11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/1

(1)

Rådets direktiv 90/314/EØF (3) giver forbrugerne en række vigtige rettigheder med hensyn til pakkerejser, særligt med hensyn til krav om oplysninger, de erhvervsdrivendes ansvar for levering af pakkerejsen i overensstemmelse med aftalen og beskyttelse mod en rejsearrangørs eller formidlers insolvens eller konkurs. Det er imidlertid nødvendigt at tilpasse reglerne i lovgivningen til udviklingen på markedet for at gøre dem mere egnede til det indre marked, fjerne visse tvetydigheder og afhjælpe den manglende regulering af visse forhold.

(2)

Turismen spiller en væsentlig rolle i Unionens økonomi, og pakkerejser, pakkeferier og pakketure (»pakkerejser«) udgør en væsentlig andel af rejsemarkedet. Dette marked er undergået væsentlige forandringer siden vedtagelsen af direktiv 90/314/EØF. Ved siden af de traditionelle distributionskanaler har internettet fået stigende betydning som medium, hvor rejseydelser udbydes eller sælges. Rejseydelser kombineres ikke alene i form af traditionelle pakkerejser, der er arrangeret på forhånd, men kombineres ofte efter kundens behov. Mange af disse kombinationer af rejseydelser befinder sig i en juridisk »gråzone« eller er klart ikke omfattet af direktiv 90/314/EØF. Nærværende direktiv tager sigte på at tilpasse beskyttelsens omfang til at tage højde for denne udvikling, på at skabe større gennemsigtighed og på at øge retssikkerheden både for de rejsende og for de erhvervsdrivende.

(3)

Efter artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF.

(4)

Direktiv 90/314/EØF indrømmer medlemsstaterne et vidt skøn ved gennemførelsen. Der er derfor stadig betydelige forskelle mellem lovene i medlemsstaterne. Forskellige regler fører til højere omkostninger for virksomhederne og lægger hindringer i vejen for dem, der ønsker at drive virksomhed på tværs af landegrænserne, hvorved forbrugernes valgmuligheder begrænses.

(5)

I henhold til artikel 26, stk. 2, og artikel 49 i TEUF skal det indre marked udgøre et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og etableringsfrihed. Harmoniseringen af de rettigheder og forpligtelser, der følger af aftaler vedrørende pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer er nødvendig, hvis der skal skabes et egentligt indre marked for forbrugerne på dette område og findes den rette balance mellem et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og virksomhedernes konkurrenceevne.

(6)

Det fulde potentiale i markedet for salg af pakkerejser over landegrænserne i Unionen er endnu ikke fuldt udnyttet. Forskellene på de regler, der beskytter de rejsende i forskellige medlemsstater, medvirker til at afskrække de rejsende i en medlemsstat fra at købe pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer i en anden medlemsstat og medvirker på samme måde til at afskrække rejsearrangører og formidlere i en medlemsstat fra at sælge disse ydelser i en anden medlemsstat. Det er nødvendigt at foretage en yderligere tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, så de rejsende og de erhvervsdrivende kan drage fuld nytte af det indre marked, samtidig med at der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen.

(7)

De fleste rejsende, der køber pakkerejser eller sammensatte rejsearrangementer, er forbrugere i EU-forbrugerlovgivningens forstand. Det er dog ikke altid let at udskille forbrugerne fra repræsentanter for små virksomheder eller erhvervsdrivende, der bestiller rejser i tilknytning til deres virksomhed eller erhverv gennem de samme kanaler som forbrugerne. Disse rejsende har ofte behov for et tilsvarende beskyttelsesniveau. Derimod er der virksomheder og organisationer, der arrangerer rejser på grundlag af en generel aftale, der ofte er indgået med henblik på flere rejsearrangementer eller en nærmere bestemt periode, f.eks. med et rejsebureau. Denne type rejsearrangementer kræver ikke det samme beskyttelsesniveau som det, der er tiltænkt forbrugerne. Derfor bør dette direktiv finde anvendelse på forretningsrejsende, herunder udøvere af liberale erhverv, eller selvstændige erhvervsdrivende eller andre fysiske personer, hvis de ikke arrangerer rejser på grundlag af en generel aftale. Med henblik på at undgå en sammenblanding med begrebet »forbruger« som defineret i anden EU-lovgivning bør de personer, der nyder beskyttelse efter dette direktiv, betegnes »rejsende«.

(8)

Rejseydelser kan kombineres på mange forskellige måder, og derfor bør alle kombinationer af rejseydelser, der har visse kendetegn, som rejsende typisk forbinder med pakkerejser, anses for at være pakkerejser, navnlig hvis forskellige rejseydelser kombineres i et enkelt rejseprodukt, som rejsearrangøren påtager sig ansvaret for bliver leveret i overensstemmelse med aftalen. I overensstemmelse med retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol (4) bør det ikke gøre nogen forskel, om rejseydelserne kombineres, før der er etableret kontakt med den rejsende, eller på den rejsendes foranledning eller i overensstemmelse med en udvælgelse, den rejsende har foretaget. De samme principper bør finde anvendelse, uanset om bestillingen foretages gennem en detailhandlende eller online.

(9)

Af hensyn til gennemsigtigheden bør der sondres mellem pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, hvor online- eller detailhandlende formidler tilvejebringelse af rejseydelser for rejsende med henblik på den rejsendes indgåelse af aftaler om rejseydelser med forskellige tjenesteydere, herunder gennem forbundne bestillingsprocedurer, idet disse rejsearrangementer ikke har en pakkerejses kendetegn, og det derfor ikke ville være rimeligt at anvende alle de forpligtelser, der gælder i forbindelse med pakkerejser, på de sammensatte rejsearrangementer.

(10)

I lyset af markedsudviklingen bør pakkerejser defineres yderligere på grundlag af alternative saglige kriterier, som hovedsageligt vedrører, hvordan rejseydelserne præsenteres eller købes, og hvor rejsende kan have en rimelig forventning om at blive beskyttet af dette direktiv. Det er f.eks. tilfældet, når forskellige typer af rejseydelser købes med henblik på den samme rejse eller ferie fra et enkelt salgssted, og disse ydelser er blevet valgt inden den rejsende accepterer at betale, dvs. inden for samme bestillingsprocedure, og når ydelserne udbydes, sælges eller faktureres til en samlet pris, samt når sådanne tjenester annonceres eller sælges under betegnelsen »pakkerejse« eller under en lignende betegnelse, der angiver en tæt forbindelse mellem de pågældende rejseydelser. Sådanne lignende betegnelser kunne f.eks. være »samlet tilbud«, »all inclusive« eller »arrangement med alt inkluderet«.

(11)

Det bør præciseres, at rejseydelser, der kombineres efter indgåelse af en aftale, hvorved en erhvervsdrivende giver den rejsende ret til at vælge blandt et udvalg af forskellige typer rejseydelser, som f.eks. ved gaveæsker indeholdende en pakkerejse, anses for at udgøre pakkerejser. Endvidere bør en kombination af rejseydelser anses for at være en pakkerejse, når den rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse overføres mellem de erhvervsdrivende, og endnu en aftale indgås senest 24 timer efter, at bestillingen af den første rejseydelse er bekræftet.

(12)

Samtidig bør der sondres mellem sammensatte rejsearrangementer og rejseydelser, som rejsende bestiller særskilt, ofte på forskellige tidspunkter, selv hvis det er med henblik på den samme rejse eller ferie. Der bør også sondres mellem sammensatte rejsearrangementer online og linkede websider, hvis formål ikke er, at der skal indgås en aftale med den rejsende, og link, hvorigennem rejsende alene bliver oplyst om andre rejseydelser generelt, f.eks. når et hotel eller en arrangør af en begivenhed på deres websted angiver en liste over alle de operatører, der tilbyder transport til deres placering, uden at dette står i forbindelse med en bestilling, eller når der bruges »cookies« eller metadata til at indsætte annoncer på websteder.

(13)

Der bør fastsættes særlige regler for både online- og detailhandlende, som under et enkelt besøg eller i forbindelse med en enkelt kontakt på deres salgssted bistår rejsende med at indgå særskilte aftaler med forskellige tjenesteydere, og for onlinehandlende, som f.eks. gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer på målrettet vis formidler køb af som minimum én yderligere rejseydelse fra en anden erhvervsdrivende, når en aftale indgås højst 24 timer efter bekræftelsen af den første rejseydelse. En sådan formidling vil ofte være baseret på et kommercielt link, der indebærer betaling mellem den erhvervsdrivende, der formidler køb af yderligere rejseydelser, og den anden erhvervsdrivende, uanset beregningsmetoden for en sådan betaling, som f.eks. kan baseres på antallet af klik eller på omsætningen. Disse regler ville f.eks. finde anvendelse, når en rejsende sammen med bekræftelsen af bestillingen af en første rejseydelse såsom en fly- eller togrejse modtager en opfordring til at bestille en yderligere rejseydelse, der fås på den valgte rejsedestination, f.eks. et hotelophold, med et link til det websted, hvor der kan foretages bestilling, hos en anden tjenesteyder eller mellemmand. Selv om disse arrangementer ikke bør udgøre pakkerejser i dette direktivs forstand, i medfør af hvilket én rejsearrangør er ansvarlig for, at rejseydelserne leveres i overensstemmelse med aftalen, udgør disse sammensatte rejsearrangementer en alternativ forretningsmodel, der ofte er i nær konkurrence med pakkerejser.

