20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/1

A.

EØSU efterlyser en målrettet opmærksomhed fra beslutningstagernes side og interaktive tiltag på nationalt og EU-niveau vedrørende begrebet udvikling af værdi- og forsyningskæder eller mere præcist modellen med netværksforbundne industrier og virksomhedsinteraktion.

B.

Disse dynamiske processer forudsætter tilpasning af og fleksibilitet i alle aspekter af driften af virksomheder, herunder produktdefinition og –udformning, tjenesteydelser, markedsføring og styring af finansielle og menneskelige ressourcer. Disse opgaver er ofte genstand for outsourcing. Netværkssamarbejde indebærer, at forbindelserne mellem virksomhederne bliver stadig mere indbyrdes forbundne verden over og at fremstillingsvirksomhed og tjenesteydelser integreres stadig mere.

C.

Hvordan disse forhold indvirker på den enkelte virksomhed er meget forskelligt og afhænger af virksomhedens størrelse og af, hvor den befinder sig i forsyningskæderne/netværkene samt af, hvilke brancher virksomheden er aktiv i. Store multinationale selskaber er generelt godt placeret i disse netværksprocesser på alle stadier. Derimod støder forholdsvis små og mellemstore leverandører, som optræder på de tidlige eller mellemliggende trin (første, anden, tredje … leverandør), ofte på forhindringer som beskrevet i Del II. I dette dokument omtales de som IIC (initial and intermediate companies — udtrykket er dannet specielt til brug for denne udtalelse) (1).

D.

Langt de fleste job i den private sektor findes i virksomheder, der ikke er store (se punkt C). De mest innovative og kreative af disse virksomheder er af afgørende betydning for netværksøkonomierne. Denne udvikling har fået et sådant omfang, at den ikke kun har stor betydning for det mikroøkonomiske niveau, men også har en makroøkonomisk effekt.

E.

EØSU finder det nødvendigt at forbedre betingelserne for driften af IIC. I denne udtalelse (se afsnit 3 og 4 i Del II) indkredses de vigtigste udfordringer, og der fremsættes en række politikforslag vedrørende:

F.

Manglen på en fastslået definition på IIC gør det svært at forstå deres fulde betydning i de industrielle ændrings- og globaliseringsprocesser. Der bør gøres langt mere for at øge bevidstheden om den rolle, som de spiller. Hvis nogle af eller alle forslagene under E skal gennemføres, skal en række forudsætninger opfyldes af virksomhederne selv, andre af de politiske beslutningstagere og endnu flere af begge parter i forening. I alle tilfælde skal implementeringen finde sted i tæt samarbejde med alle relevante interessenter. I den sammenhæng bør dialogudvalg på sektorplan på EU- og nationalt niveau tilkendegive troværdige fælles holdninger over for politikerne.

1.1

Det er en misforståelse at karakterisere fremkomsten af forsyningskæder som et moderne fænomen, da de har eksisteret under en eller anden form siden iværksættelsen af organiseret produktion.

1.2

Det skal dog konstateres, at interessen for forsyningskæder er steget betydeligt i de sidste årtier som en udløber af de konkurrenceforhold, der er affødt af den teknologiske udvikling og globaliseringen og følgevirkningerne deraf på markederne. Dette emne er blevet udførligt behandlet i utallige publikationer og på konferencer over hele verden. Traditionelle lineære forløb er blevet erstattet af komplekse netværk og integrerede produktionsprocesser, der ofte involverer mange virksomheder og lande.

1.3

I dag hænger værdi- og forsyningskæder tættere og tættere sammen, og på mange områder eksisterer der i dag et virkeligt globalt netværk. Derfor er det berettiget at anvende begrebet netværk i stedet for kæder, da førstnævnte afgjort er mere kortvarige end sidstnævnte.

1.4

Værdiskabelsesnetværk (eller bare »værdinetværk«) er ved at blive verdensomspændende og mere vidtrækkende. I denne proces indgår et tværeuropæisk værdinetværk, der er blevet styrket med den seneste EU-udvidelse.

1.5

Man har nu erkendt, at selvrealisering ikke længere kan dække virksomhedernes behov. De fordele, som kan opnås ved selvanalyserende programmer internt i virksomheder, sætter, selv om de er nyttige og ønskelige, dem ikke i stand til at udnytte de muligheder, som et ægte globalt system for at drive forretninger frembyder. Virksomhederne må se videre end dem selv, hvis de skal overleve i den moderne verden.

1.6

Netstyring og -logistik har således fået forrang i takt med, at virksomhederne bruger stadig mere tid og flere penge på at sikre et så stort udbytte som muligt ved at strømline og koordinere det stadig mere komplekse netværk af aktiviteter og tjenester, der er af afgørende betydning for moderne industrielle og kommercielle transaktioner.

1.7

Karakteren af ledelsesansvar og de færdigheder, som kræves af arbejdsstyrken på alle niveauer, har ændret sig drastisk, idet der er brug for beslutninger og holdninger, som sikrer optimalt samarbejde mellem købere, leverandører og virksomheder.

1.8

Dette er den seneste udvikling inden for alle typer af virksomheder, store, mellemstore og små uanset forskelle og interaktion mellem sektorer. Det synes imidlertid som om store multinationale selskaber er bedre placeret i de eksisterende processer end IIC'er (2).

1.9

Faktisk arbejder to-tredjedele af de ansatte i den private sektor i Europa for små og mellemstore virksomheder. Mange af disse er IIC'er. Derfor er denne type virksomheds trivsel ikke kun af mikroøkonomisk relevans, men har også makroøkonomisk betydning.

1.10

Selv om emnet for denne udtalelse er udviklingen af værdi- og forsyningskæder, vil der først og fremmest blive fokuseret på innovative (højteknologiske og højkvalitets-) IIC'er med potentiale for vækst og internationalt virke, eller som allerede er etableret på det globale marked (3).

1.11

Det er derfor nødvendigt at udvikle og forbedre måder og metoder til at skabe sunde og bæredygtige forhold, således at denne type virksomhed kan blomstre og få mest muligt ud af sit potentiale.

1.12

Selv om der er forskel på forsyningskæder/netværk afhængig af sektor, har vi fundet det hensigtsmæssigt at belyse analysen i dette dokument ved at sætte særligt fokus på én bestemt sektor. I bilag 2 til udtalelsen redegøres der således for en casestudie i automobilsektoren, som på udmærket vis belyser de forhold, der gør sig gældende. Vi har valgt denne sektor, da den falder i øjnene på grund af de komplekse forsyningskæder/netværk, som det fremgår af bilag 1.

1.13

Europæiske virksomheder vælger ofte at outsource et eller flere led i forsyningskæderne for efterfølgende at importere og tilføre resultatet deraf merværdi, og derefter sende det videre i værdinetværket. Det er vigtigt at tilvejebringe forudsætninger, som kan sikre, at den størst mulige gevinst, beskæftigelse og knowhow forbliver i Europa igennem hele processen. Dette har afgørende betydning, da knowhow selv bliver en stadig vigtigere produktionsfaktor som følge af værdiskabelsesnetværk, der kan henføres til grænseløs snarere end blot grænseoverskridende finansiering (4).

1.14

I dette dokument redegøres der for, hvordan EU kan gøre mere for at bibeholde vigtige (merværdiskabende) dele af forsyningskæden i Europa (5).

2.1

Industrielle ændringer er tæt knyttet til værdiskabelse i netværkssamfundet, hvori tjenester som rådgivning, ingeniørvirksomhed, logistik og markedsføring spiller en afgørende rolle. I takt med at den vertikale integration bliver mindre, bliver det ofte leverandøren der skaber værdi i processen. Processen bliver stadig mere flerdimensional, da mange af disse leverandører også er del af globale netværk, hvilket gør leverandørerne indbyrdes afhængige af hinanden.

2.2

Men hvad indebærer ordet »global« egentlig? Sideløbende med USA's og Japans indlysende rolle er andre regioner i verden kommet ind på skuepladsen i de seneste årtier såsom BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Dog skal det påpeges, at gruppen kan opdeles i to niveauer, idet specielt Indien og Kina øver indflydelse og ændrer dramatisk på hele forsyningskæden og værdiskabelseslandskabet) (6).

2.3

Under hensyntagen hertil må EU styrke sin evne til at konkurrere ved at tilføje en merværdi, idet en rent omkostningsbaseret konkurrence hverken er realistisk eller svarer til EU's sociale værdier og ønske om bæredygtighed.

2.4

Forsyningskæderne og netværkssamarbejdet ekspanderer, da industriprocesserne i stadig stigende grad kendetegnes af produktionslinjernes fragmentering og produktspecialiseringen i kraft af teknologier og bestillingsarbejde. Producenterne kan standardisere produkternes hoveddele, men samtidig åbne mulighed for specifikke tilpasninger. Dette betegnes som »mass customisation«.

2.5

Disse faktorer stimuleres af samspillet mellem fremstillingsindustrien og servicesektoren (7), hvilket fører til en udviskning af grænserne mellem de enkelte sektorer. Informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) bidrager til denne tingenes tilstand ved at øge interoperabiliteten og elektroniske tjenesteydelser.

2.6

De europæiske virksomheder bør sigte mod at skabe forsyningsnetværker, der behandler »udvidede produkter« (et system med produkter og tjenesteydelser), og satse på niche-markeder med høj merværdi. Selv fabrikker er blevet til komplekse produkter, der kan handles.

2.7

Nye teknologiske cyklusser lægger en stadig stigende vægt på personaleledelse på alle niveauer og gør livslang læring endnu vigtigere, da det er et væsentligt element i konkurrencedygtigheden og beskæftigelsesevnen.

2.8

Produkternes livscyklus bliver kortere og ændrer sig som følge af det voksende samspil mellem tjenester og produktion, og efterhånden som det konkurrencebaserede (og præ-kompetitive) samarbejde bliver globalt på mange områder.

2.9

Virksomhedernes struktur og det dynamiske forhold mellem virksomheder påvirkes kraftigt af disse løbende ændringer. De kræver en konstant tilpasning og reorganisering. Specialisering i produktionsprocesser, produktfremstilling efter kundens ønske (customisation), og udvikling af fremstillingsrelaterede tjenester fører til stadig mere outsourcing. Omvendt kan outsourcing medføre yderligere specialisering og decentralisering.

2.10

Koncentration som følge af fusioner og opkøb finder sted sideløbende med disse processer; jo længere væk fra forbrugerne man kommer, jo mere koncentration og konsolidering sker der.

2.11

Outsourcing og offshoring finder sted i global målestok (8). Opdukkende økonomier i de nye medlemsstater og i Asien er stærkt involveret i denne proces, og de indebærer hver især deres egne omkostningsfordele og deres eget markedspotentiale. Asien udvikler sig til det ubestridte centrum for omkostningslav produktion og levering af serviceydelser. I Kina og Indien udvikles der selvstændig teknologi. Disse processer kan medføre udflytning af aktiviteter, med reelle jobtab til følge. Dette kan skabe en følelse af usikkerhed blandt de ansatte. På den siden kan udflytning også øge beskæftigelsen i virksomheder i Europa (9).

2.12

Komplicerede udviklinger, som kan henføres til de talløse transaktioner, fusioner og opkøb, der finder sted verden over, viser, at udflytning, som følge af ændringer i produktions- og serviceforløb, ikke er en lineær eller ensrettet proces. Produktionsomkostningerne er kun en del af den bredere vifte af overvejelser. Der indgår også en række andre faktorer, som ikke er emnet for denne udtalelse. Der tænkes bl.a. på kompleks logistik, høje transportudgifter, miljøhensyn, rammebestemmelser, beskyttelse af intellektuel ejendomsret og adgang til råstoffer samt teknologi og særlig sagkundskab. Når alle disse hensyn tages i betragtning, kan det undertiden betale sig for fremstillingsvirksomheder og tjenesteydelsesleverandører at vende tilbage til Europa.

2.13

På den anden side kan udflytning også vedrøre innovative aktiviteter, som ville medføre tab af knowhow for Europa. Udflytning kan nemlig udhule EU-industriernes innovationsformåen på lang sigt, medmindre viden- og forskningsgrundlaget styrkes i EU. I denne henseende er det stigende antal ingeniører i Indien og Kina (45 % af samtlige verdens ingeniører) et vigtigt punkt.

2.14

Det forhold, at unge højt kvalificerede forlader Europa eller helst vil arbejde i store foretagender (10) kan desuden føre til mangel på kvalificeret arbejdskraft i europæiske IIC.

2.15

Store foretagender har ofte bedre muligheder end IIC for at tackle ovennævnte udfordringer. Generelt set har de relativt let adgang til banker og kapitalmarkeder, er involveret i en lang række former for samspil og interoperabilitet med andre virksomheder, har adgang til en bred vifte af markeder og går i spidsen, når det gælder outsourcing. De er imidlertid ikke lige så fleksible som mindre virksomheder.

3.1

Alle indikatorer viser, at processen i retning af produktionens fragmentering, customisation og globale netværker vil fortsætte. På de fleste områder fungerer store multinationale virksomheder som strategiske ledere, men meget af arbejdet udføres af et stigende antal IIC.

3.2

Undertiden anlægger IIC, trods et højt potentiale, af nødvendighed kortsigtede tilgange, er nødsaget til at arbejde meget hårdt for at få adgang til nye markeder, er ofte afhængige af regelmæssige ordrer fra visse store kunder og har hyppigt ikke lige så god adgang til kapitalmarkederne. De er endvidere meget udsatte for risiko for brud i forsyningskæden på grund af omkostningsreduktioner, som de store kunder hele tiden forlanger af dem. I det følgende omtales de største af de udfordringer, som de støder på.

3.3

Mange forbedringer i rammevilkårene for relativt små og mellemstore virksomheder afhænger givetvis af indstillingen i samfundet og i virksomheden selv. I nogle medlemsstater og regioner er holdningen til denne type virksomheder positivere end i andre. Udveksling af bedste praksis bør derfor fremmes.

3.4

IIC må tilskyndes til at stille sig åbent til samarbejde og til at udvikle fælles projekter. Et sådant samarbejde og sådanne projekter kan styrke deres position på markedet og støtte leverandørernes forhandlingsposition i forholdet til storkunder. De kan også være med til at udligne skadelige virkninger som følge af fastlåsning (lock in) eller udelukkelse (lock out).

3.5

Brug af open-source-software (11) og fri adgang til engineering-teknologier og -standarder bør fremmes. Et effektivt samspil mellem IIC og forskningsinstitutioner er særdeles vigtigt.

3.6

Klyngedannelse og netværker omkring førende selskaber og industriområder i højt industrialiserede og højteknologiske miljøer kan her være til stor gavn (12), da de vil tilskynde til samarbejdsordninger mellem virksomhederne. En åben indstilling hos universiteter og teknologiske institutter i nabolaget, tillige med en passende holdning hos lokale og regionale myndigheder har afgørende betydning. Industriområder omkring teknologiske centre, videnskabsparker og universiteter kan være til særdeles stor gavn for mindre virksomheder.

3.7

Pengeinstitutter og finansielle interessenter i bred forstand bør opfordres til at stille sig mere risikovilligt. Statistikkerne viser, at i den amerikanske finansverden giver større risikovillighed et højt udbytte. Fri adgang til kapitalmarkedet i Europa er i alle tilfælde nødvendig, ikke mindst fordi den finansielle byrde i produktionsprocesserne i mange tilfælde er tilbøjelig til at flytte sig fra storvirksomheder til mindre leverandører.

3.8

I bilbranchen f.eks. har outsourcing medført et finansieringsproblem for mange virksomheder, da både udviklingsprocessen og den tid, der går inden investeringen har tjent sig ind, ofte omfatter en udviklingsperiode på 3-5 år og en tilbagebetalingsperiode på 5-7 år. I USA løses problemet til dels gennem lettere adgang til privat kapital og i mange udviklingslande gennem særdeles gunstige skatteregler og statsstøtte. På dette felt er det hårdt tiltrængt at få forbedret vilkårene i Europa, især for IIC og deres finansiering af F&U i teknologisk innovation. Udover statslige tiltag bør også pengeinstitutter — herunder Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i snævert samarbejde med pengeinstitut-partnere fra hele Europa — og private kapitalfonde spille deres rolle.

3.9

EØSU noterer med stor interesse retningslinjerne i Kommissionens meddelelse om »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Finansiering af SMV'ers vækst — Merværdiskabelse på EU-plan« (13). Der er brug for en bedre brobygning mellem finansielle institutioner og private kapitalfonde på den ene side og SMV'er på den anden.

3.10

Afhængigheden af større kunder er en kilde til bekymring, især i regioner, der er afhængige af én enkelt industri, når IIC låses fast i eller udelukkes fra forsyningskæder. En leverandør, der arbejder sammen med store foretagender, er ofte nødt til at bruge den teknologi, der kræves. Når der leveres til én storkunde, fastlåses leverandøren ofte i en bestemt teknologi.

3.11

Det samme kan hænde for leverandører, der udelukkes, fordi de ikke råder over de værktøjer, der er nødvendige for at få adgang til yderligere markeder og deltage i andre forsyningskæder eller netværker.

3.12

Storvirksomhederne foretrækker imidlertid ikke at være helt afhængige af én enkelt leverandør, selv om dette undertiden forekommer. I en række tilfælde foretrækker de største bilfabrikanter ganske få leverandører, særlig vedrørende forskning, udvikling og fremstilling af nye komponenter og systemer til slutproduktet. Det gængse er dog, at konkurrencen mellem leverandørerne er knivskarp.

3.13

I nogle tilfælde, hovedsagelig i bilindustrien, er det sket, at tekniske udviklingsomkostninger er lagt over på leverandørerne, som også er blevet bedt om at dele viden med konkurrenter. Dette kan udgøre et problem, især for leverandører, der ikke indtager en monopolstilling.

3.14

Lock-in og lock-out-virkningerne er tilbøjelige til at øges i takt med stigningen i antallet af ikt-applikationer, men vedrører afgjort ikke kun it-området. Det er ofte svært at erhverve licenser. Manglen på standardisering og interoperabilitet på den ene side og den ringe brug af open-source-teknologi på den anden hæmmer investeringerne.

3.15

Også her (jf. pkt. 3.6) kan samarbejde og klyngedannelse være med til at overvinde mangler, der kan henføres til ovenomtalte processer, ikke mindst i regioner, der er afhængige af én enkelt industri.

3.16

Intellektuel ejendomsret er nøgleordet (14). Beskyttelsen heraf udgør en særlig udfordring for IIC, hvoraf mange er små og mellemstore virksomheder. Disse virksomheders problemer med at finansiere F&U generelt er allerede nævnt og forholdene bør ikke forværres yderligere ved at der skabes en situation, hvor deres konkurrenter høster fordelene.

3.17

Patenter spiller en afgørende rolle. EØSU har i utallige udtalelser givet udtryk for stor bekymring over »de gentagne fejlslagne forsøg på at indføre et EU-patent«, hvorved »troværdigheden i EU's forskningspolitik har lidt et alvorligt knæk« og ikke har formået at sætte skub i »den mere innovative forskning med henblik på at opnå konkurrencedygtige resultater« (15). Hvis man undlader at tage dette vigtige spørgsmål op, gøres beskyttelsen af innovation særdeles kostbar (især i sammenligning med USA og Japan), og oven i købet undertiden uoverkommelig for IIC.

3.18

Problemet med kostbare procedurer ved beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret øges yderligere af den udstrakte ineffektivitet, der ofte skyldes manglende håndhævelse. I handelsforbindelserne med Kina bør efterligninger tages op som et prioriteret emne. Problemet med efterligninger er årsag til, at mange højteknologiske virksomheder er uvillige til at øge deres investeringer i Kina eller sågar trækker deres investeringer ud (16).

3.19

Bilag 2 belyser alvoren omkring misbrug af intellektuel ejendomsret og efterligninger af reservedele og komponenter til biler.

3.20

Specialiserede IIC har deres egne trumfkort på hånden. Der opstår nye muligheder ved overgangen fra stordrift til decentralisering og skræddersyede tilgange, forudsat de fornødne færdigheder er til stede.

3.21

Det er betænkeligt, at flertallet af de unge universitetsuddannede i hele Europa foretrækker at arbejde for store virksomheder. Det er åbenlyst nødvendigt at tilskynde mennesker til at arbejde i IIC. Problemet for IIC er særligt stort, når det samlede antal akademisk uddannede er utilstrækkeligt, f.eks. inden for ingeniørfag.

3.22

Vekseluddannelse, hvor undervisning og erhvervsarbejde kombineres, som det i dag sker i nogle medlemsstater som Tyskland, Østrig og Luxembourg (»duale Ausbildung«) kan vise sig meget værdifuld for IIC.

3.23

Det er vigtigt at forbedre medarbejdernes kvalifikationer og færdigheder; både medarbejderne selv og virksomhederne kan være med til at højne standarderne (17). Forbedring af miljøet på arbejdspladsen kan være gavnlig i så henseende. Moderne begreber som forvaltning af de menneskelige ressourcer, herunder systematisk revision af uddannelses- og oplæringsordninger, kan medvirke til at skabe arbejdspladser. Disse punkter bør tages op som led i sektorbestemte tilgange og i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter.

3.24

Udover den direkte sammenhæng mellem effektive uddannelsessystemer og medarbejderfærdighedernes kvalitet kan betydningen af de tre sammenhørende faktorer uddannelse/innovation/forskning ikke overvurderes. I denne forbindelse kan det nye EU-initiativ »Regioner for økonomisk forandring« være til stor hjælp, da det fremhæver den regionale dimension og virkningen af forskning, teknologiske færdigheder og økonomiske klynger (18).

3.25

Hvis de fordele, som følger af bedre færdigheder og iværksætterånd, til fulde skal kunne blive IIC til gavn, må man ikke overse den territoriale dimensions betydning. Globalisering, som indebærer en stadig stigende internationalisering, medfører et krav om en styrkelse af den regionale nærhed. Dette kan opnås gennem:

3.26

Iværksætterånd er overmåde vigtig og det samme gælder kreativitet og fleksibilitet, dvs. evnen til hurtigt at tilpasse sig ændrede forhold. Små og mellemstore virksomheder er ofte bedre til at imødegå udfordringer end storvirksomheder. Disse faktorer skulle kunne hjælpe SMV'er til at udnytte fragmenteringen og netværkernes customisation (19).

4.1

For at kunne øge værdi- og forsyningskædens effektivitet er det vigtigt at skabe et sundt erhvervsklima for IIC. Efter EØSU's mening findes der to hovedinstrumenter, som kan understøtte tilstedeværelsen af europæiske IIC i de verdensomspændende netværker: industripolitikken i et nyt look (herunder også sektortilgangen) og det syvende rammeprogram.

4.2

IIC bør inddrages mere systematisk inden for industripolitikken. Kommissionen og Rådet bør mere nøjagtigt forhåndsevaluere virkningerne for højteknologiske virksomheder af kommende lovgivning på områder som teknisk udvikling og norm-fastsættelse. »Industri« opfattes for hyppigt kun som store virksomheder. IIC, der ofte overses, bør høres særskilt.

4.3

EØSU understreger ikt's betydning for IIC. Det er helt enigt i Kommissionens mål i meddelelsen »Styrkelse af tilliden til de elektroniske Business-to-Business markedspladser« (20).

4.4

Kommissionen har også oprettet et europæisk e-Business støtte-netværk for SMV'er (eBSU — Business Support Network). EØSU tilslutter sig eBSN's hovedmål, som går ud på at samle e-business-sagkyndige i Europa og at dele erfaringer og god praksis.

4.5

Et afgørende aspekt af EU's industripolitik er en åben dialog om fremtidige retninger og teknologier set ud fra en sektorsynsvinkel, således som der lægges op til i de aktuelle europæiske teknologiplatforme. Selv om grænserne mellem sektorerne bliver stadig mere flydende, er en sektorspecifik tilgang stadig passende på dette område, ligesom den giver IIC kærkomne muligheder.

4.6

Innovationens betydning kan ikke overvurderes. EØSU støtter Kommissionens forslag om at udvikle innovationsvenlige markeder ved at søsætte et initiativ vedrørende førende markeder med det sigte at lette udformningen og markedsføringen af nye innovative produkter og tjenester på lovende områder (21).

4.7

Det er vigtigt, at IIC deltager i teknologiplatforme. Forhåbentlig vil der blive fundet yderligere midler og måder til at fjerne hindringerne på dette felt. Der bør opstilles en strategisk forskningsdagsorden, som også omfatter IIC. Imidlertid kan mange af disse virksomheders traditionelle svagheder såsom mangel på gensidig tillid, tid, disponible repræsentanter og i mange tilfælde strategisk fokus også iagttages i platformenes daglige erfaringer.

4.8

For at fastlægge en strategisk forskningsdagsorden har højniveaugruppen Manufuture (22) lavet en analyse, der indeholder lignende tanker om nye merværdiprodukter og blandingen af produktion og tjenesteydelser på den ene side, og innovative produktionsformer på den anden (23).

4.9

Endvidere hæmmer lock-in og lock-out-virkninger for forsyningskæder ofte en reel deltagelse i platformene, når IIC — herunder også dem med betydeligt potentiale — ikke er i stand til at deltage i interoperable systemer.

4.10

EØSU mener, at der bør udvikles en strategisk vision for IIC, som kan være med til at overvinde de handicap, der opstår som følge af, at de fastlåses eller udelukkes. Interoperabilitet bør være målet. Det kan nås gennem:

4.11

Efter EØSU's mening kunne det samme mål fremmes ved at etablere EU-fora for samarbejde mellem IIC for at samle kreativitets- og innovationspotentialet på tværs af Europa.

