23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/1

1.1

Kommissionen har defineret »flexicurity« som »en integreret strategi, der har til formål at forbedre fleksibiliteten og sikkerheden på arbejdsmarkedet samtidigt«. I dette holdningspapir belyser EØSU aspekter af flexicurity-modellen, som det i denne krisetid anser for særlig relevante for at fastholde så mange som muligt i beskæftigelse og give mennesker uden for arbejdsmarkedet de bedste chancer for hurtigt at finde nyt arbejde. Arbejdsgivere og arbejdstagere bør samarbejde inden for arbejdsmarkedsdialogens rammer for at sikre, at så mange arbejdstagere som muligt fastholdes på arbejdsmarkedet.

1.2

I denne situation med dyb krise og hastigt voksende arbejdsløshed er det så meget desto vigtigere, at flexicurity ikke fortolkes som et let middel til at afskedige beskæftigede arbejdstagere eller til at underminere den sociale beskyttelse i almindelighed og den sociale beskyttelse af arbejdsløse i særdeleshed. Foranstaltninger, der fremmer flexicurity-modellens sikkerhedsaspekt (i videst mulig forstand), bør efter EØSU's mening prioriteres højest i den givne situation.

1.3

EØSU har i tidligere udtalelser belyst betydningen af intern flexicurity. Krisen understreger vigtigheden af foranstaltninger til fremme af intern flexicurity, der sætter virksomhederne i stand til at tilpasse sig en brat ordrenedgang uden at blive tvunget til at fyre arbejdstagere. Virksomheder med arbejdstidsregnskaber, der er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, er langt bedre i stand til at reagere hurtigt på den nye markedssituation, krisen har frembragt, end virksomheder, der ikke råder over sådanne instrumenter. En af krisens klare konklusioner er den, at arbejdstidsregnskaber og fleksible arbejdstidsordninger skal fremmes af arbejdsmarkedets parter. EØSU finder det nødvendigt, at disse instrumenter gøres så attraktive som muligt for virksomheder og arbejdstagere.

1.4

Flexicurity-modellen kan kun fungere, hvis de ansatte er veluddannede. Forbindelsen mellem nye kompetencer og jobskabelse er tæt. Virksomhederne har al mulig interesse i at investere i efteruddannelse af deres ansatte. Arbejdstagerne har ansvaret for at efteruddanne sig. Det er håbet, at strategien »Lissabon 2010 plus« kan give svar på disse problemer.

1.5

Krisen understreger betydningen af dialogen på arbejdsmarkedet. De seneste måneder har vist, hvor ivrige arbejdsmarkedets parter er for at finde fælles løsninger på de presserende problemer. EØSU foreslår det svenske EU-formandskab og Kommissionen at etablere en webbaseret platform for at fremme erfaringsudveksling om disse initiativer fra arbejdsmarkedets parter. Det skal ske med respekt for de forskellige situationer på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

1.6

På EU-niveau er arbejdsmarkedets parter i gang med at forhandle en selvstændig rammeaftale om rummelige arbejdsmarkeder. EØSU mener, at en fremtidig aftale kan give et værdifuldt ekstra skub til at hjælpe de mest sårbare arbejdstagere, som mistede deres job under krisen, med at komme tilbage i beskæftigelse. EØSU ser desuden frem til den fælles overvågning og evaluering af gennemførelsen af flexicurity, som arbejdsmarkedets parter på EU-plan har forpligtet sig til i deres arbejdsprogram for 2009-2010.

1.7

Den økonomiske tilbagegangs store hast og drastiske natur har fået mange arbejdsgivere til at tænke tilbage på vækstårene, da de opdagede, hvor svært det var at finde tilstrækkeligt med velkvalificeret arbejdskraft. Da de nu ser længere frem i tiden mod det økonomiske opsving, som må komme, forhaster de sig ikke med at nedlægge for mange arbejdspladser for at opnå en kortsigtet besparelse. Ingen virksomhed kan imidlertid komme uden om de grundlæggende økonomiske regler. Alle virksomheder vil, når det kommer til stykket, først og fremmest sikre deres egen overlevelse. For de berørte arbejdstagere er det afgørende at komme tilbage i beskæftigelse så hurtigt som muligt. EØSU understreger behovet for at sikre dem hurtig og kvalificeret hjælp. Medlemsstaterne bør seriøst overveje at øge antallet og kvaliteten af personale i arbejdsformidlingskontorerne for at støtte en så hurtig genindslusning på arbejdsmarkedet som muligt.

1.8

I lyset af de særlige nationale og regionale forhold samt forskellene mellem diverse industrisektorer, bør Unionen efter EØSU's opfattelse fortsætte arbejdet i et europæisk perspektiv og med respekt for subsidiaritetsprincippet. Dette er vejen til at skabe de nødvendige europæiske rammer for at sikre styrkelse af en europæisk social model, som er i fuld gang med at udvikle sig fra teori til uomgængelig praksis (1). Det er nødvendigt at planlægge en proces til afløsning af Lissabonprocessen (Lissabon 2010 plus) for at tackle de uløste spørgsmål og de spørgsmål, der vil opstå i løbet af krisen, som det kan blive langvarigt og smertefuldt at komme igennem. Flexicurity bør spille en vigtig rolle i den forbindelse. Det er EØSU's opfattelse, at anvendelsen af de forskellige aspekter af flexicurity skal være afbalanceret.

1.9

EØSU understreger, at arbejdsmarkedsreformerne i medlemsstaterne bør undgå, at antallet af job med usikre ansættelsesforhold og for høj fleksibilitet på bekostning af sikkerheden fortsætter med at stige som i de seneste år. EØSU deler den bekymring, som Regionsudvalget giver udtryk for i sin udtalelse af 7. februar 2008 (2). Hvis den eksterne fleksibilitet er dominerende, er der risiko for »en omfattende deregulering af almindelige ansættelsesforhold med henblik på større udbredelse af usikre kontraktforhold«.

2.1

Det svenske EU-formandskab har anmodet EØSU om at afgive udtalelse om emnet »flexicurity«, som udvalget allerede har udtalt sig om (3), men som nu skal ses i en ny sammenhæng. En høring afholdt af det svenske formandskab den 7. juli 2009 i Stockholm bekræftede behovet for snarest at genbehandle emnet i lyset af finanskrisen.

2.2

Flexicurity kan anskues fra forskellige vinkler. I sin meddelelse definerer Kommissionen flexicurity som en »integreret strategi, der har til formål at forbedre fleksibiliteten og sikkerheden på arbejdsmarkedet samtidigt« (4). Eftersom denne definition også dannede grundlag for konklusionerne fra det ekstraordinære topmøde i Prag den 7. maj 2009, bygger denne udtalelse på ovennævnte fælles fortolkning.

2.3

EØSU påpeger, at arbejdsmarkedspolitik er medlemsstaternes ansvar i henhold til subsidiaritetsprincippet. Et forsøg på at harmonisere arbejdsmarkedslovgivningen ville støde på dette princip og være uhensigtsmæssig, fordi det ville ødelægge traditioner og geografiske strukturer, som har bevist deres betydning og soliditet. Det må desuden tages med i betragtning, at medlemsstaternes økonomier ikke befinder sig på det samme udviklingsniveau. Dette afspejles i deres respektive sociale systemer. På denne baggrund bør EU's udfordringer efter EØSU's mening være:

3.1.1

Virkningerne af den største økonomiske krise i EU's historie er på kort sigt ret tydelige: Medlemslandenes offentlige gæld stiger med en hidtil uset hastighed. Selv om verdens centralbanker har oversvømmet markederne med likvide midler, fungerer banksystemet stadig ikke, som det gør under normale omstændigheder. Navnlig de små og mellemstore virksomheder og selvstændige arbejdstagere har meget svært ved at opnå nye lån. Arbejdsløshedens ulyksalige indvirkning på samfundene og det indre marked vil snart blive mærkbar. Samtidig er det utrolig svært at skabe nye arbejdspladser, og det sker sjældent.

3.1.2

Efter EØSU's opfattelse er det i lyset af den nuværende alvorlige sociale og økonomiske situation absolut nødvendigt at tilpasse flexicurity-modellen på kort sigt, på trods af at udvalgets seneste udtalelse om emnet blev offentliggjort så sent som i foråret 2008. EØSU er glad for det svenske formandskabs anmodning om at undersøge, hvordan medlemsstaterne kan benytte flexicurity til omstrukturering i forbindelse med den globale udvikling. Med den globale udvikling menes den finansielle krise og dens tragiske konsekvenser for realøkonomien og beskæftigelsen. Denne krise har allerede vist sig som den alvorligste økonomiske krise i de seneste 80 år. Dens følger vil uden tvivl komme til at præge hele det 21. århundrede. Den er så meget desto mere alvorlig, som den ledsages af to andre kriser, der udgør en stor udfordring på verdensplan, nemlig klimakrisen og den demografiske krise.

3.1.3

Krisen ændrer den sociale og økonomiske situation for eventuelle reformer af arbejdsmarkedet. Det er indlysende, uanset om man mener, at det er hensigtsmæssigt, muligt, nødvendigt eller umuligt at gennemføre sådanne strukturreformer i en krisetid. Det ligger dog EØSU på sinde at understrege, at integration og genindslusning af arbejdsløse på arbejdsmarkedet skal have absolut prioritet.

3.1.4

EØSU har til hensigt at drage konklusioner af sine observationer og fremsætte konkrete og positive forslag om de grundlæggende parametre i flexicurity-modellen, nemlig fleksibilitet og sikkerhed. Udvalget understreger, at det er nødvendigt at finde en balancegang mellem fleksibilitetstiltag og sikkerhedstiltag, hvis sociale konflikter som dem, der allerede har været i Europa, skal undgås.

3.2.1

Intern fleksibilitet bør være et resultat af en social dialog mellem ledelsen og arbejdstagerne eller deres repræsentanter, arbejdsmarkedets parter, på virksomhedsniveau eller sektorniveau. Den hindrer tab af arbejdspladser og kan derfor i en vanskelig periode være en vigtig stabiliseringsfaktor for den sociale samhørighed i Europa. En god forståelse virksomhedsejere og medarbejdere imellem er nødvendig for at sikre, at virksomhederne påtager sig et socialt ansvar, og at medarbejderne fastholdes på arbejdsmarkedet, samtidig med at beskæftigelsen styrkes. Regeringerne spiller en vigtig rolle i støtten til disse tiltag, men deres indblanding må ikke gå ud over deres kapacitet til at levere grundlæggende sociale ydelser som sikkerhed (det være sig fødevaresikkerhed, lufttrafiksikkerhed, almen adgang til forsyningspligtydelser eller den form for sikkerhed, som leveres af politiet) og uddannelse i form af livslang læring.

3.2.2

Enhver social reform skal passe ind i den socioøkonomiske og politiske sammenhæng. Flexicurity i en krisetid giver utvivlsomt anledning til spørgsmål, der er svære at besvare, hvis der ikke er nogen garanti for beskæftigelse på trods af de ofre, der kræves. Man bør være helt klar over, at flexicurity-modellen kun er til nytte, hvis arbejdsmarkedets parter har en fælles forståelse af den, og ikke kun den ene part. Det er derfor nødvendigt at beskæftige sig meget indgående med sikkerhed (tryghed) og balancen mellem sikkerhed og fleksibilitet. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen i højere grad, end det er tilfældet, burde koncentrere sin analyse om mulighederne for intern fleksibilitet, som kan være et effektivt middel til bekæmpelse af arbejdsløshed (5).

3.2.3

Efter udvalgets opfattelse bør flexicurity-modellens dimensioner afbalanceres, så den ikke anvendes på bekostning af trygheden. Men hvordan kan landene sikre en sådan balance, når der er krise? EØSU foreslår, at reformer baseret på flexicurity-modellen undersøges omhyggeligt i denne krisetid, så der ikke forekommer uønskede sociale og politiske følgevirkninger. Disse forholdsregler skal intensiveres, når der er tale om såkaldt »ekstern« flexicurity.

3.2.4

I overensstemmelse med ovenstående bør flexicurity-tiltagene på enhver måde være troværdige, særligt hvad angår de budgetmæssige aspekter. Dette vil højst sandsynligt give anledning til ændrede prioriteter i medlemslandenes budgetudgifter og måske til en styrkelse af EU-støtten. For uden sikkerhed kan der ikke være nogen flexicurity.

3.2.5

Modsat den forsigtige anvendelse af forskellige former for intern fleksibilitet ville det i den nuværende situation være risikabelt at gennemtvinge arbejdsmarkedsreformer med det formål at fremme den eksterne fleksibilitet yderligere. Kommissionen har hidtil i sine overvejelser lagt hovedvægten på flexicurity-modellens eksterne dimension. Mange kollektive overenskomster i Europa indeholder bestemmelser, som regulerer fleksibiliteten internt i virksomheden. Den kan bl.a. bestå i tilrettelæggelse af arbejdstiden og omfatte uddannelsesperioder.

3.3.1

EØSU fastholder sit krav om, at arbejdsmarkedets parter skal spille hovedrollen i et forum, som giver mulighed for en løbende dialog om reformerne, således at de to poler, arbejdsgivere og arbejdstagere, kan sikre sig, at der opretholdes en permanent og dynamisk balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. Denne tilgang er vigtig og interessant for fremtidens beskæftigelse i Europa. Det er netop derfor, at civilsamfundet også bør inddrages i debatten. Enhver beskæftigelsespolitik og enhver arbejdsmarkedsreform har stor indflydelse på samfundet. Men reformerne bør ikke miste forbindelsen til samfundets økonomiske, sociale og bæredygtige perspektiver.

3.3.2

Flexicurity er et vigtigt redskab til at mildne virkningerne af den finansielle krise og krisen i realøkonomien på beskæftigelsesområdet. Det bør dog ikke misbruges til at gøre det nemmere at afskedige medarbejdere i lande, hvor der findes en arbejdslovgivning, som sikrer et vist niveau af sikkerhed mod de metoder, der på engelsk kaldes »hire and fire« (hyr og fyr). EØSU bifalder, at Kommissionen klart har meldt ud, at flexicurity aldrig vil kunne blive en ret til at afskedige folk.

3.3.3

Udvalget vil gerne understrege, at enhver reform af arbejdsmarkedslovgivningen skal ske i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Ellers er den dømt til fiasko. Den sociale dialog er garant for det moderne og sociale deltagelsesdemokrati. Ændring af arbejdsmarkedslovgivningen bør være resultatet af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Den sociale dialog gør det endvidere muligt at vedtage forskellige former for intern fleksibilitet, som sikrer virksomhederne en stor smidighed uafhængigt af, om deres aktiviteter er for opad- eller nedadgående.

3.3.4

ESØU er tilfreds med den indsats og det fælles arbejde på flexicurity-området, som arbejdsmarkedets parter på EU-plan har realiseret. EØSU værdsætter, at arbejdsmarkedets parter på EU-niveau har sat opfølgning og evaluering af flexicurity-modellens indførelse på deres arbejdsprogram for 2009-2010. Udvalget afventer rapporten om denne evaluering og regner med, at den fælles evaluering kan få stor indflydelse på udformningen af de forskellige flexicurity-modeller i de forskellige medlemsstater.

3.4.1

På kort sigt bør analysen og de mulige måder at anvende flexicurity på – under skyldig hensyntagen til en forudgående social dialog på alle niveauer, de økonomiske begrænsninger og regeringernes rolle – tage sigte på at bevare så mange arbejdspladser som muligt med den størst mulige merværdi og at styrke det samlede beskyttelsesniveau for alle arbejdstagere uanset deres situation på arbejdsmarkedet.

3.4.2

EØSU minder om konklusionerne i rapporten fra Rådets møde den 8.-9. juni om flexicurity i en krisetid. Det er afgørende for de arbejdsløse at komme i beskæftigelse igen så hurtigt som muligt. EØSU peger på behovet for snarest at give dem effektiv hjælp, støtte og vejledning. Medlemsstaterne skal opfordres til at udnytte de eksisterende EU-midler bedre og bør lægge sig i selen for at forbedre kvaliteten af alle beskæftigelsesfremmende instrumenter, f.eks. kontorer, der formidler kvalitetsjob, og styrke deres aktivitet og effektivitet.

3.4.3

EØSU er enig med Kommissionen i, at aftaler om ydelser ved »teknisk arbejdsløshed« på kort sigt kan være et effektivt redskab til at bevare arbejdspladsen, undgå arbejdsløshed og fastholde købekraften. Virkningen af disse bestemmelser er trefoldig: arbejdstagerens viden og kompetencer bevares for virksomheden, arbejdstageren udstødes ikke af arbejdsmarkedet, og nationaløkonomien bevarer stabiliteten, fordi en arbejdsløshedsbølge undgås. Krisen har bevist, at der er behov for at fremme arbejdstidsregnskaber og en fleksibel forvaltning af arbejdstiden. Virksomheder med arbejdstidsregnskaber er bedre i stand til at reagere hurtigt på de nye markedssituationer og tilpasse sig bratte fald i efterspørgslen. EØSU opfordrer medlemsstaterne og EU til at gøre dette instrument så attraktivt som muligt for arbejdstagerne og for virksomhederne.

3.4.4

EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter på alle niveauer, herunder de mikroøkonomiske, til at koncentrere den sociale dialog og de kompromiser, som alle parter må indgå i denne alvorlige krisetid, om opretholdelse og skabelse af arbejdspladser, samtidig med at arbejdstagernes samlede købekraft bevares. Regeringerne bør finde midler til at spille en rolle som katalysatorer og fremme, måske endda belønne, denne type aftaler. EØSU foreslår det svenske EU-formandskab og Kommissionen at etablere en webbaseret platform, der kan fremme udveksling af informationer og erfaringer med arbejdsmarkedsparternes initiativer på et praktisk niveau. Det skal ske med respekt for de forskellige situationer på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

3.4.5

EØSU er af den opfattelse, at flexicurity-modellens fire dimensioner og dens principper som defineret af Kommissionen rent faktisk kan bidrage til at mindske arbejdsløsheden i Europa. Det er dog afgørende at sørge for, at der skabes kvalitetsarbejdspladser. En reel social beskyttelse spiller en meget vigtig rolle. Den er fundamental for den økonomiske og sociale samhørighed i EU. EØSU understreger i denne forbindelse, at arbejdsmarkedsreformerne i medlemsstaterne bør undgå, at antallet af job med usikre ansættelsesforhold og for høj fleksibilitet på bekostning af sikkerhed fortsætter med at stige som i de seneste år. Kommissionen bør hjælpe til gennem udarbejdelse og formidling af regelmæssige opgørelser over indførelsen af flexicurity-modellens principper i arbejdsmarkedslovgivningerne. Efter EØSU's mening bør flexicurity-principperne i større grad indarbejdes i dagsordenen efter Lissabon. Desuden foreslår EØSU, at de europæiske arbejdsmarkedsparters arbejde koordineres med denne dagsorden.

3.5.1

EØSU finder det hensigtsmæssigt, at det svenske formandskab indleder en debat om aspekter af flexicurity, der ligesom i flere medlemslande, som benytter sig af flexicurity, kunne bidrage til, at Unionen kommer igennem den globale økonomiske og finansielle krise med bevarelse af så mange arbejdspladser som muligt og dermed undgår at sætte den sociale samhørighed på spil. EU har en stor interesse i ikke at miste sine arbejdstageres kvalifikationer, som der bliver brug for, når krisen er overstået. Det er især relevant, fordi den demografiske udvikling i de fleste europæiske lande vil reducere potentialet af kvalificeret arbejdskraft i betydelig grad.

3.5.2

Fyring af kvalificeret personale i krisetider er en fare set i et fremtidsperspektiv med opsving. Manglen på knowhow risikerer at vokse. Hvad værre er, ser det ud til, at mange europæiske virksomheder reducerer antallet af lærepladser eller stillinger beregnet på unge akademikere. Derved bringer de deres egen fremtid i fare. Desuden kan flexicurity-modellen kun fungere, hvis de ansatte er veluddannede. Det går stik imod idéen med dette reforminstrument at høre op med at uddanne. Forbindelsen mellem nye kompetencer og jobskabelse er tæt. Strategien »Lissabon 2010 plus« skal give svar på disse problemer. Det forudsættes, at virksomhederne investerer i efteruddannelse af deres ansatte. Det er samtidig klart, at det også er den enkelte arbejdstagers ansvar at uddanne sig.

3.5.3

Livslang læring inden for rammerne af flexicurity-modellen bør være en naturlig del af en bæredygtig udvikling af samfundene i EU og tjene som eksempel for resten af verden. Uddannelsen af medarbejdere bør gå i retning af de europæiske mål om at skabe flere gode arbejdspladser og udvikle en bæredygtig økonomi.

3.5.4

Flexicurity bygger grundlæggende på en bedre beskæftigelsesegnethed. Denne er betinget af uddannelsessystemernes høje kvalitet og effektiv videreuddannelse. En vigtig forudsætning for flexicurity kan imidlertid ikke opfyldes, så længe medlemslandene hævder at gå ind for livslang læring uden at omlægge deres uddannelsessystemer, uden at tillægge førskoleuddannelsen større betydning, uden at tildele undervisningen flere midler og uden at opmuntre til og fremme faglig uddannelse og efteruddannelse som led i beskæftigelsen gennem tildeling af økonomiske midler. EØSU opfordrer medlemsstaternes regeringer til at give alle disse uddannelsesspørgsmål højeste prioritet. EØSU går ind for en fælles indsats blandt medlemslandene med henblik på at fremme uddannelsessektoren i Europa.

3.6.1

I Lissabontraktaten, som EØSU støtter og håber at EU's 27 medlemslande vil vedtage, defineres det indre marked som et marked med en social økonomi. Artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab nævner »en social markedsøkonomi« som et af Fællesskabets mål. Dette er en vigtig nyhed. Disse nye toner, som giver langt mere plads til en social fortolkning af EU-retten, vil få stor betydning for den fremtidige EU-lovgivning og ikke mindst for EF-Domstolens retspraksis.

