20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/16

1.1

EØSU vil gerne takke det tyske formandskab og gratulere det med dets forberedende arbejde og indsats for at sikre gennemsigtighed og samråd om den territoriale dagsorden.

1.2

EØSU mener, at tiden er inde til, at den nuværende uformelle koordinering i Rådet bliver afløst af en ny fase med tættere politisk samarbejde. På grundlag af den indsats, der allerede er gjort, og med de nye bidrag fra ESPON/ORATE, der forventes, må der tages et nyt skridt i integrationen med et klart mandat til Kommissionen, så den får mulighed for at udøve initiativretten.

1.3

EØSU mener, at debatterne i Rådet om den territoriale dagsorden bør munde ud i mere konkrete politiske beslutninger, hvorfor det er nødvendigt, at Kommissionen får en større rolle, for det er Kommissionen, som bedst kan sikre sammenhæng og kompatibilitet mellem de forskellige tilgange til territoriel samhørighed i Den Europæiske Union.

1.4

Målet om territorial samhørighed i EU gør det påkrævet, at Kommissionen opretter en specifik og handlekraftig tjeneste, som kan analysere, evaluere og fremlægge politiske forslag, der viser merværdien af en europæisk tilgang til territorial samhørighed.

1.5

EØSU foreslår, at der sikres kontinuitet efter det tyske formandskab. Kommissionen bør derfor analysere, syntetisere og omsætte den territoriale dagsorden i praksis gennem et handlingsprogram, som tager hensyn til medlemsstaternes og regionernes kompetence mht. politikken for fysisk planlægning.

1.6

Den fjerde samhørighedsrapport, som Kommissionen er ved at udarbejde, bør undersøge EU-fondenes territoriale indvirkning og finde frem til forbindelsesled mellem samhørighedspolitikken og den territoriale dagsordens mål. EØSU mener, at programmerne om grænseoverskridende samarbejde bør styrkes.

1.7

I forvaltningen af den territoriale dagsorden bør der sikres balance mellem de forskellige lokale, regionale, nationale og europæiske myndighedsniveauer samt civilsamfundet, som bør høres forudgående.

1.8

EØSU foreslår Rådet, at der iværksættes en åben koordineringsmetode for den territoriale dagsorden med præcise retningslinjer som et første skridt hen imod inddragelse af disse emner i fællesskabsmetoden efter vedtagelsen af forfatningstraktaten.

1.9

EØSU håber, at EU snarest vedtager forfatningstraktaten, som omfatter målet om territorial samhørighed, og foreslår, at Rådet på sit uformelle møde i Leipzig på grundlag af den nuværende konsensus om den territoriale dagsorden i sine konklusioner anbefaler dens gradvise gennemførelse i stedet for at understrege dens ikke-bindende karakter.

1.10

Følgelig anmoder EØSU Kommissionen om at foreslå Rådet at gå videre med anvendelsen af den territoriale dagsorden på det eksisterende retsgrundlag.

2.1

Den 7. november 2006 anmodede det tyske ministerium for transport, byggeri og byudvikling på vegne af det tyske EU-formandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om EU's territoriale dagsorden.

2.2

Et politisk debatoplæg om EU's territoriale dagsorden  (1) skal vedtages på det uofficielle ministermøde om regional samhørighed og byudvikling, som afholdes i Leipzig den 24. og 25. maj 2007. Oplægget er baseret på et dokument med titlen Den regionale situation og EU's perspektiver  (2). I dokumentet analyseres de overordnede regionaludviklingspolitiske udfordringer, EU står over for, og der gives eksempler på, hvordan mulighederne i Europas regionale mangfoldighed kan udnyttes bedre for at opnå en bæredygtig økonomisk vækst. »EU's territoriale dagsorden« indeholder henstillinger med henblik på større hensyntagen til Europas regionale mangfoldighed og en række forslag vedrørende et handlingsprogram for en politik for fysisk planlægning.

2.3

EØSU har siden 1995 været fortaler for et øget samarbejde om en europæisk politik for fysisk planlægning:

Andre senere udtalelser støtter også en større inddragelse af og hensyntagen til den territoriale dimension af den europæiske integration:

3.1

Det første uformelle møde mellem ministre med ansvar for fysisk planlægning og territorial politik generelt fandt sted i Nantes i 1989.

