32001Y0115(02)

Program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager

(2001/C 12/02)

INDLEDNING

Begrebet gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager blev bragt op på Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. juni 1998 i Cardiff.

I punkt 45, litra f), i Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, som blev vedtaget den 3. december 1998, fastslås det, at der senest to år efter traktatens ikrafttræden skal iværksættes en proces med henblik på at lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser og fuldbyrdelsen af straffedomme.

Denne idé blev taget op af Det Europæiske Råd på mødet i oktober 1999 i Tammerfors, hvor det udtalte, at gensidig anerkendelse af retsafgørelser bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område (punkt 33-37). Det Europæiske Råd i Tammerfors konkluderede udtrykkeligt, at dette princip bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder. Det anmodede desuden Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse (jf. konklusion nr. 37 fra Det Europæiske Råd i Tammerfors).

Gennemførelsen af dette program er blevet indarbejdet i Europa-Kommissionens resultattavle med henblik på at følge de fremskridt, der gøres i retning af oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union.

Gensidig anerkendelse skal ikke kun gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers rettigheder. Den kan fremme en bedre resocialisering af kriminelle. Endelig er gensidig anerkendelse af retsafgørelser en retssikkerhedsfaktor i Den Europæiske Union, idet den giver garanti for, at en dom afsagt i én medlemsstat ikke anfægtes i en anden medlemsstat.

Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager forudsætter, at medlemsstaterne har gensidig tillid til hinandens strafferetlige systemer. En sådan tillid hviler navnlig på den fælles sokkel, som udgøres af deres tilslutning til principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.

Visse former for gensidig anerkendelse er allerede omfattet af instrumenterne vedrørende retligt samarbejde, der blev vedtaget i forskellige fora før Maastricht-traktaten, og efter denne inden for rammerne af Den Europæiske Union.

Hvad angår anerkendelse af endelige afgørelser er der udarbejdet en række instrumenter: den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkning af 28. maj 1970, konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område af 13. november 1991, der blev vedtaget inden for rammerne af det europæiske politiske samarbejde, og Den Europæiske Unions konvention af 17. juni 1998 om afgørelser om frakendelse af førerretten.

Desuden har overførelse af domfældte personer, som omhandlet i Europarådets konvention af 21. marts 1983, som hovedformål at fremme domfældte personers resocialisering og bygger på humanitære hensyn. En sådan overførelse indebærer nødvendigvis, at fuldbyrdelseslandet anerkender den afgørelse, der er truffet i domslandet.

Anerkendelse af en dom betyder også, at de øvrige stater skal tage hensyn til den, dvs. at de samme forhold ikke vil blive indbragt for en ny domstol, og at endelige afgørelser ikke vil blive anfægtet. Dette princip er nedfældet i konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning, der blev undertegnet den 25. maj 1987 i Bruxelles inden for rammerne af det europæiske politiske samarbejde. Europarådets konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager indeholder ligeledes regler om "ne bis in idem". Konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985, som blev undertegnet den 19. juni 1990, indeholder også bestemmelser om dette princip.

Inden for rammerne af Den Europæiske Union skal konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og konventionen af 26. maj 1997 om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater, nævnes, ligesom konventionen af 17. juni 1998 om frakendelse af førerretten.

Ingen af disse instrumenter er endnu trådt i kraft for alle medlemsstater. For så vidt angår de instrumenter, der er vedtaget inden for rammerne af Den Europæiske Union eller ved at blive det, påhviler det medlemsstaterne at ratificere dem snarest muligt. For så vidt angår de øvrige instrumenter, herunder konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område af 13. november 1991, der er vedtaget inden for rammerne af det politiske samarbejde, bør man samtidig finde mere tidssvarende mekanismer og drage nytte af den høje grad af normativitet, som tillægges instrumenter vedtaget i medfør af artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket også gør det muligt at opnå et system med størst mulig gensidig anerkendelse.

Det skal bemærkes, at flere gældende instrumenter giver de deltagende stater mulighed for at vælge mellem fortsat fuldbyrdelse af afgørelsen eller omsætning af retsfølgen.

Det skal undersøges, hvorvidt princippet om omsætning af retsfølgen er foreneligt med princippet om gensidig anerkendelse, der er knæsat i Tammerfors-konklusionerne.