3.6.2

Ganske vist giver den politiske udvikling i et fåtal af europæiske lande anledning til bekymring for, om det vil lykkes at vedtage traktaten endeligt. Men udvalget vælger at bevare optimismen, for der er intet alternativ, ingen »plan B«. I en union med 27 medlemmer er det navnlig i krisetider nødvendigt, at institutionerne kan arbejde mere effektivt, end Nicetraktaten i øjeblikket giver mulighed for. EØSU finder det således nødvendigt, at EU-institutionerne arbejder videre med flexicurity-modellen i forventning om, at Lissabontraktaten vil blive vedtaget allerede i år eller senest i 2010, og under hensyntagen til krisen og dens udvikling. Denne ikrafttræden vil bl.a. føre til, at en ny og mere aktuel sikkerhedsdimension vil blive en del af EU-retten.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/6

1.1

EØSU støtter hensigten bag de fire søjler i strategien for Østersøregionen, nemlig at gøre regionen til et velstående sted, et sikkert sted, et miljømæssigt bæredygtigt sted og et lettilgængeligt og attraktivt sted.

1.2

EØSU påskønner den omfattende høringsproces, der fandt sted inden strategiens færdiggørelse, og den rolle, arbejdsmarkedets parter og aktører spillede heri. EØSU understreger atter det organiserede civilsamfunds afgørende rolle i gennemførelsen af strategien for Østersøregionen og understreger på ny sin støtte til oprettelsen af et civilsamfundsforum for Østersøregionen, som kan bidrage til at integrere civilsamfundet i strategiens udvikling.

1.3

EØSU bifalder strategiens handlingsplan, som omfatter 15 prioritetstiltag. Ansvaret for gennemførelsen af hver af disse tildeles en af Østersø-medlemsstaterne.

1.4

Strategien for Østersøregionen rummer både fordele og svagheder. Dens vigtigste fordele består i, at den er vidtrækkende, hvad angår den tiltænkte dækning, og at den vil blive evalueret regelmæssigt af Kommissionen og Det Europæiske Råd. Dens svaghed skyldes dens kompleksitet og forvaltningsmæssige problemer i forbindelse med dens gennemførelse. Strategien strækker sig over 21 generaldirektoraters samt 8 medlemsstaters og Ruslands ansvarsområder. Sammen med de fire søjler, 15 prioritetstiltag og adskillige horisontale tiltag er der en kompleks »variabel geometri« i strategiens kerne, som kan gøre den umulig at gennemføre. EØSU mener, at man bør gøre alt for at forenkle mekanismerne til forvaltning af strategiens gennemførelse.

1.5

EØSU spiller en vigtig rolle, når det gælder om at sikre en god samarbejdsånd under udviklingen og gennemførelsen af strategien. Oprettelsen af et civilsamfundsforum for Østersøregionen vil i en vis udstrækning give det organiserede civilsamfund et medansvar for strategiens fremtidige udvikling.

1.6

Østersøstrategien udgør en væsentlig udfordring for EØSU generelt, men især for EØSU's medlemmer fra Østersøregionen. Den forpligter disse til at tage initiativ til at repræsentere det organiserede civilsamfund i forbindelse med strategiens udvikling gennem civilsamfundsforummets aktiviteter. Eftersom Østersøstrategien vil blive gennemført over en årrække, er det tvingende nødvendigt at etablere en permanent gruppe i EØSU for at sikre, at udvalget kan deltage effektivt i, hvad eventuelt kan blive en model for makroregionalt samarbejde i hele EU.

2.1

Spørgsmålet om makroregionalt samarbejde er blevet stadig mere vigtigt i de senere år. I EU ses makroregionerne nu som regioner, der potentielt kan yde et vigtigt bidrag til samhørighedspolitikken og opnåelsen af en sammenlignelig udvikling i alle medlemsstater. I Europa findes der allerede forskellige former for makroregionalt samarbejde. Blandt andet Visegrad-gruppen, som omfatter Republikken Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet, er et eksempel på, hvordan landene i den centraleuropæiske region gør en indsats for at samarbejde inden for forskellige områder af fælles interesse i den europæiske integrations ånd (1). For endnu kortere siden, nemlig i 2008, blev Euro-Middelhavspartnerskabet, tidligere kendt som Barcelona-processen, relanceret på Paris-topmødet for Middelhavsregionen. Dette partnerskab omfatter alle 27 medlemsstater i EU sammen med 16 partnerstater i det sydlige Middelhavsområde og Mellemøsten og tager sigte på at takle fælles problemer såsom havforurening og søfartssikkerhed, energispørgsmål og erhvervsudvikling (2).

2.2

I november 2006 vedtog Europa-Parlamentet en betænkning om udarbejdelse af en Østersøstrategi. Strategien for Østersø-makroregionen blev vedtaget af Kommissionen den 10. juni 2009 og fremlagt for Det Europæiske Råd den 19. juni 2009. Det svenske formandskab vil sikre, at den drøftes yderligere inden vedtagelsen af Rådet ultimo oktober 2009. Det svenske formandskab har anmodet om denne sonderende udtalelse, fordi Østersøstrategien udgør et vigtigt element i formandskabets arbejdsprogram. Formålet med udtalelsen er at evaluere den foreslåede Østersøstrategi, dens forberedelse, struktur og handlingsplan fra det organiserede civilsamfunds perspektiv. Udtalelsen bygger på analysen i den nyligt vedtagne udtalelse fra EØSU om »Østersøregionen: Det organiserede civilsamfunds rolle i forbindelse med fremme af regionalt samarbejde og udarbejdelse af en regional strategi« (3).

2.3

Kravet om en Østersøstrategi bygger på det synspunkt, at der er behov for større og mere effektiv koordinering mellem Kommissionen, medlemsstaterne, regioner, lokale myndigheder og andre aktører for at sikre en mere effektiv brug af programmer og politikker. Østersøen er en af de travleste og mest overbelastede havregioner i verden, som det fremgår af kortet over daglige skibsbevægelser i bilaget til denne udtalelse. Østersøregionen omfatter otte medlemsstater, som grænser op til Østersøen (Finland, Sverige, Danmark, Tyskland, Polen, Estland, Letland, Litauen) sammen med Rusland. Da Det Europæiske Råd anmodede Kommissionen om at udarbejde strategien, besluttede det, at aspektet »eksterne forbindelser« i strategien skulle forbindes med den eksisterende Nordlige Dimensions rammer (4). EØSU støtter beslutningen om at udarbejde en makroregional udviklingsstrategi, der omfatter alle Østersøstater.

2.4

Proceduren, som førte til strategiens udvikling, er uden fortilfælde. Kommissionens synspunkt er, at hvis Østersøstrategien er effektiv og gennemførlig i Østersøregionen, kan en tilsvarende fremgangsmåde eventuelt anvendes i andre makroregioner, f.eks. Donauregionen (5) eller Alperne og Middelhavet.

2.5

Strategien ledsages af en handlingsplan, som omfatter 15 prioritetsområder på tværs af de fire søjler. Hvert prioritetsområde skal koordineres af en Østersømedlemsstat, som forventes at samarbejde med alle relevante aktører om gennemførelsen (6).

2.6

Østersøstrategien og de foreslåede foranstaltninger skal finansieres med eksisterende budgetmidler, nemlig EU's strukturfonde (55 mia. euro mellem 2007-2013), finansiering fra de enkelte Østersøstater, NGO'er, private kilder samt med midler fra finansieringsinstitutioner som f.eks. EIB, NIB og EBRD.

2.7

Foruden de fire søjler indeholder strategien også horisontale tiltag med henblik på udvikling af territorial samhørighed. Disse foranstaltninger omfatter:

3.6.1

I mellemtiden bør strategien imidlertid udnytte mulighederne i de eksisterende EU-initiativer, f.eks. initiativet Fælles Programlægning af Forskningsindsatsen, som EØSU har støttet kraftigt. Dette initiativ vil bidrage til Kommissionens henstilling i Østersøstrategien, nemlig at udnytte Østersøregionens fulde potentiale inden for forskning og innovation, så den kan blive et område med velstand.

4.1

EØSU har allerede fremsat et forslag til etablering af et civilsamfundsforum for Østersøregionen og meddelt, at det er villig til at påbegynde forberedelsen af grundlaget for et sådant forum (10). Dette forum bør løbe parallelt med strategien og bidrage til den halvårlige strategievaluering. De gode erfaringer med høringskonferencerne inden udarbejdelsen af strategien er et yderligere argument for, at det er nødvendigt med en løbende offentlig diskussion og bevidstgørelse om strategiens gennemførelse.

4.2

EØSU spiller sammen med de baltiske staters økonomiske og sociale råd en vigtig rolle for om at sikre en god samarbejdsatmosfære under strategiens gennemførelse. For at styrke institutionsopbygningen og deltagerbaserede civilsamfundsstrukturer, især i de nye medlemsstater og i nabolande som f.eks. Rusland, kan det være nyttigt at etablere grænseoverskridende forbindelser og samarbejde mellem søsterorganisationer, f.eks. mellem fagforeninger, forbrugerorganer og medborger- og volontørorganisationer. Især EØSU-medlemmerne fra de otte Østersø-medlemsstater bør udvikle rollen som sendebude, samtalepartnere og ordførere, så EØSU kan opretholde en velunderbygget holdning til strategiens fremskridt, succeser og udfordringer og således støtte realiseringen af dens målsætninger.

4.3

EØSI bifalder det seriøse forsøg, der gøres i Østersøstrategien på at udvikle en integreret tilgang til makroregionalt samarbejde. EØSU har ligesom Europa-Parlamentet gennem nogen tid slået til lyd for en sådan tilgang.

4.4

EØSU støtter den brede tilgang til gennemførelsen, der slås til lyd for i strategien, nemlig at medlemsstaterne skal gå forrest med koordineringen af gennemførelsen af de 15 prioritetsområder og de dertil knyttede flagskibsprojekter.

4.5

Det kan fremføres, at strategien for Østersøregionen udgør en vigtig prøvesten for EØSU's rolle. Det er en udfordring til EØSU om at tage fuldt del i strategiens udvikling uanset de vanskelige forvaltningsaspekter, der anførtes tidligere i denne udtalelse. Det er især en udfordring for EØSU-medlemmerne fra de otte Østersø-medlemsstater, der omfattes af strategien. De bør tage initiativ til at repræsentere det organiserede civilsamfund i den igangværende gennemførelse af strategien via civilsamfundsforummet for Østersøregionen. Eftersom gennemførelsen af strategien sandsynligvis vil strække sig over mange år, er der et tungtvejende argument for at etablere et ad hoc-observatorium for Østersøregionen i EU eller en studiegruppe, så hele EØSU kan deltage effektivt i, hvad helt sikkert vil blive en model for makroregionalt samarbejde i hele EU.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/10

1.1

Udarbejdet som svar på en anmodning til EØSU fra det svenske formandskab fokuserer denne sonderende udtalelse på, hvordan EU-strategien om alkoholrelaterede skader kan gøres bæredygtig, langsigtet og flersektoriel (1). Det svenske formandskabs mål er at støtte gennemførelsen af den horisontale EU-strategi om alkohol og etablere et langsigtet forebyggende arbejde på såvel EU- som nationalt niveau.

1.2

Udtalelsen bygger på den tidligere EØSU-udtalelse om alkoholrelaterede skader, som behandlede fem prioriterede emner: beskyttelse af børn, reduktion af antallet af alkoholrelaterede trafikulykker, forebyggelse af alkoholrelaterede skader blandt voksne og på arbejdspladsen, oplysning, uddannelse og bevidstgørelse og fælles dokumentation (2).

1.3

Udtalelsen fremhæver, at formandskabet har følgende fire prioriteter:

Med henblik på at udforme en overordnet strategi, bør der tages højde for alle emner i de to udtalelser og andre relevante spørgsmål.

1.4

Drikkevaner varierer i høj grad fra land til land, men de fleste forbrugere har i overvejende grad et fornuftigt forhold til alkohol (se punkt 3.2) (3). Når det er sagt er EØSU bekymret over, at 15 % af den voksne befolkning i EU skønnes jævnligt at have et alkoholforbrug på et skadeligt niveau, og at børn er de mest udsatte med hensyn til alkoholrelaterede skader. Der bør derfor træffes politiske foranstaltninger, som er specielt rettet mod de personer, som allerede har et skadeligt alkoholforbrug.

1.5

Markedsføring af alkohol er en af de faktorer, som øger sandsynligheden for, at børn og unge vil begynde at drikke alkohol samt drikke mere, hvis de allerede forbruger alkohol. Set i lyset af den kendsgerning opfordrer EØSU til en reduktion af børns udsættelse for markedsføring af alkoholholdige produkter.

1.6

Passende udformede prissætningspolitikker for alkohol kan være effektive instrumenter til reduktion af alkoholrelaterede skader, særligt blandt lavindkomstgrupper og unge. EØSU mener, at der er behov for regler vedrørende adgang til, udskænkning af og reklame for alkohol. På dette område er selvregulering ikke nok.

1.7

Med henblik på at skabe øget opmærksomhed om risikoen for føtalt alkoholsyndrom (FASD – Foetal Alcohol Spectrum Disorder) er EØSU fortaler for oplysningskampagner på såvel nationalt som EU-niveau.

1.8

EØSU mener, at der på EU-niveau er behov for mere information om konsekvenserne af et skadeligt alkoholforbrug for en sund og værdig aldring.

1.9

EØSU erkender, at alkoholpolitikker bør være helhedsorienterede og inkludere en vifte af foranstaltninger, der har bevist deres værd, hvad angår reduktionen af alkoholrelaterede skader.

2.1

Den Europæiske Union har kompetence og forpligtelse til at sætte ind over for folkesundhedsproblemer, der opstår som følge af et skadeligt og farligt alkoholforbrug, på grundlag af EF-traktatens artikel 152, stk. 1 (4), der fastslår, at Fællesskabets indsats skal supplere de nationale politikker.

2.2

I 2001 vedtog Rådet en henstilling om unges alkoholforbrug (5), og opfordrede Kommissionen til at overvåge og vurdere udviklingen og de trufne foranstaltninger samt aflægge beretning om, hvorvidt der er behov for en yderligere indsats.

2.3

I sine konklusioner fra juni 2001 og juni 2004 opfordrede Rådet Kommissionen til at fremsætte forslag til en omfattende fællesskabsstrategi til mindskelse af alkoholrelaterede skader, der kan supplere de nationale politikker (6).

2.4

I 2006 vedtog Kommissionen sin meddelelse: En EU-strategi til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere alkoholrelaterede skader (7). Meddelelsen har til formål at »kortlægge den indsats«, der gøres af Kommissionen, og det forklares, hvordan Kommissionen yderligere kan støtte og supplere de nationale sundhedspolitikker. EØSU mener, at meddelelsen langt fra er udtryk for en »overordnet strategi« (8), idet den ikke indeholder en omfattende og gennemskuelig analyse af alle de relevante EU-politikområder samt af de problemer som nogle medlemsstater, på grund af det indre markeds regler, (9) har oplevet i forbindelse med opretholdelsen af en forsvarlig alkoholpolitik i forhold til folkesundheden. Strategien anerkender heller ikke, at alkohol er et psykoaktivt stof, dvs. et giftigt stof, når det misbruges, og for nogle et stof med vanedannende egenskaber.

2.5

EF-Domstolen har gentagne gange bekræftet, at nedbringelse af alkoholrelaterede skader er en vigtig og relevant målsætning i folkesundhedsmæssig henseende, og at foranstaltningerne til opnåelse af denne målsætning skal være hensigtsmæssige og i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet (10).

2.6

EØSU anerkender det arbejde som alle aktører i European Alcohol and Health Forum har udført, siden forummet blev lanceret i 2007. EØSU bifalder lignende udviklingstendenser på lokalt niveau.

3.1

Den Europæiske Union er den region i verden, der har det største alkoholforbrug, med 11 liter ren alkohol pr. person om året (11). Det samlede forbrug faldt i perioden fra 1970»erne og frem til midten af 1990«erne, hvorefter det har ligget relativt stabilt. Der er dog betydelige forskelle landene imellem, hvad angår såvel forbrug som omfanget af alkoholrelaterede skader, og den måde skaderne manifesterer sig på (12). Imidlertid forbliver omfanget af skadelige drikkevaner betydeligt (13).

3.2

De fleste forbrugere har i overvejende grad et fornuftigt forhold til alkohol. Imidlertid bekymrer det EØSU, at 55 millioner voksne i EU (15 % af den voksne befolkning) skønnes jævnligt at have et alkoholforbrug på et skadeligt niveau (14). Et skadeligt alkoholforbrug anslås at være skyld i omkring 195 000 dødsfald om året i EU som følge af ulykker, leversygdomme, kræftsygdomme m.m. Et skadeligt alkoholforbrug er den tredjestørste årsag til for tidlige dødsfald og sygdomme i EU (15).

3.3

EØSU mener, at enkeltpersoners skadelige alkoholforbrug ikke er et problem, som udvikler sig isoleret set, men derimod et problem, som kan have forskellige årsager, herunder fattigdom, social udstødelse, familiemæssige forhold og arbejdsrelateret stress.

3.4

Mens der er tale om forskellige kulturelt betingede drikkevaner i Europa, kan det ligeledes konstateres, at der eksisterer forskellige kulturelt betingede adfærdsmønstre, når det drejer sig om et skadeligt og farligt alkoholforbrug, også blandt børn og unge (16). EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage højde for disse nationale og lokale adfærdsmønstre ved udformningen af politikker.

3.5

Børn er særligt udsatte for alkoholrelaterede skader. Det skønnes, at alkohol har en negativ indvirkning på mellem 5 og 9 millioner børn i EU. Alkohol er årsag til 16 % af tilfældene af børnemisbrug og omsorgssvigt, og det skønnes at omkring 60 000 for tidlige fødsler om året skyldes alkohol (17).

3.6

Et skadeligt alkoholforbrug kan være til skade ikke bare for personen selv men også for andre personer. Alkoholrelaterede skader bør også tages op på arbejdspladsen inden for rammerne af de bestemmelser om sundhed og sikkerhed, som især er arbejdsgiverens ansvar. Alkoholpolitikker på arbejdspladsen kan bidrage til at reducere antallet af alkoholrelaterede ulykker, mindske fraværet og øge arbejdskapaciteten. EØSU opfordrer arbejdsgiverne, fagforeningerne og de lokale myndigheder og andre berørte organisationer til at arbejde snævert sammen og træffe fælles foranstaltninger til at mindske antallet af alkoholrelaterede skader på arbejdspladsen.

3.7

Produktionen af alkoholiske drikke er af stor betydning for EU, da den skaber beskæftigelse og giver indtægter gennem afgifter samt bidrager positivt til EU's handelsbalance. Imidlertid har skadelige drikkevaner også en indvirkning på samfundsøkonomien på grund af øgede sundhedsudgifter, sociale omkostninger og tab af produktivitet. Omkostningerne ved alkoholrelaterede skader for EU's økonomi blev anslået til 125 mia. EUR i 2003, hvilket svarer til 1,3 % af BNP (18).

4.1

EØSU tilskynder kraftigt Kommissionen til at anerkende Verdenssundhedsorganisationens europæiske charter om alkohol (19), der blev vedtaget af alle medlemsstater i 1995, navnlig det etiske princip om, at alle børn og unge har ret til at vokse op i et miljø beskyttet mod de negative konsekvenser af alkoholforbrug og så vidt det er muligt mod markedsføring af alkoholiske drikkevarer.

4.2

Rådets henstilling opfordrede medlemsstaterne til at fastlægge effektive mekanismer på områderne reklame, markedsføring og detailhandel og til at sikre, at alkoholprodukter ikke blev udformet eller markedsført på en sådan måde, at de appellerer til børn og unge.

4.3

Kraftigt lejlighedsdrikkeri (»binge drinking«) blandt unge voksne (15-24 år) giver i stigende omfang lejlighed til bekymring på EU- og medlemsstatsniveau; 24 % af alkoholforbrugerne i denne aldersgruppe oplyste, at de havde drukket på denne måde mindst én gang om ugen i 2006 (20). Øl (40 %) og spiritus (30 %) er de mest konsumerede alkoholiske drikke blandt teenagere (21), efterfulgt af vin (13 %), alkopops (11 %) og cider (6 %) (22). Salgsfremstød for alkoholholdige drikke såsom »happy hour« og »to-for-én«-tilbud øger ligeledes alkoholforbruget og sandsynligheden for, at unge vil lejlighedsdrikke i stort omfang (23). Som et skridt fremad er der behov for, at myndighederne i højere grad håndhæver reglerne for salg af alkohol til mindreårige.

4.4

Reklamering for og markedsføring af alkohol påvirker unges holdning til og opfattelse af alkohol og skaber positive forventninger til forbruget af alkohol blandt unge (24). En evaluering af langtidsundersøgelser foretaget af Science Group of the European Alcohol and Health Forum fandt »entydige beviser på, at reklamering for alkohol får unge til at begynde at drikke og øger alkoholforbruget hos unge, der allerede drikker. Disse resultater er desto mere slående, eftersom kun en mindre del af den samlede markedsføringsstrategi er blevet vurderet« (25).

4.5

EØSU er bekymret for, at markedsføringen af alkohol tiltrækker mindreårige forbrugere (26), og gør opmærksom på, at undersøgelser igen og igen har vist, at adgang til TV og sponsorater, der indeholder alkohol, får unge til at drikke tidligere og mere (27).

4.6

WHO's ekspertgruppe fastslog at »frivillige ordninger ikke forhindrer den form for markedsføring, som påvirker unge samt at selvregulering kun ser ud til at fungere for så vidt som der er en aktuel og troværdig trussel om, at staten vil gennemføre regulerende tiltag« (28).

