31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/1

(1)

Det indre marked omfatter et område uden indre grænser, hvor den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital er sikret. Derfor er der indført et omfattende EF-typegodkendelsessystem for motorkøretøjer ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (rammedirektivet) (3).

(2)

Denne forordning er en særskilt forordning, som vedrører Fællesskabets typegodkendelsesprocedure, der er fastlagt i direktiv 2007/46/EF. Derfor bør bilag IV, VI, XI og XV til det pågældende direktiv ændres i overensstemmelse hermed.

(3)

Denne forordning berører ikke anvendelsen af den procedure for enkelttrinstypegodkendelse og blandet godkendelse, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2007/46/EF.

(4)

De tekniske krav i forbindelse med typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til en række sikkerheds- og miljøelementer er blevet harmoniseret på fællesskabsplan for at forhindre, at de er forskellige fra en medlemsstat til en anden, og for at sikre et højt niveau af færdselssikkerhed og miljøbeskyttelse i hele Fællesskabet.

(5)

Denne forordning sigter derfor også på at styrke Fællesskabets automobilindustris konkurrenceevne og samtidig sætte medlemsstaterne i stand til at udøve et effektivt markedstilsyn vedrørende kravet i denne forordning om detaljeret typegodkendelse, når de pågældende produkter bringes i omsætning.

(6)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte krav både til motorkøretøjers generelle sikkerhed og dæks miljøvenlighed som følge af tilstedeværelsen af dæktryksovervågningssystemer, som på samme tid fremmer både dækkenes sikkerhed og miljøvenlighed.

(7)

På opfordring fra Europa-Parlamentet er der anvendt en ny lovgivningsmæssig tilgang på køretøjsområdet i EU. Denne forordning bør derfor kun fastsætte de grundlæggende bestemmelser om køretøjers sikkerhed og emission af CO2 samt dækstøj, mens de tekniske specifikationer bør fastsættes i gennemførelsesbestemmelser vedtaget efter Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (4)

(8)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at fastsætte de specifikke procedurer, prøvninger og krav for typegodkendelse af motorkøretøjer, komponenter og separate tekniske enheder til mere nøjagtigt at fastsætte, hvilke specifikationer et dæk skal opfylde for at blive defineret som »dæk til særlig anvendelse«, »professionelt off road-dæk«, »forstærket dæk«, »dæk til ekstra belastning«, »snedæk«, »reservedæk af T-typen« eller »trækdæk«; til at fastsætte yderligere sikkerhedskrav for køretøjer, der er beregnet til transport af farligt gods ad vej i eller mellem medlemsstaterne; til at fritage visse køretøjer eller kategorier af køretøjer i klasse M2, M3, N2 og N3 for forpligtelsen til at montere avancerede nødbremsesystemer og/eller systemer, der advarer om, at vognbanen forlades (LDW-systemer); til at ændre grænseværdierne for rullemodstand og rullestøj for dæk som følge af resultatet af ændringer i prøvningsprocedurer, uden at sænke niveauet for beskyttelsen af miljøet; til at fastsætte regler om proceduren til bestemmelse af støjniveauer for dæk; til at afkorte perioden for salg af dæk, der ikke overholder de nye krav i denne forordning og i gennemførelsesbestemmelserne hertil, og ændre bilag IV, således at det indbefatter de regulativer under FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE-regulativer), som er gjort bindende, jf. Rådets afgørelse 97/836/EF af 27. november 1997 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (5). Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(9)

Ud over det initiativ, Kommissionen har iværksat med henblik på at definere et klassificeringssystem for veje, bør Kommissionen senest 12 måneder efter, at denne forordning er trådt i kraft, fremsætte et forslag til klassificering af EU-vejnettet ud fra støjgenerering, som skal supplere støjkortlægningen inden for transport med motorkøretøjer med henblik på at fastlægge relevante prioriteringer og krav til vejoverfladen og fastsætte maksimale grænser for generation af vejstøj.

(10)

Den tekniske udvikling inden for avancerede sikkerhedssystemer til køretøjer giver nye muligheder for at reducere antallet af trafikofre. For at minimere antallet af trafikofre er det nødvendigt at indføre nogle af de relevante nye teknologier.

(11)

Den obligatoriske og konsekvente brug af de nyeste dækfremstillingsteknologier og af dæk med lav rullemodstand er væsentlig med henblik på at reducere vejtransportens andel af drivhusgasemissioner inden for transportsektoren, og den vil samtidig fremme innovation, beskæftigelse og konkurrenceevne inden for Fællesskabets automobilindustri.

(12)

For at forenkle typegodkendelsen i tråd med anbefalingerne i den endelige rapport fra CARS 21-ekspertgruppen, vil det være hensigtsmæssigt at ophæve adskillige direktiver uden at reducere trafikanternes beskyttelsesniveau. Kravene i disse direktiver bør overføres til nærværende forordning og bør, hvor det er relevant, erstattes af henvisninger til de tilsvarende FN/ECE-regulativer, der er indarbejdet i fællesskabsretten i henhold til afgørelse 97/836/EF. For at lette den administrative byrde i forbindelse med typegodkendelsesprocessen er det hensigtsmæssigt at give fabrikanterne tilladelse til, når det er relevant, at opnå typegodkendelse i henhold til denne forordning ved direkte at opnå godkendelse efter det relevante FN/ECE-regulativ, jf. bilag IV til denne forordning.

(13)

Det er hensigtsmæssigt, at køretøjer konstrueres, fremstilles og samles på en sådan måde, at risikoen for at personer i køretøjet eller andre trafikanter kan komme til skade er mindst mulig. Med henblik herpå er det nødvendigt, at fabrikanterne sikrer, at køretøjer opfylder de relevante krav i denne forordning og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Disse bestemmelser bør, uden at være begrænset hertil, omfatte krav vedrørende strukturel integritet, systemer til forbedring af førerens kontrol over bilen, systemer, der skal give føreren udsyn til og oplysninger om køretøjets tilstand og de umiddelbare omgivelser, køretøjets lyssystemer, systemer til beskyttelse af fører og passagerer, køretøjets ydre og tilbehør til køretøjet, køretøjsmasse og -dimensioner, dæk og avancerede køretøjssystemer og forskellige andre genstande. Det er desuden nødvendigt, at køretøjer er i overensstemmelse med særlige bestemmelser for visse lastvogne og påhængskøretøjer hertil, eller særlige bestemmelser vedrørende busser.

(14)

I køreplanen for indførelse af specifikke nye krav ved typegodkendelse af køretøjer, bør der tages hensyn til disse kravs tekniske gennemførlighed. Generelt bør kravene i første omgang kun være gældende for nye køretøjer. Eksisterende køretøjstyper bør have en yderligere frist til opfyldelse af kravene. Obligatorisk montering af dæktryksovervågning bør i første omgang kun omfatte personbiler. Obligatorisk montering af andre avancerede sikkerhedsfunktioner bør i første omgang kun være gældende for tunge lastvogne.

(15)

Kommissionen bør fortsat vurdere, om andre avancerede sikkerhedsfunktioner er teknisk og økonomisk gennemførlige og parate til at blive bragt i omsætning, samt forelægge en rapport, herunder, hvis det er relevant, med forslag til ændring af denne forordning, senest 1. december 2012 og derefter hvert tredje år.

(16)

Kommissionen bør vurdere muligheden for at udvide den obligatoriske montering af systemer til dæktryksovervågning, systemer, der advarer om, at vognbanen forlades (LDW-systemer) og avancerede nødbremsesystemer til også at omfatte andre køretøjskategorier og i påkommende fald foreslå en ændring af denne forordning.

(17)

Kommissionen bør vurdere muligheden for at øge kravene til dæk med hensyn til vejgreb i vådt føre og i påkommende fald foreslå en ændring af denne forordning. Medlemsstaterne bør sikre et effektivt markedstilsyn.

