52002PC0119

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Baggrund

I maj 2001, da direktiv 2001/19/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer [1] blev vedtaget, gav Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udtryk for deres enighed om, at "det er vigtigt, at der inden for området gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer findes konsoliderede udgaver af de gældende retsforskrifter, som er let tilgængelige for alle og enhver". Samtidig påpegede Kommissionen, at den havde til hensigt at fortsætte dette arbejde i to etaper: "I første omgang påtænker den at konsolidere sektordirektiverne. Derefter vil den undersøge muligheden for at konsolidere direktiverne vedrørende den generelle ordning for således at forenkle lovgivningen og i højere grad at lette den frie udveksling af tjenesteydelser i lyset af konklusionerne fra topmødet i Lissabon".

[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF af 14. maj 2001 om ændring af Rådets direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF om den generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser og om ændring af Rådets direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF og 93/16/EØF om følgende erhverv: sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger (i det følgende benævnt Slim-direktivet), EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1.

I februar 2001 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet "Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle" [2]. Specielt om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer anførte Kommissionen i meddelelsen, at den:

[2] KOM(2001) 116.

* "i 2002 [vil] fremlægge forslag til et mere ensartet, gennemsigtigt og fleksibelt system for anerkendelse af faglige kvalifikationer baseret på den eksisterende generelle ordning, herunder metoder til at fremme en mere udbredt automatisk anerkendelse"

* "vil vedtage en prioriteret aktion, som bygger på såvel eksisterende informations- og kommunikationsnetværker som på igangværende arbejde med at forbedre eksamensbevisernes gennemsigtighed, med henblik på at sikre, at borgerne kan have tillid til en mere omfattende informations- og rådgivningstjeneste, der tager specifikt hensyn til den enkeltes interesser og rettigheder".

Denne meddelelse blev forelagt Det Europæiske Råd på dets møde i Stockholm den 23. og 24. marts 2001. Det hedder i konklusionerne fra Det Europæiske Råd at "Kommissionen [har] til hensigt på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge [...] specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer og studieperioder" [3].

[3] Konklusioner fra Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001, punkt 15.

Som det også blev bebudet i meddelelsen, blev der nedsat en arbejdsgruppe på højt niveau vedrørende færdigheder og mobilitet, som i december 2001 forelagde en rapport, hvori det med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer hedder, at EU og medlemsstaterne bør sætte ind på at gøre anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv hurtigere og lettere og skabe betingelser for en mere automatisk anerkendelse samt indføre en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv senest i 2005 [4].

[4] Arbejdsgruppen på højt niveau vedrørende færdigheder og mobilitet, endelig rapport, 14. December 2001.

I Kommissionens handlingsplan vedrørende kvalifikationer og mobilitet [5] hedder det, at "der skal gennemføres omfattende forbedringer af den eksisterende fællesskabsordning for anerkendelse af de lovregulerede erhverv med henblik på at gøre den lettere at forvalte og klarere, hurtigere og enklere at anvende for brugerne. Fællesskabets institutioner og medlemsstaterne bør fremme beskæftigelsesmulighederne og tilvejebringelsen af tjenesteydelser gennem en overordnet og gennemgribende konsolidering af de eksisterende ordninger for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i de lovregulerede erhverv med henblik på at opnå et mere ensartet, gennemsigtigt og fleksibelt system med ændringer, som er direkte rettet mod sikring af en klarere og mere tidssvarende samt automatisk anerkendelse, gennem vedtagelse af forslagene i 2003 med henblik på gennemførelse senest i 2005".

[5] KOM(2002) ..., punkt 15.

På grundlag af det mandat, som Kommissionen fik af Det Europæiske Råd i Lissabon, vedtog Kommissionen i slutningen af 2000 meddelelsen "En strategi for tjenester i det indre marked" [6]. I denne meddelelse fremhæves betydningen af tjenesteydelser for økonomien generelt, de nye muligheder og praksisser, som den nye informations- og kommunikationsteknologi giver, og behovet for at lette udvekslingen af tjenesteydelser over grænserne i EU som helhed.

[6] KOM(2000) 888.

Dette nye direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv kommer til at fungere sideløbende med andre aktioner, som også er en opfølgning af beslutningerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon og Feira i 2000, samt Kommissionens meddelelse fra november 2001 "Realiseringen af et europæisk område for livslang læring". I denne meddelelse beskrives formålet med en strategi for anerkendelse af erhvervskvalifikationer og kompetence og gennemsigtighed i forbindelse hermed (jf. afsnittet om værdsættelse af læring). Denne strategi danner baggrund for en række initiativer på medlemsstatsniveau og EU-niveau vedrørende akademiske og erhvervsuddannelsesmæssige kvalifikationer og er helt på linje med dette udkast til direktiv. I juni 2001 igangsatte Kommissionen en offentlig høring om de vigtigste af de spørgsmål, der indgår i overvejelserne om et nyt direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

I juli 2001 offentliggjorde Kommissionen hvidbogen "Nye styreformer i EU" [7]. I denne hvidbog anførte Kommissionen, at den for sit vedkommende vil fremme anvendelsen af forskellige type instrumenter, herunder rammedirektiver, hvor den udøvende myndighed tager sig af de tekniske detaljer ved at gennemføre "sekundære" regler, forenkle den eksisterende EU-lovgivning, herunder omorganisere lovtekster, offentliggøre retningslinjer for indhentning og anvendelse af ekspertrådgivning og kombinere på den ene side lovgivnings- og forskriftsmæssige initiativer og på den anden side initiativer truffet af de mest berørte aktører (samregulering).

[7] KOM(2001) 428.

Endelig ligger den kommende udvidelse EU meget på sinde. Denne udvidelse af EU vil give EU-institutionerne et større ansvarsområde med hensyn til anvendelsen af EU-lovgivningen og forvaltningen af den.

2. De vigtigste mål med forslaget

2.1. Mere fleksible markeder for arbejdskraft og tjenester

En entydig, sikker og hurtig ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv er nødvendig for at sikre fri bevægelighed. Dette bidrager i væsentlig grad til at sikre, at ledige stillinger besættes af kvalificerede ansøgere, og til at sikre, at der er nok kvalificerede tjenesteleverandører til at opfylde efterspørgslen på markedet. Faguddannedes frie bevægelighed yder et væsentligt bidrag til det videnbaserede samfund. Den frie bevægelighed har også erfaringsmæssigt haft stor betydning, når der i forskellige medlemsstater i visse perioder har været mangel på kvalificeret personale til stillinger som f.eks. lærer, dyrlæge, læge og sygeplejerske.

Bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer er indtil nu blevet udarbejdet stykkevis med en lang række parallelle bestemmelser og forskelligartetheder. Forskellene og lighederne mellem de forskellige dele af lovgivningen har givet en ordning, som af både migranter og fagfolk er blevet kritiseret som alt for svær at forstå, for vanskelig at følge, ofte uklar og til tider langsom at anvende, ligesom den i visse tilfælde har været forældet eller ikke tilpasset de særlige forhold inden for et specielt erhverv.

For at gøre systemet klarere, enklere og lettere at forstå og anvende tager dette forslag om et enkelt direktiv sigte på en omfattende revision af alle direktiverne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, således at de grundlæggende betingelser og garantier bibeholdes, samtidig med at strukturen forenkles og ordningen kommer til at fungere bedre. Det er også hensigten med forslaget, at betingelserne for udveksling af tjenesteydelser over grænserne skal være mindre restriktive end betingelserne for etableringsfrihed, hvilket yderligere øger fleksibiliteten på arbejds- og tjenesteydelsesmarkedet.

2.2. Konsolidering og forenkling

Med det tredje direktiv om den generelle ordning (direktiv 1999/42/EF [8]) har Kommissionen allerede opnået en betydelig konsolidering af de 35 overgangsdirektiver inden for håndværk og handel. Den senere vedtagelse af direktiv 2001/19/EF har yderligere forenklet de retlige rammer og procedurerne med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Der er stadig omkring 12 centrale direktiver om de syv erhverv som læge [9], sygeplejerske med

[8] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne om liberalisering og om overgangsforanstaltninger, og til supplering af den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser, EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77.

[9] Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet.

ansvar for den almene sundheds- og sygepleje [10], tandlæge [11], dyrlæge [12], jordemoder [13], farmaceut [14] og arkitekt [15], som hovedsagelig blev vedtaget i løbet af 1970'erne og 1980'erne, samt de tre direktiver om den generelle ordning [16], som er ajourført ved Slim-direktivet. En konsolidering af disse direktiver vil give et enklere og klarere sæt regler for de berørte erhverv.

[10] Rådets direktiv 77/452/EØF af 27. juni 1977 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje samt om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten og den fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet.

[11] Rådets direktiv 78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet.

[12] Rådets direktiv 78/1026/EØF af 18. december 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlæger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet.

[13] Rådets direktiv 80/154/EØF af 21. januar 1980 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for jordemødre og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten og den fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet.

[14] Rådets direktiv 85/432/EØF af 16. september 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse former for virksomhed på det farmaceutiske område, EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34, senest ændret ved Slim-direktivet.

[15] Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15, senest ændret ved Slim-direktivet.

[16] Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16, senest ændret ved Slim-direktivet.

Direktiverne om advokaters fri udveksling af tjenesteydelser og om advokaters etableringsret [17] er ikke omfattet af dette initiativ, da de ikke vedrører anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, men anerkendelse af tilladelsen til at udøve erhvervet. Anerkendelsen af advokaters eksamensbeviser er i øjeblikket reguleret ved direktiv 89/48/EØF, som er omfattet af dette direktiv.

[17] Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17. Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, EFT L 77 af 14.3.1998, s. 36.

Dette forslag indebærer ikke væsentlige ændringer af de eksisterende samordnede bestemmelser, som anerkendelse i henhold til sektordirektiverne er baseret på. Den offentlige høring i 2001 mundede ikke ud i et bredt krav om en sådan udvikling. Kommissionen har ikke foreslået denne type ændringer, da den finder dem uegnede til et forslag til rammedirektiv, der hovedsagelig har til formål at konsolidere og forenkle bestemmelser, der gælder for en lang række erhverv. Det udelukker ikke en løbende dialog med de berørte parter og nationale myndigheder om spørgsmål og holdninger med henblik på eventuelle kommende initiativer for hvert erhverv. I forbindelse med et sådant arbejde bør der tages hensyn til aktioner, der skal iværksættes som led i det EU-folkesundhedsprogram, der er stillet forslag om, og som har til formål at fremme sundhedskvaliteten, jf. Kommissionens meddelelse om Det Europæiske Fællesskabs strategi på sundhedsområdet [18]. Ud over den rene konsolidering har en gennemgang af de forskellige bestemmelser i direktiverne vist, at en rationalisering og strømlining af bestemmelserne, så de bliver omfattet af et enkelt direktiv, vil bidrage til større forenkling og øget klarhed, samtidig med at de eksisterende garantier bevares.

[18] KOM(2000) 285.

Ikke blot retsakterne, men også procedurerne må forenkles. Inden for sektordirektiverne har man hidtil arbejdet med administrativt tunge rådgivende udvalg ud over de udvalg og grupper, der består af repræsentanter for medlemsstaterne. Inden for andre direktiver arbejdes der med et enkelt udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der normalt holder møde to gange om året (koordinationsgruppen inden for den generelle ordning). Mens de rådgivende udvalg har lagt hovedvægten på uddannelse, fokuserer traktaten og EU's indsats på dette område på den frie bevægelighed [19]. De nye medlemsstater og yderligere sprog, som bliver en følge af udvidelsen af EU, vil øge denne form for administration.

[19] Traktaten selv sigter ikke mod harmonisering inden for uddannelse, herunder erhvervsuddannelse (Artikel 149 og 150). Samtidig giver artikel 47, stk. 2 mulighed for initiativer, der indebærer samordning af medlemsstaternes bestemmelser om adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der dog skal være enstemmighed i Rådet, hvis gennemførelse i mindst én af medlemsstaterne af direktiver herom medfører en ændring af "bestående lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer".

Moderne informations- og kommunikationssystemer gør det muligt at indføre mere fleksible procedurer til indsamling af information og udveksling af synspunkter. Der er allerede blevet indført et udvidet samarbejde på europæisk plan mellem repræsentanter på erhvervs- og uddannelsesområdet. De krav, som et udvidet EU stiller, og kravene til god administrativ praksis indebærer, at der må anvendes enklere og mere fleksible procedurer, så det sikres, at Kommissionen og de nationale myndigheder tager hensyn til betingelserne for automatisk anerkendelse. Dette kan gøres ved, at Kommissionen foranstalter regelmæssige møder mellem repræsentanter for medlemsstaterne på EU-plan, samtidig med at der gives bedre mulighed for inddragelse af eksterne synspunkter og holdninger i drøftelserne på Kommissionens initiativ eller på en medlemsstats initiativ. På nogle områder er der allerede blevet gennemført fleksible samarbejdsmetoder, og det har givet gode resultater. Der kan derfor gennemføres konsolidering, modernisering og forenkling af procedurerne i tilknytning til retsakterne, og af selve retsakterne.

Kommissionen mener, at der ud over de etablerede midler til høring i medlemsstaterne kan skabes garanti for information, anbefalinger og rapportering om, hvordan EU-ordningen fungerer på europæisk plan, hvis der indføres ordninger mellem Kommissionen og de relevante organer, der repræsenterer de erhverv og uddannelsesinstitutioner, som drager nytte af den automatiske anerkendelse på grundlag af en minimumskoordinering af uddannelseskravene. Disse ordninger skal sikre, at Kommissionen og medlemsstaterne regelmæssigt får disse oplysninger og denne rådgivning. De skal også sikre, at sådanne bidrag bliver sat på dagsordenen for det næste af de møder blandt repræsentanter for medlemsstaterne, som Kommissionen foranstalter, og hvor det relevante erhverv behandles. Disse ordninger kunne bekræftes af Kommissionen i en dertil egnet form. Kommissionen vil på dette grundlag trække sit forslag om ophævelse af de afgørelser, i henhold til hvilke der nedsættes rådgivende udvalg i tilknytning til sektordirektiverne [20], tilbage, og forelægge et nyt forslag til en rådsafgørelse om afskaffelse af de eksisterende rådgivende udvalg under vedtagelsesproceduren for dette forslag.

[20] Forslag til Rådets afgørelse om ophævelse af afgørelse 75/364/EØF, 77/454/EØF, 78/688/EØF, 78/1028/EØF, 80/156/EØF og 85/434/EØF om nedsættelse af rådgivende udvalg for uddannelsen af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og læger, KOM(1999) 177.

2.3. Bedre forvaltning, større klarhed og større fleksibilitet

I sektordirektiverne fungerer den automatiske anerkendelse ved, at der i direktiverne er fastsat en minimumssamordning af uddannelserne. Disse grundlæggende krav for den automatiske anerkendelse ville fortsat skulle fastsættes af Parlamentet og Rådet gennem den fælles beslutningsprocedure. Det vil imidlertid være mere hensigtsmæssigt at foretage den tekniske ajourføring af nogle af kravene ved uddelegering af beføjelserne. Der må tages hensyn til den stadig hurtigere samfundsmæssige og teknologiske udvikling ved anvendelsen af de procedurer, der skal holde de tekniske bestemmelser, som er underlagt de generelle bestemmelser i EU-lovgivningen, ajour. I den henseende er sektordirektiverne unødvendigt ufleksible. De vigtigste bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer bør fortsat være i selve direktivets tekst, men de tekniske detaljer vedrørende anvendelsen af dem bør fremgå af bilagene og om nødvendigt kunne ajourføres under anvendelse af uddelegerede beføjelser.

Den generelle ordning har stået sin prøve igennem ca. 10 år, hvor den er blevet anvendt i stigende grad. Det ser imidlertid ud til, at der er spillerum for yderligere gennemsigtighed, klarhed og garantier under den generelle ordning. Inden for minimumsgarantierne viser de nye statistikker om anerkendelsesproceduren allerede, at der regelmæssigt sker anerkendelse uden anvendelse af udligningsforanstaltninger i form af egnethedsprøver eller gennemførelse af en prøvetid. Erfaringerne varierer dog noget i EU. Desuden har nogle erhverv, der er omfattet af den generelle ordning, allerede gjort et stort arbejde med at udvikle fælles platforme, som kan bidrage til forståelse og anerkendelse af kvalifikationer [21].

[21] Jf. Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel nr. 3429/93 af Christian Rovsing "EUR ING-registret". EFT C 268 af 26.9.1994, s. 38.

Det arbejde med kvalifikationsmæssige spørgsmål inden for de enkelte sektorer, der foregår som led i den sociale dialog på europæisk niveau og som led i aktiviteter støttet af Kommissionen inden for akademiske og erhvervsuddannelsesmæssige kvalifikationer, kan også bidrage til at lette anerkendelsen af kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv.

Direktiverne om den generelle ordning indeholder ikke særlige bestemmelser om kravene ved udveksling af tjenesteydelser over grænserne. Både etableringsretten og udvekslingen af tjenesteydelser over grænserne gavner tjenesteydelsesøkonomien. Levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne bør ikke være omfattet af så strenge betingelser som etableringsretten. Derfor skal der i henhold til forslaget indføres en mindre restriktiv ordning for levering af tjenesteydelser over grænserne end for etablering, idet der dog indføres en sikkerhedsklausul. Også på denne måde kan strukturen og strategien i sektordirektiverne og direktiverne om den generelle ordning kombineres, uden at man går glip af fordelene ved nogen af ordningerne.

2.4. Bedre administration og bedre informering og rådgivning af borgerne

Forslaget indeholder også bestemmelser om et større samarbejde mellem de nationale myndigheder indbyrdes og med Kommissionen med henblik på levering af information og rådgivning til de enkelte borgere og problemløsning. Dette indgår i et bredere initiativ som led i det indre marked. Informering og rådgivning af borgerne om deres rettigheder og interesser med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer bør finde sted så tæt som muligt på borgerne. Det indebærer, at myndighederne i hjem- og værtsmedlemsstaten og kontaktpunkterne skal oplyse og hjælpe de uddannede og dem, der ansøger om anerkendelse i forbindelse med den frie bevægelighed. De eksisterende informations- og rådgivningsordninger bør videreudvikles, så informationen kan udveksles hurtigt og fortroligt mellem disse myndigheder, således at spørgsmål, der i en medlemsstat rejses om anerkendelsesbetingelser og praksis i en anden medlemsstat, besvares hurtigt og fyldestgørende.

Samtidig ønsker Kommissionen at fremme en bredere anvendelse af Europa Direktes telefonservice og vejviserservicen. Telefonservicen kan give borgerne hurtig oplysning om spørgsmål vedrørende det indre marked pr. telefon og e-mail, mens vejviserservicen, som er tilknyttet telefonservicen, og som også kan kontaktes direkte pr. e-mail, giver personlig rådgivning om særlige problemer. Komissionens tjenestegrene leverer baggrundsinformation til telefonservicen, som sammen med vejviserservicen har betydelig erfaring i behandling af spørgsmål vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Det er ad disse veje, der hurtigst og mest direkte kan gives svar på denne slags henvendelser fra borgerne.

2.5. Enklere og mere åbne lovgivningsmæssige rammer

Dette direktiv vil give mulighed for bedre forvaltning på EU-plan. Der bliver med direktivet indført så stor fleksibilitet som muligt, samtidig med at traktatens bestemmelser overholdes, og det vil indeholde bestemmelser om en indsats på flere forskellige planer, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt i hvert enkelt tilfælde, hvorved subsidiaritetsprincippet samtidig finder anvendelse. Der indføres med direktivet en forenkling, der gavner klarheden og tilgængeligheden og skaber større proceduremæssig effektivitet i et udvidet EU. Direktivet er også detaljeret nok til, at retssikkerheden tilgodeses, ligesom man undgår at skabe uklarhed eller at indføre vanskelige procedurer. Direktivet har også som mål at fremme samarbejdet mellem den private og offentlige sektor og at styrke det eksisterende samarbejde mellem de nationale myndigheder indbyrdes og med Kommissionen ved levering af information og rådgivning til borgerne og har også som mål at sikre, at problemer løses så hurtigt og effektivt som muligt. Der har i forbindelse med forslaget været foretaget en åben høring af medlemsstaternes myndigheder, de faglige sammenslutninger og andre berørte parter, hvilket har givet dem, der er mest direkte berørt, mulighed for at gøre deres synspunkter gældende. Forslaget er derfor i overensstemmelse med og anvender nogle af hovedretningslinjerne i hvidbogen om nye styreformer i EU.

3. Retsgrundlag

Retsgrundlaget er det samme som for de direktiver, der foreslås ophævet. I EF-traktatens artikel 40 bestemmes det, at der efter fremgangsmåden i artikel 251 skal vedtages "de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed [...]". I EF-traktatens artikel 47 om etableringsretten fastsættes det, at der efter fremgangsmåden i artikel 251 udstedes direktiver om "gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser" samt om "samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed". I medfør af EF-traktatens artikel 55 finder artikel 47 anvendelse på udveksling af tjenesteydelser.

Hvis vedtagelsen af dette direktiv ikke i medlemsstaterne medfører en ændring af bestående lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer, træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal, jf. EF-traktatens artikel 47, stk. 2.