4.12

Et hovedproblem er at lette adgangen til kapitalmarkederne.

4.12.1

EØSU mener, at pengeinstitutter og andre finansielle interessenter såsom risikokapitalfonde bør tilskyndes til at indtage en mere positiv holdning til risikovillighed, f.eks. ved at investere i højteknologiske IIC.

4.12.2

Et specifikt eksempel ville være at give IIC lettere adgang til kapitalmarkedet og privat kapital ved at tilpasse de frister, der kan følge af lange udviklings- og tilbagebetalingsperioder, som kan volde problemer. I den forbindelse bør Den Europæiske Investeringsbanks og Den Europæiske Udviklingsfonds rolle styrkes for at lette adgangen til risikokapital-instrumenter, venture kapital og garantiordninger (26).

4.12.3

EØSU mener, at finansielle institutioner såsom EIB kan spille en bredere, understøttende rolle, især i konsortier der omfatter lokalbanker, som har et godt kendskab til virksomhederne i deres område.

4.12.4

På baggrund af industripolitikkens nye look og forskningspartnerskaber med industrien arbejder EIB nu på et nyt fælles finansieringsinstrument med GD for regionalpolitik kaldet Risk Sharing Finance Facility (RSFF). Målet er at forbedre adgangen til lånefinansiering, især for forskning i den private sektor og dertil knyttede aktiviteter med en risikoprofil over gennemsnittet, som ikke dækkes af markedet.

4.13

Skattepolitikken er medlemsstaternes ansvar. Alligevel ville det være en fortrinlig ide, om man på EU-plan drøftede ønskværdige skattetiltag med det sigte at styrke de europæiske virksomheders position i de globale værdi- og forsyningskæder.

4.14

EU bør gøre det til et mål for sin handelspolitik at beskytte SMV'ers intellektuelle ejendomsret, da der på (store) opdukkende markeder ofte indtages en urimelig og upålidelig holdning til europæiske virksomheder.

4.15

De menneskelige ressourcer er afgørende. Uddannelsessystemer er mere end nogensinde før et afgørende element bag bæredygtig vækst. Undervisning, erhvervsuddannelse og livslang læring er et ansvar, som enkeltpersoner, virksomheder, arbejdsmarkedsparter og offentlige myndigheder deler i fællesskab (27).

4.16

Arbejdsmarkedsparternes forhandlinger på brancheniveau bør omfatte skræddersyede tilgange til forvaltning af de menneskelige ressourcer, herunder udvikling af uddannelsesordninger, som har til formål at bibringe de fornødne faglige kvalifikationer. De bør også tage hensyn til de industrielle forandringers regionale dimension og EU-initiativet »Regioner for økonomisk forandring« (28).

4.17

I det syvende rammeprogram, som skal ses i relation til den nye industripolitik, bør der lægges særlig vægt på SMV'er, herunder passende brug af det nye RSFF-instrument, der er udviklet sammen med EIB (29). I avancerede ikt-projekter, der støttes af det syvende rammeprogram, har deltagelse af IIC'er kritisk betydning, hvis de skal sættes i stand til at medvirke i avancerede netværker og indgå i et samarbejde.

4.18

Efter EØSU's mening kan det syvende rammeprogram bidrage til at etablere en permanent innovationspolitik, som omfatter snævre forbindelser mellem videncentre (universiteter, teknologiske institutter, erhvervsuddannelsesskoler) og industriel aktivitet. Værdi- og forsyningskæder eller –netværker er væsentlige for en sådan politik, da programmet har til formål at understøtte udviklingen af nye, udvidede produkter (»extended products« — også kaldet »produkt/tjenester« eller »produktintegrerede tjenester«) og nye processer. Formålet med alt dette er at etablere ét enkelt, levedygtigt netværksmiljø i Europa, som også kommer IIC'er til gavn.

4.19

EØSU bemærker, at det er vanskeligt at inddrage SMV'er i F&U-programmerne på grund af bureaukrati. Udvælgelsesprocedurer på mindst ét år er alt for lange for disse virksomheder.

4.20

Det er særdeles ønskeligt, at der tilvejebringes de rette forudsætninger for udvikling af stærke netværksvirksomheder med gennemsigtige, indbyrdes forbundne strukturer. EØSU går ind for, at det syvende rammeprogram bidrager til systematisk udvikling af optimal netværksstruktur og -drift i et dynamisk og komplekst erhvervsklima.

4.21

Ligeledes bør der tilskyndes til skabelse af logistik- og forsyningskædestyringsstrukturer på både det strategiske og operationelle plan.

4.22

For mindre teknologibaserede industrigrene, som er fysisk bundet til Europa, kan forskningsprogrammer støtte kontinuerlige produktivitets- og effektivitetsgevinster, der gør det muligt at bevare en konkurrencemæssig fordel.

4.23

Blandt de mange aspekter, som erhvervslivet er nødt til at medtænke, hvis det skal drage fuld fordel af EU's forskningsprogrammer, er det vigtige i at etablere relevante netværker. Selv om dette i dag ikke indgår i IIC's tankegang, kan et præ-kompetitivt samarbejde mellem virksomheder være til meget stor nytte; det samme gælder for fremme af partnerskabsforbindelser.

4.24

Følgelig er det det syvende rammeprograms sigte at bidrage til en videnorienteret netværksindustri baseret på europæiske normer, som er et vigtigt grundlag for samarbejde, sammenkobling og interoperabilitet.

4.25

EØSU mener, at det syvende rammeprogram rummer en fortrinlig mulighed for at øge værdi- og forsyningsnetværkenes effektivitet og opfordrer de relevante interessenter til at sørge for, at det gennemføres fuldt ud. Dette gælder ikke blot for teknologier, der forbedrer den indbyrdes sammenkobling af netværkene (primært ikt), men også andre støtteteknologier — såsom nanoteknologi.

4.26

Sideløbende med udviklingen i industripolitikken er regionale og lokale sammenhænge og tiltag også vigtige i det syvende rammeprogram, især med hensyn til IIC'ers samarbejde med storforetagender, nabouniversiteter, teknologiske institutter og erhvervsuddannelsescentre (30).

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/10

1.1

EU's område har ændret sig i de sidste 50 år — en proces, der vil blive fremskyndet med globaliseringen, og som vil have store konsekvenser for kraftcentrene i EU, dvs. storbyområderne (2). Disse områder er bedst i stand til at løfte udfordringerne og fuldt ud udnytte de muligheder, som disse ændringer giver.

1.2

EØSU mener, at Rådet og Kommissionen bør drøfte og vedtage overordnede retningslinjer for udviklingen af storbyområder og nationale initiativer på dette område. En velstruktureret debat på EU-niveau vil sætte de nationale tilgange i et fælles perspektiv, hvilket også vil kunne mobilisere de regionale aktører.

1.3

EØSU mener, at en bedre struktureret debat om og mellem storbyområderne i Europa kunne bidrage til at anspore disse områder til selv med held at gennemføre Lissabon- og Gøteborg-dagsordenerne, hvilket også kan afspejles i de nationale reformprogrammer.

1.4

EØSU bemærker, at der nu i nogle år har været en intens debat. På grund af forbindelsen mellem storbyområder og Lissabon-strategien lægges der i højere grad end tidligere vægt på de socioøkonomiske konsekvenser af sådanne storbyområder. Det er et skridt i den rigtige retning.

1.5

I mange lande og regioner tilstræber de offentlige myndigheder, den private sektor og civilsamfundet at skabe de rette betingelser for en bæredygtig udvikling i storbyområderne og sikre deres konkurrenceevne i EU og resten af verden. Den udvikling, som har fundet sted i Tyskland, bør derfor tages i nærmere øjesyn. Universitetsstudier og andre undersøgelser på føderalt niveau gør det lettere at føre en objektiv debat. De nationale og regionale myndigheder har deltaget i tværministerielle konferencer om storbyområder.

1.6

Kommissionens bypolitik og Rådets forslag til territorial dagsorden er skridt i den rigtige retning. De udstikker rammerne for en ambitiøs bypolitik. Dagsordenen fremhæver nogle af storbyernes særlige karakteristika. EØSU bemærker imidlertid, at man i forslaget til territorial dagsorden stadig går for tøvende til værks.

1.7

Strukturerne og tilgangene varierer fra land til land, men storbyregionerne står stort set over for de samme udfordringer og nærer de samme ambitioner.

1.8

Manglen på identitet og en hensigtsmæssig styring hæmmer en afbalanceret udvikling af storbyområderne. De eksisterende administrative enheder er ofte meget gamle strukturer. De forhindrer en gnidningsløs tilpasning.

1.9

For at storbyområdernes potentiale kan udnyttes, er der brug for en indsats på nationalt, regionalt og kommunalt niveau. Decentrale myndigheder må derfor have legitimitet. Dette vil også gøre det lettere for den private sektor og ngo'er at tage initiativer.

1.10

EØSU bemærker ligesom tidligere, at der på EU-niveau ikke findes tilstrækkeligt med sammenlignelige socioøkonomiske og miljømæssige data om storbyområder. For at man bedre kan danne sig et overblik over situationen i de enkelte storbyområder og mobilisere de relevante aktører i storbyområderne, mener EØSU, at det er nødvendigt — ligesom på europæisk og nationalt niveau — at foretage en årlig opfølgning af, hvordan potentialet udnyttes i de europæiske storbyområder, set ud fra en økonomisk, social og miljømæssig synsvinkel.

2.1

EØSU slår til lyd for, at Kommissionen udarbejder en grønbog om storbyområderne som supplement til den territoriale dagsorden og de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken med det formål at stimulere EU-debatten på basis af en objektiv analyse.

2.2

EØSU slår til lyd for, at storbyområdernes udfordringer og ambitioner samt den viden og erfaring, der er opnået i medlemsstaterne, sættes i et fælles europæisk perspektiv, og at der gøres en indsats for at sprede god praksis.

2.3

EØSU finder, at Kommissionen bør træffe politisk beslutning om, at Eurostat hvert år skal tilvejebringe troværdige og sammenlignelige data om alle storbyområder i EU, og om at Eurostat skal have tilført yderligere bevillinger, således at det kan varetage denne nye opgave.

2.4

For at Eurostat hurtigst muligt kan varetage denne opgave, foreslår EØSU, at ORATE eller en anden kompetent organisation foretager en pilotundersøgelse med det sigte, dels at afprøve mulige metoder til afgrænsning af storbyområder på basis af fælles kriterier, dels at foreslå en begrænset liste over data, som umiddelbart kan tilvejebringes om storbyområder med mere end 1 million indbyggere i perioden 1995-2005, ved bl.a. at trække på de detaljerede data fra EU's undersøgelser af arbejdsstyrken (3).

3.1

EØSU gjorde i sin udtalelse fra 2004 opmærksom på de socioøkonomiske konsekvenser af storbyområder (4), som i høj grad undervurderes efter udvalgets mening.

3.2

Formålet med udtalelsen var at bevidstgøre EU-institutionerne om den løbende — og undertiden voldsomme — udvikling i befolkningskoncentrationen og de økonomiske aktiviteter i Europas og verdens storbyområder.

3.3

I udtalelsen fra 2004 slog EØSU til lyd for, at udviklingen af de europæiske storbyområder sættes på EU's dagsorden. EØSU var blandt de første til at fremhæve den direkte forbindelse mellem storbyernes rolle og gennemførelsen af Lissabon-strategien. Storbyområderne er laboratorier for verdensøkonomien. De er drivkræfterne bag økonomien, kreativitetscentrene og innovationen.

3.4

De største udfordringer, som Europa vil skulle løfte i de kommende år, er samtidig koncentreret i storbyerne. Her er det især fattigdom, social udstødelse og geografisk adskillelse, der giver anledning til problemer — med konsekvenser for beskæftigelse og (international) kriminalitet (5).

3.5

Storbyernes indflydelse styrkes af den mangfoldige interaktion, som i stigende grad foregår mellem storbyerne, såvel i EU som på verdensplan. De netværk, som storbyerne deltager i, giver mulighed for mere omfattende europæisk integration.

3.6

EØSU bemærker i udtalelsen fra 2004, at der mangler komparative analyser, som på tilfredsstillende måde viser storbyernes stærke og svage sider samt begrænsninger og muligheder.

3.7

Netop derfor understregede EØSU i 2004 det nødvendige i at fastsætte en definition af europæiske storbyområder og tilvejebringe relevante og sammenlignelige data samt foretage en evaluering af Lissabon-strategiens vigtigste indikatorer for hvert enkelt storbyområde.

3.8

Den videnbaserede økonomi og netværkssamfundet øger storbyernes tiltrækningskraft på både mennesker og økonomiske aktiviteter. I nogle medlemsstater føres der på nationalt og regionalt plan en intens debat om, hvilken politik der skal føres med hensyn til storbyområderne og deres styring. Disse debatter følges fra tid til anden op med konkrete foranstaltninger på alle niveauer.

4.1

EØSU opfordrede i 2004 Kommissionen til at foretage integrerede analyser med deltagelse af alle de berørte kommissærer og til regelmæssigt at fremlægge rapporter om den socioøkonomiske situation i storbyområderne og deres position på EU-niveau. På denne måde ville man bedre kunne vurdere storbyområdernes styrker og svagheder og dermed fastlægge politikker samt sprede god praksis.

4.2

Kommissionen gjorde i sit svar på EØSU's forslag opmærksom på, at den »var enig med EØSU, både hvad angår den vigtige rolle, som storbyområderne spiller for gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger, og manglen på EU-niveau på pålidelige og sammenlignelige oplysninger om disse territoriale enheder« (6).

4.3

Dette til trods har Kommissionen endnu ikke vedtaget en mere målrettet og integreret tilgang til storbyområderne. En bypolitik er gradvis ved at blive gennemført, men der skelnes i den forbindelse ikke mellem »storbyer og storbyområder«. De data, som fremlægges af statistiske institutioner, er ufuldstændige og blevet tilvejebragt i en national sammenhæng, og ofte er de ikke sammenlignelige på EU-niveau.

5.1

Der er på det seneste blevet taget en række initiativer på nationalt og regionalt plan, som tydeligt afspejler storbyområdernes udvikling. Disse initiativer indebærer ofte forskellige foranstaltninger, der skal støtte en mere harmonisk udvikling, hvad angår infrastrukturerne, den fysiske planlægning, de økonomiske og sociale aspekter samt udviklingen af transport- og telekommunikationsinfrastrukturer mellem storbyområderne. Her skal efterfølgende nævnes nogle eksempler på initiativer, som er blevet taget i flere lande. Denne liste er selvfølgelig ikke udtømmende.

5.1.1

I Tyskland har der siden 1993 været en indgående debat om storbyområder. Der er gennemført akademiske undersøgelser og debatter med det formål på hensigtsmæssig og objektiv vis at udarbejde en liste over de funktioner, som varetages af storbyområderne, og indkredse disse funktioner på grundlag af denne liste.

5.1.1.1

I den tyske analyse er man gået fra en traditionel tilgang med et nationalt kort over byer, kommuner og delstater til en anderledes tilgang med et nyt Tysklandskort med nye modeller (»Leitbilder«) og mønstre. Siden der blev truffet beslutning herom på den tværministerielle konference for forbunds- og delstatsministre for fysisk planlægning den 30. juni 2006, har Tyskland haft elleve storbyregioner på basis af de retningslinjer og handlingsprogrammer vedrørende politikken for fysisk planlægning (fra 1992 og 1995), hvori der lægges vægt på storbyområders betydning og opgaver. Den første tværministerielle konference på dette område fandt sted i 2003.

5.1.1.2

Kortet over de tyske storbyregioner viser en uoverensstemmelse mellem det administrative system og storbyområdernes geografiske grænser. Storbyregionen Nürnberg omfatter eksempelvis byen Nürnberg og en række omkringliggende by- og landkommuner. Andre storbyregioner omfatter delvis flere delstater, f.eks. Frankfurt/Rhein/Main og Hamburg. Andre er en del af en delstat, som f.eks. München og Ruhr-området. I mange tilfælde findes allerede en regionalisering efter emne, eksempelvis inden for områderne kultur, sport, bæredygtighed og landskaber. I samtlige tilfælde strækker området sig over større og mindre byer samt landdistrikter. Dette gør det muligt at foretage en klar afgrænsning af de pågældende storbyområder.

5.1.1.3

Der er (endnu) ingen planer om specifikke nationale foranstaltninger. Storbyområderne er blevet opfordret til at indkredse deres særlige karakteristika og udnytte de muligheder, som disse giver. Målet er at gøre de tyske storbyområder til uafhængige aktører i europæisk og international sammenhæng. Nationale politikker som f.eks. jernbane- og luftfartspolitikker vil naturligvis kunne understøtte disse storbyområders ambitioner.

5.1.1.4

For at støtte denne nye tilgangs legitimitet blev storbyområderne opfordret til at indføre systemer med demokratisk repræsentation, der passer til deres særlige karakteristika og vision. De kan frit fastsætte procedurerne — enten ved direkte valg som f.eks. i regionen Stuttgart eller ved indirekte repræsentation af byer og kommuner som i regionen Nürnberg.

5.1.1.5

I forbindelse med disse storbyområder — som i øvrigt har forskellige karakteristika — bør følgende politiske mål drøftes og gennemføres: sikre den for konkurrenceevnen nødvendige kritiske masse, skabe betingelserne for en effektiv styring, klarlægge ansvarsfordelingen, udvikle en polycentrisk fysisk planlægning, skabe en tilfredsstillende balance mellem byplanlægning og beskyttelse af landdistrikterne, udvikle transportinfrastrukturer og sikre mobiliteten, støtte innovationen og de økonomiske klynger, håndtere teknologiske risici og naturkatastrofer, tilvejebringe de nødvendige ressourcer til offentlige investeringer, forbedre de internationale forbindelser og sikre regionens fremgang.

5.1.2

I Det Forenede Kongerige har der siden begyndelsen af dette århundrede været interesse for en styrkelse af storbyområdernes udvikling. I 2004 blev der offentliggjort et regeringsnotat om storbyområdernes (med undtagelse af London) konkurrenceevne (7). Målet var at skabe betingelser for en styrkelse af »byregionernes« selvstændighed i en international kontekst. Den planlagte proces blev imidlertid bremset, ikke mindst efter at der ved en afstemning blev stemt nej til oprettelsen af en regional forsamling i regionen Newcastle.

5.1.2.1

Debatten i Det Forenede Kongerige handler i øjeblikket om kompetencefordelingen, dels mellem det nationale og regionale niveau, dels mellem byerne og kommunerne i de tættest befolkede regioner, der er blevet udpeget som fremtidige storbyområder. Idéen om at oprette »byregioner« er stadig aktuel. Selv om den aktuelle debat er diffus, vil der snart blive offentliggjort en hvidbog om emnet, og der er en ny fysisk planlægning, der tager udgangspunkt i anerkendte kriterier svarende til kriterierne i Tyskland, under forberedelse.

5.1.2.2

Der bør skelnes mellem politisk decentralisering og støtte til udviklingen af storbyområder. Sidstnævnte er kendetegnet ved fleksibilitet og alliancer mellem kommuner med det formål at få det bedste ud af mulighederne og i fællesskab løfte udfordringerne. Et godt eksempel herpå er den udvikling, som har fundet sted i det nordlige England (Manchester, Liverpool, Leeds, Sheffield, Newcastle og York) — et bundstyret initiativ kaldet Northern Way. Denne udvikling er kendetegnet ved en række aftaler inden for storbyområdet.

5.1.2.3

En topstyret tilgang som svar på lokale og regionale initiativer anses for uundværlig, eftersom mange strategiske beslutninger kun kan træffes i fællesskab. Disse beslutninger vil kunne sættes på tre dagsordener: en dagsorden for konkurrenceevnen, der skal sikre støtte til såvel de bedst som de dårligst stillede regioner, en dagsorden for social samhørighed til fordel for de dårligst stillede befolkningsgrupper og en dagsorden for miljø med foranstaltninger til bl.a. forbedring af livskvaliteten og bevarelse af naturressourcerne. I alle tre tilfælde anses storbyområderne for det geografiske niveau, hvor disse politikker bedst vil kunne føres.

5.1.3

I Frankrig har der siden 1960 verseret en debat. Indtil for nylig var der kun blevet truffet meget få konkrete foranstaltninger, eftersom man havde undervurderet debattens politiske dimension. Mere generelt har denne mangel på politisk dimension været at spore overalt i Europa.

5.1.3.1

I 2004 efterlyste DIACT (8) forslag til storbyprojekter, som skulle fremme samarbejdet mellem storbyerne og støtte storbyregionernes økonomiske udvikling. Femten forslag til storbyprojekter udarbejdet af de lokale myndigheder blev udvalgt af en jury bestående af direktørerne for de berørte ministerier og eksperter. Projekterne blev endelig fastlagt i 2006. I 2007 vil der med finansiel støtte fra staten blive indgået storbykontrakter om gennemførelsen af strukturelle foranstaltninger. Med dette initiativ anerkender DIACT storbyregionernes betydning som nøgleaktører for områdernes konkurrenceevne.

5.1.4

I både Italien og Spanien vinder regionaliseringen terræn. Denne udvikling, der ikke direkte berører storbyområderne, giver ikke desto mindre nye (juridiske) muligheder for styring af storbyområderne.

5.1.4.1

I Italien blev der i 1990 vedtaget en lov om en topstyret tilgang, hvormed der blev udpeget 14 storbyområder. Denne lov er dog ikke blevet gennemført. En ny lov fra 1999 tillader bundstyrede initiativer til etablering af storbyområder. I regionen Bologna er der blevet oprettet én forsamling, der repræsenterer 20 kommuner, og som er blevet udstyret med sit eget budget. Endelig banede en forfatningsreform i 2001 vej for etableringen af tre storbyområder omkring Rom, Napoli og Milano. Der blev for nylig sat skub i gennemførelsen af denne reform.

5.1.4.2

I Spanien sættes debatten af det lokale/regionale selvstyre. De selvstyrende regioner har enekompetence på dette område. De er derfor ansvarlige for storbyområderne. Samtidig er storbyerne ved at blive styrket, og der foregår en magtkamp mellem centralregeringen, de selvstyrende regioner og storbyområder såsom Madrid, Barcelona og Valencia. En anderledes model er Bilbao, som i relation til storbyvækst er en succes baseret på offentlig-privat partnerskab.

5.1.4.3

Indkredsningen af storbyområder begrænser sig hverken til store lande eller enkelte lande som sådan. Blandt de mere kendte storbyområder i Centraleuropa kan nævnes Wien-Bratislava-Brnö-Gjör-området, som strækker sig over fire lande (!), og København-Malmø-området (Danmark og Sverige), der begge er storbyområder i vækst. I Nederlandene er der i øjeblikket en indgående debat om den mest hensigtsmæssige styring af Randstad. Målet er at fjerne den administrative fragmentering, som hæmmer områdets infrastrukturmæssige, fysiske og socioøkonomiske udvikling.

5.1.5

De nye medlemslande oplever en lignende udvikling. I Polen har regeringen indkredset en række storbyområder eller byregioner. Et eksempel herpå er regionen Katowice, der for nylig fik særlig status som storbyområde. Udviklingen af byer og storbyer sker som regel på ukontrolleret og derfor vilkårlig vis som følge af uhensigtsmæssig regional styring. Nogle storbyområder har derfor blikket rettet mod den praksis og ekspertise, som findes i lande med tradition for decentrale politikker.

5.1.6

Handels- og industrikamrene er som meget synlige og aktive repræsentanter for erhvervslivet på lokalt og regionalt niveau ligeledes inddraget i denne metropoliseringsproces. Dette gælder navnlig hovedstædernes eller »byregionernes« handelskamre. De bidrager overalt til at øge deres regioners tiltrækningskraft samt økonomiske og kulturelle indflydelse, hvilket sker under hensyntagen til kravene om livskvalitet og respekt for miljøet.

6.1

Gennemførelsen af Lissabon-strategien på EU-niveau er det vigtigste mål for Barroso-Kommissionen. Dette berører samtlige kommissærer. Generaldirektoratet for Regionalpolitik har gjort Lissabon-strategien til et centralt element i den nye regionalpolitik med byudvikling som spydspids.

6.1.1

»Lissabon« og byudvikling er blevet de vigtigste prioriteter for alle regioner, som nyder godt af EU's programmer. Disse programmer tager ikke eksplicit sigte på storbyområder, for hvilke URBACT-programmet især er af betydning (9).

6.1.2

Af andre specifikke programmer, der ofte har betydning for storbyer, kan nævnes de programmer, som forvaltes af andre generaldirektorater som f.eks. Generaldirektoratet for Forskning, Generaldirektoratet for Miljø og Generaldirektoratet for Energi og Transport. Disse generaldirektorater tager ligesom Generaldirektoratet for Regionalpolitik mere højde for Lissabon-målsætningerne end tidligere. Disse programmer berører ikke direkte storbyer som sådan. De er dog omfattet af alle programmer, der sigter mod en bedre udnyttelse af potentialet i byerne.

6.1.3

En arbejdsgruppe under Rådet offentliggjorde i juni 2006 et foreløbigt udkast til territorial dagsorden (10). I udkastet beskrives byplanlægningstendenserne i det europæiske samfund nøje. Der skelnes dog stadig ikke klart mellem byer og storbyområder.