(18)

Det fulde potentiale ved en øget sikkerhed, reduktion af CO2-emissionerne og mindskelse af trafikstøjen kan kun nås i kombination med en mærkningsordning, der skal oplyse forbrugerne om dæks forskellige ydeevneparametre.

(19)

Det er hensigtsmæssigt at indarbejde de foranstaltninger, der blev annonceret i meddelelse fra Kommissionen af 7. februar 2007 med titlen »Resultater af revisionen af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer«, og som har til formål at reducere CO2-emissioner fra dæk. Denne reduktion bør opnås gennem en kombination af dæk med lav rullemodstand og anvendelse af dæktryksovervågningssystemer. Samtidig er det også hensigtsmæssigt at fastsætte krav, der skal reducere dækstøj og sikre vejgreb i vådt føre, så sikkerhedsniveauet for dækkene opretholdes. Køreplanen for gennemførelsen bør afspejle, hvor stor en udfordring det vil være at opfylde alle disse krav. Det er som følge af udfordringen med at opfylde kravene vedrørende rullestøj og under hensyntagen til den tid, som industrien har brug for til at erstatte eksisterende dækmodeller, passende at fastsætte en længere gennemførelsesfrist for kravene vedrørende rullestøj for så vidt angår nye dæk af allerede eksisterende typer.

(20)

Nogle kategorier af dæk, herunder professionelle off road-dæk, som er underlagt hastighedsbegrænsning, og dæk udelukkende til køretøjer registreret før 1990, vil sandsynligvis kun blive fremstillet i meget små mængder. Det er derfor hensigtsmæssigt at fritage sådanne kategorier af dæk fra visse af kravene i denne forordning og i gennemførelsesbestemmelserne hertil, hvis sådanne krav er inkompatible med anvendelsen af dækkene, eller hvor den ekstra byrde, som kravene medfører, er ude af proportioner.

(21)

Med hensyn til regummierede dæk bør Kommissionen foretage en grundig vurdering af denne branche under inddragelse af alle berørte parter og vurdere, hvorvidt der er behov for tilpasninger af den gældende reguleringsordning.

(22)

Det er relevant at fastsætte indrømmelser, hvad angår nogle af grænseværdierne for rullemodstand og rullestøj for visse specifikke kategorier af dæk, under hensyntagen til deres konstruktions- og ydeevnespecifikationer. Det er navnlig relevant at fastsætte sådanne indrømmelser for dæk, der er konstrueret, så de har en forbedret træk- og bremseevne under ekstreme sneforhold.

(23)

Dæk til særlig anvendelse er beregnet til køretøjer, der anvendes på byggepladser og skovnings- og mineområder, og er derfor primært konstrueret, så de giver bedre køreevne i terrænet end dæk, der udelukkende er beregnet til vejbrug. For at opnå en sådan ydeevne konstrueres de af materialer, der gør dem mere modstandsdygtige over for skader end normale dæk, og har klodser i slidbanemønstret. Da begge disse konstruktionstræk bevirker, at dæk til særlig anvendelse genererer mere støj end normale dæk, bør der gives tilladelse til, at disse dæk udsender mere støj end normale dæk.

(24)

Elektroniske stabilitetskontrolsystemer, avancerede nødbremsesystemer og systemer, der advarer om, at vognbanen forlades (LDW-systemer) har et stort potentiale med hensyn til en betydelig reduktion af trafikofre. Kommissionen bør derfor i overensstemmelse med FN/ECE-regulativerne fastsætte krav til sådanne systemer for de køretøjskategorier, hvor anvendelse heraf er hensigtsmæssig, og hvor det er påvist, at de vil forbedre det samlede sikkerhedsniveau. Der bør sørges for en passende gennemførelsesperiode for disse krav, så der er tid til at vedtage gennemførelsesbestemmelserne og dernæst til udvikling af og afprøvning i køretøjet af disse komplekse teknologier.

(25)

Med virkning fra 2011 for nye typegodkendelser og fra 2014 for nye køretøjer bør gennemførelsesfristerne for obligatorisk montering af elektroniske stabilitetskontrolsystemer på tunge køretøjer følge de datoer, der er fastsat i denne forordning.

(26)

Forud for indførelsen af elektronisk stabilitetskontrol bør Kommissionen iværksætte foranstaltninger og kampagner, dels for at oplyse om effektiviteten heraf og dels i salgsfremmende øjemed. Desuden bør Kommissionen overvåge prisudviklingen for at kontrollere, om priserne på nye biler stiger uforholdsmæssigt meget, når de udstyres i henhold til de nye sikkerhedsstandarder.

(27)

Fremtidige foranstaltninger, der foreslås på grundlag af denne forordning, eller procedurer, der skal gennemføres i medfør heraf, bør følge de principper, som Kommissionen har fastlagt i sin meddelelse af 7. februar 2007 med titlen »En konkurrencevenlig lovramme for automobiler i det 21. århundrede«. Som led i målsætningen om bedre lovgivning og forenkling og for at undgå konstant opdatering af eksisterende fællesskabslovgivning vedrørende tekniske specifikationer bør denne forordning henvise til eksisterende internationale standarder og forskrifter uden at gengive dem i Fællesskabets regelværk.

(28)

Det er vigtigt, at udskiftningskomponenter for systemer, der er omfattet af nærværende forordning, underlægges ækvivalente sikkerhedskrav og godkendelsesprocedurer. Det er derfor hensigtsmæssigt at indføre bestemmelser om godkendelse af udskiftningskomponenter og separate tekniske enheder.

(29)

Medlemsstaterne bør indføre sanktioner for overtrædelse af denne forordnings bestemmelser og sikre håndhævelse heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(30)

Denne forordning hænger sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (6) og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23. april 2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (7). Navnlig bør foranstaltningerne i denne forordning vedrørende reduktion af CO2-emissioner så vidt muligt kædes sammen med de supplerende foranstaltninger, der skal føre til en yderligere reduktion på 10 g CO2, på grundlag af CO2-emissionsmålet på 130 g.

(31)

Kommissionen bør på et senere tidspunkt som led i en mere integreret tilgang foreslå yderligere ændringer af denne forordning eller fremlægge andre forslag som opfølgning på en omfattende konsekvensanalyse vedrørende alle mulige supplerende foranstaltninger, der sigter på opfyldelse af de tilsigtede CO2-emissionsmål, og som dækker andre tilgængelige teknologier på markedet, herunder teknologier til opretholdelse af dæktryk, forbedring af vejoverflader og andre relevante nye teknologier samt krav til effektiviteten af luftkonditionering, som allerede har eller kan få klar indvirkning på dæks rullemodstand eller bilers brændstoføkonomi og CO2-udledning.

(32)

Der bør anvendes en sammenhængende og omfattende metode til løsning af problemet med vejstøj. Med hensyn til vejoverfladernes betydelige bidrag til vejstøj er der iværksat en revision af ISO 10844, som i denne forbindelse bør tages i betragtning med sigte på yderligere at optimere vejoverflader. Medlemsstaterne bør investere mere i henhold til de gældende ISO-standarder for at forbedre deres vejoverflader. Desuden bør der udformes en samlet politik for støjemissioner fra alle transportformer, som ud over støj fra vejtransport også omfatter støj fra luftfart og jernbaner.

