige organisationer, der var indbudt af EU, kunne deltage; glæder sig over Kommissionens og det tyske rådsformandskabs krav om, at disse repræsentanter skulle have ret til at deltage i seminaret i fuld udstrækning, eftersom tilstedeværelsen af ikkestatslige organisationer og andre pålidelige aktører, som repræsenterer det civile samfund, bør betragtes som et aktiv af alle parter, der er involveret i dialogen;

61.

udtrykker stor bekymring over, at menneskerettighedsdialogen med Iran har været afbrudt siden 2004 på grund af Irans manglende samarbejdsvilje; beklager, at der ifølge Rådet ikke er sket fremskridt og opfordrer Rådet til at melde tilbage til Parlamentet i forbindelse med vurderingen af menneskerettighedsdialogen og de næste skridt, der kan tages med henblik på fremme af demokrati og menneskerettigheder i Iran;

62.

opfordrer Kommissionen til fortsat at finansiere projekter, som har til formål at støtte god regeringsførelse, herunder beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, reform af juridiske og uddannelsesmæssige programmer for børn og kvinder; opfordrer i samme forbindelse Kommissionen til at gennemføre alle nødvendige aktioner inden for rammerne af EIDHR for at fremme kontakten til og samarbejdet med det iranske civilsamfund og til yderligere at støtte demokrati og menneskerettigheder med primær fokus på beskyttelse og fremme af kvinders og børns menneskerettigheder;

63.

tager fortsættelsen af EU's samråd om menneskerettigheder med Rusland til efterretning; støtter Rådets mål om at udvikle disse samråd til en åben og reel menneskerettighedsdialog mellem EU og Rusland og opfordrer til, at Parlamentet og europæiske og russiske ikke-statslige organisationer inddrages i en sådan proces; opfordrer i den forbindelse til på forhånd at høre de ikke-statslige organisationer, mens samrådene fortsat er under forberedelse, så de får mulighed for at vurdere de fremskridt, der er sket, og få vished for de praktiske resultater, som er opnået på denne baggrund;

64.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at kræve, at der deltager tjenestemænd fra de russiske ministerier, hvis kompetenceområder falder inden for emnerne på dagsordenen, i samrådene, at samrådene også afholdes i Moskva og regionerne, og at deres russiske modparter deltager i et offentligt møde med ikkestatslige organisationer;

65.

beklager, at Rusland som partner ved samrådenes afslutning normalt udsender deres egne separate erklæringer, og gentager opfordringen til, at disse udtalelser udarbejdes i fællesskab af de to delegationer;

66.

opfordrer Kommissionen til at forbedre kommunikationen med det russiske civilsamfund og hjælpe med at øge dets muligheder for at udøve sin virksomhed inden for de meget stramme rammer i henhold til russisk lovgivning og ved at inddrage alle russiske regioner og ved at udarbejde en rotationsordning for de ikke-statslige organisationers deltagelse;

67.

gentager behovet for at inddrage samrådene om overholdelse af menneskerettighederne i de andre spørgsmål inden for rammerne af de russisk-europæiske forbindelser; opfordrer til, at samrådene integreres i de andre politiske dialoger, forhandlinger og dokumenter, der er resultater af forbindelserne mellem EU og Rusland, og understreger, at gennemførelsen af menneskerettigheder i Rusland har afgørende betydning, navnlig inden for de fire fælles rum for samarbejde eller inden for en fremtidig partnerskabs- og samarbejdsaftale, og er overbevist om, at et fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed ikke kan skabes, hvis spørgsmålene vedrørende menneskerettigheder, herunder en samrådsmekanisme, ikke repræsenterer en afgørende del af dette arbejde;

68.

opfordrer Rådet og Kommissionen og Rådet til at opstille konkrete forpligtelser og oprette effektive mekanismer til at overvåge og kontrollere, at de indgåede forpligtelser, som Rusland har påtaget sig, opfyldes i tillæg til menneskerettighedsklausulen for at opnå en virkelig forbedring af den foruroligende menneskerettighedssituation i Rusland, såsom hvad angår sikringen af foreningsfrihed, ytringsfrihed, presse- og mediefrihed; opfordrer indtrængende til, at de henstillinger og konklusioner, der er forelagt af internationale og regionale institutioner, og ikke-statslige organisationers vurderinger vedrørende Ruslands overholdelse af de vigtigste menneskerettighedsaftaler, som det har undertegnet, følges;

69.

understreger behovet for systematisk at overveje spørgsmål vedrørende menneskerettigheder og demokrati i den politiske dialog i henhold til artikel 8 i Cotonou-aftalen; påpeger i denne forbindelse nødvendigheden af at skabe en klar og gennemsigtig mekanisme og referenceværdier for en politisk dialog i henhold til artikel 8; udtrykker sin bekymring over den reelle risiko for omgåelse af artikel 96 i tilfælde af en akut menneskerettighedskrise på grund af manglen på en sådan mekanisme;

70.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at respektere deres forpligtelser i henhold til Cotonou-aftalens artikel 8 (om politisk dialog), artikel 9 (vedrørende menneskerettigheder, demokratiske principper, retsstaten og god regeringsførelse) samt artikel 96 og 97 (om samråd); opfordrer til, at det civile samfund deltager i dialogerne i henhold til artikel 8, og til, at civilsamfundet uformelt inddrages i forberedelserne af samrådene i henhold til artikel 96, hvilket bør føre til en forbedring, hvad angår gennemsigtigheden og den demokratiske kontrol;

71.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU en rapport, som definerer en tydelig og gennemsigtig mekanisme til at gøre det muligt at vurdere de positive resultater og mangler vedrørende den politiske dialog med AVS-landene;

72.

bemærker samrådsprocessens positive resultater under artikel 96 i Cotonou-aftalen, hvilket til dels skyldes dens institutionaliserede og gennemskuelige karakter, men også deres direkte tilknytning til EU's udviklingsbistand, og konstaterer, at disse er særlig tydelige, når der tages konstruktive skridt, der udspringer af dialogen, for at hjælpe AVS-landene med at efterkomme demokratiske standarder og respektere menneskerettigheder; opfordrer igen til, at dette eksempel anvendes i de andre dialoger;

73.

glæder sig over styrkelsen af den politiske dialog med lande i Centralasien: Kasakhstan, Kirgizistan, Tajikistan, Turkmenistan og Usbekistan, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at spørgsmål vedrørende sociale rettigheder og menneskerettigheder ikke bliver henvist til andenpladsen i forbindelse med de centralasiatiske landes og EU's økonomiske og finansielle interesser, hvad angår energi, anlægsvirksomhed og handel;

74.