4. Subsidiaritet og proportionalitet

Afsnit III i EF-traktatens tredje del om fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital giver Det Europæiske Fællesskab kompetence til at træffe de nødvendige foranstaltninger på dette område. Denne kompetence skal udøves under overholdelse af EF-traktatens artikel 5, hvilket vil sige, at Fællesskabet kun handler, hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet handler desuden kun i det omfang, der er nødvendigt for at nå de fastsatte mål. Dette forslag opfylder disse krav.

4.1. Subsidiaritet

Indholdet og tilrettelæggelsen af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemet henhører i henhold til EF-traktatens artikel 149 og 150 under medlemsstaternes enekompetence. På samme måde har medlemsstaterne kompetencen til på deres område at fastsætte, hvilke kvalifikationer og andre betingelser der kræves for at få adgang til et bestemt erhverv og til at udøve dette, samt til at fastsætte, hvilke former for virksomhed der er omfattet af det pågældende erhverv. Disse nationale bestemmelser kan lægge hindringer i vejen for arbejdstagernes frie bevægelighed, for etableringsretten og for den frie udveksling af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 39, 43 og 49). For at disse rettigheder skal kunne fungere effektivt, er det nødvendigt at fastsætte fælles regler, der skal gøre det muligt for en EU-borger at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i de andre medlemsstater med henblik på der at udøve et lovreguleret erhverv. Sådanne regler kan kun fastlægges på fællesskabsplan.

De nye bestemmelser i forslaget er udformet i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. En større liberalisering inden for den frie udveksling af tjenesteydelser, et snævert samarbejde mellem den offentlige og private sektor med hensyn til fælles platforme inden for erhvervsmæssige kvalifikationer, en forøget anvendelse af udvalgsprocedurer og de kompetente nationale myndigheders mere centrale rolle ved gennemførelsen af direktivet er i realiteten kun en udmøntning af dette princip i praksis.

4.2. Proportionalitet

Fællesskabets foranstaltninger skal både i deres form og i deres indhold være begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at sikre, at forslagets mål nås og gennemføres effektivt. Et direktiv, som der fremsættes forslag om i henhold til EF-traktatens artikel 47, opfylder dette krav, idet det forpligter medlemsstaterne til det mål, der skal nås, men giver dem kompetencen til at beslutte, hvilken form og hvilke midler der er mest egnede til at nå resultatet. Desuden er forslaget en konsolidering af de eksisterende retsakter inden for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, samtidig med at ordningen for anerkendelse forenkles og forbedres på grundlag af de indhøstede erfaringer.

De nye bestemmelser i forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. De midler, der sættes ind for at opnå en større liberalisering inden for den frie udveksling af tjenesteydelser, et snævert samarbejde mellem den offentlige og private sektor med hensyn til fælles platforme inden for erhvervsmæssige kvalifikationer og en forøget anvendelse af udvalgsprocedurer og for at give de kompetente nationale myndigheder en mere central rolle ved gennemførelsen af direktivet går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

5. Bemærkninger til de enkelte artikler

Afsnit I - Almindelige bestemmelser

Artikel 1-4

I artikel 1 fastslås princippet om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

I artikel 2 præciseres det, i overensstemmelse med EF-traktaten, at direktivet udelukkende finder anvendelse på EU-statsborgere, når det erhverv, ansøgeren ønsker at udøve, er lovreguleret i værtsmedlemsstaten, og når ansøgeren har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer i en anden medlemsstat end den, hvor han ønsker at udøve erhvervet.

I artikel 3 bibeholdes i alt væsentligt de nuværende definitioner i direktiverne om den generelle ordning af begreberne lovreguleret erhverv, erhvervsmæssige kvalifikationer og uddannelsesbevis (herunder ethvert uddannelsesbevis erhvervet i et tredjeland, hvis det er blevet anerkendt i en første medlemsstat, hvor ansøgeren har udøvet erhvervet i mindst tre år).

I artikel 4 præciseres anerkendelsens virkninger, og det slås fast, at værtsmedlemsstaten er forpligtet til på sit område at give delvis adgang til et lovreguleret erhverv, der i realiteten omfatter to forskellige selvstændige former for erhvervsmæssig virksomhed.

Afsnit II - Fri udveksling af tjenesteydelser

Artikel 5-9

I henhold til artikel 5 kan en medlemsstat ikke under henvisning til de erhvervsmæssige kvalifikationer begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser under hjemlandets titel, hvis tjenesteyderen er lovligt etableret i en anden medlemsstat. Dette gælder umiddelbart, hvis erhvervet er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten. Hvis erhvervet ikke er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten, skal en tjenesteyder, der begiver sig til en værtsmedlemsstat, herudover have udøvet den pågældende virksomhed i to år i etableringsmedlemsstaten.

Da der sker en lempelse af kravene i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser i forhold til etablering, forekommer det nødvendigt at præcisere begrebet udveksling af tjenesteydelser som sådant til brug for dette direktiv, også for at undgå, at disse regler kan påberåbes i tilfælde, der reelt drejer sig mere om etablering end om udveksling af tjenesteydelser. Det foreslås at skærpe de kriterier, der følger af Domstolens retspraksis [22], ved at indføre en formodning på grundlag af et tidskriterium på seksten uger.

[22] Se bl.a. dom af 30.11.1995 (forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger), sag C-55/94, Gebhard, Sml. 1995 I, s. 4165.

Artikel 6 indeholder gældende ret ifølge sektordirektiverne for så vidt angår fritagelse for enhver tilladelse fra eller optagelse i et fagligt organ eller et socialsikringsorgan.

I artikel 7 præciseres pligten til at informere kontaktpunktet i etableringsmedlemsstaten, når tjenesteydelsen leveres ved, at tjenesteyderen begiver sig til værtsmedlemsstaten.

I henhold til artikel 8 skal værtsmedlemsstatens kontrol af tjenesteyderens nationalitet og lovlige udøvelse af den pågældende virksomhed i etableringsmedlemsstaten ske ved udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten. Værtsmedlemsstaten kan desuden hos etableringsmedlemsstatens kontaktpunkt kontrollere, om tjenesteyderen har udøvet erhvervet i mindst to år i etableringsmedlemsstaten.

Af hensyn til forbrugerbeskyttelsen skal tjenesteyderen i henhold til artikel 9 meddele tjenestemodtageren en række oplysninger. Denne bestemmelse stammer fra direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel og udvides således for så vidt angår lovregulerede erhverv til at omfatte alle former for udveksling af tjenesteydelser.

Afsnit III - Etableringsfrihed

I afsnit III fastlægges betingelserne for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og reglerne for gennemførelse af anerkendelsesmekanismerne i forbindelse med etableringsfriheden. Princippet i de forskellige mekanismer, der i øjeblikket er fastsat i henholdsvis direktiverne om den generelle ordning og sektordirektiverne, bibeholdes.

Kapitel I - Generel ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser

Dette kapitel indeholder i alt væsentligt de principper, der er fastlagt i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. Der foreslås ændringer med henblik på at forenkle den nuværende ordning.

Artikel 10-14

Den generelle ordnings anvendelsesområde, som er defineret i artikel 10, er bredere end anvendelsesområdet for direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. Det udvides subsidiært til at omfatte alle de tilfælde, for hvilke der ikke gælder automatisk anerkendelse på grundlag af erhvervserfaring eller koordinering af mindstekrav til uddannelse.

De rammer, der i øjeblikket er fastsat i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF for anvendelsen af den gensidige anerkendelse, udtrykkes med henblik på forenkling under henvisning til fem uddannelsesniveauer, der er defineret i artikel 11 og 12. Der indrømmes kun anerkendelse på grundlag af direktivet, hvis det niveau, der kræves i værtsmedlemsstaten, ikke ligger umiddelbart over det niveau, der er attesteret ved ansøgerens uddannelsesbevis.

Artikel 13 gengiver i alt væsentligt artikel 3 i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF.

I artikel 14 bibeholdes værtsmedlemsstatens mulighed for at gøre anerkendelsen af uddannelsesbeviser betinget af, at ansøgeren underkastes en udligningsforanstaltning i form af en egnethedsprøve eller en prøvetid. Imidlertid afskaffes medlemsstaternes mulighed for at kræve erhvervserfaring i stedet for en udligningsforanstaltning i tilfælde af væsentlige forskelle med hensyn til varigheden - ikke indholdet - af uddannelserne. Det foreslås endvidere at afskaffe de automatiske undtagelser for erhverv, der indebærer kendskab til national ret, hvilket stemmer overens med bestemmelserne om anerkendelse af tilladelsen til at udøve virksomhed som advokat. Endelig foreslås det at forenkle de nuværende bestemmelser om proceduren ved fravigelse af ansøgerens ret til at vælge mellem egnethedsprøve og prøvetid.

Begrebet "fag og discipliner, der er væsentligt forskellige" kan kun defineres præcist i konkrete tilfælde. Ikke desto mindre foreslås princippet om foranstaltningens proportionalitet medtaget i direktivet, hvilket bl.a. indebærer hensyntagen til ansøgerens relevante erhvervserfaring.

Artikel 15

I henhold til artikel 15 gives der fritagelse for udligningsforanstaltninger, hvis ansøgerens kvalifikationer opfylder de kriterier, der er fastsat ved en afgørelse truffet af udvalget for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i overensstemmelse med forskriftsproceduren. Disse kriterier foreslås af en faglig sammenslutning i en fælles platform etableret på europæisk plan ud fra det princip, at de skal yde tilstrækkelige garantier for ansøgerens kvalifikationsniveau.

Kapitel II - Anerkendelse af erhvervserfaring

Artikel 16-19

Artikel 16-19 gengiver med nedenfor anførte ændringer princippet i artikel 4 i direktiv 1999/42/EF, der indeholder bestemmelser om automatisk anerkendelse af kvalifikationer på grundlag af ansøgerens erhvervserfaring, for så vidt angår de former for håndværks-, industri- og handelsvirksomhed, der er opregnet udtømmende i bilag A til nævnte direktiv. Det har vist sig hensigtsmæssigt at forenkle ordningen ved at omgruppere de eksisterende kategorier. En række indholdsmæssige ændringer har gjort det muligt at nedbringe antallet af erhvervserfaringskategorier til to, baseret på tre eller fem års erhvervserfaring som selvstændig eller som virksomhedsleder.

Ved ændringer af listen over former for erhvervsmæssig virksomhed i bilaget finder forskriftsproceduren anvendelse.

Kapitel III - Anerkendelse på grundlag af samordning af mindstekrav til uddannelse

Dette kapitel indeholder de eksisterende principper vedrørende automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser og opretholder garantierne i de nuværende sektordirektiver. For visse aspekters vedkommende er der sket en ensretning af ordningerne med henblik på forenkling.

Artikel 20-45

Disse artikler omfatter de eksisterende bestemmelser om samordning af mindstekrav til uddannelse, automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser (og i givet fald retningslinjer herfor), adgang til de berørte erhverv, udøvelse af de pågældende former for virksomhed, procedurer for medtagelse af uddannelsesbeviser i bilagene og erhvervede rettigheder.

Især følgende ændringer bør fremhæves:

* ændring af den nuværende procedure for medtagelse af uddannelsesbeviser for arkitekter

* medtagelse under den generelle anerkendelsesordning af læge- og tandlægespecialer, der er fælles for et begrænset antal medlemsstater, og som i øjeblikket er omfattet af automatisk anerkendelse, med forbehold af erhvervede rettigheder. For at forenkle ordningen, navnlig med henblik på udvidelsen, vil der derfor fremover kun blive indrømmet automatisk anerkendelse for lægespecialer, som er fælles for og obligatoriske i alle medlemsstater.

* afskaffelse af den i artikel 32 i "lægedirektivet" omhandlede uddannelsesvej for alment praktiserende læger

* fjernelse af henvisninger til uddannelsens specifikt erhvervsrettede karakter og beståelsen af en eksamen for så vidt angår sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, da disse henvisninger er blevet overflødige i betragtning af medlemsstaternes nuværende uddannelsesordninger

* ophævelse af den i artikel 2, stk. 4, litra a), i "farmaceutsamordningsdirektivet" omhandlede undtagelse fra mindstekravene til uddannelse

* udvidelse af den automatiske anerkendelse af uddannelsesbeviser for farmaceuter til også at omfatte oprettelse af nye, offentligt tilgængelige apoteker

* ophævelse af de bestemmelser i "farmaceutanerkendelsesdirektivet", der specielt vedrører Luxembourg (to års erhvervserfaring med henblik på en statslig bevilling til drift af offentligt tilgængelige apoteker).

Ved ændringer af mindstevarigheden af speciallægeuddannelser, ved tilføjelse til bilaget af nye lægespecialer, som er fælles for og obligatoriske i alle medlemsstater, samt ved ajourføring af de i bilaget omhandlede kundskaber, færdigheder og fag med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt anvendes forskriftsproceduren.

Kapitel IV - Fælles bestemmelser om etablering

Artikel 46-49

Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af bestemmelserne om etablering, kan de i overensstemmelse med artikel 46 kræve de dokumenter og certifikater, der er opregnet udtømmende i bilaget.

I artikel 47 strammes de eksisterende procedureregler, idet der bl.a. fastsættes en generel frist på tre måneder, inden for hvilken de kompetente nationale myndigheder skal træffe afgørelse om ansøgninger om anerkendelse, og disse myndigheder forpligtes til at bekræfte modtagelsen af ansøgningen og oplyse ansøgeren om eventuelt manglende dokumenter.

Artikel 48 indeholder i alt væsentligt de eksisterende regler vedrørende benyttelse af værtsmedlemsstatens titel og klarlægger i den forbindelse de gældende regler i tilfælde af delvis adgang til erhvervet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i direktivet.

I henhold til artikel 49 kan værtsmedlemsstaten under hensyntagen til Domstolens retspraksis [23] kræve, at ansøgeren har de nødvendige sprogkundskaber for at kunne udøve erhvervet. Hvorvidt et sådant krav er foreneligt med fællesskabsretten, skal vurderes ud fra, om det står i et rimeligt forhold til de faglige behov. Hvis den kompetente myndighed finder, at ansøgeren ikke har de nødvendige sprogkundskaber, påhviler det værtsmedlemsstaten at sørge for, at han kan tilegne sig de manglende kundskaber.

[23] Se dom af 4.7.2000, sag C-424/97, Salomone Haim mod Kassenzahnärztliche Vereinigung Nordrhein, Sml. 2000 I, s. 5123.

Afsnit IV - Retningslinjer for erhvervsudøvelse

Artikel 50 og 51

I disse artikler fastlægges der retningslinjer for erhvervsudøvelse, som er fælles for udveksling af tjenesteydelser og etablering, vedrørende benyttelse af akademisk titel og sygeforsikringsanerkendelse.

Afsnit V - Administrativt samarbejde og gennemførelsesbeføjelser

Artikel 52-54

I artikel 52 udvides den almindelige forpligtelse for hjemlandets og værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder til at arbejde tæt sammen, så den gælder for hele direktivet. Formålet hermed er at sikre, at direktivets bestemmelser anvendes i tilstrækkeligt omfang, og at undgå, at de rettigheder, det medfører, anvendes i strid med deres formål eller svigagtigt. Medlemsstaterne skal udpege en koordinator, der skal fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv og indhente alle oplysninger af betydning for dets gennemførelse.

Ved artikel 53 søges den rolle formaliseret, som kontaktpunkter og netværk spiller, der blev oprettet til behandling af visse sager vedrørende det indre marked generelt, og senere med henblik på anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

I artikel 54 nedsættes med henblik på forvaltning og ajourføring af direktivet et enkelt udvalg, der træder i stedet for samtlige eksisterende udvalg under den foregående ordning. Der er tale om et forskriftsudvalg som anført i de pågældende bestemmelser. Udvalget kan også behandle ethvert spørgsmål om gennemførelsen af direktivet.

Afsnit VI - Andre bestemmelser

Artikel 55-60

I henhold til artikel 55 skal medlemsstaterne hvert andet år underrette Kommissionen om anvendelsen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

I henhold til artikel 56 skal Kommissionen i tilfælde af større vanskeligheder med anvendelsen af en bestemmelse i direktivet undersøge disse vanskeligheder i samarbejde med den berørte medlemsstat. I givet fald forelægger Kommissionen udvalget relevante forslag vedrørende medlemsstaten, således at denne i en begrænset periode kan fritages for at anvende en sådan bestemmelse. Disse foranstaltninger vedtages efter forskriftsproceduren.

I medfør af artikel 57 ophæves de eksisterende direktiver om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Artikel 58-60 indeholder de afsluttende bestemmelser om direktivets gennemførelse, ikrafttræden og adressater.

2002/0061 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 40, artikel 47, stk. 1 og stk. 2, første og tredje punktum, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [24],

[24] EFT C af , s.

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [25],

[25] EFT C af , s.

efter proceduren i traktatens artikel 251, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser et af Fællesskabets mål. Dette indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de bl.a. har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. I henhold til traktatens artikel 47, stk. 1, skal der udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

(2) Efter Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 har Kommissionen vedtaget meddelelsen "En strategi for tjenester i det indre marked" [26], som specielt har til formål at gøre den frie udveksling af tjenesteydelser lige så nem inden for EU som inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse "Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle" [27] gav Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 Kommissionen mandat til "på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge [...] specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer og studieperioder [...]".

[26] KOM(2000) 888.

[27] KOM(2001) 116.

(3) Den garanti, som dette direktiv giver personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, for i en anden medlemsstat at kunne få adgang til samme erhverv og for at kunne udøve det med samme rettigheder som denne anden medlemsstats statsborgere, er ikke til hinder for, at den migrerende erhvervsudøver skal opfylde eventuelle ikke-diskriminerende betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er objektivt begrundede og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(4) For at lette den frie udveksling af tjenesteydelser bør der fastsættes særlige bestemmelser med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. For informationssamfundstjenester, der leveres som distanceydelser, gælder desuden bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked [28].

[28] EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

(5) På grund af de forskellige ordninger, der er indført for henholdsvis udveksling af tjenesteydelser og etablering, bør der ske en præcisering af kriterierne for sondringen mellem disse to begreber, i tilfælde af at tjenesteyderen begiver sig til værtsmedlemsstaten, og dette kan ske ved at opstille en simpel formodning på grundlag af et tidskriterium.

(6) Samtidig med at de gældende principper og garantier vedrørende etableringsfriheden, der findes under de forskellige anerkendelsesordninger, bibeholdes, bør bestemmelserne herom forbedres i lyset af de indhøstede erfaringer. Desuden er de pågældende direktiver blevet ændret flere gange, og det er påkrævet at foretage en omstrukturering og forenkling af bestemmelserne, hvor de principper, der skal anvendes, samtidig gøres ensartede. Rådets direktiv 89/48/EØF [29] og 92/51/EØF [30] samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF [31] om den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser og Rådets direktiv 77/452/EØF [32], 77/453/EØF [33], 78/686/EØF [34], 78/687/EØF [35], 78/1026/EØF [36], 78/1027/EØF [37], 80/154/EØF [38], 80/155/EØF [39], 85/384/EØF [40], 85/432/EØF [41], 85/433/EØF [42] og 93/16/EØF [43] om sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets 2001/19/EF [44], bør erstattes af og samles i en enkelt tekst.

[29] EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16.

[30] EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25.

[31] EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77.

[32] EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1.

[33] EFT L 176 af 15.7.1977, s. 8.

[34] EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1.

[35] EFT L 233 af 24.8.1978, s. 10.

[36] EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1.

[37] EFT L 362 af 23.12.78, s. 7.

[38] EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1.

[39] EFT L 33 af 11.2.1980, s. 8.

[40] EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15.

[41] EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34.

[42] EFT L 253 af 24.9.1985, s. 37.

[43] EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1.

[44] EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1.

(7) For erhverv, der er omfattet af den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, i det følgende benævnt "den generelle ordning", har medlemsstaterne fortsat ret til at fastsætte minimumskvalifikationsniveauet med henblik på at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres på deres områder. I henhold til EF-traktatens artikel 10, 39 og 43 kan de dog ikke pålægge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som de blot fastsætter ved at henvise til eksamensbeviser udstedt i deres eget nationale uddannelsessystem, hvis den pågældende allerede har erhvervet alle eller en del af disse kvalifikationer i en anden medlemsstat. Det bør derfor bestemmes, at de værtsmedlemsstater, i hvilke et bestemt erhverv er lovreguleret, skal tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kræver.

(8) Da minimumsuddannelseskravene for adgang til erhverv, som er omfattet af den generelle ordning, ikke er harmoniseret, er det nødvendigt at give værtsmedlemsstaterne mulighed for at indføre en udligningsforanstaltning. Denne foranstaltning skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og bl.a. tage hensyn til ansøgerens erhvervserfaring. Erfaringen viser, at en egnethedsprøve eller en prøvetid efter migrantens eget valg er tilstrækkelig garanti med hensyn til ansøgerens kvalifikationsniveau, og enhver undladelse af at give denne valgmulighed skal i hvert enkelt tilfælde være begrundet i et tvingende alment hensyn.