Visse aspekter af gensidig anerkendelse er ikke blevet behandlet i international sammenhæng; det gælder navnlig afgørelser, der træffes inden den endelige domfældelse, eller det hensyn, som i forbindelse med udformningen af en retsafgørelse bør tages til udenlandske strafferetlige afgørelser, især med henblik på at vurdere en persons kriminelle fortid og gentagelsestilfælde.

Gensidig anerkendelse antager altså forskellige former og skal tilstræbes på alle stadier af den strafferetlige procedure, både før, under og efter domfældelsen, men de nærmere bestemmelser herfor afhænger af karakteren af afgørelsen og den idømte straf.

På hvert af disse områder hænger omfanget af den gensidige anerkendelse snævert sammen med eksistensen og indholdet af visse parametre, som betinger effektiviteten af øvelsen. Disse parametre er blevet fastlagt under drøftelser, der har fundet sted i Rådet, navnlig foranlediget af Det Forenede Kongeriges delegation.

Der er tale om følgende parametre:

- hvorvidt den påtænkte foranstaltning har generel rækkevidde eller er begrænset til visse lovovertrædelser. En række foranstaltninger til gennemførelse af gensidig anerkendelse kan begrænses til grove lovovertrædelser

- opretholdelse eller afskaffelse af kravet om dobbelt strafbarhed som en betingelse for anerkendelse

- mekanismerne for beskyttelse af tredjemands, ofres og mistænktes rettigheder

- definition af fælles minimumsstandarder, der er nødvendige for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, for eksempel i forbindelse med domstolenes kompetence

- direkte eller indirekte fuldbyrdelse af afgørelsen og fastlæggelse og rækkevidde af den eventuelle godkendelsesprocedure

- fastsættelse og rækkevidde af årsagerne til at afvise anerkendelse, som er begrundet i den anmodede stats suverænitet eller andre væsentlige interesser eller retsgrundlaget

- staternes ansvar i tilfælde af tiltalefrafald eller frifindelse.

Alt efter, hvilken afgørelse der er tale om, vil valget af parameter kunne variere afhængigt af det tilstræbte mål, nemlig en mere eller mindre vidtrækkende gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, medmindre det viser sig nødvendigt at vedtage en selvstændig foranstaltning, der gør det muligt at lade det pågældende parameter gælde for alle foranstaltninger.

I programmet med foranstaltninger, der er udformet som et samlet program, omtales forskellige områder, hvor medlemsstaterne bør gøre en indsats i de kommende år med henblik på gradvis gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager i EU.

Det må dog ikke betragtes som et endeligt program, der én gang for alle indfører gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, men som et ambitiøst, progressivt og realistisk tiltag. Det har til formål at vise vejen og gøre rede for, hvilken fremgangsmåde der kan anvendes på de pågældende områder, uden dog at fastsætte bindende og definitive bestemmelser for de kommende drøftelser. Endvidere bør medlemsstaterne ikke tro, at dette program fritager dem fra at ratificere en række relevante instrumenter på dette område, som er vedtaget i andre fora. De drøftelser, der finder sted på grundlag af dette program, bør i videst muligt omfang, og efter omstændighederne, tage udgangspunkt i de løsninger, som er anvendt i de allerede eksisterende instrumenter, så man undgår unødigt dobbeltarbejde.

Endelig bør man i forbindelse med gennemførelsen af dette program samle flere foranstaltninger i et og samme instrument, når dette viser sig hensigtsmæssigt.

Gennemførelsen af dette program udgør en væsentlig etape, hvis forløb bør gøres til genstand for gensidig evaluering.

Den 26. juli 2000 sendte Kommissionen en meddelelse til Rådet og Parlamentet om gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager.

Kommissionens bidrag og de retningslinjer, der blev udstukket på justits- og indenrigsministrenes uformelle møde i Marseille den 28. og 29. juli 2000, er indarbejdet i programmet med foranstaltninger.

PROGRAMMETS FORANSTALTNINGER

1. HENSYNTAGEN TIL ENDELIGE AFGØRELSER I STRAFFESAGER, DER TIDLIGERE ER TRUFFET AF EN DOMSTOL I EN ANDEN MEDLEMSSTAT

1.1. Forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem)

Mål: Styrke retssikkerheden i Unionen ved at sikre, at endelige afgørelser i straffesager, truffet i en medlemsstat, ikke kan anfægtes i en anden medlemsstat. Den omstændighed, at der er truffet en sådan afgørelse i en medlemsstat, skal forhindre, at allerede behandlede forhold eller hændelser forfølges på ny i en anden medlemsstat. Dette mål er delvis nået i artikel 54-57 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen.