6.2

Udfordringerne for (stor)byer (11) har været temaet for flere uformelle møder mellem EU's ministre med ansvar for fysisk planlægning. Fysisk planlægning optræder som en af EU's kompetencer i den nuværende traktat (afsnittet om miljø, artikel 175, stk. 2) (12).

6.3

Europa-Parlamentet  (13) understreger, at »byer og bymæssig bebyggelse, hvor 78 % af Den Europæiske Unions befolkning er koncentreret, både er områder, hvor problemerne er koncentreret, men også områder, hvor der bygges på fremtiden«. Europa-Parlamentet finder, at de spiller en vigtig rolle i forbindelse med regionaludviklingen og gennemførelsen af Lissabon- og Göteborg-målsætningerne.

6.3.1

Europa-Parlamentet anmoder om, at alle Kommissionens tjenestegrene, der direkte eller indirekte beskæftiger sig med byspørgsmål, koordinerer deres arbejde med henblik på inden for hvert politikområde at identificere de konkrete problemer, byerne har, og i fællesskab redegøre for de positive virkninger af de gennemførte politikker. Europa-Parlamentet foreslår at nedsætte en tværtjenstlig taskforce og indføre en territorial dialog.

6.4

Regionsudvalget søger vedholdende at henlede EU-institutionernes opmærksomhed på de udfordringer, som byregionerne står overfor. Regionsudvalgets konklusioner udspringer af de samme bekymringer og principper, som Europa-Parlamentet og EØSU har givet udtryk for.

6.4.1

Regionsudvalget understreger den konkrete virkelighed i de »funktionelle regioner« og det samarbejde mellem aktører, som rækker ud over de administrative grænser — nationale, regionale og lokale — som bør tilgodeses i EU's politikker ved hjælp af særlige incitamenter som f.eks. fremme af projekter til strategisk udvikling af store områder. Det er især vigtigt at etablere nye samarbejdsnetværk og styrke de eksisterende netværk mellem storby- og byområder, navnlig via det samarbejde, som på nuværende tidspunkt finder sted inden for Interreg III-initiativet — et samarbejde, som i perioden 2007-2013 er forbundet med målet om territorialt samarbejde (14).

6.5

METREX-netværket (15) understreger i sine erklæringer fra marts og september 2006, at storbyområderne bør indkredses og anerkendes som vigtige elementer i EU's territoriale dagsorden. METREX slår til lyd for, at der på EU-niveau tilvejebringes sammenlignelige data om storbyområder. Det anmoder Kommissionen om at udarbejde en grønbog med følgende tre vigtige elementer: den økonomiske konkurrenceevne, social samhørighed og miljøbeskyttelse. Det mener, at mange af de alvorlige problemer, som EU står over, som f.eks. klimaændringer, demografisk aldring og indvandring kun kan løses på effektiv og integreret vis med hjælp fra storbyerne. Endelig finder METREX, at storbyområderne kan spille en vigtig rolle for gennemførelsen af Lissabon-målsætningerne, navnlig når det drejer sig om at fremme EU's konkurrenceevne på verdensplan.

6.6

I løbet af de sidste femten år (16) er der sket en betydelig stigning i antallet af regioner, som er repræsenteret i Bruxelles. Disse regioner har arrangeret flere konferencer, hvor især udviklingen og udnyttelsen af potentialet i storbyområder ofte har givet anledning til livlig debat.

6.7

Flere af de regioner, der er repræsenteret i Bruxelles, har således dannet en gruppe med navnet »Lissabon-regionerne«.

6.8

Inden for rammerne af ORATE-programmet er der i de senere år indsamlet et stort antal oplysninger, data, indikatorer og rapporter om de europæiske regioner. I lyset af de meget forskellige administrative grænser for regioner og storbyer giver resultaterne af dette kvalitetsarbejde imidlertid ikke de ansvarlige for udvikling, planlægning og styring af storbyområder de data og analyser, som er nødvendige for at kunne indkredse de mest velegnede politikker, når det drejer sig om at udnytte alt det potentiale, som findes i storbyerne.

6.9

Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Eurostat har iværksat Urban-programmet med det formål at få tilvejebragt pålidelige og sammenlignelige indikatorer for en række byer (17). EØSU bifalder den indsats, som er blevet gjort for at tilvejebringe data om byområderne. De data, som er blevet stillet til rådighed, rummer imidlertid visse karakteristika, som endnu ikke gør det muligt at anvende dem i vid udstrækning (18).

7.1

EØSU bemærker, at debatten om storbyområderne er blevet meget mere intens i de senere år. Det er der to vigtige årsager til. For det første viser det voksende antal storbyer over hele verden, at der meget hurtigt er sket en ny bymæssig organisering (19). For det andet har erkendelsen af, at der er en forbindelse mellem den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling i storbyerne og Lissabon-strategien, været med til at sætte gang i denne debat.

7.2

I alle medlemsstater, uanset deres størrelse og udviklingsniveau, er der på politisk og socialt niveau blevet ført debatter om, hvad der vil være den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde.

7.3

Disse debatter har først og fremmest fundet sted i en national sammenhæng. Ikke desto mindre erkender myndighederne, at flere storbyers reelle størrelse i mange tilfælde ikke begrænser sig til den enkelte medlemsstats område. Eksemplerne København-Malmø og Wien-Bratislava er allerede blevet nævnt, men man må heller ikke glemme de storbyområder, som er blevet udpeget af de franske myndigheder, som f.eks. Metz-Luxembourg-Saarbrücken og Lille-Kortrijk. Overalt i EU bliver der flere og flere grænseoverskridende regioner, som tager form af storbyområder.

7.4

EØSU bemærker, at disse nye strukturer stadig er i deres vorden, selv om der nu i nogle år har været en intens debat.

7.5

Størstedelen af de byer og storbyområder, som ønsker at manifestere sig på europæisk og globalt niveau, anvender, når de skal fremlægge deres egen situation, nationale eller regionale tal uden nødvendigvis at tage højde for det pågældende områdes reelle størrelse. Det er en konsekvens af den forskel, som findes mellem et storbyområde og den eller de administrative regioner, som dette storbyområde er en del af.

7.6

Uanset de forskellige nationale og regionale indfaldsvinkler og strukturer kan EØSU konstatere, at der er klar enighed om, hvilke problemer der gør sig gældende. De mest diskuterede problemer omfatter:

7.7

Befolkningerne føler ikke altid, at de hører til en storby. De europæiske storbyområder mangler politisk legitimitet. Tidligere tiders administrative strukturer er ikke længere tilstrækkelige. Medlemsstaternes regeringer er dog meget lydhøre over for protester mod nye strukturer fra de berørte parter, herunder politiske og administrative lokale og regionale enheder. De udfordringer, som storbyområderne står overfor, er imidlertid enorme. For at kunne løfte disse udfordringer og styre udviklingen er det med henblik på en helhedsstrategi næsten overalt nødvendigt med nye styreformer.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/16

1.1

EØSU vil gerne takke det tyske formandskab og gratulere det med dets forberedende arbejde og indsats for at sikre gennemsigtighed og samråd om den territoriale dagsorden.

1.2

EØSU mener, at tiden er inde til, at den nuværende uformelle koordinering i Rådet bliver afløst af en ny fase med tættere politisk samarbejde. På grundlag af den indsats, der allerede er gjort, og med de nye bidrag fra ESPON/ORATE, der forventes, må der tages et nyt skridt i integrationen med et klart mandat til Kommissionen, så den får mulighed for at udøve initiativretten.

1.3

EØSU mener, at debatterne i Rådet om den territoriale dagsorden bør munde ud i mere konkrete politiske beslutninger, hvorfor det er nødvendigt, at Kommissionen får en større rolle, for det er Kommissionen, som bedst kan sikre sammenhæng og kompatibilitet mellem de forskellige tilgange til territoriel samhørighed i Den Europæiske Union.

1.4

Målet om territorial samhørighed i EU gør det påkrævet, at Kommissionen opretter en specifik og handlekraftig tjeneste, som kan analysere, evaluere og fremlægge politiske forslag, der viser merværdien af en europæisk tilgang til territorial samhørighed.

1.5

EØSU foreslår, at der sikres kontinuitet efter det tyske formandskab. Kommissionen bør derfor analysere, syntetisere og omsætte den territoriale dagsorden i praksis gennem et handlingsprogram, som tager hensyn til medlemsstaternes og regionernes kompetence mht. politikken for fysisk planlægning.

1.6

Den fjerde samhørighedsrapport, som Kommissionen er ved at udarbejde, bør undersøge EU-fondenes territoriale indvirkning og finde frem til forbindelsesled mellem samhørighedspolitikken og den territoriale dagsordens mål. EØSU mener, at programmerne om grænseoverskridende samarbejde bør styrkes.

1.7

I forvaltningen af den territoriale dagsorden bør der sikres balance mellem de forskellige lokale, regionale, nationale og europæiske myndighedsniveauer samt civilsamfundet, som bør høres forudgående.

1.8

EØSU foreslår Rådet, at der iværksættes en åben koordineringsmetode for den territoriale dagsorden med præcise retningslinjer som et første skridt hen imod inddragelse af disse emner i fællesskabsmetoden efter vedtagelsen af forfatningstraktaten.

1.9

EØSU håber, at EU snarest vedtager forfatningstraktaten, som omfatter målet om territorial samhørighed, og foreslår, at Rådet på sit uformelle møde i Leipzig på grundlag af den nuværende konsensus om den territoriale dagsorden i sine konklusioner anbefaler dens gradvise gennemførelse i stedet for at understrege dens ikke-bindende karakter.

1.10

Følgelig anmoder EØSU Kommissionen om at foreslå Rådet at gå videre med anvendelsen af den territoriale dagsorden på det eksisterende retsgrundlag.

2.1

Den 7. november 2006 anmodede det tyske ministerium for transport, byggeri og byudvikling på vegne af det tyske EU-formandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om EU's territoriale dagsorden.

2.2

Et politisk debatoplæg om EU's territoriale dagsorden  (1) skal vedtages på det uofficielle ministermøde om regional samhørighed og byudvikling, som afholdes i Leipzig den 24. og 25. maj 2007. Oplægget er baseret på et dokument med titlen Den regionale situation og EU's perspektiver  (2). I dokumentet analyseres de overordnede regionaludviklingspolitiske udfordringer, EU står over for, og der gives eksempler på, hvordan mulighederne i Europas regionale mangfoldighed kan udnyttes bedre for at opnå en bæredygtig økonomisk vækst. »EU's territoriale dagsorden« indeholder henstillinger med henblik på større hensyntagen til Europas regionale mangfoldighed og en række forslag vedrørende et handlingsprogram for en politik for fysisk planlægning.

2.3

EØSU har siden 1995 været fortaler for et øget samarbejde om en europæisk politik for fysisk planlægning:

Andre senere udtalelser støtter også en større inddragelse af og hensyntagen til den territoriale dimension af den europæiske integration:

3.1

Det første uformelle møde mellem ministre med ansvar for fysisk planlægning og territorial politik generelt fandt sted i Nantes i 1989.

3.2

Denne type møder organiseres på initiativ af EU's skiftende halvårlige formandskaber. I 1993 blev det på mødet i Lieja besluttet at udarbejde Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv  (3), som blev vedtaget i Potsdam i 1999, og som udgør den fælles referenceramme for de uformelle møder for ministre med ansvar for fysisk planlægning og territorial politik.

3.3

På det uformelle møde om territorial samhørighed i Rotterdam i november 2004 vedtog ministrene at inddrage udarbejdelsen af et sammenfattende dokument om »Den regionale situation og EU's perspektiver« i sit arbejdsprogram for perioden indtil 2007. Dokumentet udgør grundlaget for EU's territoriale dagsorden.

3.4

EU's territoriale dagsorden udgør en strategisk ramme, som fastsætter prioriteterne for den territoriale udvikling i EU. Den bidrager til den økonomiske vækst og bæredygtige udvikling ved at styrke den territoriale samhørighed, der kan defineres som en samhørighedspolitiks evne til at tilpasse sig de særlige behov og karakteristika, som de geografiske udfordringer og muligheder opbyder.

3.5

Målet om territorial samhørighed blev i juni 2003 skrevet ind i forfatningstraktaten i artikel III-116, som den tredje dimension af den økonomiske og sociale samhørighed. Den territoriale dimension af fællesskabspolitikkerne analyseres også i den tredje samhørighedsrapport, som Kommissionen udsendte i 2005. Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed, der blev vedtaget i 2006, omfatter også denne nye territoriale dimension af samhørighed.

3.6

På det uformelle ministermøde i Luxembourg i maj 2005 vedtog ministrene følgende emner og prioriteter for EU's territoriale dagsorden:

3.7

Blandt de vigtigste foranstaltninger nævnes følgende;

4.1

EFFU er en fælles referenceramme for de forskellige parter, der er involveret i Europas fysiske og funktionelle udvikling (EU, medlemsstater, regioner og andre lokale myndigheder). Den støtter den territoriale dimension af et polycentrisk Europa og den nødvendige »regionalisering« af EU's sektorpolitikker. EFFU er et mellemstatsligt initiativ, der blev vedtaget på ministermødet i Potsdam i 1999, og som ikke er bindende. EFFU har kun været anvendt i praksis i forbindelse med etableringen af Observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ESPON (4)/ORATE) og indirekte via de tre Interreg-programmer.

4.2

EFFU har følgende mål:

4.3

Fire centrale områder interagerer indbyrdes og udøver et betydeligt pres på den territoriale udvikling:

4.4

Med udgangspunkt i de ovennævnte områder har EFFU fastsat følgende retningslinjer:

4.5

Konkrete planlagte foranstaltninger er blandt andet:

4.6.1

Observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE) er et forskningsprogram, der anvendes på området for territorial udvikling og som er finansieret af Interreg og medlemsstaterne. Formålet med programmet er at formidle systematiske og opdaterede oplysninger om territoriale tendenser samt virkningen af politikkerne i de europæiske regioner og territorier til de ansvarlige for udviklingen af nationale og regionale politikker i EU. Oplysningerne kan bidrage direkte til udarbejdelsen og gennemførelsen af politikkerne.

4.6.2

Den samlede forskning under ORATE-programmet omfatter 29 europæiske landes territorier, nemlig de 27 EU-lande samt Norge og Schweiz.

4.6.3

Det er planlagt at øge budgettet ganske betragteligt: fra et budget på 7 mio. EUR for perioden 2000-2006 til 34 mio. EUR for perioden 2007-2013, hvor det nye ORATE-program 2013 træder i kraft. Sammen med de nationale bidrag kan det samlede beløb nå op på 45 mio. EUR.

5.1.1

I forbindelse med alle spørgsmål, der vedrører territoriet, er merværdien ved en fælles europæisk tilgang af afgørende betydning. De seneste årtiers akkumulerede erfaringer og nødvendigheden af at tage højde for den territoriale dimension i forbindelse med den europæiske integration kræver, at de politikker, der har indflydelse på den overordnede europæiske territorielle tilgang, gradvist gøres til et fællesskabsanliggende.

5.1.2

EU udvikler mange fællesskabspolitikker, der har indvirkning på territoriet: konkurrencepolitik, de transeuropæiske transportnet, energi- og telekommunikationsnet, miljøpolitik, landbrugspolitik, politik vedrørende teknologisk forskning og udvikling, regionalpolitik, EIB's investeringer etc. Ikke desto mindre har EU ikke en fælles strategi, som integrerer, evaluerer og koordinerer virkningerne af disse politikker på det europæiske territorium.

5.1.3

En fælles europæisk strategi for territoriet kræver fælles europæiske målsætninger og retningslinjer. Merværdien ved fælles retningslinjer for europæisk territorialitet er indlysende, blandt andet i forbindelse med: beskyttelse af miljøet, en bæredygtig og polycentrisk byudvikling, de transeuropæiske net og forebyggelse af naturkatastrofer, teknologiske katastrofer og klimaændringer ved hjælp af europæiske planer.

5.1.4

Den såkaldte fællesskabsmetode (5) består i, at Kommissionen på eget initiativ eller på initiativ af en af de øvrige EU-instanser udarbejder konkrete forslag til eventuel vedtagelse af Rådet og i givet fald også af Europa-Parlamentet.

5.1.5

For visse politikområder har Rådet lanceret den åbne koordinationsmetode, der forudsætter mindre intens og præcis politisk handling end fællesskabsmetoden. EØSU mener, at i forbindelse med emner vedrørende den territoriale dagsorden kan den åbne koordinationsmetode være anvendelig i de indledende faser, inden fællesskabsmetoden tages i brug. Den åbne koordinationsmetode kan anvendes, indtil forfatningstraktaten vedtages, hvorefter det vil blive muligt at anvende fællesskabsmetoden.

5.1.6

Men som erfaringerne fra andre europæiske politikområder har vist, er denne metode kun anvendelig, når Kommissionen arbejder meget aktivt og med nogle meget præcise målsætninger og retningslinjer.

5.1.7

Uanset hvilken løsning, der findes mht. udkastet til traktat om en forfatning for Europa, hvor territorial samhørighed til EØSU's tilfredshed optræder i titlen til afdeling III (kapitel 3), bør følgende artikler i den gældende traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab tjene som retsgrundlag for udviklingen af en fælles strategi for det europæiske territorium:

5.2.1

Fællesskabets regionalpolitik er et centralt instrument til fremme af økonomisk og social samhørighed, økonomisk konvergens og den europæiske integrationsproces generelt.

5.2.2

EØSU har altid støttet regionalpolitik, som stræber efter og opnår at reducere forskellene mellem de europæiske regioner.

5.2.3

Denne regionalpolitik, som er en af de mest succesfulde fællesskabspolitikker, bør i betragtning af de nye forskelle som følge af udvidelsesprocessen, fortsættes.

5.2.4

Regionalpolitikken er ikke uforenelig — snarere tværtimod — med en effektiv territorial samhørighedspolitik, der, som foreslået i den territoriale dagsorden, skal gennemføres i den nye periode 2007-2013.

5.3.1

De to seneste udvidelser skaber nye udfordringer for det europæiske territorium, som siden 2004 er vokset fra 15 til 27 medlemsstater, hvor befolkningen er øget med 28 % (fra 382 til 490 mio. indbyggere) og hvor territoriet er vokset med 34 % (fra 3,2 til 4,3 mio. km2). Denne nye dimension og de store forskelle i territoriale karakteristika medfører, at behovet for en fælles tilgang til denne territorielle og geografiske virkelighed og de mulige udviklingsscenarier, er presserende.

5.3.2

De seneste to udvidelser udgør en vigtig territorial udfordring, som Kommissionen bør undersøge tilbundsgående.

5.3.3

Antallet af interne og eksterne grænseregioner er øget betydeligt. Grænseregionerne udgør en udfordring og en konkret mulighed for, at integrationsprocessen medfører reelle resultater.

5.4.1

De udfordringer og risikoer, der påvirker det europæiske territorium, bør tackles på europæisk niveau. Merværdien ved en helhedsorienteret fælles tilgang for det europæiske territorium er indiskutabel, og en sådan fælles tilgang bør anerkendes som et centralt strategisk behov.

5.4.2

Det er hensigtsmæssigt at påpege visse karakteristika ved dette territorium:

Territoriet har således som fysisk og geografisk struktur en afgørende strategisk betydning. Kommissionens konsekvensanalyser bør inddrage denne territoriale tilgang, hvilket kræver bidrag fra ESPON/ORATE.

5.5.1

EU bør råde over et hensigtsmæssigt forvaltningssystem, hvor de forskellige territoriale myndighedsniveauers repræsentation er velafbalanceret, da der jo på territoriet findes myndigheder på lokalt, regionalt og nationalt niveau samt på EU-niveau. Subsidiaritetsprincippet bør overholdes, men samtidig skal sammenhæng og en fælles helhedstilgang sikres.

5.5.2

Det er også påkrævet, at civilsamfundet deltager på de forskellige niveauer ved hjælp af strukturerede fremgangsmåder for sociale og civile dialoger. I mange medlemsstater og europæiske regioner findes der økonomiske og sociale råd (eller tilsvarende organer), som bør mobiliseres, så de i samarbejde med de sociale aktører og andre civilsamfundsorganisationer kan deltage aktivt i hørings- og forvaltningssystemerne i forbindelse med territoriale anliggender.

6.1

Den territoriale dagsorden er baseret på dokumentet »Den regionale situation og EU's perspektiver«, som ikke er et egentligt syntesedokument, men snarere en samling bidrag fra de skiftende formandskaber. Dokumentet redegør i 197 punkter for alle de udfordringer, som det europæiske territorium er konfronteret med, og er som sådan en overordentlig nyttig guide, som Kommissionen bør tage som udgangspunkt for et forslag til en handlingsplan.

6.2

Den territoriale dagsorden bør omfatte medlemsstaternes strategier på området, tage hensyn til de øvrige EU-politikkers territoriale dimension og tilstræbe komplementaritet og synergi for at nå frem til en europæisk syntese baseret på nogle retningslinjer for en territorial strategi for EU, som foreslås i punkt 8.

6.3

EU's territoriale dagsorden bør afstikke kursen for en udvikling, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig.

7.1.1

Territorial samhørighed sigter mod anlæggelse af et europæisk territorialt perspektiv, som danner rammen om og sikrer kompatibiliteten mellem de regionale strategier, som medlemsstaterne og regionerne udformer og gennemfører.

7.1.2

Territorial samhørighed bør fokusere på de spørgsmål, som berører for det første den territoriale planlægning og for det andet by- og regionalplanlægningen. Som CEMAT (6) erklærede i 1994, er fysisk planlægning et velegnet værktøj til implementering af bæredygtig udvikling på territorialt plan.

7.1.3

Det er derfor nødvendigt at få defineret fysisk planlægning begrebsmæssigt, metodologisk og terminologisk. Fysisk planlægning indebærer en tværfaglig tilgang og tværgående prioritering, som indvirker på forskellige aspekter, især miljø, transport og kommunikation, boligområdet, bymæssig og industriel bebyggelse osv.

7.2.1

Inden for rammerne af Lissabon-strategien foreslår EØSU en mere afbalanceret økonomisk udvikling i Europa, så alle borgere og alle områder får gavn af udviklingen — også regioner med vedvarende naturbetingede og strukturelle handicap (7).

7.2.2

Alle EU-politikker bør fremme målet om social samhørighed. EØSU foreslår, at social samhørighed opføres som et af målene for den territoriale dagsorden, for det er på det europæiske territorium borgerne bor, og hvor mulighederne og problemerne findes.

7.2.3

En polycentrisk udvikling for by- og storbyområderne og en passende forbindelse mellem disse og byernes yderområder og landdistrikterne kan bane vejen for en bedre økonomisk og social balance i Europa. Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, integration af indvandrere (8), en aktiv boligpolitik, lige muligheder og udvikling af offentlige serviceydelser af kvalitet bør også indgå i de grundlæggende mål for den territoriale tilgang.

7.3.1

De seneste rapporter om klimaændringen advarer alle om problemets alvor. Det står klart, at opvarmningen af planeten er en kendsgerning, ikke en subjektiv opfattelse. Mange af klimaændringens følger begynder at kunne mærkes rundt om i Europa. Den fysiske planlægning må tage denne nye udfordring op og søge at afbøde og rette op på nogle af de konsekvenser, som klimaændringen vil få for det europæiske territorium.

7.3.2

Det er nødvendig at udarbejde en europæisk plan for at imødegår naturgivne risici og naturkatastrofer. Det er ikke science fiction. Den seneste rapport, som økonomen Sir Nicholas Stern (9) har udarbejdet for den britiske regering, viser tydeligt, hvad der står på spil: det vil være nødvendigt at investere mindst 1 % af BNP på verdensplan i bekæmpelsen af klimaændringen for at undgå, at de globale omkostninger og de risici, der er forbundet hermed, fører til en nedgang i verdens samlede BNP på 5 % eller muligvis 20 %, hvis de mest skadelige følger af opvarmningen bliver ved med at tiltage i det nuværende tempo.

7.3.3

Klimaændringen kan hurtigere, end man hidtil har regnet med, få negative følger for samhørigheden og konkurrenceevnen, livskvaliteten og den bæredygtige udvikling; dette bekræftes af en nylig rapport udarbejdet af FN's ekspertgruppe om klimaændringen, som blev fremlagt i Paris den 2. februar 2007. EØSU foreslår, at der tages hensyn til følgerne af klimaændringen i den fysiske planlægning.

7.3.4

Blandt de risici, som det er nødvendigt at tage højde for, bør indgå risici forbundet med teknologiske katastrofer (radioaktive, kemiske og bakteriologiske krisesituationer), som skyldes uheld eller terroristangreb, og der må planlægges eventuelle storstilede evakueringer af befolkningen.

7.4.1

Ideen om transeuropæiske transportnet (TEN-T) dukkede frem i slutningen af 80'erne i tilknytning til enhedsmarkedet. At tale om enhedsmarked og fri bevægelighed havde kun mening, hvis de forskellige nationale og regionale transportnet var kædet sammen via et europæisk system af moderne og effektive infrastrukturer.

7.4.2

Siden 1992 har de transeuropæiske net været forankret i traktatens afsnit XV (artikel 154, 155 og 156). Nu femten år efter er resultatet skuffende og endog foruroligende. Finansieringsvanskeligheder og manglende politisk vilje forklarer til dels dette dårlige resultat. EØSU beklager den glemsel og politiske ligegyldighed, hvormed regeringerne har begravet vækstinitiativet (10) fra 2003, der omfattede anlæggelse af store transeuropæiske net. Spørgsmålet er, hvorvidt den ringe udvikling af de transeuropæiske transport-, telekommunikations- og energinet skyldes manglen på et overordnet perspektiv for det europæiske territorium og dets infrastrukturer.

7.4.3

EØSU vil gerne understrege, at det bør være et grundlæggende mål, at alle mennesker og alle områder skal have adgang til transportnet, som er rimeligt tilgængelige og sammenhængende, via et jævnt udviklet paneuropæisk net med gode forbindelser til små byer, landdistrikter og øregioner.

7.4.4

I dag råder Europa ikke over et passende energinet (elektricitet, olie og gas). Manglen på et sådant net kan skade den økonomiske aktivitet. Desuden betyder det stor ulighed for de regioner og områder, som i dag ikke har adgang til disse net.

7.4.5

Det er nødvendigt, at der i den europæiske energipolitik medtages en territorial synsvinkel for at bevare naturressourcerne og sikre social og territorial samhørighed.

7.4.6

Ligeledes er det for udviklingen af Lissabon-strategien nødvendigt, at alle områder og alle borgere har adgang til informationssamfundet og dets net, til formidling af viden og uddannelse. EU's territoriale dagsorden bør først og fremmest indarbejde denne tilgang.

7.5.1

Målet om beskyttelse af det fysiske og naturlige miljø og bevarelse af biodiversiteten i Europa kan kun nås gennem en fælles politisk tilgang på hele det europæiske område. Set ud fra dette synspunkt er den europæiske merværdi afgørende.

7.5.2

Den territoriale dagsorden bør fastlægge grundlaget for en ny mere effektiv europæisk politik for beskyttelse af det naturlige miljø og bevarelse af biodiversiteten (11).

7.6.1

Europa råder over en meget værdifuld kulturarv, som EU bør beskytte. Alle regioner i Europa er udstyret med en stor kulturel diversitet, som er fundamentet i europæernes historie og identitet.

7.6.2

Den territoriale dagsorden bør fremme bevarelsen af denne rige og forskelligartede kulturarv, der desuden bør styrkes som en indbygget faktor for økonomisk udvikling og social samhørighed.

8.1

Retningslinjerne for en territorial EU-strategi bør sigte mod størst mulig økonomisk effektivitet, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed under overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet.

8.2

Retningslinjerne for en bæredygtig territorial strategi for Fællesskabets område er en referenceramme for det europæiske område, som skal give den territoriale samhørighed indhold og mening uden at komme på tværs af medlemsstaternes og regionernes politiske kompetence mht. fysisk planlægning.

8.3

Retningslinjerne for en territorial strategi for opnåelse af økonomisk, social og territorial samhørighed, skal først og fremmest omfatte:

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/22

1.1

Det er ikke muligt at lade denne udtalelse omfatte alle konkurrencegeneraldirektoratets aktiviteter (1). Kun et begrænset antal udvalgte sager har kunnet omtales kort, og domstolsafgørelser om monopol-, fusions- og statsstøttesager er slet ikke behandlet, da dette ville have krævet en særskilt, indgående undersøgelse af den nærmere markedsadfærd og af, hvorledes myndighederne opfatter denne. Beretningen gør det dog klart, at konkurrencegeneraldirektoratet lægger en ihærdig sagsbehandling for dagen og bestræber sig på at finde frem til passende og gennemførlige løsninger på de problemer, der konstateres. Hvis man skulle kritisere noget, kunne man måske nævne nogle emner, hvor sektorens betydning (set i forhold til opfyldelse af kravene om international konkurrenceevne som beskrevet i Lissabon-strategien og ledsagedokumenterne) ikke gør Kommissionens opmærksomhed berettiget. Som eksempler kan EØSU nævne opfølgningsrapporten til 2005-rapporten om »Liberale erhverv — mulighed for flere reformer« og Kommissionens arbejdsdokument om »Fremskridt i medlemsstaterne, hvad angår undersøgelse og fjernelse af konkurrencebegrænsende foranstaltninger i de liberale erhverv«. EØSU mener, at den liberalisering af tjenesteydelser, som Lissabon-strategien efterlyser, primært bør omfatte tjenesteydelser af international betydning (infrastrukturer, telekommunikation, transport m.v.) og i langt mindre grad hvad der betegnes som liberale erhverv (herunder arkitekter, advokater, læger, ingeniører, revisorer og farmaceuter), da sidstnævnte erhverv hovedsagelig udøves i mindre, lokale virksomheder og derfor, i medfør af nærhedsprincippet, henhører under medlemsstaternes beføjelser (jf. domstolens afgørelse i de fælles sager C-94/04 og C-202/04, Cipolla-Macrino (2)). Det kan ikke nægtes, at visse begrænsninger er påkrævede for at sikre, at fagenes udøvere imødekommer samfundets forventninger til høj faglig standard, erfaring og tillid. EØSU udtrykker tilfredshed med, at de forskellige relevante markeder for liberale erhverv i medlemsstaterne har været genstand for indgående analyser af de eksisterende restriktioners omfang og alvor. Samtidig skal det understreges, at ikke blot de foreslåede liberaliseringers økonomiske virkninger på konkurrencestrukturen, men også deres forventede følger for samfundsgrundlaget bør analyseres. Dette udelukker dog ikke anti-monopol-procedurer fra de nationale konkurrencemyndigheders side, hovedsagelig rettet mod faglige organisationers forsøg på at fastsætte priser.

1.2

EØSU er blevet opfordret til at trække mere på den omfattende sagkundskab og de brede erfaringer hos civilsamfundsorganisationer og organisationer, der er repræsenteret i EØSU, i overvågningen af konkurrencegeneraldirektoratets virksomhed; det er endog foreslået, at EØSU lejlighedsvis foranstalter undersøgelser med det sigte at indlede monopol- og statsstøttesager. Kommissionens generaldirektorat for konkurrence kunne bistå hermed ved regelmæssigt at levere oplysninger om sine politiske mål eller endog om sin sagsbehandling, inden for de grænser som fortroligheden sætter.

1.3

Der bør regelmæssigt afholdes møder mellem EØSU-repræsentanter og konkurrencegeneraldirektoratets kontaktperson i forbrugerspørgsmål. Udveksling af information kan fremme en løbende dialog med forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Når konkurrencegeneraldirektoratet sammenfatter resultaterne af sektorundersøgelser (3) om energi (gas og el) og finansielle tjenesteydelser (detailbanktjenester og erhvervsforsikring), bør disse stilles til rådighed for EØSU's repræsentanter (helst i en arbejdsgruppe), så de får lejlighed til at gennemgå og kommentere dem.

1.4

EØSU erkender, at det er nødvendigt, at det sammenfatter sit syn på, hvordan konkurrencepolitikken øver indflydelse på de økonomiske og sociale værdier, som er beskrevet i udvalgets kommissorium. Udvalget forventer derfor i nærmeste fremtid i Lissabon-dagsordenens ånd at kunne påbegynde udarbejdelsen af en udtalelse om en udlægning af begreberne konkurrence og konkurrenceevne (herunder deres reelle indhold) og om deres forventede konsekvenser for samfundet i medlemsstaterne.

1.5

Da konkurrencegeneraldirektoratet tog hul på debatten om anvendelsen af EF-traktatens artikel 82 (misbrug af dominerende stilling), udsendte det et dokument om ekskluderende adfærd, som er til skade for konkurrenterne og for konkurrencen som sådan. Dokumentet er drøftet indgående. Kommissionen har lovet at følge op herpå og at se nærmere på udnyttende misbrug, som er et endnu mere følsomt spørgsmål set med forbrugerøjne og for dem (SMV), der leverer til virksomheder med dominerende stilling. EØSU mener, at Kommissionen nu bør udarbejde et debatoplæg om udnyttende misbrug i artikel 82's betydning; oplægget kunne danne grundlag for debat og når der er kortlagt tilstrækkelige karakteristika for begge typer misbrug (ekskluderende og udnyttende), bør der opstilles ensartede retningslinjer, som bør indeholde konklusioner om fortolkningen af reglerne om misbrug af dominerende stilling.

2.1

Det frie marked fører ikke altid til det bedst mulige resultat. Konkurrenceforvridninger rammer ansatte og forbrugere såvel som virksomheder og økonomien i almindelighed. Konkurrencepolitikken og konkurrenceretten er et værktøj, som sætter regeringerne i stand til at fastlægge og håndhæve en retfærdig markedsadfærd ved hjælp af den administrative rets materielle og proceduremæssige regler.

2.2

Når EØSU afgiver udtalelse om beretningen er det værd at nævne, at moderne demokratiske lande råder over to sæt værktøjer til påvirkning af økonomien:

2.2.1

Konkurrencegeneraldirektoratet kan benytte begge politikker: anvendelsen af EF-traktatens artikel 81, 82 og 86 (4) svarer til en konkurrencemyndigheds typiske aktiviteter.

2.3

En anden vigtig bemærkning er, at det generelt accepteres, at retfærdig konkurrence uden forvridninger og som kan gennemføres af markedsaktørerne nok er den bedste garanti for forbrugerne for, at kvalitet og vareudvalg lever op til deres forventninger. Dog må det ikke overses, at mange andre forhold påvirker de såkaldte forbrugerfordele: samfundets generelle tilstand, gunstige eller ufordelagtige materielle og moralske/åndelige forhold m.v. Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg (herefter EØSU eller udvalget) anbringer konkurrencegeneraldirektoratets beretning i en generel sammenhæng og behandler den set ud fra udvalgets værdier, således som de er nedfældet i dets kommissorium.

3.1

Når Kommissionen udøver lovhåndhævelsesbeføjelser i henhold til Rom-traktatens artikel 81 og 82 om misbrug af dominerende stilling, tager disse sigte på virksomheder  (5) i medlemsstaterne; Kommissionens indsats kan derfor sammenlignes med domstolslignende beføjelser, i den forstand, at den efterfølgende vurderer virksomhedernes markedsadfærd set i forhold til konkurrenceretten. Denne opgave, som Kommissionens generaldirektorat for konkurrence har varetaget siden først i 60'erne, afspejles i Kommissionens beslutninger, som sammen med førsteinstansrettens og EF-domstolens (i appelsager) domme over en periode på 40 år har resulteret i en række juridiske præcedens-sager. Den retspraksis, som herigennem er opstået i kraft af vurderinger af forskellige markedssituationer, er et af de mest værdifulde elementer i Fællesskabets »acquis« (regelværk).

3.2

Det fremgår klart af 2005-beretningen, at konkurrencegeneraldirektoratet udmærket er klar over alle de vigtige aspekter af den økonomiske konkurrence inden og uden for EU og over dets rolle med at sørge for retssikkerheden på området, ikke mindst da nationale konkurrrencemyndigheder og domstole også følger væsentlig retspraksis i EU. Derfor former disse regler løbende retspraksis i både EU og de enkelte EU-lande.

Angående 2005 ønsker EØSU at kommentere følgende initiativer, forslag og tiltag:

3.2.1

Forordning om regler for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med kartel- og fusionssager: Dette er altid et følsomt spørgsmål i procedurerne, og Kommissionen finpudser løbende de relevante detaljer. Kommissionen finder det vigtigt at sørge for, at virksomheder, der berøres af monopol- eller fusionsprocedurer, får ret til aktindsigt i både papir- og elektroniske versioner. Den nye forordning afløser en tidligere tekst fra 1997.

3.2.2

Opfordring til potentielle klagere om at levere oplysninger med henblik på at bidrage til effektiv iværksættelse af konkurrencereglerne: det er interessant at konstatere, at denne opfordring er offentliggjort i den beretning, som behandles i den foreliggende udtalelse. Den løfter sløret for konkurrencemyndighedernes vanskeligheder ved at overvåge markederne og opfordrer civilsamfunds- og fagorganisationer til at spille en aktiv rolle ved indledningen og gennemførelsen af undersøgelser (f.eks. bevisindsamling) af større overtrædelser af konkurrencelovgivningen.

3.2.3

Debatoplæg om anvendelsen af EF-traktatens artikel 82 (om misbrug af dominerende stilling): Generaldirektoratet for konkurrence ønskede at igangsætte en ekspertdebat om adfærd, hvor konkurrenter udelukkes fra markedet, og hvor dominerende virksomheder udnytter deres markedsstyrke til at påvirke konkurrenters adfærd og derved opnå ensidige fordele. Der er indkommet over 100 kommentarer til debatoplægget (der skal danne grundlag for kommende retningslinjer). Hovedparten af kommentarerne peger på behovet for en økonomisk analyse af de relevante markeder og aktører. Sandheden i disse kommentarer kan ikke benægtes. I mange af bidragene fremhæves det dog, at det er vigtigt at erkende princippet om ikke at hindre effektive virksomheder i at realisere deres markedsstrategier. Denne moderne teori går ind for, at man i stedet for striks at fordømme urimelig markedsadfærd udviser større overbærenhed (»man bør lade fornuften råde«) over for effektive, men aggressive forretningsstrategier. Ifølge retspraksis i EU (6) er en sådan indstilling imidlertid i strid med den herskende holdning på europæisk plan, hvor man ikke tolererer unfair markedsadfærd, som har til formål at eliminere uvelkomne konkurrenter (7). Der kan ikke herske tvivl om, at fastlæggelse af de grænser, som vigtige markedsaktører ikke må overskride, er et afgørende dilemma i konkurrencepolitikken. Da EØSU ønsker at forsvare civilsamfundets (SMV'er (8), arbejdstagere, forbrugere osv.) interesser, afventer det spændt udfaldet af denne debat.

3.2.4

Retningslinjerne for konsekvensanalyser lægger op til, at alle lov- og politikinitiativer i Kommissionens årlige arbejdsprogram skal undersøges for deres sandsynlige positive eller negative følger for konkurrencen. Målet er at undgå unødvendige eller uforholdsmæssige konkurrencebegrænsninger straks fra EU-lovgivningsfasen. Denne hensyntagen til sandsynlige virkninger på markederne (hvilke ?) beviser, i hvor høj grad begrebet 'kraftig' eller 'fuldstændig' konkurrence (dvs. retfærdig og uden forvridninger) er forankret i Kommissionens tilgang. EØSU mener, at konkurrence bør anskues i en langt bredere forstand og at de langsigtede interesser, især når det gælder forbrugerne, arbejdstagerne og små og mellemstore virksomheder, kan adskille sig væsentligt fra den umiddelbare interesse i at sikre 'fuldstændig' konkurrence (9)

3.2.5

Grønbogen om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler: I sin nylige udtalelse af 26. oktober 2006 fremlagde EØSU en positiv vurdering på dette område. Kommissionens forelæggelse af grønbogen om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler fik en god modtagelse og affødte en bred debat, thi der foreligger et behov for, at skadelidte, der rammes af konkurrencebegrænsende handelspraksis, kan gøre krav på skadeserstatning. I sin nylige udtalelse INT/306 fremfører EØSU bl.a., at målet er at beskytte alle, der opererer på det indre marked. Frie varebevægelser gør det nødvendigt med en vis grad af ensartethed i alle lande med hensyn til kontraktlige rettigheder og forpligtelser. For grænsehandelens vedkommende bør der endvidere fremmes en vis harmonisering mellem de forskellige landes retlige bestemmelser.

3.2.5.1

For det andet må der tages hensyn til både de europæiske og nationale konkurrencemyndigheder, som har til opgave at definere forbudt kommerciel praksis og sanktioner mod sådan praksis samt at skride ind mod virksomheder, der overtræder lovgivningen.

3.2.6

Lancering af sektorundersøgelser i de for nyligt liberaliserede sektorer gas og elektricitet: Disse undersøgelser vil givetvis bidrage til at belyse den reelle situation i disse sektorer, som har stor betydning, som har omfattende rækkevidde og for hvilke det længe har været erklæret, at en liberalisering var universalløsningen. Det er på høje tid, at de eksisterende markeder på lokalt og nationalt plan samt i bredere målestok er genstand for en upartisk undersøgelse, så der sættes fokus på flere tilfælde af monopoler, der har skadelige følger for både forbrugere, arbejdstagere og virksomheder.

3.2.7

Elektronisk kommunikation: De europæiske markeder for elektronisk kommunikation, som bliver stadig mere integrerede, er kendetegnet ved stadig større utilfredshed. Mobilnetoperatørernes engrossatser for international roaming er alt for høje. Derfor har konkurrencegeneraldirektoratet igangsat undersøgelser ved at sende klagepunktsmeddelelser til operatørerne. Den foreløbige konklusion af undersøgelserne var, at to ud af tre førende tyske virksomheder misbrugte deres dominerende stilling til at opkræve »urimelige og overdrevne priser«.

3.2.7.1

EØSU ønsker at benytte lejligheden til i klare vendinger at erklære, at fortolkningen af EF-traktatens artikel 82 (10) gradvis har været infiltreret af »overdreven prisfastsættelse«, selv om der i traktaten ordret tales om »påtvingelse af urimelige priser«, dvs. ubegrundede eller uberettigede priser. Grunden til, at Kommissionen hidtil har nægtet at foretage undersøgelser og sætte ind mod misbrug af dominerende stilling fra virksomhedernes side er dens modvilje mod at definere »korrekte« og »forkerte« priser (11) (især med hensyn til tjenester, som leveres i forskellige lande). Imidlertid er efterspørgslen efter internationale tjenester (roaming) fra mobiltelefonoperatører tiltagende og forbrugerne bliver stadig mere omkostningsbevidste i deres indstilling. De føler med rette, at selv mindre prisstigninger kan være »urimelige«, uden af den grund at være »overdrevne«. EØSU afventer med spænding Kommissionens resultater og beslutninger i denne og lignende sager.

3.2.8

Beslutning om at give AstraZeneca en bøde for misbrug af reguleringssystemet: Kommissionen anlagde en ny tilgang til fortolkningen af EF-traktatens artikel 82, da den gav AstraZeneca AB og AstraZeneca Plc (AZ) en bøde på 60 mio. euro for overtrædelse af EF-traktatens artikel 82 (og EØS-aftalens artikel 54). De fusionerede virksomheders misbrug bestod i, at de — for at bevare beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, som satte dem i stand til at opretholde produktpriser på mange markeder — misbrugte officielle procedurer baseret på en Rådsforordning ved at opnå et supplerende beskyttelsescertifikat for patentet på deres mavesårsprodukt Losec. Misbruget bestod i at give vildledende oplysninger til de relevante beslutningsmyndigheder og organer, hvilket medførte en forlængelse af patentet. Følgelig ansås Losec-patentet for ikke at være udløbet. Losec blev derfor ikke et generisk produkt, og mindre virksomheder, som var i stand til at markedsføre dette mavesårsprodukt, blev forhindret i at fremstille det til en langt lavere pris end AstraZeneca-virksomhederne. Hermed kom forlængelsen af patentets udløbsdato indirekte til at gå ud over forbrugerne.

3.2.8.1

Det nye ved denne kartel- og monopolprocedure bestod i, at Kommissionen i sin beslutning skriver, at selv om konkurrenterne havde indsigelsesmuligheder under patentforlængelsesproceduren, udelukkede dette ikke anvendelse af EF-traktatens artikel 82. AstraZeneca-virksomhederne befandt sig i en dominerende stilling på de relevante europæiske (og andre) markeder og der var begået misbrug ved brug af procedurer, der var sat i gang under anvendelse af svig.

3.2.8.2

EØSU benytter lejligheden til at påpege, at denne form for markedsadfærd ville passe langt bedre ind i kategorien »urimelig handelspraksis« (12), som endnu ikke falder inden for konkurrencegeneraldirektoratets kommissorium. I dette bestemte tilfælde var der tale om misbrug af dominerende stilling, men der er mange andre eksempler på virksomheder, som handler på en tilsvarende måde uanset deres markedsstyrke, men som ikke straffes. Hvis man tilstræber integrerede europæiske markeder, er man også nødt til at sørge for bedre beskyttelse af forbrugerne og af konkurrenterne, som i mange tilfælde er SMV'er. Kommissionens beslutning i AstraZeneca-sagen lover godt for fremskridt i denne retning.

3.2.9

Beslutning vedrørende tilsynsadministratoren i den tidligere Microsoft-sag. Denne velkendte sag havde vidtrækkende følger for amerikanske virksomheder, som drog ved lære heraf, idet de blev klar over, at det europæiske retssystem fungerer som vagthund selv over for magtfulde markedsaktører fra tredjelande. Den seneste beslutning viser, hvor fleksibel Kommissionen er, når det gælder om at tilstræbe og udforme gensidigt acceptable løsninger, som sætter virksomheder, der overtræder EF-retten, i stand til at indrette sig efter normale konkurrencevilkår. Udpegelse af en administrator (13), som skal overvåge IT-gigantens bestræbelser på at indpasse sig efter de foranstaltninger, der foreskrives i beslutningen, er et værktøj, som stammer fra fusionskontrolmetoden og som afspejler de gode hensigter i konkurrencegeneraldirektoratet med hensyn til samarbejde om bilæggelse af tvister.

3.2.10

Undersøgelsen af sektoren for finansielle tjenesteydelser: Udvalget godkender de undersøgelser, som er igangsat med hensyn til betalingskort og detailbanktjenester (kontokuranter og finansiering til SMV'er) samt undersøgelse af et særligt tilfælde, der vedrører erhvervsforsikring (jf. punkt 3.2.10.2).

3.2.10.1

Med hensyn til ovennævnte banktjenester synes konkurrencen at være hæmmet af hindringer for markedsadgang, reelle valgmuligheder på efterspørgselssiden og formodning om eksistensen af dominerende stilling.

3.2.10.2

Med hensyn til erhvervsforsikring vil undersøgelsen »navnlig vedrøre omfanget af samarbejdet mellem forsikringsselskaber og forsikringssammenslutninger på områder som fastsættelse af standardbetingelser i forsikringspolicer (14). Selv om et sådant samarbejde i mange tilfælde kan styrke effektiviteten, kan eventuelle konkurrencefordrejende former for samarbejde begrænse mulighederne for på efterspørgselssiden at forhandle dækningsbetingelser og også begrænse konkurrencen og innovationen på markedet«.

3.2.11

Kommissionens forslag om public service forpligtelser og kontrakter inden for passagertransport ad landevej, med jernbane og ad indre vandveje: Det reviderede forslag om public service forpligtelser og kontrakter inden for passagertransport kan fremme inddragelsen af SMV'er, som er aktive på disse områder, og derved give dem en bedre mulighed for at deltage i lokal transport.

3.2.12

Oprettelse af et særligt direktorat til bekæmpelse af hard core karteller: EØSU støtter helhjertet fremskridtene i den professionelle håndtering af kartelsager.

3.2.13

Siden 1. maj 2004 har forordning nr. 1/2003 og 773/2004 om kartel- og monopolprocedurer indført et nyt system til kortlægning af eventuel konkurrencebegrænsende intentioner og virkninger af aftaler, som markedsaktører agter at indgå. Meddelelser med det sigte at indhente en foreløbig stillingtagen fra konkurrencemyndigheden om den evt. konkurrencebegrænsende karakter af planlagte joint venture- og (horisontale og vertikale) samarbejdsaftaler kan ikke længere indgives hverken til Kommissionen eller til medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. Det betyder, at i stedet for en evt. fritagelse i form af en »administrativ skrivelse« eller »negativattest« som udstedt af konkurrencegeneraldirektoratet inden 1. maj 2004 er det op til virksomhederne selv nøje at granske alle aspekter af en planlagt aftale for at konstatere overensstemmelsen med nogle (eller alle) betingelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 3 (15) for at kunne påberåbe gunstige virkninger på de relevante markeder. En af betingelser er, at hvis en sådan aftale (som regel en joint venture-aftale) indgås på et givent marked og er til fordel for deltagerne, skal fordelene deles med forbrugerne.

3.2.13.1

EØSU ønsker at påpege, at manglende opfyldelse af den betingelse, som er nedfældet i det foregående afsnits sidste sætning, bør anses for grund til at opfatte adfærden som konkurrencebegrænsende. Ved evalueringen af aftaler, som krænker artikel 81, stk. 1, bør Kommissionen opfatte ethvert bevis på, at adfærden havde til formål at skade forbrugerne som en skærpet omstændighed.

4.1

Det er en af Kommissionens vigtige opgaver at gennemgå forventede markedsstrukturer og dominerende stilling, som kan henføres til virksomheder, der ønsker at samle deres udviklings-, produktions- og kommercielle formåen for at opnå større markedsvægt og forbedre deres position. Ikke blot virksomhedsfusioner, men også joint ventures mellem virksomheder kan anses for fusioner, hvis de vigtigste beslutningsbeføjelser samles i én enkelt ledelse og de forskellige deltageres aktivitet svarer til én enkelt markedsaktørs på det pågældende marked. Fusioner har bl.a. til formål at forbedre effektiviteten, at fremskynde produktudviklingen, at nedbringe omkostningerne og at opnå ledelsesmæssige fordele. Set ud fra et konkurrencesynspunkt kan fusioner dog have negative følger, idet sammenlægning af de ledende markedsaktører ofte fører til dominerende stilling, i hvilket tilfælde faren for misbrug er stor. Fusioner har undertiden negative følger. Det fremgår af flere undersøgelser, at fusioner ikke altid fremmer effektiviteten og væksten. De kan endog på lang sigt påvirke virksomhedens overskud og værdi i negativ retning. Samtidig kan mange arbejdspladser gå tabt. Når man vurderer fusioner, er det derfor også vigtigt at være opmærksom på beskæftigelsesrelaterede spørgsmål og forhold omkring socialpolitikken (f.eks. arbejdspladser). Om en ønsket fusion risikerer at føre til konkurrenceforvridning kan bedst vurderes ved at sammenholde den planlagte fusions karakteristika med bestemmelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 3 (jf. fodnote 12). Hvis fusionen opfylder de deri nævnte kriterier i henseende til markedsstruktur og markedsandel for de af fusionen berørte virksomheder, anses fusionen for acceptabel. Dette punkt skal ses i snæver sammenhæng med fusionskontrol, som hovedsagelig omfattes af de industripolitiske værktøjer og reglerne om aftaler og misbrug af dominerende stilling, som hjælper myndighederne med at håndhæve konkurrencepolitikken i udtrykkets snævre forstand.

4.1.1

Virksomheder, der overskrider visse tærskler for den årlige omsætning i EU og/eller på verdensplan, skal meddele Kommissionen deres alvorlige hensigt om at etablere en fælles markedsstyrke (en fusion), hvorefter GD for konkurrence igangsætter fase I- og undertiden fase II-procedurer. Markedsstyrken er ikke en betingelse for pligten til at underrette Kommissionen: Kommissionen undersøger, om den pågældende fusion begrænser konkurrencen i væsentligt omfang eller ej, f.eks. ved at der opstår en dominerende stilling eller i kraft af en styrkelse.

4.2

Et af de væsentlige mål med fusionskontrol (og et af dens forventede resultater) er at fremme europæiske fabrikanters og distributørers internationale konkurrenceevne  (16). Det problem, som knytter sig til EU's praksis, består i, at virksomhederne opnår en så stærk position på markedet i kraft af fusioner, at de kan være fristet til at begrænse konkurrencen på det fælles marked. Kommissionen har gjort en ihærdig indsats for at opveje den risiko ved at påbyde forskellige betingelser for godkendelse (dvs. »korrigerende foranstaltninger«) ved at foreskrive frasalg af aktiver, salg af intellektuelle ejendomsrettigheder, ophør med distribution i visse lande osv. Efter en undersøgelse af de imponerende statistiske oplysninger om fusioner kan det i alle tilfælde konkluderes, at de ikke indeholder oplysninger med hensyn til:

4.3

I oktober 2005 offentliggjorde GD for konkurrence en undersøgelse med nærmere oplysninger om de efterfølgende vurderinger af forpligtelserne til at reducere formodede konkurrencebegrænsende virkninger, som Kommissionen pålagde virksomhederne som betingelse for godkendelse. I over 40 % af de godkendte tilfælde bestod der fortsat uløste spørgsmål (ufuldstændig overførsel af frasolgte virksomheder, ukorrekt fastlæggelse af hvilke aktiver der skulle frasælges osv.). Dette kan tages som en påmindelse om det nødvendige i at vurdere enhver potentiel konkurrencebegrænsende adfærd, som krænker EF-traktatens artikel 82 i lyset af de berørte parters øgede markedsstyrke som følge af godkendte fusioner.

5.1

En af hovedopgaverne i GD for konkurrence er at overvåge medlemsstaterne: hvilke virksomheder modtager finansiel støtte og på hvilket grundlag? Da EU sigter mod at garantere »ens konkurrencevilkår« for alle virksomheder på det fælles marked, er begrebet »statsstøtte« fastlagt ganske nøje og det fortolkes konsekvent i henseende til statslige industripolitikker. Granskningen omfatter ikke blot direkte finansiel støtte, men også skatteudsættelse og enhver anden form for fordele, der tildeles virksomhederne på selektivt grundlag; disse kan Kommissionen opfatte som uacceptable, hvis de forvrider konkurrencen.

5.2

I 2005 forsøgte GD for konkurrence at nå frem til en bedre forståelse af formålene med statsstøtten i medlemsstaterne og reglerne for tildeling heraf. Sigtet med dette initiativ var at bidrage til en vellykket gennemførelse af Lissabon-dagsordenen ved at benytte støtte til at øge EU-økonomiens konkurrenceevne som helhed. Med det sigte at forbedre koordineringen blandt interessenterne (dvs. statslige organer, virksomheder og deres organisationer) og ved at lede de offentlige midler i retning af sektorer, hvor de kunne anvendes effektivt, søsatte det en handlingsplan for statsstøtte (17). De ledende principper i planen udgør ikke noget brud med eksisterende praksis, men formålet er at være med til at udforme bedre praksis, som medlemsstaterne kan tilpasse sig. Nogle kommentarer:

5.2.1

De »gode og dårlige eksempler«, som opridses i beretningen, afspejler de mange forskellige årsager, der kan danne grundlag for støtten. Sigtet med at bruge de offentlige midler, »så de anvendes effektivt til gavn for EU's borgere med hensyn til øget økonomisk effektivitet, større vækstskabelse og oprettelse af varige arbejdsplader, social og regional samhørighed, forbedring af tjenesterne af generel økonomisk interesse, bæredygtig udvikling og kulturel forskelligartethed« (18) kan naturligvis fuldt ud godkendes af EØSU. Når man betænker de ringe vilkår, som skyldes underudviklede infrastrukturer og et ugunstigt erhvervsklima for SMV'er, samt andre ulemper — særligt i de nye medlemsstater — kan EØSU ikke støtte målet om at uddele mindre statsstøtte.

5.2.2

Det ser ud til, at tilvejebringelse af finansielt gunstige vilkår for traditionelle virksomheder i krisesituationer ved at udvide bistanden til rednings- og struktureringsstøtte stadig er et vigtigt spørgsmål i adskillige medlemsstater. Ud fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt kan EØSU ikke rette kritik herimod. Imidlertid har der været adskillige tilfælde, hvor Kommissionen har haft sine tvivl om det rentable i støtten, som har til formål atter at bringe virksomheder økonomisk på fode.

5.2.3

I overensstemmelse med en pakke af lovbestemmelser, som blev lanceret i juli, og som koordineres med handlingsplanen for statsstøtte »kan virksomhederne oppebære offentlig støtte til dækning af påførte omkostninger, herunder en rimelig fortjeneste, når de gennemfører public service-opgaver, således som disse er fastlagt og betroet dem af de offentlige myndigheder«. Hvis støtten kan være med til at hjælpe virksomhederne (formentlig SMV'er af lokal betydning) over finansielle vanskeligheder, kan sådanne muligheder være gode eksempler på, hvordan offentlige midler kan benyttes effektivt til gavn for EU's borgere og virksomheder.

6.1

2005 var det første hele år, hvor den nye håndhævelsesordning, der blev oprettet ved forordning nr. 1/2003, blev gennemført. Det betyder:

6.2

Den beretning, som behandles i denne udtalelse, gør det klart, at nationale domstole kun sjældent er involveret i håndhævelsen af EU's konkurrencelovgivning, og der er ingen umiddelbare udsigter til at overvinde problemerne på dette felt. En af hovedgrundene kan være, at første retlige instans inden for konkurrenceret varierer fra land til land. En anden årsag er, at kun national lovgivning hidtil har været til rådighed, selv om forskelle mellem EU-retten og national ret fortsat består i mange medlemsstater, trods det forhold at lovharmoniseringen har haft meget stor indflydelse på medlemsstaternes lovsystemer. I øjeblikket ser det ud til, at selv klagende parter er uvillige til at forelægge sager for de nationale domstole (19).

6.3

En skjult årsag er, at europæisk retspraksis, der reelt er en af konkurrencerettens kilder, ikke er umiddelbart tilgængelig for domstolene i medlemsstaterne. Med hensyn til procedureret, foreligger der kortfattede beskrivelser af de forskellige procedureforhold tillige med henvisninger til præcedenssager, men hverken Kommissionen eller EF-domstolen har hidtil udarbejdet tilsvarende vejledninger for materiel ret  (20). Det første skridt henimod en bredere anvendelse af EU's monopolregler i medlemsstaternes domstole bør bestå i at samle de vigtigste (og ofte nævnte) sager i en håndbog, som bør udbygges med forklaringer på begreber og med definitioner samt med redegørelser og konklusioner fra domme afsagt af førsteinstansretten og EF-domstolen. Samlingen bør selvsagt oversættes til alle nationale sprog og ajourføres med jævne mellemrum. Udvalget mener, at medmindre der laves samlinger af retspraksis, som bør offentliggøres på de sprog, der benyttes i medlemsstaterne, og medmindre der sørges for oplæring i EU's konkurrenceret for alle berørte nationale dommere, advokater og sagkyndige, vil den korrekte anvendelse af EU's konkurrenceregler i medlemsstaterne ikke vinde frem.

6.4

Med hensyn til et netværk, som skal gøre det muligt at kommunikere og samarbejde med nationale konkurrencemyndigheder er det lykkedes Kommissionen (og naturligvis GD for konkurrence i særdeleshed) at give Det Europæiske Konkurrencenet (ECN) et solidt fodfæste i løbet af relativt kort tid. De fora og arbejdsgrupper, der beskrives i beretningen, er effektive bindeled i et veletableret samarbejde, hvor nationale konkurrencemyndigheder meget ofte etablerer direkte kontakter med hinanden (selv på sagsbehandlerniveau) uden at det er nødvendigt, at Bruxelles fungerer som mellemled. Det er nok berettiget at fremføre, at integrationen ikke har været lige så vidtgående i nogen anden del af EU's formelle organisation.

—

enhver aftale eller kategori af aftaler mellem virksomheder

—

enhver vedtagelse eller kategori af vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, og

—

enhver samordnet praksis eller kategori deraf, som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, og uden at der:

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/29

1.1

EØSU bifalder en tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse på EU-niveau og støtter i princippet, at der fastlægges et rammedirektiv.

1.2

Strategiens fokus skal rettes mod de områder, hvor problemerne er størst og hvor landbrugsjorden er mest truet, f.eks. arealer med ændret arealanvendelse (hvor landbrugsjord overgår til bebyggelse, veje osv.), forurenede industriområder og kompaktering af jordoverfladen. Strategien må tage hensyn til nærhedsprincippet.

1.3

Omkostningerne ved jordbundsforringelsen må bæres af dem, som har forårsaget jordbundsskaden i de tilfælde, hvor det står i et rimeligt forhold, og ikke i første omgang af arealets bruger.

1.4

Hvis formålet med et rammedirektiv er at sikre et fælles grundlag, er medlemsstaterne nødt til at have det samme ambitionsniveau, hvis man skal forhindre en skæv konkurrencesituation.

1.5

Et land- og skovbrug, hvor god landbrugspraksis anvendes, bevarer og forbedrer jordbundsforholdene.

1.6

Landbrugsjord til fødevareproduktion indebærer per definition, at naturlig jord er blevet taget i anvendelse, og at en vis påvirkning ikke kan undgås.

1.7

EØSU er skarpt kritisk over for, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt sit bearbejdede forslag til nyt revideret slamdirektiv, og opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremlægge dette, som udgør et af hovedelementerne i en jordbundsbeskyttelse af landbrugsjord, og for ikke at øge kontamineringen af skadelige stoffer.

1.8

Genoprettelse af jordbund i henhold til artikel 1 med formål og anvendelsesområde skal håndteres på grundlag af den konkrete situation og afgøres fra sag til sag.

1.9

En nationalt udformet sektorpolitik i henhold til artikel 3 må ikke skævvride konkurrencen mellem medlemsstaterne.

1.10

Medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 4 skal stå i et rimeligt forhold.

1.11

Artikel 12 skal formuleres anderledes, når det gælder spørgsmålet om, at en potentiel køber i visse tilfælde skal kunne pålægges rapporteringspligt.

1.12

De sanktioner, som fastlægges i artikel 22, skal også stå i et rimeligt forhold til skaden. Det er ifølge EØSU uacceptabelt, at en og samme skade kan medføre flere forskellige sanktioner.

1.13

Sanktionsforanstaltningerne over for operatører i henhold til artikel 23 kan kun være berettigede, hvis det også er dem, som har forårsaget skaden.

1.14

Oprettelsen af et uafhængigt ekspertudvalg med offentlige og private eksperter vil kunne fremme gennemførelsen af en jordbundsstrategi.

2.1

Jordbunden er en ikke-fornyelig ressource, som mange steder i EU er under hastig forringelse som følge af menneskets aktiviteter, f.eks. industri, turisme og byudvikling og infrastruktur inden for transportsektoren, samt visse driftsformer i landbrug og skovbrug.

2.2

Jord er en ressource af almen interesse for EU. Hvis det ikke lykkes at beskytte den på EU-niveau, vil det undergrave bæredygtigheden og den langsigtede konkurrenceevne i Europa. Der er flere forskellige EU-politikker, som allerede bidrager til jordbundsbeskyttelse, men der findes ikke nogen sammenhængende politik. Kun ni medlemsstater har specifik lovgivning om jordbundsbeskyttelse, som ofte vedrører en specifik trussel, især jordforurening. Forringelse af jordbunden har stor indvirkning på andre områder af fælles interesse for EU såsom vand, menneskets sundhed, klimaforandringer, beskyttelse af naturen og den biologiske mangfoldighed samt fødevaresikkerhed.

2.3

På den baggrund foreslår Kommissionen en jordbundsstrategi for Europa. Strategien er blevet udarbejdet i en meddelelse ledsaget af et forslag til rammedirektiv og en konsekvensanalyse. Rammedirektivet fastlægger fælles principper, mål og foranstaltninger. Medlemsstaterne pålægges at gå systematisk til værks med henblik på kortlægning og bekæmpelse af jordbundsforringelse, gennemføre forebyggende foranstaltninger og indarbejde jordbundsbeskyttelse i andre sektorpolitikker. Det tillader dog en vis fleksibilitet. Det er op til medlemsstaterne at fastlægge ambitionsniveauet, de specifikke mål og foranstaltningerne til opfyldelse heraf. Det skyldes, at jordbundsforringelsen i Europa, hvor man har identificeret 320 vigtige jordbundstyper, er af meget varierende karakter.

2.4

Medlemsstaterne skal identificere områder, hvor der er risiko for erosion, tab i organisk materiale, kompaktering, tilsaltning og jordskred. De skal fastsætte mål for risikobegrænsning for sådanne områder og handlingsprogrammer for opfyldelse af disse mål. Endvidere skal de forebygge yderligere forurening, udarbejde et register over forurenede grunde på deres territorium og tilrettelægge nationale genopretningsstrategier. Når en grund, hvor en potentielt forurenende aktivitet har fundet eller finder sted, sælges, skal sælger eller køber stille en tilstandsrapport til rådighed for myndighederne og den anden part i handelen. Endelig skal medlemsstaterne begrænse eller afbøde følgerne af forsegling, f.eks. gennem genopretning af forladte industrigrunde.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse om »Mod en tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse«, som er en opfølgning af den tidligere meddelelse fra 2002 (1) samt forslaget om fastlæggelse af et »rammedirektiv for jordbundsbeskyttelse«. EØSU efterlyste allerede i 2000 i en initiativudtalelse om »Slam fra rensningsanlæg i landbruget« (2), at Kommissionen burde tage initiativ til EU-mindstekrav om jordbundsbeskyttelse.

3.2

Kommissionen har gennemført en åben og omfattende proces i løbet af næsten fire år med samråd og mange forskellige konsultationer for at udvikle strategien for jordbundsbeskyttelse, hvor også EØSU har kunnet følge processen. Kommentarerne i denne udtalelse retter sig i første række mod det foreslåede rammedirektiv, hvor EØSU er blevet hørt, men gælder i påkommende tilfælde også Kommissionens meddelelse.

3.3

Jordbunden og dens funktioner er en uvurderlig ressource for naturen, kredsløb og menneskets egen overlevelse. Menneskets aktiviteter indvirker på forskellige måder på jordbundens funktioner og anvendelse. En EU-strategi skal sætte fokus på de områder, hvor truslen mod landbrugsjorden er størst, f.eks. ændret arealanvendelse, arealbefæstelse, forurenede industriområder og erosion.

3.4

Jordbunden og dens funktioner hænger sammen med flere andre politikområder, som på forskellige måder er omfattet af både EU-lovgivning og national lovgivning: vanddirektivet, kvælstofdirektivet, kemikalielovgivningen osv. Visse lande har allerede forskellige former for lovgivning og overvågning og kortlæggelse af jordbund og jordbundsforurening, og derfor må Kommissionens forslag ikke indebære forringelser, men skal sikre disse lande tilstrækkelig fleksibilitet.

3.5

Kommissionen fremhæver, at omkostningerne for jordbundsforringelsen ikke betales af arealets brugere, men af samfundet eller andre aktører. EØSU påpeger, at ansvaret for en skade skal bæres af den, som forårsager skaden, hvilket generelt ikke altid er den samme som den, der anvender arealet. I mange tilfælde udsættes jordens brugere for påvirkning fra luftbåren forurening, forurening fra andre områder som følge af industriudslip, oversvømmelser og andre udslip af forurening, hvor jordbrugerne er dem, som udsættes for en skadelig påvirkning, som de definitivt ikke har ansvaret for.

3.6

EØSU bemærker dog, at Kommissionen gennemgående påpeger, at beskyttelsesforanstaltninger skal ske ved kilden til påvirkningen, hvilket naturligvis er den rette måde. Det fører også til et korrekt ansvarsforhold. Det indebærer desuden, at også andre lovgivningsområder end dem, som specifikt vedrører jordbund, påvirkes.

3.7

EØSU støtter, at der vedtages en særlig strategi for jordbundsbeskyttelse, og at den udformes gennem et særligt rammedirektiv. Det skaber forudsætninger for en tilsvarende beskyttelse med fælles grundregler for problemer, som i sig selv kan være grænseoverskridende. For virkelig at støtte jordbundsbeskyttelsen skal dette politikområde dog også integreres i anden lovgivning.

3.8

Kommissionen angiver også, at omkostninger og fordele vil variere afhængigt af ambitionsniveau samt af, hvordan man udnytter de muligheder, som findes i f.eks. miljøbetingelserne inden for den fælles landbrugspolitik. EØSU vil her fremhæve, at det er et uløst problem, hvordan medlemsstaternes såkaldte miljøkobling, som er blevet indført som et krav i den fælles landbrugspolitik, skal fortolkes og anvendes på en lige så retssikker måde. Hvis formålet med et rammedirektiv er at sikre et fælles grundlag for jordbundsbeskyttelse og bl.a. undgå, at aktørerne underkastes meget forskellige økonomiske forpligtelser, så skal også ambitionsniveauet være nogenlunde ensartet for at forhindre en skæv konkurrencesituation.

3.9

Kommissionen påpeger som første eksempel, at bl.a. fejlagtige metoder inden for landbruget og skovbruget kan bidrage til jordbundsforringelsen. Et land- og skovbrug, som drives på grundlag af hensigtsmæssig landbrugspraksis, bidrager snarere til at bevare eller forbedre jordbundsforholdene. Truslen mod landbrugsjord kommer fra ændret arealanvendelse, industriudbredelse, trafikanlæg, luftforurening, jordnær ozon og anden forurening. Selv om den fysiske planlægning (byplanlægning) ikke er EU's kompetenceområde, men et medlemsstatsanliggende, skal der også fokuseres herpå.

3.10

Markedskræfterne og den nuværende landbrugspolitik har også bidraget til, at strukturudviklingen og specialiseringen er øget, og at planteavl og husdyrproduktion i stor udstrækning adskilles, hvilket kan føre til mindre organisk materiale i jorden. Den nye fælles landbrugspolitik med frikoblet støtte styrker snarere dette faktum.

3.11

Kommissionen mener, at landbruget kan have en positiv effekt på jordbundens tilstand, hvis det er økologisk, ekstensivt eller hvis der er en integreret arealforvaltning. Dette er et lidt forenklet syn. Alt afhænger af, med hvilken viden eller anvendt teknologi jorden passes. Landbrugsjord til fødevareproduktion indebærer per definition, at naturlig jordbund er blevet taget i anvendelse til dyrkning. Det indebærer, at en vis påvirkning er uundgåelig og således må accepteres, hvis fødevarer skal kunne produceres. Indvirkningen på landbrugsjorden afhænger af årlige vækstbetingelser og klimaforhold, men betyder til gengæld ikke, at næringsstoffer, erosion, reduceret humuslag osv. skal accepteres. En normal landbrugsbedrift kan med den viden, vi har i dag, snarere bidrage til at bevare og forbedre jordbundens kvalitet. Få virksomhedsledere har et så langsigtet perspektiv på både investeringer og jordbundens forvaltning som netop land- og skovbrugere. Landmændenes store bevidsthed omkring jordbundsbeskyttelse bør suppleres og støttes gennem rådgivning samt frivillige foranstaltninger og incitamenter.

3.12

Kommissionen nævner desuden, at miljøbeskyttelsen styrkes gennem direktivet om miljøansvar (3). Det er helt rigtigt og fornuftigt. Samtidig bør det påpeges, at det ikke kan være foreneligt med normal retsopfattelse, at en og samme skade kan føre til op til tre forskellige sanktioner, som det er tilfældet i dag, nemlig fratagelse af støtte, strafansvar og administrative afgifter.

3.13

EØSU er enig i, at en bæredygtig udnyttelse af jordbunden kræver en overordnet EU-strategi for jordbundsbeskyttelse.

3.14

Gennemførelsen skal kunne styrkes ved at oprette en uafhængig ekspertgruppe for jordbundsbeskyttelse med repræsentanter for offentlige og private aktører.

4.1

EØSU er meget kritisk over for, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt det forslag til ændret direktiv for anvendelse af renseslam i landbruget og tilladte mængder af tungmetaller, som Kommissionen har arbejdet med i flere år. I meddelelsen om jordbundsbeskyttelse hedder det, at man har til hensigt endelig at fremlægge et sådant forslag i løbet af 2007. I den første meddelelse om en tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse i 2002 hed det, at evalueringerne skulle indgå i jordbundsstrategien. Dermed er en af de vigtigste foranstaltninger for øget jordbundsbeskyttelse og sikker fødevareproduktion blevet betydelig forsinket. Derfor bør dette ændrede direktiv for anvendelse af renseslam under alle omstændigheder offentliggøres samtidig med vedtagelsen af strategien for jordbundsbeskyttelse.

4.1.1

Det nuværende slamdirektiv (4) tillader fortsat alt for høje mængder tungmetaller i slam samt andre forureninger, som kan spredes på landbrugsjord. EØSU minder om den initiativudtalelse, som EØSU vedtog så tidligt som i 2000 om »Ændring af Rådets direktiv 86/278/EØF om anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg«, hvor der blev lagt op til skærpede krav for tilladte mængder tungmetaller. Samtidig er der meget ringe viden om indholdet af øvrige kemiske forureninger samt deres indbyrdes forbindelse, og om hvordan de påvirker jordbunden og fødevaresikkerheden, når de spredes på opdyrket jord.

4.1.2

EØSU ser meget alvorligt på dette og gør opmærksom på en undersøgelse, som to forskere fremlagde i det lægevidenskabelige tidsskrift »The Lancet« i november 2006. Selv om der kun er tale om én undersøgelse, viser dens resultat, at velkendte miljøgifte kan have en hidtil ubemærket indvirkning på hjernens udvikling hos fostre og små børn. Forskerne mener, at det kan kædes sammen med alvorlige lidelser som f.eks. autisme, ADHD og udviklingsforstyrrelser. Mange af disse kemikalier forekommer også i produkter, som anvendes i husholdningen. De når på forskellige måder ud i afløbssystemet, og vi ved alt for lidt om, hvordan de påvirker jordbunden dér, hvor slam anvendes som gødning.

4.1.3

EØSU anser det for positivt, at Kommissionen tilsyneladende har opgivet sit tidligere standpunkt om, at den bedste anvendelse af afløbsslam ud fra et miljøperspektiv vil være at sprede den på landbrugsjord. I meddelelsen om strategien for affald (5) synes formuleringerne at tyde herpå. Kommissionen bekræfter også i den meddelelse, at formålet er at fremlægge et forslag om et revideret slamdirektiv efter vedtagelsen af strategien for jordbundsbeskyttelse. EØSU mener dog, at man ikke skulle have ventet herpå, men langt tidligere have fremlagt et grundigt revideret direktiv om tilladte mængder af tungmetaller og andre forurenende stoffer i slam, især da Kommissionen i forslaget til direktiv angiver, at det er nødvendigt for at begrænse tilførslen af farlige stoffer til jorden

4.1.4

Anvendelsen af slam i landbruget og dets indhold af forurenende stoffer er et af de vigtigste spørgsmål for jordbundsbeskyttelsen og fødevaresikkerheden. Dermed bliver også spørgsmålet, om det er dem, som anvender jorden, eller slamproducenterne, dvs. byer og kommuner, som har ansvaret for eventuelle jordbundsskader, sat på spidsen. Ansvars- og skadeserstatningsforholdene må afklares i et revideret slamdirektiv.

4.1.5

En ny og mere sikker kemikalielovgivning er også afgørende for jordbundsbeskyttelsen generelt og især for, hvordan samfundet skiller sig af med renseslam ved at sprede det på jorden. At erstatte farlige kemikalier med mindre farlige er en absolut nødvendig proces, hvis man skal opnå den ønskede jordbundsbeskyttelse.

4.1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge forslaget til revideret direktiv samt fremlægge risikoanalyser af flere emner end dem, som i dag er omfattet af nævnte direktiv. Dette burde være et af de vigtigste led i en jordbundsbeskyttelse, således at man ikke øger kontamineringen og samt sikrer en betryggende fødevaresikkerhed.

4.2

I artikel 1 i direktivet om jordbundsbeskyttelse hedder det, at foranstaltningerne omfatter genoprettelse og udbedring af forringet jord, så denne opnår et funktionsniveau, der mindst opfylder de nuværende eller godkendte fremtidige anvendelsesformål. EØSU støtter principperne, men sætter spørgsmålstegn ved, om det virkelig er nødvendigt at angive, hvad der »mindst« skal ske. Det bør håndteres på grundlag af den konkrete situation og afgøres fra sag til sag.

4.3

EØSU mener, at artikel 3 i sin nuværende formulering kan åbne op for, at medlemsstaterne vil udforme en national sektorpolitik, som skævvrider konkurrencen. Det er vigtigt, at artiklen begrænses til en analyse, og at eventuelle foranstaltninger er i overensstemmelse med betingelserne for et velfungerende indre marked, fælles regler og retfærdige konkurrencevilkår.

4.4

EØSU mener også, at artikel 4 nærmest giver ubegrænsede muligheder for indgriben. Hvad landbrugsjord angår, har EØSU i kommentarer ovenfor netop påpeget, at opdyrket jord i sig selv indebærer en jordbundspåvirkning, som varierer med faktorer, som brugerne af jord ikke kan påvirke, f.eks. årlige vækstbetingelser, klima osv. Medlemsstaternes forpligtelser skal stå i et rimeligt forhold hertil. På samme måde skal der herske nogenlunde overensstemmelse mellem medlemsstaternes foranstaltninger. Det ligger også på linje med, hvad artikel 9 fastsætter om proportionelle foranstaltninger, hvad angår bevarelse af jordfunktionerne.

4.5

Artikel 12 fastsætter, at en jordejer eller potentiel køber i visse tilfælde skal sørge for en rapport om jordbundens tilstand. Efter EØSU's opfattelse er det forkert, hvis en potentiel køber skal kunne pålægges dette. Hvis der er brug for fleksibilitet som følge af forskelle i medlemsstaternes lovgivning, bør dette formuleres på en anden måde.

4.6

Artikel 17 nævner den frivillige platform, som Kommissionen har i sinde at etablere. Kommissionen skal aktivt sikre, at dette virkelig fører til en udveksling af ens metoder, så fremgangsmåden bliver ensartet og sikrer neutrale konkurrencevilkår. Da informationsudvekslingen er frivillig, kræves der også aktiv deltagelse fra Kommissionens side.

4.7

Det hedder i artikel 22, at medlemsstaterne skal fastlægge regler for sanktioner. EØSU mener, at det er vigtigt fra et retssikkerhedsprincip, at sanktionerne står i et rimeligt forhold til den påførte skade. Det er også uacceptabelt, at en og samme skade kan medføre flere forskellige sanktioner.

4.8

I artikel 23 foreslås ændringer i Direktiv 2004/35/EF, hvor det kræves, at myndighederne skal kræve saneringsforanstaltninger af virksomhedsejeren. Det kan ifølge EØSU kun gælde, hvis virksomhedsejeren også er den, som har forårsaget skaden, hvilket ikke klart fremgår.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/34

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareenzymer og om ændring af Rådets direktiv 83/417/EØF, Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF og Rådets direktiv 2001/122/EF

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aromaer og visse fødevareingredienser med aromagivende egenskaber til anvendelse i og på fødevarer og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, Rådets forordning (EØF) nr. 1601/91, forordning (EF) nr. 2232/96 og direktiv 2000/13/EF

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevaretilsætningsstoffer

1.1

EØSU ser positivt på forslagspakken om fødevaretilsætningsstoffer, -enzymer og -aromaer og fælles godkendelsesprocedurer, da den baner vejen for et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked, hvor der sikres et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed.

1.2

EØSU mener, at en række klare, harmoniserede regler for gennemførelse af sikkerhedsvurderinger med faste, forudsigelige frister og begrænsede omkostninger giver sikkerhed for såvel forbrugerne som producenterne, navnlig de mindre producenter.

1.3

EØSU er enigt i Kommissionens målsætning om at forenkle og harmonisere sektorerne for fødevaretilsætningsstoffer, -aromaer, og -enzymer samt at fremme deres indbyrdes sammenhæng ved at vedtage en fælles godkendelsesprocedure for dem.

1.4

EØSU mener, at selv om muligheden for at opnå én enkelt godkendelse, som er gyldig i hele EU, kan være til stor gavn for det indre marked på mellemlang sigt, bør man alligevel være opmærksom på de nye reglers indvirkning på importvarer.

1.4.1

Europa er i konstant konkurrence på det globale marked inden for både eksport og import, og de foreslåede regler er ofte strengere end dem, der er fastlagt i Codex Alimentarius, hvilket kan føre til konkurrenceforvridning til skade for de europæiske virksomheder, og navnlig de mindre virksomheder.

1.5

EØSU ser positivt på den foreslåede procedure, der går ud på at foretage ændringer af fællesskabslisten i henhold til komitologiproceduren, forudsat at der sikres udstrakt gennemsigtighed, en løbende dialog med producenter og forbrugere og hurtige innovations- og produktudviklingsmekanismer.

1.6

EØSU støtter en styrkelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets arbejde for dermed at fremme gennemsigtige risikovurderinger, der med henblik på forbrugerbeskyttelsen er baseret på videnskabelige oplysninger og objektive argumenter.

1.7

EØSU anbefaler at styrke procedurerne og at tilføre Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet flere menneskelige og finansielle ressourcer for derved at sikre vurderinger, der er af høj kvalitet, gennemsigtige og uafhængige, og som fuldt ud overholder fortrolighedskravene.

1.8

EØSU finder det endvidere vigtigt, at man på den anden side også styrker medlemsstaternes overvågning af forbruget og anvendelsen af fødevaretilsætningsstoffer, -enzymer og -aromaer ved hjælp af effektive metoder, der inddrager oplysningerne fra industrien.

1.9

EØSU går ind for en regelmæssig revision af »positivlisterne« for tilsætningsstoffer, enzymer og aromaer, forudsat at det sker på grundlag af en løbende og struktureret dialog med forbrugerne og producenterne og ikke giver anledning til ekstra omkostninger i form af penge eller tid.

2.1

De videnskabelige og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at skabe fødevarer af højere kvalitet takket være bl.a. anvendelse af små mængder af fødevareenzymer, -aromaer og — tilsætningsstoffer. De selv samme fremskridt gør det muligt at undgå, at disse stoffer anvendes på en uhensigtsmæssig måde.

2.2

Som led i indsatsen for at forbedre fællesskabslovgivningen ud fra begrebet »fra jord til bord« annoncerede Kommissionen i hvidbogen om fødevaresikkerhed — som EØSU har afgivet udtalelse om (1) — at den ville opdatere og komplettere den gældende fællesskabslovgivning om tilsætningsstoffer og aromaer samt fastsætte bestemmelser specifikt om enzymer (foranstaltning 11 og 13 i hvidbogen).

2.3

EØSU har altid været enigt i målsætningen om at sikre et velfungerende indre marked og samtidig sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, og det har gentagne gange udtalt, at det er nødvendigt at udarbejde en integreret helhedsstrategi for fødevaresikkerheden i EU.

2.4

EØSU mener, at »Den europæiske fødevarekæde i sin helhed —« fra jord til bord »— skal være omfattet af lovgivningen. Hvert enkelt led skal være lige så stærkt som det følgende, og Kommissionen skal sikre troværdig håndhævelse af EU-lovgivningen« (2).

2.5

Vedtagelsen af en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, -enzymer og -aromaer er et afgørende og innovativt element i den forslagspakke, som Kommissionen har fremlagt. EØSU er derfor enigt i Kommissionens målsætning om at forenkle og harmonisere disse sektorer. Dermed slipper man af med medlemsstaternes mange forskellige godkendelsesprocedurer, og samtidig afskaffer man dobbelte godkendelsesordninger og reducerer de administrative og bureaukratiske byrder kraftigt.

2.6

Hvad angår fødevaretilsætningsstoffer, er lovgivningen på dette område allerede blevet harmoniseret på EU-plan. For øjeblikket findes der i henhold til lovgivningen ca. 300 tilladte fødevaretilsætningsstoffer, og der indgives løbende anmodninger om godkendelse af nye tilsætningsstoffer eller nye anvendelser af tilsætningsstoffer.

2.6.1

Ved vurderingen af nye tilsætningsstoffer og nye anvendelser af tilsætningsstoffer er der især med henblik på risikostyringsbeslutninger behov for tilstrækkeligt omfattende data om disse stoffers anvendelse og karakteristika.

2.7

Takket være den harmonisering, der er planlagt for aromaer og enzymer, bliver de nye godkendelsesprocedurer lettere, og omkostningerne ved såvel at ajourføre de tekniske datablade som at ændre etiketterne bliver lavere.

2.8

Den nuværende juridiske usikkerhed, som skyldes forskelle mellem de nationale lovgivninger om fødevareenzymer, truer med at skabe skævheder på markedet for fødevareenzymer og give anledning til større administrative og finansielle byrder i de forskellige medlemsstater. Hvis der ikke sker en harmonisering, vil man endvidere opretholde forskellige beskyttelsesniveauer, fordi der medlemsstaterne imellem er forskelle, hvad angår risikoevaluering, sikkerhedsvurdering og regulering af fødevareenzymer.

2.8.1

Det bør fremhæves, at selv om manglen på harmoniserede regler på EU-plan risikerer at skabe hindringer for den fri bevægelighed og for producenternes handel, kan en harmonisering af såvel sikkerhedsevalueringen som godkendelsen af fødevareenzymer medføre krav om større investeringer, primært som følge af udgifterne til godkendelsen, som skønnes at ligge på omkring 150 000-250 000 EUR (3) pr. enzym.

2.8.2

De virksomheder, der fremstiller fødevareenzymer, arbejder hele tiden ihærdigt på at udvikle nye teknologier og processer, som sigter mod at forny og forbedre fødevareproduktionen. Virksomhederne bør imidlertid ikke undervurdere de mulige kemiske risici i form af allergier, toksicitet og mikrobiologisk restaktivitet. Disse potentielle farer gør det påkrævet, at der løbende foretages forbrugersikkerhedsvurderinger, specielt for enzymer fra genmodificerede organismer.

2.9

Hvad angår lovgivningen om aromaer og visse fødevareingredienser med aromagivende egenskaber til anvendelse i og på fødevarer, ville det være hensigtsmæssigt med en mere effektiv godkendelsesprocedure for at lette forvaltningen af en »positivliste«, som indeholder cirka 2.600 aromastoffer til anvendelse i og på fødevarer.

2.9.1

Det står klart, at en harmonisering af lovgivningen om aromaer kan give EU en bedre forhandlingsposition over for tredjelande, eftersom man nu bør begynde på at indarbejde aromaer i Codex Alimentarius for blandt andet at undgå, at europæiske virksomheder, og navnlig smv'erne, bliver straffet.

2.9.2

Hvis der skabes et ensartet og integreret marked for aromaer i EU, vil de europæiske virksomheder kunne fastholde deres førerposition med hensyn til produktion og udvikling af aromaer.

2.9.3

På den anden side bør man ikke undervurdere de ekstraomkostninger, der bliver nødvendige for at efterkomme de nye krav til mærkning af aromaer.

2.10

EØSU mener, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet bør gives flere ressourcer og midler, og at der bør udarbejdes nye procedurer for at sikre en uafhængig, gennemsigtig vurdering af høj kvalitet af sikkerheden omkring fødevaretilsætningsstoffer, -enzymer og — aromaer.

2.11

Overgangen fra godkendelsesprocedurer, der er baseret på fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet, til komitologiproceduren, der gør brug af udvalg, vil kræve, at der fastlægges klare, gennemsigtige kriterier for sikkerhedsvurdering af de påståede forbrugerfordele.

2.12

EØSU har allerede i tidligere udtalelser (4) understreget, »at evaluering af fremskridt inden for fødevaresikkerhedsspørgsmål og bedømmelse af, om det nye system lever op til forventningerne, kræver evalueringskriterier, som for eksempel øget/dalende forbrugertillid, forekomst og håndtering af fødevarekriser, tættere samarbejde mellem involverede parter, osv.«.

3.1

Kommissionens forslagspakke sigter mod at præcisere og tydeliggøre den eksisterende lovgivning om fødevaretilsætningsstoffer og -aromaer og indfører nye bestemmelser vedrørende enzymer. Endvidere indeholder den et forslag, som sigter mod at indføre fælles godkendelsesprocedurer for alle tre sektorer baseret på videnskabelige udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).

3.2

Fødevaretilsætningsstoffer De nye bestemmelser sigter mod at forenkle og strømline godkendelsesprocedurerne for fødevaretilsætningsstoffer, som på nuværende tidspunkt er omfattet af direktiv 89/107/EØF. Godkendelse med henblik på optagelse på den nye positivliste for tilsætningsstoffer vil skulle baseres på en fødevaresikkerhedsvurdering fra EFSA i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 178/2002. Det foreslås endvidere at revidere de tekniske aspekter af den nuværende godkendelsesordning, og der opstilles nye harmoniserede fællesskabsbestemmelser for tilsætningsstoffer, der anvendes i andre tilsætningsstoffer.

3.3

Fødevareenzymer Der stilles forslag om en ny lovramme for vurdering, godkendelse og kontrol af fødevareenzymer og om udarbejdelse af en positivliste for alle de enzymer, der anvendes i fødevarer med en teknologisk funktion, på grundlag af en positiv videnskabelig udtalelse fra EFSA. Der opstilles også bestemmelser vedrørende mærkning af andre fødevareenzymer end dem, der anvendes som hjælpestoffer i forarbejdningen.

3.4

Fødevarearomaer Der er planlagt en revision af de overordnede bestemmelser i direktiv 88/388/EØF for at tilpasse reglerne til de teknologiske og videnskabelige fremskridt, hvilket sker med vedtagelsen af en ny forordning, der fastsætter klarere regler vedrørende:

3.5

Fælles godkendelsesprocedurer I forslaget foreslås indført en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, -aromaer og -enzymer på grundlag af en sikkerhedsvurdering foretaget af EFSA og sikkerhedsforvaltningen. Godkendelsesproceduren indeholder et krav om, at medlemsstaterne og Kommissionen inddrages i forskriftsudvalgsproceduren. Ifølge forslaget skal Kommissionen på grundlag af EFSA's videnskabelige evalueringer opstille, vedligeholde og opdatere en positivliste for hver af de pågældende kategorier af stoffer. Når et stof optages på en af listerne, betyder det, at alle virksomheder på Fællesskabets marked generelt har lov til at anvende det.

4.1

EØSU ser i alt væsentligt positivt på Kommissionens forslag, forudsat at man bevarer effektiviteten og konkurrenceevnen på det indre marked og garanterer et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed.

4.2

EØSU mener, at det foreslåede instrument, en forordning, indeholder en større garanti end et direktiv, som levner plads til forskellige fortolkninger, når det skal omsættes til national lovgivning.

4.3

Muligheden for at opnå én enkelt godkendelse for hele EU's område kan efter EØSU's mening være til stor gavn for det indre marked på mellemlang sigt.

4.3.1

Man bør imidlertid være opmærksom på virkningen af de nye lovbestemmelser på importerede varer og på det faktum, at EU faktisk er en stor importør, som er i konstant konkurrence på verdensmarkedet, og at EU-reglerne er strengere end de nugældende regler i Codex Alimentarius, som derfor bør ændres, så de europæiske virksomheder ikke straffes.

4.4

Den løsning, Kommissionen har valgt, dvs. at anvende komitologiproceduren, når der skal foretages ændringer af fællesskabslisten, kan vise sig at være til gavn for såvel virksomhederne som civilsamfundet, forudsat at det sker under fastholdelse af høje gennemsigtighedskriterier, og at man samtidig kan holde trit med innovationen og udviklingen af nye og bedre produkter, også hvad angår allergibekæmpelse.

4.5

EØSU finder det positivt, at EFSA's risikovurderinger skal baseres på gennemsigtige procedurer, som tager udgangspunkt i videnskabelige oplysninger og objektive argumenter.

4.6

EØSU mener, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets nye ansvarsområder bør modsvares af en forbedring af autoritetens procedurer og en styrkelse af de menneskelige og finansielle ressourcer med henblik på at sikre vurderinger, som er af høj kvalitet, gennemsigtige og uafhængige og i fuld overensstemmelse med fortrolighedskravene.

5.1.1

Udvalget mener, at gennemførelsesbestemmelserne i art. 9, inklusive indhold, udarbejdelse og indgivelse af ansøgningen, de nærmere bestemmelser om kontrollen af ansøgningens gyldighed og typen af oplysninger bør indgå i EFSA's udtalelse.

5.1.2

Hvad angår opdateringen af fællesskabslisten, bør der indføres kortere frister for godkendelsesproceduren, og de 9 måneder, Kommissionen har til at forelægge et udkast til forordning, bør sættes ned til 3, således at hele undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan afsluttes på 12 måneder.

5.1.3

Ligeledes bør den i artikel 10 omtalte mulighed for i særlige tilfælde at forlænge enten autoritetens eller Kommissionens vurderingsfrist ikke være ubegrænset, men bør derimod indeholde en øvre grænse, som skal fremgå af forordningen.

5.1.4

EØSU mener, at den fælles godkendelsesprocedure også bør indeholde bestemmelser om regelmæssig — men ikke for dyr og krævende — revision og opdatering af listerne på baggrund af en løbende og struktureret dialog med producenterne og forbrugerne.

5.1.5

EU's godkendelsesordning bør under ingen omstændigheder anvendes til at berettige indførelse af tekniske handelshindringer. Kostbare prøver og certificeringsprocedurer i import-eksport-sammenhæng bør derfor ikke være tilladte.

5.2.1

Der er behov for en nærmere præcisering af kriterierne »tilstrækkeligt stort teknologisk behov« og »til gavn for forbrugeren« i art. 5.

5.2.2

De oplysninger, der gives i forbindelse med den i artikel 20 omhandlede mærkning, bør være let forståelige og genkendelige for den brede offentlighed, og de bør være ensartede i hele EU.

5.3.1

EØSU finder det positivt, at alle fødevareenzymer, som har en teknologisk funktion, falder ind under forordningens anvendelsesområde, og at de skal underkastes godkendelse for at blive optaget på EU's positivliste.

5.3.2

EØSU mener, at vurderingskriterierne for enzymer bør omfatte »gavn for forbrugeren«, ligesom det er tilfældet med fødevaretilsætningsstoffer.

5.3.3

Hvad mærkning angår, understreger EØSU, at såvel producenter som forbrugere har behov for klarhed og ensartede krav på fællesskabsplan, som er blottet for unødvendige besværligheder.

5.3.4

EØSU mener, at man bør undgå at anvende positivlister i den vertikale lovgivning, da man ellers indfører dobbelt godkendelse af de samme enzymer. De forudgående direktiver og forordninger bør snarest muligt ændres for at få en entydig reference til den nye lovgivning.

5.4.1

Efter EØSU's mening ville det være en god idé at tilpasse vurderingskriterierne til dem, der er anført for fødevaretilsætningsstoffer, dvs. at der skal tilføjes »gavn for forbrugeren«.

5.4.2

EØSU er enigt i, at der er behov for klarere forbrugerinformationer, jf. artikel 14, om egenskaberne og oprindelsen af de aromaer, der anvendes i fødevarer.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/38

1.1

EØSU mener, at den nye politiske kurs for forvaltningen af EU's fiskeri, som er baseret på et maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY) og derfor fordelagtig på lang sigt, kan medføre nogle voldsomme økonomiske og sociale konsekvenser, der kan være svære at tackle for den europæiske fiskerisektor. Derfor anbefaler EØSU, at fordele og ulemper ved det nye systems indførelse vurderes meget omhyggeligt ud fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt.

1.2

Da der er en meget stor usikkerhed i vurderingen af det maksimale bæredygtige udbytte for de forskellige fiskebestande, anbefaler EØSU, at Kommissionen i de langsigtede planer fastsætter årlige justeringer, der er rimelige, gradvise og fleksible, og som alle berørte sektorer er enige om. Derfor bør de regionale rådgivende råd, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur og det sociale dialogudvalg for fiskeri høres ved førstkommende lejlighed, og deres medlemmer skal have tilstrækkelig tid til at vurdere betingelserne i de fremsatte forslag.

1.3

I den sammenhæng anbefaler EØSU Kommissionen at udvise særlig omhu ved fastsættelsen af den årlige fiskeridødelighed, som skal sigte mod at opnå det maksimalt bæredygtige udbytte på lang sigt i de blandede fiskerier.

1.4

EØSU er ikke enigt i Kommissionens argument om, at handelsbalancen vil forbedres med denne fiskeriforvaltningspolitik, da tomrummet efter de europæiske virksomheders manglende forsyninger straks vil blive udfyldt af virksomheder fra tredjelande. Derfor opfordrer EØSU indtrængende Kommissionen til at være særligt opmærksom på at observere og kontrollere denne import til fællesskabsmarkedet.

1.5

EØSU mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør tage hensyn til de »andre miljøfaktorer«, der omtales i nærværende udtalelse, og som også har indflydelse på de marine økosystemers udvikling. Det anbefaler, at de økonomiske aktører, hvis aktiviteter påvirker disse økosystemer, pålægges restriktioner svarende til dem, der indføres for fiskerisektoren.

1.6

I forbindelse med den påkrævede justering for at opnå et maksimalt bæredygtigt udbytte mener EØSU, at de to fremgangsmåder, som Kommissionen foreslår, kan supplere hinanden, da det er medlemsstaterne, der skal indføre de foranstaltninger, som de anser for mest hensigtsmæssige i forhold til de økonomiske og sociale virkninger for deres egen fiskerisektor. EØSU udtrykker bekymring over, at Den Europæiske Fiskerifond ikke har tilstrækkelige midler til at afbøde virkningerne af det nye forvaltningssystem.

2.1

I meddelelsen om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte (1), som nærværende udtalelse drejer sig om, fremlægger Kommissionen sine forslag til forbedring af fiskerisektorens økonomiske udbytte inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik.

2.2

Det er Kommissionens hensigt at opnå denne forbedring af det økonomiske udbytte gennem en gradvis afskaffelse af overfiskeriet ud fra den antagelse, at det vil give fiskerisektoren økonomiske fordele i form af lavere omkostninger, større fangster, bedre lønsomhed og mindre genudsætning.

2.3

For at nå disse mål mener Kommissionen, at det er på tide at begynde at forvalte EU-fiskeriet på en anden måde og at søge at opnå succes i stedet for blot at undgå fiasko.

2.4

I meddelelsen udstikkes der en ny politisk kurs for fiskeriforvaltningen i EU med det formål at opnå det maksimalt bæredygtige udbytte for fiskebestandene gennem fastsættelse af fiskeridødeligheden på lang sigt.

2.5

Denne nye politiske kurs er baseret på den internationale politiske forpligtelse, der blev indgået mellem EU og dets medlemsstater på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i september 2002, om at vedligeholde og genoprette fiskebestandene, så de kan give det maksimalt bæredygtige udbytte. Det er målet at prøve at nå disse mål snarest muligt for nedfiskede bestande, og under alle omstændigheder senest i 2015.

2.6

Derfor bør der etableres en langsigtet forvaltningsplan, som fokuserer på at få det bedste ud af de levende marine ressourcers produktionspotentiale i EU. Dette er i tråd med den fælles fiskeripolitiks bredere mål, som er at søge at sikre betingelser, der er økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtige.

2.7

Ovennævnte økonomiske fordele for fiskerisektoren kan, som det fremgår af meddelelsen, kun opnås, hvis fiskeriet begrænses mere i en overgangsperiode. Alle de berørte parter bør inddrages i beslutningsprocessen om, hvor hurtigt ændringerne skal ske. Finansiel bistand fra Den Europæiske Fiskerifond bør kunne bidrage til at afbøde de sociale og økonomiske følger i overgangsperioden.

3.1

Kommissionens beslutning om at indføre en fiskeriforvaltning baseret på det maksimale bæredygtige udbytte, er affødt af, at fiskeriindsatsen over for nogle bestande har været for stor i forhold til deres produktionspotentiale.

3.2

Da nogle bestande i de europæiske farvande er gået alvorligt tilbage i de seneste 30 år, først og fremmest på grund af overfiskning, er EØSU enigt i, at det vil være ønskeligt at opnå mere bæredygtige fangstniveauer.

3.3

Kommissionen mener, at gennemførelsen af bestandsforvaltningssystemer, der er baseret på et maksimalt bæredygtigt udbytte, ikke kun vil forhindre, at bestandene bryder sammen, men også gøre det muligt for fiskebestandene at vokse sig større.

3.4

EØSU mener, at dette princip for gennemførelse er korrekt, da det maksimale bæredygtige udbytte af en fiskebestand er den mængde biomasse (den mængde fisk), der kan udnyttes på en sådan måde, at bestandens levedygtighed ikke påvirkes. Det går derfor helt ind for, at politikken for forvaltningen af fiskeriet baseres på dette princip.

3.5

Under alle omstændigheder ønsker EØSU over for Kommissionen at påpege, at enhver ændring i bestandsforvaltningssystemerne medfører risici, og at fordele og ulemper derfor bør afvejes nøje.

3.6

I meddelelsen præsenteres fordelene ved et bestandsforvaltningssystem baseret på et maksimalt bæredygtigt udbytte meget udførligt, særligt de miljømæssige fordele, men de økonomiske og sociale fordele og især ulemper for fiskerisektoren ved dette system undersøges ikke tilbundsgående i meddelelsen.

3.7

Blandt de fordele, som Kommissionen fremhæver, og som EØSU ikke er enigt i, er argumentet om, at denne fiskeriforvaltningspolitik vil forbedre handelsbalancen, da tomrummet efter de europæiske virksomheder, der forsvinder som følge af foranstaltningerne til opfyldelsen af målene om et maksimalt bæredygtigt udbytte, straks vil blive udfyldt af virksomheder fra tredjelande, da markedet for fiskerivarer styres af behovet for at sikre en kontinuerlig forsyning.

3.8

Kommissionens generelle strategi for det nye forvaltningssystem er nedbringelse af fiskeridødeligheden: for at fiskene kan blive større, og der dermed kan opnås en højere værdi og et større udbytte, når de fanges, bliver vi nødt til at begrænse andelen af fisk, der fanges i havet.

3.9

I meddelelsen erkendes det dog, at det er vanskeligt at måle fiskepopulationer, og mens fiskeri (fiskeridødeligheden) har den største indflydelse på bestandens tilstand, spiller andre faktorer som miljøforandringer og ungfisktilvæksten også en rolle.

3.10

I meddelelsen foreslås derfor en langsigtet strategi for genoprettelse af fiskebestandene for at finde en balance mellem fangstindsatsen og bestandenes produktionskapacitet. Dette mål kan ifølge meddelelsen nås ved gradvist at reducere antallet af fiskerfartøjer eller deres fiskeriindsats.

3.11

For at gennemføre denne strategi på en sådan måde, at fiskerne får mulighed for at opnå det maksimalt bæredygtige udbytte af en bestand, er det nødvendigt på forhånd at fastsætte, hvilken befiskningsgrad, der er passende for hver bestand, samt den årlige fiskeridødelighed, udregnet på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. Når forvaltningssystemet er indført, skal det besluttes, hvor store årlige justeringer, der skal foretages, for at dette mål kan nås. Disse beslutninger bør, som fastsat i rammeforordningen om den fælles fiskeripolitik, gennemføres på grundlag af langsigtede planer.

3.12

På nuværende tidspunkt fastsættes fiskeriforvaltningen på EU-niveau i overensstemmelse med sikkerheds- og forsigtighedsprincipperne for fiskebestandene. De samlede tilladte fangstmængder og fangstkvoter, der fastsættes årligt, er baseret på sammenlignende videnskabelige rapporter, og for nogle af de fiskebestande, der er nedfiskede, iværksættes genopretningsplaner inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik med det formål at bringe bestandene tilbage til de biologisk bæredygtige niveauer.

3.13

EØSU mener, at ændringen i bestandsforvaltningssystemerne er omfattende, da den indebærer, at der fastsættes et mere ambitiøst biologisk mål end det, der er fastsat i det nuværende forvaltningssystem. Ændringen vil samtidig medføre, at der i hver årlig justering skal ske betragtelige nedbringelser af fiskeridødeligheden, hvilket uden tvivl vil kræve en reduktion af fiskerflåden og fiskeriindsatsen. Dette vil medføre store tab for de europæiske fiskerivirksomheder. EØSU udtrykker bekymring over, at Den Europæiske Fiskerifond ikke har tilstrækkelige midler til at opveje disse store tab. Dog vil situationen — hvis de fastsatte mål nås — udvikle sig meget positivt for de virksomheder, som fortsætter deres aktiviteter.

3.14

I lyset af dette ønsker EØSU at gøre Kommissionen opmærksom på, at der er en betydelig grad af usikkerhed i beregningerne af det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) for de forskellige fiskebestande. I betragtning af denne usikkerhed anbefaler EØSU Kommissionen, at den i sine langsigtede planer fastsætter passende årlige justeringer.

3.15

Udfordringen består således i at finde frem til, hvorledes man kan hjælpe fiskersamfundene og fiskerisektoren med at komme helskindet igennem overgangsperioden. EØSU mener, at det vil kræve mere generøse og nytænkende støtteforanstaltninger, end Kommissionen hidtil har foreslået. Sådanne foranstaltninger er fuldt ud berettigede som et middel til at sikre en hurtig overgang til mere bæredygtige fiskeriformer i fremtiden.

3.16

Under alle omstændigheder finder EØSU det afgørende, som det også foreslås i meddelelsen, at samtlige berørte parter inddrages i beslutningsprocesserne om de langsigtede planer, den hastighed, hvormed de gennemføres, samt konsekvenserne af gennemførelsen gennem regelmæssige høringer med deltagelse af de regionale rådgivende råd (RAC). EØSU mener, at Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (ACFA) og det sociale dialogudvalg for fiskeri bør inddrages i disse høringer.

4.1

Indførelsen af et nyt fiskeriforvaltningssystem baseret på et maksimalt bæredygtigt udbytte kræver, at en række spørgsmål, som direkte berører denne type forvaltning, skal undersøges. De nævnes også i meddelelsen:

4.2

Miljøpåvirkninger og deres indflydelse på ændringer i de marine økosystemer

4.2.1

I meddelelsen erkendes det, at det er yderst usikkert, hvordan de marine økosystemer vil udvikle sig i forhold til klima- og vejrændringer, og at disse og andre miljømæssige faktorer kan have indflydelse på fiskebestandene.

4.2.2

I betragtning af, at omfanget af påvirkningerne af alle de miljømæssige problemer er uvist, mener Kommissionen, at det i mange tilfælde er selve fiskeriet, der har den største indflydelse, og at indførelsen af mindre fangstkvoter vil gøre fiskebestandene i stand til bedre at modstå økologiske forandringer.

4.2.3

Derfor foreslås det i meddelelsen at reducere høstmetoden i et støt og bæredygtigt tempo. Således vil der samtidig med at fiskeridødeligheden efterhånden falder og bestandene genopbygges, opnås den større viden om økosystemerne og deres produktionspotentiale, som er nødvendig for at justere målene for den langsigtede forvaltning.

4.2.4

EØSU anerkender dette princip under forudsætning af, at fiskeridødeligheden begrænses i et støt og bæredygtigt tempo for de bestande, der har brug for det. Kommissionen erkender, at et forsøg på at forvalte en biomasse af fisk med det mål at forøge bestanden på kort sigt kan medføre en uacceptabel ustabilitet for sektoren.

4.2.5

EØSU mener dog, at »andre miljøfaktorer«, der end ikke nævnes i meddelelsen, som f.eks. rovfisk, forurening, udforskning og udnyttelse af olie- eller gasforekomster, marine vindparker og sand- og stenudvinding, også har indflydelse på, hvordan de marine økosystemer udvikler sig.

4.2.6

EØSU opfordrer Kommissionen og EU's medlemsstater til at kræve, at de økonomiske aktører, hvis aktiviteter også har indflydelse på fiskebestandenes omfang og på ændringer i de marine økosystemer, pålægges restriktioner svarende til dem, der pålægges fiskerisektoren.

4.3.1

Fiskeriforvaltning baseret på et maksimalt bæredygtigt udbytte er sværest at indføre for blandede fiskerier.

4.3.2

I meddelelsen erkendes dette problem, men forvaltningssystemer for blandede fiskerier behandles ikke tilbundsgående. EØSU mener, at kontakterne mellem Kommissionen, de regionale rådgivende råd og Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur bør forstærkes i forbindelse med denne type fiskeri.

4.3.3

I meddelelsen fremhæves vigtigheden af at holde de marine økosystemer i balance, hvilket EØSU er helt enigt i. Det er meget risikabelt at mindske fiskeriet af én art for at opnå større udbytte af en anden.

4.3.4

Systemets kompleksitet skyldes, at fiskeri efter alle arter i et økosystem, som det nævnes i meddelelsen, bør ske i et omfang (målbefiskningsgrad), der sikrer et maksimalt bæredygtigt udbytte på lang sigt. Det vil i forbindelse med de kvoter for maksimalt bæredygtigt udbytte, der fastsættes for de forskellige bestande i et økosystem, der indgår i et blandet fiskeri, sige, at i den langsigtede planlægning vil det maksimale udbytte blive bestemt af de bestande, for hvem der fastsættes de mindste fangstkvoter for at opnå et maksimalt bæredygtigt udbytte.

4.3.5

På samme måde påpeges det i meddelelsen, at for at undgå utilsigtet overfiskning af en art som bifangst kan det blive nødvendigt at lade yderligere foranstaltninger — som f.eks. ændringer af fiskeredskaber og lukning af områder og fangstperioder — indgå i nogle langsigtede planer.

4.3.6

EØSU mener, at selv om dette forvaltningssystem ligger på linie med det bredere mål for den fælles fiskeripolitik, bør Kommissionen omhyggeligt vurdere de forskellige kvoter for at opnå et maksimalt bæredygtigt udbytte samt høre de berørte parter fra de blandede fiskerier om de økonomiske og sociale følger af planerne på lang sigt.

4.4.1.1

I meddelelsen forudses det, at de langsigtede planer udarbejdes af Kommissionen efter høring af de berørte sektorer. Uvildig videnskabelig rådgivning bør danne grundlag for planerne, og der skal tages behørigt hensyn til de foreslåede foranstaltningers økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger.

4.4.1.2

I planernes bør der fastsættes en målbefiskningsgrad og en fremgangsmåde for, hvordan det mål gradvis kan nås, og de bør også sigte mod at begrænse fiskeriets skadelige virkning på økosystemet. For de blandede fiskerier bør planerne omfatte tekniske foranstaltninger, der skal sikre, at de forskellige fiskebestande befiskes i overensstemmelse med de respektive mål, der er fastsat for dem, samt give mulighed for at udnytte nogle bestande mindre, end det maksimalt bæredygtige udbytte tillader med det mål at opnå større produktivitet for andre arter.

4.4.1.3

I tilfælde af utilstrækkelig videnskabelig rådgivning til en vurdering af de foranstaltninger, der kræves for at nå et maksimalt udbytte, bør de langsigtede planer fastsættes i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet.

4.4.1.4

Endelig skal planerne og målene i dem regelmæssigt tages op til revision.

4.4.1.5

EØSU mener, at denne nye politiske kurs for fiskeriforvaltningen, som utvivlsomt vil medføre fordele, når først det maksimalt bæredygtige udbytte er nået for alle fiskebestandene, kan få drastiske konsekvenser for fiskerisektoren, som vil se fangsten reduceret med en deraf følgende reducering af fiskerflåden og tab af arbejdspladser på kort sigt, hvilket vil føre til øget sårbarhed i havnenes økonomiske struktur.

4.4.1.6

Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til i de planlagte høringer af fiskerisektoren at udvise en vis fleksibilitet i forbindelse med gennemførelsen af de langsigtede planer, således at fiskerne får mulighed for gradvis at tilpasse sig det nye forvaltningssystem.

4.4.1.7

For de blandede fiskerier mener EØSU, at denne fleksibilitet bør være størst mulig, når der findes store bestande, som er i så god stand, at de kan udnyttes fuldt ud.

4.4.2.1

Når der først er udarbejdet og vedtaget langsigtede planer med fastsættelse af passende mål for bestandene, er det op til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvor hurtigt ændringerne skal ske, for at målene kan nås, og hvordan overgangen skal forvaltes.

4.4.2.2

I meddelelsen præsenteres to måder, hvorpå ændringerne kan forvaltes:

4.4.2.3

Valget af økonomisk strategi for fiskeriet træffes nationalt, mens det er EU, der leverer forvaltningsreglerne for nedtrapning af overfiskningen ved hjælp af det finansielle instrument i Den Europæiske Fiskerifond.

4.4.2.4

Det fremgår af meddelelsen, at Kommissionen tydeligvis foretrækker den første fremgangsmåde, der er baseret på, at de nationale flåders kapacitet indskrænkes, da denne fremgangsmåde er lettest at kontrollere. Endvidere viser erfaringen, at en indskrænkning af de nationale flåders kapacitet er nemmere at acceptere socialt og nemmere at håndhæve end andre løsninger.

4.4.2.5

EØSU erkender, at en indskrænkning af de nationale flåder er den fremgangsmåde eller strategi, der mest effektivt vil nedtrappe overfiskningen. Ikke desto mindre mener EØSU, at hver medlemsstat skal vælge den fremgangsmåde, der passer den bedst, efter en undersøgelse af de økonomiske og sociale virkninger. Det skal heller ikke glemmes, at fremgangsmåderne kan anvendes parallelt, indtil det maksimalt bæredygtige udbytte for fiskebestandene er opnået.

4.4.2.6

EØSU bifalder forslaget om at undersøge de økonomiske og sociale virkninger af tilpasningen på regionalt niveau frem for på europæisk niveau, da de forhold, der kendetegner hver enkelt flåde, kan variere meget fra medlemsstat til medlemsstat.

4.4.2.7

Således bliver de langsigtede planer fiskeribaseret og kommer til at vedrøre grupper af fiskebestande, der fanges sammen. De bør indeholde bestemmelser om blandt andet grænserne for, hvor meget fiskerimulighederne kan ændres fra det ene år til det andet for at sikre en stabil og glidende overgang.

4.4.2.8

Endelig vurderer Kommissionen, at det vil tage tid at etablere et fuldstændigt sæt langsigtede planer for at nå målet om det maksimalt bæredygtige udbytte. Derfor bør EU med virkning fra 2007 vedtage forvaltningsbeslutninger, der sikrer, at fiskeriet ikke øges for nogen bestand, der allerede overfiskes. EØSU mener, at Kommissionen i forbindelse med beslutninger for år 2007 først bør konsultere de regionale rådgivende råd, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur og det sociale dialogudvalg for fiskeri.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/42

1.1

EØSU er enig i retsgrundlaget (EF-traktatens artikel 95) og valget af forordningen som retsinstrument.

1.2

Kommissionen kan ikke påberåbe sig egenkompetence i henhold til EF-traktaten, der giver den ret til at gribe ind over for dyremishandling, som i øvrigt er foregået uden for EU's grænser, og er derfor kun i stand til at angribe problemet ud fra sine kompetencer vedrørende handel og det indre marked for skind, og fordi der eksisterer forskellige nationale lovgivninger, som bør harmoniseres.

1.3

EØSU er enig med Kommissionen i, at kun et totalforbud vil kunne afskrække importører af tøj og legetøj fra i stort tal at indføre hunde- og katteskind samt forarbejdede produkter af sådanne i EU og vil kunne hindre handel i stor stil af ulovlige skind.

1.4

EØSU ser gerne, at begrebet »skind« defineres juridisk på en måde, så skindet selv og dets komponenter, dvs. hår og pels, indgår separat, for at enhver mulig anvendelse af skind fra hunde og katte kan være omfattet af forbuddet.

1.5

Udvalget insisterer på, at kontrolmetoderne skal være effektive, og at udvalgsproceduren bør anvendes for at gøre kontrolmetoderne så acceptable som muligt.

2.1

I forslaget til forordning, som fremlægges med EF-traktatens artikel 95 (det indre marked) som retsgrundlag, foreslår Kommissionen at forbyde produktion, indførsel i og udførsel fra samt markedsføring i EU af skind fra hunde og katte.

2.2

Forordningsforslaget søger at opfylde civilsamfundets og Europa-Parlamentets ønsker. Det tyske formandskab har givet det førsteprioritet.

2.3

Det lader til, at især i Asien opdrættes og slagtes hunde og katte under usle forhold med henblik på at bruge skindene til produktion af tøj, tilbehør og legetøj. Sådanne skind er fundet på EU's indre marked.

2.4

Skindene er som regel forarbejdet kemisk og farvet. De sælges gerne under et navn, der slører deres oprindelse. Det er vanskeligt med sikkerhed ud fra skindets struktur eller en DNA-analyse at fastslå videnskabeligt, hvilket dyr et skind, der er behandlet på den måde, stammer fra, fordi DNA-et ødelægges under forarbejdningen. Kun massespektrometri synes at være en pålidelig sammenligningsmetode, når man skal fastslå præcist, hvilket dyr der er tale om. Toldkontrol kan derfor blive overordentlig vanskelig, hvilket er baggrunden for undtagelserne i artikel 4 i forordningsforslaget.

2.4.1

Ifølge artikel 4 kan besiddelse af tøj eller andre personlige effekter, der indeholder de forbudte skind, tolereres. Ifølge udvalget bør råderet over, samt besiddelse og personlig brug af sådanne private effekter i begrænsede mængder klart undtages fra forordningens anvendelsesområde for at forhindre overdrevent bureaukrati.

2.4.2

Anvendelsen af skind, som stammer fra hunde eller katte, der ikke er blevet opdrættet til skindproduktion, og er mærket som sådan, kan eventuelt behandles efter udvalgsproceduren.

2.5

Ud fra et proportionalitetssynspunkt er et totalforbud mod produktion, indførsel og handel den eneste mulige løsning i betragtning af importens hemmelige og fordækte karakter og den vildledende markedsføring som følge af »kreativ« mærkning af tøj og andre genstande, som kan indeholde hunde- og/eller katteskind.

2.6

Flere medlemsstater har på linje med lande uden for EU indført forbud i deres lovgivning, men lovgivningen er uensartet og af forskellig rækkevidde. Et fællesskabsindgreb er retfærdiggjort i behovet for harmonisering på det indre marked.

2.7

Der er indført et informations- og opfølgningssystem vedrørende sporing og metoder til sporing af forbudte skind. Via udvalgsproceduren kan der opstilles en liste med henblik på en acceptabel kontrol.

2.8

Medlemsstaterne skal indføre sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

3.1

EØSU er enig i retsgrundlaget og valget af forordningen som retsinstrument. At tale om dyrevelfærd for hunde og katte er ikke relevant på samme måde som for landbrugets husdyr.

3.2

I vore dages samfund har disse dyr i Europa fået status af selskabsdyr, der ikke opdrættes af hensyn til deres kød eller skind eller med henblik på en arbejdsfunktion. At bestemte hunderacer anvendes som førerhunde til blinde eller til at finde mennesker, der er blevet begravet under murbrokker eller sne, eller andre hjælpefunktioner for mennesket gør dem kun endnu mere sympatiske i den offentlige mening.

3.3

Kommissionen kan ikke påberåbe sig egenkompetence i henhold til EF-traktaten, der giver den ret til at gribe ind over for dyremishandling, som i øvrigt er foregået uden for EU's grænser, og er derfor kun i stand til at angribe problemet ud fra sine kompetencer vedrørende handel og harmonisering af det indre marked for skind, for at fjerne hindringer for handelen med skind, eftersom der eksisterer forskellige nationale lovgivninger, som bør harmoniseres for at undgå et fragmenteret marked.

3.4

Et forslag, som kun stillede krav til mærkningen, ville i praksis ikke have nogen effekt på grund af de store tekniske vanskeligheder, som er forbundet med at identificere forarbejdede hunde- og katteskind. EØSU er enig med Kommissionen i, at kun et totalforbud vil kunne afskrække importører af tøj og legetøj fra i stort tal at indføre hunde- og katteskind samt forarbejdede produkter af sådanne i EU og vil kunne hindre handel i stor stil med ulovlige skind.

3.5

Når forordningen er vedtaget, bør det meddeles WTO som en form for ikke-toldmæssige handelshindringer. Forordningen er ikke i strid med internationale handelsregler.

4.1

EØSU ser gerne, at begrebet »skind« defineres juridisk på en måde, så skindet selv og dets komponenter, dvs. hår og pels, indgår separat, for at enhver mulig anvendelse af skind fra hunde og katte kan være omfattet af forbuddet.

4.2

Det bør efter udvalgets mening præciseres, at man skal undgå toldkontrol af fysiske personer, der krydser de interne grænser eller ankommer fra tredjelande med ganske få, rent personlige effekter. Salg eller bytte af en beklædningsgenstand eller en gave til en velgørenhedsorganisation skal ikke sidestilles med handel, der falder ind under forordningens gennemførelsesområde.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/44

1.1

Udvalget støtter EU's aktive engagement i de internationale bestræbelser på at begrænse produktionen og anvendelsen af kviksølv i hele verden og at garantere en sikker oplagring og bortskaffelse. Med det mål for øje er det vigtigt, at Europa viser et godt eksempel, hvad angår dets egen håndtering af kviksølvproblemet i EU, og at man støtter bedre kontrolforanstaltninger overalt i verden.

1.2

Udvalget støtter derfor det almene mål i det specifikke kommissionsforslag i forslaget til forordning, som går ud på at forbyde eksport af kviksølv fra Europa og sørge for en sikker oplagring af overskydende kviksølv i Europa. EØSU mener, at et forbud mod eksport af metallisk kviksølv fra Europa og krav om sikker oplagring indtil bortskaffelse især er relevant og aktuelt i dag, hvor dem kviksølvbaserede kloralkaliproces er i færd med at blive udfaset i Europa.

1.3

Udvalget opfordrer Kommissionen til snarest muligt at gennemføre de øvrige elementer i kviksølvstrategien og til at udvikle foranstaltninger, der kan reducere brugen af kviksølv i processer og produkter i Europa yderligere, og sikrer, at kviksølv i affaldsstrømme bortskaffes på betryggende vis.

1.4

Udvalget mener, at lovforbuddet snarest muligt bør træde i kraft, og at Kommissionen og de berørte virksomheder indtil da bør tilskyndes til at gøre alt i deres magt for at reducere eksporten mest muligt.

1.5

Udvalget er enigt i, at der for øjeblikket ikke findes bedre oplagringsmuligheder end dem, Kommissionen foreslår i forordningen. De kompetente myndigheder skal foretage sikkerhedsundersøgelser på alle foreslåede oplagringsanlæg og sikre regelmæssig overvågning af anlæggene, når disse er taget i brug. Udvalget opfordrer Kommissionen til at indhente rapporter fra medlemsstaterne om fremskridtene hermed, og yderligere foranstaltninger bør foreslås, hvis oplagringsmulighederne er utilfredsstillende.

2.1

Kviksølv forekommer naturligt i jorden, med en gennemsnitlig forekomst på ca. 0,05 mg/kg af jordens skorpe, med betydelige lokale variationer. Kviksølv findes også i meget små koncentrationer/mængder i biosfæren. Forekomsten af kviksølv i fossile brændstoffer så som kul, olie og gas skyldes, at kviksølv optages i planterne.

2.2

Det miljømæssige kviksølvsniveau er øget betydeligt siden den industrielle tidsalders begyndelse. Ved afbrænding af fossile brændstoffer udledes betydelige mængder kviksølv. Derudover udvindes der kviksølv fra mineraler (primært kviksølvsulfid). Kviksølv anvendes af industrien i en række sammenhænge. Der afgives kviksølv til miljøet fra industrielle processer og fra affaldsprodukter. Hidtidig praksis har efterladt en »arv« af kviksølv på deponeringsanlæg, i mineslagger, på forurenede erhvervsgrunde, i jordbund og aflejringer. Selv regioner uden nogen betydelig udledning af kviksølv, f.eks. den arktiske region, berøres som følge af transkontinental og global transport af kviksølv.

2.3

Når det en gang er udledt, forbliver kviksølv i miljøet, hvor det cirkulerer mellem luft, vand, aflejringer, jord og organismer i forskellige former. Dets former kan ændres (primært ved mikrobiel metabolisme) til methylkviksølv, som har evnen til at ophobes i organismer (bioakkumulation) og blive koncentreret langs fødekæder (bioforstørrelse), især i fødekæden i vand (fisk og havpattedyr). Methylkviksølv er derfor den form, som giver anledning til størst bekymring. Næsten al kviksølv i fisk er methylkviksølv.

2.4

Kviksølv er nu til stede i forskellige miljøelementer og fødevarer (især fisk) overalt på jorden i et for mennesker og vilde dyr skadeligt omfang. I visse dele af verden, bl.a. i dele af Europa, bliver en betydelig del af befolkningen eksponeret for kviksølv i et omfang, der ligger langt over det sikre niveau. Der er på internationalt plan bred enighed om, at udledningen af kviksølv i miljøet bør mindskes mest muligt og udfases, hvor det er muligt og så hurtigt som muligt.

2.5

Trods et fald i det globale kviksølvforbrug (den globale efterspørgsel er mindre end det halve af i 1980) og lave priser, bliver der stadig væk produceret kviksølv ved minedrift i en række lande i forskellige dele af verden. I Europa er den primære produktion nu blevet indstillet, men kviksølv udskilles fortsat som et biprodukt af andre udvindingsprocesser.

2.6

Store mængder kviksølv er også på vej ud på verdensmarkedet som følge af konvertering eller lukning af kloralkalianlæg i Europa, som har anvendt kviksølvprocessen. Denne kviksølvrest sælges almindeligvis til en lav pris til Miñas de Almadén i Spanien, som derefter videresælger den til lande rundt om i verden.

2.7

Trods de bedste bestræbelser kan hverken Euro Chlor eller Almadén sikre, at det kviksølv, som eksporteres fra EU under denne aftale, ikke vil bidrage til yderligere forurening i verden, da man mister kontrollen i det øjeblik, kviksølvet forlader Almadéns anlæg. Det kan derfor føre til større brug af kviksølv i ikke-regulerede processer og produkter i andre lande og til større mængder kviksølvforurenet affald eller udledninger. Det er derfor bedst, hvis den betydelige tilstrømning af overskydende kviksølv fra nu ophørte kviksølvbaserede kloralkaliprocesser forhindres i at komme ud på verdensmarkedet.