(9) For at fremme arbejdstagernes frie bevægelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser og samtidig sikre et passende kvalifikationsniveau har de faglige sammenslutninger og organisationer på EU-plan etableret fælles platforme, på grundlag af hvilke erhvervsudøvere, der opfylder et sæt kriterier for de erhvervsmæssige kvalifikationer, kan få anerkendt retten til at anvende den titel, som de nævnte sammenslutninger eller organisationer tildeler. På visse betingelser og til stadighed under overholdelse af fællesskabsretten, specielt på konkurrenceområdet, bør der tages hensyn til disse initiativer, idet den mere automatiske anerkendelse under den generelle ordning i den forbindelse prioriteres højest.

(10) For at tage højde for alle situationer, hvor der endnu ikke er nogen bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, bør den generelle ordning også omfatte tilfælde, som ikke er dækket af en særlig ordning, enten fordi det pågældende erhverv ikke er omfattet af en af disse ordninger, eller fordi ansøgeren, selv om erhvervet er omfattet af en sådan særlig ordning, ikke opfylder betingelserne for at falde ind under den.

(11) Der bør ske en forenkling af de bestemmelser, der giver adgang til visse former for industri-, handels- og håndværksvirksomhed i medlemsstater, hvor disse erhverv er reguleret, når denne virksomhed er blevet udøvet i en anden medlemsstat i et rimeligt langt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, idet der for disse former for virksomhed fortsat anvendes en ordning med automatisk anerkendelse på grundlag af erhvervserfaringen.

(12) Den frie bevægelighed og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter bør være baseret på det grundlæggende princip om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er harmoniseret. Adgangen i medlemsstaterne til erhvervet som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut bør være betinget af, at den pågældende har et bestemt uddannelsesbevis, hvilket sikrer, at den pågældende har fulgt en uddannelse, som opfylder de fastsatte minimumskrav. Denne ordning bør suppleres af en række erhvervede rettigheder, som de uddannede erhvervsudøvere på visse betingelser nyder.

(13) Alment praktiserende lægers erhvervsmæssige virksomhed er underlagt en særlig ordning, der er forskellig fra den ordning, der gælder for læger, som har gennemført den medicinske grunduddannelse, og fra ordningen for speciallæger. Medlemsstaterne kan derfor ikke have et lægespeciale inden for en form for erhvervsmæssig virksomhed, som svarer til alment praktiserende lægers.

(14) Ud fra ønsket om at forenkle ordningen, bl.a. i lyset af udvidelsen, bør den automatiske anerkendelse kun omfatte de lægespecialer, som er fælles og obligatoriske for samtlige medlemsstater. De læge- og tandlægespecialer, der er fælles for et begrænset antal medlemsstater, bør indgå i den generelle ordning for anerkendelse, uden at erhvervede rettigheder derved berøres. I praksis bør virkningerne af denne ændring begrænses for migranten, idet der i sådanne situationer ikke bør anvendes udligningsforanstaltninger. Dette direktiv berører desuden ikke medlemsstaternes mulighed for indbyrdes at indføre en automatisk anerkendelse for visse læge- og tandlægespecialer, som de har fælles, efter deres egne regler.

(15) I samtlige medlemsstater bør tandlægeerhvervet findes som selvstændigt erhverv, der adskiller sig fra erhvervet som læge med eller uden odontostomatologi som speciale. Medlemsstaterne bør sikre, at uddannelsen til tandlæge giver den nødvendige kompetence inden for samtlige aktiviteter vedrørende forebyggelse, diagnosticering og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv. Tandlægeerhvervet skal udøves af indehavere af et uddannelsesbevis som tandlæge som omhandlet i dette direktiv.

(16) Det har ikke forekommet ønskeligt at fastlægge en ensartet uddannelse af jordemødre for samtlige medlemsstater. Medlemsstaterne bør derimod have så stor frihed som muligt ved tilrettelæggelsen af disses uddannelse.

(17) Af forenklingshensyn bør benævnelsen "farmaceut" anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(18) Indehavere af uddannelsesbeviser som farmaceut er specialister på lægemiddelområdet og bør i princippet i alle medlemsstater have adgang til et minimum af virksomhed på dette område. At dette minimumsområde er fastsat i dette direktiv, bør ikke indebære nogen begrænsning af de former for virksomhed, som farmaceuter har adgang til i medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til biomedicinske analyser, og bør ikke give disse erhvervsudøvere noget monopol, idet indførelsen af et eventuelt monopol fortsat henhører under medlemsstaterne enekompetence. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan stille supplerende uddannelseskrav for adgangen til virksomhed, som ikke er omfattet af det samordnede minimumsområde. En værtsmedlemsstat, som stiller sådanne krav, bør således kunne lade disse være gældende for statsborgere, som er indehavere af uddannelsesbeviser, som automatisk anerkendes i henhold til dette direktiv.

(19) Med dette direktiv tilsigtes der ikke en samordning af alle betingelser for adgang til og udøvelse af virksomhed på det farmaceutiske område, og den geografiske fordeling af apoteker og spørgsmål om medicinudleveringsmonopol henhører fortsat under medlemsstaternes kompetence. Dette direktiv ændrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder virksomheder at udøve visse former for farmaceutisk virksomhed, eller gør en sådan udøvelse betinget af, at en række betingelser er opfyldt.

(20) Bygningsværkers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres harmoniske indføjning i omgivelserne og hensynet til det naturlige miljø og bymiljøet samt til den fælles og private kulturarv er af offentlig interesse. Den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser bør derfor være baseret på kvalitative og kvantitative kriterier, som sikrer, at indehaverne af anerkendte uddannelsesbeviser er i stand til at forstå og omsætte enkeltpersoners, samfundsgruppers og institutioners behov inden for arealplanlægning, udformning, tilrettelæggelse og opførelse af bygningsværker, bevaring og udnyttelse af den bygningshistoriske arv og bevaring af den naturlige ligevægt.

(21) De nationale bestemmelser på arkitekturområdet og om adgang til erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt har meget forskellig rækkevidde. I de fleste medlemsstater udøves virksomhed inden for arkitekturområdet de jure eller de facto af personer med titlen arkitekt, enten alene eller med tilføjelse af en anden titel, uden at disse personer derfor har eneret på udøvelse af disse former for virksomhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Disse former for virksomhed eller visse af dem kan ligeledes udøves af andre erhvervsudøvere, særlig ingeniører, der har fået en særlig uddannelse inden for byggeri eller bygningskunst. For at gøre dette direktiv så enkelt som muligt bør begrebet "arkitekt" anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(22) For at gøre ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer effektiv bør der fastsættes ensartede formkrav og procedureregler for gennemførelsen samt en række bestemmelser for udøvelsen af erhvervet.

(23) Et samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil lette gennemførelsen af dette direktiv og overholdelsen af de forpligtelser, som følger af det. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for dette samarbejde.

(24) Administrationen af de forskellige anerkendelsesordninger, som er indført ved sektordirektiverne og den generelle ordning, har vist sig at være tung og kompleks. Administrationen og ajourføringen af dette direktiv for at tage højde for den videnskabelige og teknologiske udvikling bør derfor gøres enkel, særlig når minimumsuddannelseskravene samordnes med henblik på automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser. Der bør med henblik herpå nedsættes et enkelt udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

(25) Da de for gennemførelsen af nærværende direktiv nødvendige foranstaltninger er generelle foranstaltninger efter artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [45], bør de vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i nævnte afgørelse.

[45] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(26) En periodisk rapport om gennemførelsen af dette direktiv udarbejdet af medlemsstaterne og indeholdende statistiske data vil give mulighed for at fastslå virkningen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

(27) Der bør indføres en passende procedure for indførelsen af midlertidige foranstaltninger, hvis anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv indebærer større vanskeligheder i en medlemsstat.

(28) Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til indretning af deres nationale ordning for social sikring og fastsættelsen af de former for virksomhed, som skal udøves som led i denne ordning.

(29) I betragtning af den hurtige teknologiske og videnskabelige udvikling er livslang uddannelse af særlig betydning for en lang række erhverv. Det påhviler i den forbindelse medlemsstaterne af vedtage bestemmelser, i henhold til hvilke erhvervsudøverne gennem passende videreuddannelse holder sig orienteret om den tekniske og videnskabelige udvikling.

(30) I overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, kan målene for den foreslåede aktion, dvs. en rationalisering, forenkling og forbedring af bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men bedre gennemføres på fællesskabsplan. Dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(31) Dette direktiv berører ikke anvendelsen af traktatens artikel 39, stk. 4, og artikel 45 eller de nødvendige foranstaltninger, der iværksættes for at sikre et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Afsnit I Almindelige bestemmelser

Artikel 1 Genstand

I dette direktiv opstilles de regler, hvorefter en medlemsstat, der på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for optagelse eller udøvelse af et lovreguleret erhverv (herefter benævnt værtsmedlemsstaten) som en tilstrækkelig forudsætning for optagelse og udøvelse af dette erhverv, accepterer de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater (herefter benævnt hjemlandet), og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv.

Artikel 2 Anvendelsesområde

1. Dette direktiv gælder for enhver EF-statsborger, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som selvstændig eller arbejdstager i en anden medlemsstat end den, hvor han har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer.

2. Enhver medlemsstat kan i henhold til sin egen lovgivning give personer, der er indehavere af uddannelsesbeviser, som ikke er erhvervet i en medlemsstat, tilladelse til at udøve lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed på sit område. For de erhverv, der er omfattet af afsnit III, kapitel III, skal denne første anerkendelse ske under overholdelse af de i nævnte kapitel omhandlede mindstekrav til uddannelse.

Artikel 3 Definitioner

1. I dette direktiv forstås ved:

a) "lovreguleret erhverv": en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf

b) "erhvervsmæssige kvalifikationer": kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis som omhandlet i artikel 11, stk. 2, litra a), og/eller erhvervserfaring

c) "uddannelsesbevis": eksamensbeviser, certifikater og andre beviser for en erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i Fællesskabet, udstedt af en myndighed i en medlemsstat

2. Et erhverv udøvet af medlemmerne af en sammenslutning eller organisation, der er anført i bilag I, sidestilles med et lovreguleret erhverv.

Når en medlemsstat anerkender en sammenslutning eller en organisation som omhandlet i første afsnit, underretter den Kommissionen, der offentliggør en meddelelse herom i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis, hvis indehaveren har en erhvervserfaring af tre års varighed attesteret af den medlemsstat, som har anerkendt det pågældende bevis i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2.

Artikel 4 Anerkendelsens virkninger

1. Værtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver den begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som han er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det med samme rettigheder som landets egne statsborgere.

2. Med henblik på dette direktiv er det erhverv, som ansøgeren ønsker at udøve i værtsmedlemsstaten, det samme som det, han er kvalificeret til i hjemlandet, hvis det omfatter tilsvarende former for virksomhed.

3. Hvis det erhverv, som ansøgeren er kvalificeret til i hjemlandet, udgør en selvstændig virksomhed inden for et erhverv, der i værtsmedlemsstaten omfatter et bredere spektrum af former for virksomhed, og hvis denne forskel ikke kan kompenseres ved en udligningsforanstaltning som omhandlet i artikel 14, giver anerkendelsen af ansøgerens kvalifikationer ham alene adgang til at udøve denne virksomhed i værtsmedlemsstaten.

Afsnit II Fri udveksling af tjenesteydelser

Artikel 5 Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser

1. Med forbehold af artikel 6, stk. 2, må medlemsstaterne ikke af grunde vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser i en anden medlemsstat:

a) hvis tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat med henblik på at udøve den samme erhvervsmæssige virksomhed i dette land, og

b) hvis tjenesteyderen, i tilfælde hvor han begiver sig til et andet land, har udøvet denne virksomhed i mindst to år i etableringsmedlemsstaten, hvis erhvervet ikke er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten.

2. I dette direktiv formodes det at udgøre en "udveksling af tjenesteydelser", i tilfælde hvor tjenesteyderen begiver sig til værtsmedlemsstatens område, når en erhvervsudøver, der er etableret i en medlemsstat, udøver en erhvervsmæssig virksomhed i ikke over seksten uger om året i en anden medlemsstat.

Uanset den i første afsnit omhandlede formodning kan der foretages en vurdering i konkrete tilfælde, bl.a. på baggrund af ydelsens varighed, hyppighed, periodicitet og kontinuitet.

3. Tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er lovligt etableret, når der i denne medlemsstat findes en lovreguleret titel for den pågældende erhvervsmæssige virksomhed.

Titlen angives på etableringsmedlemsstatens officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, således at man undgår enhver forveksling med værtsmedlemsstatens titel.

Artikel 6 Fritagelser

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, fritager værtsmedlemsstaten de tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, blandt andet for at opfylde følgende krav, der stilles til erhvervsudøvere, der er etableret på værtsmedlemsstatens område:

a) tilladelser fra, indskrivning eller optagelse i en faglig organisation eller et fagligt organ

b) optagelse i et offentligtretligt socialsikringsorgan for over for et forsikringsorgan at afregne til fordel for de socialforsikrede i forbindelse med den udøvede virksomhed.

Tjenesteyderen underretter dog forud eller i hastende tilfælde efterfølgende det i stk. 1, litra b), omhandlede organ om udførelsen af tjenesteydelserne.

Artikel 7 Forudgående oplysninger, når tjenesteyderen begiver sig til et andet land

Når tjenesteydelsen udføres af en tjensteyder, der begiver sig til et andet land, underretter denne forud det i artikel 53 omhandlede kontaktpunkt i etableringsmedlemsstaten herom. I hastende tilfælde underretter tjenesteyderen kontaktpunktet i denne medlemsstat snarest efter udførelsen af tjensteydelsen.

Artikel 8 Administrativt samarbejde

De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten kræve et bevis for tjenesteyderens nationalitet og et bevis for, at han retmæssigt udøver de pågældende former for virksomhed i den pågældende medlemsstat. De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten meddeler disse oplysninger i overensstemmelse med artikel 52.

I de i artikel 5, stk. 1, litra b), omhandlede tilfælde kan de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten af det i artikel 53 omhandlede kontaktpunkt i etableringsmedlemsstaten kræve et bevis for, at tjenesteyderen har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to år i etableringsmedlemsstaten. Dette bevis kan fremlægges på enhver måde.

Artikel 9 Oplysning af tjenestemodtagerne

Medlemsstaterne sørger for, at tjenesteyderen, ud over andre oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, meddeler tjenestemodtageren følgende oplysninger:

a) hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det handelsregister, han er optaget i, og hans registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler, som findes i dette register

b) hvis virksomheden er omfattet af en godkendelsesordning i etableringsmedlemsstaten, navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed

c) brancheforening eller lignende organ, som tjenesteyderen måtte være optaget i

d) titel og medlemsstat, i hvilken den er tildelt

e) en henvisning til de faglige regler, der gælder i etableringsmedlemsstaten, og oplysninger om, hvordan man får adgang til disse

f) hvis tjenesteyderen udøver en momspligtig virksomhed, det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets direktiv 77/388/EØF [46].

[46] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 1999/85/EF (EFT L 277 af 28.10.1999, s. 34).

Afsnit III Etableringsfrihed

Kapitel I Generel ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser

Artikel 10 Anvendelsesområde

Dette kapitel gælder for alle erhverv, som ikke er omfattet af kapitel II og III i dette afsnit, og for de tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder de i disse kapitler fastsatte betingelser.

Artikel 11 Kvalifikationsniveauer

1. Med henblik på anvendelsen af artikel 13 fastlægges følgende fem faglige kvalifikationsniveauer:

a) niveau 1 "kursusbevis"

b) niveau 2 "certifikat"

c) niveau 3 "eksamensbevis for en kortvarig uddannelse"

d) niveau 4 "eksamensbevis for en uddannelse på mellemniveau"

e) niveau 5 "eksamensbevis for en videregående uddannelse"

2. Niveau 1 svarer til:

a) et kvalifikationsbevis udstedt af en kompetent myndighed i hjemlandet for en meget kortvarig uddannelse, en specifik eksamen uden forudgående uddannelse eller udøvelse af erhvervet i en medlemsstat på fuld tid i tre på hinanden følgende år eller på deltid i en periode af tilsvarende varighed i løbet af de forudgående ti år

b) en almen uddannelse på primært eller sekundært niveau, der attesterer, at indehaveren er i besiddelse af generelle kundskaber.

3. Niveau 2 svarer til en erhvervsrettet uddannelse på sekundært niveau eller en almen uddannelse på sekundært niveau suppleret med en erhvervsuddannelse.

4. Niveau 3 svarer til en postgymnasial uddannelse af mindst et års og under tre års varighed.

Med uddannelser på niveau 3 sidestilles:

a) uddannelser med særlig struktur, der har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver. Som sådanne betragtes navnlig de uddannelser, der er anført i bilag II

b) lovregulerede uddannelser, der er specifikt rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et uddannelsesforløb, om fornødent suppleret med en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik, hvis struktur og niveau er fastlagt ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser, eller som kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå. Som sådanne betragtes navnlig de lovregulerede uddannelser, der er anført i bilag III.

5. Niveau 4 svarer til en videregående uddannelse af mindst tre års og under fire års varighed.

Med uddannelser på niveau 4 sidestilles lovregulerede uddannelser, der er direkte rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et postgymnasialt uddannelsesforløb af tre års varighed eller et postgymnasialt uddannelsesforløb på deltid af tilsvarende varighed, gennemgået ved et universitet eller en uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau, og eventuelt en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik, der kræves ud over den postgymnasiale uddannelse.

Erhvervsuddannelsens, den praktiske uddannelses og erhvervspraktikkens struktur og niveau fastlægges ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser eller kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå.

6. Niveau 5 svarer til en videregående uddannelse af mindst fire års varighed.

Med uddannelser på niveau 5 sidestilles lovregulerede uddannelser, der er direkte rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst fire års varighed eller et postgymnasialt uddannelsesforløb på deltid af tilsvarende varighed, gennemgået ved et universitet eller en uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau, og eventuelt en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik, der kræves ud over den postgymnasiale uddannelse.

Erhvervsuddannelsens, den praktiske uddannelses og erhvervspraktikkens struktur og niveau fastlægges ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser eller kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå.

Artikel 12 Sidestillede uddannelser

Med et bevis, der attesterer en uddannelse som omhandlet i artikel 11, også med hensyn til det pågældende niveau, sidestilles ethvert uddannelsesbevis eller samtlige sådanne uddannelsesbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, hvis der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Fællesskabet, og som i den pågældende medlemsstat anerkendes som værende på tilsvarende niveau, og hvis der i denne medlemsstat til disse beviser er knyttet de samme rettigheder vedrørende adgang til og udøvelse af et erhverv.

Med et sådant uddannelsesbevis sidestilles ligeledes, på samme betingelser som anført i stk. 1, enhver erhvervsmæssig kvalifikation, som uden at opfylde kravene i henhold til hjemlandets lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage eller udøve et erhverv giver den pågældende erhvervede rettigheder i henhold til disse bestemmelser.

Artikel 13 Betingelser for anerkendelse

1. Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve et lovreguleret erhverv, giver denne medlemsstats kompetente myndighed ansøgeren adgang til at optage og udøve dette erhverv på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis han er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, som i en anden medlemsstat er foreskrevet som betingelse for adgang til på dens område at optage eller udøve det samme erhverv.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a) de skal være erhvervet i en medlemsstat

b) de skal attestere, at den pågældende har erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart under det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11.

2. Adgang til at optage eller udøve erhverv som omhandlet i stk. 1 skal også gives til en ansøger, som på fuldtidsbasis har udøvet det i nævnte stykke omhandlede erhverv i to år i løbet af de forudgående ti år i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret, og hvis han er i besiddelse af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a) de skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b) de skal attestere, at den pågældende er i besiddelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart under det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11

c) de skal attestere, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv.

Den i første afsnit omhandlede erhvervserfaring på to år kan dog ikke kræves, når det eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren er i besiddelse af, og som er omhandlet i nævnte afsnit, er udstedt som bevis for en lovreguleret uddannelse som omhandlet i artikel 11, stk. 4, litra b), stk. 5, andet afsnit, og stk. 6, andet afsnit.

Artikel 14 Udligningsforanstaltninger

1. Artikel 13 er ikke til hinder for, at værtsmedlemsstaten af ansøgeren kræver, at han gennemgår en prøvetid, der dog ikke må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve i et af følgende tilfælde:

a) når varigheden af den uddannelse, som han i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, dokumenterer at have gennemgået, er mindst et år kortere end den uddannelsestid, der kræves i værtsmedlemsstaten

b) når den uddannelse, han har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som er foreskrevet i værtsmedlemsstaten

c) når det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, jf. artikel 4, stk. 2, og denne forskel er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves i værtsmedlemsstaten, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

2. Hvis værtsmedlemsstaten gør brug af den i stk. 1 fatsatte mulighed, skal det give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.

Finder en medlemsstat, at det for så vidt angår et bestemt erhverv er nødvendigt at fravige reglen om, at ansøgeren har ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve i henhold til første afsnit, underretter den forud herfor de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den fremlægger passende begrundelse for fravigelsen.