4.7

Aktører i forsyningskæden for alkoholholdige drikke har erklæret sig rede til at være mere proaktive, når det gælder lovmæssige og selvregulerende foranstaltninger (29). Det er deres opgave at arbejde sammen med medlemsstaterne for at sikre, at deres produkter fremstilles, forhandles og markedsføres på en forsvarlig måde, der bidrager til en reduktion af alkoholrelaterede skader.

4.8

Direktivet om audiovisuelle medietjenester bidrager til at fastsætte minimumsstandarder for alkoholreklamering. Det specificerer følgende: »audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salget af alkoholiske drikkevarer må ikke være rettet specifikt mod mindreårige, må ikke forbinde indtagelse af alkohol med øgede fysiske præstationer, må ikke skabe det indtryk, at indtagelsen af alkohol bidrager til succes på det sociale eller seksuelle område og må ikke antyde, at alkohol har terapeutiske egenskaber, at den virker stimulerende eller beroligende eller, at den kan bruges til at løse personlige konflikter med« (30). EØSU mener ikke, at dette direktiv isoleret set er tilstrækkeligt til fuldt ud at beskytte børn mod markedsføring af alkohol.

4.9

EØSU anbefaler, at en reduktion af børns udsættelse for alkoholholdige produkter samt reklamer og salgsfremstød for sådanne skal gøres til en specifik målsætning fra Kommissionens side, og udvalget opfordrer til, at lovgivningen på dette område strammes.

5.1

Der er en voksende fælleseuropæisk interesse i foranstaltninger til bekæmpelse af alkoholrelaterede skader. Alkohol er et vigtigt produkt i Europa, der skaber beskæftigelse og giver indtægter gennem afgifter samt bidrager til EU's økonomi gennem handel. Imidlertid resulterer skønsmæssigt 15 % af alkoholforbruget i skadelige følgevirkninger for enkeltpersoner og samfundet som helhed. I 2003 blev omkostningerne ved alkoholmisbruget i EU anslået til 125 milliarder EUR, svarende til 1,3 % af BNP (31).

5.2

Ifølge RAND-undersøgelsen er der i hele EU en tendens i retning af et større »off-trade« alkoholforbrug, der i reglen er billigere end alkohol, der sælges »on-trade« (32). Imidlertid bør det bemærkes, at undersøgelsen kun fokuserede på »off-trade«-alkoholpriser og ikke sammenlignede »off-trade«-priser med »on-trade«-priser.

5.3

Undersøgelser har vist, at alkohol blev mere tilgængeligt i hele EU i perioden 1996 til 2004; i visse lande var der tale om et relativt prisfald på 50 % (33). Datamaterialet viser, at der er en positiv sammenhæng mellem prisen på alkohol og alkoholforbruget i EU (34).

5.4

Unge reagerer følsomt på stigninger i prisen på alkohol, hvilket resulterer i, at de unge drikker mindre ofte og i mindre mængder, når de så drikker (35). Andre undersøgelser viser imidlertid, at der er risiko for, at unge går over til mere skadelige drikkevaner som reaktion på prisstigninger, f.eks. »opvarmningsdrikkeri« (36), hvor folk konsumerer billig alkohol i hjemmet, inden de går ud. Denne viden har omfattende konsekvenser for alkoholpolitikken i EU, særligt set i lyset af de tiltagende skadelige drikkevaner blandt unge.

5.5

Cirka 3,8 % af alle dødsfald på verdensplan og 4,6 % af de globale »disability-adjusted life-years« tilskrives alkohol. Der er en klar årsagssammenhæng mellem alkoholforbrug og antallet af kvæstede og dræbte i trafikken (37). Alkohol er årsag til visse sygdomme, såsom sygdomme i leveren og alkoholrelateret pancreatitis og en medvirkende faktor bag andre sygdomme og skader (f.eks. visse former for kræft, hjertesygdomme, slagtilfælde og levercirrose) (38). Et skadeligt alkoholforbrug er en bidragende faktor bag kriminalitet, vold og opløsning af familier, risikobetonet seksuel adfærd og seksuelt overførte sygdomme (39).

5.6

Det vurderes, at kraftigt lejlighedsdrikkeri i EU som helhed er en medvirkende årsag til 2 000 mord, 17 000 trafikdræbte (eller én ud af tre trafikdræbte), 27 000 ulykker med dødelig udgang og 10 000 selvmord (40).

5.7

Alkoholprispolitikker kan være effektive instrumenter til reduktion af alkoholrelaterede skader (41). EØSU mener, at prispolitik bør indgå i overvejelserne vedrørende udvikling af strategier til imødegåelse af alkoholrelaterede skader på en langsigtet og bæredygtig måde på tværs af sektorer.

5.8

Alkoholpolitikker bør være helhedsorienterede og omfatte en vifte af foranstaltninger, som har bevist deres værd hvad angår en reduktion af alkoholrelaterede skader, såsom politikker for spirituskørsel og grundlæggende sundhedsrelaterede indgreb. EØSU erkender, at der ikke findes nogen enkeltstående foranstaltning, der i sig selv kan reducere de alkoholrelaterede skader.

5.9

EØSU mener, at der er behov for en effektiv håndhævelse af de eksisterende regler vedrørende adgang til, udskænkning af og reklame for alkohol. På dette område er selvregulering en del af løsningen, men ikke i sig selv tilstrækkelig. Det bør være muligt at indføre restriktioner på salg under kostpris og salgsfremmende foranstaltninger, uden at dette opfattes som en begrænsning af handelen eller en overtrædelse af EU's lovgivning.

6.1

Europas skæbne afhænger af en sund og produktiv befolkning. EØSU er derfor alvorligt bekymret over, at en stadig større del af sygeligheden som følge af et skadeligt og farligt alkoholforbrug rammer yngre personer (42).

6.2

Kommissionen anerkender, at børn har ret til en effektiv beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og alle former for misbrug (43). EØSU bifalder i høj grad denne holdning.

6.3

EØSU bemærker, at et skadeligt og farligt alkoholforbrug har negative konsekvenser ikke blot for den enkelte forbruger, men også for andre personer, især i forbindelse med ulykker, skader og vold. Hvad angår familier, erkender EØSU, at den mest sårbare og udsatte gruppe er børn.

6.4

Det skønnes, at alkohol har en negativ indvirkning på mellem 5 og 9 millioner børn, at alkohol er en medvirkende faktor i 16 % af tilfældene af børnemisbrug og omsorgssvigt, og at omkring 60 000 for tidlige fødsler om året skyldes alkohol (44). Yderligere negative konsekvenser for børn omfatter fattigdom og social udstødelse, hvilket kan skade deres helbred, uddannelse og velfærd både nu og i fremtiden.

6.5

Vold i hjemmet, som er et alvorligt problem i mange lande (45), er i høj grad forbundet med et problematisk alkoholforbrug hos voldsudøveren (46). Selv om vold også sker i hjem uden alkoholmisbrug, bidrager et stort alkoholforbrug til, at nogle personer bliver voldelige. Et reduceret alkoholforbrug kommer ikke blot offeret og voldsudøveren til gode, men gavner også de børn, der vokser op i hjem med vold.

6.6

Alkohol kan påvirke børn, allerede inden de er født. Føtalt alkoholsyndrom (FASD) beskriver et spektrum af permanente medfødte skader (fysiske, adfærdsmæssige og kognitive), som skyldes moderens alkoholforbrug under graviditeten.

6.7

Kendskabet til FASD og konsekvenserne heraf er begrænset. Det har afgørende betydning, at der formidles velunderbyggede eksempler på forebyggende programmer til reduktion af alkoholrelaterede skader under graviditeten. EØSU er fortaler for målrettede oplysningskampagner på nationalt og EU-niveau, der skal skabe øget opmærksomhed om risikoen for FASD.

7.1

Ældre mennesker er mere følsomme overfor alkoholens følgevirkninger. Mere specifikke problemer vedrører balanceevnen og risikoen for fald samt begyndende helbredsproblemer, som kan gøre ældre mere modtagelige for alkohol. Cirka en tredjedel af de ældre får for første gang problemer med alkoholforbruget senere i livet, hvilket ofte skyldes en nærtståendes bortgang, dårligt fysisk helbred, problemer med mobiliteten og social isolation (47).

7.2

Et skadeligt alkoholforbrug kan påvirke ældres mentale helbred i form af: nervøsitet, depressioner og konfus sindstilstand.

7.3

Alkoholrelaterede lidelser er almindelige blandt ældre, særligt blandt mænd, som er socialt isolerede, og som lever alene (48). Et problematisk alkoholforbrug kan sættes i forbindelse med udbredte helbredsmæssige skader på det fysiske, psykologiske, sociale og kognitive område. Cirka 3 % af de over 65-årige er udsat for disse skader (49), selvom mange tilfælde eventuelt overses, idet diagnosticeringskriterier og screening rettes mod yngre personer. Imidlertid er det ofte lettere at behandle ældres alkoholproblemer end yngres.

7.4

Alkohol kan øge effekten af visse medikamenter og reducere virkningen af andre. Det er vigtigt at øge bevidstheden om det potentielle samspil mellem medikamenter og alkohol blandt plejepersonale, frivillige hjælpere og ældre medborgere.

7.5

EØSU mener, at der må gøres mere for at tage hånd om den aldrende EU-befolknings velvære, hvilket på EU-niveau omfatter formidlingen af informationer om konsekvenserne af et skadeligt alkoholforbrug for en sund og værdig aldring.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/15

1.1

Spørgsmålet om sammenhængen mellem ligestilling mellem kønnene, vækst og beskæftigelse, som rejses af det svenske formandskab, er nyttigt ud fra den forstand, at det giver mulighed for at sætte tingene i perspektiv. Ligestillingsspørgsmålet behandles i en lang række rapporter og studier samt i direktiver, love, henstillinger og aftaler. I praksis er der imidlertid ikke sket store ændringer, og ulighederne eksisterer fortsat. Der er tale om levn fra forgangne århundreder, og det er kun i de seneste 50 år, at der er foregået en bekæmpelse af ulighederne. Ligestilling mellem mænd og kvinder er nu indskrevet i lovgivningen, men der er stadig behov for en mentalitetsændring og en ændring af den individuelle og kollektive adfærd. Nærværende udtalelse foreslår, at der anlægges en ny synsvinkel på tre områder: tilrettelæggelse af tid, anerkendelse af kvalifikationer i job, hvor der leveres personrelaterede tjenesteydelser, og kønsligevægt inden for de forskellige erhvervssektorer og i lederstillinger.

1.2

EØSU's henstillinger er således ikke kun rettet mod medlemsstaterne, Kommissionen, arbejdsmarkedets parter, men mod samtlige relevante aktører i samfundet.

Til medlemsstaterne:

1.3

BNP er indikator for økonomisk vækst. Denne indikator afspejler imidlertid ikke i tilstrækkelig grad kvinders bidrag til økonomien. For at vise sammenhængen mellem ligestilling og vækst bør beregningsmetoden for vækst revideres.

1.4

At arbejde for ligestilling mellem kønnene bør betragtes som et middel til at:

Til Kommissionen:

1.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at overvåge og evaluere medlemsstaternes bidrag til gennemførelse af køreplanen for ligestilling mellem mænd og kvinder og fungere som forum for udveksling af erfaringer og god praksis.

Til arbejdsmarkedsparterne:

1.6

EØSU opfordrer arbejdsmarkedsparterne til at gennemføre deres fælles handlingsramme på ligestillingsområdet ved at sætte fokus på kønsrollerne, ved at fremme kvindernes rolle i beslutningsprocessen, ved at fremme en bedre balance mellem arbejde og privatliv og ved at mindske kønsbetingede lønforskelle.

1.7

Arbejdsmarkedsparterne opfordres endvidere til at forbedre kendskabet til instrumenter til bekæmpelse af segregation på arbejdspladsen og til erhvervsmæssig kønsligevægt.

1.8

De opfordres også til at professionalisere personrelaterede tjenesteydelser ved at sikre større anerkendelse af de kompetencer, der kræves i den forbindelse.

Til samtlige civilsamfundsaktører og til de politisk ansvarlige:

2.1

Nødvendigheden af foranstaltninger, der sigter på at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, udgør en integreret del af Lissabonstrategien, som skal få Europa til at udvikle sig mod et mere konkurrencedygtigt videnbaseret samfund.

2.2

Kommissionens beretning fra 2008 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Europa (1) anfører, at: »Kvinders beskæftigelse har været den vigtigste faktor i den fortsatte vækst i beskæftigelsen i EU i løbet af de seneste år. Mellem 2000 og 2006 voksede beskæftigelsen i EU-27 med ca. 12 mio. mennesker, heraf over 7,5 mio. kvinder (…). Således ligger beskæftigelsesfrekvensen hos kvinder med små børn kun på 62,4 %, hvorimod den hos mændene ligger på 91,4 %, svarende til en forskel på 29 %. Over tre fjerdedele af de arbejdstagere, der er på deltid, er kvinder (76,5 %), hvilket svarer til hver tredje kvinde, men mindre end hver tiende mand.«

2.3

Beretningen fra 2009 (2) opgør kvindernes beskæftigelsesfrekvens til 58,3 % mod 72,5 % for mændenes vedkommende. Andelen af kvindelige arbejdstagere, der arbejder på deltid er 31,2 % mod 7,7 % for mændenes vedkommende. Endvidere påpeger beretningen, at kvinder er overrepræsenteret i sektorer, hvor arbejdet er mindre godt betalt, og understreger den ulige magtfordeling i institutioner og virksomheder.

2.4

Selv om der endnu ikke er opnået ligestilling mellem kønnene, er erhvervsaktive kvinders situation i Europa en af de bedste i verden. Man må rose EU for straks at have givet sig i kast med dette spørgsmål og for at have etableret statistiske værktøjer, iværksat undersøgelser og analyser og indført lovgivning på området.

2.5

På trods af de opnåede fremskridt og positive resultater er kvindernes økonomiske potentiale ikke blevet udnyttet tilstrækkeligt. Desuden har den internationale økonomiske og finansielle krise, som er uden fortilfælde, sandsynligvis forskellige konsekvenser for kvinder og mænd på grund af deres forskellige pladser i den økonomiske og sociale verden og i familiesfæren.

2.6

Da der findes adskillige undersøgelser og er blevet fremsat anbefalinger og taget beslutninger af de europæiske institutioner og arbejdsmarkedsparter – på ni år har udvalget vedtaget 14 udtalelser om emner med relation til ligestilling mellem kønnene (3) – vælger EØSU i denne udtalelse at undlade at behandle emnet ligestilling mellem kønnene i sin helhed. Området afgrænses til de forbindelser, det har til vækst og beskæftigelse, herunder navnlig Lissabonstrategiens mål om at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet (4).

3.1.1

Beskæftigelsen blandt kvinder er steget støt siden 60'erne. Det var et stort skridt mod ligestilling mellem kønnene, at kvinderne fra 70'erne fik massiv adgang til arbejde. Lige så snart de fik mulighed for selv at bestemme, hvornår de skulle have børn, og fik adgang til de videregående uddannelser, ønskede kvinderne i lighed med mændene at bruge deres kompetencer ude i samfundet og ikke kun i familiens skød. De ønskede også at opnå økonomisk uafhængighed. Betalt arbejde er ensbetydende med en personlig indkomst og bedre social sikring og pension, og det er et værn mod fattigdom i tilfælde af separation, skilsmisse eller ægtefællens bortgang.

3.1.2

Kvindernes adgang til beskæftigelse har skabt nye behov, som markedet har måttet tilfredsstille. Før i tiden arbejdede kvinderne i hjemmet, hvilket ikke blev bogført i bruttonationalproduktet. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet blev der skabt en lang række stillinger for at udføre de opgaver, som kvinderne tidligere udførte i hjemmet. Her tænkes der bl.a., men ikke udelukkende, på børnepassere og hushjælp.

3.1.3

Kvinders erhvervsarbejde har skabt behov, som har bidraget til den økonomiske udvikling. Når kvinder har taget et arbejde, har par måttet anskaffe sig husholdningsapparater og en ekstra bil og købe færdigretter. Børn og forældre har måttet indtage et af dagens måltider ude, familierne har haft behov for tjenesteydelser og indkvarteringsfaciliteter til syge, handicappede og ældre familiemedlemmer, som de hjemmegående kvinder tidligere tog sig af, og for børnepasningsfaciliteter uden for skoletiden. Med to indkomster har parrene kunnet erhverve en bolig, tage del i kulturelle aktiviteter, rejse osv. Der er således blevet skabt en lang række job i industrien (husholdningsudstyr, biler, fødevarer), i restaurationsbranchen, de sundhedsmæssige og sociale sektorer, i forbindelse med skolefritidsordninger, børnepasning, uddannelse, byggeri, turisme, fritid, kultur, transport af rejsende osv.

3.1.4

I de sidste 40 år er arbejdet i hjemmet blevet omdannet til erhvervsarbejde, og dette har været en drivkraft for vækst, men er der tale om en reel vækst, eller har det kun at gøre med udregningsmetoden? Samfundsøkonomien tager ikke hensyn til arbejdet i hjemmet og med familien, som ikke desto mindre er nødvendigt for at samfundet kan fungere. Man kan derfor undre sig over den måde, hvorpå væksten beregnes.

3.2.1

Ifølge en EU-analyse (5) bør det bidrag, ligestillingen mellem kønnene yder til økonomien, ikke måles udelukkende i forhold til bedre rentabilitet for virksomhederne. Der er tale om en produktiv investering, som er en del af den samlede økonomiske fremgang, væksten og beskæftigelsen. Ligestillingen mellem kønnene kan bidrage til udviklingen gennem: 1) kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket betyder bedre udnyttelse af deres investering i uddannelse, 2) større økonomisk uafhængighed, 3) bedre integration af kvinderne i skattesystemet, hvorved de bidrager til den kollektive velfærd.

3.2.2.

Selv om det økonomiske bidrag opfattes som værende bredere end erhvervstilgangen og en differentieret medarbejderstab på virksomhedsniveau, er der visse tegn på, at erhvervstilgangen giver positive økonomiske resultater. Virksomheder med flere kvinder i bestyrelsen er mere rentable.

3.2.3.

Ligestillingspolitikker kan ses som en effektiv investering i menneskelige ressourcer, også selv om målene med den økonomiske udvikling er begrænset til økonomisk vækst. Fra et investeringsperspektiv kan ligestillingspolitikker potentielt have en gavnlig effekt på enkeltpersoner, virksomheder, regioner og lande. En mere effektiv udnyttelse af kvinder med højere uddannelse har også potentielle økonomiske fordele.

3.2.4

Større økonomisk uafhængighed for kvinder er fordelagtig på grund af deres bidrag som forbrugere af varer og tjenesteydelser til økonomien og til husstandes købekraft. De økonomiske politikker på nationalt, regionalt og lokalt niveau bør i større udstrækning tage hensyn til kvinders økonomiske bidrag.

3.3.1

I den aktuelle situation, hvor den økonomiske og økologiske krise rejser spørgsmålet om, hvilken type udvikling der er ønskværdig, er der nogle, der sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i udelukkende at anvende BNP som vækstindikator. Andre indikatorer (6) bør også tages med i betragtning.

3.3.2

Uanset hvilke indikatorer, der anvendes, er der ikke ligestilling for kvinder, hvilket udgør en omkostning for samfundet. De enkelte stater investerer lige meget i drenges og pigers uddannelse – 60 % af dem, der opnår en universitetsgrad, er imidlertid piger – og det er derfor ulogisk, at de ikke yder tilsvarende støtte til kvinderne på arbejdsmarkedet. Lige høje offentlige udgifter til de to køn på uddannelsesområdet burde give kvinder mulighed for at opnå det samme ansvar og den samme løn som mænd. Kvinderne må udnytte de nuværende forandringer til at erhverve sig de nye kompetencer, der er nødvendige for nye job. Kvinders bidrag, deres videregående uddannelser og potentiale med henblik på at imødekomme behovene på fremtidens arbejdsmarked undervurderes imidlertid fortsat og anerkendes ikke i tilstrækkelig grad.

3.3.3

At bekæmpe den manglende ligestilling mellem kønnene er ikke kun et spørgsmål om etik, men også et spørgsmål om at forvalte de menneskelige ressourcer bedre. Flere kvinder på arbejdsmarkedet vil skabe mere velstand, øge forbruget af goder og tjenesteydelser og bidrage til øgede skatteindtægter. Blandede arbejdsteams fører til et større innovationspotentiale. Ved at give forældre mulighed for at bevare deres job kan man give par, der ønsker at få børn, midlerne til at få deres ønske opfyldt. Dette er en metode til bekæmpelse af det demografiske underskud. Hvis Europa vil investere i menneskelige ressourcer, må der først tages fat på problemet med forfordeling af kvinder (7).

3.3.4

Udviklingen af kvinders potentiale hæmmes navnlig af:

3.3.5

Ved at sikre kvinder bedre adgang til og bedre betingelser for at blive på arbejdsmarkedet og ved at fjerne lønforskelle mellem mænd og kvinder opstår der muligheder for øget vækst og bedre job og for at forebygge fattigdom og mindske sociale følgeomkostninger. Enlige mødre er den samfundsgruppe, der er hårdest ramt af fattigdom i Europa (9).

3.3.6

I den tidligere arbejdsfordeling tjente manden en løn, som finansierede hans ægtefælles familierelaterede og sociale arbejde og opgaver i hjemmet. Hvis et par har to indkomster, bruger de ikke den ene til finansiering af arbejde, som ellers ville have været udført af en hjemmegående hustru, men bruger snarere indkomsten til forbrug af materielle goder.

3.3.7

Den hjemmegående hustrus ubetalte arbejde har ingen pris, men hvis det gøres til lønnet erhvervsarbejde, er forbrugerne ikke villige til eller ikke i stand til at betale den omkostning, der er forbundet hermed. Børnepassere, familiehjælp, hushjælp betales kun mindstelønnen, arbejder på deltid, har mange forskellige arbejdsgivere (de er ansat af privatpersoner i nogle få timer om ugen) og arbejder ofte inden for den uformelle økonomi. I Europa udgør arbejdet i hjemmet størstedelen af det ikke-opgivne arbejde.