I den forbindelse bør de muligheder for at tage forbehold, der er fastsat i konventionens artikel 55, tages op til fornyet overvejelse, herunder navnlig muligheden for, at en stat kan erklære, at den ikke er bundet af princippet om "ne bis in idem", når "de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, helt eller delvis er begået på dens område ...".

Med hensyn til de øvrige afgørelser, f.eks. frifindelsesafgørelser, skal det på ny undersøges, hvorledes princippet om "ne bis in idem" kan fastholdes, eventuelt med visse forbehold.

Endelig vil man også kunne behandle spørgsmålet om afgørelser truffet i en stat som følge af mægling i en straffesag.

Foranstaltning nr. 1: Fornyet gennemgang af artikel 54-57 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, som er taget fra konventionen mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning, der blev undertegnet den 25. maj 1987 i Bruxelles, med henblik på fuld anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse.

Prioritet: 6.

1.2. Individuel straf

Mål: Opnå, at retten i en medlemsstat tager hensyn til en dom afsagt i en anden medlemsstat, med henblik på at vurdere lovovertræderens kriminelle fortid og drage konsekvenserne heraf, når den pågældende skal idømmes straf.

Foranstaltning nr. 2: Vedtagelse af et eller flere instrumenter, der indfører princippet om, at retten i en medlemsstat skal være i stand til at tage hensyn til endelige afgørelser i straffesager afsagt af en domstol i en anden medlemsstat, med henblik på at vurdere lovovertræderens kriminelle fortid, overveje, om der er tale om gentagelsestilfælde, og fastlægge, hvilken straf der skal pålægges, samt de nærmere vilkår for fuldbyrdelsen.

Prioritet: 4.

Eftersom effektiviteten af dette princip forudsætter kendskab til den udenlandske domfældelse, bør der træffes følgende foranstaltninger:

Foranstaltning nr. 3: For at lette den gensidige information bør der indføres en standardformular til anmodning om oplysninger om tidligere straffedomme på alle fællesskabssprog (jf. punkt 49, litra d), i handlingsplanen af 3. december 1998 for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres), idet man tager udgangspunkt i den model, der er udarbejdet inden for rammerne af Schengen-instanserne.

Prioritet: 2.

Foranstaltning nr. 4: Der bør foretages en feasibility-undersøgelse med henblik på at fastslå, hvorledes man bedst og under fuld hensyntagen til kravene om den enkeltes rettigheder og om databeskyttelse vil kunne underrette de kompetente myndigheder i EU om straffedomme, som en person er blevet idømt. Undersøgelsen bør navnlig tage sigte på at afklare, hvilke typer domme der kan blive tale om, og danne grundlag for at overveje, hvilken af følgende metoder der er bedst egnet: a) lettelse af den bilaterale udveksling af oplysninger; b) oprettelse af et netværk af nationale registre; c) oprettelse af et egentligt centralt europæisk strafferegister.

Prioritet: 2.

2. FULDBYRDELSE AF AFGØRELSER, DER TRÆFFES FORUD FOR DOMFÆLDELSEN

2.1. Afgørelser vedrørende sikring af bevismateriale og indefrysning af formuegoder

2.1.1. Afgørelser med henblik på tilvejebringelse af bevismateriale

Mål: Muliggøre anerkendelse af bevismateriale, forhindre, at det går tabt, og lette fuldbyrdelsen af ransagnings- og beslaglæggelseskendelser med henblik på hurtigt at tilvejebringe bevismateriale i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tammerfors). I den forbindelse bør man være opmærksom på artikel 26 i den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager af 15. maj 1972 og artikel 8 i Rom-konventionen af 6. november 1990 om overførsel af retsforfølgning i straffesager.

Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på

- at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsindgreb i henhold til artikel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med artikel 51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og økonomisk kriminalitet

- at sikre, at de grunde til at afslå anmodninger om gensidig retshjælp, som er nævnt i artikel 2 i konventionen fra 1959, suppleret med artikel 50 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende mellem medlemsstaterne.

Prioritet: 1.