glæder sig over Det Europæiske Råds vedtagelse af udkastet til en strategi for EU og Centralasien i juni 2007, som omfatter en strategi for menneskerettigheder og demokratisering, som kan anvendes som en ramme for den politiske dialog;

75.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fastsætte en udførlig og sammenhængende tilgang på kort og mellemlang sigt over for alle regioner i Centralasien, men også særskilt over for de enkelte lande, som omfatter den ovennævnte strategi for menneskerettigheder og demokratisering;

76.

glæder sig over Rådets anmodning til Usbekistans myndigheder om at indlede en regulær dialog om menneskerettigheder, og bemærker, at den første runde blev afholdt i Tashkent den 8. og 9. maj 2007, og at to ekspertmøder blev afholdt om massakren i Andijan; mener, at indførelsen af en regulær dialog ikke i sig selv bør give det tilstrækkelige grundlag for at hæve sanktionerne;

77.

opfordrer til, at Parlamentet inddrages i beslutningen om at indlede denne dialog, og opfordrer til, at de andre forslag, som er indeholdt i denne beslutning, tages i betragtning, efterhånden som dialogen fortsætter;

78.

opfordrer Rådet til at fastsætte specifikke indikatorer, som er rettet mod opnåelse af de ønskede mål i forbindelse med dialogen med Usbekistan, med særlig henblik på situationen for menneskerettighedsforkæmpere;

79.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at drage fordel af den nuværende situation i forbindelse med udløbet af partnerskabsaftaler og samarbejdsaftaler med en række nabolande og forhandlingen af nye aftaler for at indarbejde menneskerettigheder og en effektiv dialog med dem i forbindelse med fremtidige aftaler, herunder en opfølgningsmekanisme;

80.

påpeger, at hovedformålet med ENP er at fastlægge et privilegeret forhold med EU's naboer mod øst og syd på grundlag af en gensidig forpligtelse over for fælles værdier, især inden for retsstaten, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne; mener, at EU's dialoger kunne have en større indvirkning på reformen med ENP-naboerne i betragtning af eksistensen af et underudvalg for menneskerettigheder og resultaterne af dialogen inden for det pågældende underudvalg; understreger, at i tilfælde af ikke-demokratiske styreformer eller seriøse krænkelser af menneskerettighederne bør menneskerettighedsdialogen kombineres med en større indsats såsom offentlig kritik og andre passende foranstaltninger;

81.

opfordrer Kommissionen til at anvende et tydeligere sprog og til at indføre specifikke og målbare forpligtelser for nabopartnerne i handlingsplanerne og i menneskerettighedsudvalgenes mandat og understreger behovet for, at Rådet og Kommissionen søger en mere aktiv inddragelse af civilsamfundet, både i Europa og i partnerlandene i naboområdet, med hensyn til udarbejdelsen og overvågningen af ENP-handlingsplanerne og for så vidt angår anvendelsen af menneskerettighedsklausulen og demokratiklausulen; glæder sig over muligheden for i henhold til EIDHR (det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder) at yde finansiel støtte til projekter, som har til formål at overvåge ENP-handlingsplanerne;

82.

anmoder Kommissionen om at gøre en større indsats for at få oprettet et underudvalg for menneskerettigheder i alle de ENP-lande, der stadig mangler dem, og til at iværksætte dem, som endnu ikke er aktive, for at sikre en effektiv og veludviklet overvågningsprocedure, hvad angår gennemførelsen af menneskerettighederne og de demokratiske målsætninger, som er fastsat i handlingsplanerne;

83.

bemærker den kendsgerning, at spørgsmål vedrørende menneskerettigheder er blevet undersøgt i underudvalgene for retfærdighed, frihed og sikkerhed, som er indgået med Moldova og Ukraine; understreger ikke desto mindre den endelige målsætning om at oprette fritstående underudvalg for menneskerettigheder for alle ENP-lande, herunder landene i Sydkaukasus; henleder opmærksomheden på den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen i Aserbajdsjan og understreger derfor især behovet for hurtigst muligt at oprette et underudvalg for menneskerettigheder med dette land;

84.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre et reelt samarbejde blandt underudvalgene for menneskerettigheder og udvalgene for retfærdighed og indre anliggender, som alle er tæt forbundne; opfordrer i den forbindelse til, at Parlamentet underrettes fuldt ud om forberedelserne og opfølgningsprocessen i denne forbindelse;

85.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje muligheden for at skabe menneskerettighedsdialoger eller samrådsmekanismer med Libyen;

86.

opfordrer Rådet til i afventning af undertegningen af en associeringsaftale at overveje muligheden for at oprette en mekanisme for dialog om menneskerettighederne med Syrien;

87.

understreger behovet for at oprette et institutionaliseret underudvalg for Israel, der erstatter den nuværende, foreløbige ordning;

88.

opfordrer Rådet til at orientere og inddrage Euro-Middelhavs-partnerskabet og Parlamentets delegationer i de parlamentariske samarbejdsudvalg, der eksisterer mellem EU og de østlige nabolande;

89.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje indførelsen af en specifik mekanisme til overvågning af menneskerettighedsklausulen i aftaler mellem EU og Latin- og Mellemamerika, f.eks. ved at supplere menneskerettighedsklausulen med operationelle handlingsplaner (ligesom ENP-handlingsplanerne) og gennem oprettelsen af menneskerettighedsunderudvalg, og understreger i den forbindelse behovet for fuldt ud at orientere de relevante blandede udvalg og råd om resultaterne af disse dialoger for at styrke indarbejdelsen af menneskerettigheder i EU's politiske dialoger med lande i disse områder;

90.

opfordrer derfor Kommissionen til at foretage årlige vurderinger af menneskerettighedssituationen i de latinamerikanske lande på grundlag af handlingsplaner og oprettelsen af underudvalg for menneskerettigheder;

91.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at inddrage civilsamfundet i udviklingen af menneskerettighedsdialogerne med passende deltagelse af non-profit sektoren og mener, at dialogen med Mexico bør styrkes og omstruktureres og vil kunne fungere som reference for andre lande i Latinamerika;

92.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at inddrage menneskerettighederne i de igangværende forhandlinger om associeringsaftaler med Det Andinske Fællesskab, Mellemamerika og Mercosur, og til at orientere Parlamentet om resultaterne på dette område;

93.

opfordrer Rådet til at holde EU-Latinamerika-partnerskabet orienteret om og inddrage det i menneskerettighedsdialogerne og -samrådene;

94.

understreger, at EU's handels- og samarbejdsaftaler med tredjelande kræver, at gennemførelsen skal overvåges regelmæssigt af de blandede udvalg; bemærker, at særlige blandede udvalgssamarbejdsgrupper om menneskerettigheder, god regeringsførelse, retsstaten og den administrative reform blev oprettet i 2003 på forsøgsbasis med Bangladesh, Vietnam og Laos;