Finder Kommissionen efter at have modtaget alle nødvendige oplysninger, at den i andet afsnit omhandlede fravigelse ikke er hensigtsmæssig, eller at den ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, anmoder den inden tre måneder den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe den påtænkte foranstaltning. Har Kommissionen ikke reageret inden udløbet af denne frist, kan fravigelsen anvendes.

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b) og c), forstås ved "fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige", fag eller discipliner, som er væsentlige for udøvelsen af erhvervet, og med hensyn til hvilke den uddannelse, migranten har fået, udviser væsentlige forskelle i varighed og indhold i forhold til den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten.

4. Stk. 1 anvendes under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Hvis værtsmedlemsstaten således agter at kræve af ansøgeren, at han gennemgår en prøvetid eller går op til en egnethedsprøve, skal den forud herfor kontrollere, om de kundskaber, ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring i en medlemsstat eller et tredjeland, helt eller delvist udligner den i stk. 3 omhandlede væsentlige forskel.

Artikel 15 Fritagelse for udligningsforanstaltninger på grundlag af fælles platforme

1. Faglige sammenslutninger kan meddele Kommissionen de fælles platforme, som de etablerer på europæisk plan. I denne artikel forstås ved fælles platform et sæt kriterier for erhvervsmæssige kvalifikationer, der attesterer et kompetenceniveau, som er tilstrækkeligt med henblik på udøvelse af et bestemt erhverv, og på grundlag af hvilke de pågældende sammenslutninger godskriver de i medlemsstaterne opnåede kvalifikationer.

Finder Kommissionen, at en bestemt platform kan lette den gensidige anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, giver den medlemsstaterne meddelelse om platformen og træffer afgørelse efter proceduren i artikrel 54, stk. 2.

2. Hvis en ansøgers kvalifikationer opfylder de kvalifikationskriterier, der er fastsat ved en afgørelse som omhandlet i stk. 1, afstår værtsmedlemsstaten fra at anvende artikel 14.

3. Finder en medlemsstat, at en fælles platform ikke længere giver tilstrækkelige garantier for erhvervsmæssige kvalifikationer, meddeler den dette til Kommissionen, som i givet fald træffer afgørelse efter proceduren i artikel 54, stk. 2.

Kapitel II Anerkendelse af erhvervserfaring

Artikel 16 Krav vedrørende erhvervserfaring

Hvis adgang til eller udøvelse af en af de i bilag IV anførte former for virksomhed i en medlemsstat er afhængig af besiddelse af almene, forretningsmæssige eller faglige kundskaber og færdigheder, anerkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis for disse kundskaber og færdigheder den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed i en anden medlemsstat. Udøvelsen skal have fundet sted i overensstemmelse med artikel 17 og 18.

Artikel 17 Virksomhed opført i liste I i bilag IV

1. For de i liste I i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a) enten i fem på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder

b) eller i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende

c) eller i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde på mindst to år, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende

d) eller i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager

e) eller i fem på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende

f) eller i seks på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2. I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 52 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 18 Virksomhed opført i liste II i bilag IV

1. For de i liste II i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a) enten i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder

b) eller i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende

c) eller i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst tre år som arbejdstager

d) eller i tre på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2. I de i litra a) og c) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 52 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 19 Ændring af listen over former for virksomhed i bilag IV

De i bilag IV indeholdte lister over former for virksomhed, som i medfør af artikel 16 er omfattet af anerkendelse af erhvervserfaring, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2.

Kapitel III Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

Afdeling I Almindelige bestemmelser

Artikel 20 Princippet om automatisk anerkendelse

1. Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau og speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, dyrlæger, farmaceuter og arkitekter, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.6.4 og 5.7.2, som er i overensstemmelse med de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 22, 23, 29, 32, 35, 40 og 42, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

Uddannelsesbeviserne skal være udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder og i givet fald være ledsaget af det tilhørende certifikat, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.6.4 og 5.7.2.

Bestemmelserne i første og andet afsnit berører ikke de i artikel 21, 25, 31, 34 og 45 omhandlede erhvervede rettigheder.

2. Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger de i bilag V, punkt 5.1.5, anførte uddannelsesbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med mindstekravene til uddannelse i artikel 26.

Bestemmelserne i første afsnit berører ikke de i artikel 28 omhandlede erhvervede rettigheder.

3. Medlemsstaterne anerkender de i bilag V, punkt 5.5.4, anførte uddannelsesbeviser for jordemødre, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, som er i overensstemmelse med de i artikel 36 omhandlede mindstekrav til uddannelse, og som opfylder retningslinjerne i artikel 37, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af denne form for erhvervsmæssig virksomhed. Denne bestemmelse berører ikke de i artikel 21 og 39 omhandlede erhvervede rettigheder.

4. De i bilag V, punkt 5.7.2, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, der anerkendes automatisk i henhold til stk. 1, vedrører en uddannelse, der er påbegyndt tidligst i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår.

5. Medlemsstaterne gør adgangen til at optage og udøve erhvervsmæssig virksomhed som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.1.5, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4 og 5.6.4, der yder garanti for, at den pågældende gennem hele sin uddannelse har erhvervet de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.2.1, 5.3.1, 5.4.1, 5.5.1 og 5.6.1.

De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i bilag V, punkt 5.1.1, 5.2.1, 5.3.1, 5.4.1, 5.5.1 og 5.6.1, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

6. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de love og administrative bestemmelser, de vedtager om udstedelse af uddannelsesbeviser på det område, der er omfattet af dette kapitel.

Kommissionen offentliggør en meddelelse herom i De Europæiske Fællesskabers Tidende, hvori den angiver de benævnelser, medlemsstaterne har vedtaget for uddannelsesbeviserne, og, hvis det er relevant, det organ, der udsteder uddannelsesbeviset, det certifikat, der ledsager beviset, og den tilsvarende titel, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.1.5, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4, 5.6.4 og 5.7.2.

Artikel 21 Erhvervede rettigheder

1. Når de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau og speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter, og som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, ikke opfylder alle de uddannelseskrav, der er omhandlet i artikel 22, 23, 29, 32, 35, 36 og 40, anerkender enhver medlemsstat - med forbehold af særlige erhvervede rettigheder for disse erhverv - som tilstrækkeligt bevis de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden de referencedatoer, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4 og 5.6.4, hvis de er ledsaget af en attestation, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2. De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau og speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter, og som er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, selv om de ikke opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i artikel 22, 23, 29, 32, 35, 36 og 40, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden:

a) den 3. oktober 1989 for så vidt angår læger på grunduddannelsesniveau, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter og

b) den 3. april 1992 for speciallægers vedkommende.

De i første afsnit omhandlede uddannelsesbeviser giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4 og 5.6.4.

3. Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter ikke svarer til de benævnelser, der er angivet for den pågældende medlemsstat i bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.1.5, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4 og 5.6.4, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, og som er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer.

Det i første afsnit omhandlede certifikat attesterer, at de pågældende uddannelsesbeviser er udstedt som bevis for en uddannelse, der er i overensstemmelse med henholdsvis artikel 22, 23, 26, 29, 32, 35, 36 og 40, og at den medlemsstat, der har udstedt dem, sidestiller dem med dem, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.1.5, 5.2.3, 5.3.3, 5.4.3, 5.5.4 og 5.6.4.

Afdeling 2 Læge

Artikel 22 Den medicinske grunduddannelse

1. Adgang til den medicinske grunduddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2. Den lægevidenskabelige grunduddannelse omfatter mindst seks års studier eller 5 500 timers teoretisk og praktisk undervisning ved et universitet eller under tilsyn af et universitet.

For personer, som påbegyndte deres studier inden den 1. januar 1972, kan den i første afsnit omhandlede uddannelse omfatte en praktisk heltidsuddannelse på universitetsniveau af seks måneders varighed under tilsyn af de kompetente myndigheder.

3. Efter- og videreuddannelse sikrer efter hver enkelt medlemsstats egne retningslinjer, at personer, der har afsluttet deres studium, er i stand til at følge lægevidenskabens fremskridt.

Artikel 23 Speciallægeuddannelsen

1. Adgang til speciallægeuddannelsen forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier inden for det i artikel 22 omhandlede uddannelsesforløb, som har ført til erhvervelse af relevante grundlæggende medicinske kundskaber.

2. Speciallægeuddannelsen omfatter teoretisk og praktisk undervisning, der finder sted på et universitet, på et universitetssygehus eller efter omstændighederne i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at varigheden af de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte speciallægeuddannelser ikke er mindre end den i samme punkt anførte varighed. Uddannelsen finder sted under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter speciallægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende afdelingers virksomhed og ansvar.

3. Uddannelsen gennemføres på heltidsbasis under arbejde i bestemte stillinger, der er anerkendt af de kompetente myndigheder. Den indebærer, at den pågældende læge deltager i samtlige lægelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregår, således at han igennem hele arbejdsugen året igennem anvender hele sin arbejdsindsats på denne praktiske og teoretiske uddannelse på de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen aflønnes derfor med et passende beløb.

Uddannelsen kan afbrydes af grunde som militærtjeneste, videnskabelige opgaver, graviditet og sygdom. Uddannelsens samlede varighed kan ikke nedsættes på grund af sådanne afbrydelser.

4. Medlemsstaterne kan undtagelsesvist give tilladelse til speciallægeuddannelse på deltidsbasis på de af de kompetente nationale myndigheder godkendte betingelser, hvis en heltidsuddannelse som følge af dokumenterede personlige forhold ikke vil være gennemførlig. De kompetente myndigheder sørger for, at speciallægeuddannelsen på deltidsbasis svarer til heltidsuddannelsen, både hvad angår den samlede varighed og kvaliteten. Dette niveau må ikke sænkes, hverken fordi der er tale om en deltidsuddannelse, eller fordi der udøves lønnet privat erhvervsvirksomhed.

Kravene til speciallægeuddannelsen på deltidsbasis er de samme som ved heltidsuddannelsen, og den eneste forskel mellem de to former for uddannelse er, at det ved deltidsuddannelsen er muligt at begrænse deltagelsen i de lægelige aktiviteter, således at varigheden svarer til mindst halvdelen af den, der er fastsat for heltidsuddannelsen.

Læger under specialuddannelse på deltidsbasis aflønnes derfor med et passende beløb.

5. Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for speciallæger betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2.

6. De i bilag V, punkt 5.1.4, anførte mindstekrav til uddannelsens varighed kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2.

Artikel 24 Benævnelser for speciallægeuddannelser

De i artikel 20 omhandlede uddannelsesbeviser for speciallæger er sådanne, som er udstedt af de i bilag V, punkt 5.1.3, anførte kompetente myndigheder eller organer, og som for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de benævnelser, der anvendes i de enkelte medlemsstater, og som er anført i bilag V, punkt 5.1.4.

Nye lægespecialer, som er fælles for alle medlemsstater, kan tilføjes til bilag V, punkt 5.1.4, efter proceduren i artikel 54, stk. 2.

Artikel 25 Speciallægers særlige erhvervede rettigheder

1. Enhver værtsmedlemsstat kan for speciallæger, hvis speciallægeuddannelse på deltidsbasis er omfattet af love eller administrative bestemmelser, der fandtes den 20. juni 1975, og som påbegyndte deres speciallægeuddannelse senest den 31. december 1983, kræve, at deres uddannelsesbeviser skal være ledsaget af en attestation, der bekræfter, at de i løbet af de fem år, der går forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2. Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er udstedt i Spanien til læger, der har afsluttet en speciallægeuddannelse inden den 1. januar 1995, selv om de ikke opfylder de i artikel 23 omhandlede mindstekrav til uddannelse, hvis disse beviser er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente spanske myndigheder, der bekræfter, at de pågældende personer har bestået den særlige prøve i erhvervsmæssig kompetence, der er afholdt i forbindelse med de i kongeligt dekret 1497/99 fastsatte ekstraordinære reguleringsforanstaltninger med det formål at påvise, at disse personer har det samme kundskabs- og kompetenceniveau som de læger, der er i besiddelse af et af de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er anført i bilag V, punkt 5.1.3 og 5.1.4 for Spanien.

3. De medlemsstater, i hvilke der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser på dette område, anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er udstedt af de øvrige medlemsstater, og som for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de i bilag VI, punkt 6.1, anførte benævnelser, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den i bilag V, punkt 5.1.3, anførte referencedato, hvis de er ledsaget af en attestation, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for speciallæger, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. april 1992, og giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag VI, punkt 6.1.

4. De medlemsstater, i hvilke der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser på dette område, anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de i bilag VI, punkt 6.1, anførte benævnelser, er udstedt af de i dette bilag anførte medlemsstater og vedrører en uddannelse, der er påbegyndt efter den i bilag V, punkt 5.1.3, anførte referencedato og inden udløbet af den i artikel 58 fastsatte frist, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som speciallæge.

5. De medlemsstater, der har ophævet de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af de i bilag VI, punkt 6.1, anførte uddannelsesbeviser for speciallæger, og som har truffet foranstaltninger vedrørende erhvervede rettigheder til fordel for deres egne statsborgere, indrømmer de øvrige medlemsstaters statsborgere ret til at nyde godt af disse foranstaltninger, hvis deres uddannelsesbeviser er udstedt inden det tidspunkt, hvor værtsmedlemsstaten ophørte med at udstede uddannelsesbeviser for det pågældende speciale.

Datoerne for ophævelse af disse bestemmelser fremgår af bilag VI, punkt 6.1.

Artikel 26 Uddannelsen til alment praktiserende læge

1. Adgang til uddannelsen til alment praktiserende læge forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier inden for det i artikel 22 omhandlede uddannelsesforløb.

2. Uddannelsen til alment praktiserende læge, der fører til erhvervelse af uddannelsesbeviser, som udstedes inden den 1. januar 2006, omfatter mindst to års studier på heltidsbasis. For uddannelsesbeviser, der udstedes efter denne dato, omfatter den mindst tre års studier på heltidsbasis.

Hvis det i artikel 22 omhandlede uddannelsesforløb omfatter en praktisk uddannelse, der finder sted på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger inden for almen medicin, eller hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste, kan varigheden af denne praktiske uddannelse godskrives, dog højst med ét år, som en del af den varighed, der er fastsat i første afsnit for uddannelsesbeviser, som udstedes efter den 1. januar 2006.

Kun de medlemsstater, hvor varigheden af uddannelsen til alment praktiserende læge pr. 1. januar 2001 var på to år, kan benytte sig af den i andet afsnit omhandlede mulighed.

3. Uddannelsen til alment praktiserende læge gennemføres på heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den er i højere grad praktisk end teoretisk orienteret.

Den praktiske del af uddannelsen finder sted dels i mindst seks måneder på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger, dels i mindst seks måneder hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste.

Uddannelsen foregår i samarbejde med andre institutioner eller organer inden for sundhedsområdet, der beskæftiger sig med almen medicin. Med forbehold af de i andet afsnit nævnte minimumsperioder kan den praktiske uddannelse dog i en periode på højst seks måneder gives i andre godkendte institutioner eller organer inden for sundhedsområdet, der beskæftiger sig med almen medicin.

Uddannelsen omfatter lægens personlige deltagelse i de faglige arbejds- og ansvarsopgaver, der påhviler de personer, som han arbejder sammen med.

4. Medlemsstaterne kan undtagelsesvist give tilladelse til, at den særlige uddannelse til alment praktiserende læge finder sted på deltidsbasis på et niveau, der kvalitativt svarer til heltidsuddannelsens niveau, hvis følgende særlige betingelser er opfyldt:

a) uddannelsens samlede varighed må ikke afkortes, fordi den gennemføres på deltidsbasis

b) den ugentlige varighed af deltidsuddannelsen må ikke være under 50 % af den ugentlige varighed af heltidsuddannelsen

c) deltidsuddannelsen skal omfatte et vist antal perioder med heltidsuddannelse både for så vidt angår den del, der foregår på sygehuse, og for så vidt angår den del, der foregår hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste. Disse heltidsuddannelsesperioder skal være af et sådant antal og en sådan varighed, at der derigennem tilvejebringes et tilstrækkeligt grundlag for en effektiv udøvelse af almen medicinsk praksis.

5. Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for alment praktiserende læger betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2.

6. Medlemsstaterne kan udstede de i bilag V, punkt 5.1.5, anførte uddannelsesbeviser til en læge, der ikke har gennemført den i denne artikel omhandlede uddannelse, men som har gennemgået en anden supplerende uddannelse, for hvilken de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt et uddannelsesbevis. Dog kan de kun udstede dette uddannelsesbevis som bevis for kundskaber, der kvalitativt ligger på samme niveau som dem, der erhverves ved den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne fastsætter bl.a., i hvilket omfang den supplerende uddannelse, ansøgeren allerede har gennemgået, og hans erhvervserfaring kan erstatte den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne kan kun udstede det i bilag V, punkt 5.1.5, anførte uddannelsesbevis, hvis ansøgeren har mindst seks måneders erfaring som alment praktiserende læge hos en alment praktiserende læge eller i et lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste som omhandlet i stk. 3 i denne artikel.

Artikel 27 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som alment praktiserende læge

Medlemsstaterne gør med forbehold af bestemmelser om erhvervede rettigheder adgangen til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger betinget af besiddelse af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.1.5.

Medlemsstaterne kan give dispensation fra dette krav til personer, som er i færd med at gennemgå den særlige uddannelse i almen medicin.

Artikel 28 Alment praktiserende lægers særlige erhvervede rettigheder

1. Medlemsstaterne fastsætter nærmere regler for erhvervede rettigheder. De skal dog anse retten til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for den nationale socialsikringsordning for at være erhvervet, når en læge - uden at være i besiddelse af det i bilag V, punkt 5.1.5, anførte uddannelsesbevis - på den i dette punkt anførte referencedato besidder denne ret i medfør af bestemmelser om lægerhvervet, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau, og på denne dato er etableret på den pågældende medlemsstats område i henhold til artikel 20 eller 21.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder udsteder på begæring en attestation, der bekræfter, at læger, der er indehavere af de i første afsnit omhandlede erhvervede rettigheder, har ret til inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning at udøve virksomhed som alment praktiserende læge uden at have erhvervet det i bilag V, punkt 5.1.5, anførte uddannelsesbevis.

2. Medlemsstaterne anerkender de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede attestationer, der er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, som de selv udsteder, og som giver adgang til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.

Afdeling 3 Sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Artikel 29 Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1. Adgang til uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forudsætter ti års almen skolegang afsluttet med et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis for bestået adgangseksamen på samme niveau til sygeplejeskolerne.

2. Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje gennemføres på heltidsbasis og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.2.2.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.2.2, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3. Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter mindst tre års studier eller 4 600 timers teoretisk og klinisk undervisning, hvor den teoretiske undervisning udgør mindst en tredjedel og den kliniske undervisning mindst halvdelen af uddannelsens mindstevarighed. Medlemsstaterne kan give delvis dispensation til personer, som har gennemgået en del af denne uddannelse i forbindelse med andre uddannelser, der mindst ligger på et tilsvarende niveau.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at den institution, der forestår sygeplejerskeuddannelsen, er ansvarlig for koordinationen af den teoretiske og kliniske undervisning i det samlede uddannelsesprogram.

Medlemsstaterne kan undtagelsesvist give tilladelse til uddannelse på deltidsbasis på betingelser, der er godkendt af de kompetente nationale myndigheder. Den samlede varighed af deltidsuddannelsen må ikke være mindre end heltidsuddannelsens varighed, og uddannelsens niveau må ikke sænkes, fordi der er tale om en deltidsuddannelse.

4. Ved teoretisk undervisning forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne erhverver de kundskaber, den indsigt og de faglige færdigheder og holdninger, som er nødvendige for at kunne planlægge, yde og vurdere almen sundheds- og sygepleje. Denne undervisning foregår på sygeplejeskoler og andre uddannelsessteder, som skolen udpeger, og varetages af det personale, der underviser i sygepleje, og af andre kompetente personer.

5. Ved klinisk undervisning forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne som medlemmer af en gruppe og i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og/eller grupper lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, der er behov for, på grundlag af de kundskaber og færdigheder, de har tilegnet sig. Sygeplejeeleven lærer ikke blot at være medlem af en gruppe, men også at være gruppeleder og at tilrettelægge den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, herunder sundhedspædagogik, såvel for den enkelte som for mindre grupper i institutioner inden for sundhedsvæsenet og i samfundet.

Denne undervisning finder sted i sygehuse og andre institutioner inden for sundhedsvæsenet samt ude i samfundet under de undervisende sygeplejerskers ansvar og i samarbejde med og med bistand fra andre kvalificerede sygeplejersker. Andet kvalificeret personale kan inddrages i undervisningsforløbet.

Sygeplejeeleverne skal deltage i pågældende afdelingers arbejde, for så vidt dette har værdi for deres uddannelse og sætter dem i stand til at påtage sig det ansvar, der er forbundet med sundheds- og sygepleje.

Artikel 30 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Ved erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forstås i dette direktiv virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.2.3, anførte titler.

Artikel 31 Særlige erhvervede rettigheder for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

For at de almindelige regler for erhvervede rettigheder kan finde anvendelse på sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, skal den i artikel 21 omhandlede virksomhed have omfattet ansvar for programmeringen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af patientens sygepleje.