Foranstaltning nr. 6: Udarbejdelse af et instrument med henblik på anerkendelse af kendelser vedrørende sikring af bevismateriale for at undgå, at bevismateriale, der befinder sig på en anden medlemsstats område, går tabt.

Prioritet: 1.

2.1.2. Foreløbige foranstaltninger med henblik på konfiskation eller tilbagelevering til ofrene

Mål: Muliggøre anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning af formuegoder med henblik på konfiskation eller tilbagelevering til offeret for en strafbar handling.

Foranstaltning nr. 7: Udarbejdelse af et instrument vedrørende gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning af formuegoder. Dette instrument skal gøre det muligt midlertidigt at indefryse aktiver i hastetilfælde uden at anvende procedurerne for gensidig retshjælp, ved at fuldbyrde de kendelser, der er afsagt af en domstol i en anden medlemsstat.

Man vil kunne overveje at anvende samme instrument til gennemførelse af foranstaltning nr. 6 og 7.

Prioritet: 1.

2.2. Afgørelser vedrørende personer

2.2.1. Afgørelser om anholdelse

Mål: Gøre det lettere at udføre en arrestordre med henblik på retsforfølgning. I den forbindelse bør man ikke glemme henstilling nr. 28 i EU-strategien for begyndelsen af det nye årtusind, hvorefter man bør overveje muligheden for på lang sigt at skabe et europæisk retsområde for udlevering.

Foranstaltning nr. 8: Undersøge mulighederne for - i det mindste for så vidt angår de groveste lovovertrædelser, som er nævnt i artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union - at indføre en udleveringsordning, som skal bygge på princippet om anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af den arrestordre, som den anmodende retsmyndighed har afgivet. Ordningen skal især fastsætte, på hvilke betingelser arrestordren vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for, at de anmodede kompetente myndigheder kan udlevere den pågældende person, således at der kan skabes et fælles retsområde for udlevering.

Prioritet: 2.

2.2.2. Kontrolforanstaltninger, der ikke indebærer frihedsberøvelse

Mål: Sørge for et samarbejde i tilfælde, hvor en person er underlagt forpligtelser eller overvågningsforanstaltninger (fængslingssurrogat) forud for domsafsigelsen.

Foranstaltning nr. 9: Opstille en fortegnelse over de foranstaltninger, der eventuelt kan komme på tale, over de kontrolprocedurer, der gør det muligt at sikre, at foranstaltningerne overholdes af de personer, de vedrører, og over de sanktioner, der skal finde anvendelse, såfremt de ikke overholdes.

Prioritet: 3.

Foranstaltning nr. 10: Fortegnelsen skal danne grundlag for vedtagelsen af et instrument, der åbner mulighed for anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af kontrol-, overvågnings- eller sikkerhedsforanstaltninger, som en retsmyndighed har beordret forud for den endelige dom. Dette instrument skal omfatte alle de personer, der retsforfølges i en medlemsstat, og som kan tænkes at befinde sig i en anden medlemsstat, og skal indeholde bestemmelser om, hvordan disse foranstaltninger skal overvåges, og hvilke sanktioner der bør iværksættes, såfremt de ikke overholdes.

Prioritet: 5.

2.3. Hensyntagen til afgørelser om indledning af retsforfølgning i andre medlemsstater

Mål: Udviklingen af den internationale kriminalitet har medført en betydelig forøgelse af antallet af sager, hvor flere stater i henhold til deres nationale procedureregler er kompetente til at retsforfølge og dømme de samme eller beslægtede forhold. Derfor bør man inden for EU fremme løsningen af positive kompetencekonflikter mellem medlemsstaterne og i så vid udstrækning som muligt undgå, at de samme lovovertrædelser retsforfølges flere gange. Med henblik herpå bør det undersøges, om der kan oprettes et centralt register, som vil gøre det muligt at undgå, at sigtelser afvises på grund af princippet om "ne bis in idem", og som ligeledes vil kunne give nyttige oplysninger om efterforskning vedrørende lovovertrædelser udført af den samme person.