95.

mener, at disse dialoger bør indledes af Rådet på grundlag af samme kriterier, og at deres resultater bør drøftes inden for den politiske dialog for at styrke sammenhængen og konsekvensen mellem EU's menneskerettighedspolitik med tredjelande; opfordrer i den forbindelse Rådet og Kommissionen til at orientere Parlamentet om resultaterne af disse dialoger;

96.

opfordrer endnu engang til, at menneskerettigheds- og demokratiklausulen indføres i alle nye aftaler mellem EU og tredjelande, såvel industrialiserede lande som udviklingslande, herunder i sektoraftaler såsom aftaler om fiskeri, landbrug, tekstil, handel og teknisk eller finansiel bistand, på samme måde som det er sket i forhold til AVS-staterne;

97.

opfordrer Rådet, og navnlig trojkaen, til at anvende henstillingerne i denne beslutning på alle ad hocmenneskerettighedsdialogerne for at sikre, at de føres på en måde, der er mere gennemskuelig og sammenhængende med resten af EU's eksterne politikker, og til at orientere de andre institutioner, navnlig Europa-Parlamentet og de ikke-statslige organisationer, før og efter gennemførelsen af sådanne dialoger;

98.

opfordrer Kommissionen til at anvende henstillingerne i denne beslutning på de dialoger, der gennemføres som led i den eksterne dimension af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og til for den institutionelle sammenhængs skyld at orientere de andre institutioner, navnlig Parlamentet og ikke-statslige organisationer, om udviklingen, indholdet og resultaterne af disse dialoger;

99.

opfordrer Rådet til også at anvende de ovenstående forslag på trojkasamrådene med ligesindede partnere og til at øge gennemskueligheden og sammenhængen med andre EU-politikker, og anbefaler, at disse samråd om spørgsmål vedrørende menneskerettigheder anvendes til at finde synergier og dele erfaringer for at løse menneskerettighedsproblemer, hvad angår »ligesindede« lande;

100.

glæder sig over åbningen for nylig, hvor civilsamfundet nu bliver orienteret om dagsordenen for disse dialoger og opfordrer Rådet til at have samme holdning over for Parlamentet; opfordrer til, at der formelt gennemføres regelmæssige informationsmøder med Parlamentet omkring indholdet og resultaterne af disse dialoger;

101.

opfordrer Rådet til også at anvende de ovenstående forslag i forbindelse med alle andre politiske dialoger med tredjelande, navnlig hvad angår dagsordenen for og indholdet af dialogen;

102.

opfordrer Parlamentet til at øge den interne samordning mellem Parlamentets tjenestegrene og til at fremlægge ajourførte oplysninger om menneskerettighedssituationen i tredjelande, og opfordrer i den forbindelse til, at Parlamentets afdeling for menneskerettigheder får tildelt flere finansielle og menneskelige ressourcer, så den kan udføre denne opgave;

103.

anmoder Rådet og Kommissionen om at indarbejde henstillingerne og konklusionerne indeholdt i Parlamentets beslutninger, navnlig de, der omhandler menneskerettigheder, og beretningerne fra Europa- Parlamentets delegationer i dagsordenen for dialogerne og samrådene om menneskerettigheder;

104.

fastholder, at kvinders rettigheder betragtes som en integrerende del af menneskerettighederne, og opfordrer indtrængende Kommissionen til udtrykkeligt og systematisk at lade fremme og beskyttelse af kvinders rettigheder indgå i alle EU's dialoger og samråd med tredjelande om menneskerettigheder; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af at indføre en gennemsigtig ordning for kontrol med menneskerettighedsklausulen, især hvad angår kvinders rettigheder, i EU's eksterne aftaler samt træffe passende foranstaltninger i tilfælde af, at denne klausul overtrædes;

105.

gør opmærksom på civilsamfundets betydning for fremme af menneskerettighederne, især ikkestatslige organisationer, der arbejder aktivt for at fremme kvinders rettigheder, og henstiller, at det i fuldt omfang inddrages i dialogerne mellem EU og tredjelandene på dette område;

106.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at forbedre samspillet mellem ligestillings- og civilsamfundsinitiativer i de eksisterende europæiske menneskerettighedsinstrumenter og tilskynde tredjelande til at sikre samarbejde og koordinering af aktiviteter imellem alle menneskerettighedsorganer og -mekanismer;

107.

opfordrer Kommissionen til systematisk at overvåge ratifikationen og implementeringen af konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og den frivillige protokol i tilknytning til denne inden for rammerne af menneskerettighedsdialogen med tredjelande og rapportere herom i regelmæssige briefinger for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling; opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at de rettigheder, konventionen garanterer, respekteres i disse tredjelande for at lukke kløften mellem eksistensen og den effektive håndhævelse af kvinders rettigheder;

108.

henstiller, at Kommissionen opfører kønsbestemt diskrimination i overensstemmelse med CEDAW og menneskerettighedserklæringerne på listen over produktionsprocesser og -metoder som defineret af Verdenshandelsorganisationen med henblik på at etablere en database over produkter og mærker, som i sidste instans kan gøres til genstand for et EU-importforbud;

109.

fastholder, at der lægges særlig vægt på kvinders rettigheder i menneskerettighedsdialoger, især bekæmpelse af alle former for diskrimination og vold mod kvinder og piger, herunder alle former for skadevoldende traditionelle handlinger eller skikke, f.eks. skamfering af kvinders kønsorganer, samt for tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber og alle former for menneskehandel, vold i hjemmet og drab på kvinder og arbejdsmæssig og økonomisk udnyttelse;

110.

kræver, at der udtrykkeligt medtages spørgsmål om kvinders rettigheder og en kønsspecifik tilgang til bekæmpelse af menneskehandel, og især handel med kvinder og børn med henblik på seksuel og arbejdsmæssig udnyttelse og fjernelse af organer;

111.

understreger, at der bør træffes specifikke foranstaltninger for at fremme mere aktiv inddragelse af kvinder på arbejdsmarkedet, i økonomiske og sociale anliggender, politik og beslutningstagning samt i konfliktforebyggelse og -løsning, fredsskabelse og genopbygning; anbefaler bred inddragelse af Parlamentets medlemmer med ligelig fordeling mellem kønnene i evalueringen af EU-støttede menneskerettighedsprojekter og større inddragelse af Europa-Parlamentet i menneskerettighedsdialoger med tredjelande;

112.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilbyde kurser med henblik på uddannelse af alle tjenestemænd og andre ansatte ved Kommissionens delegationer, især dem, der er beskæftiget med menneskerettigheder og humanitært hjælpearbejde, i kvinders menneskerettigheder;