Afdeling 4 Tandlæge

Artikel 32 Tandlægeuddannelsen

1. Adgang til tandlægeuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2. Tandlægeuddannelsen består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.3.2, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

Artikel 33 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge

1. Ved erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forstås i dette direktiv de i stk. 3 omhandlede former for virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.3.3, anførte titler.

2. Tandlægeerhvervet er baseret på den i artikel 32 omhandlede tandlægeuddannelse og udgør et særligt erhverv, der adskiller sig fra hvervet, som læge, uanset om denne er speciallæge eller ej. Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forudsætter besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.3.3, anførte uddannelsesbeviser. Med personer, der er i besiddelse af et sådant uddannelsesbevis, sidestilles sådanne, som er omfattet af artikel 21 eller 34.

3. Medlemsstaterne sikrer, at tandlæger generelt er berettiget til at optage og udøve virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænder, mund, kæber og omgivende væv, under overholdelse af de retsforskrifter og de etiske regler, der er gældende for dette erhverv på de i bilag V, punkt 5.3.3, anførte referencedatoer.

Artikel 34 Tandlægers særlige erhvervede rettigheder

1. Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge under de i bilag V, punkt 5.3.3, anførte titler de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien, Spanien og Østrig til personer, som har påbegyndt deres lægeuddannelse senest på den referencedato, der er anført i dette bilag for den pågældende medlemsstat, og som er ledsaget af en attestation udstedt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende to betingelser er opfyldt:

a) at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 33 omhandlede former for virksomhed i den pågældende medlemsstat i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

b) at disse personer er bemyndiget til at udøve de pågældende former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.3, for denne medlemsstat.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 32 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede erhvervspraktik af tre års varighed.

2. Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien til personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse på universitetsniveau efter den 28. januar 1980 og senest den 31. december 1984, og som er ledsaget af en attestation udstedt af de kompetente italienske myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende tre tbetingelser er opfyldt:

a) at disse personer har bestået den særlige egnethedsprøve, der er afholdt af de kompetente italienske myndigheder med henblik på at påvise, at de pågældende personer har det samme kundskabs- og kompetenceniveau som de personer, der er i besiddelse af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.3, for Italien

b) at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 33 omhandlede former for virksomhed i Italien i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

c) at de er bemyndiget til at udøve eller faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøver de i artikel 33 omhandlede former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.3, for Italien.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af de kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 32 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede egnethedsprøve.

3. De medlemsstater, i hvilke der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser på dette område, anerkender de uddannelsesbeviser for specialtandlæger, der er udstedt af de øvrige medlemsstater og anført i bilag VI, punkt 6.2, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den i nævnte bilag anførte referencedato, hvis de er ledsaget af en attestation, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for specialtandlæger, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. oktober 1989, og giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag VI, punkt 6.2.

4. De medlemsstater, i hvilke der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser på dette område, anerkender de uddannelsesbeviser for specialtandlæger, der er anført i bilag VI, punkt 6.2, og som er udstedt af de i nævnte bilag anførte medlemsstater for en uddannelse, der er påbegyndt efter den i samme bilag anførte referencedato og inden udløbet af den i artikel 58 fastsatte frist, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som specialtandlæge.

Afdeling 5 Dyrlæge

Artikel 35 Dyrlægeuddannelsen

1. Dyrlægeuddannelsen består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.4.2.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.4.2, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2. Adgang til dyrlægeuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver vedkommende adgang til det pågældende studium ved et universitet eller ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

Afdeling 6 Jordemoder

Artikel 36 Jordemoderuddannelsen

1. Jordemoderuddannelsen består mindst af følgende uddannelse:

a) en specifik heltidsuddannelse til jordemoder bestående af mindst tre års praktiske og teoretiske studier (uddannelsesvej I), der mindst omfatter det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.2

b) en specifik heltidsuddannelse til jordemoder på 18 måneder (uddannelsesvej II), der mindst omfatter de fag i det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.2, i hvilke der ikke har været en tilsvarende undervisning i uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at den institution, der forestår jordemoderuddannelsen, er ansvarlig for koordination af teori og praksis i det samlede uddannelsesprogram.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.5.2, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2. Adgang til jordemoderuddannelsen forudsætter, at en af følgende betingelser er opfyldt:

a) gennemførelse af mindst ti års almen skolegang (for uddannelsesvej I)

b) besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.3 (for uddannelsesvej II).

3. Medlemsstaterne kan undtagelsesvist give tilladelse til uddannelse på deltidsbasis på betingelser, der er godkendt af de kompetente nationale myndigheder. Den samlede varighed af deltidsuddannelsen må ikke være mindre end heltidsuddannelsens varighed, og uddannelsens niveau må ikke sænkes, fordi der er tale om en deltidsuddannelse.

Artikel 37 Retningslinjer for anerkendelse af uddannelsesbeviser for jordemødre

1. De uddannelsesbeviser for jordemødre, der er anført i bilag V, punkt 5.5.4, anerkendes automatisk i medfør af artikel 20, hvis de svarer til en af følgende retningslinjer:

a) En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst tre år:

i) der enten er betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller et andet kvalifikationsbevis, der giver adgang til universiteter eller højere læreanstalter, eller som garanterer et tilsvarende kundskabsniveau

ii) eller som efterfølges af to års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

b) En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst to år eller 3 600 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.3.

c) En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst 18 måneder eller 3 000 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.3, og efterfulgt af et års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

2. Det i stk. 1 nævnte bevis udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Det bekræfter, at den pågældende efter at have bestået eksamen som jordemoder på tilfredsstillende måde har varetaget alle de funktioner, der udføres af en jordemoder, på et sygehus eller en til dette formål godkendt behandlingsinstitution i den pågældende periode.

Artikel 38 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som jordemoder

1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for virksomhed som jordemoder, således som den med forbehold af stk. 2 er defineret af hver medlemsstat, og som udøves under de i bilag V, punkt 5.5.4, anførte titler

2. Medlemsstaterne sikrer, at jordemødre mindst er berettiget til at udøve de i bilag V, punkt 5.5.3, anførte former for virksomhed.

Artikel 39 Jordemødres særlige erhvervede rettigheder

1. Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 36, men som i henhold til artikel 37 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 37, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater inden den i bilag V, punkt 5.5.4, anførte referencedato, og som er ledsaget af en attestation, der bekræfter, at disse statsborgere faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for attestationens udstedelse.

2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt for en uddannelse, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, og som svarer til alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 36, men som i henhold til artikel 37 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 37, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. oktober 1989.

Afdeling 7 Farmaceut

Artikel 40 Farmaceutuddannelsen

1. Adgang til farmaceutuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2. Uddannelsesbeviset for farmaceuter udstedes efter en uddannelse, der strækker sig over mindst fem år, og som mindst omfatter:

a) fire års teoretisk og praktisk undervisning på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet

b) seks måneders praktikanttjeneste på et offentligt tilgængeligt apotek eller på et hospital under tilsyn af dette hospitals farmaceutiske tjeneste.

Uddannelsen omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.6.2.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.6.2, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

Artikel 41 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som farmaceut

1. Ved farmaceutvirksomhed forstås i dette direktiv virksomhed, som i en eller flere medlemsstater er undergivet betingelser vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer for så vidt angår adgangen hertil og udøvelsen heraf, og som er tilgængelig for indehavere af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.6.4.

2. Medlemsstaterne drager omsorg for, at indehavere af et uddannelsesbevis i farmaci, der er udstedt af et universitet eller en tilsvarende højere læreanstalt, og som opfylder betingelserne i artikel 40, mindst er berettiget til at optage eller udøve de i bilag V, punkt 5.6.3, nævnte former for virksomhed, med forbehold af et eventuelt krav om supplerende erhvervserfaring.

3. Når der som betingelse for adgang til eller udøvelse af en af formerne for formaceutvirksomhed i en medlemsstat foruden et uddannelsesbevis, jf. bilag V, punkt 5.6.4, kræves supplerende erhvervserfaring, anerkender denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis herfor en attestation udstedt af de kompetente myndigheder i den pågældendes hjemland, der bekræfter, at han har udøvet disse former for virksomhed i sit hjemland i en tilsvarende periode.

4. Hvis der i en medlemsstat den 16. september 1985 fandtes en udvælgelsesprøve med det formål blandt de i stk. 1 omhandlede farmaceutiske kandidater at udvælge dem, som skal lede nye apoteker, der åbnes som led i en national ordning til bedre geografisk fordeling, kan denne medlemsstat, uanset stk. 1, opretholde denne udvælgelsesprøve og åbne adgang hertil for andre medlemsstaters statsborgere, der er i besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.6.4, anførte uddannelsesbeviser for farmaceuter, eller som er omfattet af bestemmelserne i artikel 21.

Afdeling 8 Arkitekt

Artikel 42 Arkitektuddannelsen

1. Arkitektuddannelsen omfatter i alt mindst enten fire års studier på heltidsbasis eller seks års studier, heraf mindst tre på heltidsbasis, ved et universitet eller en tilsvarende læreanstalt. Uddannelsen skal være afsluttet med eksamen på universitetsniveau.

Undervisningen, der gives på universitetsniveau, og som hovedsagelig vedrører arkitektur, skal i lige grad tage hensyn til de teoretiske og praktiske sider ved arkitektudannelsen og sikre erhvervelse af de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i bilag V, punkt 5.7.1.

2. De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i bilag V, punkt 5.7.1, kan ændres efter proceduren i artikel 54, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

Artikel 43 Undtagelser fra kravene til arkitektuddannelsen

1. Uanset artikel 42 anses også den treårige uddannelse på "Fachhochschulen" i Forbundsrepublikken Tyskland, som fandtes den 5. august 1985, som opfylder kravene i artikel 42, og som i denne medlemsstat giver adgang til at udøve de i artikel 44 omhandlede former for virksomhed under titlen arkitekt, for at opfylde kravene i artikel 20, hvis uddannelsen suppleres med fire års erhvervserfaring i Forbundsrepublikken Tyskland, der attesteres ved et certifikat udstedt af den faglige organisation, på hvis medlemsliste den arkitekt er optaget, som ønsker at udnytte dette direktivs bestemmelser.

Den faglige organisation skal forud fastslå, at de af arkitekten udførte arbejder på arkitekturområdet er et vægtigt bevis på praktisk anvendelse af de i bilag V, punkt 5.7.1, omhandlede kundskaber og færdigheder. Dette certifikat udstedes efter samme fremgangsmåde som den, der gælder for optagelse på den faglige organisations medlemsliste.

2. Som led i ordninger til forbedring af den sociale status eller i universitetsstudier på deltidsbasis anses også, uanset artikel 42, en uddannelse, der opfylder kravene i artikel 42, og som afsluttes med en eksamen i arkitektur, der bestås af personer, som i syv år eller derover har arbejdet i arkitektfaget hos en arkitekt eller i en arkitektvirksomhed, for at opfylde kravene i artikel 20. En sådan eksamen skal være på universitetsniveau og svare til den i artikel 42, stk. 1, første afsnit, omhandlede afsluttende eksamen.

Artikel 44 Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt

1. Ved erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt forstås i dette direktiv virksomhed, der sædvanligvis udøves under titlen arkitekt.

2. En medlemsstats statsborgere, der har tilladelse til at benytte titlen arkitekt i medfør af en lov, der giver den kompetente myndighed i en medlemsstat mulighed for at tildele denne titel til statsborgere fra medlemsstaterne, som særlig måtte have udmærket sig ved kvaliteten af deres præstationer på arkitekturområdet, anses for at opfylde betingelserne for at udøve virksomhed som arkitekt under denne titel. De pågældende personers arkitektstatus godtgøres ved en attest, der udstedes af deres hjemland.

Artikel 45 Arkitekters særlige erhvervede rettigheder

1. Medlemsstaterne anerkender de i bilag VI, punkt 6.3, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, som er udstedt af de øvrige medlemsstater for en uddannelse, der er påbegyndt senest i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår, selv om de ikke opfylder mindstekravene i artikel 42, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser for arkitekter, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt.

På samme vilkår anerkendes attestationer fra de kompetente myndigheder i Forbundsrepublikken Tyskland om ligestilling af uddannelsesbeviser udstedt efter den 8. maj 1945 af de kompetente myndigheder i Den Tyske Demokratiske Republik med de uddannelsesbeviser, der er anført i ovennævnte bilag.

2. Med forbehold af stk. 1 anerkender medlemsstaterne attestationer udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de medlemsstater, der havde bestemmelser for adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt

a) den 1. januar 1995 for Østrigs, Finlands og Sveriges vedkommende og

b) den 5. august 1987 for de øvrige medlemsstaters vedkommende,

ved at give disse attestationer samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt under titlen arkitekt.

De i første afsnit omhandlede attestationer bekræfter, at deres indehavere har fået tilladelse til at benytte titlen arkitekt senest på denne dato og rent faktisk inden for disse bestemmelsers rammer har udøvet den pågældende virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år inden for de fem år, der går forud for attestationens udstedelse.

Kapitel IV Fælles bestemmelser om etablering

Artikel 46 Dokumentation og formelle krav

1. Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af dette afsnit, kan de kræve de i bilag VII anførte dokumenter og certifikater.

De i bilag VII, punkt 1, omhandlede dokumenter må ved fremlæggelsen ikke være mere end tre måneder gamle.

Medlemsstaterne, organisationer og andre juridiske personer sørger for, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

2. Hvis værtsmedlemsstaten har kendskab til alvorlige og konkrete forhold, der, inden den pågældende etablerede sig i denne medlemsstat, har foreligget uden for dets område, og som i denne medlemsstat vil kunne få følger for adgangen til de pågældende former for virksomhed, kan det underrette hjemlandet herom.

Hjemlandet undersøger rigtigheden af forholdene, og dets myndigheder bestemmer arten og omfanget af de undersøgelser, der skal foretages, og meddeler værtsmedlemsstaten de konsekvenser, de drager af de afgivne oplysninger.

3. Hvis en værtsmedlemsstat af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til at optage et lovreguleret erhverv kræver edsaflæggelse eller afgivelse af en højtidelig erklæring, og formuleringen af denne ed eller erklæring ikke kan anvendes af statsborgere fra de øvrige medlemsstater, sørger værtsmedlemsstaten for, at den pågældende kan anvende en passende og tilsvarende formulering.

Artikel 47 Procedure for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1. Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten bekræfter modtagelsen af ansøgningen inden for en måned og oplyser ansøgeren om eventuelt manglende dokumenter.

2. Ansøgninger om udøvelse af et lovreguleret erhverv skal behandles hurtigst muligt, og værtsmedlemsstatens kompetente myndighed skal senest tre måneder efter forelæggelsen af den fuldt dokumenterede ansøgning træffe en begrundet afgørelse.

3. Afgørelsen, eller mangelen på samme inden for den fastsatte frist, skal kunne påklages efter national ret.

Artikel 48 Benyttelse af titel

1. Hvis benyttelsen af den titel, der hører til en af de former for virksomhed, som udøves i forbindelse med det pågældende erhverv, er lovreguleret i en værtsmedlemsstat, benytter statsborgere fra de øvrige medlemsstater, der i medfør af afsnit III har ret til at udøve et lovreguleret erhverv, den titel, der i værtsmedlemsstaten svarer til erhvervet, og gør brug af den eventuelle forkortelse herfor.

Hvis der imidlertid i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, kun er delvis adgang til et erhverv i en medlemsstat, kan den pågældende medlemsstat knytte en passende tilføjelse til titlen.

2. Hvis et erhverv i værtsmedlemsstaten er reguleret af en sammenslutning eller organisation som omhandlet i bilaget, kan medlemsstaternes statsborgere kun anvende den titel eller forkortelse, som denne sammenslutning eller organisation giver ret til, hvis de fremlægger bevis på medlemskab af nævnte sammenslutning eller organisation.

Hvis sammenslutningen eller organisationen gør opnåelse af medlemskab betinget af visse kvalifikationer, kan denne betingelse for så vidt angår statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, kun gøres gældende på de vilkår, der er fastsat i dette direktiv.

Artikel 49 Sprogkundskaber

1. De personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten.

2. Medlemsstaterne sørger om nødvendigt for, at de pågældende personer erhverver de sprogkundskaber, der er nødvendige for udøvelsen af den erhvervsmæssige virksomhed i værtsmedlemsstaten.

Afsnit IV Retningslinjer for erhvervsudøvelse

Artikel 50 Benyttelse af akademisk titel

Med forbehold af artikel 5, stk. 3, og artikel 48, sikrer værtsmedlemsstaten, at de pågældende har ret til at benytte deres akademiske titel fra hjemlandet, og eventuelt en forkortelse for den, på denne medlemsstats sprog. Værtsmedlemsstaten kan foreskrive, at denne titel efterfølges af navn og beliggenhed for den institution eller det bedømmelsesudvalg, der har tildelt den.

Hvis den akademiske titel fra hjemlandet kan forveksles med en titel, som i værtsmedlemsstaten kræver en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan denne værtsmedlemsstat foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin titel fra hjemlandet i en passende udformning, som værtsmedlemsstaten angiver.

Artikel 51 Sygesikringsoverenskomster

De medlemsstater, der kræver, at personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer på deres område, skal gennemføre en forberedende praktikanttjeneste og/eller have erhvervserfaring som betingelse for at kunne anerkendes af en sygeforsikring, giver med forbehold af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra b), indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i en anden medlemsstat dispensation fra dette krav.

Afsnit V Administrativt samarbejde og gennemførelsesbeføjelser

Artikel 52 Kompetente myndigheder

1. De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet arbejder tæt sammen og yder hinanden bistand med henblik på at lette anvendelsen af dette direktiv. De sørger for, at de oplysninger, de udveksler, behandles fortroligt.

2. Hver medlemsstat udpeger senest ved udløbet af den i artikel 58 fastsatte frist de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger, og de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser, og giver straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse herom.

3. Hver medlemsstat udpeger en koordinator for de i stk. 1 omhandlede myndigheders virksomhed og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Koordinatorerne har til opgave:

a) at fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv

b) at indhente alle oplysninger af betydning for gennemførelsen af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende betingelserne for at optage et lovreguleret erhverv i medlemsstaterne.

Med henblik på gennemførelsen af den i andet afsnit, litra b), omhandlede opgave kan koordinatorerne rette henvendelse til de i artikel 53 omhandlede kontaktpunkter.

Artikel 53 Kontaktpunkter

Hver medlemsstat udpeger senest ved udløbet af den i artikel 58 fastsatte frist et kontaktpunkt, der har til opgave:

a) at meddele borgere og kontaktpunkter i de øvrige medlemsstater alle anvendelige oplysninger i forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer som omhandlet i dette direktiv, især oplysninger om national erhvervslovgivning, herunder social- og arbejdsmarkedslovgivning, og, hvis det er relevant, fagetiske regler

b) at bistå borgerne med at udnytte de rettigheder, dette direktiv giver dem, om nødvendigt gennem samarbejde med de øvrige kontaktpunkter og værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder.

Kontaktpunkterne underretter Kommissionen om sager, de har behandlet i henhold til stk. 1, litra b), senest to måneder efter, at de har fået dem forelagt.

Artikel 54 Udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1. Kommissionen bistås af et udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, herefter benævnt "udvalget", der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 8.

Det tidsrum, der nævnes i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til to måneder.

3. Alle andre spørgsmål vedrørende dette direktivs gennemførelse kan forelægges udvalget til udtalelse.

4. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Afsnit VI Andre bestemmelser

Artikel 55 Rapporter

Efter udløbet af den i artikel 58 fastsatte frist aflægger medlemsstaterne hvert andet år rapport til Kommissionen om anvendelsen af den indførte ordning. Denne rapport omfatter generelle bemærkninger, en statistisk oversigt over de afgørelser, der er truffet, og en beskrivelse af de vigtigste problemer, der er opstået i forbindelse med anvendelsen af direktivet.

Artikel 56 Undtagelsesbestemmelse

Hvis der ved anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv opstår større vanskeligheder inden for bestemte områder i en medlemsstat, undersøger Kommissionen disse vanskeligheder i samarbejde med medlemsstaten.

I givet fald træffer Kommissionen efter proceduren i artikel 54, stk. 2, beslutning om, at den pågældende medlemsstat i en begrænset periode kan undlade at anvende den pågældende bestemmelse.

Artikel 57 Ophævelse

Direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF, 89/48/EØF, 92/51/EØF, 93/16/EØF og 1999/42/EF ophæves med virkning fra den i artikel 58 fastsatte dato.

Henvisningerne til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv.

Artikel 58 Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest [to år efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende]. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 59 Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 60 Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

[...] [...]

Formand Formand

BILAG I Liste over faglige sammenslutninger eller organisationer, som opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2

IRLAND [47]

[47] Irske statsborgere er også medlemmer af følgende sammenslutninger eller organisationer i Det Forenede Kongerige:

1. The Institute of Chartered Accountants in Ireland [48] 2. The Institute of Certified Public Accountants in Ireland48 3. The Association of Certified Accountants48 4. Institution of Engineers of Ireland 5. Irish Planning Institute

[48] Kun i forbindelse med regnskabsrevision.