Foranstaltning nr. 11: Udarbejdelse af et instrument, der åbner mulighed for at overføre retsforfølgning i straffesager til andre medlemsstater, samt fremme af koordineringen mellem medlemsstaterne med henblik herpå under hensyntagen til Eurojusts kompetenceområde, idet en af Eurojusts opgaver netop er "at lette den passende koordinering mellem medlemsstaternes retsforfølgende myndigheder" (punkt 46 i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tammerfors). For at lette denne koordinering vil der kunne opstilles kriterier, der gør det lettere at fastlægge kompetencen, bl.a. i lyset af de tilfælde af overførsel af retsforfølgning, der er omhandlet i artikel 8 i den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager, undertegnet den 15. maj 1972 i Strasbourg.

Prioritet: 4.

Foranstaltning nr. 12: Gennemførelse af en feasibility-undersøgelse med henblik på at fastslå, hvorledes man bedst og under fuld hensyntagen til kravene om den enkeltes rettigheder og databeskyttelse vil kunne underrette de kompetente myndigheder i EU om igangværende undersøgelser eller retsforfølgninger vedrørende en person. Undersøgelsen bør navnlig tage sigte på at afklare, hvilke former for lovovertrædelser der kan blive tale om, og på hvilket stadium af retssagen denne underretning bør gives. Den bør danne grundlag for at overveje, hvilken af følgende metoder der er bedst egnet: a) lettelse af den bilaterale udveksling af oplysninger; b) oprettelse af et netværk af nationale registre; c) oprettelse af et egentligt centralt europæisk strafferegister.

Prioritet: 2.

3. STRAFFEDOMME

3.1. Fængselsstraffe

3.1.1. Anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af den endelige straffedom, der er afsagt i en medlemsstat mod en statsborger fra en anden medlemsstat, når der gives afslag på udlevering alene med den begrundelse, at det drejer sig om en statsborger i en medlemsstat, som har erklæret, at den ikke tillader udlevering af egne statsborgere i medfør af artikel 7, stk. 2, i konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

Mål: Såfremt det viser sig, at det ikke er muligt for en medlemsstat at opgive princippet om ikke at udlevere egne statsborgere, bør man sikre, at den pågældende stat fuldbyrder den dom, for hvilken udleveringen begæres, på sit eget område.

Foranstaltning nr. 13: Vedtagelse af et instrument, der supplerer Den Europæiske Unions konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957. I artikel 3, litra b), i konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område, undertegnet den 13. november 1991 i Bruxelles, er der kun fastsat en "frivillig" overførsel af fuldbyrdelsen. Det instrument, der skal udarbejdes, vil, hvis ovennævnte hypotese antages, kunne indføre et nyt princip: "udlevere eller fuldbyrde straffedommen". Det bør overvejes at fastlægge nærmere konkrete bestemmelser for fuldbyrdelsen af dommen, f.eks. fortsat fuldbyrdelse eller omsætning af retsfølgen, i dette instrument.

Prioritet: 3.

Mål: Man bør foretage en vurdering af de internationale instrumenter, der omhandler endelige straffedomme, som indebærer frihedsberøvelse, og undersøge, om disse instrumenter gør det muligt at sikre en fuldstændig gensidig anerkendelse.

Foranstaltning nr. 14: Vurdere, i hvilket omfang mere moderne mekanismer gør det muligt at opnå en fuldstændig gensidig anerkendelse af endelige straffedomme, der indebærer frihedsberøvelse.

Prioritet: 3.

3.1.2. Overførsel af personer, der forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt dømt

Mål: Forenkling af procedurerne i tilfælde af, at en endeligt domfældt person forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelsen (punkt 35 i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tammerfors).

Foranstaltning nr. 15: Vedtagelse af et instrument, hvorved man afskaffer den formelle udleveringsprocedure og åbner mulighed for i overensstemmelse med artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union at overføre en person, der forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt dømt, til domslandet. Der bør overvejes bestemmelser om de tilfælde, hvor fortsat fuldbyrdelse kan træde i stedet for overførselsproceduren. Dette instrument, hvormed man indfører princippet "udlevering eller fortsat fuldbyrdelse", skal navnlig tage sigte på undvegne domfældte.

Prioritet: 3.

3.1.4. Overførsel af domfældte med henblik på at fremme resocialisering

Mål: Gøre det muligt for personer med bopæl i en medlemsstat at afsone deres straf i bopælsstaten. I denne forbindelse bør man være opmærksom på artikel 2 i aftalen om anvendelse mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater af Europarådets konvention om overførelse af domfældte af 25. maj 1987.