113.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge et forslag til en adfærdskodeks for tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner og organer, som især skal gælde under tjenesterejser til tredjelande, i lighed med den adfærdskodeks, der er udgivet af FN; mener, at der i denne adfærdskodeks bør tages klart afstand fra køb af seksuelle tjenesteydelser, andre former for seksuel udnyttelse og kønsbestemt vold, og at den bør indeholde bestemmelser om sanktioner i tilfælde af overtrædelse; påpeger, at tjenestemændene bør oplyses indgående om adfærdskodeksens indhold, før de sendes på tjenesterejse;

114.

henstiller, at der vedtages foranstaltninger med henblik på at forbedre kvinder og pigers fysiske sikkerhed i flygtningelejre og at sikre og beskytte menneskerettigheder for fordrevne personer;

115.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre implementeringen af Beijing-erklæringen og -handlingsplanen; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at tilskynde tredjelande til at indarbejde et kønsperspektiv i nationale handlingsprogrammer og til at integrere menneskerettigheder og integration af ligestillingsaspektet i nationale politikker;

116.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine menneskerettighedsdialoger med tredjelande at sikre udvikling af et omfattende oplysningsprogram om menneskerettigheder for at gøre kvinder mere bevidste om deres menneskerettigheder og gøre befolkningen generelt mere bevidst om menneskerettigheder for kvinder;

117.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilskynde tredjelande til at indarbejde princippet om lighed mellem mænd og kvinder i deres lovgivning og igennem love og andre egnede instrumenter at sikre, at dette sker, og til at garantere respekt for disse rettigheder på alle områder;

118.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet (herunder dets generalsekretær/højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, og hans faste repræsentant for menneskerettigheder, Riina Kionka, og medlemmerne af COHOM) og Kommissionen (herunder lederne af delegationerne til tredjelande), til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, formanden for Euro-Middelhavs-partnerskabet og medformændene for EU-Latinamerika-partnerskabet samt til formændene for det parlamentariske samarbejdsudvalg og de interparlamentariske delegationer mellem EU og de pågældende lande.

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (1),

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982,

—

der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte (KOM(2006)0360),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse (2) om Kommissionens meddelelse,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A6-0298/2007),

A.

der henviser til, at størstedelen af de af EU's fiskeressourcer, der har betydelig kommerciel værdi, er overudnyttede eller tæt på overudnyttelse,

B.

der henviser til, at bæredygtige fiskeressourcer er afgørende for på lang sigt at sikre fiskeriaktiviteterne og en levedygtig fiskerisektor,

C.

der henviser til, at EU's ordning for bevarelse og forvaltning, som er baseret på samlede tilladte fangstmængde (TAC) og kvoter ikke har medført en rationel udnyttelse af fiskeressourcerne, men at den tværtimod på grund af sin stive struktur, og fordi den er underkastet politiske og ikke biologiske retningslinjer, har blokeret en sådan rationel udnyttelse ved at vanskeliggøre kontrol og favorisere udsmid,

D.

der henviser til, at Fællesskabets bevarelses- og forvaltningssystem skal baseres på videnskabelig fiskeriforskning og disponere over pålidelige og detaljerede statistiske oplysninger, der dækker en lang årrække,

E.

der henviser til de forskellige på hinanden følgende ændringer og tilpasninger af den fælles fiskeripolitiks forvaltningsordning, der kommer oven i ordningen med TAC og kvoter og ordningen for styring af fiskeriindsatsen, og som indfører forskellige planer for genopbygning af ressourcerne, der har haft meget uensartede resultater, og som indfører forskellige på hinanden følgende foranstaltninger til ophugning af fiskerflåden, der heller ikke har givet de forventede resultater, og som har haft negative socioøkonomiske eftervirkninger,

F.

der henviser til, at de nævnte tilpasninger i det store og hele kun har ført til, at EF-fiskerflådens rentabilitet og konkurrenceevne er blevet formindsket, både internt i EU og på internationalt plan, hvilket i stigende grad gør det vanskeligere for fiskerisektoren at anvende fiskerilovgivningen, idet den står over for stadig mere komplekse regler, der hele tiden ændres, således at den ikke har den mindste mulighed for at planlægge sine aktiviteter på mellemlang og lang sigt, og uden at det har medført nogen særlig forbedring af fiskeressourcernes tilstand,

G.

der henviser til, at EU på topmødet om bæredygtig udvikling forpligtede sig til at sørge for, at EU's fiskeressourcer skulle nå niveauet for maksimalt bæredygtigt udbytte inden 2015,

H.

der henviser til, at forskerne generelt mener, at den oprindelige formulering af modellen med et maksimalt bæredygtigt udbytte allerede er forældet på grund af vanskelighederne ved at lade forvaltningen styre af en teoretisk matematisk model, som kræver detaljeret viden om bestandsudviklingen og mangeårige rækker af data for at blive formuleret præcist, og der henviser til, at enhver fejl eller usikkerhed i modellen uundgåeligt fører til et fiskeri, der overstiger det maksimalt bæredygtige udbytte,

I.

der henviser til, at det i en fiskeforvaltningsordning er nødvendigt at kalkulere med en vis grad af videnskabelig usikkerhed og med afvigelser eller fejl i definitionen af en model på grund af svagheder i forbindelse med bl.a. arternes tilvækst eller miljøbetingede udsving, hvilket uundgåeligt vil føre enten til fejlagtig definition af det maksimalt bæredygtige udbytte eller til manglende opfyldelse af målsætningen,

J.

der henviser til, at forskerne, siden modellen for det maksimalt bæredygtige udbytte først blev formuleret, til stadighed har præsenteret nye tilgangsmåder til denne model, idet de har forsøgt at afhjælpe manglerne ved den,

K.

der henviser til, at det er uhyre kompliceret at anvende det maksimalt bæredygtige udbytte i forvaltningen af flerartsfiskeriet, der er den type fiskeri, som størstedelen af EF-fiskerflåden udøver, og at det ikke er en model, der kan anvendes på pelagisk fiskeri,

L.

der henviser til, at en nøje anvendelse af modellen med maksimalt bæredygtigt udbytte på kort sigt vil føre til en meget betydelig og undertiden drastisk nedgang i EF-fiskerflådens virksomhed, beskæftigelse og indtægter,

M.

der henviser til, at fiskeriforvaltningen skal tage hensyn til mere omfattende analyser af naturbetingede virkninger og andre virkninger, der er forbundet med samspillet mellem arter, som ud over menneskers aktiviteter er med til at forurene havene og nedbryde de marine økosystemer,

N.