3.1

Den 28. januar 2005 vedtog Kommissionen meddelelsen til Rådet og Europa-Parlamentet om en Fællesskabsstrategi for kviksølv (KOM(2005) 20 endelig). Strategien foreslog tyve tiltag, som dækker alle aspekter af kviksølvs livscyklus. To af de tiltag, som foreslås i strategien, vedrører eksport og lagring af kviksølv.

3.2

Med Kommissionens forslag til en forordning om eksportforbud og sikker oplagring af metallisk kviksølv bliver der arbejdet videre med disse tiltag. Forslaget sigter mod at forbyde eksport af metallisk kviksølv fra Fællesskabet og sikre, at det pågældende kviksølv ikke vender tilbage til markedet, men oplagres sikkert i tråd med foranstaltning 5 og 9 i fællesskabsstrategien for kviksølv. Det grundlæggende formål er at begrænse yderligere tilførsel til den mængde kviksølv, der allerede er udledt på verdensplan.

3.3

Den foreslåede forordning vil forbyde eksport af kviksølv fra EU fra og med 1. juli 2011. Fra samme dato skal metallisk kviksølv, der ikke længere anvendes i kloralkaliindustrien, kviksølv fra rensning af naturgas og kviksølv som biprodukt fra non-ferro metaller oplagres sikkert.

3.4

Kommissionen har afholdt høringer om sine forslag, og MAYASA (Minas de Almadén y Arrayanes SA), den spanske regering og den europæiske kloralkaliindustri — de mest berørte aktører — er blevet enige om forbuddet fra og med den foreslåede dato. Kommissionen har noteret, at Rådet for Den Europæiske Kemiindustri (CEFIC) frivilligt har forpligtet sig til sikker oplagring af kviksølv fra kloralkaliindustrien pr. 1. juli 2011.

4.1

Udvalget støtter på det kraftigste målsætningen om, at Europa skal spille en førende rolle i de globale bestræbelser på at mindske udslip og udledninger af kviksølv i miljøet ved at begrænse produktion og forbrug af kviksølv, og tilskynder til, at kviksølv erstattes af andre, mere sikre materialer, processer og produkter. Udvalget mener, at REACH-forordningen vil fremme sådanne tiltag.

4.2

Udvalget bemærker med tilfredshed, at minedrift og udvinding af kviksølv fra kviksølvmalm nu er ophørt i EU. Udvalget finder, at Kommissionen løbende bør tage dette spørgsmål op og være klar til at indføre et forbud, hvis der er nogen som helst udsigt til udvinding af kviksølv i Europa i kommercielle øjemed. EØSU foreslår også Kommissionen at overveje yderligere foranstaltninger, der kan modvirke produktion af kviksølv som et biprodukt fra udvinding af andre mineraler, og sørge for sikker oplagring og bortskaffelse af overskydende kviksølv.

4.3

Hvad situationen uden for Europa angår, støtter udvalget EU's aktive engagement i de internationale bestræbelser på at begrænse produktionen og anvendelsen af kviksølv på verdensplan og at garantere en sikker oplagring og bortskaffelse. Med det mål for øje er det vigtigt, at Europa viser et godt eksempel, hvad angår dets egen håndtering af kviksølvproblemet i EU, og at man støtter bedre kontrolforanstaltninger overalt i verden.

4.4

I den forbindelse er et forbud mod eksport af metallisk kviksølv fra Europa og krav om sikker oplagring indtil bortskaffelse et meget nyttigt skridt. Det er især relevant og aktuelt på et tidspunkt, hvor udfasningen af den kviksølvbaserede kloralkaliproces i Europa ellers kunne have medført, at store mængder overskydende kviksølv slap ud på verdensmarkedet. Udvalget støtter derfor det almene mål i Kommissionens specifikke forslag i forslaget til forordning, som går ud på at forbyde eksport af kviksølv fra Europa og sørge for en sikker oplagring af overskydende kviksølv i Europa.

4.5

Det kan imidlertid ikke være enden på historien. Udvalget forventer, at Kommissionen arbejder videre med at udvikle foranstaltninger, der yderligere kan reducere brugen af kviksølv i processer og produkter i Europa, og sikrer, at kviksølv i affaldsstrømme afskaffes på betryggende vis. EØSU opfordrer også Kommissionen til at overveje, hvad der yderligere kan gøres internationalt for at fremme bedre forvaltning af kviksølv på verdensplan, herunder forhandling om passende samarbejdsforanstaltninger til at støtte overførslen af kviksølverstattende teknologier og løsninger til genvinding og oplagring af kviksølv samt muligvis en international aftale om forvaltning og kontrol af kviksølv.

5.1

Udvalget noterer, at det foreliggende forslag kun gælder eksport af metallisk kviksølv (artikel 1). EØSU mener, at det snarest bør undersøges, om forbuddet kan udvides til at omfatte kviksølvforbindelser og kviksølvholdige produkter, som er fastsat i artikel 5. En tidsfrist for denne evaluering vil være en fordel. Yderligere foranstaltninger bør også overvejes med henblik på at kræve, at kviksølv erstattes med mindre giftige eller forurenende materialer i produkter og processer i EU.

5.2

Kommissionen foreslog oprindeligt, at forbuddet skulle træde i kraft i 2011. Parlamentet henstillede, at det blev fremrykket til 2010. NGO'erne presser fortsat på for, at forbuddet skal træde i kraft tidligere. Udvalget mener, at lovforbuddet bør træde i kraft snarest muligt, og at Kommissionen og de berørte virksomheder indtil da bør tilskyndes til at gøre alt i deres magt for at mindske eksporten mest muligt.

5.3

Kommissionen foreslår (artikel 2), at kviksølv fra nu ophørte kloralkaliprocesser, kviksølv fra rensning af naturgas og kviksølv som biprodukt fra non-ferro minedrift og smeltning skal opbevares sikkert. I artikel 3 præciseres det, at kviksølvet enten skal oplagres i en underjordisk saltmine eller i et anlæg, der udelukkende er bestemt til og udstyret med henblik på midlertidig oplagring af metallisk kviksølv. Sådanne anlæg skal overholde fastlagt sikkerheds- og forvaltningspraksis. Det bør være den enkelte medlemsstats ansvar at etablere sådanne anlæg eller gå sammen med andre medlemsstater, hvor forudsætningerne er mere gunstige. Ligesom med eksportforbuddet er formålet med disse bestemmelser at sikre, at de overskydende mængder af kviksølv fra større industrielle processer helt fjernes fra markedet og oplagres på betryggende vis.

5.4

Udvalget er enigt i, at der ikke findes bedre oplagringsmuligheder i dag. Udvalget anser det for meget vigtigt, at Kommissionens udvidede konsekvensanalyse (EIA) og de sikkerhedsundersøgelser, som skal foretages af de kompetente myndigheder på alle foreslåede oplagringsanlæg, gennemføres grundigt og konsekvent, og at regelmæssig overvågning af anlæggene efter ibrugtagning bør tilvejebringes. Udvalget tilskynder Kommissionen til at indhente rapporter fra medlemsstaterne om fremskridtene hermed og være klar til at foreslå yderligere foranstaltninger, hvis oplagringsmulighederne ikke er tilfredsstillende.

5.5

Det er vigtigt, at de virksomheder, som har brugt kviksølv, bærer omkostningerne ved en sikker oplagring heraf. Udvalget bemærker, at oplagringsmulighederne for det overskydende kviksølv, som stammer fra nu ophørte kloralkaliprocesser, skal indføres efter samråd og aftale med de relevante industrivirksomheder, og at Euro Chlor er i gang med at udvikle en frivillig aftale parallelt med forordningen, som forpligter deres medlemmer til at benytte sikre oplagringsanlæg. Udvalget bifalder dette initiativ fra en ansvarlig industrigruppe. Forudsat at disse muligheder er tilgængelige for alle relevante virksomheder og kan gennemføres på en sikker og gennemsigtig måde, som kan overvåges, er udvalget enigt i, at dette vil være den bedste måde at opnå en effektiv gennemførelse på. Udvalget opfordrer Kommissionen til at undersøge, om der kan indgås tilsvarende aftaler med andre større industrielle producenter af metallisk kviksølv såsom el-industrien og non-ferro minedrift- og smeltningsindustrien.

5.6

Udvalget understreger, at det især er vigtigt at overvåge og håndhæve de nye ordninger. Kravet om, at kviksølv skal oplagres og bortskaffes, vil i realiteten ændre kviksølv fra et aktiv, der kan markedsføres, til et ansvar, som vil medføre omkostninger for dets ejere. Under sådanne omstændigheder vil skrupelløse virksomheder være fristet til at forsøge at undgå at viderekanalisere kviksølvet til de passende bortskaffelsesveje og omdirigere det til ulovlige deponeringssteder. Streng registrering og tilsyn vil være nødvendigt for at undgå sådanne utilsigtede konsekvenser.

5.7

Udvalget opfordrer Kommissionen til snarest muligt at overveje yderligere tiltag for at gennemføre andre elementer af kviksølvstrategien. EØSU anser det især for vigtigt, at man tilskynder til en snarlig udfasning af kviksølv fra belysningsprodukter, fra smykker, fra tandlæge- og kosmetikprodukter, og fremskynder foranstaltningerne til at mindske eller helt fjerne kviksølvudledninger fra store fyringsanlæg, fra krematorier og fra andre betydelige kilder til kviksølvholdig luftforurening. Yderligere foranstaltninger kan også være nødvendige for at sikre, at når der konstateres betydelige mængder af kviksølv i andre affaldsstrømme, bliver disse genvundet med henblik på oplagring eller bortskaffelse i stedet for at sive ud og forurene miljøet mere generelt. Alle sådanne foranstaltninger bør selvfølgelig evalueres fuldt ud for at afgøre, hvor meget aktiviteten bidrager til det globale kviksølvproblem og til de foreslåede løsningers omkostninger og effekt.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/47

1.1

De nuværende beskæftigelsesretningslinjers gyldighed for 2007 skal i henhold til artikel 128, stk. 2, bekræftes ved en rådsbeslutning efter høring af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Beskæftigelsesudvalget.

1.2

EØSU støtter forslaget om, at beskæftigelsesretningslinjerne for 2005-2007 fortsat skal gælde i 2007 i lyset af de udpegede problemområder og anbefalinger.

1.3

EØSU anbefaler kraftigt, at den tidsplan og den fremgangsmåde, som skal følges, formidles bredt til aktørerne for at opnå det størst mulige udbytte, skabe velvilje og sikre størst mulig deltagelse fra aktørernes side samt indrømme EU-planet og medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at reagere i udviklingsfasen.

1.4

EØSU anbefaler, at der i de nye beskæftigelsesretningslinjer lægges større vægt på integration af mennesker med særlige behov i form af specifikke mål og større anerkendelse af de socialpolitiske krav. EØSU fremhæver vigtigheden af, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet inddrages på et så tidligt tidspunkt som muligt i Kommissionens udformning af retningslinjerne og høres om det endelige dokument.

1.5

EØSU anbefaler, at Kommissionen straks indleder et samarbejde med EØSU om udformningen af beskæftigelsesretningslinjerne ved at skabe formelle og uformelle kontakter, således at der sikres en proaktiv tilgang til udviklingen af beskæftigelsesretningslinjerne for de næste tre år.

1.6

EØSU efterlyser flere ambitiøse, målbare mål, som der bør foretages en benchmarking af i de nye retningslinjer på EU- og medlemsstatsplan, og større håndhævelsesbeføjelser til Kommissionen.

1.7

EØSU anbefaler, at passende ikt-systemer gøres tilgængelige i alle medlemsstater for at sikre bedre indsamling af data og fremme både medlemsstaternes og Kommissionens overvågning og evaluering.

1.8

EØSU anbefaler fortsat, at de nationale reformprogrammer skal indeholde mere konkrete oplysninger om fastlagte mål, tidsplaner, udgifter og budgetforanstaltninger.

2.1

I begyndelsen af 2007 sendte Kommissionen som led i høringsprocessen EØSU et forslag vedrørende stadfæstelse af retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker for 2007, hvilket kræver bekræftelse ved en rådsbeslutning.

2.2

Kommissionen foreslår, at de opstillede beskæftigelsesretningslinjer for perioden 2005-2008 (1), der har traktatens artikel 128 som retsgrundlag, opretholdes for 2007 og at de medtænkes i medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (2).

2.3

Med dette forslag til beslutning tager Kommissionen hensyn til Lissabon-strategien fra 2005 og frem, som indgår i en ny forvaltningscyklus med integrerede retningslinjer, der gælder indtil 2008. Retningslinjerne omfatter en økonomisk, social og miljømæssig dimension.

2.4

Medlemsstaterne skal fremlægge nationale reformprogrammer, som Kommissionen skal bedømme. I den årlige rapport gøres der status over, hvilke fremskridt der er gjort med hensyn til gennemførelsen af retningslinjerne, ligesom de konklusioner, som forslaget om videreførelse af retningslinjerne bygger på, præsenteres.

—

Fristen for udformning og vedtagelse af retningslinjerne var meget kort og gav ikke mulighed for reel debat om dette vigtige emne med deltagelse af en række aktører på såvel europæisk som nationalt plan, og det påvirkede den demokratiske proces i forhold til udarbejdelsen af nationale programmer.

—

Med den vægt, som de nuværende retningslinjer lægger på, at medlemsstaterne skal fastlægge deres egne mål, er der fortsat bekymring for, at de beskæftigelsespolitiske tiltag ikke længere kan vurderes på baggrund af specifikke og kvantificerbare mål, som det skete i tidligere programmer; det har resulteret i, at nationale reformprogrammer er mindre ambitiøse hvad angår beskæftigelsespolitikken og arbejdstagernes rettigheder og pligter.

—

Der bør fokuseres endnu mere på unges integration på arbejdsmarkedet, navnlig med henblik på at sikre dem et første job med fremtidsperspektiver.

—

Der bør fortsat fokuseres på bekæmpelse af diskrimination på grund af alder, handicap eller etnisk baggrund.

—

Overgangen til et videnssamfund kræver en langt mere energisk og målrettet indsats inden for livslang almen og faglig uddannelse, hvis man skal sikre tilpasning til og tilegnelse af ny teknologi, omstrukturering af det industrielle grundlag og mulighed for at tillade den enkelte at erhverve tværfaglige færdigheder.

—

Der bør være mere konsekvens i integrationen af investeringerne i forskning, udvikling og innovation, så investeringerne både stimulerer økonomien og skaber nye arbejdspladser.

—

Der var ikke tilstrækkelig fokus på ligestilling mellem kønnene og behovet for forenelighed mellem arbejde og familieliv.

—

Der bør fokuseres mere på følgerne af de demografiske ændringer og udfordringerne i forbindelse med den erhvervsaktive befolknings aldring.

—

Det er nødvendigt at styrke og overvåge gennemførelsen af indvandringspolitikker og deres indvirkning på tilrettelæggelsen af den nationale arbejdsmarkedspolitik.

—

Det er vigtigt med adgang til tilstrækkelige midler på nationalt og europæisk plan til at gennemføre beskæftigelsespolitiske tiltag.

4.1

EØSU har i tidligere udtalelser hilst vedtagelsen af de integrerede retningslinjer for 2005-2008 velkommen og understreger fortsat, at forudsætningen for, at de fører til resultater, er, at medlemsstaterne tager deres ansvar alvorligt og omsætter de i enighed besluttede prioriteringer til praksis på nationalt plan. Der bør lægges stor vægt på at sikre, at alle arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet reelt inddrages i alle faser af udformningen og gennemførelsen.

4.2

EØSU konstaterer, at der er sket fremskridt i henseende til den økonomiske vækst i EU-25 og med hensyn til de specifikke beskæftigelsesforanstaltninger (4), men er fortsat bekymret over, at der fremdeles er forskelle i gennemførelsen af de forskellige foranstaltninger i og mellem medlemsstater, og mener fortsat, at der ikke sker mærkbare forbedringer, så længe der ikke er vilje til at fremskynde iværksættelsen og til at prioritere.

4.3

EØSU ser gerne, at Kommissionen påtager sig en større rolle med hensyn til at udvikle mål for hele EU og nationale mål samt at overvåge og evaluere fremskridt. Det vil øge styrken i og værdien af de årlige rapporter fra de nationale reformprogrammer i medlemsstaterne.

4.4

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at lade midler fra struktur-, social- og globaliseringsfondene støtte gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinjerne. EØSU fremhæver atter betydningen af, at der afsættes passende midler på EU-plan og i medlemsstaterne til at prioritere beskæftigelsesinitiativer.

4.5

Når EØSU gentager sin bekymring vedrørende de manglende fremskridt, er det fordi udvalget ønsker, at foranstaltninger og ændringer i beskæftigelsesretningslinjerne for 2008-2010 skal afspejle behovet for forbedringer.

—

Det overordnede mål på 70 % for den samlede beskæftigelse bliver sandsynligvis ikke nået i denne periode. Selvom det fastlagte mål for kvinders beskæftigelse skulle være nået op på det foreslåede mål om 60 %, omfatter det deltidsarbejde, fleksible arbejdsordninger og midlertidig beskæftigelse.

—

Målet for ældre arbejdstagere (personer mellem 45-65 år ifølge Kommissionens definition) på 50 % vil heller ikke blive nået, selvom der er gjort fremskridt.

—

Udviklingen af strategier for og integration af personer med handicap eller specielle behov på arbejdsmarkedet lader stadig meget tilbage at ønske.

—

Der hersker fortsat bekymring for ungdomsarbejdsløsheden, som bliver ved med at vokse, og for de foranstaltninger, som skal træffes for at forbedre situationen.

—

Grundlaget for uddannelse og dets forhold til det moderne arbejdsmarked er et stort emne, da der savnes færdigheder på grund- og mellemniveauet, ligesom der er et misforhold mellem færdigheder og kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov.

—

Der er fortsat stor bekymring for, at foranstaltninger for faglig uddannelse og livslang læring ikke gennemføres effektivt, og for, at der ikke er et reelt engagement med hensyn til at finansiere livslang læring i hverken den offentlige eller private sektor.

—

Der bliver fortsat ikke i tilstrækkelig grad fokuseret på livslang læring for alle aldersklasser, herunder især for ældre arbejdstagere. Det er et stort problem i forhold til arbejdskraftens tilpasningsevne.

—

Der hersker fortsat bekymring omkring medlemsstaternes integration af indvandrede arbejdstagere, som stopper store »huller« på arbejdsmarkedet med hensyn til færdigheder.

—

EØSU støtter arbejdstageres mobilitet i medlemsstaterne, men udtrykker bekymring for den overførsel af uddannet arbejdskraft og kompetenceflugt, som foregår mellem nogle medlemsstater, og konsekvenserne heraf for oprindelseslandet. Dette må overvåges, ligesom der må gennemføres tiltag til at sikre en balance i form af fastholdelse af en veluddannet og kvalificeret arbejdsstyrke, så bæredygtigheden sikres.

—

Følgerne for de lokale beskæftigelsesmuligheder må undersøges, og det bør samtidig undersøges, hvorfor arbejdsløse ikke søger lokale stillinger.

—

Det konstateres, at en vidensøkonomi baseret på forskning og innovation fortsat halter bagefter.

—

Medlemsstaterne lægger stadig ikke tilstrækkelig vægt på livscyklusperspektivet. EØSU opfordrer fortsat medlemsstaterne til yderligere at forbedre mulighederne for at forene familieliv og erhvervsaktivitet. Det er en samfundsopgave. Navnlig i at skabe børnepasningsmuligheder ligger der en chance for at forlige de familie- og arbejdsmæssige forpligtelser med hinanden, så kvinderne kan blive på arbejdsmarkedet eller hurtigt vende tilbage til det efter en pause (5).

—

Medlemsstaterne må arbejde videre med strategier til forbedring af arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne og især med det potentiale, der ligger i flexicurity-konceptet (6).

—

Der bør tages fat på at udrede, hvilke følger »sort« arbejde har for medlemsstater og enkeltpersoner.

—

Vedtagelsen og gennemførelsen af dagsordenen for »anstændigt arbejde« (7) og principperne om arbejdets kvalitet (8) udestår i nogle medlemsstater.

—

I sammenligning med gennemsnittet i USA er produktivitetsudviklingen i Europa fortsat ringe, hvilket afspejler stigningsraten for og omfanget af investering i mennesker og ideer.

—

De offentlige investeringer i EU er sammenlignelige med USA's, men den private sektors investeringer halter bagefter USA's.

6.1

Efter modtagelsen af medlemsstaternes årlige rapporter har Kommissionen gjort status, som har resulteret i meddelelsen om Gennemførelsen af den fornyede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse — »Et gennemførelsesår«, som opregner de gjorte fremskridt til dato. I år er der et detaljeret bilag, som indeholder anbefalede tiltag for hver enkelt medlemsstat. Udover at have afgørende betydning som bidrag til den overordnede konsekvensvurdering af retningslinjerne understreger det EØSU's bekymring over, at gennemførelsen af retningslinjerne sker alt for langsomt og opviser alt for store forskelle. Kommissionen må gives flere beføjelser til at fastlægge målbare mål, koordinere aktiviteter og foranledige, at der sker fremskridt.

6.2

EØSU bifalder den foreslåede konsekvensvurdering, som Kommissionen sammen med en række agenturer vil gennemføre af treårsprogrammet for at måle dets effektivitet og påvirke udformningen af nye beskæftigelsesretningslinjer for 2008-2010.

6.3

EØSU bifalder den foreslåede høringsrunde vedrørende de nye beskæftigelsesretningslinjer, som vil blive indledt efter offentliggørelsen af Kommissionens udkast i december 2007, så Rådet i juni 2008 kan forelægges et endeligt forslag til vedtagelse. EØSU understreger, at det er vigtigt at høre og inddrage medlemsstaterne og alle aktører under processen på både EU-plan og i medlemsstaterne så snart som muligt.

6.4

EØSU fremhæver vigtigheden af at få mulighed for at tage stilling til konsekvensvurderingen så tidligt som muligt i 2007 for at kunne tage stilling til indholdet, modtage oplysninger og reagere i tide for at påvirke udformningen af retningslinjerne og udarbejdelsen af nationale programmer.

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 168/50

1.1

Grønbogen skaber en ny forståelse af havet i EU, hvilket bør hilses velkommen. EU's politikker har altid været orienteret mod land, og dette udgangspunkt vendes nu for første gang på hovedet. Grønbogens symbolske budskab om, at Europa først og fremmest er og har været en søfartsnation markerer et vendepunkt i EU's syn på havet.

1.2

Grønbogen fremmer en holistisk, tværsektoriel, strategisk indfaldsvinkel til havene. Målet om at erstatte en fragmentarisk tilgang med en bred vision fortjener generel støtte.

1.3

Grønbogen indeholder langt flere positive elementer end potentielt negative. Med forbehold og specifikke bemærkninger støtter EØSU de fleste af grønbogens forslag (vedrørende fiskeri, havne, skibsbyggeri, søtransport, kystregioner, offshore-energi, FoU, miljø, turisme, blå bioteknologi).

1.4

EØSU er enigt i, at EU's søfartstjenester og havne spiller en central rolle i en globaliseret økonomi. Grønbogen anerkender, at skibsfart er en international aktivitet, som kræver globalt gældende regler. Dette hilses velkommen. Der er behov for, at EU griber aktivt ind for at ændre det negative billede, befolkningen har af skibsfarten, og gøre noget ved den manglende forståelse for søfartens og søfolkenes bidrag til samfundet. EØSU deler det synspunkt, at medlemsstaterne snarest muligt må ratificere vigtige internationale havkonventioner (IMO/ILO) og sikre, at de håndhæves effektivt.

1.5

Maritime klyngedannelser bør indtage en central position i EU's fremtidige havpolitik. EØSU mener, at EU bør bestille en undersøgelse med henblik på at få dem defineret og sammenligne dem med maritime klyngedannelser inden for andre områder. Maritime klyngedannelser vil være af stor betydning for bevarelse af EU's knowhow på søfartsområdet.

1.6

Et kernepunkt i en integreret havpolitik må være øget investering i søfartsuddannelser for at skabe grundlaget for sikre og effektive tjenester af høj kvalitet. Den potentielle mangel på kvalificerede søfolk kan få foruroligende konsekvenser for sikkerhedsinfrastrukturen i EU's søfart og vil stige, hvis ikke EU og de nationale regeringer yder en fælles indsats for at løse problemet. Uden tilstrækkelig tilførsel af kvalificerede søfolk vil EU i stigende grad mangle den viden og erfaring, der er nødvendig for centrale sikkerhedskritiske opgaver (skibsinspektion, overvågning, lovgivning, forsikring, skibstrafiktjenester, redningstjenester, kystvagt og lodsning). Hertil kommer, at hele maritime klynger kan blive splittet op eller flytte til andre regioner.

1.7

EØSU bemærker, at fiskere og søfolk udelukkes fra EU's sociallovgivning på en række områder (f.eks. direktivet om kollektive afskedigelser (1), om overførsel af virksomheder (2), om information/høring (3) og om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (4)). Uanset begrundelsen for disse udelukkelser er det vigtigt at sætte en stopper for denne form for diskrimination, hvor dette måtte være hensigtsmæssigt. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at revurdere disse udelukkelser i nært samarbejde med arbejdsmarkedets parter.