(14)

For at sikre fair konkurrence og beskytte de rejsende bør forpligtelsen til i tilstrækkeligt omfang at godtgøre, at der er garanti for refusion af betalinger og hjemtransport af de rejsende i tilfælde af insolvens eller konkurs, også finde anvendelse ved sammensatte rejsearrangementer.

(15)

Køb af en særskilt rejseydelse i form af en enkelt rejseydelse bør hverken anses for at være en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement.

(16)

For at skabe øget klarhed for de rejsende og give dem mulighed for at træffe et kvalificeret valg mellem de forskellige typer rejsearrangementer, der udbydes, bør erhvervsdrivende have pligt til klart og tydeligt at oplyse, om de tilbyder en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, og stille oplysninger til rådighed om det tilsvarende beskyttelsesniveau, før den rejsende accepterer at betale. En erhvervsdrivendes erklæring om, hvilken retlig karakter det rejseprodukt, der markedsføres, har, bør svare til det pågældende produkts faktiske retlige karakter. De relevante retshåndhævende myndigheder bør gribe ind, hvis de erhvervsdrivende ikke giver de rejsende korrekte oplysninger.

(17)

Kun kombinationer af visse forskellige typer af rejseydelser såsom indkvartering, befordring af passagerer med bus, tog, eller ad sø- eller luftvejen samt udlejning af motorkøretøjer eller visse motorcykler bør tages i betragtning ved fastlæggelsen af, hvorvidt der er tale om en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement. Indkvartering for at tage mere varigt ophold, herunder i forbindelse med længerevarende sprogkurser, bør ikke anses for indkvartering i dette direktivs forstand. Finansielle ydelser, såsom rejseforsikringer, bør ikke betragtes som rejseydelser. Endvidere bør ydelser, der er en uløselig del af en anden rejseydelse, ikke betragtes som rejseydelser i sig selv. Dette omfatter f.eks. transport af bagage, der leveres som en del af befordring af passagerer, mindre transportydelser, såsom befordring af passagerer som led i en guidet tur eller transport mellem et hotel og en lufthavn eller en banegård, måltider, drikkevarer og rengøring, der leveres som en del af indkvartering, eller adgang til faciliteter på stedet, f.eks. en swimmingpool, en sauna, en spa eller et motionsrum, som er inkluderet for hotelgæster. Det betyder også, at i tilfælde, hvor der i modsætning til et krydstogt leveres indkvartering natten over som en del af passagertransport ad vej, med jernbane eller ad sø- eller luftvejen, bør indkvartering ikke betragtes som en rejseydelse i sig selv, hvis den primære bestanddel tydeligvis er transport.

(18)

Andre turistydelser, der ikke er en uløselig del af befordring af passagerer, indkvartering eller udlejningen af motorkøretøjer eller visse motorcykler, kan f.eks. bestå i entré til koncerter, sportsbegivenheder, udflugter eller forlystelsesparker, guidede ture, liftkort og leje af sportsudstyr såsom skiudstyr eller spabehandlinger. Hvis sådanne ydelser kun kombineres med én anden type rejseydelse, f.eks. indkvartering, bør dette dog kun medføre sammensætning af en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, hvis de udgør en væsentlig andel af pakkerejsens eller det sammensatte rejsearrangements samlede værdi eller annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af rejsen eller ferien. Hvis andre turistydelser udgør 25 % eller mere af kombinationens værdi, bør disse ydelser anses for at udgøre en væsentlig andel af pakkerejsens værdi eller de sammensatte rejsearrangementer. Det bør præciseres, at det ikke udgør en pakkerejse, hvis der tilføjes andre turistydelser til f.eks. hotelophold, som er bestilt som en særskilt ydelse efter den rejsendes ankomst til hotellet. Dette bør ikke medføre en omgåelse af direktivet, hvor rejsearrangører eller formidlere tilbyder den rejsende valget mellem yderligere turistydelser på forhånd og derefter tilbyder først at indgå aftalen om disse ydelser, efter at leveringen af den første rejseydelse er påbegyndt.

(19)

Da der ikke er et lige så stort behov for at beskytte rejsende ved korte ture, og for ikke at pålægge de erhvervsdrivende en unødvendig byrde, bør ture, der varer under 24 timer, og som ikke omfatter indkvartering, samt pakkerejser eller sammensatte rejsearrangementer, der udbydes eller formidles lejlighedsvis og på nonprofitbasis og kun til en begrænset gruppe af rejsende, ikke være omfattet af direktivet. Sidstnævnte kan f.eks. omfatte ture, der højst et par gange om året arrangeres af velgørende organisationer, sportsklubber eller skoler for deres medlemmer uden at blive udbudt til offentligheden. Passende oplysninger om denne udelukkelse bør gøres tilgængelig for offentligheden for at sikre, at erhvervsdrivende og rejsende i passende omfang er oplyst om, at disse pakkerejser eller sammensatte rejsearrangementer ikke er omfattet af dette direktiv.

(20)

Dette direktiv bør ikke berøre national aftaleret, for så vidt angår de forhold, der ikke er reguleret i direktivet.

(21)

Medlemsstaterne bør fortsat i overensstemmelse med EU-retten have kompetence til at anvende bestemmelserne i dette direktiv på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne kan derfor opretholde eller indføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserne eller visse bestemmelser i dette direktiv, for så vidt angår aftaler, der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde. For eksempel kan medlemsstaterne opretholde eller indføre tilsvarende bestemmelser for visse enkeltstående aftaler vedrørende enkelte rejseydelser (såsom leje af feriehuse) eller for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der udbydes eller formidles på nonprofitbasis til en begrænset gruppe af rejsende, og kun lejlighedsvist, eller for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, der ikke omfatter indkvartering.

(22)

Det, der navnlig kendetegner en pakkerejse, er, at der er én erhvervsdrivende, der som rejsearrangør er ansvarlig for, at hele pakkerejsen leveres i overensstemmelse med aftalen. Kun i tilfælde, hvor en anden erhvervsdrivende optræder som rejsearrangør af en pakkerejse, bør den erhvervsdrivende, typisk et detail- eller onlinerejsebureau, kunne nøjes med at optræde som formidler eller mellemmand og ikke have ansvaret som rejsearrangør. Hvorvidt en erhvervsdrivende optræder som arrangør af en given pakkerejse, bør afhænge af, i hvilken grad denne erhvervsdrivende er involveret i sammensætningen af pakkerejsen, og ikke af, hvordan den erhvervsdrivende betegner sin virksomhed. Når det overvejes, om en erhvervsdrivende er rejsearrangør eller formidler, bør det ikke gøre nogen forskel, om den erhvervsdrivende selv leverer ydelserne eller præsenterer sig som et rejsebureau, der handler på vegne af den rejsende.

(23)

Direktiv 90/314/EØF har indrømmet medlemsstaterne skønsbeføjelser til at fastsætte, hvorvidt formidlere, rejsearrangører eller både formidlere og rejsearrangører er ansvarlige for, at en pakkerejse leveres i overensstemmelse med aftalen. Denne fleksibilitet har ført til tvetydigheder i nogle medlemsstater med hensyn til, hvilke erhvervsdrivende der er ansvarlige for leveringen af de relevante rejseydelser. Det bør derfor klargøres i nærværende direktiv, at rejsearrangørerne er ansvarlige for leveringen af de rejseydelser, der er inkluderet i aftalen om pakkerejsen, medmindre det er fastsat i national ret, at både rejsearrangøren og formidleren er ansvarlige.

(24)

Med hensyn til pakkerejser bør formidlere sammen med rejsearrangøren være ansvarlige for, at der gives tilstrækkelige oplysninger forud for aftalens indgåelse. For at lette kommunikationen, særligt i forhold over landegrænserne, bør rejsende kunne kontakte rejsearrangøren gennem den formidler, de har købt pakkerejsen igennem.