3.3.8

Forældrene overlader det, der er dem mest kostbart, deres baby, til personer, der betales langt under gennemsnittet, selv om forældrene forventer et højt kompetenceniveau af dem. På lignende vis betros en hushjælp nøglen til huset, uden at hushjælpens løn afspejler denne tillid. Det er vanskeligt at få disse kvalifikationer anerkendt, da familierne betragter en opgave, som de selv kan varetage, for at være »nem«. Pasning af ens egne børn er ikke et erhverv, men det er et erhverv at tage sig af andres børn (kendskab til psykologi, ernæringslære, hygiejne, konstant koncentration, lytteevne, opmærksomhed og årvågenhed m.m.). De færdigheder, som kræves, og som ofte betragtes som naturlige færdigheder hos kvinder og derfor ignoreres i erhvervsmæssig sammenhæng, er færdigheder, som der ikke nødvendigvis undervises i i skolerne, men som snarere overføres på uformel vis i familien.

—

fordi kvinders erhvervsfrekvens kan stige, hvilket vil skabe større efterspørgsel efter tjenesteydelser,

—

fordi kvinders løn kan justeres og således skabe købekraft, mulighed for øget forbrug og øgede skatteindtægter,

—

fordi kvinder kan opnå flere stillinger inden for politik og ledelse, hvilket har en positiv indvirkning på virksomhedernes og institutionernes ydeevne, og

—

fordi flere kvindelige iværksættere skaber en merværdi og finansielle bidrag til økonomien gennem innovation og jobskabelse.

4.2.1.1

Den vigtigste hindring for ligestilling mellem kønnene er i dag segregationen på arbejdsmarkedet. Der er mandlige erhverv og kvindelige erhverv. Der er ofte lavere lønninger i de kvindelige erhverv, hvor ufrivilligt deltidsarbejde og usikre ansættelsesforhold også er mere udbredt.

4.2.1.2

Så længe et erhverv kun udøves af et af kønnene, vil det være forbundet med stereotyper. Det er nu bevist, at mænd og kvinder er i stand til at udøve de samme erhverv. Man ser, at erhverv, som længe har været domineret af mænd (lærere, dommere, alment praktiserende læger), i dag også udøves af kvinder. Hvorfor er det så vanskeligt at opnå ligevægt mellem mænd og kvinder i de forskellige erhverv? For at komme segregationen på arbejdsmarkedet til livs og opnå større kønsligevægt er det nødvendigt at øge kendskabet til segregationens årsager. Hermed ville man også kunne undgå den mangel på arbejdskraft, som visse sektorer lider af.

4.2.1.3

Hindringerne for kønsligevægt i de forskellige erhverv og funktioner skyldes ubevidste fordomme. De har rod i uddannelsessystemet og har at gøre med de forskellige erhvervsvalg, som piger og drenge træffer. Forældre og lærere må i højere grad bevidstgøres om konsekvenserne af unges erhvervsvalg. Arbejdsgiver- og fagforeningsrepræsentanter, som inden for rammerne af lønforhandlingerne fastlægger en rangorden for kvalifikationer, spiller en vigtig rolle, som kræver, at de kender værdien af de kompetencer, der er erhvervet i hjemmet og i familiesfæren. Når det gælder ledende funktioner, er der heller ikke ligevægt mellem mænd og kvinder. I de store virksomheder og i den offentlige forvaltning må der tages skridt til at sikre større ligevægt.

4.2.2.1

Personrelaterede ydelser bør gøres til egentlige erhverv med anerkendt kvalificering, uddannelse, eksamensbeviser og karrieremuligheder. For at det ikke kun skal handle om det individuelle forhold mellem privatpersonen og familiehjælpen, må der skabes virksomheder og offentlige instanser, der kan levere personrelaterede tjenesteydelser. Familierne bør ikke længere være arbejdsgivere, men klienter eller brugere, som køber eller modtager et bestemt antal timers rengøring, hjælp til ældre eller pasning af børn, undervisningsstøtte osv. I nogle medlemsstater er det den virksomhed eller offentlige instans, der optræder som arbejdsgiver, som er ansvarlig for sikkerhed hvad angår ejendom og personer og skal kontrollere, at de arbejdstagere, som påtager sig arbejde i det pågældende hjem, har de rigtige kvalifikationer. Dette system bør indføres generelt. Disse personer har således kun en enkelt arbejdsgiver, modtager også betaling for den tid, de bruger på transport mellem de enkelte husholdninger, og bør have adgang til erhvervsuddannelse og samtlige kollektive garantier om ydelser. Der må udarbejdes en europæisk referenceramme for job inden for området ydelser i hjemmet, som omfatter disse opgavers psykologiske aspekter (tillid, empati, opmærksomhed, lytteevne, årvågenhed osv.), den nødvendige viden (ernæring, de anvendte produkters indvirkning på sundheden og miljøet osv.) og ikke kun den materielle og tekniske side af arbejdet i hjemmet.

4.2.2.2

Gennem anerkendelse af kvalifikationer fordyres tjenesteydelser, som allerede i dag er for dyre for de fleste familier. Offentlig finansiering og bidrag fra virksomheder kan – i tilfælde af at det er aftalt på virksomhedsniveau - gøre ydelserne mere tilgængelige for alle.

4.2.2.3

Professionaliseringen af personrelaterede ydelser og bedre lønninger bør sikre kønsligevægt på dette område. Hvis det lykkes at tiltrække mænd til ydelser i hjemmet i form af rengøring, børnepasning og familiehjælp vil der være gjort et stort skridt i retning af ligestilling mellem kønnene.

4.2.3.1

Fædrene bruger mindre tid end mødrene på opgaver, der har at gøre med familien og hjemmet. En af betingelserne for ligestilling er at bevidstgøre mændene om det vigtige i deres rolle over for deres børn og at opmuntre dem til at påtage sig deres ansvar over for aldrende forældre og syge familiemedlemmer.

4.2.4.1

Udbygningen af pasningsmulighederne for småbørn bør ikke betragtes som en omkostning, men som en investering. Ifølge Gösta Esping-Andersen (10) vil udearbejdende kvinder på længere sigt betale disse finansielle ydelser tilbage »takket være deres højere livsindkomst og dermed forbundne skattebidrag«. På den måde betales den oprindelige offentlige støtte tilbage, samtidig med at der opnås en positiv virkning for barnet. Denne investering vil endvidere gøre det muligt at modvirke aldringen af den europæiske befolkning.

4.2.5.1

Udviklingen af disse tjenesteydelser kræver delt finansiering (stat, virksomheder, kunder) (11). Nylige aftaler mellem virksomheder gør det muligt for den enkelte at vælge tjenesteydelser som alternativ til lønforhøjelser. At tilbyde tjenesteydelser, som muliggør en bedre balance mellem arbejde og privatliv, indgår i virksomhedernes sociale ansvar.

4.2.6.1

Tilrådighedsstillelse af tjenesteydelser er ikke tilstrækkeligt til at skabe balance mellem arbejde og privatliv. At opdrage og uddanne børn kræver, at der afsættes tid i et bestemt afsnit af livet. Deltidsarbejde, som er frivilligt valgt, kan hjælpe forsørgere til at finde en bedre balance mellem arbejdslivet, familielivet og privatlivet, men bør ikke gøre kvinders stilling usikker på arbejdsmarkedet og i livet på et tidspunkt, hvor de er forsørgere, eller afholde fædrene fra at engagere sig i familielivet. Begge forældre bør kunne tage sig af deres børn.

4.2.6.2

Andre familiemedlemmer har behov for, at man afsætter tid til dem: døende og syge personer samt aldrende forældre. Som led i de generelle bestræbelser på at reformere pensionsordningerne er tiden kommet til at tage udgangspunkt i en tredeling af livet: uddannelse, arbejde og pension. Alle bør have adgang til livslang læring og råde over et tilstrækkeligt antal »kredittidsår« for at kunne engagere sig i familiemæssige, sociale, foreningsmæssige, politiske og borgerlige aktiviteter. Det bør være muligt at vælge at gå senere på pension, hvis man ønsker tage en arbejdsfri periode i løbet af det erhvervsaktive liv (finansieret som pension).

4.2.7.1

Kvinder er underrepræsenterede i alle ledelsesfunktioner inden for politik, den offentlige forvaltning og i de store virksomheder, selv om de virksomheder, der har en større andel af kvinder i ledelsen, også kan fremvise de bedste økonomiske resultater. Der er færre kvinder, der stifter virksomhed, og færre kvinder, der er virksomhedsledere. Mænd er underrepræsenterede i familiesammenhæng. Der er færre mænd, der tager forældreorlov.

4.2.7.2

Kvinder, som har haft succes i et mandsdomineret miljø, kunne være vejledere for kvinder, der stræber efter en lignende karriere. Det kan være nødvendigt med bindende foranstaltninger: store offentlige institutioner og store private virksomheder bør tage skridt til at sikre, at en betragtelig del af deres lederstillinger er besat af kvinder.

—

24.3.2009 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af direktiv 86/613/EØF«, ordfører: Madi Sharma, (EUT C 228 af 22.9.2009)

—

13.5.2009 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer«, ordfører: Mária Herczog, CESE 882/2009 (EUT C 277 af 17.11.2009)

—

22.4.2008 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Bekæmpelse af den kønsbestemte lønforskel«, ordfører: Ingrid Kössler (EUT C 211 af 19.8.2008)

—

11.7.2007 om »Beskæftigelsesevne og iværksætterånd – Civilsamfundets, arbejdsmarkedsparternes og de regionale og lokale instansers rolle set i et kønsperspektiv«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 256 af 27.10.2007)

—

11.7.2007 om »Arbejdsmarkedsparternes rolle ved forligelse af arbejdsliv, familieliv og privatliv«, ordfører: Peter Clever (EUT C 256 af 27.10.2007)

—

12.7.2007 om »Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien)«, ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 256 af 27.10.2007)

—

13.9.2006 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd - 2006-2010«, ordfører: Grace Attard (EUT C 318 af 23.12.2006)

—

14.2.2006 om »Kvinders repræsentation i besluttende organer i de socioøkonomiske interesseorganisationer i EU«, ordfører: Thomas Etty (EUT C 88 af 11.4.2006)

—

14.12.2005 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle (2007) - Mod et retfærdigt samfund«, ordfører Mária Herczog (EUT C 65 af 17.3.2006)

—

29.9.2005 om »Kvinder og fattigdom i EU«, ordfører: Brenda King (EUT C 24 af 31.1.2006)

—

28.9.2005 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder«, ordfører: Dana Štechová (EUT C 24 af 31.1.2006)

—

15.12.2004 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv«, ordfører: Madi Sharma (EUT C 157 af 28.6.2005)

—

3.6.2004 om »Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser«, ordfører Clare Carroll (EUT C 241 af 28.9.2004)

—

25.1.2001 om »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår«, ordfører: Christina Wahrolin (EUT C 123 af 25.4.2001).

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/22

1.10.1

Derfor anmoder EØSU Kommissionen og medlemsstaterne om at tilskynde til oprettelse af statistiske registre over ovennævnte virksomheder. Især vedrørende udarbejdelsen af satellitregnskaber efter de harmoniserede kriterier i Det Europæiske Nationalregnskabssystem (SEC-1995), som er beskrevet i Vejledning for udarbejdelse af satellitregnskaber for virksomheder i socialøkonomien: Andelsselskaber og gensidige selskaber  (1) og i EØSU's udtalelse Socialøkonomi i Den Europæiske Union  (2).

2.4.1

Det er også muligt for nogle store virksomheder ikke at have anpartshavere og anvende deres finansielle overskud til reinvestering eller sociale formål af almennyttig art, således som det sker i sparekasser i nogle europæiske lande (7).

2.4.2

Desuden er værdiskabelsen i mange lokalt baserede mikrovirksomheder og små- og mellemstore virksomheder ikke kun udtrykt i mål for finansielt overskud, men også i sociale formål såsom arbejdsvilkår eller selvforvaltning osv.

2.9.1

Generelt bør SMV'erne støttes - ikke kun gennem Small Business Act  (11). SMV'erne giver i mange tilfælde en chance for at bevare arbejdspladser, eftersom de interessegrupper, som etablerer virksomheder og kontrollerer dem, er lokale folk med en stærk tilknytning til den egn, hvor de driver virksomhed, og de har vist stor evne til at skabe og opretholde beskæftigelse. SMV'er er naturlige væksthuse for udvikling af iværksætterkultur, permanente uddannelsessteder for virksomhedsdirektører og -ledere.

3.2.1

Hvad enten de er store eller små er disse virksomheder placeret i områder og/eller sociale miljøer med problemer og udfordringer, som hæmmer det indre marked og den sociale samhørighed, og hvor de internaliserer sociale omkostninger og skaber positive eksterne virkninger.

3.2.2

Da de er integreret i lokalsamfundene og deres vigtigste målsætning er at imødekomme folks behov, bliver disse virksomheder ikke udflyttet og de dæmmer effektivt op for affolkningen af landdistrikterne og bidrager til udviklingen af ugunstigt stillede regioner og kommuner (23).

3.6.1

Nogle af ovennævnte sektorer har allerede deltaget i sektorforhandlinger, f.eks. Association of European Cooperative and Mutual Insurers (AMICE) inden for forsikringsvirksomhed, nogle medlemmer af Cooperatives Europe (26), og Association of Co-operative Banks (EACB) og European Savings Banks Group (ESBG) i banksektoren (27).

4.1.1

Udformningen og udviklingen af det indre marked må ikke lade målet hellige midlet og derfor må der fastlægges et retsgrundlag, som er tilpasset de karakteristika, der kendetegner de forskellige økonomiske aktører på markedet, så der skabes ensartede betingelser for alle de forskellige virksomhedsformer under hensyntagen til hver enkelt virksomhedsforms særlige karakteristika. I dag er dette retsgrundlag generelt udformet således, at det egner sig for store børsnoterede virksomheder, og dets anvendelse på alle typer virksomheder skaber hindringer for mindre virksomheder. Dette retsgrundlag bør tilskynde aktørerne til at være effektive, hvilket på sin side vil bidrage til at gøre systemet mere retfærdigt. Retsgrundlaget finder anvendelse via selskabsret, regnskabs-, konkurrence- og skattelovgivning, harmonisering af statistikker og erhvervspolitik.

4.2.1

Europæiske aktieselskaber og europæiske andelsselskaber har deres egne statutter, men andre virksomhedsformer støder imod forskellige hindringer på det indre marked, fordi de ikke har nogen europæisk statut. Europæiske SMV'er har brug for en fleksibel europæisk lovgivning, så de lettere kan operere på tværs af nationale grænser. Andelsselskaberne har brug for en forenkling af forordningen om det europæiske andelsselskab (SCE), hvis kompleksitet hæmmer deres udvikling.

4.2.2

Manglen på et retsgrundlag forhindrer fonde, som opererer på europæisk plan, i at fungere på lige fod med andre selskabsformer. EØSU hilser derfor resultatet af gennemførlighedsundersøgelsen vedrørende en europæisk fondsvedtægt velkommen og opfordrer Kommissionen til at afslutte konsekvensanalysen i begyndelsen af 2010 med fremlæggelsen af et forslag til forordning, som vil sætte fonde med europæisk rækkevidde i stand til at operere på lige fod på det indre marked (28).

4.2.3

Af lignende grunde anmoder EØSU også Kommissionen om at påbegynde arbejdet med vedtagelse af europæiske statutter for europæiske foreninger og gensidige selskaber.

4.3.1

Regnskabsstandarderne bør tage højde for forskellige virksomhedsformer. De problemer, som indførelsen af de nye internationale regnskabsstandarder (International Accounting System - IAS) har påført børsnoterede virksomheder, er et andet eksempel på begrænsninger inden for regnskabslovgivningen. Der bør ikke indføres et harmoniseret europæisk regnskabssystem på bekostning af væsentlige karakteristika ved nogle af de forskellige typer virksomheder, der findes i Den Europæiske Union.

4.3.2

Specielt hvad angår andelsselskaber er det naturligvis vanskeligt at finde en definition på egenkapital, som kan anvendes generelt og uden undtagelser, hvilket ville kunne få negative og ødelæggende følger for den erhvervsmæssige diversitet. EØSU opfordrer Kommissionen til at respektere andelsselskabernes identitet på regnskabsområdet og betragte andelshavernes selskabsandel som egenkapital og ikke som gæld, så længe andelshaveren ikke er blevet kreditor ved at træde ud af selskabet (29).

4.3.3

EØSU er enigt i Larosiere-Gruppens (30) henstillinger om, at regnskabsstandarder ikke bør stille nogle forretningsmodeller ringere, fremme procyklisk adfærd, afskrække fra langsigtede investeringer eller skade virksomhedernes stabilitet.

4.4.1

Alle former for virksomheder bør kunne drive forretning uden at give afkald på deres egen modus operandi. Konkurrenceretten bør følgelig ikke baseres på én enkelt, standardiseret iværksættermodel og bør ikke virke diskriminerende, men påskønne god praksis på nationalt plan. Det drejer sig ikke om at indføre privilegier, men om at fremme en retfærdig konkurrenceret. EØSU går derfor ligesom i tidligere udtalelser (31) ind for, at konkurrence- og skatteregler tager højde for omkostningsforskelle, der ikke skyldes ineffektive produktionsprocesser, men internalisering af sociale omkostninger, som lovgivningen bør kompensere for.

4.4.2

Visse konkurrencepolitiske instrumenter er ikke neutrale over for forskellige virksomhedsformer, hvilket EØSU tidligere har påpeget: »Som følge af socialøkonomiens særlige karakter er der behov for skræddersyede løsninger i forbindelse med beskatning, offentlige indkøb og konkurrenceregler« (32). Eksempelvis kommer offentlig støtte til private investeringer i F&U&I for at gøre produktionssystemet mere konkurrencedygtigt hovedsageligt store virksomheder til gode, eftersom det især er dem, der er aktive inden for F&U&I. Da store virksomheder har større valgfrihed, når det gælder placering af deres produktionsfaciliteter, kan de bedre udnytte offentlige investeringer i infrastruktur til fremstillingssektoren. Dette stiller undertiden mindre virksomheder dårligere i konkurrencen, da de har færre reelle muligheder for at vælge mellem forskellige etableringssteder.

4.4.3

Konkurrencereglerne bør også tage hensyn til erhvervsdrivende foreningers enestående karakter: de producerer og distribuerer ikke-markedsmæssige varer og tjenester til grupper, som er marginaliserede eller i fare for at blive det, og deres produktionsprocesser har et vigtigt altruistisk aspekt.

4.5.1

I nogle medlemsstater er nogle virksomheder ofte udsat for konkurrencemæssige uligheder på grund af forhold, som ikke har noget at gøre med produktionsprocesserne i sig selv, men som skyldes markedssvigt (33), dvs. situationer, hvor markedet selv er ineffektivt, idet ressourcer anvendes på en måde, der ikke er optimal. EØSU støtter forslaget til direktiv om lavere moms for tjenesteydelser, der leveres lokalt, som først og fremmest berører SMV'erne, og erklærer sig endnu en gang enigt i det princip, som Kommissionen har formuleret, hvorefter skattefordele, der ydes en bestemt virksomhedsform, skal stå i rimeligt forhold til de lovgivningsmæssige restriktioner eller sociale forbedringer, der er indbygget i denne form (34). EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at anmode medlemsstaterne om at undersøge muligheden for at træffe kompenserende foranstaltninger for virksomheder på baggrund af deres samfundsmæssige nytte eller i forhold til deres bevislige bidrag til den regionale udvikling (35). Især bør der findes løsninger på det problem, som rejser sig for non profit-organisationer, når de ikke kan få refunderet den moms, de har betalt for varer og tjenesteydelser, som er nødvendige for udøvelsen af deres almennyttige aktiviteter, i de lande, hvor dette er et problem. Opmærksomheden skal også henledes på de skatteordninger, der gælder for NGO'er, som har økonomiske aktiviteter uden almennyttige formål.

4.5.2

I dag har SMV'erne kun få reelle muligheder for at investere i F&U&I, som er en vigtig forudsætning for en effektiv produktion og opretholdelse af konkurrenceevnen. Dette skaber en konkurrencemæssig ulempe, som bør opvejes gennem skattefordele, som belønner SMV'ere, der investerer i forskning. Anbefalingerne omfatter en bred vifte af kompenserende foranstaltninger, som varierer fra land til land, og hvoriblandt kan nævnes: særlige skattelettelser, når der foretages en række forskellige investeringer i F&U, tilbagebetaling af skat i tilfælde af manglende fortjeneste og nedsættelse af de sociale bidrag. I betragtning af den strategiske rolle, som SMV'erne spiller for EU's økonomi, anbefaler EØSU, at hver medlemsstat anvender den bedst mulige kombination af kompenserende foranstaltninger for at fremme SMV'ernes overlevelse og vækst i deres økonomi. Den vigtigste effekt, der opnås med disse programmer, er den støtte, de kan yde til udviklingen af SMV'er, som er specialiseret i F&U, i de første år af deres eksistens.

4.6.1

De samlede tal for de forskellige typer virksomheder er udarbejdet i medlemsstaterne og i EU som helhed efter kriterier, som er godkendt af Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem (ENS 95). Ikke desto mindre er de økonomiske statistikker om andelsselskaber, gensidige selskaber, foreninger, fonde og lignende foretagender meget begrænsede og udarbejdet efter forskellige kriterier, så det er vanskeligt at analysere dem og evaluere deres bidrag til de store makroøkonomiske mål. Derfor har Kommissionen bestilt en Vejledning  (36), som vil gøre det muligt at fremskaffe nationale statistiske oplysninger om disse virksomheder baseret på ensartede kriterier udtrykt i nationalregnskabstermer. EØSU opfordrer til, at disse nye analytiske instrumenter bliver anvendt til at udarbejde harmoniserede statistikker for ovennævnte virksomhedsformer i alle lande i Den Europæiske Union og til at iværksætte mere effektive foranstaltninger på dette område.