der henviser til, at EF-fiskerflåden ubetinget har brug for en forvaltningsordning, der dels kan skabe balance mellem fiskeriindsatsen og de disponible fiskeressourcer, og dels kan give den en større erhvervsmæssig stabilitet samt give den mulighed for bedre at planlægge sine aktiviteter; der henviser til, at der i enhver overgangsperiode i forbindelse med skift til en ny model er behov for ledsagende økonomiske foranstaltninger,

1.

ser med største interesse på Kommissionens meddelelse og lægger især vægt på dens erkendelse af, at den nuværende forvaltningspolitik for fiskeriet er slået fejl, og på dens målsætning om at skabe en ny forvaltningsmodel, der gør det muligt at genopbygge fiskeressourcerne, tilpasse fiskeriindsatsen til fiskeriets realiteter og tilvejebringe større rentabilitet og stabilitet i fiskerflåden;

2.

understreger behovet for, at alle fremtidige foranstaltninger til ændring af Fællesskabets nuværende system for bevarelse og forvaltning træffes med fiskernes fulde deltagelse og baseres på videnskabelig fiskeriforskning;

3.

understreger behovet for at øge de bevillinger, der er øremærket til videnskabelig fiskeriforskning som led i det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, således at dette program kan bidrage til at forbedre Fællesskabets system for bevarelse af fiskeressourcerne gennem udvikling af teoretiske fiskeriforvaltningsmodeller, anvendelse af sådanne modeller, forbedret analyse af fiskebestandenes tilstand, naturlige virkninger og andre virkninger, der er forbundet med samspillet mellem arterne samt forbedring af fiskeredskaber;

4.

noterer sig Kommissionen hensigt om at nå disse mål ved at indføre det maksimalt bæredygtige udbytte som referencepunkt for fiskeriforvaltningen, men advarer imidlertid om, at for en stor del af forskerne, herunder for FAO, er den klassiske model for det maksimalt bæredygtige udbytte blevet overhalet af andre progressive tilgangsmåder, som betragter økosystemet som en helhed og bl.a. inddrager miljømæssige aspekter og samspillet mellem befolkningen og de økonomiske og sociale aspekter;

5.

bemærker, at førende forskere i de seneste år har udviklet nye metoder baseret på computersimuleret fiskeri, der efterligner metoden med det maksimalt bæredygtige udbytte uden samtidig at opfatte den som et udtrykkeligt mål, og som tager behørigt hensyn til usikkerhed, miljømæssige faktorer og mulige samspil mellem arter, og at disse metoder i princippet kan udvides til også at tage hensyn til specifikke sociale og økonomiske faktorer;

6.

gør opmærksom på vanskelighederne ved at anvende modellen for maksimalt bæredygtigt udbytte på blandet fiskeri, som er det mest udbredte i EU, for hvis denne model anvendes på den vigtigste fiskeart, risikerer resten at blive overfisket, hvorimod det, hvis modellen — som det forekommer logisk — anvendes på den art, der befinder sig i den dårligste tilstand, bliver nødvendigt at give afkald på fangster af fisk, der biologisk set er i en god stand, med de deraf følgende økonomiske, beskæftigelses- og konkurrencemæssige tab, hvilket på den anden side er fuldstændig i modstrid med en opnåelse af det maksimalt bæredygtige udbytte som sådant;

7.

må derfor beklage manglen på analyser og løsninger i Kommissionens meddelelse vedrørende disse aspekter i særdeleshed og i almindelighed manglen på en mere tilbundsgående evaluering af, hvad anvendelsen af en model med maksimalt bæredygtigt udbytte medfører, af dens mangler og de særlige forhold vedrørende anvendelse af den samt de risici, som enhver fejl i modellen kan føre til; beklager navnlig manglen på en analyse af, hvordan modellen med maksimalt bæredygtigt udbytte har udviklet sig, samt hvilke fordele de forskellige tilgangsmåder kan bringe med sig;

8.

mener som følge heraf, at et forslag om indførelse af modellen med maksimalt bæredygtigt udbytte ikke er tilstrækkelig modent, og at det er nødvendigt at foretage en grundigere og bedre behandling af problemer og mangler ved samt målsætningerne for selve EU's bevarelses- og forvaltningspolitik med henblik på med tilstrækkeligt politisk mod at træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige til at gennemføre de mest tiltrængte ændringer i den nuværende fælles fiskeripolitik;

9.

må på grundlag af ovenstående give udtryk for forundring over de foranstaltninger, som Kommissionen for nylig har udarbejdet til gennemføre af modellen med maksimalt bæredygtigt udbytte, såsom selve forordningen om TAC og kvoter for 2007 (3), når Kommissionen selv i forskellige drøftelser og fora har erkendt, at der endnu er behov for mange studier om forskellige aspekter ved anvendelsen af modellen med maksimalt bæredygtigt udbytte;

10.

udtrykker bekymring over, at man i forbindelse med den ambitiøse målsætning om at ændre indfaldsvinklen til den fælles fiskeripolitiks bevarelses- og forvaltningssystem ikke benytter sig af lejligheden til klart at fastlægge en ordning for adgang til ressourcerne, og over at der fortsat består overlapning mellem ordningerne med TAC og kvoter og fiskeriindsatsen; mener, at Kommissionen ikke bør give afkald på denne mulighed for at fastlægge en ordning for adgang til ressourcerne, som på den bedst mulige måde fremmer bæredygtighed, vanskeliggør udsmid, forenkler de tekniske foranstaltninger, fjerner diskrimination og forstærket konkurrence om ressourcerne, giver den nødvendige fleksibilitet og forbedrer sektorens konkurrenceevne;

11.

understreger, at enhver ændring af forvaltningsordningen nødvendigvis må omfatte passende og økonomisk fyldestgørende kompensationsmekanismer, og at der derfor er brug for en undersøgelse af det endelige forslags socioøkonomiske konsekvenser, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde disse foranstaltninger samtidig med den nye forvaltningsordning og om muligt integrere disse;

12.

fremhæver, at både den dårlige tilstand hos fiskebestandene i europæiske farvande og de problemer, som EU's fiskerisektor står over for, betyder, at der må gribes ind hurtigst muligt, og at yderligere forsinkelser kun kan føre til endnu større vanskeligheder for sektoren og forhale den proces, der skal gøre den rentabel på ny;

13.

anmoder om, at disse retningslinjer følges, inden der træffes en afgørelse, og anmoder derfor om en åben debat med deltagelse af de fleste interesserede parter, hvorunder der foretages en analyse af andre mulige forvaltningsalternativer med henblik på at opnå den størst mulige konsensus om de ændringer, der bør gennemføres af den fælles forvaltningspolitik;

14.