3.2

Denne type møder organiseres på initiativ af EU's skiftende halvårlige formandskaber. I 1993 blev det på mødet i Lieja besluttet at udarbejde Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv  (3), som blev vedtaget i Potsdam i 1999, og som udgør den fælles referenceramme for de uformelle møder for ministre med ansvar for fysisk planlægning og territorial politik.

3.3

På det uformelle møde om territorial samhørighed i Rotterdam i november 2004 vedtog ministrene at inddrage udarbejdelsen af et sammenfattende dokument om »Den regionale situation og EU's perspektiver« i sit arbejdsprogram for perioden indtil 2007. Dokumentet udgør grundlaget for EU's territoriale dagsorden.

3.4

EU's territoriale dagsorden udgør en strategisk ramme, som fastsætter prioriteterne for den territoriale udvikling i EU. Den bidrager til den økonomiske vækst og bæredygtige udvikling ved at styrke den territoriale samhørighed, der kan defineres som en samhørighedspolitiks evne til at tilpasse sig de særlige behov og karakteristika, som de geografiske udfordringer og muligheder opbyder.

3.5

Målet om territorial samhørighed blev i juni 2003 skrevet ind i forfatningstraktaten i artikel III-116, som den tredje dimension af den økonomiske og sociale samhørighed. Den territoriale dimension af fællesskabspolitikkerne analyseres også i den tredje samhørighedsrapport, som Kommissionen udsendte i 2005. Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed, der blev vedtaget i 2006, omfatter også denne nye territoriale dimension af samhørighed.

3.6

På det uformelle ministermøde i Luxembourg i maj 2005 vedtog ministrene følgende emner og prioriteter for EU's territoriale dagsorden:

3.7

Blandt de vigtigste foranstaltninger nævnes følgende;

4.1

EFFU er en fælles referenceramme for de forskellige parter, der er involveret i Europas fysiske og funktionelle udvikling (EU, medlemsstater, regioner og andre lokale myndigheder). Den støtter den territoriale dimension af et polycentrisk Europa og den nødvendige »regionalisering« af EU's sektorpolitikker. EFFU er et mellemstatsligt initiativ, der blev vedtaget på ministermødet i Potsdam i 1999, og som ikke er bindende. EFFU har kun været anvendt i praksis i forbindelse med etableringen af Observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ESPON (4)/ORATE) og indirekte via de tre Interreg-programmer.

4.2

EFFU har følgende mål:

4.3

Fire centrale områder interagerer indbyrdes og udøver et betydeligt pres på den territoriale udvikling:

4.4

Med udgangspunkt i de ovennævnte områder har EFFU fastsat følgende retningslinjer:

4.5

Konkrete planlagte foranstaltninger er blandt andet:

4.6.1

Observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE) er et forskningsprogram, der anvendes på området for territorial udvikling og som er finansieret af Interreg og medlemsstaterne. Formålet med programmet er at formidle systematiske og opdaterede oplysninger om territoriale tendenser samt virkningen af politikkerne i de europæiske regioner og territorier til de ansvarlige for udviklingen af nationale og regionale politikker i EU. Oplysningerne kan bidrage direkte til udarbejdelsen og gennemførelsen af politikkerne.

4.6.2

Den samlede forskning under ORATE-programmet omfatter 29 europæiske landes territorier, nemlig de 27 EU-lande samt Norge og Schweiz.

4.6.3

Det er planlagt at øge budgettet ganske betragteligt: fra et budget på 7 mio. EUR for perioden 2000-2006 til 34 mio. EUR for perioden 2007-2013, hvor det nye ORATE-program 2013 træder i kraft. Sammen med de nationale bidrag kan det samlede beløb nå op på 45 mio. EUR.

5.1.1

I forbindelse med alle spørgsmål, der vedrører territoriet, er merværdien ved en fælles europæisk tilgang af afgørende betydning. De seneste årtiers akkumulerede erfaringer og nødvendigheden af at tage højde for den territoriale dimension i forbindelse med den europæiske integration kræver, at de politikker, der har indflydelse på den overordnede europæiske territorielle tilgang, gradvist gøres til et fællesskabsanliggende.

5.1.2

EU udvikler mange fællesskabspolitikker, der har indvirkning på territoriet: konkurrencepolitik, de transeuropæiske transportnet, energi- og telekommunikationsnet, miljøpolitik, landbrugspolitik, politik vedrørende teknologisk forskning og udvikling, regionalpolitik, EIB's investeringer etc. Ikke desto mindre har EU ikke en fælles strategi, som integrerer, evaluerer og koordinerer virkningerne af disse politikker på det europæiske territorium.