Foranstaltning nr. 16: Vedtagelse af et instrument, der skal supplere den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, der finder anvendelse på statsborgere i de berørte stater, så den også finder anvendelse på personer med bopæl i den pågældende stat.

Prioritet: 4.

3.2. Bødestraf

Mål: Sikre inddrivelse af bødestraffe, som en medlemsstat har idømt fysiske eller juridiske personer, i en anden medlemsstat. Man bør i den forbindelse være opmærksom på bestemmelserne herom i konventionen af 13. november 1991 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område.

Foranstaltning nr. 17: EU skal overtage den specifikke aftale, der er udarbejdet af Schengen-instanserne, om samarbejde om retsforfølgning af færdselsforseelser og om fuldbyrdelse af afgørelser om bøder og afgifter for færdselsforseelser, som Schengen-Eksekutivkomitéen godkendte ved afgørelse af 28. april 1999. Denne aftale, der indgår i Schengen-regelsættet, bør gøres til genstand for en rådsafgørelse på grundlag af artikel 34, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, hvorved der indføres et nyt juridisk instrument, der overtager aftalens materielle bestemmelser.

Prioritet: 1.

Foranstaltning nr. 18: Udarbejdelse af et instrument, der gør det muligt for bopælsstaten at sikre inddrivelse af bødestraffe, som en fysisk eller juridisk person er blevet idømt i en anden medlemsstat. I dette instrument vil der kunne fastlægges bestemmelser om automatisk inddrivelse af bøder, der er idømt for lovovertrædelser, eller eventuelt en forenklet godkendelsesprocedure. Instrumentet bør i videst muligt omfang indeholde bestemmelser om den procedure, der skal følges i tilfælde af manglende betaling. Der skal under drøftelserne tages hensyn til forskellene mellem EU's medlemsstater for så vidt angår juridiske personers ansvar.

Prioritet: 2.

3.3. Konfiskation

Mål: Forbedre fuldbyrdelsen i en medlemsstat af en afgørelse, truffet i en anden medlemsstat, om konfiskation, navnlig med henblik på tilbagelevering til offeret for en strafbar handling under hensyntagen til den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

Foranstaltning nr. 19: Undersøge

- navnlig, hvorvidt de i artikel 18 i 1990-konventionen fastsatte grunde til nægtelse af fuldbyrdelse af en konfiskationsforanstaltning alle er forenelige med princippet om gensidig anerkendelse

- hvordan man, uden at dette berører Fællesskabets beføjelser, kan forbedre mulighederne for anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse i en medlemsstat af en afgørelse truffet af en anden medlemsstat med henblik på at beskytte offerets interesser, når en sådan afgørelse følger af straffedommen.

Prioritet: 2.

3.4. Fortabelse af rettigheder og andre sanktioner

Mål: Gradvis udvidelse af håndhævelsen af sanktioner i form af fortabelse af rettigheder til hele EU's område: for at være effektive inden for rammerne af det europæiske retlige område er det nemlig nødvendigt, at visse sanktioner anerkendes og håndhæves i hele EU. Der bør ligeledes tages hensyn til henstilling nr. 7 i handlingsplanen fra 1997 til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvori medlemsstaterne opfordres til at udelukke personer, der har begået lovovertrædelser i forbindelse med organiseret kriminalitet, fra at deltage i udbud, der foretages af medlemsstaterne og Fællesskabet, og fra at modtage støtte eller offentlige licenser, og til henstilling nr. 2 i EU-strategien for begyndelsen af det nye årtusind, der har samme formål.

Foranstaltning nr. 20: Udarbejde en oversigt over rettighedsfortabelser, forbud og forskellige former for inhabilitet, der er fælles for alle medlemsstaterne, og som fysiske og juridiske personer pålægges ved domfældelsen eller som følge heraf.

Prioritet: 2.

Foranstaltning nr. 21: Der bør foretages en feasibility-undersøgelse med henblik på at fastslå, hvorledes man bedst, og under fuld hensyntagen til kravene om den enkeltes rettigheder og databeskyttelse, vil kunne underrette de kompetente myndigheder i EU om de foranstaltninger, som træffes i en medlemsstat vedrørende rettighedsfortabelse, forbud eller inhabilitet. Undersøgelsen bør tage sigte på at afklare, hvilken af følgende metoder der er bedst egnet: a) lettelse af den bilaterale udveksling af oplysninger; b) oprettelse af et netværk af nationale registre; c) oprettelse af et centralt europæisk strafferegister.