går endelig ind for en gradvis indførelse af et system, der kan føre til en fiskeripolitik, som i stadig større omfang tilpasses den biologiske ydeevne hos nogle fiskeressourcer, der er under genopbygning, således at bæredygtigheden i EU's fiskeri i højere grad bliver en garanti og ikke en bekymring og opfattes således, når der cirkulerer fiskeriprodukter fra EU over hele verden; slår desuden til lyd for, at dette system skal give fiskerflåden mulighed for stabilitet og for korrekt planlægning på længere og længere sigt, og at der endelig indføres en stabil ordning for adgang til ressourcerne, hvor TAC eller kvoter kun må ændres i specifikke tilfælde og halvautomatisk i stedet for hvert år og efter andre kriterier end de rent videnskabelige;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

—

der henviser til grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen (KOM(2006)0744) og Fællesskabskompendium om Forbrugerlovgivning — Komparativ Analyse (1),

—

der henviser til gældende forbrugerlovgivning og lovgivning angående elektronisk handel og udvikling af informationssamfundet,

—

der henviser til sine beslutninger af 23. marts 2006 om Europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem (2), sine beslutninger af 7. september 2006 om europæisk aftaleret (3) og af 21. juni 2007 om forbrugertillid i et digitalt miljø (4),

—

der henviser til den offentlige høring om gennemgang af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, som fandt sted i Europa-Parlamentet den 10. april 2007,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Retsudvalget (A6-0281/2007),

A.

der henviser til, at 48 % af de detailhandlende er parate til at foretage grænseoverskridende transaktioner, men at kun 29 % af dem gør det i virkeligheden; som ligeledes henviser til, at 43 % af de detailhandlende mener, at deres salg på tværs af grænserne ville stige, hvis lovbestemmelserne angående forbrugertransaktioner var ens i hele EU (5),

B.

der henviser til, at halvdelen af europæerne (50 %) er mere på vagt over for køb på tværs af grænserne end i forbindelse med indenlandske køb, og at over to tredjedele (71 %) mener, at det er vanskeligere at løse visse problemer i forbindelse med et grænseoverskridende køb, som f.eks. klager, returnering af varer, nedslag i prisen og garantier (6),

C.

der henviser til, at hovedformålet med denne gennemgang er oprettelsen af et reelt indre marked for forbrugerne, samtidig med at man sikrer en rigtig balance mellem forbrugerbeskyttelse på højt niveau og virksomhedernes konkurrenceevne,

D.

der henviser til, at 90 % af de europæiske virksomheder er meget små virksomheder, som i sagens natur skaber et direkte tillidsforhold til kunden og generelt er meget lokalt orienterede, samt at der bør tages højde for disse særlige kendetegn i forbindelse med gennemgangen af forbrugerlovgivningen,

E.

der henviser til, at den eksisterende minimumsharmonisering ikke opfylder målet om harmonisering og i de 20 år, hvor forbrugerlovgivningen har eksisteret, ikke har kunnet skabe et integreret indre marked for detailhandel, der kommer befolkningen til gode,

F.

der henviser til, at de otte forbrugerbeskyttelsesdirektiver (7), der nævnes i grønbogen, skal forenkles og bringes i indbyrdes overensstemmelse for at undgå fragmentering og for at modernisere Fællesskabets forbrugerlovgivning,

G.

der er indstillet på, at det indre marked skal gennemføres til fordel for Fællesskabets 493 millioner forbrugere, samt at eventuelle tilbageværende konkurrencebegrænsninger i aftale- og handelsretten skal fjernes,

H.

der henviser til, at europæernes tillid til det indre marked kun kan styrkes ved at sørge for større retssikkerhed både for forbrugerne og de erhvervsdrivende og ved at sikre, at den gældende lovgivning anvendes effektivt,

I.

der henviser til, at gennemgangen, for så vidt angår forbrugeraftaler, bør tage udgangspunkt i det nuværende arbejde med aftaleretten og i oprettelsen af en fælles referenceramme for europæisk aftaleret og integreres heri på konsekvent måde,

1.

glæder sig over Kommissionens grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen, navnlig det fastsatte mål om at modernisere, forenkle og forbedre lovgivningsrammen for forretningsdrivende og forbrugere og således lette grænseoverskridende handel og styrke forbrugertilliden;

2.

anbefaler, at denne gennemgang skal fokusere på at opdatere og skabe indbyrdes sammenhæng mellem de otte forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der er nævnt i grønbogen; opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Rådet en gennemførelsesrapport om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (8), hvori spørgsmål vedrørende forbrugernes tillid rejses;

3.

mener, at det er nødvendigt, at Fællesskabets lovgiver tager affære for at fjerne enhver uoverensstemmelse mellem de direktiver om forbrugerlovgivningen, der er til behandling;

4.

er af den opfattelse, at det er nødvendigt med en klar overordnet vision for, hvordan de forskellige lovgivningsrammer, der har betydning for forbrugernes aktiviteter og aktiviteter i forbindelse med handelsretten på EU-plan, påvirker hinanden og fungerer sammen, navnlig sammenhængen mellem ethvert instrument, der følger af denne gennemgang, og de instrumenter, der vedrører lovvalgsregler (9), og andre instrumenter baseret på oprindelseslandsprincippet, f.eks. direktivet om elektronisk handel;

5.

udtrykker sin præference for vedtagelse af en blandet eller kombineret strategi, dvs. et horisontalt instrument, som først og fremmest skal sikre sammenhæng i den gældende lovgivning og gøre det muligt at udfylde lakuner, idet man uden at ændre retsreglerne omgrupperer de generelle spørgsmål i alle direktiverne; mener, at de specifikke spørgsmål, der ikke hører under det horisontale instruments anvendelsesområde, fortsat bør udformes separat i de enkelte sektorspecifikke direktiver;

6.

mener, at det horisontale instrument bør gennemgås regelmæssigt, ligesom dets effektivitet og indvirkning bør evalueres, med henblik på om nødvendigt at revidere det;

7.

er imod, at gennemgangen af fællesskabslovgivningen anvendes som et påskud for at udvide anvendelsesområdet for lovgivningen i de eksisterende sektorspecifikke direktiver eller at vedtage yderligere direktiver;

8.

mener, at det horisontale instrument skal anvendes i videst mulig udstrækning for alle forbrugeraftaler, hvad enten der er tale om nationale eller grænseoverskridende transaktioner, for at forhindre, at der opstår yderligere kompleksitet ved at forbrugerne påtvinges forskellige regelsæt afhængigt af transaktionstypen;

9.

minder om, at harmoniseringsforløbet ikke skal føre til forringelse af den forbrugerbeskyttelsesstandard, der er opnået i kraft af visse nationale foranstaltninger, men at den skal føre til et sammenligneligt forbrugerbeskyttelsesniveau i alle medlemsstaterne;