(25)

Den rejsende bør have alle nødvendige oplysninger inden købet af pakkerejsen, uanset om den sælges ved hjælp af fjernkommunikation, på forretningsstedet eller ved hjælp af andre former for distribution. Ved videregivelsen af disse oplysninger bør den erhvervsdrivende tage hensyn til de særlige behov hos rejsende, som er særlig sårbare på grund af deres alder eller fysiske handicap, når den erhvervsdrivende med rimelighed kunne indse, at der var sådanne behov.

(26)

Vigtige oplysninger, f.eks. om de væsentligste kendetegn ved rejseydelserne eller priser, der forekommer i annoncer, på rejsearrangørens websted eller i brochurer som en del af oplysningerne forud for aftalens indgåelse, bør være bindende, medmindre rejsearrangøren forbeholder sig ret til at foretage ændring heraf og disse ændringer klart, forståeligt og tydeligt meddeles den rejsende inden indgåelse af aftalen om pakkerejsen. I lyset af de nye kommunikationsteknologier, der gør det nemt at foretage ajourføringer, er der imidlertid ikke længere noget behov for at fastsætte særlige regler om brochurer, men det bør i stedet sikres, at ændringer af oplysningerne forud for aftalens indgåelse kommunikeres til den rejsende. Det bør altid være muligt at foretage ændringer i oplysninger forud for aftalens indgåelse, når begge parter i aftalen om pakkerejsen udtrykkeligt er enige herom.

(27)

Oplysningskravene i dette direktiv er udtømmende, men bør ikke berøre de oplysningskrav, der stilles i anden gældende EU-lovgivning (5).

(28)

Rejsearrangørerne bør stille generelle oplysninger til rådighed om visumpligt i destinationslandet. Oplysninger om, hvor lang tid det omtrent tager at opnå visum, kan stilles til rådighed i form af en henvisning til officielle oplysninger i destinationslandet.

(29)

Under hensyntagen til de særlige forhold ved aftaler om pakkerejser bør der træffes bestemmelse om aftaleparternes rettigheder og forpligtelser i perioden før og efter pakkerejsens begyndelse, navnlig når pakkerejsen ikke leveres i overensstemmelse med aftalen, eller der sker en ændring i visse omstændigheder.

(30)

Da pakkerejser ofte købes lang tid i forvejen, kan der indtræde uforudsete begivenheder. Den rejsende bør derfor under visse betingelser have ret til at overdrage en aftale om en pakkerejse til en anden rejsende. I disse situationer bør rejsearrangøren kunne kræve sine udgifter betalt, f.eks. hvis en underleverandør opkræver et gebyr for at ændre navnet på den rejsende eller for at annullere en billet til befordring og udstede en ny.

(31)

Rejsende bør også kunne opsige aftalen om en pakkerejse når som helst inden pakkerejsens begyndelse mod betaling af et passende og begrundet opsigelsesgebyr under hensyntagen til forventede omkostningsbesparelser og indtægter fra afsættelse af rejseydelserne til anden side. De bør også have ret til at opsige aftalen om en pakkerejse uden betaling af et opsigelsesgebyr, når leveringen af pakkerejsen vil blive væsentligt berørt af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. Dette kan f.eks. omfatte krigsførelse, andre alvorlige sikkerhedsproblemer såsom terrorisme, betydelige risici for menneskers sundhed såsom udbrud af en alvorlig sygdom på rejsedestinationen eller naturkatastrofer såsom oversvømmelser, jordskælv eller vejrforhold, der gør det umuligt at rejse sikkert til destinationen som fastsat i aftalen om pakkerejsen.

(32)

I særlige situationer bør rejsearrangøren også have ret til at opsige aftalen om pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse uden at betale erstatning, f.eks. hvis minimumsantallet af deltagere ikke er nået, og der i aftalen er taget forbehold for denne mulighed. I så fald bør rejsearrangøren refundere alle de betalinger, der er foretaget i forbindelse med pakkerejsen.

(33)

I visse tilfælde bør rejsearrangører have lov til ensidigt at foretage ændringer i aftalen om en pakkerejse. De rejsende bør dog have ret til at opsige aftalen om en pakkerejse, hvis ændringerne betydeligt forandrer rejseydelsernes væsentligste kendetegn. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis kvaliteten eller værdien af rejseydelserne falder. Ændringer i de afgangs- eller ankomsttider, der er angivet i aftalen om pakkerejsen, bør betragtes som væsentlige, hvis de f.eks. påfører den rejsende betydelig ulejlighed eller ekstra omkostninger, f.eks. ændring af befordring eller indkvartering. Det bør kun være muligt at forhøje prisen, hvis der er ændringer i prisen for befordring af passagerer som følge af prisen på brændstof eller andre energikilder, i skatter eller afgifter, der pålægges af en tredjemand, der ikke direkte er involveret i leveringen af de rejseydelser, der er inkluderet i aftalen om pakkerejsen, eller i valutakurser af relevans for pakkerejsen, og kun hvis aftalen udtrykkeligt tager forbehold for muligheden for en sådan prisstigning og angiver, at den rejsende er berettiget til en prisnedsættelse svarende til et fald i disse priser. Hvis rejsearrangøren foreslår en prisstigning på mere end 8 % af den samlede pris, bør den rejsende have ret til at opsige aftalen om pakkerejsen uden betaling af et opsigelsesgebyr.

(34)

Der bør fastsættes særlige regler om retsmidler i tilfælde af en mangel i opfyldelsen af aftalen om pakkerejsen. Den rejsende bør have ret til at få en løsning på problemer, og når en betydelig andel af de rejseydelser, der er omfattet af aftalen om pakkerejsen, ikke kan leveres, bør den rejsende have tilbudt passende alternative arrangementer. Hvis rejsearrangøren ikke afhjælper manglen inden for en rimelig frist, der fastsættes af den rejsende, bør den rejsende selv kunne gøre det og anmode om refusion af de nødvendige udgifter. I visse tilfælde bør det ikke være nødvendigt at fastsætte en tidsfrist, navnlig hvis øjeblikkelig afhjælpning er påkrævet. Dette gælder for eksempel, når den rejsende bliver nødt til at tage en taxa for at nå sit fly til tiden, fordi en bus, der er organiseret af rejsearrangøren, er forsinket. Rejsende bør også have ret til prisnedsættelse, opsigelse af aftalen om pakkerejsen og/eller erstatning. Erstatningen bør også dække ikkeøkonomisk skade, f.eks. erstatning for tabt rejse- eller ferieglæde, fordi der er væsentlige problemer med leveringen af de relevante rejseydelser. Den rejsende bør være forpligtet til uden unødig forsinkelse, under hensyn til sagens omstændigheder, at oplyse rejsearrangøren om en eventuel mangel, som vedkommende konstaterer under levering af en rejseydelse, der er inkluderet i aftalen om pakkerejsen. Undladelse af at gøre dette kan tages i betragtning ved fastsættelsen af den passende prisnedsættelse eller erstatning, når en sådan meddelelse ville have undgået eller mindsket skaden.

(35)

For at sikre sammenhæng i reglerne bør dette direktivs bestemmelser tilpasses til de internationale konventioner, der regulerer rejseydelser, og med EU-lovgivningen om passagerrettigheder. Når rejsearrangøren er ansvarlig for manglende eller mangelfuld levering af de rejseydelser, der er omfattet af aftalen om pakkerejsen, bør rejsearrangøren kunne påberåbe sig de begrænsninger i tjenesteydernes ansvar, der er fastsat i internationale konventioner, såsom Montrealkonventionen af 1999 om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (6), konventionen af 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF) (7) og Athenkonventionen af 1974 om transport af passagerer og deres bagage til søs (8). Når det på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder er umuligt at sikre rettidig befordring af den rejsende tilbage til afrejsestedet, bør rejsearrangøren bære omkostningerne ved den rejsendes nødvendige indkvartering, dog højst for en periode på tre nætter for hver rejsende, medmindre der er fastsat længere perioder i eksisterende eller fremtidig EU-lovgivning om passagerrettigheder.

(36)

Dette direktiv bør ikke gribe ind i de rejsendes ret til at fremsætte krav både i henhold til dette direktiv og i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller internationale konventioner, så de rejsende fortsat har mulighed for at rejse krav over for rejsearrangøren, transportøren eller en anden ansvarlig part eller efter omstændighederne over for mere end én part. Det bør præciseres, at med henblik på at undgå overkompensation bør erstatning eller prisnedsættelse, der gives i henhold til dette direktiv, og erstatning eller prisnedsættelse, der gives i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller internationale konventioner, fratrækkes hinanden. Rejsearrangørens ansvar bør ikke være til hinder for retten til at søge regres hos tredjemand, herunder hos tjenesteydere.

(37)

Hvis den rejsende er kommet ud i vanskeligheder under rejsen eller ferien, bør rejsearrangøren være forpligtet til at yde passende bistand uden unødig forsinkelse. Denne bistand bør hovedsagelig bestå i, hvor det er relevant, at oplyse om forhold såsom lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, samt at yde praktisk hjælp, f.eks. med fjernkommunikation og alternative rejsearrangementer.

(38)

I sin meddelelse af 18. marts 2013 med titlen »Passagerbeskyttelse i tilfælde af luftfartsselskabers konkurs« beskrev Kommissionen foranstaltninger til at forbedre beskyttelsen af rejsende i tilfælde af et luftfartsselskabs konkurs, herunder bedre håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (9) og af forordning (EF) nr. 1008/2008, og samarbejde med interessenter inden for branchen, idet den ville overveje et lovgivningsmæssigt initiativ, hvis foranstaltningerne ikke var tilstrækkelige. Meddelelsen vedrører køb af en enkelt bestanddel, nemlig lufttransport, og vedrører derfor ikke beskyttelse mod konkurs eller insolvens for pakkerejser og for sammensatte rejsearrangementer.

(39)

Medlemsstaterne bør sikre, at rejsende, der køber en pakkerejse, fuldt ud er beskyttet i tilfælde af, at rejsearrangøren går konkurs eller bliver insolvent. De medlemsstater, hvor rejsearrangørerne er etableret, bør sikre, at de stiller sikkerhed for refusion af alle betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende, og, for så vidt som en pakkerejse indbefatter befordring af passagerer, for de rejsendes hjemtransport i tilfælde af rejsearrangørernes konkurs eller insolvens. Dog bør det være muligt at rejsende tilbydes fortsættelse af pakkerejsen. Medlemsstaterne bør fortsat have et skøn med hensyn til, hvordan der arrangeres beskyttelse mod konkurs eller insolvens, men de bør sikre, at beskyttelsen er effektiv. Effektivitet betyder, at beskyttelsen bør blive tilgængelig, så snart rejseydelser som en konsekvens af rejsearrangørens likviditetsproblemer ikke bliver udført, ikke vil blive udført eller kun delvist vil blive udført, eller når tjenesteydere kræver, at de rejsende betaler for dem. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at rejsearrangører giver de rejsende en attest, der dokumenterer et direkte krav over for den udbyder, der yder beskyttelse mod konkurs eller insolvens.

(40)

For at beskyttelsen mod konkurs eller insolvens kan være effektiv, bør den dække de forventelige betalinger, der rammes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, og i givet fald de forventelige hjemtransportomkostninger. Det betyder, at beskyttelsen bør være tilstrækkelig til at dække alle forventelige betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende i forbindelse med pakkerejser i højsæsonen under hensyntagen til perioden mellem modtagelsen af sådanne betalinger og afslutningen af rejsen eller ferien, samt i givet fald de forventelige hjemtransportomkostninger. Dette vil generelt betyde, at sikkerheden skal dække en tilstrækkelig høj procentdel af rejsearrangørens omsætning, for så vidt angår pakkerejser, og kan afhænge af faktorer såsom typen af de solgte pakkerejser, herunder transportmiddel, rejsedestination og eventuelle lovmæssige begrænsninger eller rejsearrangørens forpligtelser med hensyn til størrelsen af de forudbetalinger, som denne må modtage, og deres timing inden pakkerejsens begyndelse. Da den nødvendige dækning kan beregnes på grundlag af de seneste forretningsdata såsom omsætningen i det seneste regnskabsår, bør rejsearrangørerne være forpligtet til at tilpasse beskyttelsen mod konkurs eller insolvens ved øgede risici, herunder en betydelig stigning i salget af pakkerejser. Ved den effektive beskyttelse mod konkurs eller insolvens bør der dog ikke tages hensyn til meget usandsynlige risici, f.eks. den samtidige insolvens eller konkurs af flere af de største rejsearrangører, hvilket i uforholdsmæssig høj grad ville have en indvirkning på omkostningerne til beskyttelse og således hæmme dens effektivitet. I sådanne tilfælde kan garantien for tilbagebetaling være begrænset.

(41)

På grund af forskellene i national ret og praksis vedrørende parterne i en aftale om en pakkerejse og modtagelsen af betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende, bør medlemsstaterne kunne kræve, at formidlere tillige tilvejebringer beskyttelse mod konkurs eller insolvens.

(42)

I overensstemmelse med direktiv 2006/123/EF er det hensigtsmæssigt at fastsætte regler for at forhindre, at forpligtelserne med hensyn til beskyttelse mod konkurs eller insolvens virker som en hindring for den frie bevægelighed for tjenesteydelser og etableringsfriheden. Medlemsstaterne bør derfor være forpligtet til at anerkende beskyttelse mod konkurs eller insolvens efter retten i etableringsmedlemsstaten. For at lette det administrative samarbejde og tilsyn med rejsearrangører og, hvis relevant, formidlere, der opererer i forskellige medlemsstater, med hensyn til beskyttelse mod konkurs eller insolvens bør medlemsstaterne være forpligtet til at udpege centrale kontaktpunkter.

(43)

Erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, bør være forpligtet til at oplyse de rejsende om, at de ikke køber en pakkerejse, og at den enkelte leverandør af en rejseydelse alene er ansvarlig for korrekt opfyldelse af sin aftale. Erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, bør desuden være forpligtet til at yde beskyttelse mod konkurs eller insolvens med hensyn til refusion af betalinger, som de modtager, og, i det omfang de er ansvarlige for befordring af passagerer, med hensyn til rejsendes hjemtransport, og bør oplyse de rejsende herom. Erhvervsdrivende, der er ansvarlige for opfyldelsen af de individuelle aftaler, der indgår i et sammensat rejsearrangement, er omfattet af den almindelige EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse og sektorspecifik EU-lovgivning.

(44)

Når der fastlægges bestemmelser om ordninger til beskyttelse mod konkurs eller insolvens med hensyn til pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, bør medlemsstaterne ikke forhindres i at tage hensyn til mindre virksomheders særlige situation, samtidig med at de sikrer det samme beskyttelsesniveau for de rejsende.

(45)

Rejsende bør ydes beskyttelse mod fejl, der opstår i forbindelse med bestillingsproceduren for så vidt angår pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.

(46)

Det bør fastsættes, at rejsende ikke kan give afkald på rettigheder i henhold til dette direktiv, og at rejsearrangører og erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, ikke kan undvige deres forpligtelser ved at hævde, at de alene handler som rejsetjenesteyder, mellemmand eller i anden egenskab.

(47)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om de sanktioner, der pålægges for overtrædelse af nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, og bør sikre, at de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(48)

Vedtagelsen af dette direktiv nødvendiggør en tilpasning af visse EU-retsakter om forbrugerbeskyttelse. Navnlig bør det afklares, at Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (10) finder anvendelse på overtrædelser af nærværende direktiv. Under hensyntagen til, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (11) i sin nuværende affattelse ikke finder anvendelse på aftaler omfattet af direktiv 90/314/EØF, er det endvidere nødvendigt at ændre direktiv 2011/83/EU for at sikre, at det fortsat finder anvendelse på individuelle rejseydelser, som indgår i et sammensat rejsearrangement, for så vidt som de individuelle ydelser ikke på anden måde er undtaget fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/83/EU, og at visse forbrugerrettigheder i det pågældende direktiv også finder anvendelse på pakkerejser.

(49)

Nærværende direktiv berører ikke reglerne om beskyttelse af personoplysninger fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (12) og EU-reglerne om international privatret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (13).

(50)

Det bør præciseres, at dette direktivs reguleringsmæssige krav om beskyttelse mod konkurs eller insolvens og oplysninger om sammensatte rejsearrangementer også bør gælde for erhvervsdrivende, der ikke er etableret i en medlemsstat, men som på en hvilken som helst måde retter deres virksomhed, jf. forordning (EF) nr. 593/2008 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (14), mod en eller flere medlemsstater.

(51)

Målet for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion og til at opnå et så højt og så ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau som muligt, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(52)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette direktiv overholder særligt friheden til at oprette og drive egen virksomhed, jf. chartrets artikel 16, samtidig med, at der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionen i overensstemmelse med chartrets artikel 38.

(53)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (15) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(54)

Direktiv 90/314/EØF bør derfor ophæves —

a)

pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, medmindre de omfatter indkvartering natten over

b)

pakkerejser, der udbydes, og sammensatte rejsearrangementer, der formidles, lejlighedsvist og på nonprofitbasis, til udelukkende en begrænset gruppe rejsende

c)

pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der købes på grundlag af en generel aftale med henblik på forretningsrejser mellem en erhvervsdrivende og en anden fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession.

a)

passagerbefordring

b)

indkvartering, som ikke er en uløselig del af befordringen af passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold

c)

udlejning af biler, andre motorkøretøjer som defineret i artikel 3, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (16) eller af motorcykler, der kræver et kategori A-kørekort i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF (17)

d)

enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret i litra a), b) eller c)

a)

ydelserne sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, herunder på foranledning af den rejsende eller i overensstemmelse med dennes udvælgelse, inden der indgås en enkelt aftale om alle ydelserne, eller

b)

ydelserne, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser,

En kombination af rejseydelser, hvor højst én type rejseydelse, jf. nr. 1), litra a), b) eller c), sammensættes med en eller flere turistydelser, jf. nr. 1), litra d), er ikke en pakkerejse, hvis sidstnævnte ydelser:

a)

de rejsendes særskilte udvælgelse og særskilte betaling for hver rejseydelse under et enkelt besøg på dennes salgssted eller i forbindelse med en enkelt kontakt med dennes salgssted, eller

b)

køb af mindst én yderligere rejseydelse fra en anden erhvervsdrivende på målrettet vis, når en aftale med en sådan anden erhvervsdrivende indgås senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse.

a)

rejseydelsernes væsentligste kendetegn:

b)

rejsearrangørens og, hvor der er en formidler, formidlerens firmanavn, fysiske adresse, telefonnummer og i givet fald e-mailadresse

c)

den samlede pris for pakkerejsen inklusive skatter, afgifter og alle eventuelle yderligere gebyrer og andre omkostninger eller, hvis disse omkostninger ikke med rimelighed kan beregnes inden aftalens indgåelse, en angivelse af, hvilken type yderligere omkostninger den rejsende derudover eventuelt vil skulle betale

d)

ordninger om betaling, herunder ethvert beløb eller enhver procentdel af prisen, der skal betales som depositum, og tidsplanen for betaling af restbeløbet, eller økonomiske garantier, som skal betales eller stilles af den rejsende

e)

det mindste antal personer, der kræves, for at pakkerejsen gennemføres, og den frist, der er omhandlet i artikel 12, stk. 3, litra a), inden pakkerejsens begyndelse for i påkommende tilfælde at opsige aftalen, hvis dette antal ikke er nået

f)

generelle oplysninger om pas- og visumkrav, herunder om, hvor lang tid det omtrent tager at opnå visum, samt oplysninger om sundhedsmæssige formaliteter i destinationslandet

g)

oplysninger om, at den rejsende kan opsige aftalen når som helst inden pakkerejsens begyndelse mod betaling af et passende opsigelsesgebyr eller, hvor relevant, de af rejsearrangøren i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, krævede standardiserede opsigelsesgebyrer

h)

oplysninger om tegning af en fakultativ eller obligatorisk forsikring, der dækker den rejsendes udgifter ved opsigelsen af kontrakten, eller udgifterne til bistand, herunder hjemtransport, i tilfælde af ulykke, sygdom eller død.

a)

den rejsendes særlige krav, som rejsearrangøren har accepteret at opfylde

b)

oplysninger om, at rejsearrangøren er:

c)

navnet på den enhed, der er ansvarlig for beskyttelse mod konkurs eller insolvens, og dets kontaktoplysninger, herunder dets fysiske adresse, og, hvis relevant, navnet på den kompetente myndighed, som den pågældende medlemsstat har udpeget til formålet, og dens kontaktoplysninger

d)

navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse og i givet fald faxnummer for rejsearrangørens lokale repræsentant, et kontaktpunkt eller en anden tjeneste, der giver den rejsende mulighed for hurtigt at kontakte rejsearrangøren og kommunikere effektivt med denne, for at anmode om hjælp i tilfælde af, at den rejsende er i vanskeligheder, eller for at indgive klage over en eventuel mangel, som konstateres under leveringen af pakkerejsen

e)

oplysninger om, at den rejsende er forpligtet til at meddele en eventuel mangel, som vedkommende konstaterer under leveringen af pakkerejsen, jf. artikel 13, stk. 2

f)

når mindreårige uden ledsagelse af en forælder eller anden bemyndiget person rejser på grundlag af en aftale om en pakkerejse, der omfatter indkvartering, oplysninger, som muliggør direkte kontakt med den mindreårige eller den person, der er ansvarlig for den mindreårige på den mindreåriges opholdssted

g)

oplysninger om tilgængelige interne klagebehandlingsprocedurer og om alternative tvistbilæggelsesmekanismer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU (18) og, når det er relevant, den alternative tvistbilæggelsesenhed, som den erhvervsdrivende er omfattet af, og om platformen for onlinetvistbilæggelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 (19)

h)

oplysninger om den rejsendes ret til at overdrage aftalen til en anden rejsende i overensstemmelse med artikel 9.

a)

prisen for befordringen af passagerer som følge af udgifter til brændstof eller andre energikilder

b)

ændringer i størrelsen af skatter, afgifter eller gebyrer for de rejseydelser, der er inkluderet i aftalen, og som er pålagt af en tredjepart, der ikke direkte er involveret i leveringen af pakkerejsen, herunder turistskatter, lufthavns- og havneskatter samt landings- og startafgifter, eller

c)

ændringer i valutakurser, som er af betydning for pakkerejsen.

a)

rejsearrangøren har forbeholdt sig ret hertil i aftalen

b)

ændringen er ubetydelig, og

c)

rejsearrangøren klart, forståeligt og tydeligt oplyser den rejsende om ændringen på et varigt medium.

a)

acceptere den foreslåede ændring, eller

b)

opsige aftalen uden betaling af et opsigelsesgebyr.

a)

de i stk. 2 foreslåede ændringer og, når det er relevant i henhold til stk. 4, indvirkningen på pakkerejsens pris

b)

en rimelig frist, inden for hvilken den rejsende skal oplyse rejsearrangøren om sin afgørelse i henhold til stk. 2

c)

konsekvenserne af den rejsendes manglende reaktion inden for den i litra b) omhandlede frist i overensstemmelse med gældende national ret, og

d)

i givet fald den tilbudte erstatningspakkerejse og dens pris.

a)

antallet af personer, der har tilmeldt sig pakkerejsen, er lavere end det minimum, der er anført i aftalen, og rejsearrangøren underretter den rejsende om opsigelse af aftalen inden for den i aftalen fastsatte frist, men ikke senere end:

eller

b)

rejsearrangøren er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder og underretter den rejsende om opsigelsen af kontrakten snarest muligt inden pakkerejsens begyndelse.

a)

er umuligt, eller

b)

medfører uforholdsmæssige omkostninger under hensyntagen til manglens omfang og værdien af de berørte rejseydelser.

a)

kan tilskrives den rejsende selv

b)

kan tilskrives en tredjepart, som ikke har forbindelse med leveringen af de rejseydelser, der er indeholdt i aftalen om pakkerejsen, og er uforudselig eller uundgåelig, eller

c)

skyldes uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

a)

give relevante oplysninger om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, og

b)

bistå den rejsende med at foretage fjernkommunikation og hjælpe den rejsende med at træffe alternative rejsearrangementer.

a)

ikke er omfattet af de rettigheder, som udelukkende finder anvendelse for pakkerejser i medfør af dette direktiv, og at hver tjenesteyder er eneansvarlig for sin egen ydelses korrekte levering i overensstemmelse med aftalen, og

b)

er omfattet af beskyttelse mod konkurs eller insolvens i overensstemmelse med stk. 1.

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/34

(1)

Der bør indføres reguleringsmæssige tekniske standarder for at etablere en mere præcis formulering af de i artikel 2 i direktiv 2002/87/EF fastsatte definitioner og for at sikre korrekt koordinering af de i henhold til artikel 7 og 8 i og bilag II til nævnte direktiv vedtagne bestemmelser om supplerende tilsyn.

(2)

Det er vigtigt at give nærmere oplysninger om de elementer, som skal tages i betragtning med henblik på indberetning af væsentlige koncerninterne transaktioner og væsentlige risikokoncentrationer.

(3)

I henhold til artikel 7 og 8 i direktiv 2002/87/EF skal medlemsstaterne kræve, at regulerede enheder eller blandede finansielle holdingselskaber opfylder visse indberetningsforpligtelser. En sådan indberetning bør foregå på en koordineret måde for at bistå koordinatorer og andre relevante kompetente myndigheder med at identificere relevante spørgsmål samt for at fremme en mere effektiv informationsudveksling. For at opnå større konsekvens i indberetningerne om væsentlige risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner bør regulerede enheder og blandede finansielle holdingselskaber som minimum indberette visse standardiserede oplysninger til koordinatorerne.

(4)

Ved artikel 7 og 8 i direktiv 2002/87/EF tillægges koordinatorer endvidere beføjelse til at overvåge væsentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne transaktioner og til at identificere de typer risici og transaktioner, som regulerede enheder i et finansielt konglomerat skal indberette. Koordinatorerne er også beføjet til at definere tærskler. Der bør med henblik på at koordinere disse bestemmelser indføres en metodologi til hjælp for koordinatorer og andre relevante kompetente myndigheder i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner.

(5)

Der er forskel på de foranstaltninger, der er truffet i Unionen med henblik på supplerende tilsyn med risikokoncentration og koncerninterne transaktioner. Derfor bør der under hensyntagen til den eksisterende lovgivning på EU-niveau og på nationalt plan træffes en række tilsynsmæssige minimumsforanstaltninger med henblik på supplerende tilsyn med risikokoncentration og koncerninterne transaktioner. De kompetente myndigheder vil ved at tage hensyn til nævnte minimumsforanstaltninger kunne sikre lige vilkår og fremme koordinerede tilsynspraksisser i hele Unionen.

(6)

De krav, der stilles til regulerede enheder og blandede finansielle holdingselskaber, bygger på eksisterende sektorrelaterede krav til risikokoncentration og koncerninterne transaktioner og bør ikke betragtes som en overlapning af nævnte krav.

(7)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ESA'erne (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) har forelagt Kommissionen.

(8)

ESA'erne har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra deres respektive interessentgrupper i overensstemmelse med artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (2), (EU) nr. 1094/2010 (3) og (EU) nr. 1095/2010 (4) —

a)

etablering af en mere præcis formulering af de i artikel 2, nr. 18) og 19), i direktiv 2002/87/EF fastsatte definitioner af »koncerninterne transaktioner« og »risikokoncentration« ved indførelse af kriterier for vurdering af, hvornår koncerninterne transaktioner og risikokoncentration er af væsentlig karakter

b)

koordinering af de bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 7 og 8 i og bilag II til direktiv 2002/87/EF med hensyn til:

a)

investeringer og koncernmellemværender, herunder fast ejendom, obligationer, egenkapital, lån, hybride og efterstillede instrumenter, strukturerede kreditobligationer, ordninger med henblik på central forvaltning af aktiver eller kontantbeløb eller på omkostningsdeling, pensionsordninger, levering af ledelses-, back office- eller andre serviceydelser, udbytte, rentebetalinger og andre tilgodehavender

b)

garantier, forpligtelser, kredittilsagn og andre ikke-balanceførte transaktioner

c)

derivattransaktioner

d)

køb, salg eller leasing af aktiver og passiver

e)

koncerninterne gebyrer i forbindelse med distributionsaftaler

f)

transaktioner med henblik på at forskyde risikoeksponeringer mellem enheder i det finansielle konglomerat, herunder transaktioner med SPV'er eller accessoriske enheder

g)

forsikrings-, genforsikrings- og retrocessionsforretninger

h)

transaktioner, som består af adskillige indbyrdes forbundne transaktioner, hvor aktiver eller passiver overføres til enheder uden for det finansielle konglomerat, men hvor risikoeksponeringen i sidste ende føres tilbage til det finansielle konglomerat.

a)

det finansielle konglomerats specifikke opbygning, de koncerninterne transaktioners kompleksitet, modpartens specifikke geografiske beliggenhed og spørgsmålet om, hvorvidt modparten er en reguleret enhed

b)

eventuelle afsmittende virkninger inden for det finansielle konglomerat

c)

eventuel omgåelse af sektorregler

d)

eventuelle interessekonflikter

e)

modpartens solvens og likviditet

f)

transaktioner mellem enheder, der tilhører forskellige sektorer i et finansielt konglomerat, hvis ikke allerede indberettet på sektorniveau

g)

transaktioner inden for en finansiel sektor, som ikke allerede er indberettet i overensstemmelse med sektorreglerne.

a)

datoerne for og størrelsen af de væsentlige transaktioner, navnene og selskabsnumrene eller andre identifikationsnumre for de relevante gruppeenheder og modparter, herunder eventuelt LEI-koden (Legal Entity Identifier)

b)

en kort beskrivelse af de væsentlige koncerninterne transaktioner i overensstemmelse med de typer transaktioner, der er fastsat i stk. 1

c)

det samlede omfang af alle væsentlige koncerninterne transaktioner i et specifikt finansielt konglomerat inden for en given indberetningsperiode

d)

oplysninger om, hvordan interessekonflikter og risici for afsmitning i det finansielle konglomerat i forbindelse med væsentlige koncerninterne transaktioner tackles, under hensyntagen til det finansielle konglomerats strategi for kombination af aktiviteter inden for banksektoren, forsikringssektoren eller investeringsservicesektoren, eller en sektorrelateret vurdering af egne risici under hensyntagen til, hvordan interessekonflikter og risici for afsmitning i forbindelse med væsentlige koncerninterne transaktioner tackles.

a)

er direkte eller indirekte

b)

er balanceførte og ikke-balanceførte poster

c)

vedrører regulerede og ikke-regulerede enheder, den samme eller forskellige finansielle sektorer i et finansielt konglomerat

d)

består af en kombination af eller interaktion mellem de eksponeringer, der er omhandlet i litra a), b) eller c).

a)

solvens- og likviditetssituationen i det finansielle konglomerat og i de enkelte enheder i det finansielle konglomerat

b)

det finansielle konglomerats størrelse, kompleksitet og specifikke opbygning, herunder tilstedeværelsen af SPV'er, accessoriske enheder, tredjelandsenheder

c)

det finansielle konglomerats specifikke risikostyring og ledelsessystemets karakteristika

d)

diversificeringen af det finansielle konglomerats eksponeringer og af dets investeringsportefølje

e)

diversificeringen af det finansielle konglomerats finansielle aktiviteter i forhold til geografiske områder og forretningsområder

f)

forholdet, sammenhængen og interaktionen mellem risikofaktorer i alle enhederne i det finansielle konglomerat

g)

eventuelle afsmittende virkninger inden for det finansielle konglomerat

h)

eventuel omgåelse af sektorregler

i)

eventuelle interessekonflikter

j)

risicienes niveau eller omfang

k)

eventuel akkumulering af og interaktion mellem eksponeringer, som enheder, der tilhører forskellige finansielle sektorer i et finansielt konglomerat, har påtaget sig, hvis ikke allerede indberettet på sektorniveau

l)

eksponeringer inden for en finansiel sektor i det finansielle konglomerat, som ikke indberettes i henhold til sektorreglerne.

a)

en beskrivelse af den væsentlige risikokoncentration i overensstemmelse med de typer risici, der er fastsat i stk. 1

b)

fordelingen af den væsentlige risikokoncentration på modparter og grupper af indbyrdes forbundne modparter, geografiske områder, økonomiske sektorer, valutaer, med angivelse af navnene, selskabsnumrene eller andre identifikationsnumre for de relevante gruppeenheder i det finansielle konglomerat og deres respektive modparter, herunder eventuelt LEI-koden (Legal Entity Identifier)

c)

den enkelte væsentlige risikokoncentrations samlede størrelse ved udgangen af en specifik indberetningsperiode, værdiansat i henhold til de gældende sektorregler

d)

eventuelt den væsentlige risikokoncentrations størrelse under hensyntagen til risikoreduktionsteknikker og risikovægtningsfaktorer

e)

oplysninger om, hvordan interessekonflikter og risici for afsmitning i det finansielle konglomerat i forbindelse med væsentlige risikokoncentrationer tackles, under hensyntagen til det finansielle konglomerats strategi for kombination af aktiviteter inden for banksektoren, forsikringssektoren eller investeringsservicesektoren, eller en sektorrelateret vurdering af egne risici under hensyntagen til, hvordan interessekonflikter og risici for afsmitning i forbindelse med væsentlige risikokoncentrationer tackles.

1)

hvor det er relevant, kræve, at regulerede enheder eller blandede finansielle holdingselskaber:

2)

definere passende tærskler med henblik på at identificere og overvåge væsentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne transaktioner.

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/39

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for udstedelse af en sådan godkendelse.

(2)

I overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 er der indgivet en ansøgning om godkendelse af et præparat af endo-1,4-beta-xylanase EC 3.2.1.8 og endo-1,3(4)-beta-glucanase EC 3.2.1.6 produceret af Talaromyces versatilis sp. nov. IMI CC 378536 og Talaromyces versatilis sp. nov. DSM 26702. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til forordningens artikel 7, stk. 3.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse af et præparat af endo-1,4-beta-xylanase EC 3.2.1.8 og endo-1,3(4)-beta-glucanase EC 3.2.1.6 produceret af Talaromyces versatilis IMI CC 378536 og Talaromyces versatilis sp. nov. DSM 26702 som fodertilsætningsstof til alle udbredte og mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning eller opdrættet til æglægning eller avl, og præparatet skal indplaceres i fodertilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer«.

(4)

Præparatet blev tilladt anvendt i ti år til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning eller æglægning ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/661 (2).

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 28. april 2015 (3), at præparatet af endo-1,4-beta-xylanase EC 3.2.1.8 og endo-1,3(4)-beta-glucanase EC 3.2.1.6 produceret af Talaromyces versatilis IMI CC 378536 og Talaromyces versatilis sp. nov. DSM 26702 under de foreslåede betingelser for anvendelse ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet, og at det kan forbedre forholdet mellem foderindtag og tilvækst hos slagtekalkuner betydeligt. Denne konklusion udvides til også at omfatte kalkuner opdrættet til avl. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af præparatet af endo-1,4-beta-xylanase og endo-1,3(4)-beta-glucanase viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af præparatet godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/43

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for udstedelse af en sådan godkendelse. Forordningens artikel 10 indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF (2).

(2)

Præparatet af endo-1,4-beta-glucanase (EC 3.2.1.4) produceret af Trichoderma citrinoviride Bisset (IM SD142) (tidligere Trichoderma longibrachiatum), i det følgende benævnt »det i bilaget opførte præparat«, blev i overensstemmelse med direktiv 70/524/EØF godkendt uden tidsbegrænsning som fodertilsætningsstof til slagtekyllinger ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2148/2004 (3) og til fravænnede smågrise ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1520/2007 (4). Præparatet blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som et eksisterende produkt, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

I overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, blev der indgivet en ansøgning om en ny vurdering af præparatet af endo-1,4-beta-glucanase (EC 3.2.1.4) produceret af Trichoderma citrinoviride Bisset (IM SD142) (tidligere Trichoderma longibrachiatum) som fodertilsætningsstof til slagtekyllinger, mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning og fravænnede smågrise. Ansøgeren anmodede om, at tilsætningsstoffet klassificeres i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 17. april 2013 (5) og 10. marts 2015 (6), at præparatet af endo-1,4-beta-glucanase (EC 3.2.1.4) produceret af Trichoderma citrinoviride Bisset (IM SD142) (tidligere Trichoderma longibrachiatum) på de foreslåede betingelser for anvendelse ikke har skadelig virkning på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Autoriteten konkluderede også, at anvendelsen af præparatet er potentielt effektiv i slagtekyllinger og fravænnede smågrise. Autoriteten vurderede yderligere, at konklusionerne om effektiviteten kan udvides til også at omfatte mindre udbredte fjerkræarter bestemt til slagtning. Den mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af præparatet af endo-1,4-beta-glucanase (EC 3.2.1.4) produceret af Trichoderma citrinoviride Bisset (IM SD142) (tidligere Trichoderma longibrachiatum) viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af præparatet godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Forordning (EF) nr. 2148/2004 og (EF) nr. 1520/2007 bør derfor ændres.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne af betingelserne for godkendelsen, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav i godkendelsen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

1)

Artikel 5 udgår.

2)

Bilag V udgår.

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/46

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for udstedelse af en sådan godkendelse. Forordningens artikel 10 indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF (2).

(2)

L-cysteinhydrochloridmonohydrat blev i overensstemmelse med direktiv 70/524/EØF godkendt uden tidsbegrænsning som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter. Dette tilsætningsstof blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som et eksisterende produkt, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

I overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, blev der indgivet en ansøgning om en ny vurdering af L-cysteinhydrochloridmonohydrat som fodertilsætningsstof til katte og hunde. Ansøgeren har anmodet om, at tilsætningsstoffet klassificeres i tilsætningsstofkategorien »sensoriske tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 10. oktober 2013 (3), at L-cysteinhydrochloridmonohydrat under de foreslåede anvendelsesbetingelser i foder ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Autoriteten anførte endvidere, at L-cystin og L-cysteinhydrochlorid er smagsstoffer, som er tilladt i fødevarer, og hvis virkning er godtgjort, selv om det ikke står klart, om L-cysteinhydrochloridmonohydrat bruges som aroma i foder til kæledyr på samme måde som i fødevarer. I betragtning af den dokumentation, der er fremlagt af ansøgeren, konkluderede autoriteten også, at virkningen af L-cysteinhydrochloridmonohydrat, for så vidt angår den endelige koncentration i foder, ikke kan vurderes. Autoriteten anførte imidlertid også, at dette tilsætningsstof er tilladt i fødevarer, og hvor funktionen i foder stort set er den samme som i fødevarer, er der ikke behov for yderligere dokumentation for virkningen. I betragtning af yderligere dokumentation, som er fremlagt af ansøgeren, konkluderede Kommissionen, at selv om L-cysteinhydrochloridmonohydrat relaterer til en anden kemisk struktur end L-cystin og L-cysteinhydrochlorid, ændrer det, at tilsætningsstoffet er et monohydrat, ikke dets virkning. Kommissionen konkluderede også, at anvendelsesniveauet for dette tilsætningsstof er højere end det normale og maksimale anvendelsesniveau for fødevarer i forskellige typer produkter, og derfor er der tilstrækkelig dokumentation for virkningen af dette stof.

(5)

Autoriteten konkluderede, at der ikke ville opstå sikkerhedsmæssige problemer for brugerne, forudsat at der træffes passende beskyttelsesforanstaltninger. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffer i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af L-cysteinhydrochloridmonohydrat viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af L-cysteinhydrochloridmonohydrat godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne af betingelserne for godkendelsen af L-cysteinhydrochloridmonohydrat, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav i godkendelsen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/49

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for udstedelse af en sådan godkendelse. Forordningens artikel 10 indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF (2).

(2)

Vitamin K blev i overensstemmelse med direktiv 70/524/EØF godkendt uden tidsbegrænsning som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter. Dette tilsætningsstof blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som et eksisterende produkt, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003, sammenholdt med forordningens artikel 7, er der indgivet en ansøgning om en ny vurdering af vitamin K3 i form af menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit som fodertilsætningsstoffer til alle dyrearter. Ansøgeren har anmodet om, at disse tilsætningsstoffer klassificeres i tilsætningsstofkategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 16. januar 2014 (3), at menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit under de foreslåede anvendelsesbetingelser i foder ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet.

(5)

Autoriteten konkluderede også, at menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit er effektive kilder til vitamin K, og at der ikke ville opstå sikkerhedsmæssige problemer for brugerne, hvis der træffes passende beskyttelsesforanstaltninger. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(7)

Selv om ansøgeren trak sin ansøgning om anvendelse af menadionnatriumbisulfit i drikkevand tilbage, kan dette tilsætningsstof anvendes i foderblandinger, der efterfølgende administreres gennem vand.

(8)

Da der ikke er sikkerhedsmæssige forhold, der nødvendiggør øjeblikkelig gennemførelse af ændringerne af godkendelsesbetingelserne for menadionnatriumbisulfit og menadionnicotinamidbisulfit, bør der indrømmes en overgangsperiode, så de berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav, godkendelsen medfører.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/54

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/56

(1)

Den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af stats- og regeringscheferne den 12. december 2003, opregner fem hovedudfordringer, som Unionen står over for: terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet. Følgerne af den ukontrollerede trafik med konventionelle våben er af afgørende betydning for fire af disse fem udfordringer. Den nævnte strategi fremhæver vigtigheden af, at eksportkontrollen omfatter spredning af våben.

(2)

Den 5. juni 1998 vedtog Unionen en politisk bindende adfærdskodeks for våbeneksport, hvori der er fastsat fælles kriterier for reguleringen af den lovlige handel med konventionelle våben.

(3)

Det fremgår af EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben (SALW) samt ammunition hertil, som Det Europæiske Råd vedtog den 15. og 16. december 2005, at Unionen på regionalt og internationalt plan skal støtte styrkelsen af eksportkontrollen og fremme kriterierne i adfærdskodeksen for våbeneksport, bl.a. gennem bistand til ikke-EU-lande med udformning af relevant intern lovgivning og fremme af foranstaltninger for at forbedre gennemsigtighed.

(4)

Den 8. december 2008 blev adfærdskodeksen for våbeneksport erstattet af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (1), der er juridisk bindende og fastsætter otte kriterier, på grundlag af hvilke ansøgninger om tilladelse til eksport af konventionelle våben skal vurderes. Den omfatter også en meddelelses- og konsultationsmekanisme for afslag på ansøgninger om våbeneksport samt åbenhedsforanstaltninger såsom offentliggørelsen af en EU-årsrapport om våbeneksport. En række ikke-EU-lande har tilsluttet sig fælles holdning 2008/944/FUSP.

(5)

Det fremgår af artikel 11 i fælles holdning 2008/944/FUSP, at medlemsstaterne skal gøre alt for at tilskynde andre stater, der eksporterer militærteknologi eller -udstyr, til at anvende kriterierne i nævnte fælles holdning.

(6)

Traktaten om våbenhandel (ATT) blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 2. april 2013 og trådte i kraft den 24. december 2014. ATT tager sigte på at styrke gennemsigtighed og ansvarlighed i våbenhandel. I lighed med fælles holdning 2008/944/FUSP fastsætter ATT en række risikovurderingskriterier, på grundlag af hvilke våbeneksport skal vurderes. Unionen støtter konkret en effektiv gennemførelse og universel anvendelse af ATT via dens særlige program vedtaget i medfør af Rådets afgørelse 2013/768/FUSP (2). Dette program bistår en række ikke-EU-lande med, på deres anmodning, at styrke deres kontrolsystemer til våbenoverførsel i overensstemmelse med ATT's krav.

(7)

Det er derfor vigtigt at sikre komplementaritet mellem de outreach- og bistandsaktiviteter, der er fastlagt i nærværende afgørelse, og dem, som er fastsat i afgørelse 2013/768/FUSP. Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Serbien, Montenegro, Kosovo (3), Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Tunesien, Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Republikken Moldova, Ukraine, Benin, Burkina Faso, Kap Verde, Elfenbenskysten, Gambia, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Togo, Mauretanien, Cameroun, Tchad og Kina er blevet identificeret som modtagere i medfør af nærværende afgørelse. Hvor det er relevant, bør modtagere, der er identificeret i nærværende afgørelse, og som ikke har taget nogen skridt hen imod undertegnelse og tiltrædelse af ATT, tilskyndes til at gøre dette via aktiviteter, der gennemføres i medfør af nærværende afgørelse. Hvor det er relevant bør modtagere, som kun har undertegnet ATT, men ikke har ratificeret den, på samme måde tilskyndes til at ratificere den. Hvis gennemført med succes vil nærværende afgørelse derfor også kunne fungere som et middel til øget ATT-relateret bistand i henhold til afgørelse 2013/768/FUSP.

(8)

EU-aktiviteterne med henblik på fremme af effektiv og gennemsigtig våbeneksportkontrol har udviklet sig siden 2008 i henhold til Rådets fælles aktion 2008/230/FUSP (4) og Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP (5) og 2012/711/FUSP (6). Disse aktiviteter har navnlig støttet yderligere regionalt samarbejde, øget gennemsigtighed og større ansvar i overensstemmelse med principperne i fælles holdning 2008/944/FUSP og de deri fastlagte risikovurderingskriterier. De pågældende aktiviteter har traditionelt været rettet mod tredjelande i Unionens østlige og sydlige naboregioner.

(9)

I de senere år har Unionen også ydet bistand til at forbedre eksportkontrollen af produkter med dobbelt anvendelse i ikke-EU-lande som led i projekter, der er blevet iværksat ved hjælp af andre EU-finansieringsinstrumenter end budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Disse bestræbelser er blevet yderligere fremmet inden for rammerne af initiativet vedrørende ekspertisecentre. Koordinering med disse aktiviteter med relevans for eksportkontrol med produkter med dobbelt anvendelse bør sikres.

(10)

Rådet har overladt den tekniske gennemførelse af afgørelse 2009/1012/FUSP og 2012/711/FUSP til den tyske styrelse for økonomiske anliggender og eksportkontrol (»BAFA«). Den har med succes gennemført alle aktiviteter i disse afgørelser. BAFA er også det implementerende organ for projekter, der støtter en effektiv gennemførelse af traktaten om våbenhandel i medfør af afgørelse 2013/768/FUSP. På baggrund heraf er valget af BAFA som det implementerende organ for EU-aktiviteter i medfør af nærværende afgørelse berettiget som følge af dens dokumenterede erfaring, kvalifikationer og nødvendige ekspertise inden for en lang række relevante EU-eksportkontrolaktiviteter i forbindelse med våbeneksportkontrol. Valget af BAFA vil lette identifikation af synergi mellem ATT's outreachprogram og de aktiviteter, der er planlagt i medfør af nærværende afgørelse —

a)

at fremme effektiv kontrol med ikke-EU-landes våbeneksport i overensstemmelse med principperne fastlagt i fælles holdning 2008/944/FUSP og i traktaten om våbenhandel og om relevant søge komplementaritet og synergi med Unionens bistandsprojekter inden for eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse

b)

at støtte ikke-EU-landes bestræbelser på internt og regionalt plan for at gøre handelen med konventionelle våben mere ansvarlig og gennemsigtig.

a)

yderligere at fremme, blandt ikke-EU-lande, de kriterier og principper, der er fastsat i fælles holdning 2008/944/FUSP og traktaten om våbenhandel, på grundlag af de resultater, der er opnået ved gennemførelsen af afgørelse 2012/711/FUSP og 2009/1012/FUSP og fælles aktion 2008/230/FUSP

b)

om nødvendigt at bistå ikke-EU-landes med at udarbejde, ajourføre og gennemføre relevante lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger, der har til formål at oprette et effektivt system til kontrol med eksport af konventionelle våben

c)

at bistå modtagere med uddannelse af embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og retshåndhævelse, for at sikre passende gennemførelse og håndhævelse af våbeneksportkontrollen

d)

at fremme gennemsigtighed og ansvarlighed i international våbenhandel, herunder gennem støtte til nationale og regionale foranstaltninger, der fremmer gennemsigtighed og passende undersøgelser i forbindelse med eksporten af konventionelle våben

e)

at tilskynde de modtagere, som ikke har taget nogen skridt hen imod undertegnelse og tiltrædelse af ATT, til at tilslutte sig ATT og tilskynde signatarstater til at ratificere den

f)

at fremme yderligere overvejelser om risikoen for omdirigering af våben og imødegåelse af omdirigering af våben set ud fra både et import- og et eksportperspektiv.

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/64

(1)

Den 22. april 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/189/FUSP om oprettelse af Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (1).

(2)

Den 22. juli 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/491/FUSP om ændring af afgørelse 2013/189/FUSP (2).

(3)

Afgørelse 2013/189/FUSP, som ændret ved afgørelse 2014/491/FUSP, fastsætter et finansielt referencebeløb for de første 12 måneder fra den 1. august 2013 til den 31. juli 2014 og for den efterfølgende periode fra den 1. august 2014 til den 31. december 2015.

(4)

Den 25. marts 2014 besluttede den styringskomité, der er nedsat i henhold til afgørelse 2013/189/FUSP, at perioden for finansieringsaftalen bør tilpasses regnskabsåret, der løber fra den 1. januar til den 31. december, således at der kun kræves et sæt regnskaber fra 2016 og fremefter.

(5)

Der bør derfor fastsættes et nyt finansielt referencegrundlag for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2016.

(6)

Afgørelse 2013/189/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/65

(1)

Ved direktiv 92/119/EØF er der indført generelle foranstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme. Disse omfatter foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af mistanke om og bekræftelse af lumpy skin disease på en bedrift, foranstaltninger, der skal træffes i spærrezoner, og andre supplerende foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen. Foranstaltningerne omfatter ligeledes regler vedrørende nødvaccination i tilfælde af et udbrud af lumpy skin disease som et supplement til andre bekæmpelsesforanstaltninger.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1500 (5) er der indført omfattende beskyttelsesforanstaltninger og restriktioner vedrørende flytning og afsendelse af kvæg og sæd heraf samt markedsføring af visse animalske produkter fra visse områder i Grækenland, som er ramt af lumpy skin disease.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 (6) er der fastlagt betingelser for fastlæggelse af programmet for nødvaccination af kvæg mod lumpy skin disease i Grækenland. Endvidere er der ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 ændret visse bestemmelser i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1500, og spærrezonen er blevet udvidet til ikke kun at omfatte den regionale enhed Evros, men også de regionale enheder Rodopi, Xanthi, Kavala og Limnos.

(4)

Den 19. oktober 2015 underrettede de græske myndigheder Kommissionen om yderligere udbrud i den regionale enhed Chalkidiki og den 21. oktober 2015, at de havde til hensigt at anvende vaccination mod lumpy skin disease i de regionale enheder Chalkidiki, Thessaloniki og Kilkis, og den 11. november, at de havde til hensigt at anvende vaccination i de regionale enheder Drama og Serres. Dette kræver en udvidelse af spærrezonen, som er anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1500, og af det område, hvor der kan foretages vaccination, jf. bilag I i gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055.

(5)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1500 og gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/68

11.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 326/69