(33)

Med virkning fra de datoer, hvor de relevante krav i forordningen finder anvendelse på nye køretøjer, nye komponenter og separate tekniske enheder, bør følgende direktiver ophæves:

(34)

Målet for denne forordning, nemlig gennemførelsen af det indre marked ved indførelse af fælles tekniske krav vedrørende motorkøretøjers og dæks sikkerhed og miljøvenlighed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor, på grund af dens omfang, bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

1)

typegodkendelse af motorkøretøjer, påhængskøretøjer dertil samt systemer, komponenter og separate tekniske enheder beregnet hertil, for så vidt angår deres sikkerhed

2)

typegodkendelse af motorkøretøjer, hvad angår dæktryksovervågningssystemer, med hensyn til sikkerhed, brændstofeffektivitet og CO2-emissioner og, hvad angår gearskiftindikatorer, med hensyn til brændstofeffektivitet og CO2-emissioner og

3)

typegodkendelse af nyfremstillede dæk med hensyn til deres sikkerhed, rullemodstand og rullestøjsemission.

a)

køretøjskonstruktionens integritet, herunder kollisionsprøvninger

b)

systemer, der hjælper føreren med at have køretøjet under kontrol, herunder styresystem, bremsesystem og elektronisk stabilitetskontrolsystem

c)

systemer, der giver føreren udsyn til og oplysninger om køretøjets tilstand og de umiddelbare omgivelser, herunder ruder, spejle og informationssystemer

d)

køretøjets lyssystemer

e)

systemer til beskyttelse af fører og passagerer, herunder indvendig indretning, nakkestøtter, sikkerhedsseler, »ISOfix«-forankringer eller indbyggede barnefastholdelsesanordninger og døre

f)

køretøjets ydre og tilbehør til køretøjet

g)

elektromagnetisk kompatibilitet

h)

akustiske alarmanordninger

i)

varmeanlæg

j)

tyverisikringsanordninger

k)

køretøjets identifikationssystemer

l)

masse og dimensioner

m)

elektricitetssikkerhedsudstyr

n)

gearskiftindikatorer.

a)

dæk med et hastighedsindeks på under 80 km/h

b)

dæk, hvis nominelle fælgdiameter ikke er større end 254 mm eller er 635 mm eller derover

c)

reservedæk af T-typen til midlertidig brug

d)

dæk konstrueret til montering på køretøjer, der er registreret første gang før den 1. oktober 1990

e)

dæk forsynet med ekstra anordninger til forbedring af trækegenskaberne.

a)

køretøjer i klasse M2 og M3, bortset fra køretøjer med mere end tre aksler, ledbusser og busser i klasse I eller klasse A

b)

køretøjer i klasse N2 og N3, bortset fra køretøjer med mere end tre aksler, sættevognstrækkere med en bruttomasse for køretøjet på mellem 3,5 og 7,5 tons, og køretøjer til særlig brug som defineret i punkt 5.7 og 5.8 i bilag III, del A, i direktiv 2007/46/EF

c)

køretøjer i klasse O3 og O4, som er udstyret med luftaffjedring, bortset fra køretøjer med mere end tre aksler, anhængere til kørsel med særtransport og anhængere, som er indrettet med ståpladser.

a)

EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse til nye typer af køretøjer i de klasser, der er nærmere angivet i nævnte artikler og deres gennemførelsesforanstaltninger, hvis de pågældende køretøjer ikke opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, og

b)

EF-typegodkendelse for nye typer komponenter/separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, hvis de pågældende komponenter eller separate tekniske enheder ikke opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

a)

anse typeattester for nye køretøjer i de køretøjsklasser, der er angivet i de nævnte artikler, for ikke længere at være gyldige i henhold til artikel 26 i direktiv 2007/46/EF og forbyde registrering, salg og ibrugtagning af sådanne køretøjer, hvis de pågældende køretøjer ikke opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, og

b)

forbyde salg og ibrugtagning af nye komponenter eller separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, hvis de pågældende komponenter eller separate tekniske enheder ikke opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

a)

anse typeattester for nye køretøjer i klasse M, N og O for ikke længere at være gyldige i henhold til artikel 26 i direktiv 2007/46/EF og forbyde registrering, salg og ibrugtagning af sådanne køretøjer, hvis de pågældende køretøjer ikke overholder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, og

b)

forbyde salg og ibrugtagning af nye dæk til sådanne køretøjer, hvis de pågældende nye dæk ikke opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

a)

med begrundelse i de i tabel 2 i del B i bilag II fastsatte grænseværdier for C1- og C2-dæks rullemodstand anse typeattester for nye køretøjer i klasse M, N og O for ikke længere at være gyldige i henhold til artikel 26 i direktiv 2007/46/EF og forbyde registrering, salg og ibrugtagning af sådanne køretøjer, hvis de pågældende køretøjer ikke opfylder de relevante bestemmelser i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, og

b)

forbyde salg og ibrugtagning af nye dæk til sådanne køretøjer, hvis de pågældende nye dæk ikke overholder grænseværdierne for rullemodstand i tabel 2 i del B i bilag II.

a)

med begrundelse i de i tabel 2 i del B i bilag II fastsatte grænseværdier for C3-dæks rullemodstand anse typeattester for nye køretøjer i klasse M, N og O for ikke længere at være gyldige i henhold til artikel 26 i direktiv 2007/46/EF og forbyde registrering, salg og ibrugtagning af sådanne køretøjer, hvis de pågældende køretøjer ikke opfylder de relevante bestemmelser i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, og

b)

forbyde salg og ibrugtagning af nye dæk til sådanne køretøjer, hvis de pågældende nye dæk ikke overholder grænseværdierne for rullemodstand i tabel 2 i del B i bilag II.

a)

nægte at meddele EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse for en ny type køretøj eller at meddele EF-typegodkendelse for komponenter/separate tekniske enheder, hvis det pågældende køretøj, komponent eller separate tekniske enhed opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil, eller

b)

forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af et nyt køretøj eller forbyde salg eller ibrugtagning af en ny komponent eller separat teknisk enhed, hvis det pågældende køretøj, komponent eller separate tekniske enhed opfylder kravene i denne forordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

a)

detaljerede regler vedrørende de specifikke procedurer, prøvninger og tekniske krav for typegodkendelsen af motorkøretøjer, påhængskøretøjer dertil samt komponenter og separate tekniske enheder i forbindelse med bestemmelserne i artikel 5 til 12

b)

detaljerede regler vedrørende specifikke sikkerhedskrav til køretøjer, der er beregnet til vejtransport af farligt gods i eller mellem medlemsstaterne under hensyntagen til FN/ECE-regulativ 105

c)

en mere præcis fastsættelse af, hvilke krav med hensyn til fysiske egenskaber og ydeevne et dæk skal opfylde for at blive defineret som »dæk til særlig anvendelse«, »professionelt off road-dæk«, »forstærket dæk«, »dæk til ekstra belastning«, »snedæk«, »reservedæk af T-typen« eller »trækdæk«, jf. artikel 3, stk. 2, nr. 8-13

d)

ændringer af grænseværdierne for rullemodstand og rullestøj i del B og C i bilag II i det omfang dette nødvendiggøres af ændringer i prøvningsprocedurer, uden derved at sænke det eksisterende niveauet for beskyttelse af miljøet

e)

detaljerede regler vedrørende proceduren for fastsættelse af de støjniveauer, der er omhandlet i punkt 1 i del C i bilag II

f)

bestemmelser til ændring af bilag IV, således at det indbefatter de FN/ECE-regulativer, som gøres bindende, jf. artikel 4, stk. 4, i afgørelse 97/836/EF.

a)

fritagelse af visse køretøjer eller køretøjskategorier i klasse M2, M3, N2 og N3 for forpligtelsen til at være udstyret med de i artikel 10 omhandlede avancerede køretøjssystemer, hvis det på grundlag af en cost/benefit-analyse og under hensyntagen til alle relevante sikkerhedsaspekter viser sig, at anvendelsen af sådanne systemer ikke egner sig for det pågældende køretøj eller den pågældende køretøjskategori

b)

på grundlag af en cost/benefit-analyse og senest den 31. december 2010, en forkortelse af den i artikel 13, stk. 11, omhandlede periode, eventuelt differentieret efter dækklasse eller -kategori.

a)

afgivelse af falske erklæringer i forbindelse med godkendelsesprocedurer eller procedurer, der fører til tilbagekaldelse

b)

forfalskning af prøvningsresultater med henblik på typegodkendelse

c)

tilbageholdelse af data eller tekniske specifikationer, der kunne føre til tilbagekaldelse eller inddragelse af typegodkendelsen.

31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/25

(1)

Afsnit IV i tredje del i traktaten udgør retsgrundlaget for vedtagelse af fællesskabslovgivning om civilretligt samarbejde.

(2)

Det civilretlige samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande har generelt været reguleret i aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande. Sådanne aftaler, hvoraf der findes et stort antal, afspejler ofte særlige forbindelser mellem en medlemsstat og et tredjeland og har til formål at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos de berørte parter.

(3)

Ifølge traktatens artikel 307 skal medlemsstaterne bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne enhver uoverensstemmelse mellem gældende fællesskabsret og internationale aftaler indgået mellem medlemsstater og tredjelande. Dette kan gøre det nødvendigt at genforhandle sådanne aftaler.

(4)

For at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos en bestemt medlemsstat hvad angår dens forbindelser til et tredjeland, kan der også være et udtalt behov for at indgå nye aftaler med tredjelande på civilretlige områder, der henhører under afsnit IV i tredje del i traktaten.

(5)

De Europæiske Fællesskabers Domstol bekræftede i sin udtalelse 1/03 af 7. februar 2006 om indgåelsen af den nye Lugano-konvention, at Fællesskabet har erhvervet enekompetence til at indgå en international aftale såsom Lugano-konventionen med tredjelande om spørgsmål, som berører reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (Bruxelles I).

(6)

Det tilkommer Fællesskabet i henhold til traktatens artikel 300 at indgå aftaler mellem Fællesskabet og et tredjeland om anliggender, der henhører under Fællesskabets enekompetence.

(7)

Medlemsstaterne skal i henhold til traktatens artikel 10 lette gennemførelsen af Fællesskabets opgaver og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af traktatens målsætning i fare. Denne pligt til loyalt samarbejde finder anvendelse generelt og afhænger ikke af, om Fællesskabet har enekompetence eller ej.

(8)

For så vidt angår aftaler med tredjelande om specifikke civilretlige spørgsmål, der hører under Fællesskabets enekompetence, bør der fastlægges en sammenhængende og gennemsigtig procedure for bemyndigelse af en medlemsstat til at ændre en eksisterende aftale eller til at forhandle og indgå en ny aftale, navnlig hvor Fællesskabet ikke selv har angivet at have til hensigt at anvende sin eksterne kompetence til at indgå en aftale på grundlag af et allerede eksisterende forhandlingsmandat eller et påtænkt forhandlingsmandat. Denne procedure bør ikke berøre Fællesskabets enekompetence og bestemmelserne i traktatens artikel 300 og 307. Den bør betragtes som en særlig foranstaltning og være begrænset for så vidt angår anvendelsesområde og tid.

(9)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse, hvis Fællesskabet allerede har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om det samme spørgsmål. To aftaler bør kun anses for at vedrøre det samme spørgsmål, hvis og i det omfang de i det væsentlige regulerer de samme specifikke retlige spørgsmål. Bestemmelser, der blot omhandler en generel hensigt om at samarbejde om sådanne spørgsmål, bør ikke anses for at vedrøre det samme spørgsmål.

(10)

Visse regionale aftaler, der indgås mellem nogle få medlemsstater og nogle få tredjelande, f.eks. to eller tre, angående lokale forhold, og som ikke er åbne for tiltrædelse af andre stater, bør under ekstraordinære omstændigheder ligeledes være omfattet af denne forordning.

(11)

For at sikre, at en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er fastsat ved denne retsorden, eller Fællesskabets politik for eksterne forbindelser som besluttet af Fællesskabet, bør den berørte medlemsstat være forpligtet til at meddele Kommissionen sin hensigt med henblik på at opnå bemyndigelse både til at indlede eller fortsætte formelle forhandlinger om en aftale og til at indgå en aftale. En sådan meddelelse bør gives pr. brev eller ad elektronisk vej. Den bør indeholde alle relevante oplysninger og al relevant dokumentation, således at Kommissionen kan vurdere forhandlingsresultatets forventede indvirkning på fællesskabsretten.

(12)

Det bør vurderes, om Fællesskabet har tilstrækkelig interesse i at indgå en bilateral aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland, eller, hvor det er relevant, i at erstatte en eksisterende bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland med en fællesskabsaftale. Alle medlemsstaterne bør med henblik herpå underrettes om enhver meddelelse, som Kommissionen modtager angående en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, således at de kan vise deres interesse i at tilslutte sig den meddelende medlemsstats initiativ. Hvis det fremgår af denne udveksling af oplysninger, at Fællesskabet har tilstrækkelig interesse, bør Kommissionen overveje at foreslå et forhandlingsmandat med henblik på indgåelse af en aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland.

(13)

Hvis Kommissionen anmoder om yderligere oplysninger fra en medlemsstat i forbindelse med dens vurdering af, hvorvidt en medlemsstat bør gives bemyndigelse til at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør en sådan anmodning ikke påvirke de frister, som Kommissionen har til at træffe en begrundet afgørelse om den pågældende medlemsstats ansøgning.

(14)

Når Kommissionen giver bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger, bør den have mulighed for om nødvendigt at foreslå forhandlingsdirektiver eller anmode om indføjelse af særlige klausuler i den påtænkte aftale. Kommissionen bør holdes fuldt underrettet i de forskellige faser af forhandlingerne, for så vidt der er tale om spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og bør have mulighed for at deltage som observatør i forhandlingerne for så vidt angår disse spørgsmål.

(15)

Når medlemsstaterne meddeler Kommissionen, at de agter at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør de kun være forpligtede til at give Kommissionen de oplysninger, der er relevante for den vurdering, Kommissionen skal foretage. Kommissionens bemyndigelse og eventuelle forhandlingsdirektiver eller i givet fald Kommissionens afslag bør kun vedrøre spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.

(16)

Alle medlemsstater bør underrettes om enhver meddelelse til Kommissionen vedrørende påtænkte eller forhandlede aftaler og om enhver begrundet afgørelse, der træffes af Kommissionen i henhold til denne forordning. Denne underretning bør dog være fuldt forenelig med eventuelle fortrolighedskrav.

(17)

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør sikre, at enhver oplysning, der er angivet som værende fortrolig, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (3).

(18)

Har Kommissionen på grundlag af sin vurdering til hensigt ikke at give bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger eller til at indgå en forhandlet aftale, bør den afgive udtalelse til den pågældende medlemsstat, inden den træffer begrundet afgørelse. I tilfælde af afslag på at give bemyndigelse til indgåelse af en forhandlet aftale bør udtalelsen tillige forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet.

(19)

For at sikre, at den forhandlede aftale ikke udgør en hindring for gennemførelsen af Fællesskabets eksterne politik for civil- og handelsretligt samarbejde, bør det i aftalen enten fastsættes, at den skal opsiges delvis eller helt, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller at de relevante bestemmelser i aftalen direkte erstattes af bestemmelserne i en sådan senere aftale.

(20)

Der bør fastsættes overgangsbestemmelser for de situationer, hvor en medlemsstat på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden har indledt forhandlinger om en aftale med et tredjeland, eller har afsluttet forhandlingerne men endnu ikke har erklæret sig indforstået med at være bundet af aftalen.

(21)

For at sikre, at der er opnået et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag vedrørende anvendelsen af denne forordning, bør Kommissionen forelægge en rapport om denne anvendelse tidligst otte år efter vedtagelsen af denne forordning. I denne rapport bør Kommissionen under udøvelse af sine beføjelser bekræfte denne forordnings midlertidige karakter eller undersøge, hvorvidt forordningen bør erstattes af en ny forordning, der vedrører det samme spørgsmål eller også omfatter særlige spørgsmål, der henhører under Fællesskabets enekompetence og reguleres af andre fællesskabsinstrumenter, jf. betragtning 5.

(22)

Hvis den rapport, som Kommissionen forelægger, bekræfter denne forordnings midlertidige karakter, bør medlemsstaterne stadig efter forelæggelsen af rapporten have mulighed for at give meddelelse til Kommissionen om igangværende eller på forhånd bekendtgjorte forhandlinger med henblik på at opnå bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger.

(23)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dens mål.

(24)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(25)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland

b)

en regional aftale mellem et begrænset antal medlemsstater og et begrænset antal tredjelande, der er nabolande til medlemsstater, angående lokale forhold, og som ikke er åben for tiltrædelse af andre stater.

a)

den pågældende medlemsstat har fremlagt oplysninger, der viser, at den har en særlig interesse i at indgå aftalen som følge af økonomiske, geografiske, kulturelle, historiske, social eller politiske bånd mellem medlemsstaten og det pågældende tredjeland

b)

på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten har givet, forekommer det, at den påtænkte aftale ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er indført ved denne retsorden, og

c)

den påtænkte aftale vil ikke underminere genstanden for og formålet med den af Fællesskabet fastsatte politik for Fællesskabets eksterne forbindelser.

a)

fuld eller delvis opsigelse af aftalen, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller

b)

direkte erstatning af aftalens relevante bestemmelser med bestemmelserne i en senere aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål.

Den i første afsnit, litra a), omhandlede klausul bør have følgende eller lignende ordlyd: »(navn(e) på den eller de pågældende medlemsstater) opsiger denne aftale helt eller delvis, hvis og når Det Europæiske Fællesskab eller Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater indgår en aftale med (navn(e) på det eller de pågældende tredjelande) om de samme civilretlige spørgsmål som dem, der er omfattet af nærværende aftale«.

Den i første afsnit, litra b), omhandlede klausul bør have følgende eller lignende ordlyd: »Denne aftale eller visse bestemmelser i denne aftale ophører med at finde anvendelse på ikrafttrædelsesdatoen for en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab eller Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og (navn(e) på det eller de pågældende tredjelande) på den anden side hvad angår de spørgsmål, der er omfattet af sidstnævnte aftale«.

a)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra b),

b)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra c), for så vidt der er nye og ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med denne betingelse, samt

c)

opfylder kravet i artikel 5, stk. 2.

a)

bekræftes, at det er hensigtsmæssigt, at denne forordning udløber på den dato, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, eller

b)

anbefales, at denne forordning erstattes af en ny forordning fra og med den pågældende dato.

31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/31

(1)

Den europæiske økonomi står over for en alvorlig nedgang som følge af krisen på finansmarkederne. Der skal gøres en ekstraordinær og omgående indsats for at imødegå denne alvorlige økonomiske situation, som er uden fortilfælde. Med henblik på at genoprette tilliden hos markedsaktørerne skal der hurtigst muligt udarbejdes foranstaltninger, der har virkning på økonomien.

(2)

Det står samtidig klart, at den europæiske økonomis styrke og bæredygtighed på lang sigt forudsætter en omstilling, så problemstillingerne omkring energiforsyningssikkerhed og reduktion af drivhusgasemissioner kan løses. Et øget pres for at sikre pålidelige gasleverancer styrker denne konklusion.

(3)

På denne baggrund godkendte Det Europæiske Råd den 11. og 12. december 2008 i sine konklusioner den europæiske økonomiske genopretningsplan (genopretningsplan), som Kommissionen forelagde den 26. november 2008, og som beskriver, hvordan medlemsstaterne og Den Europæiske Union kan samordne deres politikker og skabe nye impulser for den europæiske økonomi, idet indsatsen fokuseres på Fællesskabets langsigtede mål.

(4)

Et vigtigt led i genopretningsplanen er forslaget om at øge Fællesskabets udgifter i nærmere bestemte strategiske sektorer for at afhjælpe den manglende tillid blandt investorerne og bidrage til udviklingen af en styrket økonomi fremover. Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at forelægge en liste med konkrete projekter, som skulle tage hensyn til en passende geografisk fordeling, med sigte på at styrke investeringerne i udviklingen af navnlig infrastrukturprojekter.

(5)

For at genopretningsplanen kan blive effektiv, er det afgørende at finansiere foranstaltninger, som hurtigt kan bidrage til såvel løsning af den økonomiske krise som løsning af Fællesskabets alvorlige energiproblemer. Særprogrammet, som oprettes ved denne forordning, bør dog ikke danne præcedens for fremtidige samfinansieringssatser i forbindelse med investeringer på infrastrukturområdet.

(6)

Med henblik på en mærkbar og væsentlig virkning bør investeringerne fokuseres på få, specifikke sektorer, hvor en indsats klart vil kunne bidrage til målene for energiforsyningssikkerhed og reduktion af drivhusgasemissionerne, hvor der findes store og modne projekter, som på en virkningsfuld og effektiv måde kan udnytte en betydelig finansiel støtte, og hvor der kan katalyseres betydelige investeringsmidler fra andre kilder, herunder Den Europæiske Investeringsbank, og en indsats på europæisk plan vil kunne give en merværdi. Disse kriterier er opfyldt, når det gælder gas- og elinfrastruktur, offshore-vindkraftanlæg og CO2-opsamling og -lagring. Valget af disse sektorer afspejler de særlige omstændigheder i forbindelse med genopretningsplanen og bør ikke sætte spørgsmålstegn ved den høje prioritet, der tillægges energieffektivitet og fremme af energi fra vedvarende energikilder, som er omhandlet i genopretningsplanen.

(7)

Kommissionen har erklæret, at den, når den aflægger rapport om denne forordnings gennemførelse i 2010, hvis det er hensigtsmæssigt, agter at foreslå foranstaltninger, som gør det muligt at finansiere projekter, der er forenelige med genopretningsplanen, bl.a. projekter inden for energieffektivitet og energi fra vedvarende energikilder, såfremt det ikke bliver muligt at indgå forpligtelser for alle midlerne inden udgangen af 2010.

(8)

Hvad angår gas- og elinfrastrukturen, er visse udfordringer blevet større i de senere år. De seneste gasleverancekriser (vintrene 2006 og 2009) og stigningen i oliepriserne frem til midten af 2008 har vist, hvor sårbar Europa er. Vore egne gas- og olieressourcer svinder, og dermed bliver Europa i stigende grad afhængig af importeret energi. Energiinfrastrukturen kommer til at spille en vigtig rolle i denne sammenhæng.

(9)

Den nuværende økonomiske og finansielle krise har dog indvirkning på gennemførelsen af energiinfrastrukturprojekter. Nogle vigtige projekter, herunder projekter af fællesskabsinteresse, kan blive alvorligt forsinket på grund af manglende finansiering. Det er derfor hensigtsmæssigt hurtigst muligt at støtte investeringer i energiinfrastruktur. På baggrund af den lange tidshorisont for planlægning og gennemførelse af denne type projekter er det vigtigt, at Fællesskabet umiddelbart investerer i denne type infrastruktur, således at navnlig udviklingen af projekter, der er særlig vigtige for energiforsyningssikkerheden i Fællesskabet, fremskyndes. Dette er en væsentlig forudsætning for at sikre Fællesskabets energiforsyning til konkurrencedygtige priser, når det økonomiske opsving kommer, og den globale energiefterspørgsel øges igen.

(10)

Blandt energiinfrastrukturprojekterne er det nødvendigt at udvælge de projekter, der er af betydning for et velfungerende indre energimarked og for energiforsyningssikkerheden, og som også bidrager til den økonomiske genopretning.

(11)

For så vidt angår CO2-opsamling og -lagring og offshore-vindkraftanlæg i særdeleshed bør denne forordning bygge på den strategiske energiteknologiplan for EU, der blev præsenteret af Kommissionen den 22. november 2007, og som opfordrede til at lave en fælles strategiplan for energiforskning og innovation forenelig med Fællesskabets energipolitiske mål og en forpligtelse til at oprette seks europæiske industriinitiativer. Det Europæiske Råd opfordrede i sine konklusioner fra mødet den 16. oktober 2008 Kommissionen til at fremskynde gennemførelsen af den strategiske energiteknologiplan for EU væsentligt. Programmet igangsætter finansiering af projekter vedrørende CO2-opsamling og -lagring og offshore-vindkraftanlæg, uden at det berører de seks industriinitiativer vedrørende energidemonstrationsprojekter, som er beskrevet i den strategiske energiteknologiplan for EU.

(12)

Med henblik på en umiddelbar virkning på den økonomiske krise er det afgørende, at denne forordning oplister projekter, som umiddelbart kan modtage finansiel støtte, hvis de opfylder kriterier, der sikrer indre og ydre effektivitet, og hvis de kan dækkes af den fastsatte finansieringsramme.

(13)

For gas- og elinfrastrukturprojekter bør en liste opstilles i henhold til projektets bidrag til de mål for forsyningssikkerhed og -spredning, der er anført i Kommissionens anden strategiske energiredegørelse af 13. november 2008 og godkendt af Europa-Parlamentet i dets beslutning af 3. februar 2009 og af Rådet i dets konklusioner af 19. februar 2009. Projekter bør udvælges på grundlag af, om de gennemfører de prioriteter, der er udpeget i energiredegørelsen, har en rimelig modenhedsgrad og bidrager til sikring og spredning af energikilderne og -forsyningen, til optimering af nettets kapacitet og færdiggørelse af det indre energimarked, navnlig vedrørende grænseoverskridende strækninger, udvikling af nettet med henblik på at bidrage til større økonomisk og social samhørighed ved at mindske de mindst gunstigt stillede områders og øers isolation, tilslutning af anlæg, der producerer energi fra vedvarende energikilder, de sammenkoblede nets sikkerhed, pålidelighed og interoperabilitet, og solidaritet blandt medlemsstaterne. Gennemførelsen af disse projekter forudsætter et engagement fra de nationale, regionale og lokale myndigheders side om at fremskynde administrative procedurer og tilladelser. Mange projekter vil ikke kunne gives støtte inden for den fastsatte tidsramme, hvis de ikke fremskyndes.

(14)

Hvad angår offshore-vindkraftanlæg, bør denne liste omfatte projekter — som ud fra oplysninger indsamlet hos interessenterne inden for rammerne af den europæiske teknologiske platform for vindenergi, industrien og andre kilder — kan anses for at være godkendt og klar til gennemførelse, at være innovative, men baseret på veletablerede koncepter, at kunne fremskyndes, hvis der stilles finansielle midler til rådighed, at være af grænseoverskridende karakter, at være storskalaprojekter og at være i stand til at demonstrere, hvordan resultaterne af de teknologiske fremskridt vil blive formidlet effektivt i lyset af de mål og strukturer, der støttes af den strategiske energiteknologiplan for EU. Finansiel støtte bør målrettes mod de projekter, hvis projektudvikling kan fremskyndes væsentligt i 2009 og 2010.

(15)

Hvad angår CO2-opsamling og -lagring bør listen i hovedsagen udarbejdes på grundlag af oplysningerne fra interessenterne inden for rammerne af forummet for fossile brændstoffer, teknologiplatformen for elproduktion med fossile brændsler uden emissioner og andre kilder. Finansiel støtte bør målrettes mod de projekter, hvis projektudvikling kan fremskyndes væsentligt i 2009 og 2010. Hvorvidt projekterne er klar til gennemførelse, bør vurderes på grundlag af, om der foreligger modne og gennemførlige koncepter for det pågældende industrianlæg, herunder for CO2-opsamlingsdelen, og hvorvidt der er et modent og gennemførligt koncept for transporten og lagringen af CO2 samt om der foreligger et udtrykkeligt tilsagn fra de lokale myndigheder om at støtte projektet. Projekterne bør også demonstrere, hvordan resultaterne af de teknologiske fremskridt vil blive formidlet effektivt, og hvordan de vil fremskynde realiseringen af målene i den strategiske energiteknologiplan for EU.

(16)

Det vil være nødvendigt at foretage en udvælgelse blandt støtteberettigede forslag. En sådan udvælgelse bør bl.a. sikre, at der kun gives støtte til ét forslag vedrørende CO2-opsamling og -lagring i hver medlemsstat, så det sikres, at en lang række geologiske lagringsforhold undersøges, og at den økonomiske genopretning støttes i hele Europa.

(17)

Fællesskabsstøtte bør ikke uretmæssigt fordreje konkurrencen eller det indre markeds funktion, navnlig under hensyntagen til reglerne om tredjeparters adgang og eventuelle undtagelser i forbindelse med tredjeparters adgang. Al støtte ud over denne fællesskabsstøtte, som ydes af de enkelte lande, bør overholde reglerne for statsstøtte. Uanset formen bør fællesskabsstøtten tildeles i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3) (»finansforordningen«) og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (4), medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i nærværende forordning.

(18)

Da det haster med at finde løsninger på den økonomiske krise og Fællesskabets energiproblemer, indeholder denne forordning allerede detaljerede bestemmelser om reglerne for den finansielle støtte, herunder en liste over støtteberettigede projekter. Da det desuden haster med stimulering, bør alle retlige forpligtelser med henblik på gennemførelse af budgetforpligtelser indgået i 2009 og 2010 indgås inden udgangen af 2010.

(19)

Ved gennemførelsen af foranstaltninger, der finansieres ved denne forordning, bør Fællesskabets finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forebyggende foranstaltninger mod svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, ved effektive kontrolforanstaltninger og ved inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb samt, i tilfælde af uregelmæssigheder, ved hjælp af sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (5), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (7).

(20)

Med tanke på de forskellige typer emner i delprogrammerne bør Kommissionen bistås af forskellige udvalg ved udvælgelsen af forslag, der gives støtte til, og fastlæggelsen af, hvilke beløb der gives som støtte under de enkelte delprogrammer.

(21)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8).

(22)

Målene for denne forordning, nemlig at støtte den økonomiske genopretning i Fællesskabet, løse energiforsyningsproblemerne og reducere drivhusgasemissionerne ved at øge udgifterne i udpegede strategiske sektorer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings anvendelsesområde og arten af sektorerne og de udvalgte projekter bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(23)

Da det haster med at finde løsninger på den økonomiske krise og Fællesskabets alvorlige energiproblemer, bør denne forordning træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen —

a)

gas- og elinfrastruktur

b)

offshore-vindkraftanlæg, og

c)

CO2-opsamling og -lagring.

i)

alle højspændingsforbindelser, bortset fra dem, der anvendes inden for distributionsnet, og undersøiske kabler, for så vidt denne infrastruktur anvendes til interregional eller international transmission eller tilslutning

ii)

højtryksgasrørledninger, bortset fra dem, der anvendes i distributionsnet

iii)

underjordiske lagerfaciliteter tilsluttet de i nr. ii) omhandlede højtryksgasrørledninger

iv)

faciliteter til modtagelse, oplagring og forgasning af flydende naturgas (LNG), og

v)

alt udstyr og alle anlæg, der er nødvendige for, at den i nr. i), ii), iii) eller iv) nævnte infrastruktur kan fungere tilfredsstillende, herunder beskyttelses-, overvågnings- og kontrolsystemer

a)

projekter vedrørende gas- og elinfrastruktur: 2 365 000 000 EUR

b)

projekter vedrørende offshore-vindkraftanlæg: 565 000 000 EUR

c)

projekter vedrørende CO2-opsamling og -lagring: 1 050 000 000 EUR.

a)

sikring og spredning af energikilderne, -ruterne og -forsyningen

b)

optimering af energinettets kapacitet og færdiggørelse af det indre energimarked, herunder navnlig grænseoverskridende strækninger

c)

udvikling af nettet med henblik på at bidrage til større økonomisk og social samhørighed ved at mindske isolationen af de mindst gunstigt stillede områder eller øer i Fællesskabet

d)

tilslutning og integration af anlæg, der producerer energi fra vedvarende energikilder, og

e)

de sammenkoblede energinets sikkerhed, pålidelighed og interoperabilitet, herunder muligheden for om nødvendigt at anvende multidirektionale gasstrømme.

a)

af en eller flere medlemsstater i fællesskab

b)

med samtykke fra alle medlemsstater, som umiddelbart berøres af det pågældende projekt:

a)

hvorvidt den valgte strategi er fornuftig og den tekniske kvalitet tilstrækkelig

b)

hvorvidt den finansielle pakke er holdbar i hele foranstaltningens investeringsfase.

a)

modenhed, hvilket vil sige, at forslaget ved udgangen af 2010 er nået til investeringsfasen, og at der er afholdt betydelige kapitaludgifter

b)

i hvilken grad manglen på adgang til finansiering forsinker gennemførelsen af foranstaltningen

c)

i hvilken grad genopretningsstøtte vil stimulere finansiering fra offentlige og private kilder

d)

de samfundsøkonomiske virkninger

e)

miljøvirkningerne

f)

projektets bidrag til energinettets kontinuitet og interoperabilitet og til optimering af nettets kapacitet

g)

projektets bidrag til forbedret kvalitet af tjenesteydelser og sikkerhed

h)

projektets bidrag til oprettelse af et velintegreret energimarked.

a)

hvorvidt den valgte strategi er fornuftig og den tekniske kvalitet tilstrækkelig

b)

hvorvidt den finansielle pakke er holdbar i hele projektets investeringsfase.

a)

modenhed, hvilket vil sige, at forslaget ved udgangen af 2010 er nået til investeringsfasen, og at der er afholdt betydelige kapitaludgifter

b)

i hvilken grad manglen på adgang til finansiering forsinker gennemførelsen af foranstaltningen

c)

i hvilken grad projektet forbedrer eller udvider anlæg og infrastruktur, der allerede er under opførelse eller i planlægningsfasen

d)

i hvilken grad projektet omfatter konstruktion af anlæg eller infrastruktur i fuld eller industriel skala, og hvorvidt projektet navnlig vedrører:

e)

projektets innovative træk, og i hvilken grad projektet demonstrerer implementeringen af sådanne træk

f)

virkningen af projektet og dets bidrag til Fællesskabets system af offshore-vindkraftanlæg, herunder dets replikationspotentiale

g)

det engagement, som støttemodtagerne demonstrerer, når det gælder formidlingen af resultaterne af projektets teknologiske fremskridt til andre europæiske operatører i overensstemmelse med Fællesskabsretten og navnlig med de mål og strukturer, der er beskrevet i den strategiske energiteknologiplan for EU.

a)

Projekterne dokumenterer, at de kan opsamle mindst 80 % af CO2-mængden i industrianlæg og transportere og lagre denne CO2 sikkert i undergrunden.

b)

I kraftanlæg påvises CO2-opsamling på et anlæg med en elproduktion på mindst 250 MW eller tilsvarende.

c)

Projektiværksættere afgiver en bindende erklæring om, at den generiske viden, der skabes med demonstrationsanlægget, vil blive gjort tilgængelig for branchen generelt og Kommissionen med henblik på at bidrage til den strategiske energiteknologiplan for EU.

a)

hvorvidt den valgte strategi er fornuftig og den tekniske kvalitet tilstrækkelig

b)

modenhed, hvilket vil sige, at forslaget ved udgangen af 2010 er nået til investeringsfasen, hvilket omfatter udforskning og udvikling af oplagringsmuligheder, og at der er afholdt betydelige investeringsudgifter i forbindelse med projektet

c)

hvorvidt den finansielle pakke er holdbar i hele projektets investeringsfase

d)

hvorvidt alle nødvendige tilladelser til opførelse og drift af projektet på den eller de foreslåede lokalitet(er) er identificeret, og om der findes en strategi for at opnå disse tilladelser.

a)

i hvilken grad manglen på adgang til finansiering forsinker gennemførelsen af foranstaltningen

b)

ønsket finansiering pr. ton fjernet CO2 i projektets første fem driftsår

c)

projektets kompleksitet og innovationsgrad for anlægget som helhed, herunder også andre tilhørende forskningsaktiviteter, og det engagement, som støttemodtagerne demonstrerer, når det gælder formidlingen af resultaterne af projektets teknologiske fremskridt til andre europæiske operatører på en måde, som er forenelig med Fællesskabsretten og navnlig med de mål og strukturer, der er beskrevet i den strategiske energiteknologiplan for EU

d)

hvorvidt forvaltningsplanen er fornuftig og tilstrækkelig, herunder i forbindelse med de videnskabelige, konstruktionsmæssige og tekniske oplysninger og data, hvorvidt disse dokumenterer, at det foreslåede koncept kan sættes i drift senest 31. december 2015.

a)

i forbindelse med projekter vedrørende gas- og elinfrastruktur det udvalg, der er nedsat ved artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 680/2007 af 20. juni 2007 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for de transeuropæiske transport- og energinet (9)

b)

i forbindelse med projekter vedrørende offshore-vindkraftanlæg det udvalg, der er nedsat ved artikel 8 i Rådets beslutning 2006/971/EF af 19. december 2006 om særprogrammet Samarbejde til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (10)

c)

i forbindelse med projekter vedrørende CO2-opsamling og -lagring det udvalg, der er nedsat ved artikel 8 i beslutning 2006/971/EF.

31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/46

(1)

Afsnit IV i tredje del i traktaten udgør retsgrundlaget for vedtagelse af fællesskabslovgivning om civilretligt samarbejde.

(2)

Det civilretlige samarbejde mellem medlemsstater og tredjelande har generelt været reguleret i aftaler mellem medlemsstater og tredjelande. Sådanne aftaler, hvoraf der findes et stort antal, afspejler ofte særlige forbindelser mellem en medlemsstat og et tredjeland og har til formål at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos de berørte parter.

(3)

Ifølge traktatens artikel 307 skal medlemsstaterne bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne enhver uoverensstemmelse mellem gældende fællesskabsret og internationale aftaler indgået mellem medlemsstater og tredjelande. Dette kan gøre det nødvendigt at genforhandle sådanne aftaler.

(4)

For at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos en bestemt medlemsstat hvad angår dens forbindelser med et tredjeland kan der også være et udtalt behov for at indgå nye aftaler med tredjelande på civilretlige områder, der henhører under afsnit IV i tredje del i traktaten.

(5)

De Europæiske Fællesskabers Domstol bekræftede i sin udtalelse 1/03 af 7. februar 2006 om indgåelsen af den nye Luganokonvention, at Fællesskabet har erhvervet enekompetence til at indgå en international aftale såsom Luganokonventionen med tredjelande om spørgsmål, som berører reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (»Bruxelles I«).

(6)

Det tilkommer Fællesskabet i henhold til traktatens artikel 300 at indgå aftaler mellem Fællesskabet og et tredjeland om anliggender, der henhører under Fællesskabets enekompetence.