10.

glæder sig over Kommissionens forslag om et horisontalt instrument og erkender de mulige fordele ved det, som nogen har valgt at kalde et grundlæggende direktiv om »forbrugerrettigheder«; foreslår, at det horisontale instrument med tværgående politikområder, som skulle bidrage til at gøre terminologien mere konsekvent og fjerne huller og uoverensstemmelser, bør tage udgangspunkt i princippet om fuld målrettet harmonisering;

11.

foreslår, at de sektorspecifikke værktøjer, som er genstand for denne gennemgang, skal baseres på princippet om minimumsharmonisering kombineret med princippet om gensidig anerkendelse, for så vidt angår det samordnede område; bemærker imidlertid, at dette ikke udelukker en maksimal målrettet harmonisering, hvor det anses for nødvendigt af hensyn til forbrugerne og de forretningsdrivende;

12.

erindrer om, at lovvalget, for så vidt angår ikke-harmoniserede områder, følger af bestemmelserne i den internationale privatret, i særdeleshed Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på aftalemæssige forpligtelser (Rom I); i den forbindelse vil det under de igangværende drøftelser være hensigtsmæssigt at sørge for at undgå uoverensstemmelse mellem denne konvention og specifikke EU-retsakter;

13.

anbefaler, at de sektorspecifikke instrumenter skal omfatte en bestemmelse om det indre marked med henblik på at sikre, at forbrugerne drager fuld nytte af det indre marked;

14.

bemærker, at punkt 4 og 5 i grønbogens bilag I indeholder en omfattende liste over kontraktmæssige juridiske spørgsmål med relevans for forbrugeraftaler, og at nogle af disse spørgsmål allerede er omfattet af arbejdet med den fælles referenceramme; bemærker at mange af dem i høj grad er af »politisk« karakter, hvor det ville blive nødvendigt med en bred og herunder en offentlig debat og med overvejelser, hvis en generel regel skulle indgå i et harmoniseret instrument på fællesskabsplan;

15.

støtter, at visse tværgående principper, som gælder for alle forbrugeraftaler, skal medtages i det horisontale instrument, hvis de f.eks. skaber større sammenhæng mellem fælles definitioner, generelle bestemmelser om informationskrav om og den måde, hvorpå lovgivningen om ophævelse og fortrydelsesret fungerer;

16.

mener, at definitionerne af »forbruger« og »forretningsdrivende« ikke er sammenhængende, hverken i EU-lovgivning eller i national lovgivning, og at en præcisering af disse begreber i det horisontale instrument er afgørende i den udstrækning, hvor begreberne fastsætter anvendelsesområdet for forbrugerlovgivningen;

17.

mener, at det er afgørende at definere en »forbruger« som enhver fysisk person, der ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed; som ligeledes mener, at det er nødvendigt at definere en »forretningsdrivende« som enhver person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed;

18.

foreslår endvidere, at det horisontale instrument skal indeholde yderligere definitioner såsom »skriftligt« og »varige medier«;

19.

modsætter sig indførelsen af en generel regel om god tro og fair behandling, som skal være gældende for forbrugeraftaler i det horisontale instrument;

20.

finder ikke, at det er hensigtsmæssigt at indføre bestemmelser for urimelige aftalevilkår i de tilfælde, hvor aftalevilkårene er genstand for en individuel forhandling, med henblik på ikke at begrænse aftaleparternes frihed til at indgå aftaler;

21.

mener, at der for at styrke forbrugernes tillid til det indre marked bør indføres bedre foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse, samtidig med at man bevarer en fleksibilitetsmargen; opfordrer Kommissionen til senere at undersøge anvendelse af en fremgangsmåde, der kombinerer et sort liste med forbudte aftalevilkår og en grå liste med aftalevilkår, der formodes at være urimelige, samt andre aftalevilkår, som forbrugeren vil kunne påvise er urimelige gennem et sagsanlæg, på grundlag af harmoniserede og forud fastsatte kriterier;

22.

afviser tanken om, at vurderingen af, om aftalevilkår er urimelige, skal omfatte alle væsentlige punkter i en aftale, herunder dem, der omhandler hovedgenstanden og prisfastsættelsen med hensyntagen til princippet om kontraktfrihed;

23.

anslår, at det på nuværende tidspunkt er komplekst at fastlægge en generel lovgivning for de aftalemæssige virkninger af manglen på informationer, som tager højde for alle karakteristika i hver enkelt aftale;

24.

understreger nødvendigheden af ensartede retningslinjer for udgangspunktet for og beregning af fristen og foretrækker en beregning, som følger kalenderen, med henblik på at styrke retssikkerheden i forbindelse med transaktioner;

25.

mener imidlertid, at fristernes varighed bør harmoniseres, når det er objektivt begrundet;

26.

understreger, at forbrugernes tillid til det indre marked styrkes, hvis der i det horisontale instrument medtages en mulighed for, at forbrugeren kan fortryde en aftale; mener, at de forskellige former for fortrydelse bør harmoniseres både for forbrugere og for forretningsdrivende; mener ligeledes, at det horisontale instrument skal lægge vægt på, at forbrugeren ikke skal afholde udgifter ud over de direkte omkostninger i forbindelse med returforsendelse af varerne;

27.

mener, at medlemsstaterne i forbindelse med et horisontalt instrument på nationalt plan kunne fastsætte undtagelser til fortrydelsesretten, hvis aftalen indgås i form af et officielt bekræftet dokument;

28.

mener, at indførelsen af en »standardfortrydelsesformular« på alle fællesskabssprog ville forenkle procedurerne, reducere omkostningerne og øge gennemsigtigheden og forbrugernes tillid;

29.

mener, at indførelsen af generelle aftalemæssige beføjelser falder uden for denne gennemgang, idet dette begreb hører under den gældende europæiske aftaleret i de enkelte medlemsstater;

30.

minder om diskussionen om kollektive klageordninger (»collective redress«), og mener, at det fortjener yderligere overvejelser;

31.

mener, at det er hensigtsmæssigt at undersøge spørgsmål i forbindelse med forbrugerbeskyttelse, når forbrugerne indgår aftaler om levering af digitalt indhold, software og data i forhold til med det beskyttelsesniveau, der garanteres i direktiv 1999/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed; opfordrer Kommissionen til at analysere dette spørgsmål grundigt med henblik på at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at foreslå specifikke regler eller udvide reglerne i ovennævnte direktiv til denne type aftale;

32.

foreslår at udelade dette emne fra det horisontale instruments anvendelsesområde og give medlemsstaterne mulighed for at træffe beslutning om, at begrebet forbrugsgoder ikke skal omfatte brugte varer, som sælges på offentlige auktioner; anbefaler imidlertid, at der vedtages specifikke bestemmelser for onlineauktioner;