Prioritet: 2.

Foranstaltning nr. 22: Udarbejde et eller flere instrumenter, der kan gøre de således registrerede rettighedsfortabelser m.m. effektive i den dømtes bopælsstat, og lade visse former for rettighedsfortabelse gælde på hele EU's område, i det mindste for visse kategorier af overtrædelser og rettighedsfortabelser. Spørgsmålet om at lade en medlemsstats forbud mod en given persons ophold på dens område gælde for hele EU bør også drøftes i denne sammenhæng.

Prioritet: 5.

4. AFGØRELSER TRUFFET SOM LED I OPFØLGNINGEN AF STRAFFEDOMME

Mål: Samarbejde om sager, hvor en person er underkastet forpligtelser eller overvågnings- og bistandsforanstaltninger, som f.eks. under prøveløsladelse eller betinget løsladelse.

Foranstaltning nr. 23: Man bør tilstræbe at optimere anvendelsen af den europæiske konvention af 30. november 1964 om tilsynet med betinget dømte og betinget løsladte lovovertrædere. Det bør navnlig fastslås, i hvilket omfang bestemte forbehold og begrundelser for nægtelse af fuldbyrdelse ikke længere kan gøres gældende mellem EU's medlemsstater, eventuelt ved hjælp af et specifikt instrument.

Prioritet: 6.

5. GENSIDIG EVALUERING

Mål: Indførelse af en mekanisme for gensidig evaluering af anerkendelse af afgørelser i straffesager med henblik på at registrere, hvor langt medlemsstaterne er nået med gennemførelsen af de påtænkte foranstaltninger.

Foranstaltning nr. 24: Knæsætte princippet om gensidig evaluering i et instrument efter modellen i den fælles aktion af 5. december 1997 vedrørende indførelse af en ordning for evaluering af, hvordan de internationale forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udmøntes og efterleves i de enkelte medlemsstater. I denne forbindelse anbefales det i henstilling nr. 8 i dokumentet "Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet: En EU-strategi for begyndelsen af det nye årtusind", at Rådet undersøger muligheden for at supplere den nuværende evalueringsordning, som eventuelt vil kunne anvendes til evaluering af specifikke områder.

Prioritet: Se ovennævnte henstilling nr. 8.

GENNEMFØRELSE AF PROGRAMMET MED FORANSTALTNINGER

Det er vanskeligt at fastsætte måldatoer for arbejdet i EU: for stramme tidsfrister er uholdbart, og for lange frister virker demobiliserende på medlemsstaterne.

Man har derfor valgt at fastsætte prioriteter, der under alle omstændigheder skal ses i sammenhæng med såvel institutionernes som medlemsstaternes ressourcer og med de øvrige foranstaltninger, som er ved at blive gennemført.

Disse prioriteter er blevet fastsat under hensyntagen til følgende parametre:

- Visse foranstaltninger er på tidspunktet for denne plans udarbejdelse allerede foreslået i forbindelse med andre initiativer. De har derfor fået første prioritet.

- Visse foranstaltninger er allerede blevet prioriteret, enten i medfør af konklusionerne fra Tammerfors eller af ministrene på efterfølgende rådssamlinger.

- Visse foranstaltninger har form af feasibility-undersøgelser. Sådanne undersøgelser kan godt uddelegeres, således at de ikke vil overbelaste Rådets midler. Disse foranstaltninger er i det store hele prioriteret lige højt. I forbindelse med disse undersøgelser bør de fællesskabsfinansierede programmer anvendes fuldt ud.

- Endelig er der taget hensyn til den forventede positive virkning for så vidt angår virkeliggørelsen af de mål, der er fastsat i traktaterne.

På grund af den betydning, som spørgsmålet om gensidig anerkendelse tillægges i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors, er det ønskeligt, at der gøres væsentlige fremskridt med iværksættelsen af foranstaltningerne med prioritet 1 og 2 inden udgangen af 2002. Det foreslås, at Rådet undersøger, hvilke fremskridt der er gjort på dette tidspunkt.

A: OVERSIGT OVER FORANSTALTNINGERNE I PRIORITERET RÆKKEFØLGE

>TABELPOSITION>

B: OVERSIGT OVER FORANSTALTNINGERNE I PROGRAMMETS RÆKKEFØLGE

>TABELPOSITION>