5.1.3

En fælles europæisk strategi for territoriet kræver fælles europæiske målsætninger og retningslinjer. Merværdien ved fælles retningslinjer for europæisk territorialitet er indlysende, blandt andet i forbindelse med: beskyttelse af miljøet, en bæredygtig og polycentrisk byudvikling, de transeuropæiske net og forebyggelse af naturkatastrofer, teknologiske katastrofer og klimaændringer ved hjælp af europæiske planer.

5.1.4

Den såkaldte fællesskabsmetode (5) består i, at Kommissionen på eget initiativ eller på initiativ af en af de øvrige EU-instanser udarbejder konkrete forslag til eventuel vedtagelse af Rådet og i givet fald også af Europa-Parlamentet.

5.1.5

For visse politikområder har Rådet lanceret den åbne koordinationsmetode, der forudsætter mindre intens og præcis politisk handling end fællesskabsmetoden. EØSU mener, at i forbindelse med emner vedrørende den territoriale dagsorden kan den åbne koordinationsmetode være anvendelig i de indledende faser, inden fællesskabsmetoden tages i brug. Den åbne koordinationsmetode kan anvendes, indtil forfatningstraktaten vedtages, hvorefter det vil blive muligt at anvende fællesskabsmetoden.

5.1.6

Men som erfaringerne fra andre europæiske politikområder har vist, er denne metode kun anvendelig, når Kommissionen arbejder meget aktivt og med nogle meget præcise målsætninger og retningslinjer.

5.1.7

Uanset hvilken løsning, der findes mht. udkastet til traktat om en forfatning for Europa, hvor territorial samhørighed til EØSU's tilfredshed optræder i titlen til afdeling III (kapitel 3), bør følgende artikler i den gældende traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab tjene som retsgrundlag for udviklingen af en fælles strategi for det europæiske territorium:

5.2.1

Fællesskabets regionalpolitik er et centralt instrument til fremme af økonomisk og social samhørighed, økonomisk konvergens og den europæiske integrationsproces generelt.

5.2.2

EØSU har altid støttet regionalpolitik, som stræber efter og opnår at reducere forskellene mellem de europæiske regioner.

5.2.3

Denne regionalpolitik, som er en af de mest succesfulde fællesskabspolitikker, bør i betragtning af de nye forskelle som følge af udvidelsesprocessen, fortsættes.

5.2.4

Regionalpolitikken er ikke uforenelig — snarere tværtimod — med en effektiv territorial samhørighedspolitik, der, som foreslået i den territoriale dagsorden, skal gennemføres i den nye periode 2007-2013.

5.3.1

De to seneste udvidelser skaber nye udfordringer for det europæiske territorium, som siden 2004 er vokset fra 15 til 27 medlemsstater, hvor befolkningen er øget med 28 % (fra 382 til 490 mio. indbyggere) og hvor territoriet er vokset med 34 % (fra 3,2 til 4,3 mio. km2). Denne nye dimension og de store forskelle i territoriale karakteristika medfører, at behovet for en fælles tilgang til denne territorielle og geografiske virkelighed og de mulige udviklingsscenarier, er presserende.

5.3.2

De seneste to udvidelser udgør en vigtig territorial udfordring, som Kommissionen bør undersøge tilbundsgående.

5.3.3

Antallet af interne og eksterne grænseregioner er øget betydeligt. Grænseregionerne udgør en udfordring og en konkret mulighed for, at integrationsprocessen medfører reelle resultater.

5.4.1

De udfordringer og risikoer, der påvirker det europæiske territorium, bør tackles på europæisk niveau. Merværdien ved en helhedsorienteret fælles tilgang for det europæiske territorium er indiskutabel, og en sådan fælles tilgang bør anerkendes som et centralt strategisk behov.

5.4.2

Det er hensigtsmæssigt at påpege visse karakteristika ved dette territorium:

Territoriet har således som fysisk og geografisk struktur en afgørende strategisk betydning. Kommissionens konsekvensanalyser bør inddrage denne territoriale tilgang, hvilket kræver bidrag fra ESPON/ORATE.

5.5.1

EU bør råde over et hensigtsmæssigt forvaltningssystem, hvor de forskellige territoriale myndighedsniveauers repræsentation er velafbalanceret, da der jo på territoriet findes myndigheder på lokalt, regionalt og nationalt niveau samt på EU-niveau. Subsidiaritetsprincippet bør overholdes, men samtidig skal sammenhæng og en fælles helhedstilgang sikres.