33.

henviser til, at begrebet levering og bestemmelser om risikoens overgang er tæt forbundne; foreslår, at det horisontale instrument skal omfatte en fælles definition af begrebet levering, hvor en kontraktlig aftale i princippet bør prioriteres;

34.

mener, at det horisontale instrument med fordel kan forlænge varigheden af den lovbestemte garantiperiode med den periode, hvor den pågældende vare er under reparation;

35.

understreger imidlertid, at det horisontale instrument ikke bør omfatte specifikke bestemmelser om brugte varer, idet man ønsker at respektere medlemsstaternes regler, som er vedtaget i henhold til deres egne juridiske traditioner;

36.

foreslår, at princippet om simpel formodning bevares i sin nuværende form;

37.

henviser til, at det horisontale instrument skal fastlægge et system for mangelsbeføjelserne i tilfælde af mangelfuld udførelse, idet muligheden for ophævelse af salgsaftalen forbeholdes helt manglende udførelse af aftalen eller særlig alvorligt aftalebrud;

38.

finder det hensigtsmæssigt, at det horisontale instrument fjerner de forskelle, der findes med hensyn til meddelelse om manglende overensstemmelse, som på nuværende tidspunkt skaber forvirring;

39.

mener ikke, at det er nødvendigt at medtage bestemmelser om producenternes direkte ansvar for manglende overensstemmelse;

40.

understreger, at spørgsmålene vedrørende den kommercielle garanti (indhold, overførsel, begrænsning) ikke henhører under en retlig ramme, men under princippet om aftalefrihed; henviser derfor til, at disse spørgsmål ikke bør omfattes af det horisontale instrument;

41.

fastholder, at denne gennemgang, som omhandler forbrugeraftaler, på en sammenhængende måde bør integreres i det arbejde, der udføres med hensyn til aftaleretten generelt, i forbindelse med den løbende proces mod en fælles referenceramme; fremhæver derfor, at denne gennemgang og arbejdet med en fælles referenceramme skal supplere hinanden, idet det anerkendes, at opnåelse af en sådan sammenhæng ikke bør hindre eller sinke denne gennemgang;

42.

understreger nødvendigheden af at sikre forbrugerlovgivningens effektivitet med henblik på at styrke forbrugernes tillid til det indre marked;

43.

opfordrer Kommissionen til at forbedre de nuværende foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse og effektiv forbrugeroplysning, herunder at sørge for korrekt anvendelse af og respekt for de gældende bestemmelser;

44.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af virkningen af de foranstaltninger, der foreslås inden for rammerne af denne gennemgang, med henblik på at sikre, at de styrker forbrugernes tillid uden at skabe en unødvendig ekstra byrde for de forretningsdrivende, herunder især de små og mellemstore virksomheder, og at de bidrager til fuldførelsen af det indre marked;

45.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at koordinere sine foranstaltninger internt samt til at støtte en sammenhængende udvikling af sektorspecifik lovgivning;

46.

anbefaler, at princippet om bedre lovgivning anvendes omhyggeligt;

47.

forpligter medlemsstaterne til at styrke samarbejdet mellem de nationale myndigheder med ansvar for gennemførelse af forbrugerlovgivningen og til at lette både den retlige og udenretlige klageadgang, hvorved forbrugerne får mulighed for at gøre deres rettigheder gældende på europæisk plan;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at leve op til deres ansvar for at gennemføre det indre marked for varer og tjenesteydelser og undlade at »overregulere« ved at indføre bestemmelser, der ikke findes i fællesskabslovgivningen; opfordrer medlemsstaterne til i stedet at vedtage en sammenhængende strategi for målrettet harmonisering af forbrugerlovgivningen kombineret med en bestemmelse om det indre marked, som vil styrke forbrugernes tillid til det indre markeds funktion;

49.

støtter Kommissionens nuværende og planlagte initiativer om forbrugeruddannelse; mener, at der kunne gøres mere også gennem et samarbejde mellem offentlige organer og erhvervslivet for at fremme formidlingen af undervisning af høj kvalitet i den finansielle sektor med henblik på at forbedre de finansielle færdigheder og produkternes kvalitet og styrke sektorens legitimitet som helhed; glæder sig over den bestilte undersøgelse om initiativer vedrørende generelle finansielle færdigheder i EU, hvis resultater skulle foreligge ved udgangen af 2007;

50.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds første formelle møde om Burma, der fandt sted den 29. september 2006,

—

der henviser til erklæring af 18. juli 2007 fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og til den skrivelse til ham af 1. august 2007, der er undertegnet af 92 valgte burmesiske parlamentsmedlemmer og indeholder et forslag til national forsoning og demokratisering i Burma,

—

der henviser til, at præsidenten for Den Internationale Røde Kors Komité, Jakob Kellenberger, den 28. juni 2007 som noget hidtil uhørt anklagede den burmesiske regering for at gøre sig skyld i overtrædelser af international humanitær ret i forhold til civile og fængslede, og til hans krav om, at den burmesiske regering straks træffer foranstaltninger til at bringe disse overtrædelser til ophør og forhindre, at de gentager sig,

—

der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 481/2007 af 27. april 2007 (1) om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma,

—

der henviser til den amerikanske regerings afgørelse af 1. august 2007 om at forlænge importrestriktionerne i loven om frihed og demokrati i Burma (Burmese Freedom and Democracy Act) fra 2003,

—

der henviser til, at lederen af den interparlamentariske forsamling i Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN), Zaid Ibrahim, den 23. august 2007 offentligt opfordrede Kina til at bruge sin indflydelse til at løse krisen i Burma,

—

der henviser til det ottende Asien-Europa-udenrigsministermøde (ASEM), der fandt sted i Tyskland den 28.-29. maj 2007,

—

der henviser til erklæring af 8. august 2007 fra Generation 88-Studenterne i anledning af 17-årsdagen for Nationalforbundet for Demokratis (NLD) sejr ved parlamentsvalget den 27. maj 1990, hvori de fordømte forfatningsforslagene fra Det Nationale Konvent, som gik ind i sin sidste fase den 18. juli 2007,

—

der henviser til den tidligere rapport af 18. juli 2007 fra Human Rights Watch, ifølge hvilken den foreslåede nye forfatning for Burma vil bevare et repressivt militærstyre,

—

der henviser til sine beslutninger om Burma af 12. maj 2005 (2), 17. november 2005 (3), 14. december 2006 (4) og 21. juni 2007 (5),

—

der henviser til EU-formandskabets erklæring af 28. august 2007 om anholdelserne af demokratiforkæmpere i Burma,