DET FORENEDE KONGERIGE

1. Institute of Chartered Accountants in England and Wales

2. Institute of Chartered Accountants of Scotland

3. Institute of Chartered Accountants in Ireland

4. Chartered Association of Certified Accountants

5. Chartered Institute of Loss Adjusters

6. Chartered Institute of Management Accountants

7. Institute of Chartered Secretaries and Administrators

8. Chartered Insurance Institute

9. Institute of Actuaries

10. Faculty of Actuaries

11. Chartered Institute of Bankers

12. Institute of Bankers in Scotland

13. Royal Institution of Chartered Surveyors

14. Royal Town Planning Institute

15. Chartered Society of Physiotherapy

16. Royal Society of Chemistry

17. British Psychological Society

18. Library Association

19. Institute of Chartered Foresters // 20. Chartered Institute of Building

21. Engineering Council

22. Institute of Energy

23. Institution of Structural Engineers

24. Institution of Civil Engineers

25. Institution of Mining Engineers

26. Institution of Mining and Metallurgy

27. Institution of Electrical Engineers

28. Institution of Gas Engineers

29. Institution of Mechanical Engineers

30. Institution of Chemical Engineers

31. Institution of Production Engineers

32. Institution of Marine Engineers

33. Royal Institution of Naval Architects

34. Royal Aeronautical Society

35. Institute of Metals

36. Chartered Institution of Building Services Engineers

37. Institute of Measurement and Control

38. British Computer Society

BILAG II Liste over uddannelser med særlig struktur, der er omhandlet i artikel 11, stk. 4, andet afsnit, litra a)

1. De paramedicinske og socialpædagogiske uddannelser

Følgende uddannelser:

I Tyskland:

- pædiatrisk sygeplejerske ("Kinderkrankenschwester/Kinderkrankenpfleger")

- fysioterapeut ("Krankengymnast(in)/Physiotherapeut(in)") [49]

[49] Titlen "Krankengymnast(in)" er fra den 1. juni 1994 erstattet af titlen "Physiotherapeut(in)". De af erhvervets udøvere, som har opnået deres eksamensbevis inden denne dato, kan dog, hvis de ønsker det, fortsat anvende den tidligere titel "Krankengymnast(in)".

- ergoterapeut ("Beschäftigungs- und Arbeitstherapeut(in)")

- talepædagog ("Logopäde/Logopädin")

- ortoptist ("Orthoptist(in)")

- statsanerkendt pædagog ("Staatlich anerkannte(r) Erzieher(in)")

- statsanerkendt sundhedspædagog ("Staatlich anerkannte(r) Heilpädagoge(-in)")

- teknisk laboratorieassistent ("medizinisch-technische(r) Laboratoriums- Assistent(in)")

- teknisk assistent (radiologi) ("medizinisch-technische(r) Radiologie-Assistent(in)")

- teknisk assistent (funktionsdiagnostik) ("medizinisch-technische(r) Assistent(in) für Funktionsdiagnostik")

- teknisk assistent (veterinærmedicin) ("veterinärmedizinisch-technische(r) Assistent(in)")

- diætetiker ("Diätassistent(in)")

- farmacitekniker ("Pharmazieingenieur"), givet inden den 31. marts 1994 på det tidligere DDR's områder eller på de nye delstaters område

- psykiatrisk sygeplejerske ("Psychiatrische(r) Krankenschwester/Krankenpfleger")

- taleterapeut ("Sprachtherapeut(in)")

I Italien:

- tandtekniker ("odontotecnico")

- optiker ("ottico")

- fodterapeut ("podologo")

I Luxembourg:

- teknisk assistent (radiologi) ("assistant(e) technique médical(e) en radiologie")

- teknisk laboratorieassistent ("assistant(e) technique médical(e) de laboratoire")

- psykiatrisk sygeplejerske ("infirmier/ière psychiatrique")

- teknisk assistent (kirurgi) ("assistant(e) technique médical(e) en chirurgie")

- pædiatrisk sygeplejerske ("infirmier/ière puériculteur/trice")

- narkosesygeplejerske ("infirmier/ière anesthésiste")

- eksamineret massør ("masseur/euse diplômé(e)")

- pædagog ("éducateur/trice")

I Nederlandene:

- dyrlægeassistent ("dierenartassistent")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år, herunder:

(i) enten mindst tre års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og eventuelt suppleret med en specialisering af et eller to års varighed, afsluttet med en prøve

(ii) eller mindst to og et halvt års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst seks måneders erhvervspraktik eller mindst seks måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed

(iii) eller mindst to års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst et års erhvervspraktik eller mindst et års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed

(iv) eller med hensyn til dyrlægeassistent ("dierenartassisten") i Nederlandene tre års erhvervsuddannelse på en fagskole ("MBO"-ordningen) eller tre års erhvervsuddannelse i form af vekseluddannelse i lærlingeuddannelsessystemet ("LLW"), som begge afsluttes med en prøve.

I Østrig:

- særlig grundlæggende uddannelse i pædiatrisk sygepleje ("spezielle Grundausbildung in der Kinder- und Jugendlichenpflege")

- særlig grundlæggende uddannelse i psykiatrisk sundheds- og sygepleje ("spezielle Grundausbildung in der psychiatrischen Gesundheits- und Krankenpflege")

- kontaktlinseoptiker ("Kontaktlinsenoptiker")

- fodterapeut ("Fusspfleger")

- høreapparattekniker ("Hörgeräteakustiker")

- drogist ("Drogist")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst fem år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst tre år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

- massør ("Masseur")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst fem år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, bestående af en læretid på to år og en periode på to år med erhvervspraktik og -uddannelse samt et kursus på et år, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

- børnehavepædagog ("Kindergärtner/in")

- pædagog ("Erzieher")

der svarer til et uddannelsesforløb på 13 år, herunder fem års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve

2. Mesteruddannelser ("Mester/Meister/Maître"), der svarer til uddannelser inden for håndværksmæssig virksomhed, der ikke er omfattet af direktivets afsnit III, kapitel II

Følgende uddannelser:

I Danmark:

- optometrist

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, heraf fem års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på to og et halvt år på en fagskole og en praktisk uddannelse på to og et halvt år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

- ortopædimekaniker

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 12 og et halvt år, heraf tre og et halvt års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på et halvt år på en fagskole og en praktisk uddannelse på tre år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

- ortopædiskomager

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 13 og et halvt år, heraf fire og et halvt års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på to år på en fagskole og en praktisk uddannelse på to og et halvt år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen.

I Tyskland:

- optiker ("Augenoptiker")

- tandtekniker ("Zahntechniker")

- bandagist ("Bandagist")

- audiologiassistent ("Hörgeräte-Akustiker")

- ortopædimekaniker ("Orthopädiemechaniker")

- ortopædisk håndskomager ("Orthopädieschuhmacher")

I Luxembourg:

- optiker ("opticien")

- tandtekniker ("mécanicien dentaire")

- audiologiassistent ("audioprothésiste")

- ortopædimekaniker-bandagist ("mécanicien orthopédiste/bandagiste")

- ortopædisk håndskomager ("orthopédiste-cordonnier")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst fem år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, der er foregået dels i en virksomhed, dels på en fagskole, og som afsluttes med en prøve, der kræves bestået for at kunne udøve selvstændig håndværksvirksomhed, eller for som arbejdstager at opnå en stilling med et tilsvarende ansvar.

I Østrig:

- bandagist ("Bandagist")

- korsetmager ("Miederwarenerzeuger")

- optiker ("Optiker")

- ortopædisk håndskomager ("Orthopädieschuhmacher")

- ortopæditekniker ("Orthopädietechniker")

- tandtekniker ("Zahntechniker")

- gartner ("Gärtner")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst fem år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst tre år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på mindst to år med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen "Meister".

Mesteruddannelser inden for land- og skovbrug, især:

- mester i landbrug ("Meister in der Landwirtschaft")

- mester i landbrugsøkonomi ("Meister in der ländlichen Hauswirtschaft")

- mester i havebrug ("Meister im Gartenbau")

- mester i grøntsagsavl ("Meister im Feldgemüsebau")

- mester i frugtavl og -behandling ("Meister im Obstbau und in der Obstverwertung")

- mester i vinavl og -fremstilling ("Meister im Weinbau und in der Kellerwirtschaft")

- mester i mejeribrug ("Meister in der Molkerei- und Käsereiwirtschaft")

- mester i hesteopdræt ("Meister in der Pferdewirtschaft")

- mester i fiskeri ("Meister in der Fischereiwirtschaft")

- mester i fjerkræavl ("Meister in der Geflügelwirtschaft")

- mester i biavl ("Meister in der Bienenwirtschaft")

- mester i skovbrug ("Meister in der Forstwirtschaft")

- mester i skovbeplantning og -forvaltning ("Meister in der Forstgarten- und Forstpflegewirtschaft")

- mester i landbrugslagerforvaltning ("Meister in der landwirtschaftlichen Lagerhaltung")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder en uddannelse på mindst seks år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst tre år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på tre år med erhvervspraktik, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen "Meister".

3. Maritime erhverv

(a) Maritim sejlads

Følgende uddannelser:

I Danmark:

- skibsfører

- overstyrmand

- enestyrmand, vagthavende styrmand

- vagthavende styrmand

- maskinchef

- l. maskinmester

- l. maskinmester/vagthavende maskinmester

I Tyskland:

- skibsfører ("Kapitän AM")

- skibsfører ("Kapitän AK")

- styrmand ("Nautischer Schiffsoffizier AMW")

- styrmand ("Nautischer Schiffsoffizier AKW")

- maskinmester (niveau C) ("Schiffsbetriebstechniker CT - Leiter von Maschinenanlagen")

- maskinist (niveau C) - maskinchef ("Schiffsmaschinist CMa -Leiter von Maschinenanlagen")

- maskinmester (niveau C) ("Schiffsbetriebstechniker CTW")

- maskinist (niveau C) - eneste maskinofficer ("Schiffsmaschinist CMaW - Technischer Alleinoffizier")

I Italien:

- styrmand ("ufficiale di coperta")

- maskinmester ("ufficiale di macchina")

I Nederlandene:

- styrmand i kystfart (med supplement) ("stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)")

- motormand ("diploma motordrijver")

- VTS-tjenestemand ("VTS-functionaris")

der svarer til følgende uddannelser:

- i Danmark ni års folkeskole efterfulgt af en erhvervsfaglig grunduddannelse og/eller fartstid på mellem 17 og 36 måneder, som:

- (i) for den vagthavende styrmand suppleres med et års videregående erhvervsuddannelse

- (ii) for de øvrige suppleres med tre års videregående erhvervsuddannelse

- i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en treårig grundlæggende erhvervsuddannelse og ét års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på et til to år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på to år

- i Italien et samlet uddannelsesforløb på 13 år, heraf mindst fem års erhvervsuddannelse, afsluttet med en prøve, og i givet fald suppleret med en praktikperiode

- i Nederlandene:

(i) med hensyn til styrmand i kystfart (med supplement) ("stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)") og motormand ("diploma motordrijver") et uddannelsesforløb på 14 år, heraf mindst to år i en fagskole, suppleret med en praktikperiode på tolv måneder

(ii) med hensyn til VTS-tjenestemand ("VTS-functionaris") et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder mindst tre års højere erhvervsuddannelse (HBO) eller erhvervsuddannelse på mellemniveau (MBO), der efterfølges af nationale eller regionale specialuddannelser, og som hver omfatter mindst tolv ugers teoretisk uddannelse og afsluttes med en prøve.

Disse uddannelser anerkendes inden for rammerne af den internationale STCW-konvention (den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978).

(b) Havfiskeri:

I Tyskland:

- skibsfører/fiskeri ("Kapitän BG/Fischerei")

- skibsfører/fiskeri ("Kapitän BLK/Fischerei")

- styrmand/fiskeri ("Nautischer Schiffsoffizier BGW/Fischerei")

- styrmand/fiskeri ("Nautischer Schiffsoffizier BK/Fischerei")

i Nederlandene:

- styrmand/maskinist V ("stuurman werktuigkundige V")

- maskinist IV, fiskeri ("werktuigkundige IV visvaart")

- styrmand IV, fiskeri ("stuurman IV visvaart")

- styrmand/maskinist VI ("stuurman werktuigkundige VI")

der svarer til følgende uddannelser:

- i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en treårs grundlæggende erhvervsuddannelse og ét års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på et til to år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på to år

- i Nederlandene et uddannelsesforløb på mellem 13 og 15 år, heraf mindst to år i en fagskole suppleret med en praktikperiode på tolv måneder.

Disse uddannelser er anerkendt inden for rammerne af Torremolinos-konventionen (den internationale konvention om fiskefartøjers sikkerhed, 1977).

4. Tekniske erhverv

Følgende uddannelser:

i Italien:

- landmåler ("geometra")

- landbrugskonsulent ("perito agrario")

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på det tekniske sekundærtrin på mindst 13 år, heraf otte års pligtig skolegang efterfulgt af fem års skolegang på sekundærtrinnet, hvoraf de tre er koncentreret om det pågældende fag, afsluttet med en teknisk studentereksamen, suppleret

(i) for så vidt angår uddannelse som landmåler enten med et praktikophold på mindst to år i en virksomhed eller med fem års faglig erfaring

(ii) for så vidt angår landbrugskonsulenter, med fuldførelsen af et praktikophold på mindst to år

efterfulgt af en statskontrolleret prøve.

i Nederlandene:

- foged ("gerechtsdeurwaarder")

- tandprotesemager ("tandprotheticus")

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb:

(i) med hensyn til foged ("gerechtsdeurwaarder") på i alt 19 år, herunder otte års pligtig skolegang efterfulgt af otte års skolegang på sekundærtrinnet, der omfatter fire års teknisk undervisning, og som afsluttes med en statskontrolleret prøve og suppleres med tre års teoretisk og praktisk erhvervsuddannelse

(ii) med hensyn til tandprotesemager ("tandprotheticus") på i alt mindst 15 års heltidsuddannelse og tre års deltidsuddannelse, herunder otte års skolegang på primærtrinnet, fire års almen sekundærundervisning og fuldførelse af tre års erhvervsuddannelse, der omfatter teoretisk og praktisk uddannelse til tandtekniker suppleret med tre års deltidsuddannelse til tandprotesemager, der afsluttes med en prøve.

i Østrig:

- forstmand ("Förster")

- teknisk konsulent ("Technisches Büro")

- leje af arbejdskraft ("Überlassung von Arbeitskräften - Arbeitsleihe")

- arbejdsformidler ("Arbeitsvermittlung")

- investeringskonsulent ("Vermögensberater")

- detektiv ("Berufsdetektiv")

- sikkerhedsvagt ("Bewachungsgewerbe")

- ejendomsmægler ("Immobilienmakler")

- ejendomsadministrator ("Immobilienverwalter")

- reklameagentur ("Werbeagentur")

- byggeleder ("Bauträger, Bauorganisator, Baubetreuer")

- inkassator ("Inkassoinstitut")

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 15 år, heraf otte års pligtig skolegang efterfulgt af mindst fem års faglig uddannelse eller handelsuddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en prøve og suppleret med mindst to års praktikophold afsluttet med en erhvervsfaglig prøve

- forsikringskonsulent ("Berater in Versicherungsangelegenheiten")

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på 15 år, heraf seks års erhvervsuddannelse som led i en struktureret uddannelse, opdelt på tre års lærlingeuddannelse og tre års erhvervspraktik og -uddannelse, afsluttet med en prøve

- bygmester/projektleder ("Planender Baumeister")

- tømrermester/projektleder ("Planender Zimmermeister")

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 18 år, heraf mindst ni års erhvervsuddannelse opdelt i fire års skolegang på det tekniske sekundærtrin og fem års erhvervspraktik afsluttet med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge, for så vidt denne uddannelse vedrører bygningsprojektering, teknisk beregning og byggeledelse (Maria Theresia forret).

5. Uddannelser i Det Forenede Kongerige, der er godkendt som National Vocational Qualifications eller som Scottish Vocational Qualifications:

- mineelektroingeniør ("mine electrical engineer")

- minemaskiningeniør ("mine mechanical engineer")

- tandterapeut ("dental therapist")

- tandhygiejneekspert ("dental hygienist")

- ordinerende optiker("dispensing optician")

- assisterende mineingeniør ("mine deputy")

- kurator ("insolvency practitioner")

- autoriseret notar i ejendomsoverdragelsessager ("licensed conveyancer")

- førstestyrmand på fragt- og passagerskibe ("first mate - freight/passenger ships - unrestricted")

- andenstyrmand på fragt- og passagerskibe ("second mate - freight/passenger ships - unrestricted")

- tredjestyrmand på fragt- og passagerskibe ("third mate - freight passenger ships unrestricted")

- dæksofficer på fragt- og passagerskibe ("deck officer - freight/passenger ships - unrestricted")

- maskinofficer på fragt- og passagerskibe ("engineer officer - freight/passenger ships - unlimited trading area")

- tekniker i affaldshåndtering ("certified technically competent person in waste management")

der fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

- Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre

- Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.

BILAG III Liste over lovregulerede uddannelser, der er omhandlet i artikel 11, stk. 4, andet afsnit, litra b)

I Det Forenede Kongerige:

De lovregulerede uddannelser, som fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

- Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre.

- Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.

I Tyskland:

Følgende lovregulerede uddannelser:

- De lovregulerede uddannelser, som fører frem til erhvervene teknisk assistent ("technische(r) Assistent(in)"), handelsassistent ("kaufmännische(r) Assistent(in)") og erhverv i den sociale sektor ("soziale Berufe") samt erhvervet som statsprøvet vejrtræknings-, tale- og stemmepædagog ("staatlich geprüfte(r) Atem-, Sprech- und Stimmlehrer(in)"), af en samlet varighed på mindst 13 år, som forudsætter første trin af sekundærundervisningen ("mittlerer Bildungsabschluss"), og som omfatter:

(i) enten mindst tre års erhvervsuddannelse på en fagskole [50] ("Fachschule"), afsluttet med en prøve og eventuelt suppleret med en specialisering af et eller to års varighed, afsluttet med en prøve

[50] Mindstevarigheden på tre år kan nedsættes til to år, hvis den pågældende er indehaver af den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til universitetet (Abitur), dvs. 13 års forudgående uddannelse, eller den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til Fachhochschulen (Fachhochschulreife), dvs. tolv års forudgående uddannelse.

(ii) eller mindst to og et halvt år på en fagskole ("Fachschule"), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst seks måneders erhvervspraktik eller mindst seks måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed

(iii) eller mindst to år på en fagskole ("Fachschule"), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst et års erhvervspraktik eller mindst et års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed.

- De lovregulerede uddannelser med henblik på erhvervene statsprøvet ("staatlich geprüfte(r)") tekniker ("Techniker(in)"), virksomhedsøkonom ("Betriebswirt(in)"), designer ("Gestalter(in)") og hjemmehjælper ("Familienpfleger(in)") af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter afslutning af den pligtige skolegang eller en sidestillet uddannelse (mindst ni år) samt en uddannelse på en erhvervsskole ("Berufsschule") på mindst tre år, og som efter mindst to års erhvervspraktik omfatter mindst to års fuldtidsuddannelse eller en deltidsuddannelse af tilsvarende varighed.

- De lovregulerede uddannelser og de lovregulerede efteruddannelser af en samlet varighed på mindst 15 år, der almindeligvis forudsætter afslutning af den pligtige skolegang (mindst ni år) og en fuldført erhvervsuddannelse (almindeligvis tre år), og som almindeligvis omfatter mindst to års (almindeligvis tre års) erhvervspraktik samt en prøve som led i efteruddannelse, til hvis forberedelse der almindeligvis træffes uddannelsesledsageforanstaltninger enten sideløbende med erhvervspraktikken (mindst 1 000 timer) eller på fuldtid (mindst et år).

De tyske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af nærværende bilag.

I Nederlandene:

- De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 15 år, der forudsætter fuldførelse af otte års skolegang på primærtrinnet, fulgt af enten fire års almen sekundærundervisning på mellemniveau (MAVO) eller fire års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af en treårig eller fireårig uddannelse på fagskole på mellemniveau (MBO), der afsluttes med en prøve.

- De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter fuldførelse af otte års skolegang på primærtrinnet, fulgt af mindst fire års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af mindst fire års erhvervsuddannelse i lærlingeuddannelsessystemet, der omfatter mindst én slags teoretisk undervisning på skole hver uge og på de andre dage praktisk uddannelse på et praktikcenter eller i en virksomhed, og som afsluttes med en prøve.

De nederlandske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af dette bilag.

I Østrig:

- Uddannelser på højere fagskoler ("Berufsbildende Höhere Schulen") og højere land- og skovbrugsskoler ("Höhere Land- und Forstwirtschaftliche Lehranstalten"), herunder særlige typer ("einschließlich der Sonderformen"), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år og omfatter fem års erhvervsuddannelse, som afsluttes med en prøve, hvis beståelse er bevis for faglig kompetence.