5.5.2

Det er også påkrævet, at civilsamfundet deltager på de forskellige niveauer ved hjælp af strukturerede fremgangsmåder for sociale og civile dialoger. I mange medlemsstater og europæiske regioner findes der økonomiske og sociale råd (eller tilsvarende organer), som bør mobiliseres, så de i samarbejde med de sociale aktører og andre civilsamfundsorganisationer kan deltage aktivt i hørings- og forvaltningssystemerne i forbindelse med territoriale anliggender.

6.1

Den territoriale dagsorden er baseret på dokumentet »Den regionale situation og EU's perspektiver«, som ikke er et egentligt syntesedokument, men snarere en samling bidrag fra de skiftende formandskaber. Dokumentet redegør i 197 punkter for alle de udfordringer, som det europæiske territorium er konfronteret med, og er som sådan en overordentlig nyttig guide, som Kommissionen bør tage som udgangspunkt for et forslag til en handlingsplan.

6.2

Den territoriale dagsorden bør omfatte medlemsstaternes strategier på området, tage hensyn til de øvrige EU-politikkers territoriale dimension og tilstræbe komplementaritet og synergi for at nå frem til en europæisk syntese baseret på nogle retningslinjer for en territorial strategi for EU, som foreslås i punkt 8.

6.3

EU's territoriale dagsorden bør afstikke kursen for en udvikling, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig.

7.1.1

Territorial samhørighed sigter mod anlæggelse af et europæisk territorialt perspektiv, som danner rammen om og sikrer kompatibiliteten mellem de regionale strategier, som medlemsstaterne og regionerne udformer og gennemfører.

7.1.2

Territorial samhørighed bør fokusere på de spørgsmål, som berører for det første den territoriale planlægning og for det andet by- og regionalplanlægningen. Som CEMAT (6) erklærede i 1994, er fysisk planlægning et velegnet værktøj til implementering af bæredygtig udvikling på territorialt plan.

7.1.3

Det er derfor nødvendigt at få defineret fysisk planlægning begrebsmæssigt, metodologisk og terminologisk. Fysisk planlægning indebærer en tværfaglig tilgang og tværgående prioritering, som indvirker på forskellige aspekter, især miljø, transport og kommunikation, boligområdet, bymæssig og industriel bebyggelse osv.

7.2.1

Inden for rammerne af Lissabon-strategien foreslår EØSU en mere afbalanceret økonomisk udvikling i Europa, så alle borgere og alle områder får gavn af udviklingen — også regioner med vedvarende naturbetingede og strukturelle handicap (7).

7.2.2

Alle EU-politikker bør fremme målet om social samhørighed. EØSU foreslår, at social samhørighed opføres som et af målene for den territoriale dagsorden, for det er på det europæiske territorium borgerne bor, og hvor mulighederne og problemerne findes.

7.2.3

En polycentrisk udvikling for by- og storbyområderne og en passende forbindelse mellem disse og byernes yderområder og landdistrikterne kan bane vejen for en bedre økonomisk og social balance i Europa. Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, integration af indvandrere (8), en aktiv boligpolitik, lige muligheder og udvikling af offentlige serviceydelser af kvalitet bør også indgå i de grundlæggende mål for den territoriale tilgang.

7.3.1

De seneste rapporter om klimaændringen advarer alle om problemets alvor. Det står klart, at opvarmningen af planeten er en kendsgerning, ikke en subjektiv opfattelse. Mange af klimaændringens følger begynder at kunne mærkes rundt om i Europa. Den fysiske planlægning må tage denne nye udfordring op og søge at afbøde og rette op på nogle af de konsekvenser, som klimaændringen vil få for det europæiske territorium.

7.3.2

Det er nødvendig at udarbejde en europæisk plan for at imødegår naturgivne risici og naturkatastrofer. Det er ikke science fiction. Den seneste rapport, som økonomen Sir Nicholas Stern (9) har udarbejdet for den britiske regering, viser tydeligt, hvad der står på spil: det vil være nødvendigt at investere mindst 1 % af BNP på verdensplan i bekæmpelsen af klimaændringen for at undgå, at de globale omkostninger og de risici, der er forbundet hermed, fører til en nedgang i verdens samlede BNP på 5 % eller muligvis 20 %, hvis de mest skadelige følger af opvarmningen bliver ved med at tiltage i det nuværende tempo.