Det ville også være ønskeligt at fastlægge en systematisk fremgangsmåde med henblik på at få oprettet et europæisk observatorium for mikrovirksomheder.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/29

—

indlede en økonomisk udviklingsproces (strukturering af produktionskæder, organisering af forretningsområder osv.)

—

indlede en social udviklingsproces (strukturering af sundhedsområdet, uddannelsesområdet osv.)

—

iværksætte miljøforvaltning (bevarelse af biodiversiteten, forvaltning af CO2-emissioner osv.).

1.4.1

Disse certificeringsordninger stræber efter at respektere fair trade-handlens mange dimensioner:

1.4.2

Til trods for fremskridtene på selvreguleringsområdet ønsker EØSU at henlede opmærksomheden på, at det er nødvendigt at basere modellen på den europæiske certificeringsmodel, som bl.a. kræver, at overholdelse af de tekniske specifikationer underkastes ekstern kontrol, som skal foretages af et uafhængigt, akkrediteret organ. Alt dette må naturligvis ikke ske på bekostning af kravet om at overholde de overordnede juridiske bestemmelser om markedsføring af fødevarer.

2.1

Denne udtalelse handler specifikt om fair trade i egentlig forstand, dvs. om et alternativt handelspartnerskab, der skaber forbindelse mellem producent og forbruger, og som er opbygget gennem de seneste årtier af fair trade-bevægelsen. Der findes andre handelsrelaterede ordninger til sikring af bæredygtighed, men dem beskæftiger denne udtalelse sig ikke med, da de ikke overholder alle de krav til fair trade, der er nævnt i punkt 1.4.1.

2.2

Fair trade-konceptet er udviklet ud fra et ønske om at opbygge økonomiske forbindelser til producenterne i udviklingslandene, der er marginaliseret i den internationale handel. Fair trade handler om bæredygtig udvikling og har en væsentlig samfundsmæssig betydning for landene på den sydlige halvkugle. Fair trade sigter mod at mindske fattigdommen, bl.a. gennem støtte til producentorganisationerne. I landene på den nordlige halvkugle forsøger folkene bag fair trade at fremme en mere bæredygtig forbrugsmodel.

2.3

Denne sektor, som endnu er ung og under udvikling, er i stærk vækst og nyder i stadig stigende grad opmærksomhed blandt de europæiske forbrugere.

2.4

Imidlertid er det fortsat nødvendigt at gøre en indsats for at styrke forbrugernes tillid, for selv om de sympatiserer med fair trade-konceptet, siger mange, at de mangler information og godt kan forestille sig, at store virksomheder eller store distributionsvirksomheder kunne finde på at misbruge fair trade-navnet.

2.5

Specialbutikker er fortsat vigtige afsætningskanaler for fair trade-produkter. Der findes mange af disse butikker, som er små, og som forbrugerne er glade for at handle i.

3.1

I artikel 23 i Menneskerettighedserklæringen fra 1948 hedder det: »Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger«.

3.2

Handelen med fair trade-produkter så første gang dagens lys i 50'ernes USA, vandt derefter indpas i Storbritannien og tog siden fart i resten af Europa. Fair trade er udtryk for en voksende bevidsthed om de sociale og miljømæssige skader, der forårsages af industrilandenes importsektorer.

3.3

I 1964 tog UNCTAD (De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling) skarpt afstand fra de ulige handelsvilkår og slog alarm over for det internationale samfund om, at de regler, som styrede den internationale handel, set fra et menneskeligt og socialt synspunkt var aldeles uholdbare. Landene på den sydlige halvkugle insisterede på, at det var nødvendigt med en mere retfærdig samhandel (»Trade, not aid«).

3.4

Nogle datoer af betydning for fair trade:

3.5

Verdenshandelsorganisationens regler tager ikke hensyn til hverken menneskelige, sociale eller miljømæssige forhold. Behovet for at protestere får folk til at tilslutte sig en form for handel, der har et menneskeligt ansigt. Set med deres øjne er fair trade beviset på, at det er muligt at skabe en anderledes verden. Fair trade fremmer gennemsigtighed, god forvaltning og ansvarlighed og bidrager dermed til en bæredygtig udvikling.

4.1

Det, der er vigtigt for fair trade-handlen og mere overordnet for et etisk, ansvarligt og medmenneskeligt forbrug, er at definere midler til at gøre den succes, der er opnået hos befolkningen, mere permanent ve at:

4.2

EØSU konstaterer, at der i udarbejdelsen af fair trade-standarderne er blevet taget hensyn til arbejdstagernes grundlæggende rettigheder (ILO), miljøkrav og biodiversiteten samt bedre betaling af producenterne i de internationale handelsforbindelser.

4.3

Det at sætte de to ord »fair« og »trade« sammen kan for nogle virke modstridende, for markedslovene er blottede for menneskelige værdier. Men at forbinde handel med den sociale dialog med det formål at opnå større retfærdighed i verdenshandlen bliver en af det 21. hundredes store udfordringer, som EØSU gerne vil være med til at løfte. Den kan nemlig skabe grobund for en bæredygtig udvikling ved at tilbyde bedre handelsbetingelser og sikre de producenter og arbejdere, som blev kørt ud på et sidespor ved Doha-runden, deres rettigheder.

4.4

Indførelsen af nye mærkningsordninger og adfærdskodekser på initiativ af nye aktører, som hævder at praktisere fair trade, forvirrer samtidig forbrugerne. Med risiko for at udvande konceptet, dets principper og de kriterier, som definerer det, skaber mangfoldigheden af referencesystemer og garantier grundlag for økonomisk opportunisme, der er baseret på garantisystemer, som på den ene side er mindre bekostelige for dem, der ofte senere i produktionskæden bærer omkostningerne, men som på den anden side resulterer i lavere støtte til udviklingslandene. EØSU vil gerne give udtryk for sit ønske om, at fair trade-organisationerne opretter en international certificeringsordning (se ovenstående forslag om terminologi), forudsat at der oprettes et uafhængigt, akkrediteret kontrolorgan, og naturligvis at den gældende fødevarelovgivning overholdes.

4.5

EØSU kræver, at alle fair trade-produkter garanteres efter samme kriterier i alle EU-landene. Der findes i dag ikke nogen officiel, juridisk bindende europæisk definition af fair trade, men EØSU vil gerne tilslutte sig den fælles definition, som blev vedtaget af FINE (netværk som udgøres af FLO, IFAT, NEWS! og EFTA) og anvendt af Kommissionen i en nylig meddelelse om fair trade (1):

»Fair trade er et handelspartnerskab baseret på dialog, gennemsigtighed og respekt, der efterstræber større lighed i international handel. Det bidrager til bæredygtig udvikling ved at tilbyde bedre handelsforhold til og sikring af de marginaliserede producenters og arbejderes rettigheder - især i udviklingslandene.

Fair trade-organisationerne er (med opbakning fra forbrugerne) aktivt engageret i at støtte producenter, øge opmærksomheden og fremme ændringer i regler og praksis for konventionel international handel.«

5.1

Fair trade sikrer, at producenterne får den bedst mulige pris på et stabilt grundlag og i form af indkomster, der er store nok til at opretholde en rimelig levefod. Disse fastsættes af producenternes organisationer og fagforeningerne i hver enkelt region og land.

5.2

Prisen skal fastsættes på grundlag af de gennemsnitlige produktionsomkostninger med udgangspunkt i:

5.3

Fair trade bør stille krav og f.eks. afvise udnyttelse af arbejdskraften, især når det gælder børn, samt udvise respekt for Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) regler, også selv om landets sociale love ikke stiller krav herom.

5.4

Fair trade sikrer en delvis forudbetaling af fødevarer og giver på den måde producenterne mulighed for at finansiere deres råvarer.

5.5

Fremstillingen af fødevarer bør ubetinget tage hensyn til miljøet og naturressourcerne og den gældende lovgivning i EU.

5.6

Fair trade-handlen giver mulighed for at skabe socialt nyttige job på alle stadier i processen (og dermed også give de mest udsatte mulighed for at genfinde værdigheden i arbejdet).

5.7

Fair trade-branchen sikrer, at fødevarerne til enhver tid er sporbare, og at offentligheden til alle tider har fuldt indblik i alle aktiviteter i alle kædens led (sammenhæng, pris, avance osv.).

5.8

Fair trade-handlen bør give mulighed for, at der opstår en solidarisk økonomi med en bæredygtig udvikling for øje.

5.9

Fair trade-handlen bør vurderes udelukkende på handlinger og konkrete engagementer og ikke blot på de gode intentioner.

5.10

Fair trade er en veletableret måde at tage hul på en ny global fødevarepolitik, som respekterer mennesket.

6.1

Den største del af fair trade-handlens omsætning stammer fra fødevarer. Blandt disse produkter kommer kaffe ind på en førsteplads. Ligeledes finder man te, chokolade, tørret frugt, krydderier, ris, korn, sukker, honning og syltetøj. Friske produkter er kommet til for nylig, men de har kun en lille plads i fair trade-butikkerne på grund af deres lave omsætningshastighed. Imidlertid er der sket en betragtelig stigning i salget af disse produkter, siden forbrugerkooperativer og andre private forhandlere begyndte at forhandle dem.

6.2

Med det sigte at bidrage til at forbedre situationen for de små producenter i udviklingslandene, burde fair trade give mulighed for dannelse af produktionskæder for forarbejdede fødevarer, således at der skabes socialt bæredygtige job.

6.3

Fair trade-branchen bør kunne sætte fokus på behovet for at arbejde med større forsyningskæder for at give større politisk vægt til denne proces, samtidig med at producenternes interesser respekteres.

7.1

De lande, som berøres af fair trade-landbrugsproduktion, er alle lande på den sydlige halvkugle. Fair trade har, fordi der hersker relativ gennemsigtighed i dens handelsprocesser, sat fokus på, hvor lille en del af den pris, forbrugeren betaler, der kommer producenten til gode (for hver 100 euro, der betales, vender kun 20 euro tilbage til oprindelseslandet), og hvor stor en del af merværdien (i f.eks. forarbejdnings- og salgsleddet) der tilfalder den industrialiserede del af verden. Det egentlige spørgsmål er fair trade-handlens evne til varigt at ændre spillereglerne i den internationale handel.

8.1

Efter EØSU's mening er certificeringsordninger den bedste garanti for forbrugerne. Certificering er en kontrolproces, der udføres af en (efter en akkrediteringsprocedure) akkrediteret og uafhængig ekstern organisation, som attesterer, at en tjenesteydelse, et produkt eller en proces lever op til en række fastsatte krav (eventuelt i form af en standard). Certificeringen og akkrediteringen er således to kontrolprocedurer, hvor akkrediteringen omfatter kontrol af nogle kompetencer, mens certificeringen efterprøver en overensstemmelse med en række krav. Det, der er vigtigt for fair trade-handlen og mere overordnet for et etisk, ansvarligt og medmenneskeligt forbrug, er at finde midler til at gøre den opnåede succes mere permanent og derigennem:

8.2

Fair trade-branchen har således oprettet garantisystemer, hvis legitimitet dog er baseret på, at de har været genstand for forhandlinger, og at de forskellige deltagende parter står bag dem.

8.3

FLO og WFTO forsøger at opnå komplementaritet mellem deres garantisystemer. Det handler om at finde frem til fællestræk mellem deres tilgange. I dag er dette dog ikke nået videre end til en statusoversigt.

8.4

Disse kontrolsystemer er uundværlige. Det høje garantiniveau er afgørende for at undgå en knopskydning af forskellige lovgivninger i landene på den nordlige halvkugle og er i forbrugernes interesse. Fair trade-organisationerne har allerede opstillet et sæt internationale krav og er enedes om et charter for fair trade-principper, og de bør nu fortsat samarbejde om en fælles certificeringsordning for producenter.

9.1

Fair trade-handlen bidrager til at reducere fattigdom og bevarer samtidig grundlaget for bæredygtig udvikling.

9.2

EU's udenrigspolitik bidrager til at fremme landbrugsopsvinget i udviklingslandene. Støtte til at opfordre mindre producenter af landbrugsprodukter til at gå over til fair trade kunne gøres til et kriterium for at få udbetalt støtte, hvilket ville bidrage til en bæredygtig udvikling i disse lande.

10.1

Det er indiskutabelt, at handelen med fair trade-produkter er en del af de lokale og internationale aktørers kommercielle, sociale, uddannelsesmæssige og politiske dynamik.

10.2

Fair trade er en socioøkonomisk nyskabelse, der støttes af civilsamfundet, fordi dette koncept kan ændre den internationale handelspraksis for dermed at tage mere hensyn til mennesket. Den bør:

11.1

Alle fair trade-landbrugsprodukter kommer fra udviklingslande. Visse produkter, som f.eks. sukker, vin og bananer, produceres imidlertid også i europæiske lande under betydeligt højere sociale standarder, hvilket kan gøre dem noget dyrere end et fair trade-certificeret produkt.

11.2

For at undgå denne kildne situation er det nødvendigt at oprette en international organisation af producenter i disse sektorer med henblik på at finde kompromiser, som alle kan være tilfredse med.

12.1

Mange menneskerettighedsorganisationer kritiserer resultaterne af den internationale handel (WTO).

12.2

De forskellige aktører og berørte parter inden for fair trade-handlen adskiller sig på globalt plan, både set fra et kvalitativt og kvantitativt synspunkt. Det er i øvrigt deres evne til at dække de forskellige områder af fair trade-handlen, som giver tiltaget mening og mulighed for, at det kan få en stor betydning.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/35

1.1

De grundlæggende mål med den fælles landbrugspolitik, bl.a. fødevaresikkerheden, er fortsat aktuelle, såfremt landbruget bevares i hele EU, også i de nordlige regioner.

1.2

I centrum for denne udtalelse står de naturlige, klimatiske og geografiske særpræg og problemer i EU's nordlige regioner, hvor landbrugsproduktionen er underlagt visse begrænsninger som følge af det kolde klima, hvilket resulterer i et højere omkostningsniveau, som landmænd i klimamæssigt set mere fordelagtige områder ikke har.

1.3

I de nordlige regioner er landbrugsproduktionen mere omkostningskrævende og produktiviteten væsentligt lavere end i mere gunstigt beliggende dyrkningsregioner. Den stadigt faldende rentabilitet og landmændenes svindende motivation stiller spørgsmålstegn ved den fremtidige udnyttelse af landbrugsarealerne i Europas nordlige regioner. Denne fare kan imødegås ved hjælp af velegnede landbrugspolitiske instrumenter.

1.4

I regioner med naturbetingede ulemper må jorden fortsat dyrkes med henblik på bevarelse af de traditionelle landbrugsformer og områder med høj naturværdi. Dette mål kan opfyldes gennem instrumentet til betalinger for naturbetingede ulemper, dog under forudsætning af, at støtten i højere grad end hidtil målrettes mod de regioner, hvor faren for, at landbrugsjord tages ud af produktion, er størst.

1.5

Udover fastlæggelsen af nye kriterier for klassificeringen af områder med naturbetingede ulemper må der samtidig ses nærmere på finansieringsmodellerne bag dette initiativ med henblik på at skabe konkrete resultater. Der bør ses nærmere på muligheden for at integrere betalingerne til områder med naturbetingede ulemper i betalingerne under første søjle. Det nuværende system, hvor størrelsen af de direkte betalinger er baseret på omfanget af den forudgående produktion, giver landmænd i mere gunstigt stillede regioner en fordel. Udligningsgodtgørelsen kompenserer ikke i tilstrækkeligt omfang for de vanskeligere produktionsforhold i de naturmæssigt set ugunstigt stillede områder.

1.6

Ved beregningen af støtten til ugunstigt stillede områder bør der fremover for hver enkelt regions vedkommende tages højde for de samlede omkostninger, som er forbundet med overvindelsen af naturbetingede ulemper og vanskelige produktionsforhold. Desto vanskeligere de naturlige forhold er, desto højere bør tilskuddene være. Alligevel bør der også fastlægges en øvre og nedre tærskel for betalingernes størrelse.

1.7

Ved kortlægningen af naturbetingede ulemper bør der tages hensyn til såvel summen af de positive temperaturer i vækstperioden som summen af de negative temperaturer i vinterperioden i den enkelte region.

1.8

De nordlige regioner befinder sig langt fra de største markeder i Europa. Landdistrikterne i disse områder er ekstremt tyndt befolkede. Landbrugsarealerne er fragmenterede, og disse forhold bidrager til en forøgelse af landbrugsbedrifternes produktionsomkostninger. Med henblik på at forhindre en affolkning af disse områder og bevare landbrugsproduktionen er det nødvendigt at udbetale udligningsgodtgørelser taget fra midlerne til ugunstigt stillede områder. Derfor anbefaler EØSU, at der ved fastlæggelsen af kriterier for klassificering af ugunstigt stillede områder også tages højde for den lave befolkningstæthed. I tillæg bør der også udarbejdes kriterier for støtte til landbrugsproduktion i skovrige områder.

1.9

EØSU anbefaler, at man ved udarbejdelsen og fastlæggelsen af kriterierne for en ny klassificering af ugunstigt stillede områder (områder med naturbetingede ulemper) tager højde for de naturlige, klimatiske og socialøkonomiske særpræg ved de nordlige regioner, som nævnes i udtalelsen. En mulighed kunne være at definere disse områder som særlige områder på samme måde, som det er tilfældet med bjergregioner.

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har allerede i tidligere initiativudtalelser beskæftiget sig med emnet ugunstigt stillede regioner (1).

2.2

Den 21. april 2009 fremlagde Kommissionen sin meddelelse KOM(2009) 161 endelig, hvori det foreslås at ændre principperne for definition af de ugunstigt stillede regioner og fastlægge nye kriterier. Blandt andet foreslår Kommissionen en ny betegnelse for de ugunstigt stillede områder og anbefaler, at man fremover kalder dem »områder med naturbetingede ulemper«. EØSU hilser denne nye strategi velkommen.

2.3

Da den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser er garanteret i EU's indre marked, kan man i EU's nordlige regioner, der har højere enhedsomkostninger, ikke på længere sigt opretholde en landbrugsproduktion uden særlig støtte. Disse forhold påvirker den sociale og miljømæssige bæredygtighed samt biodiversiteten i disse områder negativt.

2.4

De enkelte medlemsstaters regler for ugunstigt stillede områder og konsekvenserne heraf er ikke indbyrdes sammenlignelige. Idet der anvendes en bred vifte af kriterier, tager de nuværende støttekriterier for ugunstigt stillede områder ikke i tilstrækkelig grad højde for de specifikke produktionsforhold, der skyldes naturlige og klimamæssige forudsætninger, hvilket resulterer i, at kompensationen for disse produktionsforhold bliver utilstrækkelig og uforholdsmæssig.

2.5

Med henblik på at garantere fødevaresikkerheden i Europa og verden på langt sigt er det nødvendigt fortsat at drive landbrug også i EU's nordlige regioner, hvor landbrugsklimaet ifølge prognoserne kan forbedres over de næste 50 til 100 år som følge af den globale opvarmning, mens de sydlige regioner tørrer ud, således at landbrugsproduktionen i Europa sandsynligvis vil forskydes mod nord.

3.1

Landbrugsproduktionen i EU's nordlige regioner adskiller sig fra produktionen i Central- og Sydeuropa ved en meget kortere vækstsæson, et samlet set væsentlig lavere gennemsnit for de temperaturer, der er nødvendige for planters vækst og et nedbørsoverskud det meste af året. Nedbøren er ikke ligeligt fordelt henover året: i forårs- og sommerperioden, hvor planterne spirer og vokser er nedbørsmængden ikke tilstrækkelig, mens de hyppige regnbyger om efteråret gør det vanskeligt at bringe høsten rettidigt i hus og resulterer i kvalitetsmæssige forringelser.

3.2

Stor indflydelse på landbruget i de nordlige regioner har også den lange vinter og den dermed forbundne frost i jorden. Temperaturerne kan falde til helt under -40 °C. Frostens indtrængen i jorden afhænger af såvel summen af de negative temperaturer som snelagets tykkelse, der i Letland og Estland kan være på op til en meter og i det nordlige Finland og Sverige på op til 2 meter. Sneens smeltning og jordens optøning er langsommelige processer, der udskyder forårssåningen og vækstsæsonens begyndelse. Alt efter breddegraden og afstanden til havet foregår forårssåningen i de nordlige regioner i perioden ultimo april til medio juni. Derfor må der ved udarbejdelsen af kriterierne til klassificering af ugunstigt stillede regioner også tages hensyn til summen af de negative temperaturer i de enkelte regioner.

3.3

Opførelsen af bygninger er forbundet med højere omkostninger til støbning af fundamenter i frostfri jord, anlæggelse af vandledninger og kloakering under frostgrænsen og isolering af bygningernes ydermure. Der er også betydelige omkostninger forbundet med opvarmning af bygningerne om vinteren og snerydning.

3.4

På grund af den korte jorddannelsesproces efter istiden er jordbunden i de nordlige områder tyndere og karakteriseret ved en differentieret jordkvalitet og -tekstur. Jordbunden er som hovedregel våd, visse steder stenet samt uforholdsmæssigt leret, sandet eller tørveholdig. Der må derfor investeres store summer i at forbedre jordbunden, først og fremmest i anlæggelse og vedligeholdelse af dræningssystemer, men også i gødning af markederne med kalk.

3.5

De nordlige regioner er kendetegnet ved bakkede og fragmenterede glaciale overfladeformer, hvor skove bestående af nøjsomme træsorter samt vådområder og andre naturområder er fremherskende. Derfor er landbrugsarealerne små og spredt over et stort område. Der findes områder, hvor gennemsnitsstørrelsen for en landbrugsbedrifts marker er på under én hektar, og hvor markederne ligger spredt rundt omkring i skove ret langt fra selve gården. På den måde bliver det umuligt at anvende større og mere effektive maskiner, samtidig forøges bedriftens produktions- og interne transportomkostninger. Sådanne naturbetingede ulemper lader sig heller ikke udligne ved, at der satses på dyrkning af andre afgrøder eller ved at landbrugsproduktionen på anden vis rationaliseres. Derfor må der opstilles supplerende kriterier, som tager højde for de naturbetingede ulemper i skovrige områder. Et kriterium kunne være andelen af agerjord pr. hektar. En af foranstaltningerne til fordel for ugunstigt stillede områder bør også bestå i en udligning af de ekstra transportomkostninger, som den enkelte gård har.