- Uddannelser i mesterskoler ("Meisterschulen"), mesterklasser ("Meisterklassen"), værkførerskoler ("Werkmeisterschulen") eller bygningshåndværkerskoler ("Bauhandwerkerschulen"), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år, der omfatter ni års pligtig skolegang fulgt af enten tre års erhvervsuddannelse på en fagskole eller mindst tre års uddannelse i en virksomhed og sideløbende hermed på en fagskole ("Berufsschule"), der begge afsluttes med en prøve, som suppleres med fuldførelse af mindst ét års uddannelse i en mesterskole ("Meisterschule"), mesterklasse ("Meisterklassen"), værkførerskole ("Werkmeisterschule") eller en bygningshåndværkerskole ("Bauhandwerkerschule"). I de fleste tilfælde er den samlede varighed på mindst 15 år, herunder perioder med erhvervspraktik, som enten går forud for uddannelserne på disse læreanstalter eller ledsages af deltidsuddannelser (mindst 960 timer).

De østrigske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af dette bilag.

BILAG IV Virksomhed i forbindelse med erhvervserfaringskategorierne, der er omhandlet i artikel 17 og 18

Liste I

Klasser, der er omfattet af direktiv 64/427/EØF ændret ved direktiv 69/77/EØF og af direktiv

68/366/EØF, 75/368/EØF, 75/369/EØF, 82/470/EØF og 82/489/EØF

1

Direktiv 64/427/EØF

(liberaliseringsdirektiv: 64/429/EØF)

NICE-nomenklaturen (svarende til ISIC-klasse 23-40)

Klasse 23 Tekstilindustri

232 Tilvirkning af tekstile grundstoffer på uldforarbejdningsmaskiner

233 Tilvirkning af tekstile grundstoffer på bomuldsforarbejdningsmaskiner

234 Tilvirkning af tekstile grundstoffer på silkeforarbejdningsmaskiner

235 Tilvirkning af tekstile grundstoffer på hør- og hampforarbejdningsmaskiner

236 Anden tekstilfiberindustri (jute, hårdfibre osv.), rebslageri

237 Trikotage og strikvarer

238 Tekstilforædling

239 Anden tekstilindustri

Klasse 24 Fremstilling af sko, beklædning og hvidevarer

241 Seriefremstilling af sko (undtagen gummi- og træsko)

242 Reparation af sko og håndskomageri

243 Tilvirkning af beklædning og linned (undtagen buntmageri)

244 Fremstilling af hvidevarer

245 Buntmageri

Klasse 25 Træ- og korkindustri (undtagen møbelfremstilling)

251 Savværker og træbearbejdning

252 Fremstilling af halvfabrikata af træ

253 Seriefremstilling af byggeelementer af træ og parket

254 Fremstilling af træemballage

255 Fremstilling af andre trævarer (undtagen møbler)

259 Fremstilling af strå-, kurve-, kork-, flet- og børstenbindervarer

Klasse 26 260 Træmøbelindustrien

Klasse 27 Papir- og papirvareindustri

271 Fremstilling af træmasse og cellulose, papir og pap

272 Forarbejdning af papir og pap

Klasse 28 280 Trykkeri- og forlagsvirksomhed samt beslægtet industri

Klasse 29 Læderindustri

291 Tilvirkning af læder (garveri og pelsberedning)

292 Fremstilling af lædervarer

ex Klasse 30 Gummi- og kunststofindustri, kemisk fiberindustri, stivelsesindustri

301 Forarbejdning af gummi og asbest

302 Forarbejdning af kunststoffer

303 Produktion af kemiske fibre

ex Klasse 31 Kemisk industri

311 Fremstilling af kemiske grundstoffer og fremstilling af disse produkter med tilstødende videreforarbejdning

312 Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til anvendelse i industri og landbrug (her tilføjes: fremstilling af industrielle fedtstoffer og olie med vegetabilsk og animalsk oprindelse indbefattet i ISIC-gruppe 312)

313 Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til privat forbrug og forvaltninger (her udgår fremstillingen af medicinske og farmaceutiske produkter (ex ISIC-gruppe 319)(

Klasse 32 320 Mineralolieindustri

Klasse 33 Fremstilling af ikke-metalliske mineralprodukter

331 Teglværker

332 Glasindustri

333 Fremstilling af stentøj, finkeramiske og ildfaste produkter

334 Fremstilling af cement, forarbejdning af kalk og gips

335 Fremstilling af bygningsmaterialer og materialer til offentlige arbejder af beton og gibs samt af cementvarer

339 Be- og forarbejdning af natursten samt fremstilling af andre ikke-metalliske mineralprodukter

Klasse 34 Jern-og metalværker

341 Jern- og stålværker (ifølge EKSF-traktaten inkl. koksværker)

342 Produktion af stålrør

343 Rørtrækningsforetagender og koldvalseværker

344 Fremstilling og første tilvirkning af ikke-jernholdige metaller

345 Støberier for jernholdige og ikke-jernholdige metaller

Klasse 35 Jern-og metalvareindustri (undtagen maskiner og transportmidler)

351 Smedjer, presse- og hammerværker

352 Stålformgivning og overfladeforædling

353 Fremstilling af stål- og letmetalkonstruktioner

354 Bygning af kedler og beholdere

355 Fremstilling af jern-, blik- og metalvarer, undtagen elektrisk materiel

359 Forskellige mekaniske virksomheder

Klasse 36 Maskinindustri

361 Fremstilling af landbrugsmaskiner og traktorer

362 Fremstilling af kontormaskiner

363 Fremstilling af metalbearbejdningsmaskiner, anordninger til maskiner og maskinværktøj

364 Fremstilling af tekstilmaskiner og tilbehør samt symaskiner

365 Fremstilling af maskiner og apparater til nærings- og nydelsesmiddelindustrien, den kemiske og beslægtede industri

366 Fremstilling af bjergværks- og valseværksindretninger, bjergværksmaskiner, støberimaskiner, entreprenørmateriel, hejsemateriel og transportører

367 Fremstilling af tandhjul, gear, rullelejer og andre drivelementer

368 Fremstilling af maskiner til andre bestemte industrigrene

369 Fremstilling af andre maskinbygningsprodukter

Klasse 37 Elektroindustri

371 Fremstilling af isolerede elektrokabler, -ledninger og -tråd

372 Fremstilling af elektromotorer, -generatorer og -transformatorer samt af kontakt- og installationsapparatur

373 Fremstilling af industrielt elektroudstyr

374 Bygning af fjernmeldeudstyr, fremstilling af målere, måle- og reguleringsudstyr og elektromedicinsk udstyr o.l.

375 Fremstilling af radio-og fjernsynsmodtagere, elektroakustisk udstyr og indretninger samt af elektroniske apparater og elektroniske anlæg

376 Fremstilling af elektriske husholdningsartikler

377 Fremstilling af lamper og belysningsartikler

378 Fremstilling af batterier og akkumulatorer

379 Reparation, montage og teknisk installation (af elektrotekniske produkter)

ex Klasse 38 Transportmiddelindustri

383 Bygning af motorkøretøjer og disses enkeltdele

384 Motorkøretøjs- og cykelreparationsværksteder

385 Fremstilling af motorcykler og cykler og disses enkeltdele

389 Anden transportmiddelindustri

Klasse 39 Anden fremstillingsvirksomhed

391 Fremstilling af finmekaniske produkter

392 Fremstilling af medicinmekaniske og ortopædisk-mekaniske produkter (undtagen ortopædisk fodtøj)

393 Fremstilling af optisk og fotografisk udstyr

394 Fremstilling og reparation af ure

395 Fremstilling af smykker og guldsmedevarer, bearbejdning af ædelstene

396 Fremstilling og reparation af musikinstrumenter

397 Fremstilling af legetøj og sportsartikler

399 Øvrige grene inden for de be- og forarbejdende erhverv

Klasse 40 Bygge- og anlægsvirksomhed

400 Bygge- og anlægsvirksomhed (uden nærmere angivelse) og nedrivningsvirksomhed

401 Byggevirksomhed vedrørende fundering, ydermure m.v.

402 Entreprenørvirksomheder (bro-, vej- og jernbanebygning m.v.)

403 Bygningsinstallation

404 Bygningsfærdiggørelse

2

Direktiv 68/366/EØF

(liberaliseringsdirektiv 68/365/EØF)

NICE-nomenklaturen

Klasse 20 A 200 Fremstilling af olier og fedt af animalsk eller vegetabilsk oprindelse

20 B Næringsmiddelindustri (undtagen fremstilling af drikkevarer)

201 Slagteri og fremstilling af kødvarer og kødkonserves

202 Mejeri og mælkeforarbejdning

203 Forarbejdning af frugt og grøntsager

204 Konservering af fisk og andre saltvandsprodukter

205 Møllerivirksomhed

206 Fremstilling af brød, konditorvarer og andet bagværk

207 Sukkerindustri

208 Fremstilling af chokolade- og sukkervarer

209 Øvrige næringsmiddelindustri

Klasse 21 Fremstilling af drikkevarer

211 Fremstilling af ætylalkohol ved forgæring, af gær og af spirituosa

212 Fremstilling af vin og lignende umaltede alkoholholdige drikkevarer

213 Bryggeri og maltfremstilling

214 Aftapning af mineralvand og fremstilling af alkoholfrie drikke

ex 30 Gummiindustri; fremstilling af plastic og syntetiske fibre, stivelsesindustri

304 Stivelsesindustri

3

Direktiv 75/368/EØF (virksomhed, der omhandles i artikel 5, stk.1)

ISIC-nomenklaturen

ex 04 Fiskeri

043 Fiskeri i indre farvande

ex 38 Fremstilling af transportmateriel

381 Skibsbygning og reparation af skibe

382 Fremstilling af jernbanemateriel

386 Bygning af luftfartøjer (herunder fremstilling af rumfartsmateriel)

ex 71 Sekundær virksomhed i forbindelse med transport og anden virksomhed end transport inden for følgende grupper:

ex 711 Drift af sovevogne og spisevogne; vedligeholdelse af jernbanemateriel i reparationsværksteder; rengøring af jernbanevogne

ex 712 Vedligeholdelse af materiel til personbefordring i by- og forstadsområder samt til mellembystrafik

ex 713 Vedligeholdelse af andet materiel til personbefordring ad landevej (f.eks. biler, rutebiler, hyrevogne)

ex 714 Drift og vedligeholdelse af anlæg i forbindelse med landevejstransport (f.eks: landeveje, tunneler og broer med vejafgift, rutebilstationer, parkeringspladser, bus- og sporvognsremiser)

ex 716 Virksomhed i forbindelse med sejlads på indre vandveje (f.eks. drift og vedligeholdelse af vandveje, havne og andre anlæg på indre vandveje; bugsering og lodsning i havne, afmærkning af farvande, lastning og losning af skibe og andre tilsvarende former for virksomhed, såsom bjærgning af skibe, forhaling af fartøjer og drift af bådeskure)

73 Kommunikation: postvæsen og telekommunikation

ex 85 Ydelser

854 Vask, kemisk rensning, farvning

ex 856 Fotografiske atelierer: portrætfotografering, kommerciel fotografering, bortset fra pressefotografer

ex 859 Ydelser ikke andetsteds anført (kun vedligeholdelse og rengøring af bygninger eller lokaler).

4

Direktiv 75/369/EØF (artikel 6: når virksomheden betragtes som industri- eller håndværksvirksomhed)

ISIC-nomenklaturen

Udøvelse af følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted

a) - køb og salg af varer ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

- køb og salg af varer fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b) de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted

5

Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 1 og 3)

ISIC-nomenklaturen gruppe 718 og 720

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

- at tilrettelægge, tilbyde og sælge til fast pris eller mod provision begrænsede arrangementer i forbindelse med en rejse eller et ophold eller at koordinere sådanne (transport, overnatning, forplejning, udflugter, osv.), uanset rejsens motiv (artikel 2, punkt B, litra a)(

- at optræde som mellemled mellem fragtførerne inden for de forskellige transportformer og afsendere eller modtagere af gods, samt at træffe forskellige hermed forbundne dispositioner:

aa) for ordregivernes regning at afslutte kontrakter med fragtførerne

bb) at vælge den transportform, det firma og den rute, der skønnes mest fordelagtig for ordregiveren

cc) at sørge for den praktiske tilrettelæggelse af transporten (for eksempel den for transporten nødvendige emballage); at udøve forskellige biaktiviteter under transporten (for eksempel at sikre forsyningen af is til kølevogne)

dd) at ordne de med transporten forbundne formaliteter, såsom udfærdigelse af fragtbreve; at gruppere og sortere forsendelserne

ee) at koordinere de enkelte transportetaper: transit, videreforsendelse og omladning samt forskellige afsluttende aktiviteter

ff) henholdsvis at fremskaffe fragter til transportvirksomhederne og transportmuligheder for afsendere og modtagere af gods

- at beregne transportomkostningerne og kontrollere afregningen heraf

- at foretage visse henvendelser, permanent eller lejlighedsvis, i en reders eller en søtransportvirksomheds navn og for dennes regning (til havnemyndigheder, skibsprovianteringsfirmaer osv.)

[Virksomhed, der omhandles i artikel 2, punkt A, litra a), b) eller d)]

6

Direktiv 82/489/EØF

ISIC-nomenklaturen

ex 855 Frisørsaloner (bortset fra pedicurevirksomhed og fagskoler for skønhedspleje)

Liste II

Direktiv 64/222/EØF, 68/364/EØF, 68/368/EØF, 75/368/EØF, 75/369/EØF, 70/523/EØF og 82/470/EØF

1

Direktiv 64/222/EØF

(liberaliseringsdirektiv 64/423/EØF og 64/224/EØF)

1. Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen, bortset fra engroshandelen med lægemidler og farmaceutiske produkter, med giftstoffer og sygdomsfremkaldende stoffer samt engroshandelen med kul (ex-gruppe 611)

2. Erhvervsvirksomhed som formidler, der har til opgave på grundlag af et eller flere hverv at forberede eller afslutte handler i en andens navn og for en andens regning

3. Erhvervsvirksomhed som formidler, der uden vedvarende at have dette til opgave, formidler kontakt mellem personer, som ønsker at afslutte kontrakter umiddelbart med hinanden, forbereder disses handler eller medvirker ved deres afslutning

4. Erhvervsvirksomhed som formidler, der i eget navn og for en andens regning afslutter handler

5. Erhvervsvirksomhed som formidler, der for en andens regning afholder engroshandelsauktioner

6. Erhvervsvirksomhed som formidler, som går fra dør til dør for at optage ordrer

7. Tjenesteydelser, der udføres erhvervsmæssigt af en ikke-selvstændig formidler, der står i tjenesteforhold til en eller flere handels-, industri- eller håndværksvirksomheder.

2

Direktiv 68/364/EØF

(liberaliseringsdirektiv 68/363/EØF)

ex ISIC-gruppe 612 Detailhandelen

Undtagne erhverv:

012 Udlejning af landbrugsmaskiner

640 Handel med og udlejning af fast ejendom

713 Udlejning af automobiler, køretøjer og heste

718 Udlejning af jernbanevogne og -wagoner

839 Udlejning af maskiner til handelsforetagender

841 Udlejning af biografteaterpladser og udlejning af film

842 Udlejning af teaterpladser og udlejning af teaterudstyr

843 Udlejning af skibe og både, cykler og automater

853 Udlejning af møblerede værelser

854 Udlejning af hvidevarer

859 Udlejning af klæder

3

Direktiv 68/368/EØF

(liberaliseringsdirektiv 68/367/EØF)

ISIC-nomenklaturen

ex ISIC-klasse 85:

1. Restaurations- og udskænkningsvirksomhed (ISIC-gruppe 852)

2. Hotel-og campingpladsvirksomhed (ISIC-gruppe 853)

4

Direktiv 75/368/EØF (artikel 7)

Alle former for virksomhed i bilaget til direktiv 75/368/EØF bortset fra dem, der er anført i direktivets artikel 5 (liste I, nr. 3, i nærværende bilag)

ISIC-nomenklaturen

ex 62 Banker og andre pengeinstitutter

ex 620 Patentbureauer og foretagender til udbetaling af afgifter

ex 71 Transport

ex 713 Personbefordring ad landevej (bortset fra befordring med motorkøretøjer)

ex 719 Drift af rørledninger til fremføring af flydende kulbrinter og andre flydende kemiske stoffer

ex 82 Tjenesteydelser til offentligheden

827 Biblioteker, museer, botaniske og zoologiske haver

ex 84 Forlystelser, sport m.m.

843 Forlystelser og sport, ikke andetsteds anført

- sportsvirksomhed (sportspladser, arrangering af sportsstævner osv.), undtagen sportsinstruktører

- spillevirksomhed (væddeløbsstalde, spillebaner, væddeløbsbaner osv.)

- andre forlystelser (cirkus, forlystelsesparker og anden underholdning)

ex 85 Personlige tjenesteydelser

ex 851 Hushjælp

ex 855 Skønhedspleje og manicurevirksomhed, bortset fra pedicurevirksomhed, fagskoler for skønhedspleje og frisører

ex 859 Personlige tjenesteydelser ikke andetsteds anført, bortset fra idrætsmassage og paramedicinsk massage samt bjergførervirksomhed, omgrupperet som følger:

- desinfektion og bekæmpelse af skadedyr

- udlejning af klæder og opbevaring

- ægteskabsbureauer og tilsvarende virksomhed

- virksomhed, der har karakter af sandsiger- og spådomsvirksomhed

- tjenesteydelser inden for hygiejne og dertil knyttet virksomhed

- begravelsesvæsen og vedligeholdelse af kirkegårde

- rejseledere og turisttolke

5

Direktiv 75/369/EØF (artikel 5)

Følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted:

a) køb og salg af varer

- ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

- fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b) de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

6

Direktiv 70/523/EØF

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen med kul og formidlervirksomhed inden for kulsektoren (ISIC-nomenklaturen ex gruppe 6112)

7

Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk.2)

[Former for virksomhed, der er nævnt i artikel 2, punkt A, litra c) eller e), punkt B, litra b), punkt C eller D]

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

- at udleje jernbanevogne til personbefordring eller godstransport

- at optræde som mellemled ved køb, salg eller leje af fartøjer

- at udarbejde, forhandle og afslutte kontrakter vedrørende befordring af emigranter

- for deponentens regning at modtage alle former for genstande og varer, uanset om disse er underlagt toldbehandling, til opbevaring i toldoplag, pakhuse, møbelopbevaringsmagasiner, kølehuse, siloer osv.

- til deponenten at udstede et dokument vedrørende den genstand eller vare, som er modtaget til opbevaring

- at stille folde, foder og salgssteder til rådighed for kvæg under midlertidig opstaldning, enten før salget eller i transit til eller fra et marked

- at udføre kontrol eller teknisk besigtigelse af motorkøretøjer

- at måle og veje varer.

BILAG V Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse Bilag V.1: Læge

5.1.1. Kundskaber og færdigheder

Den medicinske grunduddannelse yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som lægegerningen bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og bedømmelse af oplysningerne

- Fyldestgørende kendskab til raske og syge menneskers opbygning, funktion og adfærd, samt til forbindelserne mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

- Fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og behandlinger, som giver den pågældende et sammenhængende billede af de mentale og fysiske sygdomme, af lægegerningen set ud fra den profylaktiske, den diagnostiske og den terapeutiske synsvinkel, og af den menneskelige forplantning

- Fyldestgørende klinisk erfaring på sygehuse under passende tilsyn.

5.1.2. Beviser for medicinsk grunduddannelse

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

5.1.3. Beviser for uddannelse som speciallæge

>TABELPOSITION>

5.1.4. Benævnelser for speciallægeuddannelsen

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Plastikkirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Land // Benævnelse

Belgique/België/

Belgien // Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique / Plastische, reconstructieve en esthetische heelkunde

Danmark // Plastikkirurgi

Deutschland // Plastische Chirurgie

ÅëëÜò // ÐëáóôéêÞ ×åéñoõñãéêÞ

España // Cirugía plástica y reparadora

France // Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique

Ireland // Plastic surgery

Italia // Chirurgia plastica e ricostruttiva

Luxembourg // Chirurgie plastique

Nederland // Plastische chirurgie

Österreich // Plastische Chirurgie

Portugal // Cirurgia plástica e reconstrutiva

Suomi/Finland // Plastiikkakirurgia / Plastikkirurgi

Sverige // Plastikkirurgi

United Kingdom // Plastic surgery

5.1.5. Beviser for uddannelse som alment praktiserende læge

>TABELPOSITION>

Bilag V.2: Sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

5.2.1. Kundskaber og færdigheder

Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Fyldestgørende kendskab til de videnskabelige fagområder, som danner baggrund for den almene sundheds- og sygepleje, herunder tilstrækkeligt kendskab til organismen, de fysiologiske funktioner og såvel raske som syge menneskers adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

- Tilstrækkeligt kendskab til sygeplejens egenart, dens erhvervsetiske grundlag og de almene principper for sundheds- og sygepleje

- Fyldestgørende klinisk erfaring; denne skal af hensyn til dens uddannelsesmæssige værdi erhverves under tilsyn af kvalificeret sygeplejerskepersonale og under forhold, som med hensyn til det kvalificerede personales størrelse og udstyret opfylder kravene til god pleje af patienterne

- Forudsætninger for at deltage i uddannelsen af personale inden for sundhedsvæsenet samt erfaring i samarbejde med dette personale

- Erfaring i samarbejde med andre faggrupper inden for sundhedssektoren.

5.2.2. Uddannelsesprogram for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

>TABELPOSITION>

5.2.3. Beviser for uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Bilag V.3: Tandlæge

5.3.1. Kundskaber og færdigheder

Tandlægeuddannelsen yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som tandlægevirksomhed bygger på, samt en god forstålse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og analyse af data

- Fyldestgørende kendskab til raske og syge menneskers opbygning, funktion og adfærd samt til den måde, hvorpå menneskets sundhedstilstand påvirkes af dets fysiske og sociale miljø, i det omfang disse forhold står i forbindelse med virksomhed som tandlæge

- Fyldestgørende kendskab til opbygning og funktion af tænder, mund, kæber og det omgivende væv, såvel i rask som syg tilstand, samt til disse forholds forbindelse med den almene sundhedstilstand og patientens fysiske og sociale velbefindende

- Fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og metoder, som giver tandlægen et sammenhængende billede af misdannelser, beskadigelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv, samt til tandlægegerningen set ud fra et forebyggende, diagnostisk og terapeutisk synspunkt

- Fyldestgørende klinisk erfaring under passende tilsyn

Tandlægeuddannelsen skal sætte den pågældende i stand til at udøve virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv.

5.3.2. Uddannelsesprogram for tandlæger

>TABELPOSITION>

5.3.3. Beviser for uddannelse som tandlæge

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Bilag V.4: Dyrlæge

5.4.1. Kundskaber og færdigheder

Dyrlægeuddannelsen yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som dyrlægers virksomhed bygger på

- Fyldestgørende kendskab til raske dyrs anatomi og funktioner, til deres opdræt og forplantning, til deres hygiejne i almindelighed samt til deres føde, herunder fremstillings- og opbevaringsmetoder for foder, der opfylder deres behov

- Fyldestgørende kendskab til dyrs adfærd og beskyttelse

- Fyldestgørende kendskab til årsager, art, forløb, virkninger, diagnoser og behandling af dyresygdomme, hvadenten de betragtes individuelt eller kollektivt, herunder særligt kendskab til sygdomme, der kan overføres til mennesker

- Fyldestgørende kendskab til forebyggende medicin

- Fyldestgørende kendskab til hygiejne og fremgangsmåder i forbindelse med frembringelse og fremstilling af samt handel med levnedsmidler af animalsk oprindelse bestemt til menneskeføde

- Fyldestgørende kendskab til de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser for de ovenfor opregnede områder

- Fyldestgørende klinisk og praktisk erfaring under passende tilsyn

5.4.2. Uddannelsesprogram

>TABELPOSITION>

5.4.3. Beviser for uddannelse som dyrlæge

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Bilag V.5: Jordemoder

5.5.1. Kundskaber og færdigheder (uddannelsesvej I og II)

Jordemoderuddannelsen yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Fyldestgørende kendskab til de videnskabelige fagområder, som jordemodervirksomheden bygger på, især obstetrik og gynækologi

- Fyldestgørende kendskab til jordemødrenes pligter samt den for faget gældende lovgivning

- Indgående kendskab til de biologiske funktioner, obstetrisk og neotal anatomi og fysiologi, tillige med kendskab til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand, dets fysiske og sociale miljø og dets adfærd

- Fyldestgørende klinisk erfaring, erhvervet på godkendte institutioner under vejledning og instruktion af personale, der er kvalificeret inden for det obstetriske og jordemoderfaglige område

- Nødvendig indsigt i uddannelse af personalet inden for sundhedsvæsenet og erfaring i samarbejde med dette personale.

5.5.2. Uddannelsesprogram for jordmødre (uddannelsesvej I og II)

>TABELPOSITION>

Den teoretiske og tekniske undervisning (uddannelsesprogrammets del A) skal være afpasset efter og samordnet med den kliniske undervisning (programmets del B), således at de i dette bilag omhandlede kundskaber og erfaringer kan erhverves på fyldestgørende måde.

Den kliniske jordemoderundervisning (uddannelsesprogrammets del B) skal foregå i form af praktikanttjeneste under tilsyn af sygehusafdelinger eller i andre behandlingsinstitutioner inden for sundhedsområdet, som er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer. Under denne uddannelse skal jordemodereleverne deltage i de pågældende afdelingers arbejde i det omfang, det er et led i uddannelsen. Jordemodereleverne skal indføres i det ansvar, som er forbundet med virksomhed som jordemoder.

5.5.3. Jordemodervirksomhed som omhandlet i artikel 38, stk. 2

- Give fyldestgørende oplysninger og rådgive om familieplanlægning

- Konstatere svangerskab og overvåge det normale svangerskab, foretage undersøgelser, der er nødvendige for at føre tilsyn med det normale svangerskabs udvikling

- Ordinere eller tilråde de undersøgelser, der er nødvendige for tidligst muligt at diagnosticere risikosvangerskaber

- Opstille et program for de fremtidige forældres forberedelse til deres rolle, sørge for en fuldstændig forberedelse til fødslen og rådgive dem om hygiejne og ernæring

- Observere, pleje og bistå kvinden under fødslen og overvåge fostrets tilstand i livmoderen ved hjælp af egnede kliniske og tekniske midler

- Forestå spontant forløbende fødsler, herunder efter behov anlægge episiotomi, og i nødsfald foretage forløsning ved underkroppræsentation

- Erkende tegn hos moder eller barn, som tyder på unormale forhold, der nødvendiggør en læges indgriben, og bistå denne i tilfælde af indgriben; træffe de fornødne nødforanstaltninger, når lægen ikke er til stede, især manuel placentaløsning, eventuelt fulgt af en manuel undersøgelse af livmoderen

- Undersøge og pleje den nyfødte; tage alle nødvendige initiativer og i givet fald foretage øjeblikkelig genoplivning

- Pleje og overvåge moderen i den postnatale periode og give hende alle fornødne råd om spædbørnspleje med henblik på at gøre det muligt for hende at sikre den bedst mulige udvikling af det nyfødte barn

- Udføre lægeordineret behandling

- Udarbejde de fornødne skriftlige rapporter

5.5.4. Beviser for uddannelse som jordemoder

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Bilag V.6: Farmaceut

5.6.1. Kundskaber og færdigheder

Farmaceutuddannelsen yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

- Et fyldestgørende kendskab til lægemidler og de til fremstilling af lægemidler anvendte stoffer

- Et fyldestgørende kendskab til farmaceutisk teknologi samt til fysisk, kemisk, biologisk og mikrobiologisk kontrol med lægemidler

- Et fyldestgørende kendskab til lægemidlers nedbrydning og virkninger, til giftstoffers virkemåde samt til anvendelsen af lægemidler

- Et fyldestgørende kendskab, der gør det muligt at vurdere de videnskabelige data vedrørende lægemidler, for på dette grundlag at kunne give relevante oplysninger

- Et fyldestgørende kendskab til lovbestemte og andre betingelser for udøvelse af farmaceutisk virksomhed.

5.6.2. Uddannelsesprogram for farmaceuter

- Plante- og dyrebiologi

- Fysik

- Almen og uorganisk kemi

- Organisk kemi

- Analytisk kemi

- Farmaceutisk kemi, herunder lægemiddelanalyse

- Almindelig og anvendt biokemi (medicinsk)

- Anatomi og fysiologi; medicinsk terminologi

- Mikrobiologi

- Farmakologi og farmakoterapi

- Farmaceutisk teknologi

- Toksikologi

- Farmakognosi

- Lovgivning og i givet fald erhvervsetik

I fordelingen mellem teoretisk og praktisk uddannelse skal der for hvert fag i mindsteundervisningsprogrammet lægges tilstrækkeligt vægt på teorien til, at uddannelsens akademiske præg bevares.

5.6.3. Farmaceutvirksomhed som omhandlet i artikel 41, stk. 2

- galenisk udvikling af lægemidler

- fremstilling af og kontrol med lægemidler

- kontrol af lægemidler i et hertil indrettet laboratorium

- oplagring, opbevaring og distribution af lægemidler i engrosleddet

- tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på offentligt tilgængelige apoteker

- tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på hospitaler

- information om lægemidler og rådgivning vedrørende disse

5.6.4. Beviser for uddannelse som farmaceut

>TABELPOSITION>

Bilag V.7: Arkitekt

5.7.1. Kundskaber og færdigheder

Arkitektuddannelsen yder garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

1. Færdighed i at udforme arkitektoniske projekter, hvorved der tages hensyn til både æstetiske og tekniske krav

2. Passende kendskab til arkitekturens historie og teori og til dertil knyttede kunstarter, teknologi og humaniora

3. Kendskab til de skabende kunstarter for så vidt angår disses indflydelse på kvaliteten af arkitektonisk formgivning

4. Passende kendskab til byplanlægning, planlægning og den teknik, der anvendes i planlægningsprocessen

5. Forståelse af forholdet mellem mennesker og bygninger, mellem bygninger og deres omgivelser og af behovet for at afpasse bygninger og områder efter hinanden i overensstemmelse med menneskets behov og forhold

6. Forståelse af arkitekterhvervet og af arkitektens rolle i samfundet, især ved udarbejdelsen af projekter, der tager hensyn til samfundsforhold

7. Forståelse af fremgangsmåden ved analyse og tilrettelæggelse af byggeprojekter til en projekteringsopgave

8. Forståelse af strukturelle, bygnings- og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningskonstruktion

9. Passende viden om fysiske problemer og teknologi samt om bygningers funktion med henblik på at tilvejebringe behagelige forhold indendørs og beskyttelse mod de ydre klimatiske forhold

10. Sådanne tekniske færdigheder, at den pågældende bliver i stand til at udforme bygninger, der imødekommer de krav, brugerne heraf stiller, samtidig med at nødvendige begrænsninger af budgethensyn eller på grund af byggelovgivningen respekteres

11. Passende kendskab til de industrier, organisationer, forskrifter og fremgangsmåder, der er forbundet med projekters virkeliggørelse i form af bygninger og med at indpasse planer i planlægningen.

5.7.2. Beviser for uddannelse som arkitekt, som anerkendes i henhold til artikel 20, stk. 1

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG VI Erhvervede rettigheder, som finder anvendelse på erhverv, som er omfattet af anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

6.1. Speciallægers erhvervede rettigheder

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og tandlæge) [51]

[51] Den uddannelse, der fører til udstedelse af et bevis for uddannelsen som speciallæge i tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og tandlæge) forudsætter, at den pågældende har gennemført og fået godkendt den medicinske grunduddannelse (artikel 19) og at den pågældende desuden har gennemført og fået godkendt tandlægeuddannelsen (artikel 29).

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Land // Benævnelse

Belgique/België/

Belgien // Stomatologie et chirurgie orale et maxillo-faciale / Stomatologie en mond-, kaak- en aangezichtschirurgie

Deutschland // Mund-, Kiefer- und Gesichtschirurgie

Ireland // Oral and maxillo-facial surgery

Luxembourg // Chirurgie dentaire, orale et maxillo-faciale

Suomi/Finland // Suu- ja leukakirurgia / Oral och maxillofacial kirurgi

United Kingdom // Oral and maxillo-facial surgery

6.2. Specialtandlægers erhvervede rettigheder

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

6.3. Beviser for uddannelse som arkitekt med erhvervede rettigheder i henhold til artikel 45, stk. 1

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG VII Dokumenter og certifikater, der kan kræves i henhold til artikel 46, stk. 1

1. Dokumenter

a) Bevis for den pågældendes nationalitet.

b) Kopi af kursus- eller uddannelsesbeviser, som giver adgang til det pågældende erhverv, og i givet fald attestation for den pågældendes erhvervserfaring.

c) Med hensyn til de i artikel 16 omhandlede tilfælde attestation for erhvervsudøvelsens art og varighed, udstedt af den kompetente myndighed eller det kompetente organ i hjemlandet.

d) Den kompetente myndighed i en værtsmedlemsstat, der gør adgang til et lovreguleret erhverv betinget af, at ansøgeren fremlægger attest for hæderlighed, vandelsattest eller bevis for, at han ikke er under konkurs, og som kan suspendere eller inddrage retten til udøvelse af et sådant erhverv i tilfælde af grov forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af den pågældende virksomhed eller overtrædelse af straffeloven, skal som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra andre medlemsstater, der ønsker at udøve dette erhverv på dets område, godkende de dokumenter, der er udstedt af de kompetente myndigheder i hjemlandet, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt. Disse myndigheder skal fremsende de krævede dokumenter inden to måneder.

Hvis de dokumenter, der er omhandlet i første afsnit, ikke udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet, erstattes de af en under ed afgivet erklæring - eller i de medlemsstater, hvor sådan edsaflæggelse ikke anvendes, af en højtidelig erklæring - afgivet af den pågældende for en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller i givet fald for en notar eller et statsanerkendt fagligt organ i hjemlandet, som udsteder en attestation med bekræftelse af denne ed eller højtidelige erklæring.

e) Kræver den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten af statsborgerne i dette land dokumentation for fysisk og psykisk sundhed som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv, godkender den som tilstrækkeligt bevis herfor fremlæggelse af det dokument, der kræves i hjemlandet. Såfremt hjemlandet ikke kræver dokumentation af denne art, godkender værtsmedlemsstaten en attestation udstedt af en kompetent myndighed i dette land. De kompetente myndigheder i hjemlandet skal i disse tilfælde fremsende de krævede dokumenter inden to måneder.

f) Hvis den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv af landets statsborgere kræver

- bevis for ansøgerens økonomiske formåen

- bevis for, at ansøgeren er forsikret mod de økonomiske risici i forbindelse med erhvervsansvaret i overensstemmelse med de gældende love og administrative bestemmelser i værtsmedlemsstaten om denne forsikrings nærmere indhold og omfang

godkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis en attestation herfor, udstedt af banker og forsikringsselskaber i en anden medlemsstat.

2. Certifikater

a) For at lette anvendelsen af afsnit III, kapitel III, i dette direktiv kan medlemsstaterne foreskrive, at ansøgere, der opfylder de opstillede krav til uddannelse, sammen med deres udannelsesbevis skal fremlægge et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder i hjemlandet hvoraf fremgår, at disse beviser svarer til de beviser, der er omhandlet i dette direktiv.

b) I tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af ægtheden af attestationer og uddannelsesbeviser, der er udstedt i denne anden medlemsstat, samt i givet fald en bekræftelse af, at ansøgeren hvad angår de erhverv, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III, i dette direktiv, opfylder de minimumskrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 22, 23, 26, 29, 32, 35, 36, 40 og 42.

FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET

Politikområde: Det indre marked

Aktiviteter: Administrativ støtte til Generaldirektoratet for det Indre Marked

Titel: Forslag til direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer Udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1. BUDGETPOST (nummer og betegnelse)

A-1, A-7 0 3 1 Udgifter til udvalgsmøder

2. SAMLEDE TAL

2.1 Samlet rammebevilling (del B): ... mio. EUR som forpligtelsesbevilling

Ikke relevant

2.2 Gennemførelsesperiode:

(begyndelses- og slutår)

2005 - [....]

2.3 Samlet flerårigt skøn over udgifterne:

a) Forfaldsplan for forpligtelses- og betalingsbevillinger (finansieringstilskud) (jf. punkt 6.1.1)

Ikke relevant

Mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

b) Teknisk og administrativ bistand og støtteudgifter (jf. punkt 6.1.2)

Ikke relevant

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

c) Personale- og andre driftsudgifters samlede budgetvirkninger (jf. punkt 7.2 og 7.3)*

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

*) Udgiftsoverslaget omfatter ikke udgifterne til tolkning, som ikke for øjeblikket faktureres af SCIC. Hvis disse udgifter måtte blive faktureret for fremtiden, skal de lægges til det anførte beløb.

2.4 Forenelighed med den finansielle programmering og de finansielle overslag

[X] Forslaget er foreneligt med den gældende finansielle programmering

Forslaget kræver omprogrammering af de relevante poster i de finansielle overslag

Omprogrammeringen kan betyde, at bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale må tages i brug.

2.5 Virkninger for budgettets indtægtsside [52]

[52] Nærmere oplysninger i særskilt orienterende dokument.

[X] Ingen (vedrører tekniske aspekter ved en foranstaltnings gennemførelse)

ELLER

Virkningerne er følgende:

- Bemærk: Alle oplysninger og bemærkninger om beregningsmetoden for virkningerne på indtægtssiden skal vedlægges i et særskilt bilag.

Mio. EUR (1 decimal)

>TABELPOSITION>

(Angiv her hver af de berørte budgetposter, og indsæt det nødvendige antal linjer i tabellen, hvis virkningen gør sig gældende for flere budgetposter.)

3. BUDGETSPECIFIKATIONER

>TABELPOSITION>

4. RETSGRUNDLAG

(Kun hovedretsgrundlaget angives.)

EF-traktatens artikel 40, 47 og 55.

5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE

5.1 Behov for EU-foranstaltninger [53]

[53] Nærmere oplysninger i særskilt orienterende dokument.

5.1.1 Mål

De anslåede udgifter skal anvendes til finansiering af møderne i det udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som foreslås oprettet i henhold til afsnit V i direktivforslaget.

Udvalget skal virke inden for rammerne af "komitologi"-afgørelsen. Forskriftsproceduren gælder for ajourføringen af visse tekniske aspekter af direktivet, som ligger til grund for anerkendelsen af erhvervsmæssige kvalifikationer, for vedtagelsen af beslutninger vedrørende platforme for erhvervsmæssige kvalifikationer og for undtagelsesbestemmelsen.

5.1.2 Dispositioner, der er truffet på grundlag af forhåndsevalueringen

(Herunder

a) forklares det, hvordan og hvornår forhåndsevalueringen blev foretaget (af hvem, tidsplan) og om rapporten/rapporterne foreligger, eller hvordan de pågældende oplysninger er indsamlet [54]

[54] Hvilke oplysninger der mindst skal gives om nye initiativer, fremgår af dokument SEK (2000)1051.

Ikke relevant

b) sammenfattes forhåndsevalueringens resultater og konklusioner ganske kort.)

Ikke relevant

5.1.3 Dispositioner, der er truffet på grundlag af den efterfølgende evaluering

Ikke relevant

5.2 Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten

Ikke relevant

5.3 Gennemførelsesmetoder

Ikke relevant

6. FINANSIELLE VIRKNINGER

6.1 Samlede finansielle virkninger for budgettets del B (hele programperioden)

Ikke relevant. Ingen finansielle virkninger for budgettets del B.

6.1.1 Finansieringsstøtte

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

6.2 Beregning af omkostningerne pr. foranstaltning i budgettets del B (hele programperioden) [55]

[55] Nærmere oplysninger i særskilt orienterede dokument.

Ikke relevant. Ingen finansielle virkninger for budgettets del B.

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler)

>TABELPOSITION>

Om nødvendigt forklares beregningsmetoden.

7. VIRKNINGER FOR PERSONALERESSOURCER OG ADMINISTRATIONSUDGIFTER

7.1 Personalemæssige virkninger

>TABELPOSITION>

7.2 Samlede finansielle virkninger af personaleforbruget

>TABELPOSITION>

Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

7.3 Andre administrative udgifter som følge af foranstaltningen

>TABELPOSITION>

(*) Udgiftsoverslaget omfatter ikke udgifterne til tolkning, som ikke for øjeblikket faktureres af SCIC. Hvis disse udgifter måtte blive faktureret for fremtiden, skal de lægges til det anførte beløb.

Behovet for personale- og administrationsressourcer skal dækkes af den bevilling, der tildeles det administrerende generaldirektorat i forbindelse med de årlige bevillinger.

Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

(1) Det specificeres, hvilken udvalgstype der er tale om, og hvilken gruppe det tilhører.

I. Samlet årligt beløb (7.2 + 7.3)

II. Foranstaltningens varighed

III. Foranstaltningens samlede omkostninger (I x II) // EUR 364 320

Ubestemt

Ikke relevant

8. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING

8.1 Resultatopfølgningssystem

(Med sigte på resultatopfølgningen skal der straks fra starten på hver aktion indsamles data om, hvilke midler og ressourcer der tages i anvendelse, og hvilke resultater der opnås. Det vil konkret sige, at der 1) skal opstilles indikatorer for midler, ressourcer og resultater og 2) tilrettelægges metoder for dataindsamling.)

Ikke relevant

8.2 Hvordan og hvor ofte skal der evalueres-

(Anfør tidsplan og fremgangsmåder for de evalueringer, der skal foretages undervejs og efterfølgende for at kontrollere, om målene er nået. Flerårige programmer skal evalueres grundigt mindst én gang i programperioden. Andre aktiviteter skal gennemgå efterfølgende evaluering eller midtvejsevaluering mindst hvert sjette år.)

Ikke relevant

9. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

(Finansforordningens artikel 3, stk. 4: "Kommissionen giver, for at forebygge risiko for svig og uregelmæssigheder, i finansieringsoversigten oplysning om eksisterende eller påtænkte forebyggende og beskyttende foranstaltninger.")

Ikke relevant