7.3.3

Klimaændringen kan hurtigere, end man hidtil har regnet med, få negative følger for samhørigheden og konkurrenceevnen, livskvaliteten og den bæredygtige udvikling; dette bekræftes af en nylig rapport udarbejdet af FN's ekspertgruppe om klimaændringen, som blev fremlagt i Paris den 2. februar 2007. EØSU foreslår, at der tages hensyn til følgerne af klimaændringen i den fysiske planlægning.

7.3.4

Blandt de risici, som det er nødvendigt at tage højde for, bør indgå risici forbundet med teknologiske katastrofer (radioaktive, kemiske og bakteriologiske krisesituationer), som skyldes uheld eller terroristangreb, og der må planlægges eventuelle storstilede evakueringer af befolkningen.

7.4.1

Ideen om transeuropæiske transportnet (TEN-T) dukkede frem i slutningen af 80'erne i tilknytning til enhedsmarkedet. At tale om enhedsmarked og fri bevægelighed havde kun mening, hvis de forskellige nationale og regionale transportnet var kædet sammen via et europæisk system af moderne og effektive infrastrukturer.

7.4.2

Siden 1992 har de transeuropæiske net været forankret i traktatens afsnit XV (artikel 154, 155 og 156). Nu femten år efter er resultatet skuffende og endog foruroligende. Finansieringsvanskeligheder og manglende politisk vilje forklarer til dels dette dårlige resultat. EØSU beklager den glemsel og politiske ligegyldighed, hvormed regeringerne har begravet vækstinitiativet (10) fra 2003, der omfattede anlæggelse af store transeuropæiske net. Spørgsmålet er, hvorvidt den ringe udvikling af de transeuropæiske transport-, telekommunikations- og energinet skyldes manglen på et overordnet perspektiv for det europæiske territorium og dets infrastrukturer.

7.4.3

EØSU vil gerne understrege, at det bør være et grundlæggende mål, at alle mennesker og alle områder skal have adgang til transportnet, som er rimeligt tilgængelige og sammenhængende, via et jævnt udviklet paneuropæisk net med gode forbindelser til små byer, landdistrikter og øregioner.

7.4.4

I dag råder Europa ikke over et passende energinet (elektricitet, olie og gas). Manglen på et sådant net kan skade den økonomiske aktivitet. Desuden betyder det stor ulighed for de regioner og områder, som i dag ikke har adgang til disse net.

7.4.5

Det er nødvendigt, at der i den europæiske energipolitik medtages en territorial synsvinkel for at bevare naturressourcerne og sikre social og territorial samhørighed.

7.4.6

Ligeledes er det for udviklingen af Lissabon-strategien nødvendigt, at alle områder og alle borgere har adgang til informationssamfundet og dets net, til formidling af viden og uddannelse. EU's territoriale dagsorden bør først og fremmest indarbejde denne tilgang.

7.5.1

Målet om beskyttelse af det fysiske og naturlige miljø og bevarelse af biodiversiteten i Europa kan kun nås gennem en fælles politisk tilgang på hele det europæiske område. Set ud fra dette synspunkt er den europæiske merværdi afgørende.

7.5.2

Den territoriale dagsorden bør fastlægge grundlaget for en ny mere effektiv europæisk politik for beskyttelse af det naturlige miljø og bevarelse af biodiversiteten (11).

7.6.1

Europa råder over en meget værdifuld kulturarv, som EU bør beskytte. Alle regioner i Europa er udstyret med en stor kulturel diversitet, som er fundamentet i europæernes historie og identitet.

7.6.2

Den territoriale dagsorden bør fremme bevarelsen af denne rige og forskelligartede kulturarv, der desuden bør styrkes som en indbygget faktor for økonomisk udvikling og social samhørighed.

8.1

Retningslinjerne for en territorial EU-strategi bør sigte mod størst mulig økonomisk effektivitet, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed under overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet.

8.2

Retningslinjerne for en bæredygtig territorial strategi for Fællesskabets område er en referenceramme for det europæiske område, som skal give den territoriale samhørighed indhold og mening uden at komme på tværs af medlemsstaternes og regionernes politiske kompetence mht. fysisk planlægning.

8.3

Retningslinjerne for en territorial strategi for opnåelse af økonomisk, social og territorial samhørighed, skal først og fremmest omfatte: