EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 62014CJ0163

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 14. januar 2016.
Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien.
Traktatbrud – artikel 343 TEUF – protokol vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – artikel 3 – skattefritagelser – Hovedstadsregionen Bruxelles – afgifter på levering af elektricitet og gas.
Sag C-163/14.

Samling af Afgørelser – Retten

ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2016:4

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

14. januar 2016 ( *1 )

»Traktatbrud — artikel 43 TEUF — protokol vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter — artikel 3 — afgiftsfritagelser — hovedstadsregionen Bruxelles — afgifter på levering af elektricitet og gas«

I sag C-163/14,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 4. april 2014,

Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og I. Martínez del Peral, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kongeriget Belgien ved J.-C. Halleux, S. Vanrie og T. Materne, som befuldmægtigede, bistået af avocats G. Block, D. Remy og H. Delahaije,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, T. von Danwitz, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne D. Šváby, A. Rosas, E. Juhász (refererende dommer) og C. Vajda,

generaladvokat: P. Cruz Villalón

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. april 2015

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 2. juli 2015,

afsagt følgende

Dom

1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i protokollen af 8. april 1965 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der oprindeligt var bilagt traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber (EFT 1967, 152, s. 13), og som dernæst, i henhold til Lissabontraktaten, har været bilagt EU-traktaten, EUF-traktaten og Euratomtraktaten som protokol nr. 7 (herefter »protokollen«), idet det ikke har indrømmet EU-institutionerne en fritagelse for de afgifter, der er omhandlet i artikel 26 i bekendtgørelsen om organiseringen af el-markedet i hovedstadsregionen Bruxelles og artikel 20 i bekendtgørelsen om organiseringen af gasmarkedet i hovedstadsregionen Bruxelles, som ændrede, og ved at modsætte sig tilbagebetalingen af de afgifter, som hovedstadsregionen Bruxelles har opkrævet (herefter »de omtvistede afgifter«).

Retsforskrifter

EU-retten

2

I henhold til artikel 28, stk. 1, i traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber, dernæst, efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, i henhold til artikel 343 TEUF, nyder Unionen på medlemsstaternes område de for udførelsen af dens opgave nødvendige privilegier og immuniteter på de betingelser, der er fastsat i protokollen.

3

Protokollens artikel 3 bestemmer:

»Unionen, dens aktiver, indtægter og øvrige ejendom er fritaget for alle direkte skatter.

Medlemsstaternes regeringer skal, hver gang det er muligt, træffe egnede forholdsregler med henblik på eftergivelse eller tilbagebetaling af indirekte skatter og afgifter, der indgår i prisen for fast ejendom eller løsøre, når Unionen til tjenestebrug foretager større indkøb, hvis pris omfatter skatter og afgifter af denne art. Anvendelsen af disse bestemmelser må dog ikke fordreje konkurrencevilkårene inden for Unionen.

Der indrømmes ingen fritagelse for afgifter, skatter og gebyrer, som blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser.«

Belgisk ret

4

I sin oprindelige affattelse fastsatte artikel 26 i hovedstadsregionen Bruxelles’ bekendtgørelse af 19. juli 2001 om organiseringen af elmarkedet i hovedstadsregionen Bruxelles, der trådte i kraft den 1. januar 2003 (Moniteur belge af 17.11.2001, s. 39135, herefter »elektricitetsbekendtgørelsen«), følgende:

»§ 1 En   tilladelse til levering af elektricitet, som er udstedt i henhold til artikel 21, indebærer, at den fysiske eller juridiske person, som er indehaver af tilladelsen, herefter »den afgiftspligtige«, opkræves en månedlig afgift.

§ 2   Afgiften forfalder den 1. januar i regnskabsåret. Den skal betales senest den 31. marts i regnskabsåret.

§ 3   Afgiften beregnes på grundlag af den kapacitet, som stilles til rådighed for de relevante slutbrugere via net, stikledninger og direkte linjer på 70 kV og derunder på forbrugssteder i hovedstadsregionen Bruxelles. For højspændingskunder er den kapacitet, der stilles til rådighed, tilslutningskapaciteten. Tilslutningskapaciteten svarer til den højeste kapacitet angivet i kVa, der stilles til rådighed i henhold til tilslutningsaftalen. Såfremt der ikke er angivet nogen højeste kapacitet i tilslutningsaftalen eller i tilfælde af, at den anvendte kapacitet er større end den højeste kapacitet, der er stillet til rådighed i henhold til tilslutningsaftalen, svarer tilslutningskapaciteten til den højeste kapacitet angivet i kVa, der er anvendt i løbet af de seneste 36 måneder, multipliceret med en faktor på 1,2.

For lavspændingskunder er den kapacitet, der stilles til rådighed, den kapacitet, der fastsættes i forhold til størrelsen på deres sikringssystemer angivet i kVa. Tabellen over det indbyrdes forhold mellem sikringssystemernes og kapaciteternes nominelle styrker er bilagt denne bekendtgørelse.

§ 4   Den månedlige afgift fastsættes til 0,67 EUR pr. kVa for højspænding.

For lavspænding fastsættes den efter følgende tabel:

Den til rådighed stillede kapacitet, der er mindre end eller svarer til 1,44 kVa: 0,00 EUR

Den til rådighed stillede kapacitet omfatter mellem:

1,44 og 6,00 kVa: 0,60 EUR

6,01 og 9,60 kVa: 0,96 EUR

9,61 og 12,00 kVa: 1,20 EUR

12,01 og 36,00 kVa: 2,40 EUR

36,01 og 56,00 kVa: 4,80 EUR

56,01 og 100,00 kVa: 7,80 EUR.

Beløbet tilpasses årligt forbrugerprisindekset for Kongeriget. […]

§ 5   Regeringen fastsætter gennemførelsesforanstaltninger for denne artikel. Den kan bl.a. pålægge distributionsnetoperatøren, operatøren af det regionale transportnet og brugerne af direkte linjer at fremkomme med oplysninger til brug for skatteopkrævningen.

Regeringen kan pålægge distributionsnetoperatøren at anmode de afgiftspligtige om at erlægge afgiften. Anmodningen skal bl.a. omfatte en angivelse af regnskabsåret, beregningsgrundlaget, taksten, betalingens forfaldsdato og betalingsmåden. Anmodningen eller en manglende anmodning berører imidlertid i intet tilfælde afgiften eller de afgiftspligtiges forpligtelser.

§ 6   Afgiften opkræves og inddrives i henhold til bestemmelserne i kapitel VI i bekendtgørelse af 23. juli 1992 om regional beskatning af brugere af ejendomme og indehavere af rettigheder vedrørende bestemte faste ejendomme. Afgiftens betalingsfrist fastsættes imidlertid i henhold til denne artikels § 3.

§ 7   Afgiftsbeløbet er knyttet til distributionsnetoperatøren med henblik på dækning af omkostningerne forbundet med de offentlige tjenesteydelsesopgaver i artikel 24 [denne bestemmelse er efterfølgende ændret med udvidelse af den gruppe af personer, som afgiftsbeløbet er knyttet til, og en angivelse af fordelingen af dette beløb].

§ 8   Afgiften betales fra og med januar 2004

§ 9   Omkostningerne forbundet med de i artikel 24 omhandlede offentlige tjenesteydelsesopgaver, som overstiger beløbet for de afgifter, der er erlagt i henhold til nærværende artikel, bæres af distributionsnetoperatøren i form af driftsomkostninger. Omkostningernes overvæltning på tarifferne reguleres ved føderal lov.

[…]«

5

Elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26 er blevet ændret gentagne gange og senest ved bekendtgørelse af 20. juli 2011 (Moniteur belge af 10. august 2011) og ved bekendtgørelse af 21. december 2012, der fastsætter skatteproceduren i hovedstadsregionen Bruxelles (Moniteur belge af 8. februar 2013). Artikel 26, stk. 2, har nu følgende ordlyd:

»Afgiften forfalder til betaling den 1. i hver måned. Den skal betales senest den 15. i den efterfølgende måned. Den afgiftspligtige er fritaget for afgift for den kapacitet, der er til kundernes rådighed til deres jernbane-, sporvogns- eller metrotransportnet […]«

6

Som følge af disse ændringer er tariffen for de afgifter, der er angivet i artikel 26, stk. 4, blevet ændret lidt.

7

Elektricitetsbekendtgørelsens artikel 24, der henviser til bekendtgørelsens artikel 26, § 7, opregner de offentlige tjenesteydelsesopgaver, som påhviler netoperatøren, og den har følgende ordlyd:

»Distributionsnetoperatøren er pålagt de nedenfor i nr. 1-5 omhandlede offentlige tjenesteydelsesopgaver:

uafbrudt minimumslevering af elektricitet til privatforbrug på de vilkår, der er fastsat i bekendtgørelse af 11. juli 1991

levering af elektricitet til en særlig social tarif til de personer og på de vilkår, der er fastsat i forbundslovgivningen

oplysning, demonstration, tilrådighedsstillelse af udstyr, tjenester og finansiel bistand med henblik på at fremme rationel elektricitetsanvendelse for alle kategorier af slutbrugere, uanset om de er støtteberettigede; med henblik herpå fastsætter distributionsnetoperatøren i samarbejde med tjenesten et treårigt program for rationel elektricitetsanvendelse

efter omstændighederne aftagelse af elektricitet produceret ved kvalitetskraftvarme, som hverken er forbrugt af producenten selv eller leveret til tredjemand, inden for grænserne af egne behov

a)

opførelse, vedligeholdelse og fornyelse af den offentlige belysning langs vejnettet og på de fælles arealer under overholdelse af kommunernes beføjelser fastsat i artikel 135 i den nye kommunallov (nouvelle loi communale) i henhold til et treårigt program, der er udarbejdet i fællesskab af alle kommunerne med distributionsnetoperatøren

b)

forsyning af elektricitet til disse belysningsanlæg

organisering af en ombudsmandstjeneste og oplysning om priser og vilkår for levering af gas for privatkunder.«

8

De ovenfor nævnte opgaver er blevet ændret senest ved bekendtgørelse af 20. juli 2011 (Moniteur belge af 10.8.2011). Opgaverne er nu defineret som følger:

»Artikel 24

§ 1   Distributionsnetoperatøren og leverandørerne pålægges hver især de nedenfor i nr. 1-2 omhandlede offentlige tjenesteydelsesforpligtelser:

uafbrudt minimumslevering af elektricitet til husstandenes forbrug på de i kapitel IVa fastsatte vilkår

levering af elektricitet til en særlig social tarif til de personer og på de vilkår, der er fastsat i forbundslovgivningen og i kapitel Iva.

§ 2   Instituttet pålægges offentlige tjenesteydelsesforpligtelser vedrørende fremme af rationel anvendelse af elektricitet gennem oplysning, demonstration og tilrådighedsstillelse af udstyr, tjenester og finansiel bistand til alle kategorier af slutbrugere samt lokale leverandører, der helt eller delvis dækker deres kunders behov via et elektricitetsproduktionsanlæg beliggende inden for et begrænset geografisk område, der er velafgrænset og forbundet nedadtil med hovedtælleren for fællestilslutningen og/eller med det privatnet, som de leverer til [...].

Artikel 24a

Distributionsnetoperatøren pålægges desuden følgende offentlige tjenesteydelsesopgaver:

at aftage produceret grøn elektricitet, som hverken er forbrugt af producenten selv eller leveret til tredjemand, inden for grænserne af egne behov

eneansvaret for opførelse, vedligeholdelse og fornyelse af den offentlige belysning langs vejnettet og på de fælles grønne arealer under overholdelse af de beføjelser, der er fastsat i artikel 135 i den nye kommunallov (nouvelle loi communale), i henhold til et treårigt program, der er udarbejdet i fællesskab af alle kommunerne med distributionsnetoperatøren eller efter anmodning om yderligere arbejde samt forsyning af elektricitet til disse belysningsanlæg, hvor produktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder, eller kvalitetskraftvarme skal prioriteres, idet denne opgave har til formål at forbedre energieffektiviteten og opnå forbrugsgevinster. […]

funktionen som forsyningspligtig leverandør og tilrettelæggelse af efterfølgende service for de kunder, som denne tildeles i kraft af denne funktion

at informere privat- og erhvervskunder tilsluttet lavspænding om priser og vilkår for tilslutning og levering

at udsende oplysninger via en server, der er tilgængelig via internettet, om de forskellige modtagelsesforanstaltninger for privatkunder, som distributionsnetoperatøren har vedtaget inden for rammerne af sin opgave som forsyningspligtig leverandør

at fremsende en årlig rapport til Brugel [tilsynsmyndigheden i Bruxelles for elektricitets- og gasmarkedet] om kvaliteten af den modtagelse, der tilbydes husholdninger inden for rammerne af dennes opgave som forsyningspligtig leverandør

at fremsende en årlig rapport til Brugel om det overvågningsprogram, hvorved distributionsnetoperatøren sikrer, at enhver diskriminerende praksis hindres. Brugel underretter regeringen og offentligheden om denne rapport og sine synspunkter.

i tilfælde af afgift på elektricitet på distributionsnettet, levering af elektricitet ved midlertidige festlige arrangementer på vejnettet på de tekniske og finansielle betingelser, der er fastsat ved eller i henhold til den tekniske bekendtgørelse om nettet.«

9

Hovedstadsregionen Bruxelles’ bekendtgørelse af 1. april 2004 om organiseringen af gasmarkedet i hovedstadsregionen Bruxelles, om vejafgifter med hensyn til gas og elektricitet og om ændring af bekendtgørelse af 19. juli 2001 om organiseringen af elektricitetsmarkedet i hovedstadsregionen Bruxelles (Moniteur belge af 26.4.2004, s. 34281) indeholder bestemmelser om afgiftspålæggelse i forbindelse med levering af gas, som skal betales fra og med den 1. juli 2004 (herefter »gasbekendtgørelsen«). I sin oprindelige affattelse bestemte denne bekendtgørelses artikel 20:

»Omkostningerne forbundet med de i artikel 18 omhandlede offentlige tjenesteydelsesopgaver bæres af distributionsnetoperatøren i form af driftsomkostninger. Overvæltningen af disse omkostninger på tarifferne er reguleret ved føderal lov.«

10

Gasbekendtgørelsens artikel 20 blev ophævet ved bekendtgørelse af 20. juli 2011 om ændring af gasbekendtgørelsen (Moniteur belge af 10. august 2011) og erstattet af artikel 20p, der bestemmer:

»§ 1 En   tilladelse til levering af gas, som er udstedt i henhold til artikel 15, indebærer, at den fysiske eller juridiske person, som er indehaver af tilladelsen, herefter »den afgiftspligtige«, opkræves en månedlig afgift.

§ 2   Afgiften forfalder den 1. i hver måned. Den skal betales senest den 15. i den efterfølgende måned.

§ 3   Med forbehold af § 2 beregnes afgiften på grundlag af størrelsen af de gasmålere, som anvendes af netoperatøren på forbrugsstederne i hovedstadsregionen Bruxelles hos slutbrugerne. Gasmålernes størrelse bestemmes ved den maksimale ydelse af gas angivet i kubikmeter pr. time, som måleren er konstrueret til. For de slutbrugere, der er udstyret med en gasmåler, hvis størrelse er på 6 eller 10 m3/h, fastsættes afgiften ligeledes under hensyn til det seneste årlige standardiserede forbrug beregnet i henhold til den MIG, der skal anvendes i hovedstadsregionen Bruxelles.

§ 4   Den månedlige afgift fastsættes efter følgende:

1.

0,2 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er på 6 eller 10 m3/h, når det seneste beregnede årlige standardiserede forbrug er mindre end eller svarer til 5000 kWh

2.

0.7 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er på 6 eller 10 m3/h, når det seneste beregnede årlige standardiserede forbrug er højere end 5000 kWh

3.

1,7 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 16 m3/h

4.

4,2 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 25 m3/h

5.

8,4 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 40 m3/h

6.

21 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 65 m3/h

7.

29,2 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 100 m3/h

8.

37,5 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 160 m3/h

9.

54,2 EUR pr. gasmåler, hvis kapacitet er 160 m3/h.

De ovenfor angivne beløb tilpasses årligt forbrugerprisindekset for Kongeriget. […]

§ 5   Regeringen fastsætter gennemførelsesforanstaltningerne for nærværende artikel. Den kan bl.a. pålægge netoperatøren og brugerne af direkte linjer at fremkomme med oplysninger til brug for afgiftsopkrævningen.

Regeringen kan pålægge distributionsnetoperatøren at anmode de afgiftspligtige om at erlægge afgiften. Anmodningen skal bl.a. omfatte en angivelse af skatteåret, beregningsgrundlaget, taksten, betalingens forfaldsdato og betalingsmåden. Anmodningen eller en manglende anmodning berører imidlertid i intet tilfælde afgiften eller de afgiftspligtiges forpligtelser.

§ 6   Afgiften opkræves og inddrives i henhold til artikel [13-19], 22 og 23 i bekendtgørelsen, der fastsætter skatteproceduren i hovedstadsregionen Bruxelles.

§ 7   Afgiftsbeløbet er knyttet til de fonde, der er omhandlet i artikel 2, nr. 15 og 16, i bekendtgørelse af 12. december 1991 om oprettelse af budgetfonde i henhold til følgende fordeling:

5% til »energivejledningsfonde« […]

95% til »energipolitikfonde«.

§ 8   Afgiften betales fra og med januar 2012.«

11

De offentlige tjenesteydelsesopgaver, som er pålagt gasdistributionsnetoperatøren, er fastsat i gasbekendtgørelsens artikel 18, der i sin oprindelige affattelse bestemte:

»Netoperatøren er pålagt følgende offentlige tjenesteydelsesopgaver:

levering af gas til en særlig social tarif til de personer og på de vilkår, der er fastsat i den føderale lovgivning

forebyggelse og indgriben på området for gasafbrydelse som den opgave, der er fastsat i bekendtgørelsen af 11. marts 1999

forebyggelse med henblik på at garantere det højeste sikkerhedsniveau, når gas anvendes til privatbrug

organisering af en ombudsmandstjeneste og oplysning om priser og vilkår for levering af gas for privatkunder

oplysning om, demonstration og tilrådighedsstillelse af udstyr, tjenester og finansiel bistand med henblik på at fremme rationel anvendelse af gas for alle kategorier af slutbrugere, uanset om de er støtteberettigede. Med henblik herpå fastsætter distributionsnetoperatøren i samarbejde med tjenesten et treårigt program for rationel gasanvendelse.«

12

Fra og med august 2011 defineres disse offentlige tjenesteydelsesopgaver som følgende:

»Artikel 18

Netdistributionsoperatøren og leverandørerne er pålagt de til hver af dem hørende offentlige tjenesteydelsesopgaver og ‑forpligtelser, som er fastsat i stk. 1-3 nedenfor:

uafbrudt minimumslevering af gas til husstandenes forbrug på de i kapitel V fastsatte vilkår

levering af gas til en særlig social tarif til de personer og på de vilkår, der er fastsat i forbundslovgivningen og i kapitel Va

gratis bistand til forebyggelse af risici i forbindelse med anvendelsen af naturgas til de husstande, som efterspørger dette. Regeringen fastsætter indholdet af og betingelserne for udøvelsen af denne opgave.

Artikel 18a

Distributionsnetoperatøren er endvidere pålagt følgende opgaver:

organisering af en eftersalgsservice til forbrugeren og oplysning om priser og vilkår for tilslutning for privatkunder

fremme af rationel anvendelse af elektricitet gennem oplysning om, demonstration og tilrådighedsstillelse af udstyr, tjenester og finansiel bistand til kommunerne og andre endelige slutbrugere.

[…]«

13

Artikel 9 i kongelig anordning af 29. februar 2004 om tilrettelæggelse af den generelle tarifstruktur og om de grundlæggende principper og procedurer med hensyn til tariffer og distributionsnetsoperatørernes regnskaber vedrørende naturgas på belgisk område (Moniteur belge af 11.3.2004) har følgende ordlyd:

»Tarifelementer knyttet til skatter og afgifter, tillæg, bidrag og honorarer integreres i tariferingen. Disse elementer udgør ikke tariffer som omhandlet i denne anordnings artikel 3-8, men skal medtages i tariferingen af brugerne af nettet. Disse omfatter efter omstændighederne:

tillæg, afgifter og honorarer i forbindelse med finansieringen af offentlige tjenesteydelsesforpligtelser, med hensyn til hvilke der skelnes mellem foranstaltninger af social karakter, foranstaltninger for et rationelt energiforbrug og foranstaltninger for brug af vedvarende energikilder og anlæg af kvalitetskraftvarme […]«

14

Artikel 1 i den kongelige anordning af 3. april 2003 om fakturaer på levering af elektricitet og gas (Moniteur belge af 2.5.2003) bestemmer:

»Fakturaer, der er berigtiget efter aflæsning af måleren for levering af elektricitet og gas, som er rettet til de slutbrugere, der er tilsluttet lavspændingsnettet, og for levering af gas til de slutbrugere, hvis årlige forbrug er mindre end eller lig med 60000 kWh, skal mindst indeholde følgende oplysninger:

[…]

10.

en detaljeret redegørelse for beregningen af det beløb, der skal betales

11.

den tarif, der skal anvendes på transmissionen

12.

den tarif, der skal anvendes på distributionen

13.

de afgifter, der er opkrævet af samtlige offentlige myndigheder betragtet under ét i henhold til kategorier

[…]«

15

Artikel 22a i forbundsloven af 29. april 1999 om organiseringen af elektricitetsmarkedet bestemmer:

»§ 1   Der indføres en årlig føderal afgift, med hvilken det tilsigtes at kompensere for kommunernes tab af indtægter, som er en følge af liberaliseringen af elektricitetsmarkedet, som fastsættes på følgende grundlag: […]

[…]

§ 4   Den i de foregående bestemmelser omhandlede afgift modtages af distributionsnetoperatørerne.

Distributionsnetoperatørerne kan i form af et tillæg, der anvendes på de skattepligtige afhængigt af prøvetagningsstedet, på tarifferne for tilslutning til det pågældende distributionsnet overvælte den føderale afgift, med hvilken det tilsigtes at kompensere for kommunernes tab af indtægter, som er en følge af liberaliseringen af elektricitetsmarkedet, på deres kunder, som derefter kan fakturere deres kunder indtil det tidspunkt, hvor tillægget endeligt faktureres den, der har forbrugt megawattimerne til eget brug.«

16

Artikel 3 i den ministerielle bekendtgørelse af 13. maj 2005 om gennemførelsen af denne artikel 22a (Moniteur belge af 18.5.2005, s. 123450) bestemmer:

»Leverandørerne fakturerer slutbrugerne for den i lovens artikel 22a omhandlede føderale afgift på følgende vis: […]«

Sagens faktiske omstændigheder og den administrative procedure

17

Siden elektricitetsbekendtgørelsen og gasbekendtgørelsen trådte i kraft, har elektricitets- og gasleverandøren Electrabel SA (herefter »Electrabel«) faktureret de EU-institutioner, der er beliggende i Bruxelles, for afgifter forbundet med levering af elektricitet og gas, som siden den 1. juli 2004 er blevet regnskabsført tydeligt på fakturaerne som »regionale afgifter«.

18

Allerede i august 2004 forhørte EU-institutionerne sig om karakteren af disse afgifter såvel som karakteren af de føderale afgifter med tilsvarende indhold på gassen og elektriciteten. Henset til, at de omtvistede afgifter havde karakter af indirekte skatter, anmodede Kommissionen ved skrivelse af 28. juli 2005 de belgiske statslige myndigheder og myndighederne i hovedstadsregionen Bruxelles om fritagelse og tilbagebetaling af erlagte afgifter og standsede indbetalingerne til Electrabel for regionale og føderale afgifter fra og med denne dato.

19

Ved skrivelser af 3. marts 2006, 20. december 2007 og 18. april 2008 indrømmede de statslige myndigheder Kommissionen fritagelse for de føderale afgifter, som denne havde anmodet om, idet de var af den opfattelse, at disse afgifter kunne anses for at udgøre en afgift, der indgår i prisen for et salg.

20

I september 2008 betalte Kommissionen imidlertid beløbene for de regionale afgifter og fortsatte herefter med at betale dem for at undgå, at leveringen skulle ophøre fra Electrabels side, der selv skulle indbetale disse beløb til netoperatøren Sibelga, som er fælleskommunal eneoperatør med hensyn til elektricitets- og gasnettet i hovedstadsregionen Bruxelles.

21

Ved skrivelse af 3. januar 2007 svarede den kompetente minister i hovedstadsregionen Bruxelles, at han ikke kunne efterkomme Kommissionens anmodning af 28. juli 2005, med den begrundelse, at elektricitetsafgiften udgjorde en modydelse for en bestemt tjenesteydelse, som Kommissionen havde fået stillet til rådighed eller kunne få stillet til rådighed, og at elektricitetsbekendtgørelsen ikke underlagde Kommissionen nogen skattemæssig forpligtelse, eftersom det alene er indehavere af en tilladelse til levering, nemlig Electrabel i det foreliggende tilfælde, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

22

Ved skrivelse af 21. december 2007 redegjorde den kompetente minister i hovedstadsregionen Bruxelles for grundene til, at han ikke delte Kommissionen opfattelse, hvorefter størstedelen af de tjenesteydelser, der er nævnt i elektricitetsbekendtgørelsens artikel 24, ikke kan leveres til Kommissionen. Hvad angår karakteren af den omhandlede afgift henviste ministeren dernæst til dom Kommissionen mod Belgien (C-437/04, EU:C:2007:178) og anførte, at den afgift, der er omhandlet i elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26, i modsætning til den føderale afgift, kun omfatter indehavere af en tilladelse til levering, og at disses aftalemæssige eller økonomiske overvæltning på kunderne ikke kan give anledning til fritagelse.

23

Den 27. juni 2008 sendte Kommissionen en første åbningsskrivelse til Kongeriget Belgien, som Kongeriget Belgien besvarede ved skrivelse af 9. september 2008.

24

I sin besvarelse på en skrivelse af 10. november 2008, hvori Kommissionen formelt havde anmodet den kompetente minister i hovedstadsregionen Bruxelles om tilbagebetaling af de beløb, som var blevet indbetalt i form af de omtvistede afgifter, blev denne anmodning ikke imødekommet af ministeren, idet denne var af den opfattelse, at der var tale om aftalemæssige relationer mellem EU-institutionerne og leverandøren Electrabel.

25

Som følge af denne stillingtagen sendte Kommissionen den 15. april 2009 en supplerende åbningsskrivelse til de belgiske myndigheder, hvori den gjorde gældende, at anvendelsen af elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26 og gasbekendtgørelsens artikel 20 på EU-institutionerne udgjorde en tilsidesættelse af den skattemæssige immunitet, som institutionerne er tillagt i henhold til protokollens artikel 3. Kommissionen gjorde nærmere bestemt gældende, at de omtvistede afgifter udgjorde indirekte skatter, og at deres overvæltning på slutbrugerne på ingen måde var en følge af et aftalevilkår, der frit var blevet forhandlet med energileverandørerne. Kommissionen anførte ligeledes, at afgifterne havde karakter af en skat og ikke af et honorar, idet de ikke opfyldte de i Domstolens praksis fastsatte betingelser for at kunne kvalificeres som »betalinger for en almennyttig offentlig ydelse« som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 2.

26

Ved skrivelse af 10. juni 2009 bestred den kompetente minister i hovedstadsregionen Bruxelles denne redegørelse fra Kommissionen og gjorde nærmere bestemt gældende, at de mål, der forfulgtes med de omhandlede afgifter, var finansiering af offentlige tjenesteydelsesopgaver vedrørende politik på miljøområdet, at flere af de tjenesteydelser, der er omhandlet i elektricitetsbekendtgørelsen og gasbekendtgørelsen, kom EU-institutionerne til gode eller kunne komme dem til gode, og at EU-institutionerne ikke var afgiftspligtige i forhold til de omtvistede afgifter, idet afgifterne blot blev opkrævet i henhold til aftaler, som forbandt dem med elektricitets- og gasleverandørerne.

27

Ved skrivelse af 27. februar 2012 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Kongeriget Belgien i henhold til artikel 258 TEUF, som de belgiske myndigheder besvarede ved skrivelse af 23. april 2012, hvori de gentog deres ovenfor anførte synspunkter.

28

Da Kongeriget Belgiens argumentation ikke har ændret Kommissionens opfattelse, har den besluttet at anlægge sag ved Domstolen.

29

Sideløbende med den traktatbrudsprocedure, der er indledt ved Domstolen, har EU-institutionerne indledt en administrativ og retslig procedure på nationalt plan med henblik på tilbagebetaling af de beløb, der svarer til de omtvistede afgifter, som institutionerne mener at have betalt med urette.

Om søgsmålet

Om anvendelsen af protokollens artikel 3, stk. 2

Parternes argumenter

30

For så vidt angår karakteren af de omtvistede afgifter bemærker Kommissionen, at det i henhold til Domstolens praksis tilkommer Domstolen at kvalificere en pålæggelse, en skat, et gebyr eller en afgift i relation til EU-retten efter deres objektive kendetegn, uden hensyn til, hvorledes de er betegnet i national ret (Bautiaa og Société française maritime, C-197/94 og C-252/94, EU:C:1996:47, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det væsentlige element med hensyn til den indirekte karakter af en skat er, at skatten opkræves i forbindelse med en udgift eller et forbrug, hvorimod en direkte skat pålægges indtægt eller formue. Imidlertid er den omstændighed, der har givet anledning til de omtvistede afgifter, blot en tilladelse til levering af el og gas, hvilket ikke har nogen forbindelse til elektricitetsleverandørens eller gasdistributionsnetoperatørens formue eller indtægter. Denne afgiftsudløsende omstændighed er egentlig uløseligt forbundet med forbruget af elektricitet eller gas i forhold til den kapacitet, som den endelige kunde har til rådighed. Dette godtgøres endvidere af det forhold, at beløbet for disse afgifter beregnes på baggrund af denne kapacitet.

32

De omtvistede afgifter udgør derfor indirekte skatter, der indgår i priserne for det elektricitets- og gasforbrug, der er faktureret EU-institutionerne som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 2. I denne henseende er det med henblik på kvalificeringen af en skat uden betydning, hvem der formelt kvalificeres som »afgiftspligtig«. Endvidere medfører fraværet af en lovbestemt forpligtelse til overvæltning ikke, at en forbrugsafgift får karakter af en direkte afgift på indtægt eller formue.

33

Kommissionen har gjort gældende, at de øvrige betingelser for anvendelse af protokollens artikel 3, stk. 2, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Elektriciteten og gassen skal sidestilles med immaterielle goder, der har været genstand for Unionens større indkøb til tjenestebrug.

34

Kongeriget Belgien er af den opfattelse, at den skattemæssige immunitet, der er fastsat i protokollen, udelukkende gælder med hensyn til nationale ordninger, der »pålægger« EU-institutionerne direkte eller indirekte skatter, og at denne immunitet til gengæld ikke finder anvendelse, når aftalemæssige bestemmelser overvælter en byrde på institutionerne, som frivilligt er forhandlet med deres medkontrahent.

35

I det foreliggende tilfælde udpeger elektricitetsbekendtgørelsen indehaveren af en tilladelse til levering som den afgiftspligtige vedrørende elektricitetsafgiften, og gasbekendtgørelsen udpeger distributionsnetoperatøren som den afgiftspligtige vedrørende gasafgiften. Eftersom EU-institutionerne ikke er udpeget som afgiftspligtige, kan den skattemæssige immunitet i protokollens artikel 3 således ikke finde anvendelse på dem, idet ingen lovregel eller administrativ bestemmelse pålægger de udpegede afgiftspligtige ved en aftale at overvælte de omtvistede afgifter på deres kunder. En hvilken som helst markedssituation, hvori alle leverandørerne overvælter de omtvistede afgifter på deres slutbrugere, kan ikke medføre, at EU-institutionerne af denne grund er skattemæssigt immune (dom Kommissionen mod Belgien, C-437/04, EU:C:2007:178, præmis 53 og 58).

36

Ifølge Kongeriget Belgien bevirker en eventuel overvæltning af de omtvistede afgifter ikke, at afgifterne bliver indirekte skatter for EU-institutionerne, henset til, at der består et aftalemæssigt forhold mellem institutionerne og deres leverandør, som er tilstrækkeligt til at godtgøre, at kvalificeringen som »skat« med hensyn til disse institutioner ikke kan tages til følge. Det er endvidere uden betydning, om de omtvistede afgifter kvalificeres som »direkte skatter« eller »indirekte skatter«, idet skyldneren på udtrykkelig vis er identificeret som værende EU-institutionernes medkontrahent. De omtvistede afgifter er derfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for protokollens artikel 3.

37

Endvidere er der ikke overensstemmelse mellem de omtvistede afgifter og den føderale afgift, der er indført ved forbundsloven af 29. april 1999, for så vidt som slutbrugerne på udtrykkelig vis er udpeget som skattepligtige vedrørende den føderale afgift i henhold til denne lovs artikel 22a, stk. 4.

Domstolens bemærkninger

38

Det skal bemærkes, at Domstolen har fastslået, at protokollens artikel 3, stk. 1 og 2, fastlægger to forskellige immunitetsordninger afhængigt af, om der er tale om direkte eller indirekte skatter, og at denne forskel på ordningerne er af væsentlig betydning med henblik på at afgøre spørgsmålet om immunitet (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Belgien, C-437/04, EU:C:2007:178, præmis 36-38 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det er ubestridt, at de omtvistede afgifter i det foreliggende tilfælde ikke anvendes på indtægter eller formue som omhandlet i Domstolens praksis (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Belgien, C-437/04, EU:C:2007:178, præmis 44). Endvidere skal det bemærkes, at elektricitets- og gasleverandørerne medtager de omtvistede afgifter på de fakturaer til EU-institutionerne, der vedrører disse leveringer. Disse afgifter skal således anses for at være indirekte skatter som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 2.

40

I denne henseende skal det således fremhæves, at de konklusioner, som Domstolen er nået frem til i dom Kommissionen mod Belgien (C-437/04, EU:C:2007:178), ikke kan overføres til den foreliggende sag. I den sag, der gav anledning til denne dom, var der således tale om en direkte skat, der var pålagt indehavere af tinglige rettigheder, og denne skat var i henhold til en aftale overvæltet på EU-institutionerne i deres egenskab af lejere.

41

For så vidt angår betingelserne for anvendelse af protokollens artikel 3, stk. 2, er det ubestridt, at leveringen af elektricitet og gas til de EU-institutioner, der er beliggende i hovedstadsregionen Bruxelles, er genstand for institutionernes større indkøb til tjenestebrug og er strengt nødvendig for deres regelmæssige funktion. Det fremgår ikke nogen steder i de for Domstolen fremlagte sagsakter, at anvendelsen af disse bestemmelser kan fordreje konkurrencen.

42

Efter Kongeriget Belgiens opfattelse kan protokollens artikel 3, stk. 2, selv i tilfælde af, at de omtvistede afgifter skal kvalificeres som »indirekte skatter«, ikke finde anvendelse, eftersom EU-institutionerne i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke er udpeget som afgiftspligtige vedrørende disse afgifter.

43

Som generaladvokaten har anført i punkt 59 og 60 i sit forslag til afgørelse, skal det i denne henseende bemærkes, at det ikke følger af ordlyden af protokollens artikel 3, stk. 2, at Unionen i den nationale lovgivning skal være udpeget som afgiftspligtig vedrørende indirekte skatter, i det foreliggende tilfælde de omtvistede afgifter, for at den i denne bestemmelse omhandlede immunitet kan finde anvendelse. Bestemmelsen opstiller således alene et krav om, at disse indirekte skatter skal »[indgå] i prisen for fast ejendom« eller løsøre, og at disse priser »omfatter« sådanne skatter.

44

Endvidere bemærkes, at f.eks. i merværdiafgiftssystemet, som protokollens artikel 3, stk. 2, ofte anvendes i, er det som udgangspunkt ikke den endelige forbruger, men leverandøren af varerne eller ydelserne, der er udpeget som den skattepligtige.

45

Med henblik på anvendelsen af protokollens artikel 3, stk. 2, er det således ikke en betingelse, at EU-institutionerne er udpeget som afgiftspligtige i den omhandlede nationale lovgivning.

46

Kongeriget Belgien har desuden gjort gældende, at den immunitet, der er omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 2, kun finder anvendelse, såfremt den omhandlede indirekte skat i henhold til den gældende nationale lovgivning er blevet overvæltet på EU-institutionerne.

47

En sådan betingelse fremgår heller ikke af ordlyden af den pågældende bestemmelse.

48

Det kan imidlertid udledes af den omhandlede skatteordnings art og væsentlige kendetegn, at den pågældende indirekte skat er udtænkt og fastsat med det formål at blive overvæltet på den endelige forbruger.

49

Flere elementer godtgør, at dette er tilfældet i nærværende sag.

50

Det skal konstateres, at den omhandlede nationale lovgivning nøje har fastsat de omtvistede afgifters væsentligste elementer, såsom beregningsgrundlaget og deres takster, med henvisning til forbruget og til slutbrugerne.

51

Elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26, § 3, fastsætter, at elektricitetsafgiften beregnes på grundlag af den kapacitet, der stilles til rådighed for slutbrugerne. På samme måde bestemmer gasbekendtgørelsens artikel 20p, § 3, at gasafgiften beregnes på grundlag af de gasmålere, der er placeret hos slutbrugerne.

52

Endvidere fastsætter elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26, § 4, som ændret, og gasbekendtgørelsens artikel 20, § 4, konkret de afgifter, der opkræves månedligt. I henhold til sidstnævnte bestemmelse tages der ved disse afgifter ligeledes hensyn til det seneste årlige forbrug.

53

Artikel 9 i kongelig anordning af 29. februar 2004 og artikel 1 i kongelig anordning af 3. april 2003 fastsætter, at alle de skatter, afgifter og gebyrer, som samtlige offentlige myndigheder har opkrævet, skal medtages, og der skal på de fakturaer, der vedrører levering af elektricitet og gas, som tilstilles slutbrugerne, specifikt og særskilt henvises hertil.

54

Elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26, stk. 2, som ændret, bestemmer, at den afgiftspligtige er fritaget for elektricitetsafgiften vedrørende den kapacitet, der er til kundernes rådighed til deres jernbane-, sporvogns- eller metrotransportnet. Det følger heraf, at hovedstadsregionen Bruxelles havde til hensigt at indrømme en skattemæssig fordel til brugerne af denne form for aktivitet, hvilket indikerer, at lovgiver tog udgangspunkt i en forudsætning om, at den omhandlede indirekte skat påhviler den endelige forbruger, og at brugerne af det pågældende net i mangel af denne fritagelse er forpligtede til at betale den.

55

Disse vurderinger afsvækkes ikke af den omstændighed, at artikel 22a i forbundsloven af 29. april 1999 udtrykkeligt giver mulighed for, at den føderale afgift kan overvæltes på den endelige forbruger. En forskellig behandling med hensyn til fritagelsen for den føderale afgift og den regionale afgift, som er af samme art, kan vidne om en uoverensstemmelse i medlemsstatens skattesystem.

56

Endelig skal det bemærkes, at de omtvistede afgifter i overensstemmelse med ordlyden af protokollens artikel 3, stk. 2, kan eftergives eller tilbagebetales.

57

Henset til de ovenstående betragtninger skal det konstateres, at de omtvistede afgifter og anvendelsen heraf opfylder de betingelser, der er fastsat i protokollens artikel 3, stk. 2.

Om anvendelsen af protokollens artikel 3, stk. 3

Parternes argumenter

58

Kommissionen har anført, at de omtvistede afgifter ikke kan kvalificeres som »betaling for almennyttige offentlige ydelser« som omhandlet protokollens artikel 3, stk. 3. I overensstemmelse med Domstolens praksis kan en afgift kun udgøre betaling for almennyttige offentlige ydelser som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som sådanne tjenesteydelser leveres eller i det mindste vil kunne leveres til dem, som skal betale den (dom AGF Belgium, C-191/94, EU:C:1996:144, præmis 26). Endvidere forudsætter kvalificeringen af en afgift som »betaling for en almennyttig offentlig ydelse« en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem ydelsens reelle omkostninger og den erlagte afgift (dom Det Europæiske Fællesskab, C-199/05, EU:C:2006:678, præmis 25). Disse to betingelser er ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde.

59

For så vidt angår den første af disse betingelser har Kommissionen gjort gældende, at de belgiske myndigheder med hensyn til elektricitetsafgiften i deres besvarelser i åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse identificerer følgende tre opgaver, som EU-institutionerne får udført eller kan få udført, nemlig programmer for fremme af effektiv anvendelse af elektricitet, aftagelse af elektricitet produceret ved kraftvarme og den offentlige belysning.

60

For så vidt angår den første af disse opgaver, der består i at give præmier, kan en sådan opgave ikke anses for at være en tjenesteydelse. Hvad angår den anden opgave, nemlig at aftage elektricitet produceret ved kraftvarme via netoperatøren, udøver EU-institutionerne ikke virksomhed som leverandør af tjenesteydelser eller virksomhed med fortjeneste for øje. Med hensyn til den tredje opgave vedrørende offentlig forsyning er der tale om en tjenesteydelse til offentlig benyttelse, der ikke specifikt er rettet til EU-institutionerne, men til enhver person i Bruxelles’ gader, uanset om personen er endelig kunde hos en elektricitetsleverandør. En afgift kan imidlertid alene kvalificeres som »betaling for en almennyttig offentlig ydelse« på den betingelse, at den udgør en modydelse for en bestemt tjenesteydelse, der specifikt er leveret eller kan leveres til den, der skal erlægge denne afgift.

61

For så vidt angår gasafgift kan EU-institutionerne ikke få udført de opgaver, der er nævnt i gasbekendtgørelsens artikel 18 og 18a, idet disse opgaver kun vedrører husstande, hvori personerne er omfattet af en særlig social tarif, og kommunerne.

62

Hvad angår den anden betingelse, der er opstillet i Domstolens praksis, har Kommissionen gjort gældende, at elektricitetsafgiften beregnes i forhold til den kapacitet, der stilles til rådighed for slutbrugeren, således at der ikke er nogen sammenhæng mellem det beløb, som EU-institutionerne har betalt, og omkostningerne for de påståede tjenester, der er ydet dem. Kommissionen henviser i denne henseende til eksemplet med offentlig belysning: De store elektricitetsforbrugere, der betaler en højere afgift, har ikke ret til mere offentlig belysning end andre forbrugere. For så vidt angår gasafgift beregnes denne i forhold til antal forbrugte kilowatt-timer, og der er således ingen direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem ydelsens reelle omkostninger og den erlagte afgift.

63

Kongeriget Belgien, der henviser til dom AGF Belgium (C-191/94, EU:C:1996:144, præmis 25 og 26), har anført, at de almennyttige offentlige ydelser, som de omtvistede afgifter er forbundet med, opfylder den første betingelse, som er opstillet i Domstolens praksis i denne henseende, nemlig at de kan leveres til EU-institutionerne. Nærmere bestemt indbefatter programmerne vedrørende effektiv anvendelse af elektricitet og gas elementer, navnlig præmier, som EU-institutionerne kan drage fordele af ved at gennemføre energieffektivitetsforanstaltninger. Kongeriget Belgien har i denne henseende anført en oversigt over størrelsen af de præmier, som EU-institutionerne har modtaget i løbet af de senere år.

64

På samme måde kan foranstaltningerne vedrørende aftagelse af elektricitet, der er produceret ved kraftvarme, komme institutionerne til gode, eftersom de råder over passende anlæg. De samme betragtninger gør sig gældende med hensyn til tjenesteydelsen offentlig belysning, som kan komme EU-institutionerne til gode. Uafhængigt af den omstændighed, at hverken protokollen eller Domstolens praksis opstiller et krav om, at tjenesteydelserne »specifikt« ydes til modtagerne, er en del af den offentlige belysning i hovedstadsregionen Bruxelles specifikt udvalgt til EU-institutionerne og navnlig tilpasset deres specifikke krav.

65

Den anden betingelse, der er opstillet i Domstolens praksis, er ligeledes opfyldt i det foreliggende tilfælde. De omtvistede afgifter beregnes således i forhold til den kapacitet, der stilles til rådighed for nettets brugere, hvilket viser sammenhængen mellem størrelsen af disse afgifter og den tjenesteydelse, der er leveret. Kriteriet om den til rådighed stillede kapacitet synes at være det eneste effektive kriterie navnlig vedrørende den offentlige belysning, som det er meget vanskeligt at måle brugen af.

Domstolens bemærkninger

66

Det følger af Domstolens praksis, at to betingelser skal være opfyldt, for at det kan antages, at en indirekte skat som de omtvistede afgifter udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 3. Ifølge den første af disse betingelser skal sådanne ydelser leveres eller i det mindste kunne leveres til dem, som skal betale en sådan indirekte afgift (dom AGF Belgium, C-191/94, EU:C:1996:144, præmis 26). Ifølge den anden betingelse skal der være en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem ydelsens reelle omkostninger og den erlagte afgift (dom Det Europæiske Fællesskab, C-199/05, EU:C:2006:678, præmis 25). Betingelserne er kumulative.

67

Det skal for det første konstateres, at den omhandlede nationale lovgivning i elektricitetsbekendtgørelsens artikel 24 og 24a og i gasbekendtgørelsens artikel 18 og 18a på nøjagtig vis definerer de offentlige tjenesteydelsesopgaver, som skal finansieres af udbyttet af de omtvistede afgifter.

68

Som Kongeriget Belgien selv har anerkendt, er det imidlertid ikke alle de tjenesteydelser, der er omfattet af disse opgaver, der kan leveres til EU-institutionerne. Dette angår bl.a. uafbrudt minimumslevering af elektricitet og gas til husstandenes forbrug og levering af disse goder til en særlig social tarif. Kongeriget Belgien har anerkendt, at EU-institutionerne alene kan have gavn af tre af disse opgaver, nemlig aftagelse af elektricitet produceret ved kraftvarme, fremme af rationel anvendelse af elektricitet og gas og den offentlige belysning.

69

Som det fremgår af den omhandlede nationale lovgivning, tilsigtes det for det andet, at beløbene fra de omtvistede afgifter skal dække omkostningerne for alle de offentlige tjenesteydelsesopgaver, der er fastsat i denne lovgivning.

70

Det skal således konstateres, at de omtvistede afgifter, som EU-institutionerne har erlagt, ligeledes anvendes til finansiering af de offentlige tjenesteydelsesopgaver, som ikke kan være til gavn for disse institutioner. Det følger derfor af denne ene omstændighed, at den første betingelse, der er anført i denne doms præmis 66, ikke er opfyldt, og hvad angår den anden betingelse ligeledes, at der ikke er en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem størrelsen af de omtvistede afgifter og de reelle omkostninger af de offentlige tjenesteydelser, der er fastsat i den nationale lovgivning.

71

Det skal konstateres, at der heller ikke er en sådan sammenhæng med hensyn til de tre offentlige tjenesteydelsesopgaver, som EU-institutionerne kan have gavn af.

72

Beregningsgrundlaget for de omtvistede afgifter udgør nemlig ikke en tilstrækkelig sammenhæng med de sædvanlige måleenheder til afmåling af elektricitet produceret ved kraftvarme, som kan være kilowattime, eller til afmåling af den offentlige belysning, som kan være dimensionerne af det belyste område eller en måleenhed vedrørende lysets energimængde.

73

Selv om visse almennyttige offentlige ydelser kan komme EU-institutionerne til gode, giver den omhandlede nationale lovgivning således ikke mulighed for at fastslå dette.

74

Det krav, som Domstolen har opstillet i sin praksis, om, at der skal være en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem de reelle omkostninger af de offentlige tjenesteydelsesopgaver, der er omhandlet i den nationale lovgivning, og de omtvistede afgifter, inden EU-institutionerne som modtagere af tjenesteydelserne erlægger disse afgifter, er i dette tilfælde derfor ikke opfyldt.

75

Det skal således konstateres, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til protokollens artikel 3, stk. 2, idet det ikke har indrømmet EU-institutionerne en fritagelse fra de afgifter, der er omhandlet i elektricitetsbekendtgørelsens artikel 26 og gasbekendtgørelsens artikel 20, som ændrede, og ved at modsætte sig tilbagebetalingen af disse afgifter, som hovedstadsregionen Bruxelles har opkrævet.

Sagens omkostninger

76

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Kongeriget Belgien har tabt sagen, bør det pålægges dette at betale sagens omkostninger.

 

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):

 

1)

Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i protokollen af 8. april 1965 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der oprindeligt var bilagt traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber, og som dernæst, i henhold til Lissabontraktaten, har været bilagt EU-traktaten, EUF-traktaten og Euratomtraktaten som protokol nr. 7, idet det ikke har indrømmet EU-institutionerne en fritagelse for de afgifter, der er omhandlet i artikel 26 i bekendtgørelsen om organiseringen af el-markedet i hovedstadsregionen Bruxelles (ordonnance relative à l’organisation du marché de l’électricité en Région de Bruxelles Capitale) og artikel 20 i bekendtgørelsen om organiseringen af gasmarkedet i hovedstadsregionen Bruxelles (ordonnance relative à l’organisation du marché du gaz en Région de Bruxelles Capitale), som ændrede, og ved at modsætte sig tilbagebetalingen af disse afgifter, som hovedstadsregionen Bruxelles har opkrævet.

 

2)

Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

 

Underskrifter


( *1 )   Processprog: fransk.

Op