(7)

Medlemsstaterne skal i henhold til traktatens artikel 10 lette gennemførelsen af Fællesskabets opgaver og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af traktatens målsætning i fare. Denne pligt til loyalt samarbejde finder anvendelse generelt og afhænger ikke af, om Fællesskabet har enekompetence eller ej.

(8)

For så vidt angår aftaler med tredjelande om specifikke civilretlige spørgsmål, der hører under Fællesskabets enekompetence, bør der fastlægges en sammenhængende og gennemsigtig procedure for bemyndigelse af en medlemsstat til at ændre en eksisterende aftale eller til at forhandle og indgå en ny aftale, navnlig hvor Fællesskabet ikke selv har angivet at have til hensigt at anvende sin eksterne kompetence til at indgå en aftale på grundlag af et allerede eksisterende forhandlingsmandat eller et påtænkt forhandlingsmandat. Denne procedure bør ikke berøre Fællesskabets enekompetence og bestemmelserne i traktatens artikel 300 og 307. Den bør betragtes som en særlig foranstaltning og være begrænset for så vidt angår anvendelsesområde og tid.

(9)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse, hvis Fællesskabet allerede har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om det samme spørgsmål. To aftaler bør kun anses for at vedrøre det samme spørgsmål, hvis og i det omfang de i det væsentlige regulerer de samme specifikke retlige spørgsmål. Bestemmelser, der blot omhandler en generel hensigt om at samarbejde om sådanne spørgsmål, bør ikke anses for at vedrøre det samme spørgsmål.

(10)

Visse regionale aftaler, der er omhandlet i eksisterende fællesskabsretsakter, bør ligeledes være omfattet af denne forordning.

(11)

For at sikre, at en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er fastsat ved denne retsorden, eller Fællesskabets politik for eksterne forbindelser som besluttet af Fællesskabet, bør den berørte medlemsstat være forpligtet til at meddele Kommissionen sin hensigt med henblik på at opnå bemyndigelse til både at indlede eller fortsætte formelle forhandlinger om en aftale og til at indgå en aftale. En sådan meddelelse bør gives pr. brev eller ad elektronisk vej. Den bør indeholde alle relevante oplysninger og al relevant dokumentation, således at Kommissionen kan vurdere forhandlingsresultatets forventede indvirkning på fællesskabsretten.

(12)

Det bør vurderes, om Fællesskabet har tilstrækkelig interesse i at indgå en bilateral aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland, eller, hvor det er relevant, i at erstatte en eksisterende bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland med en fællesskabsaftale. Alle medlemsstaterne bør med henblik herpå underrettes om enhver meddelelse, som Kommissionen modtager angående en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, således at de kan vise deres interesse i at tilslutte sig den meddelende medlemsstats initiativ. Hvis det fremgår af denne udveksling af oplysninger, at Fællesskabet har tilstrækkelig interesse, bør Kommissionen overveje at foreslå et forhandlingsmandat med henblik på indgåelse af en aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland.

(13)

Hvis Kommissionen anmoder om yderligere oplysninger fra en medlemsstat i forbindelse med sin vurdering af, om medlemsstaten bør gives bemyndigelse til at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør en sådan anmodning ikke påvirke de frister, som Kommissionen har til at træffe en begrundet afgørelse om den pågældende medlemsstats ansøgning.

(14)

Når Kommissionen giver bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger, bør den have mulighed for om nødvendigt at foreslå forhandlingsdirektiver eller anmode om indføjelse af særlige klausuler i den påtænkte aftale. Kommissionen bør holdes fuldt underrettet i de forskellige faser af forhandlingen, for så vidt der er tale om spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og bør have mulighed for at deltage som observatør i forhandlingerne for så vidt angår disse spørgsmål.

(15)

Når medlemsstaterne meddeler Kommissionen, at de agter at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør de kun være forpligtede til at give Kommissionen de oplysninger, der er relevante for den vurdering, Kommissionen skal foretage. Kommissionens bemyndigelse og eventuelle forhandlingsdirektiver eller i givet fald Kommissionens afslag bør kun vedrøre spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.

(16)

Alle medlemsstater bør underrettes om enhver meddelelse til Kommissionen vedrørende påtænkte eller forhandlede aftaler og om enhver begrundet afgørelse, der træffes af Kommissionen i henhold til denne forordning. Denne underretning bør dog være fuldt forenelig med eventuelle fortrolighedskrav.

(17)

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør sikre, at enhver oplysning, der er angivet som værende fortrolig, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (3).

(18)

Har Kommissionen på grundlag af sin vurdering til hensigt ikke at give bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger eller til at indgå en forhandlet aftale, bør den afgive udtalelse til den pågældende medlemsstat, inden den træffer begrundet afgørelse. I tilfælde af afslag på at give bemyndigelse til indgåelse af en forhandlet aftale bør udtalelsen tillige forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet.

(19)

For at sikre, at den forhandlede aftale ikke udgør en hindring for gennemførelsen af Fællesskabets eksterne politik for civil- og handelsretligt samarbejde, bør det i aftalen enten fastsættes, at den skal opsiges delvis eller helt, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller at de relevante bestemmelser i aftalen direkte erstattes af bestemmelserne i en sådan senere aftale.

(20)

Der bør fastsættes overgangsbestemmelser for de situationer, hvor en medlemsstat på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden har indledt forhandlinger om en aftale med et tredjeland, eller har afsluttet forhandlingerne men endnu ikke har erklæret sig indforstået med at være bundet af aftalen.

(21)

For at sikre, at der er opnået et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag vedrørende anvendelsen af denne forordning, bør Kommissionen tidligst forelægge en rapport om denne anvendelse otte år efter vedtagelsen af denne forordning. I denne rapport bør Kommissionen under udøvelse af sine beføjelser bekræfte denne forordnings midlertidige karakter eller undersøge, hvorvidt forordningen bør erstattes af en ny forordning, der vedrører det samme spørgsmål, eller også medtager andre spørgsmål, der hører ind under Fællesskabets enekompetence og er omfattet af andre fællesskabsinstrumenter.

(22)

Hvis den rapport, som Kommissionen forelægger, bekræfter denne forordnings midlertidige karakter, bør medlemsstaterne stadig efter forelæggelsen af rapporten have mulighed for at give meddelelse til Kommissionen om igangværende eller på forhånd bekendtgjorte forhandlinger med henblik på at opnå bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger.

(23)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dens mål.

(24)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(25)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland

b)

regionale aftaler som omhandlet i artikel 59, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 2201/2003, jf. dog artikel 59, stk. 2, litra c), og artikel 59, stk. 3, i nævnte forordning, og i artikel 69, stk. 3, i forordning (EF) nr. 4/2009.

a)

den pågældende medlemsstat har fremlagt oplysninger, der viser, at den har en særlig interesse i at indgå aftalen som følge af økonomiske, geografiske, kulturelle, historiske, sociale eller politiske bånd mellem medlemsstaten og det pågældende tredjeland

b)

på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten har givet, forekommer det, at den påtænkte aftale ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er indført ved denne retsorden, og

c)

den påtænkte aftale vil ikke underminere genstanden for og formålet med den af Fællesskabet fastsatte politik for Fællesskabets eksterne forbindelser.

a)

fuld eller delvis opsigelse af aftalen, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller

b)

direkte erstatning af de relevante bestemmelser i aftalen med bestemmelserne i en senere aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål.

a)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra b)

b)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra c), for så vidt der er nye og ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med denne betingelse, og

c)

opfylder kravet i artikel 5, stk. 2.

a)

bekræftes, at det er hensigtsmæssigt, at denne forordning udløber på den dato, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, eller

b)

anbefales, at denne forordning erstattes af en ny forordning fra og med den pågældende dato.

31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/52