3.6

Landdistrikterne i de nordlige regioner er meget tyndt befolkede. Udenfor de store byer ligger befolkningstætheden på under 10 indbyggere pr. kvadratkilometer, for fjernt liggende områders vedkommende er der sågar tale om under 3, hvilket forårsager høje transportomkostninger, hvad angår såvel landbrugsproduktion som adgang til offentlige eller private tjenesteydelser. I det 20. århundrede steg arbejdskraftproduktiviteten i Nordeuropa stærkt som følge af mekaniseringen, mens arbejdspladser på landet gik tabt. Derfor har den lave befolkningstæthed og det begrænsede udbud af infrastrukturtjenesteydelser udviklet sig til en faktor, der får borgerne til at forlade landdistrikterne - mange landmænd opgiver at drive landbrug, da deres børn ikke ønsker at videreføre bedriften. Alligevel udgør landbruget sammen med skovbrug og turisme det økonomiske grundlag for livet på landet i de nordlige områder. Landkommunerne er væsentligt mindre, derfor er udgifterne pr. indbygger til offentlige tjenesteydelser, f.eks. skolegang og uformelle uddannelsesaktiviteter, væsentligt højere. I tyndt befolkede landdistrikter er leveomkostningerne højere, idet de få indbyggere i henseende til forbrug af varer og tjenesteydelser kun udgør en lille kundegruppe. De fjerntliggende egne i de nordlige regioner ligger for langt væk fra de store befolkningscentre til, at indbyggerne dagligt kan køre på arbejde eller benytte sig af tjenesteydelserne der. En af foranstaltningerne til fordel for ugunstigt stillede områder bør derfor bestå i at udligne de ekstra transportomkostninger fra befolkningscentrene (markedet) til de fjerntliggende landbrugsbedrifter.

3.7

Jo færre mennesker der i Nordeuropa lever i landdistrikterne, desto højere bliver leveomkostningerne for disse borgere, idet store afstande må tilbagelægges for at få adgang til varer, tjenesteydelser, sundhedstjenester, uddannelse mm. Derfor har bevarelse og skabelse af arbejdspladser i landbruget og andre sektorer særlig betydning for Nordeuropas tyndt befolkede områder. Såvel den fælles landbrugspolitik som regionalpolitikken bør arbejde henimod ovenstående mål. En vellykket gennemførelse af disse politikker vil være afgørende for, om det lykkes at skabe balance i vandringen fra land til by, standse afskrivningen af de landlige områder samt sætte en stopper for den økonomiske og sociale braklægning af fjerntliggende områder. I sidste ende er det også af sikkerhedspolitiske grunde vigtigt for EU som helhed, at disse grænseregioner ikke affolkes.

3.8

Skov- og vådområderne i de nordlige regioner udgør sammen med et ekstensivt drevet landbrug og halvt naturlige økosystemer grundlaget for naturens mangfoldighed og den rige biodiversitet. Derudover er Norden yngleområde for millioner af trækfugle, som søger næring på marker og uberørte enge.

3.9

På grund af de naturbetingede ulemper og de transportomkostninger, som er forbundet med opsplitningen af landbrugsarealerne og den lave befolkningstæthed, er landbrugsbedrifternes økonomiske levedygtighed mindre i de nordlige områder og indtægterne er lavere. Dette har været afgørende for det hidtidige lave niveau for den direkte støtte (1. søjle) inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. I de nordlige områder med naturbetingede ulemper kan dyrkning af landbrugsarealer, bæredygtig produktion af fødevarer og landskabspleje kun sikres, hvis landmændene garanteres en indkomst, der kan sammenlignes med indtjeningen hos landmænd i mere gunstigt beliggende områder. I modsat fald vil borgerne forlade landsbyerne og ikke længere dyrke markerne. Opdyrkede kulturlandskaber braklægges, og arealernes dyrkningsegnethed gå tabt. Som en mulighed anbefaler EØSU Kommissionen at undersøge de nordlige regioners særpræg nærmere og i givet fald definere disse områder som særlige områder på linje med bjergregioner.

3.10

De naturbetingede ulempers karakter og udbredelse kan være yderst forskellige fra region til region. Derfor bør der ved beregningen af støtteudbetalingerne til de ugunstigt stillede områder for hver enkelt regions vedkommende fremover tages højde for de samlede omkostninger, der er forbundet med imødegåelsen af naturbetingede ulemper og ugunstige produktionsbetingelser: Desto vanskeligere naturlige betingelser, desto højere bør støtten være. Der bør dog fastlægges en øvre og nedre grænse for støtten.

4.1

I de nordlige områder spiller de kolde vintre, den korte vækstsæson, lave gennemsnitstemperaturer og de store nedbørsmængder, der kræver store investeringer i dræningssystemer, en rolle for agerbruget. Dræningssystemer har alt efter de anvendte materialer en levetid på ca. 30-50 år og må derefter fornys. Derudover er der hvert år ekstraomkostninger forbundet med tilsyn og vedligeholdelse af dræningssystemerne. Anlæggelsen og vedligeholdelsen af dræningssystemer er en forudsætning for, at våd jord kan opdyrkes.

4.2

Jordbunden i de nordlige områder er på grund af den krystallinske undergrund og sandsten for størstedelens vedkommende sur. For at gøre jorden dyrkningsmoden må markerne tilføres kalk hvert 6.-8. år, hvilket skaber meromkostninger, der ikke opstår i områder med pH-neutral jordbund. Kalktilførslen foretages ikke for at forhøje jordens frugtbarhed, den er en grundlæggende forudsætning for, at sur jord kan opdyrkes og de vedvarende naturbetingede ulemper dermed udlignes. EØSU mener, at problemet med sur jordbund i højere grad end hidtil bør spille en rolle ved klassificeringen af ugunstigt stillede områder og fastlæggelsen af nye kriterier.

4.3

I de nordlige regioner må alt korn tørres i særlige korntørringsanlæg, idet vandprocenten i de høstede afgrøder kan ligge på op til 30 %. Med henblik på lagring må kornet imidlertid tørres til det har en vandprocent på 12-14 procent. Bygningen af korntørringsanlæg kræver store investeringer og den energi, der anvendes under tørringen, forårsager betydelige meromkostninger. Udgifterne til siloer og tørringsanlæg kan beløbe sig til 300 000 EUR, og anlæggenes levetid er 10 til 15 år, alt afhængigt af, hvor intensivt de benyttes. Landmændene anslår omkostningerne til tørring af korn til gennemsnitligt at ligge på 20-25 EUR pr. ton, selvom kornets vandprocent og den mængde energi, der bruges til tørring varierer fra år til år. Ved et gennemsnitligt udbytte på tre til fire tons pr. hektar i de nordlige områder stiger produktionsomkostningerne således med ca. 60 til 100 EUR pr. hektar.

4.4

De dyrkede plantesorter må være mere kulderesistente og kunne overleve den nattefrost, der ofte dukker op helt hen i juni. Derfor er høstudbyttet også mindre. På grund af den korte vækstperiode kan der ikke dyrkes sorter, der, som f.eks. fodermajs, har brug for en lang vækstsæson, foretrækker højere gennemsnitlige dag- og nattemperaturer, og som ellers ville bidrage til at reducere omkostningerne ved kvægopdræt betydeligt. Derfor fodres kvæget hovedsageligt med græsensilage, hvor prisen pr. enhed er højere end ved fodermajs.

4.5

Nattefrost er først og fremmest til fare for dyrkningen af frugter og bær samt grøntsager. Mindst hvert 10. år kommer der i blomstringstiden så stærk nattefrost, at hele høsten tilintetgøres. Der findes ganske vist forskellige muligheder for at forebygge nattefrostens skader, f.eks. frostbeskyttelse ved vanding, røgvægge, afdækning med flis mm., men disse metoder er forbundet med et større forbrug af finansielle midler og arbejdskraft.

4.6

På grund af den korte vækstperiode må alt markarbejde udføres i løbet af en meget kort periode. En forudsætning herfor er, at man har adgang til en forholdsmæssigt stor maskinpark, hvilket resulterer i en forøgelse af de gennemsnitlige investeringer pr. hektar.

5.1

I nord er græsningsperioden for kvæget kortere (fra midt i maj til slutningen af september). Derfor må der lagres større mængder af foder til vinteren, hvilket forøger produktionsomkostningerne. Derudover må der bygges særlige lagerfaciliteter til opbevaring af vinterfoderet. Vejrforholdene gør ofte, at man ikke kan høste græsset på det mest optimale tidspunkt, og dette har en negativ indflydelse på næringsværdien. Hyppige regnbyger i perioden, hvor der slås hø eller høstes ensilage, kan resultere i, at foderets kvalitet forringes.

5.2

Udgifterne til bygninger og staldanlæg er højere end i varmere regioner, idet fundamenterne skal støbes i frostfri jord. Også vandledninger og kloakering skal anlægges under frostgrænsen (i f.eks. Estland betyder det mindst 1,2 meter under jorden).

5.3

Rydningen af sne og is om vinteren medfører også ekstraudgifter for landbrugsbedrifter og i forbindelse med vejnettet. Frostskader gør det nødvendigt at udskifte vejbelægningen hvert 5. til 10. år. På grund af den lave befolkningstæthed findes der mange mark- og grusveje i de nordlige lande. Vedligeholdelsen og udbedringen af disse kræver yderligere finansielle midler, først og fremmest til udbedring af skader om foråret og modvirkning af støvdannelse om sommeren.

5.4

Omkostningerne pr. kilo produceret mælk er højere i tyndt befolkede områder end i tæt befolkede områder med et intensivt landbrug, idet mælken må fragtes over lange afstande. På mange øer i f.eks. have og indre farvande er mælkeproduktionen blevet indstillet, da den pga. transportomkostningerne ikke var rentabel. Det er ligeledes dyrere at levere andre produkter, som er nødvendige for landbrugsbedrifternes produktion.

—

at forsyne befolkningen i disse områder med lokale fødevarer og garantere EU's fødevaresikkerhed, hvis den globale opvarmning bliver en realitet;

—

bevarelse af arbejdspladser og dermed imødegåelse af landområdernes affolkning;

—

bevarelse af biodiversitet og i mange tilfælde en forøgelse af denne;

—

bevarelse af et åbent landskab og dermed områdernes tiltrækningskraft for turisme- og fritidssektoren;

—

at garantere sikkerheden i EU's grænseområder.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/39

1.1

I løbet af den seneste mandatperiode har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) beskæftiget sig med de forskellige problemstillinger, der knytter sig til de europæiske energieffektivitetspolitikker og alle aspekter heraf (ekstern dimension, energiudfordringerne på kort og lang sigt, forsynings- og sikkerhedspolitikkerne) med det formål at nå frem til en energipolitik, der er omkostningseffektiv og bæredygtig, og udvalget understreger betydningen af at udbrede og udnytte resultaterne af de energieffektivitetsdage, som EØSU har taget initiativ til i samarbejde med alle de øvrige berørte grupper, slutbrugerne og medlemsstaterne. På den baggrund opfordrer det Kommissionen og det nye Europa-Parlament til igen at tage reelt fat på de anbefalinger, udvalget allerede har fremsat i tidligere udtalelser (1).

1.2

EØSU mener endvidere, at gennemførelsen af en energipolitik, der fremmer effektiviteten og nye »rene« teknologier, kan løse ikke kun miljøproblemerne, men også mindske vores afhængighed af energiforsyning og modvirke de høje omkostninger ved råvarer og følgevirkningerne heraf for slutbrugerne.

EØSU anbefaler at intensivere indsatsen for systematisk at inddrage slutbrugerne (særligt forbrugerne og de små virksomheder) i forbindelse med de nye forpligtelser, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i marts 2007, og for at imødegå den aktuelle økonomiske krise.

1.3

Udvalget mener, at det europæiske og nationale sociale partnerskab kan bane vejen for større inddragelse af slutbrugerne af energi, særligt de små virksomheder, sammenslutninger heraf, lokale, private og offentlige partnerskaber og kooperativer, og således yde et mere afgørende bidrag til opfyldelsen af de europæiske mål om energieffektivitet og »grøn økonomi«. Hvis denne opgave integreres hensigtsmæssigt i eksempelvis dagsordenen for den europæiske sociale dialog, herunder den sektorbaserede, kan den medvirke til at øge beskæftigelsen, skabe nye erhverv for kvalificeret arbejdskraft inden for energisektoren og til udbredelsen af nye tjenester.

1.4

EØSU mener, at beslutningen om at styrke den europæiske dimension i energipolitikkerne tillige bør kunne virke til fordel for en styrkelse på det indre marked og de nationale markeder af en strategi for bæredygtig udvikling og et mere omfattende videnskabeligt-teknologisk samarbejde, der kan sætte gang i de offentlige og private investeringer og herunder »styrkede samarbejdsformer« mellem EU's medlemsstater.

1.5

EØSU er skuffet og bekymret over manglen på ensartede og detaljerede oplysninger og data vedrørende energieffektivitet i slutanvendelserne, der gør det svært at udarbejde statistisk holdbare og harmoniserede indikatorer, hvilket bl.a. skyldes, at der kun findes meget begrænsede historiske data på EU-niveau, der er tilgængelige for slutbrugerne.

ESØU beklager, at medlemsstaterne ikke rettidigt har udarbejdet de nationale energieffektivitetshandlingsplaner nævnt i direktivet.

1.6

Af hensyn til den fuldstændige, ensartede og mere effektive gennemførelse på nationalt niveau af de europæiske energieffektivitetspolitikker mener EØSU, at det haster med i samarbejde med Kommissionen og medlemsstaterne og efter forudgående systematisk høring af repræsentanter for slutbrugerne at indføre et fælles europæisk overvågningssystem, der sikrer, at energiregningerne er rimelige, gennemsigtige og sammenlignelige.

1.7

For at forbedre gennemførelsen af de europæiske energieffektivitetspolitikker mener udvalget endvidere, at det sektorale aspekt af politikkerne skal styrkes for at bane vejen for en mere skelsættende overvågning og konsekvensanalyser. Således påvirker energipolitikkerne de enkelte typer af økonomiske aktiviteter forskelligt, det gælder såvel virksomheder, der forbruger energi (hvor problemstillingen afhænger af forbrugsmængden, typen af processer osv.), som virksomheder, der er beskæftiget inden for de forskellige sektorer i energikæden (f.eks. producenter og montører af anlæg, leverandører af energitjenester, byggevirksomheder osv.), hvor der findes et enormt latent energisparepotentiale.

1.8

EØSU er desuden overbevist om, at man ikke længere kan vente med den forenkling af de europæiske programmer (rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP), Intelligent Energi i Europa (IEE) osv.), der presser sig på, og at det er nødvendigt at inddrage slutbrugerne og fastlægge nogle mindre luftige og bedre integrerede rammer for indgrebene (som det f.eks. er tilfældet under den europæiske kapacitetshandlingsplan). Der stilles derfor forslag om et nyt integreret program, der sikrer en bedre samordning af disse aktiviteter til fordel for slutbrugerne.

EØSU opfordrer EU, medlemsstaterne og virksomhederne til at investere tilstrækkelige ressourcer i anvendt forskning og overførslen heraf til slutbrugerne, besparelser fra anvendelsen af nye informations- og kommunikationsteknologier (ikt) inden for tekniske og avancerede erhverv og udvikling og innovation inden for energi, og opfordrer til et bredere internationalt samarbejde på området.

1.9

EØSU mener, at EU straks bør tilvejebringe de skatteincitamenter og –politikker og de kreditmuligheder, der skal til for at fremme energibesparelser, ved at hjælpe alle de slutbrugere, navnlig SMV'er og offentlig-private partnerskaber, der alene eller i fællesskab iværksætter mere effektive og bæredygtig produktionsmodeller.

EØSU er klar over, at undervisning og uddannelse er helt afgørende for at udbrede en energieffektivitetskultur på europæisk niveau og foreslår derfor at lancere en ekstraordinær høring af arbejdsmarkedets parter og alle berørte parter på europæisk og nationalt niveau med det formål at omallokere EU's eksisterende finansielle ressourcer til støtte for de fag og erhverv, der beskæftiger sig med energieffektivitet, og skabe større viden og bevidsthed herom i befolkningen generelt.

2.1

Formålet med direktiv 2006/32/EF er at

For at nå dette mål fastlægger direktivet visse overordnede målsætninger, bl.a.:

—

foranstaltningerne til tider ikke har været skrappe nok og for lette at omgå ved omsætningen til national lov;

—

de nationale handlingsplaner og de nationale gennemførelsesbestemmelser hænger dårligt sammen og er for slappe i forhold til direktivets bestemmelser;

—

ledsageprogrammerne og –foranstaltningerne er fragmenterede uden særlig stor samordning;

—

der mangler ensartede data og oplysninger, som er uundværlige for at overvåge og analysere direktivets konsekvenser for slutbrugerne, og at direktivet ikke giver et tilstrækkeligt godt grundlag for en sammenhængende og bæredygtig udvikling af energieffektivitet i EU.

—

udnytte en europæisk taskforce af eksperter og et netværk af uafhængige organer inden for energieffektivitet til fordel for slutbrugerne og især virksomhederne, først og fremmest SMV'er og håndværksvirksomheder;

—

udarbejde periodiske rapporter om EU's politikker og konsekvenserne heraf for slutbrugerne (først og fremmest SMV'er);

—

råde over en informationsplatform på flere sprog, der er let at anvende og få adgang til, og konsolidere og udbygge forbindelserne mellem repræsentative organisationer på europæisk og nationalt niveau og de vigtigste interessenter.

4.1.1

Direktivets gennemførelse i national lov er for slutbrugerne fortsat forbundet med alvorlige problemer og giver anledning til kritik med hensyn til:

De kompetente organer i medlemsstaterne og på EU-niveau bør derfor intensivere tilsyns-, kontrol- og sanktionsforanstaltningerne og etablere en mere effektiv og skrap overvågning af energioperatørerne (jf. artikel 11 og 13 i direktivet).

4.1.2

Den reelle adgang til »finansieringsinstrumenter for energibesparelser« og funktionen af de dertil knyttede »mekanismer« bør styrkes og udbygges teknisk og politisk til fordel for slutbrugerne særligt med hensyn til energibeskatningen. Disse instrumenter og de resultater, der opnås, bør specifikt overvåges i et tæt samarbejde med de europæiske og nationale sammenslutninger af slutbrugere, og ikke mindst bør det overvejes, hvordan boomerangeffekten kan mindskes. Med boomerangeffekt henvises der, som det fremgik af EØSU's høring om »Slutbrugernes bidrag til større energieffektivitet - politikker og programmer« hos Italiens nationale råd for økonomi og beskæftigelse den 9. juli 2009, til det forhold, at energieffektiviseringsforanstaltninger undertiden medfører en stigning i energiforbruget og ikke en mindskelse.

4.1.3

Endvidere forekommer energisyn og energiattester (artikel 12) særligt vigtige for udviklingen af energitjenester, og medlemsstaterne bør derfor tillægge dem endnu større betydning.

I den forbindelse ville det være nyttigt at udnytte den europæiske sociale dialog, herunder den sektorbaserede, ved gennemførelse af energieffektivitetspolitikker med det formål at fremme et nyt erhverv og øge produktionssystemets konkurrenceevne.

4.1.4

Bestemmelser om beregningsmetoder til måling af energibesparelser. Disse metoder er endnu ikke særligt udviklede og heller ikke harmoniserede. Man bør derfor bedre definere og identificere de beregningsmetoder, der skal anvendes af alle slutbrugere på et harmoniseret grundlag i medlemsstaterne.

Endelig bemærkes det, at Kommissionen har indledt et stort antal overtrædelsesprocedurer for manglende eller kun delvis gennemførelse af direktivet, hvilket for slutbrugerne har følgevirkninger i form af omkostninger og administrative byrder.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/43

—

foranstaltninger, der kan øge samarbejdet mellem virksomheder og arbejdstagere;

—

fælles, bedre koordinerede politikker;

—

hurtigere beslutningsmekanismer;

—

enklere og mere gennemsigtige lovgivninger.

1.5.1

EØSU er bevidst om, at flere af de lande, der var med i den oprindelige kerne, som ønskede De Europæiske Fællesskaber, nu – og navnlig under den nuværende krise - udviser stor uvilje mod reglerne for det indre marked, hvad angår konkurrence, statsstøtte. Men det er en fejl (1)

1.5.2

I en situation som den nuværende burde Rådet med hjælp fra Europa-Parlamentet og Kommissionen lancere en »strategisk pagt« omfattende:

—

en modstands- og overlevelsesstrategi, der gør det muligt at operere på de modne markeder via en bedre markedsspecialisering, hvor omkostningerne reduceres, eller hvor der sker en stærk diversificering inden for beslægtede sektorer eller anvendes nye metoder,

—

en strategi for innovation af proces, produkt og tjenester, hvor man ændrer marked og teknologi, og hvor man anvender nye materialer, der fører til nye produkter,

—

nye initiativer, hvor man lancerer nye former for virksomheder, nye sektorer eller nye initiativer. Det er nødvendigt at forudse, hvilke nye produkter der vinder frem (såsom pionermarkederne alias lead markets) og som skal være genstand for nye investeringer,

—

regional markedsføring, hvor der satses på ekspertise, og som sker via aftaler med forskningscentre med det sigte at øge den teknologiske udbredelse,

—

finansiel støtte, som ydes via udviklingsfinansieringsinstitutioner og bl.a. ved hjælp af EIF's garanti (4),

—

kapitalisering af kreditkonsortiers risikovillige kapital ved hjælp af en aftale mellem forvaltningerne og banksystemet, der muliggør betalingshenstand til mikrovirksomhederne og de små virksomheder med det primære formål at bevare beskæftigelsesniveauet,

—

konsolidering af kortfristet gæld for at give mikrovirksomhederne og de små virksomheder mulighed for at koncentrere sig om produktion, markedsføring og eftersalgsservice af deres produkter,

—

støtte til en innovativ servicesektor (grøn økonomi) ved hjælp af den innovative uddannelsesmulighed, som Den Europæiske Socialfond giver,

—

udvikling af personlige tjenesteydelser af høj kvalitet, bl.a. ved at opprioritere og styrke social- og sundhedssystemet (5),

—

gennemførelse af infrastrukturpolitikker, som bidrager til at skabe flere innovative valgmuligheder hvad angår en kulstoffattig energi og vilkår, der gør det fordelagtigt at leve i det pågældende område,

—

højere krav til energieffektivitet og strammere miljøkrav i de offentlige indkøb,

—

fremme af nye, mere effektive produkter til erstatning af gamle ved hjælp af finansiel støtte,

—

forbedret adgang til oplysninger,

—

lettere anvendelse af råvarer.

—

at støtten ikke har den effekt, at den øger protektionismen eller hindrer den fri konkurrence,

—

at de støttemodtagende virksomheder først og fremmest forpligter sig til at opretholde beskæftigelsesniveauet,

—

at de kollektive overenskomster overholdes og arbejdstagernes købekraft bevares;

—

at arbejdstagerne i perioder med nedsat produktion kan uddanne sig og opnå nye kvalifikationer, hvilket de bør støttes i,

—

at den økonomiske støtte fra staten ikke bliver en slags indtægt for aktionærerne i form af dividender eller andre former for aktietilbagekøb,

—

at støtten så vidt muligt fremmer udviklingen af nye miljøvenlige varer og tjenesteydelser,

—

at støtten ikke er konkurrenceforvridende, men midlertidig og gradvist aftagende,

—

at der findes passende kontrolmekanismer af hensyn til skatteyderne.

2.1

Fremstillings- og tjenesteydelsessektorerne udgør rygraden i Europas økonomi. Indførelsen af det indre marked har muliggjort en kraftig udvikling af disse sektorer efter fælles regler og standarder.

2.2

De nævnte sektorer står over for en række meget store udfordringer:

2.3

Den nuværende globale recession risikerer at vanskeliggøre den indsats, som sektorerne gør for:

2.4

De aktuelle kriser er ikke bare en overlevelsesudfordring for virksomhederne, men giver også store muligheder for udvikling og innovation. Virksomhederne må dog ikke overlades til sig selv. Det er nødvendigt at fremme iværksætterkulturen og jobskabelsen ved hurtigst muligt at iværksætte reformer for at forbedre det klima, som virksomhederne arbejder i, mindske overflødige administrative byrder, bevare og forbedre det indre marked, fremme risikokapital, tilskynde til innovation og flexicurityforanstaltninger, lovgive mindre og bedre samt investere i forbindelserne mellem det akademisk-videnskabelige miljø og erhvervslivet og i almen uddannelse og erhvervsuddannelse af menneskelige ressourcer, navnlig inden for teknisk-videnskabelige fag og udviklingen af pionermarkeder.

2.5

EØSU vil gerne understrege vigtigheden af at fremhæve den aktuelle situation og de mulige fremtidsudsigter for de store fremstillings- og tjenesteydelsessektorer, ikke mindst turismen, under hensyntagen til forskellige grundlæggende, indbyrdes tæt forbundne aspekter:

3.1

I USA faldt BNP med 1 % i fjerde kvartal af 2008 efter et fald på 0,1 % i det foregående kvartal. Japans BNP faldt med 3,3 % efter et fald på 0,6 % i det foregående kvartal. Euroområdets BNP faldt med 1,5 % efter et fald på 0,2 % i det foregående kvartal (15).

3.2

Arbejdsløshedsprocenten stiger hastigt og vil ifølge OECD nå op ca. 12 % ved udgangen af 2010. Samtidig stiger lønningerne langsommere eller forbliver uændrede.

3.3

Som Kommissionen understreger (16): »Så længe udlånsvirksomheden er begrænset, vil bestræbelserne på at sætte skub i efterspørgslen og forbrugertilliden være begrænsede. (…) Dette er en global krise, og genopretningen vil ikke være fuldstændig, før alle vigtige aktører i verdensøkonomien igen oplever vækst og handler med hinanden«.

3.4

Samme holdning har Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS): »Den økonomiske situation vil sandsynligvis forværres, og den bliver først bedre, hvis vores måde at tænke på ændres radikalt. Det er ikke den trygge, men urealistiske tilbagevenden til business as usual, som vi har brug for, men en ny økonomisk situation, der er baseret på mennesker, innovation og bæredygtig udvikling. Vi har ligeledes brug for en opprioritering af regeringens rolle:

3.5

I forbindelse med G20-topmødet i London den 18. marts 2009 understregede Den Europæiske Arbejdsgiverorganisation BusinessEurope, at »finanskrisen har ødelæggende konsekvenser for virksomhederne, eftersom de største vækstskabere er blevet ramt af restriktioner med hensyn til adgangen til finanssektoren. (…) Det er nødvendigt at sætte gang i økonomien, så man undgår et globalt økonomisk kollaps« (18).

4.1

Der er stadig større enighed om og stadig bredere opbakning til indførelsen af særforanstaltninger og politiske nødløsninger, så man for enhver pris bevarer virksomhederne, fremstillingssektorerne, produktionsaktiviteterne og tjenesteydelserne, beskæftigelsen og husholdningernes indtægter og forbrug, idet man ser bort fra de eksisterende bestemmelser.

4.2

Den politik, der går ud på at forsøge at begrænse de økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af krisen ved at lade de interne spændinger gå ud over naboerne, er ikke blot en forkert løsning på problemet, men risikerer også at sætte et nationalistisk og protektionistisk præg på økonomien, der ville ødelægge de internationale og regionale samarbejdsrammer, som man med møje og besvær har fået i stand i de senere år, både i Europa og i resten af verden.

4.3

EØSU anser følgende foranstaltninger for grundlæggende og absolut nødvendige for ethvert indgreb for at imødegå den aktuelle krise:

4.4

EØSU er overbevist om, at den aktuelle krise bør føre til et institutionelt løft med en større økonomisk integration, der er rettet mod udviklingen af en kvalitetsøkonomi og mod en større og bedre beskæftigelse.

4.5

EØSU mener dog, at det er endnu vigtigere med et kvalitetsløft, der går i retning af en større politisk integration i Europa, eftersom det er det eneste, der kan sikre, at man giver afkald på national egoisme og nationale prioriteringer til gengæld for en fælles fremtid.

4.6

EØSU er overbevist om, at kun hvis det europæiske projekt fornys i Jean Monnets ånd, ligesom da man indførte Paristraktaten, som var starten på EKSF - er det muligt at genskabe grundlaget for på ny at sætte gang i Europas økonomi.

4.7

Det er nødvendigt at afslutte ratificeringen af Lissabontraktaten hurtigt, så man kan sikre, at den europæiske konstruktion får en arkitektur, der er i stand til at reagere med bedre koordinerede politikker,

5.1

I de sidste fire måneder er der sket en drastisk stigning i antallet af virksomhedsomlægninger. Mange virksomheder har iværksat nedskæringsplaner med betydelige sociale konsekvenser, ikke mindst for de unges fremtid (20). Andre har erklæret sig konkurs.

5.2

EØSU er helt overbevist om, at menneskelige ressourcer vil spille en nøglerolle i EU's konkurrencemæssige genopsving, både når det gælder arbejdskraftens kapacitet og kvalifikationer, og når det gælder den nye ledelsesmodel.

5.3

Udvalget mener, at investeringer i arbejdskraft og bevarelse af beskæftigelsen er af afgørende vigtighed for at fremme de europæiske virksomheders konkurrenceevne, både hvad angår arbejdskraftens kvalifikationer og nye kompetencer, og hvad angår den nye model for virksomhedernes sociale ansvar (21).

5.4

I betragtning af krisens omfang bør planer for uddannelse/ansættelse i vækstsektorer som f.eks. sektoren for vedvarende energi hurtigt stilles til rådighed for de arbejdstagere, der er ofre for recessionen.

5.5

Det bør overvejes at træffe fremmende foranstaltninger for husholdningernes forbrug, bl.a. for at sætte gang i efterspørgslen igen (22).

6.1

Afindustrialiseringen. I de seneste år og navnlig ved århundredeskiftet har Kommissionen og mange medlemsstater måske lagt mindre vægt på industri- og fremstillingspolitikken og til gengæld privilegeret den rigdom, der kom fra udviklingen af komplekse finansielle systemer, som navnlig havde rod i nordamerikanske modeller.

6.2

I 2005 vedtog EU retningslinjer for en integreret europæisk industripolitik, som er baseret på en kombination af sektoropdelte og tværgående initiativer, som blev fulgt op af en midtvejsrevision af 2007, som EU's bidrag til strategien for vækst og beskæftigelse (23). I 2008 iværksætte EU så en handlingsplan for bæredygtig industripolitik (24), som EØSU allerede har haft lejlighed til at udtale sig om (25).

6.3

Den centrale betydning af socialt ansvarlige og konkurrencedygtige virksomheder, af socialøkonomiske virksomheder og af stadig mere kvalificeret og inddragende arbejde bør være det faste holdepunkt i de politikker, der skal fremme fremstillings- og tjenesteydelsessektorerne.

6.4

Lissabonstrategien skal bevare sin troværdighed. Medlemsstaterne og EU-institutionerne skal bevise, at de kan tilpasse politikkerne til den nye situation ved at opstille klare prioriteter og nye metoder for den efter-Lissabonstrategi, der skal fastlægges i de kommende måneder. Reformerne skal fremskyndes, og der skal fastlægges klare og præcise prioriteringer med gennemførlige og kontrollerbare køreplaner.

6.5

EØSU mener, at udviklingen af de europæiske fremstillings- og tjenesteydelsessektorer bør ske gennem en forbedring af processerne og produkterne. EØSU opfordrer EU til en effektiv indsats i den retning.

6.6

EØSU mener, at denne industrielle strategi bør omfatte:

6.7

Det er nødvendigt at se på de små og mellemstore virksomheders specifikke situation, navnlig når det gælder den manglende adgang til kredit og lån. Som det er nu, opfylder midlerne til de små og mellemstore virksomheder ikke deres formål.

6.8

»Tænk småt først«-initiativet, som EØSU har haft lejlighed til at udtale sig om (29), står ikke mål med udfordringerne, navnlig i forbindelse med de aktuelle økonomiske og finansielle vanskeligheder, eftersom det ikke er udstyret med tilstrækkelige finansielle midler. Det er dog vigtigt at sikre, at strategien »tænk småt først« bliver gennemført fuldt ud, punktligt og systematisk i medlemsstaterne.

6.9

Foruden adgangen til kredit er følgende, sådan som EØSU har understreget ved flere lejligheder, af afgørende vigtighed, ikke mindst i den nuværende situation:

6.10

Hvad de specifikke sektorer angår, havde Kommissionen allerede - efter en bred offentlig høring - identificeret en række fremstillingssektorer, der skal være genstand for en stimuleringsindsats, som puster nyt liv i dem. Seks markeder var blevet identificeret til den indledende fase af lead market-initiativet (31).

6.11

Kommissionens metode bør også anvendes på andre sektorer. Man bør således identificere de sektorer, hvor en fælles indsats via politiske nøgleinstrumenter og rammebetingelser og et styrket samarbejde mellem de vigtigste berørte parter kan fremskynde udviklingen på markedet uden at gribe ind i konkurrencemekanismerne (32). Det samme gælder udviklingen af europæisk forsvarsindustri, som efter oprettelsen af EU's forsvarsagentur og fremskridtene inden for den fælles forsvarspolitik bør underlægges en mere koordineret europæisk politik (33).

6.12

For at gøre EU's industripolitik effektiv er det nødvendigt at tage højde for den specifikke situation i de enkelte sektorer. Det gælder f.eks. sektoren for motorkøretøjer (biler, lastbiler og motorcykler (34), den kemiske sektor, skibssektoren, kul- og stålsektoren, byggesektoren, glas- og keramiksektoren, cementsektoren, tekstil- og beklædningssektoren, landbrugsfødevaresektoren, metalforarbejdningssektoren og den elektromekaniske sektor, luft- og rumfartssektoren, it- og telekommunikationssektoren, energisektoren og sundhedssektoren.

6.13

Også for at støtte indførelsen af innovation anser EØSU det for vigtigt med en yderligere udvikling af de nye industripolitiske instrumenter, der er oprettet, såsom de fælles teknologiinitiativer, innovative offentlige kontrakter og handlingsplanen for bæredygtig produktion og forbrug.

6.14

EØSU mener, at man også i tjenesteydelsessektorerne bør fremskynde liberaliseringerne, navnlig hvad angår de liberale erhvervs tjenesteydelser og de stadig eksisterende restriktioner med hensyn til tariffer og adgangsbegrænsning.

6.15

EØSU går stærkt ind for et EU-initiativ til fremme af forretningsservicesektoren, som udvikler innovative tjenester og indhold til gavn for borgerne, forbrugerne, arbejdstagerne og virksomhederne og dermed fremmer overgangen til digitale tjenester og udbredelsen af bredbånd samtidig med, at det fjerner hindringerne for e-forvaltning og systemernes interoperabilitet.

6.16

Ifølge EØSU bør den fælles udenrigspolitik styrkes og gøres mere stringent i relationerne til resten af verden.

7.1

EØSU har støttet (35) og støtter fortsat de initiativer til fremme af en politik for bæredygtig udvinding, produktion og forbrug, som er fuldstændigt integreret med de andre fællesskabspolitikker, for at gøre de potentielle udfordringer til konkurrencemuligheder.

7.2

EØSU er overbevist om, at EU's indsats fortsat skal være rettet mod ambitiøse målsætninger, som dog skal underbygges af lovgivningsinstrumenter og finansielle instrumenter, der ikke går ud over Europas konkurrenceevne og medfører yderligere udgifter for virksomhederne og borgerne, men som støtter god praksis, innovationsprocesser og teknologiske forbedringer.

7.3

EØSU understreger vigtigheden af at iværksætte passende initiativer, så EU kan indtage en førende stilling på internationalt plan, når det gælder energieffektivitet, en øget energifremstillingskapacitet fra vedvarende energikilder og udviklingen af teknologier til indsamling af CO2.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/52

1.1

Et centralt element i det europæiske projekt bør være målet om kvalitetsarbejde for alle.

1.2

Spørgsmålet om fattige arbejdstagere bør behandles regelmæssigt inden for rammerne af den europæiske sociale dialog.

1.3

Udformningen af analyseinstrumenterne bør snarest muligt færdiggøres for hele tiden bedre at kunne vurdere disse situationer i deres divergens, men også i deres konvergens på europæisk niveau.

1.4

Nye kombinationer mellem social beskyttelse og beskæftigelse bør undersøges og indføres for navnlig at sikre en passende indkomst for alle arbejdstagere og dermed skabe betingelserne for opfyldelse af deres grundlæggende behov (bolig, lægehjælp, undervisning, også for deres børn osv.).

1.5

Der bør sikres en effektiv grunduddannelse og efteruddannelse med henblik på kvalitetsarbejdspladser og på forskellige niveauer (nationalt og regionalt niveau) træffes foranstaltninger for at skabe et miljø, som hindrer, at unge forlader skolen i utide.

1.6

Indsatsen og debatten vedrørende flexicurity bør videreføres med henblik på at finde denne nye balance mellem fleksibilitet (den fornødne fleksibilitet for virksomhederne) og reelle midler, der skaber større sikkerhed (beskyttelse for arbejdstagerne), forhindrer øget fattigdom blandt beskæftigede og tilstræber udryddelse af denne fattigdom.

1.7

Man bør i 2010, som Kommissionen har udpeget til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, overveje at iværksætte en oplysnings- og mobiliseringsindsats om dette emne såvel på EU-niveau som i medlemsstaterne.

2.1

I EU har man kunnet se en række eksempler på forskningsarbejde, forslag og innovationer angående »fattige arbejdstagere«, der viser, at det at være i beskæftigelse ikke nødvendigvis udgør et værn mod fattigdom, især ikke i den aktuelle sociale og økonomiske situation.

2.2

I sit »Forslag til fælles rapport om social sikring og social integration 2009« (1), der bygger på de nye nationale strategirapporter, påpegede Kommissionen, hvor vigtige emnerne fattige arbejdstagere og kvalitetsarbejdspladser er. Emnet og de hermed forbundne problemer er i fuld overensstemmelse med de tiltag, der iværksættes på EU-niveau for at fremme »aktiv integration«. Det drejer sig i den forbindelse både om at bekæmpe fattigdom og sikre kvalitetsarbejdspladser for alle.

2.3

Temaet får desto mere betydning i lyset af den nuværende krise; arbejdsløsheden er igen steget betydeligt, og de offentlige finanser er kommet under øget pres. Emnet bør dog ikke behandles alene i lyset af de nuværende konjunkturer – skønt de nuværende usædvanlige forhold naturligvis skal tages med i betragtning - men også som et strukturelt spørgsmål, der står i centrum for den positive udvikling, som man ønsker at opnå inden for social beskyttelse og beskæftigelsespolitik, både på mellemlang og lang sigt.

2.4

Kommissionen, der er ved at udarbejde et dokument om arbejde og fattigdom, har udnævnt 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Mere end 80 mio. personer i EU, dvs. 16 % af EU’s befolkning, er direkte berørt af fattigdom. Blandt disse er et betydeligt antal ramt af fattigdom, selv om de er i beskæftigelse. 8 % af arbejdstagerne lever under fattigdomstærsklen (2).

2.5

I sin udtalelse om »Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (3)« påpegede EØSU, at der ud over den sædvanlige indikator for relativ indkomstfattigdom er behov for andre indikatorer for fattigdom, der viser problemet og de reelle afsavn, således at der kan tages fuldt ud højde for fænomenet. Såvel de tekniske finesser som de sammenligninger, der nu er blevet tilladt efter en europæisk aftale om definition, giver et klart billede af udviklingstendenserne.

3.1

For at kunne anvende begrebet »fattig arbejdstager« er det nødvendigt først at præcisere de to ord »arbejdstager« og »fattig«. Hvorvidt en arbejdstager er »fattig« eller ej, afhænger dels af dennes personlige indkomst i løbet af arbejdskontraktens varighed (arbejdslønnen), dels af de samlede materielle ressourcer i dennes familie. Arbejdet udgør den enkeltes erhvervsaktivitet. Der er tale om fattigdom, når ressourcerne ikke rækker til at dække hele husholdningens behov. Folk, der ikke er fattige, og/ eller som ikke synes at være fattige, kan i visse tilfælde pludselig havne i fattigdom.

3.2

Fattigdom defineres på husholdningsniveau, mens beskæftigelse defineres på den enkeltes niveau. Der er således tale om en blanding af to analyseniveauer. Fattigdom blandt beskæftigede afhænger først og fremmest af jobsituationen og den enkeltes jobkarakteristika, og herefter af levestandarden for den husholdning, som den enkelte tilhører. Denne dobbelte vurdering giver anledning til vanskeligheder. Man kan være dårligt lønnet uden at høre blandt de fattige (hvis andre ressourcer i familien er mere betydelige). Omvendt kan man blive medregnet som fattig, selv om man får en løn, der ligger tæt på landets gennemsnitlige månedsløn, og som anses for tilstrækkelig i det samfund, man tilhører. Man kan være ledig (arbejdsløs) og stadig leve væsentligt over fattigdomsgrænsen, hvis man modtager overførselsydelser. Man kan derimod være meget aktivt beskæftiget, men dårligt aflønnet og forsørger for mange personer og dermed befinde sig under fattigdomsgrænsen.

3.3

Dette er ensbetydende med, at der på politisk niveau skal tages højde for fattige arbejdstageres situation både i politikker for beskæftigelse, velfærd og social sikring og familiespørgsmål.

3.4

Inden for rammerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi, der er en integreret del af Lissabonstrategien, lægges der nu vægt på at reducere antallet af fattige arbejdstagere. Det var derfor nødvendigt i 2003 at fastsætte en indikator til evaluering og sammenligning. EU’s Udvalg for Social Beskyttelse vedtog i juli 2003 i forbindelse med sit arbejde vedrørende den sociale integrationsproces i EU en fælles indikator til vurdering af antallet af »fattige arbejdstagere« i EU og nogle af de vigtigste socio-demografiske karakteristika ved disse.

3.5

I henhold til denne definition fra Udvalget for Social Beskyttelse er »fattige arbejdstagere« personer, der har været i arbejde i det meste af referenceåret (som lønmodtager eller selvstændig), og hvis samlede husstandsindkomst ligger under tærsklen på 60 % af den nationale medianindkomst. Fattige arbejdstagere skal have været i arbejde i mere end halvdelen af året. Indikatoren for »fattigdomsrisiko under beskæftigelse« identificerer mere præcist arbejdstagere som alle personer, der har været i arbejde i mindst syv ud af tolv måneder i referenceperioden (4).

4.1

Kommissionen offentliggjorde i slutningen af 2008 sin årlige rapport om de sociale tendenser i medlemsstaterne i forbindelse med de fælles mål for EU’s strategi for social sikring og social integration (se bilag) (5). Heraf fremgår, at 16 % af EU’s befolkning vil være udsat for fattigdomsrisiko i slutningen af 2006. 8 % af arbejdstagerne i EU lever under fattigdomsgrænsen. Tallene svinger mellem mindst 4 % (Tjekkiet, Belgien, Danmark, Nederlandene og Finland) og 13 % eller 14 % (i henholdsvis Polen og Grækenland) (6). Fattigdom blandt arbejdstagere skyldes lave lønninger (defineret som lønninger, der ligger under 60 % af medianlønnen), et lavt kvalifikationsniveau, usikre ansættelsesforhold, lav indtjening for visse selvstændige erhvervsdrivende og deltidsarbejde, som ofte er uønsket. Denne form for fattigdom er ligeledes knyttet til de øvrige husstandsmedlemmers økonomiske status. I børnefamilier giver familiemodellen med én enkelt indkomst som bemærket af Kommissionen ikke længere mulighed for at holde sig fri af fattigdomsfælden.

4.2

Indikatoren for indkomstfattigdom bliver ofte kritiseret, fordi den ikke reelt afspejler de mange forskellige former for afsavn. Indkomstfattigdom er naturligvis kun et af elementerne i fattigdom. Andre indikatorer er under udvikling i EU og giver et anderledes og supplerende billede af fattigdomsrealiteterne.

4.3

Ud over de indkomstbaserede målinger er der også ved at blive udviklet målinger af fattigdom i forhold til »levevilkår«. På EU-niveau måles således »materiel fattigdom« (se bilag). Indikatoren viser, hvor mange personer, der lever i husstande, som ikke kan tillade sig mindst tre af følgende ni elementer: 1) afholde uventede udgifter, 2) holde en uges ferie om året, 3) afbetale på sine lån, 4) tillade sig et måltid med kød, kylling eller fisk mindst hver anden dag, 5) sidde i en bolig med tilstrækkelig varme, 6) have en vaskemaskine, 7) have farvefjernsyn, 8) have telefon, 9) have egen bil. Det kan naturligvis diskuteres, om alle disse elementer af materielle vilkår er indikatorer. Det er kombinationen af dem, der giver et interessant billede. Antallet af materielt fattige varierer betydeligt, fra 3 % i Luxembourg til 50 % i Letland. Disse forskelle er meget større end for indkomstfattigdom (fra 10-21 %).

4.4

Det at der tages udgangspunkt i materiel fattigdom medfører en radikal ændring af medlemsstaternes placering, når det gælder fattigdom. Der refereres i den forbindelse til fattigdom generelt og ikke til fattige arbejdstagere. Vi bør snart kunne redegøre for situationen for fattige arbejdstagere i hvert enkelt land, hvad angår materiel fattigdom. For fattigdom blandt beskæftigede er ikke kun et problem med lav indkomst, men også et spørgsmål om livskvalitet (arbejdsmæssigt og i familielivet og det sociale liv).

5.1

En af de primære årsager til fattigdom blandt arbejdstagere er usikre ansættelsesforhold. Mange aktører, herunder Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og de europæiske fagforeninger, er foruroliget over den voksende usikkerhed i ansættelsesforholdene. Med mere end 19,1 mio. tidsbegrænsede kontrakter (7) og ca. 29 mio. falske selvstændige (for det meste inden for bygge- og anlægssektoren og offentlige arbejder) er der tilsammen ca. 48,1 mio. arbejdstagere, hvis status er præget af en vis usikkerhed. Der er tale om en meget heterogen gruppe inden for de enkelte lande og endnu mere fra land til land. Problemet består dog først og fremmest i, at ti millioner aktive arbejdstagere står over for en række usikre forhold, der kan lede dem ud i fattigdom.

5.2

Arbejdsgiverne understreger, at fattigdom blandt arbejdstagere er et kompliceret spørgsmål, idet de påpeger sammenhængen mellem fattigdomsrisiko og uddannelsesniveau. De almene og faglige uddannelsessystemer bør være mere effektive og socialt retfærdige. Det er endvidere afgørende at opfylde målsætningen om, at »arbejde skal kunne betale sig« (8), dvs. at der skal være balance mellem skatteordningerne og de sociale sikringssystemer.

5.3

Fattigdom blandt beskæftigede skyldes lave lønninger (som ofte står i misforhold til arbejdsindsatsen) og ændringer af familiemodellen. Udviklingen i familiestrukturen, som præger medlemsstaterne i forskellig grad, er overalt karakteriseret ved større ustabilitet, flere separationer og et stigende antal eneforsørgerfamilier og dermed stadigt flere husholdninger med kun én indtægt og større risiko for fattigdom. Det fremgik allerede af Kommissionens fælles rapport om social sikring og social integration 2007 (9), at beskæftigelse ikke kan være den eneste garanti mod fattigdom, selv om den udgør det bedste værn herimod. Det er derfor nødvendigt at træffe eller styrke solidariske støtteforanstaltninger for familier, kvinder, unge, studerende, handicappede og ældre samt udlændinge – de mest sårbare grupper. Det skal desuden understreges, hvor stor betydning fattigdom blandt beskæftigede har for fattigdom blandt børn.

5.4

De stigende udgifter til bl.a. befordring, bolig og lægehjælp gør ligeledes arbejdstagernes situation mere usikker. Stigningerne går hårdest ud over de arbejdstagere, der befinder sig tæt på mindstelønnen, og de lavere middelklasser, da de som regel befinder sig i periferien af beskæftigelsesområderne.

5.5

Fattigdom blandt beskæftigede kan skyldes en persons lave kvalifikations- og uddannelsesniveau og mangel på de kompetencer, der er nødvendige for at kunne søge et arbejde til en ordentlig løn, eller den kan skyldes dårlige arbejdsvilkår. De mest sårbare grupper er som oftest ældre arbejdstagere, unge, kvinder, børnerige familier, handicappede, arbejdstagere, som tidligt har afbrudt deres uddannelse, og indvandrere. Det er således vigtigt at sikre alle med et handicap tilpassede arbejdsforhold og sikre alle børn en god start i livet gennem en tidlig skolegang. Der må også gøres noget ved problemet med skolefrafald, hvor andelen i dag ligger på 15 % i Europa, hvilket stadig er for højt.

5.6

Dybest set er fattigdom blandt beskæftigede meget ofte et resultat af underbeskæftigelse. Fattigdom blandt beskæftigede er for såvel ansatte som visse selvstændige et komplekst emne, der vedrører mange indbyrdes forbundne kriterier. En samlet strategi bør gøre det muligt at træffe effektive foranstaltninger for at overvinde udfordringerne. Uden globale strategier for vækst og tilpasning til globaliseringen og genopretning af økonomien i disse krisetider er det ikke muligt at gennemføre effektive programmer til bekæmpelse af fattigdom blandt beskæftigede.

6.1

Det er først og fremmest nødvendigt at tænke i makroøkonomiske baner for at bekæmpe fattigdom blandt arbejdstagere. Denne dynamik kan ikke bekæmpes effektivt ved hjælp af engangsforanstaltninger, og slet ikke i krisetider. Beskæftigelse og selvstændig erhvervsvirksomhed eller mere præcist kvalitetsbeskæftigelse for alle bør stå højt på alle EU-institutioners dagsorden.

6.2

Pålidelige indikatorer. Arbejdet med fastsættelse af fælles, pålidelige indikatorer for fattigdom blandt arbejdstagere bør videreføres. Investeringer i EU og den åbne koordinationsmetode har muliggjort store fremskridt. Tiden er inde til at gå et skridt videre og samle større viden på basis af mere fuldstændige data under hensyntagen til antallet af fattige arbejdstagere, graden af denne fattigdom, den ulige indkomstfordeling blandt fattige (i de enkelte lande og landene imellem).

6.3

Hvad angår disse statistiske spørgsmål, er det teknisk set nødvendigt at have adgang til nationale data – på basis af en national tærskel – men også rent europæiske data – på basis af en europæisk tærskel. Dette giver mulighed for andre inddelinger og visioner end dem, der i dag kan leveres med anvendelse af den eneste fastsatte indikator.

6.4

Retfærdig og anstændig aflønning med udgangspunkt i en styrket social dialog. Kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere skal også føres ved hjælp af en ambitiøs lønpolitik. Det er nødvendigt at styrke og støtte alle initiativer, der sigter mod modellen: inflation + en passende andel af produktivitetsgevinsterne. I denne forbindelse bør lønforhandlinger – hjørnestenen i den sociale dialog – spille en fremtrædende rolle i kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere. På sektorielt, nationalt og europæisk niveau har det ikke nogen decideret finansiel indvirkning på virksomhederne, når forhandlingerne går godt, og de bliver således ikke »præmieret« for en reel social dialog. Fremskridt hen imod anstændigt arbejde opnås på basis af den sociale dialog, arbejdsmarkedsparternes investeringer, virksomhedernes ansvar, de offentlige myndigheders incitamenter og justerende foranstaltninger og i den aktuelle situation bankernes rolle over for SMV’erne. Forebyggelsen af sort arbejde er en afgørende faktor i kampen mod fattigdom blandt arbejdstagere. Dels, fordi det rammer de svageste i samfundet (indvandrere, udsatte personer), dels fordi det kan føre til nærmest slavelignende tilstande, der er i modstrid med charteret om grundlæggende rettigheder.

6.5

Iværksætterkultur og selvstændig erhvervsvirksomhed. Mange iværksættere og selvstændige berøres af fattigdom, særligt i forbindelse med opstarten af deres virksomhed. Der må etableres støttemekanismer, idet mange af disse SMV’er er fremtidens jobskabere. 80 % af den økonomiske vækst skyldes SMV’er, men mange iværksættere får en meget lav eller ingen løn i den periode, hvor de er i færd med at opstarte deres virksomhed, hvilket betyder at deres familier udsættes for en fattigdomsrisiko.

6.6

Tilpassede erhvervsuddannelsessystemer. Livslang læring for især de mindst kvalificerede er en afgørende forudsætning for at kunne forbedre disse arbejdstageres kompetencer og deres adgang til beskæftigelse med en anstændig løn.

6.7

Passende social beskyttelse. Bekæmpelsen af fattigdom blandt arbejdstagere forudsætter, at de eksisterende foranstaltninger strammes op. Sociale ydelser bør på mere effektiv vis kunne kombineres med nye børnepasningsordninger og støtte til mobilitet (mobilitet skal - ligesom arbejde - kunne betale sig), der gør det muligt for fattige arbejdstagere at tage imod et bedre betalt job.

6.8

På boligområdet er det nødvendigt – selv om det i nogle lande har vist sig, at et betydeligt antal hjemløse er i arbejde – at ressourcerne til sociale boliger anvendes på en sådan måde, at der gives prioritet til dem, der er i arbejde, men som risikerer at miste deres job og den stabilitet, der er forbundet hermed, på grund af at de har en dårlig eller slet ingen bolig.

6.9

Hensyntagen til arbejdsmiljøet og arbejdet. Eftersom fattigdom blandt arbejdstagere i høj grad er et spørgsmål om arbejdsvilkår, er det i praksis afgørende at øve indflydelse på arbejdsmiljørelaterede løftestænger, dvs. støtte til frivillig jobmobilitet, adgang til subventionerede måltider, boligforhold og børnepasningsfaciliteter. Endvidere bør virksomheden, som har ansat dem, kunne undersøge, på hvilken måde bedre sikkerhedsvilkår kan indarbejdes i arbejdskontrakterne, og hvordan dens ansatte kan gøre fremskridt og øge deres kvalifikationer.

6.10

Oplysning og mobilisering. Endelig er det i forbindelse med det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse afgørende at mobilisere den offentlige mening og medierne. Hvis vi begynder at analysere problemet med fattigdom blandt arbejdstagere, tale om de deraf følgende uværdige levevilkår og starte en mobilisering af de europæiske borgere, vil det kunne sætte en stopper for den nød, som en del arbejdstagere befinder sig i, og således bidrage til, at de genvinder deres værdighed. Frem for at tale om medlidenhed bør vi tale om behovet for at fremme kvalitetsarbejde for alle for at fremme en mere etisk europæisk samfundsmodel.

23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/57

1.3.1

De Larosière-gruppen foreslår højere kapitalkrav for bankerne i gode tider og lavere krav i dårlige tider. Vanskelighederne med at stille økonomiske prognoser ved konjunktursvingninger kan gøre dette forslag risikabelt. Samtidig er Spanien et eksempel på, at et system med variable kapitalkrav kan fungere. EØSU finder derfor, at en sådan foranstaltning bør studeres, inden den kan gennemføres, især hvad angår timingen.

1.3.2

EØSU mener, at højere kapitalkrav og gennemsigtighed for ikke-balanceførte poster er absolut nødvendigt. De spanske myndigheder havde de strammeste regler om ikke-balanceførte poster, og de spanske banker var dem, som blev ramt mindst af krisen.

1.3.3

»Ikke-balanceførte aktiver« og »special-purpose vehicles« er til tider blevet misbrugt. Risikofyldte poster er blevet fjernet fra bankens egen balance for at undgå kapitalkravene og undertiden også for at undgå beskatning. På den baggrund anser EØSU det for nødvendigt med strammere lovgivning.

1.3.4

At bankaktivernes risikoindhold skal fremgå tydeligere, bør ifølge EØSU være et hovedkrav i opfølgningen af rapporten. EØSU er enigt med rapporten i, at banker og pengeinstitutter altid skal bevare en del af risikoen, når de sælger risikobehæftede aktiver videre. Finansprodukternes risici skal fremgå tydeligt. Gennemsigtighed i finansprodukterne er nødvendigt for at genoprette tilliden til finansmarkedet. EØSU vil i den forbindelse atter pege på Spanien. Nye instrumenter inden for finanssektoren må ikke anvendes, før de er blevet kontrolleret af en monetær myndighed. Indførelse af sådanne kontrolforanstaltninger bør drøftes. Det må da afgøres, om de skal være nationale, eller om der er brug for et fælles kontrolsystem for hele EU. I betragtning af, hvor grænseoverskridende finansaktiviteterne er, taler det meste for et fælles system.

1.3.5

Det, som kaldes det parallelle banksystem, omfatter forskellige ikke-regulerede former for långivning. Disse nye former for finansieringsvirksomhed har kunnet udvikles uden nogen lovgivning, ikke engang krav om hensættelse af reserver. EØSU er enigt i, at disse også skal reguleres. Selv når det gælder investeringsfonde, ønsker rapporten fælles regler, definitioner for forskellige aktiver og strammere kontrol. Det er lige så let at være enig heri.

1.3.6

Højere krav til bankforvaltning og revision er nødvendigt. EØSU mener, at revisorernes rolle i de Larosière-gruppens løsninger ikke er blevet understreget tilstrækkeligt. Med en velfungerende revision burde man have kunnet standse spredningen af risikofyldte aktiver. Ledelsen af en finansvirksomhed skal kunne stole på revisionen, når det gælder vurderingen af aktiver. Revisorernes rolle og regnskabsmetoder bør indgå i revisionen af Basel II.

1.3.7

Rapporten fremsætter gode anbefalinger om bonusordninger. De skal dække flere år og bygge på konkrete resultater og ikke være garanterede på forhånd. EØSU finder, at en overgang fra kortsigtethed til langsigtethed, hvor bonusserne ikke beregnes på grundlag af spekulative aktiviteter, er nødvendig. I den forbindelse støtter EØSU tanken om at beskatte finansielle transaktioner; provenuet heraf kunne gå til udviklingsbistand. Desuden bør det være et supplerende krav, at de ikke skal baseres på den generelle udvikling, men på om det er lykkedes at opnå en positiv forskel fra en generel tendens. Desuden bør det overvejes, hvorledes der kan lægges loft over disse bonusser for at undgå uhæmmet risikovillighed. I en såkaldt exitstrategi ud af finanskrisen skal indgå, at de enorme beløb, som er blevet betalt til pengeinstitutterne fra det offentlige budget, skal tilbagebetales i stedet for at gå til nye høje gevinster og bonusser.

1.4.1

de Larosière-gruppen konstaterer, at der er brug for et europæisk organ, der kan føre tilsyn med finanssystemet på et overordnet niveau og advare om finansielle risici. Det foreslås, at ECB/ESCB får ansvaret. Denne opgave skal overdrages et særligt råd. At dette råd administrativt tilknyttes ECB er godt, men formelt skal ledelsen af overvågningen ligge hos ESCB. Overvågningen skal klart gælde alle medlemsstaters finanssystemer, og også ledelsen af dette nye råd/bestyrelse skal udpeges af ESCB.

1.4.2

Rapporten foreslår et nyt overvågningssystem på mikroniveau i to trin med særlige myndigheder for overvågning af banker, investeringsfonde respektive værdipapirmarkeder. I det andet stadium skal fælles grundregler for overvågningen udvikles og forskelle i den nationale gennemførelse ryddes af vejen. Også sanktionsmulighederne skal i den fase harmoniseres. EØSU ser ingen grund til at forsinke hele denne udvikling og er derfor tilfreds med, at Kommissionen i sin meddelelse nu foreslår, at man direkte bør forberede hele systemet til overvågning på mikroniveau.

1.4.3

Kollegier med nationale overvågningsmyndigheder for overvågning af banker med grænseoverskridende aktiviteter kan ifølge EØSU blive vanskelige at håndtere, hvis man ikke samtidig har udviklet den fornødne harmonisering. Forskelle i reglerne for de nationale overvågningsorganer ville ellers i praksis tvinge de tre myndigheder til at overtage en del af overvågningen.

1.4.4

I bestyrelserne for disse nye myndigheder bør der ikke kun sidde bankmænd. De faglige organisationer, banktjenesternes kunder og selv EØSU som repræsentant for civilsamfundet bør have faste pladser i disse bestyrelser.

1.5.1

I diskussionerne om finansmarkedet anvendes nu til dags begrebet stresstest – dvs. en gennemgang af, hvordan et lands banksystem klarer en krise på finansmarkedet. På baggrund af den aktuelle finanskrise kan man let forstå, hvor vigtige sådanne tests kan være. Samtidig er spørgsmålet om, hvorvidt resultaterne bør offentliggøres, afgørende. Hvis IMF foretager en sådan test og offentliggør, at et lands banksystem ikke kan stå imod en krise, kan krisen blive et faktum.

2.1

Den finansielle og økonomiske krise har et omfang, der ikke tidligere er set magen til i fredstid. Depressionen i 1930'erne fandt sted på et tidspunkt, hvor verdens økonomier ikke var så integrerede som i dag. Da var det hovedsagelig USA og Europa, som blev ramt. Nu er der i højeste grad tale om en global krise.

2.2

Det, der begyndte som en finanskrise, har udviklet sig til en økonomisk krise med recession i store dele af verden. En social krise med stor arbejdsløshed bliver den sandsynlige følge. Hvor omfattende denne bliver, afhænger af, hvilken politik man er i stand til at føre for at stoppe krisen. Samtidig er der opstået en politisk krise med regeringer, der har måttet træde tilbage.

2.3

Emnet for denne udtalelse er dog udelukkende finanskrisen og om man kan forhindre, at det, som nu er sket, sker igen. På baggrund af den overordnede krise er emnet begrænset. Det handler ikke om den økonomiske krise. Det handler ikke om foranstaltninger til at imødegå den igangværende finanskrise, f.eks. tilføre offentlige midler til finanssektoren. Det handler udelukkende om fremtiden og da især om overvågningen af finanssektoren.

2.4

Det var nemlig opgaven for de Larosiére-gruppen, hvis rapport EØSU diskuterer i denne udtalelse. de Larosière-gruppen udvidede sit mandat. Det var nødvendigt for at give et samlet indtryk med henblik på mere gennemtænkte forslag.

2.5

Dagens krise begyndte i finanssektoren. Inden de Larosière-gruppen fremlagde sin rapport, havde krisen udviklet sig i en så alvorlig retning, at Kommissionen i flere tilfælde allerede havde fremlagt forslag til ændret lovgivning. Det vigtigste er formentlig forslaget om kreditvurderingsinstitutterne. Et direktivforslag er blevet fremlagt om forskellige former for finansiel virksomhed. I en meddelelse af 27. maj berøres den del af de Larosière-rapporten, som vedrører overvågningen af finanssektoren. Der findes kun fem forskelle mellem meddelelsen og de Larosière-rapporten ifølge bilag 1 i et arbejdspapir, der er tilknyttet meddelelsen. Disse kommenteres i punkt 6.2.4, 6.3.1 og 6.3.5. EØSU vil afgive en særlig udtalelse om de kommende konkrete forslag til lovtekster. Selv om Kommissionen ikke i denne meddelelse behandler resten af de Larosière-rapporten, anser EØSU de dele for nok så vigtige for fremtidens finanssektor.

2.6

de Larosiére-rapporten er skrevet af bankmænd for bankmænd, og forslagene er rettet til bankeksperter i Kommissionen og finansministre i medlemsstaterne. EØSU vil give sin støtte til rapportens 31 anbefalinger, men perspektivet skal udvides. De, som i praksis var skyld i finanskrisen, kan ikke alene få ansvaret for at løse dagens problemer. Forbrugerne af finansmarkedets tjenester er enkeltpersoner og virksomheder, der indsætter deres opsparinger og låner til deres investeringer. Finansmarkedets opgave er at betjene disse, dvs. civilsamfundet, på den bedst mulige måde. Udover vores generelle støtte til rapporten vil vi derfor fremsætte en række kommentarer og supplerende bemærkninger.

3.1

Likviditetsoverskud i finanssektoren medførte ingen forholdsregler fra centralbankerne. Man så udelukkende på prisniveauet, som ikke gav anledning til renteforhøjelser. Billige likvide midler førte til stigende priser på værdipapirer. At likviditeten var for høj, da krisen indledtes, hersker der ingen tvivl om, ligesom at den som følge af krisen er faldet til et alt for lavt niveau. Hvilket niveau, der er acceptabelt for likviditet og pengeforsyning under normale forhold, er det derimod vanskeligt at afgøre. EØSU peger på dilemmaet med samtidig at anvende inflationen og et mål for pengemængden som pengepolitiske indikatorer. En for stor pengemængde skal føre til, at centralbanken sætter renten op. Hvis inflationen samtidig er lav, burde det i stedet føre til en sænkning af renten. Hvis pengemængden anvendes, selv i så komplicerede situationer, mener EØSU derfor, at der bør tages hensyn til eventuelle følgevirkninger for den reelle økonomi.